Personligt tegner jeg mig på listen over de nok ikke helt få, der har det dårligt med den udvikling i cykelsporten, der har ført til at vores aktive reelt har mistet den ellers i alle andre retsforhold fundamentale sikkerhed, at ingen kan dømmes, før deres skyld er bevist.
Artiklen fortsætter efter videoen.
På papiret er det måske nok stadig sådan, men reelt er det ikke tilfældet, når eksempelvis en Ivan Basso og en Jan Ullrich i månedsvis blev holdt ude på indicier. Nu kan man bl.a. her på feltet læse, at advokat Jens Evald fra Antidoping Danmark også er mere end betænkelig ved ”retsgrundlaget” i form af Pro Tour-holdenes etiske kodeks. Når det er sagt, så har nok også de fleste forståelse for, at cykelsporten var kommet i en situation, hvor drastiske og utraditionelle midler var nødvendige. Traditionel retssikkerhed eller cykelsportens undergang, det var vel egentlig valget, når man sætter sagen på spidsen.
Men kan man overhovedet sådan noget indenfor rammerne af det, vi kalder et retssamfund?
Svaret er nok, at NEJ, det kan man ikke - i hvert fald næppe ret mange andre steder end i cykelsporten. Jeg nægter at tro på, at det var blevet accepteret i f.eks. fodbold, tennis eller golf. Sikkert ikke, men de nævnte sportsgrene har heller ikke den slags problemer, i hvert fald slet ikke på samme niveau, vil det sikkert blive fremført.
De fleste opfatter nok det, der sker i disse år som noget enestående, men i virkeligheden kan man finde et eksempel på en tilsvarende jurisdiktion i dansk cykelsports fortid. Det var dengang, der var totalisatorspil på de danske cykelbaner (publikum kunne spille på rytterne, ligesom man i dag stadig kan gøre det ved f.eks. trav og galop). Dengang stod der i license-bestemmelserne: ”Gyldigt license giver indehaveren ret til at anmelde sig til løb men forpligter ikke arrangøren til at tage given anmeldelse til følge”. Sådan! Ud ad til var begrundelsen, at der i en periode var så mange aktive på bane og landevej, at man var nødt til at have en klausul, så man kunne begrænse tilgangen. Der var grænser for, hvor store felter man kunne køre med på landevejen og for hvor mange ryttere man kunne have i programmerne på cykelbanen. Men derudover var der en skjult dagsorden. Det skete at man på cykelbanerne havde mistanke om kip (aftalt spil) uden at man konkret kunne bevise det. Da der var spil om penge i forbindelse med cykelløbene, var det ikke kun moralsk anstødeligt men også direkte kriminelt, og det kunne være fatalt for sporten som sådan – hvad der også er flere eksempler på, at det rent faktisk også blev. Derfor ønskede banerne en mulighed for at kunne afvise visse ryttere – uden konkret at skulle begrunde og motivere hvorfor.
Dengang – som i dag – var der tale om, hvad man kan kalde nødværge. Ikke godt, men måske nødvendigt, og under alle omstændigheder noget, der skal anvendes med den største varsomhed.