Rico: Portræt af en mester - Sebastian Lander

Det er vel efterhånden fire år siden, jeg første gang rigtigt talte med Sebastian.  Det var ude i Arenaen i Ballerup, jeg havde spottet ham og Niki Byrgesen som et potentielt par til den kommende vinters UIV Cup-løb, ikke blot i Ballerup men også ude i Europa.  Derfor havde jeg inviteret de to til en snak for at finde ud af, hvad der gemte sig i dem. At de kunne køre på cykel, havde jeg set, men det er jo ikke altid helt nok.

Sebastian havde medbragt sin far

Nå, er han en af den slags, tænkte jeg, og fik mine betænkeligheder. Men der tog jeg fejl, han var ikke en af den slags. De havde det bare godt i hinandens selskab…

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I første omgang kom der ikke så frygteligt meget ud af det, Sebastian havde mange ting i hovedet og han og Niki var meget forskellige, fandt jeg hurtigt ud af.

Men Sebastian blev jeg ved med at holde øje med, og det var heller ikke så svært. Hans resultater i international sammenhæng på både bane og landevej talte for sig selv. Junior-konger har man set mange af i tidernes løb, men ham her, han holdt, det følte jeg mig sikker på.

Det lille tætte energibundt er måske ikke ganske bygget efter cykelsportens idealmål, men han vil noget på en cykel, og så forstår som han at få temperament og engagement til at forplante sig med i stængerne. Han har viljen og selvtilliden men også ydmygheden overfor opgaven, og det gør ham til en af dem, der kan få det optimale ud af sine muligheder.  Hans spillende øjne udstråler selvtillid og nysgerrighed. Der er ikke meget, der undgår hans opmærksomhed.

Jeg har hørt, at han skulle være vanskelig at arbejde sammen med. Det har jeg ikke konstateret i de tre-fire sæsoner jeg har haft med ham at gøre i Ballerup, herunder to elite 6-dagesløb. Og jeg plejer ikke at ha’ svært ved at reagere på den slags…

Hvis man som cykelleder ikke kan finde ud af det med Sebastian, tror jeg det er mest ærgerligt for én selv…