Rico: Til at tude over

nullNår man læser Politiken fra den 20. december, får man af DCUs sportschef Lars Bonde at vide, at nu er det slut med at tude over den nye olympiske virkelighed. Den virkelighed der bl.a. sletter parløb og pointsløb på det olympiske program fra 2012. Danmark vil også fremover – med det nødvendige held og ikke mindst den nødvendige dygtighed - kunne stille med medaljekandidater ved OL på bane. Det er jeg enig i, selv om den nye reform umiddelbart betyder, at vi mister et par af de for os mest oplagte muligheder.

Men nu er det jo ikke kun et spørgsmål om olympiske medaljer her og nu, det er i høj grad også et spørgsmål om banesportens overlevelse i bred forstand. Og det bør for en sportschef i DCU være mindst lige så vigtigt.

Men det går jo godt, der er masser af ryttere i Ballerup Super Arena og vores ryttere er ”skide-dygtige”… Er der så nogen grund til at tude? Måske ikke, men der er nok grund til at anlægge en lidt bredere vinkel og tænke videre end til dagen i morgen. Der er relativt mange aktive i Ballerup, men hvor ligger tyngdepunktet? Der er mange veteraner og motionister, og der er også relativt mange i børne- og ungdomsklasserne, og det er helt fint. Men når det kommer til senior-elite, er der ikke så frygteligt meget at råbe hurra for, hvis man altså lige et øjeblik ser bort fra en trods alt spinkel landsholds-elite. Et yderst talende udtryk for problemet er det, at det ved sidste weekends DM var nødvendigt at aflyse mesterskabet i ”konge-disciplinen” 4.000 meter holdforfølgelsesløb. Tænk: I den disciplin hvor Danmark er verdensmestre, kan vi ikke engang mønstre hold nok til at kunne afvikle et dansk mesterskab! Det kunne man godt fristes til at tude over!

Forklaringen er ikke kun det beskedne antal senior-elite ryttere, der er til rådighed, men også, at holdforfølgelsesløb er en disciplin, der kun interesserer de få, specialisterne. Når der på årets næstsidste dag, onsdag 30. december, skal køres DM i parløb, vil der formentlig være op mod 14 – 15 par til start, ikke så ringe i et så lille land som Danmark. Men også et bevis på hvad det er for discipliner, der interesserer rytterne. Derfor er der stadig grund til at fælde en tåre over UCI’s olympiske valg – og til at påpege det urimelige i det, med henblik på måske på et senere tidspunkt at få gjort fejlen god igen. Gerne inden OL 2016 i Rio de Janeiro, det ville sydamerikanerne blive mindst lige så glade for som alle os andre.