Rico: Tour som i gamle dage

nullSå er Tour de France 2010 for alvor begyndt. Efter en prolog og en 1. etape med ”business as usual” begyndte der at ske ting og sager på 2. og 3. etape, hvor man forlod Holland og Belgien og kom til Tour’ens naturlige hjemland, Frankrig.

Er det rimeligt, det der er sket de første par dage? Uheld har bl.a. sendt en Frank Schleck ud af Tour’en og en Lance Armstrong har mistet kostbar tid på samme konto. Held og uheld har spillet den gule trøje ud af hænderne på Cancellara – og tilbage igen. Hvad skal man mene om det?

Ja, det må man jo dybest set selv om, men man kan konstatere, at Tour’en med sine dramatiske hændelser de sidste par dage i nogen grad er vendt tilbage til sine rødder – som i de (gode?) gamle dage. Dengang en mand var en mand, en brosten noget man kunne snuble over, hvis man ikke så sig for, og et hul i vejen, noget man måtte leve med. En Coppi brød ikke sammen, fordi han på en etape tabte en halv time til en Bartali, han strammede tåclipsene og tog den tilbage (og lidt til) dagen efter!

De gamle historier bliver altid bedre, når de overdrives lidt (spørg bare min gamle ven Jørgen Leth…) og alt skal tages med måde. Men har det moderne Tour de France ikke de senere år haft en tendens til at være lidt for forudsigeligt? Især i den første uge: En prolog til specialisterne, nogle godbidder til sprinterne og så måske en holdtidskørsel til at skabe lidt ravage indenfor forudsigelige grænser. Teknologien med radiokommunikation, TV i bilerne, bedre materiel etc. har heller ikke givet spontaniteten og uforudsigeligheden bedre kår.

Den bedste skal vinde, men når Coppi i 1952 vandt med over 30 minutter, var det jo heller ikke fordi han var skide heldig og forskånet for uheld undervejs. Det passer nemlig ikke, når Ferretti, genfortalt af Rolf Sørensen, siger, at de rigtig store aldrig punkterer, styrter eller har uheld. Få styrtede så ofte som Fausto Coppi (der var næppe en knogle i hans krop, der ikke blev brækket i løbet af hans cykelkarriere) – og få vandt så mange cykelløb som ”Il Campionissimo”.

Tilbage til Tour’en 2010. Jeg syntes, at det har været en Tour-start på mere godt end ondt. Jeg kunne godt have været foruden afslutningen (eller manglen på samme) på 2. etape. Jeg kunne have levet med en neutralisation frem til det tidspunkt, hvor favoritgruppen atter var samlet, men så skulle der også have været kørt cykelløb resten af vejen. Dér var jeg meget enig med Frank Høj i TV 2-studiet. Han har i øvrigt har stået for nogle meget fine Common sense-kommentarer indtil nu.

Og så diskussionen om det er rimeligt at køre en ”brostensetape” i Tour de France. Jamen du godeste, hedder det ikke netop Tour de France, og er ikke netop brostenene i Nord-Frankrig noget af det mest franske man kan forestille sig i cyklesportssammenhæng?