RIIS - "Jeg er aldrig testet positiv"

Nogen har nærmest kendt Bjarne Riis hele livet, andre lærte først navnet at kende, da han i 1993 for alvor tog skridtet mod den absolutte top, som kulminerede med Tour-sejren i 1996, og enkelte af os kan huske den generte dreng fra Herning, der i en børneudsendelse fortalte om sin store passion, cykling. Fælles for alle, uanset hvornår han blev en del af vores bevidsthed, så har vi alle sammen en mening om ham.

Også de, der ikke kender specielt meget til cykelsporten, kender hans navn og har en mening om Bjarne Riis, men i dag får vi hans egen version af det hele – om opvæksten med sin far, som også var hans træner i de første år som drengerytter, Tour-sejren i 1996, og ikke mindst de efterhånden udødeliggjorte ord: ”Jeg har aldrig testet positiv”, som i modsætning til den efterfølgende direkte benægtelse de næste 10 år med jævne mellemrum blev hevet frem af diverse journalister i ind- og udland for ikke at tale om alle andre, som havde en mening om ’Ørnen fra Herning’.

Under Tour de France 1998, hvor Festina-skandalen pludselig fik dopingsnakken til at nå uanede højder, og hvor Bjarne Riis pludselig befandt sig midt i et stormvejr af nærgående spørgsmål.

Festina-holdets soigneur, Willy Voet, var blevet anholdt med bilen fuld af doping forud for starten på løbet i Dublin, og nu rullede skandalen. De franske myndigheder rodede i skraldespande, ransagede hotelværelser og hentede ryttere til afhøringer midt om natten.

”Da rygterne om ransagninger og anholdelserne når de forskellige holds hoteller, udbryder der panik rundt om på værelserne. ’De kommer for at ransage vores hotel,‘ lyder det pludselig. Rygterne går på, at fransk politi og toldvæsenet er i færd med omfattende razziaer på alle hotellerne, hvor Tour-holdene bor. Bliver der fundet doping på værelset, er det ensbetydende med anholdelse, og man bliver slæbt med på politistationen og behandlet som en kriminel,” skriver han i bogen i kapitlet, der bærer navnet ”Jeg har aldrig testet positiv” og fortsætter:

”Det gør beslutningen uundgåelig på mit værelse. Mine dopingampuller skal fjernes, og det skal gå hurtigt. På få minutter finder jeg hele min beholdning af EPO-ampuller frem og styrter ud på toilettet på mit hotelværelse. Indholdet skylles ud i toilettet, og alle spor af de dyre dråber fjernes omhyggeligt.”

Set udefra bevarer han roen. Flere hold havde allerede forladt løbet i protest mod det franske politis ransagninger, og på tv-billederne så man Bjarne Riis som Capitain du Route, ham der talte med løbets daværende direktør, Jean Marie Leblanc, og prøvede at forhindre, at hele feltet forlod det franske løb og alt endte i et endnu større kaos. Efter etaperne måtte han til gengæld løbe spidsrod mellem de danske journalister, der naturligvis gerne vil have svar på, om Ørnen fra Herning, der var blevet feteret og hyldet i Tivoli efter sin sejr i 1996, også har været en del af det rullende apotek, som efterhånden bliver menigmands betegnelse for cykelsporten.

”Jeg prøver at holde mig til sandheden med at svare, at ’jeg aldrig er blevet testet positiv’. Det er ikke en løgn, men det er det bedste, jeg kan finde på i en svær og stresset situation,” fortæller han om det skæbnesvangre øjeblik, hvor han i et tv-interview bliver spurgt, om han nogen sinde havde dopet sig.

”Havde jeg svaret ’ja’, ville det være slut for mig og min karriere. Jeg føler ikke, at jeg havde andre muligheder. Cyklingen er mit levebrød, og jeg har ingen lyst til at være den, der skal tage skraldet for alle dem, der har snydt med doping i tidens løb.”

Bagefter føler han sig med egne ord helt ude i tovene og presset ud i en situation, han ikke kan overskue. Det er også tydeligt, at den ro, han udstrålede på landevejen, når han sad med hånden på den røde løbsdirektør-bil og forhandlede med Leblanc, var væk og erstattet af frustration over de nærgående spørgsmål.

Senere den samme dag, om aftenen vælger han at gå på live-tv: ”Jeg vil ikke finde mig i, at jeg hele tiden skal beskyldes for at tage doping og i den dur. Jeg vil betragtes som en seriøs sportsmand. Jeg har kørt cykelløb, siden jeg var syv år, jeg er 34 år nu, jeg føler mig sund og rask, jeg har nok aldrig følt mig så sund og rask, som jeg er nu. Ser jeg ud som en junkie. Jeg spørger bare,” lyder det.

”Umiddelbart har jeg fået afløb for mine frustrationer, fået sagt fra og givet klare svar direkte til seerne, uden at der er blevet klippet i mine svar. Men tilfredsheden med interviewet når ikke helt ned i maven. Fra nu af er der ingen vej tilbage. Jeg har sagt, at jeg ikke har taget doping. Ingen undvigende svar som ’jeg er aldrig testet positiv’. Den udtalelse vil jeg kunne blive hængt op på for altid. Og værst: Jeg har løjet på direkte tv.”

Selvom de fleste formentlig har haft en fornemmelse af, at han ikke talte sandt, så fastholder han løgnen lige til pressemødet i 2007, hvor han erkender at have brugt doping, og nu kommer så den fulde historie.

Kapitlet er kun et enkelt af den i alt 514 sider lange bog, der er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Lars Steen Pedersen, og hvor Bjarne Riis også fortæller om en svær barndom, kampen for at overleve i professionel cykelsport, skilsmissen, de private op- og nedture og om det uundgåelige fald fra tinderne.

Bestil bogen her og spar 100,- kr.
Feltet.dk giver også 20% i denne weekend på Chris Anker Sørensens bog: "Debutantens dagbog", Rolf Sørensens bog "Cykling con Amore", Brian Holms bog "Den Sidste Kilometer", Verner Møllers bog: "Om Michael Rasmussens Tour de France exit" samt træningsbogen "Vi træner, motionerer og cykler."

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet