Først og fremmest vil jeg gerne have lov til at tage meget kraftig afstand fra de be-skyldninger, der har floret ovenpå det interview, der har været med
Jörg Jaksche i det tyske magasin, Der Spiegel.
Jeg har hverken haft kendskab til eller på nogen måde tilskyndet brug af ulovlige midler på Team CSC. Jeg stoler 100% på vores læger og mine ryttere og mit personale kan bekræfte, at vi har og altid har haft en kompromisløs holdning i forhold til doping. Hvis Jörg Jaksche er af en anden opfattelse, må han fremlægge dokumentation for sine beskyldninger. Den dokumentation vil jeg møde med sindsro.
Jeg er ked af, at mit hold, mit personale, mine ryttere og ikke mindst vores sponsorer dagligt skal forholde sig til spekulationer, og jeg er ligeledes ked af, at jeg er blevet skydeskive for disse spekulationer efter mine egne indrømmelser. Jeg stod frem for at viske tavlen ren og ikke for at tage ansvaret for de fejl, andre eventuelt har begået. Dem skal de selv tage ansvaret for.
Jeg har svaret udførligt på de anklager, der har været i Der Spiegel i selv samme medie. Jeg ved ikke, hvilke motiver, Jaksche har for at anklage holdet. Han siger én ting, men jeg har 28 ryttere, tre læger og et personale, der siger, at det ikke forholder sig, som han anfører.
Det går mig oprigtigt på, at det revolutionerende og oprigtige arbejde, vi gør hos Team CSC i kampen mod doping, skal kompromitteres af disse spekulationer. Det fortjener projektet ikke, for jeg ved, at vi kæmper hårdere end nogen andre i forhold til at udrydde doping i sporten, og det skal mine ryttere og mine sponsorer have kredit for.
Der har stort set ikke været et roligt øjeblik i pressen efter jeg selv stod frem. Men jeg respekterer selvfølgelig, at alle har ret til at have en mening om den slags, men jeg øn-sker samtidig ikke, at mit hold – som ikke har noget at gøre med de fejl, jeg har begået i min karriere – skal være skydeskive på et uberettiget grundlag. De arbejder benhårdt for at opfylde vores ambitioner, og de er som altid meget høje i forbindelse med Tour de France.
De næste tre uger skal ryttere skal Team CSC køre et stort Tour de France, og det ved jeg, at de kan. Den seneste tid har tæret hårdt på mig privat, og jeg må ærligt erkende, at jeg ikke længere har kræfterne til at tage et tre uger langt og hektisk Tour de France. Derfor vil jeg ikke være tilstede under Tour'en udover de opgaver, jeg har i forhold til mine sponsorer. Jeg har ikke villet lade holdet i stikken, men jeg ved heldigvis, at jeg har ni ryttere og et personale, der kan løfte opgaven på den bedst tænkelige måde.
Det har været en enorm svær beslutning, men den er 100% min egen, og den er ikke taget på baggrund af pres fra noget sted eller i forhold til, at jeg føler mig ramt af anklagerne for det gør jeg ikke. Jeg har bare ikke kræfterne til at hjælpe mine ryttere godt igennem Tour de France, og så må jeg være realistisk omkring min egen rolle, når det nu forholder sig sådan.
Jeg ved, at jeg har et top kompetent og ekstremt motiveret hold til løbet og jeg ved, at mine sportsdirektører kan løse opgaven på den helt rigtige måde, siger Bjarne Riis i en meddelelse fra holdet..