Rørt Valverde: Jeg har jagtet den trøje i en evighed

To sølv- og fire bronzemedaljer er det blevet til, men ingen guldmedalje. Forud for i dag var der ingen rytter i cykelhistorien, der havde opnået flere podieplaceringer ved et VM uden nogensinde at have båret regnbuetrøjen, end Alejandro Valverde. Faktisk har det virket som en forbandelse af den spanske veteran, der ellers har nået stort set alle de mål end rytter med hans karakteristika har kunnet gå efter.

Derfor var det også som om en hel cykelverden gik i kollektiv eufori, da det i dag endelig lykkedes Valverde at indfri sit store mål og sikre sig den titel, der næsten bør findes på generaliebladet hos en af historiens i særklasse bedste endagsryttere. Sjældent har der nemlig på en efterfølgende pressekonference hersket en tilsvarende stemning af begejstring, og det var et stort set forenet pressekorps, der helt usædvanligt rejste sig i stående applaus for at hylde spanieren, der mere end de fleste har været med til at dominere cykelsporten i næsten to årtier.

En tydeligt rørt Valverde kunne da heller ikke selv skjule, at der med dagens sejr faldt en stor sten fra hans hjerte.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

”Det er den sejr, jeg har længtes efter,” afslørede han ikke uventet. ”Det var min største drøm at blive verdensmester. Jeg ville også vinde Tour de France, men sådan skulle det ikke gå. Denne her gjorde jeg imidlertid til virkelighed.”

”Jeg er så glad og stolt. Jeg har været ved flere VM, hvor en holdkammerat tog sejren, eksempelvis Oscar Freire, der er her i dag. Det er fantastisk endelig selv at bære denne trøje.”

”Jeg har mange gang tænkt, at jeg aldrig ville nå det mål. Jeg var ikke besat af det længere. Jeg ankom her for at gøre mit bedste, men velvidende at det ville blive svært at nå målet. Jeg var en af favoritterne, og det gjorde det endnu sværere. Heldigvis faldt alt i hak i dag - ruten, vejret, holdet…”

Umiddelbart efter passagen af målstregen kunne en rørt Valverde da heller ikke skjule sine følelser, og han brød hurtigt ud i gråd. Mange vil sikkert huske, at noget lignende skete, da han i 2015 endelig sikrede sig den podieplads i Touren, som han med lignende ihærdighed havde jagtet, men denne sejr er dog noget helt særligt.

”Jeg har grædt mange gange, men dette er klart den mest emotionelle sejr,” indrømmede han. ”Jeg har jagtet VM i en evighed. Jeg har fået seks medaljer, men ingen af dem var af guld. Det føles fantastisk.”

”Jeg må takke det spanske landshold. Vi havde en træningslejr på Sierra Nevada i tiden op til dette løb. Det var virkelig effektivt. Vi havde en god stemning. Under hele løbet vidste vi, hvor vi hver især var. De har været en stor støtte i jagten på denne sejr.”

Begejstring hos tidligere mestre

Valverde blev dermed også rytteren, der brød Peter Sagans hidtil uhørte række på tre sejre i træk, men som endnu et bevis på, hvor vellidt Valverde er i både feltet og den øvrige del af cykelverdenen, kunne den spanske veteran afsløre, hvad hans forgænger i regnbuetrøjen havde fortalt ham efter løbet.

”Han er meget glad på mine vegne,” forklarede. ”Hvis ikke han selv kunne vinde, ønskede han, at jeg skulle gøre det og bære trøjen næste år.”

Samme holdning havde en stribe tidligere stjerner, herunder Oscar Freire og Paolo Bettini, der var samlet i Innsbruck i anledning af VM.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

”Det gør mig så glad og motiverer mig,” svarede den rørte spanier, da han blev bedt forholde sig til deres kommentarer. ”Da vi ankom til Innsbruck, mødte vi en gruppe af tidligere mestre som Freire og Bettini på en træningstur. Jeg tog det som et signal fra skæbnen.”

Dumoulin var en bekymring

Valverde er gennem årene blevet kendt for sin kliniskhed og sublime timing, men alligevel var det en kompliceret finale for spanieren, der i en gruppe med først Romain Bardet og Michael Woods og på de sidste kilometer også Tom Dumoulin var den klart hurtigste, men samtidig manden, der skulle slås, og dermed sårbar over for angreb. Veteranen viste først sin styrke ved at holde sig til de bedste på den umenneskeligt stejle Helvedesstigning i finalen og siden med overblik at kontrollere de sidste kilometer, inden han med autoritet kørte spurten hjem fra spids.

”Det var en meget hård stigning, især efter 260 km,” beskrev han den afsluttende opkørsel. ”Heldigvis havde jeg fantastiske ben og en fantastisk følelse, og det lykkedes mig at nå toppen som en af de første.”

”Selvfølgelig ville jeg have foretrukket at være i anden eller tredje position (i spurten, red.), så jeg kunne kontrollere angrebene fra mine rivaler. Men jeg vidste ikke, hvem der kom bagfra, og hvad afstandene var. Derfor valgte jeg ikke at stoppe, men samtidig sørge for at bevare et sidste kick til min spurt. Med 300 m igen så jeg, at ingen rørte sig, og jeg tænkte, at det var den distance, der var passende til at starte spurten.”

Der var særligt en af de tre rivaler, der gjorde spanieren bekymret.

”Da jeg så, at Dumoulin nåede os, tænkte jeg: ”Nu er der en af os, der misser en medalje.” Det var jo endnu en rival, der skulle slås, og endda en svær en af slagsen, fordi han kunne overraske med et angreb fra distancen,” sagde han om hollænderen, der dog skulle vise sig slet ikke at have overskuddet til at gøre en forskel efter den hårde opkørsel til slut.

Bemærkelsesværdigt comeback

Valverdes sejr er endnu mere bemærkelsesværdig i lyset af, at han for blot et år siden lignede en færdig mand, efter at et grimt styrt på 1. etape af Tour de France havde efterladt ham med så svære skader, at sandsynligheden for et stort comeback i en fremskreden alder bestemt ikke var stor. Alligevel har spanieren i år været mindst lige så succesrig som tidligere i endnu en sand jubelsæson, og der er tilsyneladende intet, der tyder på, at det stopper foreløbig.

Styrtet har dog givet Valverde et helt nyt perspektiv, der gør ham meget forsigtig med at sætte nye mål, da han blev spurgt til, om OL-guld i Tokyo er det sidste, der mangler på det imponerende CV.

”Alt, hvad der følger efter mit styrt i sidste års Tour, er en ren gave,” var det klare svar. ”Jeg var bange for, at styrtet ville ende min karriere. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville komme mig. Alligevel har jeg nået det mål at komme til dette løb i god form og sikre mig regnbuetrøjen. Hvad der sker herefter, vil blot være endnu en gave.”

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

En første regnbuesejr i Lombardiet?

Udover VM er der især et stort endagløb, der mangler på Valverdes alenlange CV. Trods sin status som historiens måske bedste ardennerrytter er det endnu ikke lykkedes ham at sikre sig det andet af de to kuperede monumenter, Il Lombardia, i tillæg til de 4 sejre i Liege-Bastogne-Liege. Også i det italienske løb har han synes som forbandet, idet to andenpladser samt en fjerde- og en sjetteplads er de hidtil bedste resultater i efterårets største løb.

Men hvad kunne være smukkere end at tage den første sejr i regnbuetrøjen i netop det løb? I hvert fald har er der lagt op til en regnbuedebut for Valverde i Italien den 13. oktober.

”Jeg tror, at jeg vil deltage i Il Lombardia,” afslørede han om sine fremtidige planer. ”Det er vist et ret godt sted at vise denne regnbuetrøje frem.”

Og når han nu er i gang med at lukke de få resterende huller på cv’et, er det jo meget naturligt at fortsætte om 13 dage…