Rolf Järmann: Vi talte alle sammen om det

nullSchweiziske Rolf Järmann var en af de allerførste cykelryttere, som stod frem og indrømmede doping med epo i 90’erne. Han indledte sin karriere som professionel i foråret 1987, men det var først i begyndelsen af 90’erne, da han kom til det italienske Ariostea-hold, at han kom i forbindelse med doping. Han stoppede som professionel den 31. december 1999, og den første indrømmelse af epo-forbruget kom i et anonymiseret interview med Neue Zürcher Zeitung i september måned 2000. Efterfølgende stod han dog frem og erklærede, at han var den anonyme rytter. Järmann testede aldrig positiv i sin lange karriere.

Sit eget forbrug af epo startede først rigtigt i 1995, da han efter at have trænet flittigt i vinterpausen opdagede, at han alligevel ikke kunne følge med de bedste. Indtil da havde han smidt de præparater ud, som holdlægerne havde udleveret, men den utvetydige besked fra ledelsen om, at nu ville man se resultater, gav startskuddet til den medicinske præparering. Ifølge Järmann blev dopingen med epo diskuteret åbent blandt rytterne på holdet, ligesom det også under løbene blandt de deltagende ryttere var et almindeligt samtaleemne.

Påstandene om, at epo skulle kunne erstatte træning, afviser han. Tværtimod betød den omfattende doping blandt de professionelle ifølge ham, at det var træningsmængden, der gjorde forskellen. ”På grund af epo’en blev træningen både hårdere og mere omfangsrig. Før var der naturlige præstationsforskelle, men de blev nu fjernet. Epo hævede alle til samme niveau, og forskellen kunne kun komme via træningen,” fortæller han i det anonymiserede interview med NZZ.

Det åbne forhold til epo fik en brat ende med Festina-sagen i 1998, efter at soigneuren Willy Voet blev snuppet med bilen fuld af doping. Det betød dog ifølge Rolf Järmann ikke, at det var slut med doping. Det foregik bare mere i det skjulte. ”Indtil skandale-Touren 1998 talte man om det blandt rytterne og udvekslede erfaringer med gode kolleger. Efter 1998 kunne man ikke tale om det mere, da man var bange for at blive forrådt.”

Han tror heller ikke på, at man vinder kampen mod doping, før de forskellige instanser begynder at arbejde sammen. I en chat på Blick-Online.ch fra forleden, hvor han beredvilligt svarede på spørgsmål og kommentarer, fremhæver han medicinalindustriens manglende interesse i at deltage: ”Hvad ville der ske, hvis industrien tilsatte et rødt farvestof i alle anabolikapræparater, et grønt i de epo-lignende og et blåt i de stimulerende? Dopingbekæmpelsen ville være meget enkel … Medicinalindustriens indtjening til gengæld en smule mindre …”

Han tror dog ikke på, at resultaterne i 90’erne ville have set meget anderledes ud: ”I 90’erne blev den omfattende doping med epo indledt, fordi alle formodede, at de andre også tog det. Ranglisterne ville dog have set tilsvarende ud, hvis ingen havde dopet sig,” lyder det. Hans egne udgifter til epo i årene 1993-1998 angiver han til 4000 CHF om året.
Påstandene om, at de dopede ryttere har taget fremtiden fra andre håbefulde amatører, afvises også: ”En ren amatør kunne ikke stille noget op mod en dopet professionel. Men vi blev alle sammen professionelle uden doping og vandt også sejre som rene.”

Den seneste tids indrømmelser er dog ikke noget, der får ham til at bryde ud i ekstatisk glæde. ”Jeg så dem (Aldag/Zabel, red.) og var bestemt ikke lykkelig over det. Hvis de endelig indrømmer, så skulle de tage og tilstå alt og ikke bare det, der næsten er bevist. Men det er bare min mening …” Til gengæld er han af den overbevisning, at indrømmelserne gør, at man bevarer sin troværdighed i modsætning til f.eks. Jan Ullrich, som efter hans mening burde gøre rent bord, i stedet for hårdnakket at fastholde sin uskyld.

At tiden var en helt anden, kan være svært at forstå for dem, der ikke selv oplevede 90’erne, og for Rolf Järmann var skyldfølelsen over at tage epo da også til at overse: ”Skyldfølelsen var nogenlunde den samme som at køre 130 km i timen på motorvejen. Der blev ikke kontrollere, og man havde følelsen af, at alle tog det. Skyldfølelsen blev først vækket igen under Tour de France 1998, da politiet greb ind. Jeg deltog ikke i Touren det år. Men derefter rørte jeg det ikke mere,” fortæller han i et inteview med Frankfurter Allgemeine Zeitung tilbage i 2005.

Når det gælder nutidens kamp mod doping og nedbrydningen af tavshedens mur, så mener Järmann ikke, at det hjælper at smide alle de gamle ansigter ud af sporten. ”Jeg er imod, at alle de gamle ansigter skal væk. Alle var imod doping, og alligevel deltog de. Sådan var tiden. Men man burde endelig kunne tale frit om doping, uden at nogen kommer i fængsel eller bliver nedgjort på anden måde. Jeg er for en amnesti for ryttere, som indrømmer epo-brug, også de aktive,” erklærede han til Blick-Online.ch forleden. ”Så snart man indrømmer at have dopet, bliver man spærret, har ingen indkomst og kan ikke forsørge familien. Det er kun ’de rige’, der har råd til to års karantæne.” Det betyder dog ikke, at han ikke går ind for straf: ”Dopingsyndere skal straffes, hvis de bliver opdaget. Men alle, som på eget initiativ lægger fakta på bordet og indrømmer, de hjælper sporten. De udøvere, som konstant erklærer sig rene og så alligevel senere tilstår, at de har dopet, skader sporten mere end den egentlige doping. De fleste tilskuere er ikke interesseret i om udøveren er dopet, men de vil ikke fyldes med løgn.”

Forslaget om at droppe transmissionerne fra cykelløb finder heller ikke velvilje. ”Så skulle man også droppe transmissionerne fra OL,” lyder det. I det hele taget mener han, at den generelle opfattelse af, at folk var dopede 12 måneder om året, er stærkt overdrevet. ”I min tid var der bestemt også nogle, der kørte rent. Og man må også huske på, at vi måske var dopede 8 uger om året og de resterende 44 uger kørte rent.”

Han vil da heller ikke være bekymret, hvis hans søn skulle finde på at blive professionel cykelrytter. ”Det ville da under alle omstændigheder være bedre, end hvis han valgte svømning eller atletik,” lyder det. Rolf Järmann er far til tre drenge.

Fakta:
Rolf Järmann
Professionel fra 1887-1999

1987-88: Cyndarella - Blacky
1989-90: Frank - Toyo
1991: Weinmann Eddy Merckx
1992-93: Ariostea
1994: MG - GB
1995-96: MG Technogym
1997-98: Casino
1999: Post Swiss Team

Kilder:
http://www.jaermann.ch
http://www.blick.ch/sport/rad/artikel63608
http://www.faz.net