Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Annonce
Hele året har det stået klart, at Jakob Fuglsang ville få lov at blive enerådende kaptajn på Astanas Tour-hold, men at halvdelen af holdet skulle ende med at blive dansk er alligevel en lille overraskelse.
Fuglsang har haft en fornuftig sæson, og særligt i Schweiz Rundt viste han tårnhøjt niveau i et løb, hvor han kun blev slået af Richie Porte, efter at Astana havde kørt et miserabelt holdløb. Det hold var imidlertid uden Michael Valgren, der støder til fra Critérium du Dauphiné og meget vel kan ende med at vise sig som Fuglsangs vigtigste hjælper i alle terræner.
Også Luis León Sánchez, der har haft en nærmest uendeligt lang sæson, er med, og de to tilføjelser giver en klar forstærkning på holdløbet. Også i bjergene kommer Valgren og Sánchez til at kunne give nogen støtte, for de har begge klatret fremragende i år og kunne også være bud på etapevindere, hvis Fuglsangs klassementsprojekt går i stykker.
Også Magnus Cort må forventes at gå efter en etapesejr, selvom han nok kommer til at komme lidt til kort i massespurterne, men bornholmeren kommer også til at spille en rolle på brostenene sammen med Valgren og Fuglsang.
Sidste dansker på holdet er Jesper Hansen, der har kørt en fornuftig sæson med en niendeplads i Catalonien Rundt som højdepunktet, men han skal løfte sit niveau, hvis han skal blive værdifuld for Fuglsang i bjergene, som er hans domæne.
Holdet afrundes af et par klasseryttere i Omar Fraile og Tanel Kangert, hvoraf særligt sidstnævnte har enorm erfaring i forhold til at hjælpe en rytter mod et stort Grand Tour-resultat, og kasakken Dmitriy Gruzdev, som der skulle være plads til på grund af sponsorinteresser.
HUSK AT SÆTTE DIT TOUR-MANAGERHOLD. PRÆMIER TIL DE 100 BEDSTE OG 21 ETAPEVINDERE
Jakob Fuglsang - dansk podieaspirant
Nation: Danmark
Alder: 33 år
Professionel siden: 2009
Antal professionelle sejre: 17 (4 på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Ottende deltagelse. En gang har han kørt for eget klassement, hvilket var i 2013 med en syvendeplads til følge. Han har tre andenpladser på etaper (to i bjergene, en på brosten), og sidste år lå han nummer 5 i klassementet, da han styrtede ud af løbet.
Største meritter: Sejr og to etapesejre i Critérium du Dauphiné. Etapesejr i Romandiet Rundt. 3 sejre i Post Danmark Rundt. Samlede sejre i Tour de Luxembourg, Østrig Rundt og Slovenien Rundt. Anden- og tredjeplads i Schweiz Rundt og sølvmedalje ved OL. Fjerdeplads i Il Lombardia, to top 10-placeringer i Liège-Bastogne-Liège. Fjerde- og ottendeplads i Amstel Gold Race og ottendeplads i Flèche Wallonne.
Vejen til Touren: Schweiz Rundt (andenplads på etape og samlet nummer 2).
Det er ikke mange gange i Tour-historien, at en dansker har stillet til start med ambitioner om et podie, men det gør Jakob Fuglsang i år. Han har siden sæsonstarten fået lovning på, at det hele ville komme til at handle om ham i Frankrig, og efter sidste års skuffelse har han vist særdeles lovende takter i forhold til et nyt attentat på den øverste del af klassementet.
Allerede i Romandiet Rundt viste han, at han har en forbedret næse for at begå sig i finaler, da han udnyttede de øvrige favoritters kiggen på hinanden til at køre væk til en fin etapesejr og en fjerdeplads i klassementet.
I Schweiz Rundt viste han, at han for alvor var på vej mod topformen, da han kørte lige op med Richie Porte på stigningerne og chokerede alle ved at være bedste klassementsrytter på den afsluttende enkeltstart, hvormed det blev tydeligt, at han har forbedret sig i den disciplin, som han brillerede i i sine første år som professionel.
En gang tidligere har han kørt et klassement i Touren, hvilket var i 2013, hvor det blev til en syvendeplads. Ved den lejlighed var han åbenlyst et niveau under Chris Froome, Nairo Quintana, Alejandro Valverde, Richie Porte, Joaquim Rodríguez, Alberto Contador og Roman Kreuziger. Mange af dem er nu væk, men spørgsmålet er, om Fuglsang virkelig har rykket sig så langt, at han nu er på niveau med Froome, Quintana, Valverde og Porte.
Det er måske i virkeligheden lidt meget at forvente, og derfor forekommer målet om podiet som værende højt sat. Men det er rart med ambitioner, der vil noget, og der er ingen tvivl om, at Fuglsang er en bedre cykelrytter end for fem år siden, og specielt er han markant bedre støttet.
I Schweiz Rundt kørte holdet et katastrofalt holdløb, men de har været i træningslejr siden, og med tilføjelsen af Michael Valgren og Luis León Sánchez fremstår holdet som en del stærkere end ved den lejlighed, og Fuglsang har en historie på brostenene, der gør, at han godt kan komme ud af den første uge med en fornuftig klassementsplacering. Derfra er det hans egne ben, der skal tale, og så må vi se, om han kan gøre det til en uforglemmelig sommer for danske cykelfans.
Michael Valgren - Fuglsangs luksushjælper
Nation: Danmark
Alder: 26 år
Professionel siden: 2014
Antal professionelle sejre: 6 (2 på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Fjerde deltagelse. Han har kørt som hjælperytter for Alberto Contador og siden for Jakob Fuglsang og Fabio Aru. Sidste år fik han en syvendeplads på en etape, hvor han var i udbrud, men desværre reagerede for sent, da Lilian Calmejane angreb fra ham.
Største meritter: Sejr i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad (begge i 2018). To samlede sejre i Post Danmark Rundt. Dansk mester. Andenplads i Amstel Gold Race, fjerdeplads i Flandern Rundt og sjetteplads i E3 Harelbeke. Samlet sjetteplads i Binckbank Tour.
Vejen til Touren: Critérium du Dauphiné.
Cykelsæsonen 2018 har været fantastisk for dansk cykling, og den hovedansvarlige for dette har været Michael Valgren. Mens Fuglsang, Søren Kragh og Christopher Juul har vundet etaper på WorldTouren, og Mads Pedersen er kørt på podiet i Flandern Rundt, så har Valgren toppet dem ved at vinde hele to forårsklassikere.
Den første kom i den allerførste af slagsen, hvor Valgren med et veltimet angreb i finalen af Omloop Het Nieuwsblad udnyttede et Astana-overtal til at tage karrierens største sejr. Halvanden måned senere gentog scenariet sig, da Valgren udnyttede et flot forarbejde af Jakob Fuglsang og en nervekrig mellem Alejandro Valverde og Peter Sagan i Amstel Gold Race til at køre væk og efterfølgende overspurte Roman Kreuziger og sikre sig årets anden store sejr efter også at have opnået en fjerdeplads i Flandern Rundt.
Sejren i Amstel betød, at thyboen fortsat er i tvivl om, hvordan hans klassikersæson skal skrues sammen på den mest ideelle måde, men det er et problem for fremtidige sæsoner. Nu gælder det Touren, og her skal Valgren forsøge at tilbagebetale Fuglsang for hjælpen i Amstel Gold Race-finalen.
Og at Valgren ankommer til Touren i god form, bør der ikke herske den store tvivl om. I det meget bjergrige Critérium du Dauphiné sad han med i længere tid på stigningerne, end han nogensinde før har kunnet, og derfor kommer han til at være af enorm værdi for Fuglsang.
På det flade er der få større motorer end Valgren, og han vil også gerne på eventyr med Fuglsang på brostenene, hvor de dog har en udfordring i forhold til positionskampen op mod pavéerne, der er uhyre vigtig, og som nok ikke er deres største force.
Skulle Fuglsang mislykkes med sit klassement, kan Valgren få sin egen chance i Massif Central, hvor der er et par etaper, der kunne være en mulighed for at jagte en etapesejr i et udbrud.
Magnus Cort Nielsen - dansk sprinter
Nation: Danmark
Alder: 25 år
Professionel siden: 2015
Antal professionelle sejre: 11 (2 på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Første deltagelse.
Største meritter: 2 etapesejre i Vuelta a España, 4 i Post Danmark Rundt, 1 i Tour of Oman og 1 i Tour de Yorkshire. Ottendeplads i Milano-Sanremo.
Vejen til Touren: Tour de Yorkshire (etapesejr og andenplads), Belgien Rundt og Schweiz Rundt (to top 6-placeringer på etaper).
Tre danskere gør debut i årets Tour, og en af dem er Magnus Cort Nielsen, der delvist er i Touren for at hjælpe Jakob Fuglsang, men som også må forventes at få et vist løberum til at forsøge sig i massespurterne.
Danmark har ikke haft en rytter til den slags i indeværende årtusinde, men det vil nok være for meget at forvente, at Cort decideret kommer til at vinde etaper blandt verdens skarpeste sprintere. Han har ganske vist to etapesejre i Vueltaen på sit cv, men det var i et noget andet sprinterfelt.
Cort har vist sig fint frem ved flere lejligheder i denne sæson. Blandt andet var det kun en dårlig positionering, der gjorde, at han ikke vandt kongeetapen i Dubai Tour, mens han i Tour de Yorkshire chokerede ved at sidde med op ad en to kilometer lang mur og ydmyge Greg Van Avermaet på toppen.
I Flandern Rundt kørte han fornemt og offensivt, men blev overskygget af Mads Pedersen, mens han til sin egen store ærgrelse styrtede ud af Paris-Roubaix.
Præstationerne i Dubai og Yorkshire giver håb om, at han kan drømme om en etapesejr på femte og sjette etape, hvoraf den sidste efter al logik er alt for hård. Men ellers skal han støtte Fuglsang og særligt være der på brostensetapen, hvor de tre danskere kan komme til at indgå i et smukt samarbejde.
Luis León Sánchez - spansk veteran i storform
Nation: Spanien
Alder: 34 år
Professionel siden: 2004
Antal professionelle sejre: 39 (16 på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Ottende deltagelse. Han har primært jagtet etapesejre og i 2008, 2009, 2011 og 2012 vandt han en hvert år. I 2010 blev han endda nummer 10 i klassementet.
Største meritter: Samlet sejr i Paris-Nice, to sejre i Clásica San Sebastián, 4 etapesejre i Tour de France og i Paris-Nice, samlet sejr i Tour Down Under, 2 etapesejre i Tour Down Under, 2 i Romandiet Rundt og 2 i Baskerlandet Rundt. Firedobbelt spansk mester i enkeltstart. I alt 4 top 5-placeringer i Paris-Nice, 1 i Baskerlandet Rundt og 1 i Catalonien Rundt.
Vejen til Touren: Efter Giro d’Italia har han kørt La Route d’Occitanie (samlet nummer 5) og spanske mesterskaber i linjeløb (nummer 4).
Der er ikke kun dansk besætning på Astana, der også har Luis León Sánchez til start. Murcianeren har haft en fantastisk sæson, hvor han har markeret sig i stort set alle sine løb og generelt vist stor styrke. Han har været i gang helt siden Tour Down Under og blandt andet kørt Giro, og med 58 løbsdage i benene er han med afstand den rytter, der har kørt mest i år (Darwin Atapuma følger på andenpladsen med 53).
Året har blandt andet budt på et attentat på den samlede sejr i Paris-Nice, hvor han dog knækkede nakken, og en sejr i hjemmebaneløbet Vuelta a Murcia, hvor han sammen med Alejandro Valverde smadrede feltet, og hvor Valverde pludselig glemte, hvordan man kører cykelløb, da hans gode ven Sánchez angreb med halvanden kilometer til mål. I La Route d’Occitanie var de to igen på spil, men denne gang blev de hentet lige før stregen.
Fire gange har Sánchez kunnet fejre sig selv som etapevinder i Touren, men i år er det ikke nødvendigvis sikkert, han får den slags friheder, da han i udgangspunktet skal agere hjælper for Jakob Fuglsang.
Sánchez kommer særligt til at få en vigtig rolle på holdløbet og i bjergene, mens han også vil være vigtig i et eventuelt sidevindsdrama.
Tanel Kangert - værdifuld Grand Tour-hjælper
Nation: Estland
Alder: 31 år
Professionel siden: 2008
Antal professionelle sejre: 11 (1 på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Fjerde deltagelse. I 2014 var han en del af Vincenzo Nibalis sejr. Året efter kørte han igen som hjælper for Nibali og i 2016 for Fabio Aru.
Største meritter: Etapesejr i Schweiz Rundt, etapesejr og samlet sejr i Abu Dhabi Tour, to etapesejre og samlet andenplads i Giro del Trentino. Samlet nummer 11 i Vueltaen og to gange nummer 13 i Giroen.
Vejen til Touren: Han kørte de første 12 etaper af Giroen, hvorefter han kørte Schweiz Rundt (nummer 11) og estiske mesterskaber (sejr på enkeltstarten).
Tre gange har Tanel Kangert været med til at vinde en Grand Tour med Vincenzo Nibali, så det er en mand med positiv erfaring, Jakob Fuglsang får ved sin side i bjergene.
Esteren har gjort sig bemærket ved at kunne udføre et usædvanlig stort og langvarigt føringsarbejdet i bjergene, og i sine bedste år kørte han også nogle gode enkeltstarter og kunne fungere som en backup-plan, hvis der skulle ske noget med Nibali.
Han virker ikke til at være helt så skarp i den disciplin længere, men han klatrer stadig ganske udmærket og er i gang med en comeback-sæson, da han sidste år styrtede ud af Giroen på dramatisk vis i en situation, hvor han selv lå på syvendepladsen efter pludselig at være blevet klassementskaptajn som resultat af Fabio Arus skade og Michele Scarponis tragiske dødsfald.
I år udgik han igen af Giroen, denne gang dog på grund af sygdom, og han burde være klar til at hjælpe Fuglsang i Touren, og hvis han rammer sit topniveau, kan han blive guld værd.
Omar Fraile - opportunistisk udbrudsrytter
Nation: Spanien
Alder: 27 år
Professionel siden: 2013
Antal professionelle sejre: 5 (3 på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Første deltagelse.
Største meritter: Etapesejr i Giro d’Italia, Romandiet Rundt og Baskerlandet Rundt. Dobbelt vinder af bjergtrøjen i Vuelta a España. Sejr i Giro dell’Appennino og etapesejr i Fire Dage ved Dunkerque. Samlet andenplads i Tour de Yorkshire.
Vejen til Touren: Schweiz Rundt og spanske mesterskaber (nummer 3).
Astana har nærmest kunnet gå på vandet i denne sæson, og en af de ryttere, der har været ovenpå, har været baskiske Omar Fraile, som har vundet etaper i både Baskerlandet og Romandiet Rundt. Sejren i hjemregionen kom i en spurt i en lille gruppe med blandt andet Primož Roglič, Ion Izagirre og Mikel Landa, da disse var kommet frem til en udbrydergruppe, hvor Fraile befandt sig. I Romandiet vandt han en massespurt foran Sonny Colbrelli, der dog blev ladt godt og grundigt i stikken af sit hold ved den lejlighed.
Dermed er Fraile et fantastisk kort at have på hånden for det kasakhiske mandskab, og det ville næsten være et spild bare at lade ham sidde i feltet dagen lang, fordi man har en rytter, der kæmper for klassementet. Fraile er god nok til at blive sendt afsted, og så kan han fungere som affyringsrampe for Fuglsang, hvis man kigger i den tykke taktikbog, eller forsøge at vinde en etape i sin debut i løbet.
Jesper Hansen - dansk klatrer
Nation: Danmark
Alder: 27 år
Professionel siden: 2014
Antal professionelle sejre: 2 (ingen på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Første deltagelse.
Største meritter: Etapesejr og samlet sejr i Tour of Norway. Samlet andenplads i Tour of Turkey og Kroatien Rundt. Samlet niendeplads i Catalonien Rundt.
Vejen til Touren: Schweiz Rundt.
Fjerde og sidste dansker på holdkortet er Jesper Hansen, der er en solid, men uspektakulær bjergrytter. Han fopnåede sit bedsre resultat sidste efterår, da han blev nummer to i Tour of Turkey - et løb, der er hævet til WorldTour-status - efter Diego Ulissi.
I denne sæson har han kørt en række etapeløb, og i Catalonien Rundt fik han friheden til at køre for sig selv og kvitterede med en flot niendeplads, som havde vækket henrykkelse i Cykeldanmark, hvis ikke den var kommet i et år, hvor der har været så mange flotte resultater.
I Touren får vi ham se sidde i bjergene så længe som muligt, og sammen med Tanel Kangert må han forventes at være den, der kan sidde hos Jakob Fuglsang i længst tid.
Dmitriy Gruzdev - obligatorisk kasak
Nation: Kasakhstan
Alder: 32 år
Professionel siden: 2012
Antal professionelle sejre: 8 (ingen på WorldTour-niveau)
Historik i Touren: Fjerde deltagelse. Hver gang han har været med, har det været som hjælperytter.
Største meritter: Samlet sejr i Tour of Hainan. Tredobbelt kasakhisk enkeltstartsmester. Dobbelt asiatisk enkeltstartsmester. Sjetteplads ved VM i enkeltstart.
Vejen til Touren: Schweiz Rundt.
Astana er nødt til at have en kasak med i Tour de France, men man kunne have ønsket sig, at det havde været Alexey Lutsenko eller Andrey Zeits, der havde fået pladsen. Begge de to har dog kørt Giroen, og derfor er valget faldet på den lidt mere jævne Dmitriy Gruzdev, der er med i Touren for fjerde gang på fem år.
Det kan være lidt svært at få øje på hans berettigelse, men han kører til tider nogle fine enkeltstarter og skal gerne finde det niveau til tredje etapes holdløb.
Annonce
Annonce
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
Itzulia Basque Country(2.UWT) 01/04-06/04
Tour of Thailand(2.1) 01/04-06/04
Région Pays de la Loire ...(2.1) 02/04-05/04
Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 06/04
Paris-Roubaix(1.UWT) 07/04
Giro della Città Metropo...(1.1) 07/04
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce