Sæsonens overraskelser: Den selvudslettende hjælperytters pludselige plads i rampelyset

Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Den selvudslettende hjælperytters pludselige plads i rampelyset

Slår man op i en ordbog under ordet ”Hjælperytter”, vil man i mange tilfælde sikkert finde en ganske kortfattet forklaring, nemlig navnet Damiano Caruso. Der findes nemlig næppe mange bedre og enklere måder at forklare, hvad det indebærer inden for cykelsporten at være den perfekte hjælper, end at kaste et blik på, hvordan den loyale sicilianer har gebærdet sig igennem hele sin karriere.

Sådan så det ellers ikke ud, da han tilbage i 2009 gjorde professionel debut på det beskedne LPR-mandskab. Dengang var han at regne som et meget lovende talent, der efter skiftet til Liquigas hurtigt blandede sig med Vincenzo Nibali og Roman Kreuziger som et af det grønklædte mandskabers unge, spændende etapeløbsrytter. Caruso fik da også hurtigt en professionel sejr i Coppi e Bartali helt tilbage i 2013, men herefter ændrede hans karriere kurs.

Igennem de følgende knap 10 sæsoner affandt Caruso sig med rollen som utrættelig, uopslidelig og bundloyal hjælper. Faktisk var han så selvopofrende, at han stadig blot havde én professionel sejr, da den første coronanedlukning ophørte, og 2020-sæsonen blev genoptaget for knap halvandet år siden. Det var ellers ikke, fordi Caruso manglede kvalitet. Tværtimod var han midt i alle hjælperopgaverne blevet nr. 2 i store etapeløb som Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico, blevet nr. 5 i Dauphiné og gået i top 10 i både Giroen og Vueltaen, men i de store løb var hans rolle igennem et lille årti næsten altid den samme: at hjælpe en kaptajn med at indfri sine ambitioner.

Måske var det et signal om, at mere var i vente, at han umiddelbart efter nedlukningen tog karrierens anden sejr i Circuit de Getxo og kort efter også kunne føje en top 10-placering i Touren til sit flotte cv - naturligvis stadig efter en hjælperrolle for Mikel Landa - men alligevel var der næppe nogen, der i deres vildeste fantasi havde drømt om det, der udspillede sig i årets Giro. Det skyldes ikke blot, at de fleste nok ville regne en podieplads som værende en tand for meget for Carusos potentiale, men også at han naturligvis atter blot skulle være hjælper, nok engang for Landa.

Sidstnævnte ændrede sig som bekendt ganske markant, da den baskiske kaptajn styrede ud af løbet allerede på 5. etape, og heldigvis for Caruso skete det så tidligt i løbet, at han endnu ikke havde ofret sit eget klassement. Pludselig fik han en historisk chance for at køre sin egen chance som kaptajn, og det blev en mulighed, han greb bedre, end nogen havde drømt om.

I dag ved vi alle, hvordan det gik. Caruso endte med at være den eneste rytter, der gennem alle løbets bjergetaper var uden dårlige dage, og selvom Egan Bernal i hvert fald gennem de første to uger var i sin egen liga, var Caruso så stabilt god, at han endte som en ganske klar og helt fortjent nr. 2. Bedst af det hele var dog det vilde scenarium, der udspillede sig på 20. etape, der var løbets sidste dag i bjergene, for her voksede Caruso for alvor ud af hjælperrollen.

Forinden var han ellers blevet kritiseret heftigt for ganske åbenhjertigt at erklære sig tilfreds med 2. pladsen. Det var en helt naturlig logik for en mand, for hvem en podieplads ville være en gigantisk bedrift, der i karrierens efterår kunne krone hele cykeltilværelsen - ikke mindst fordi Bernals forspring var stort - men for det spændingshungrende cykelpublikum var det ikke godt nok. I første omgang lod Caruso sig ikke ryste af kritikken, men måske nagede den ham alligevel mere, end han viste offentligheden.

I hvert fald viste han et mod, man kun sjældent ser i grand tours, da rytterne fik den sidste chance for at vælte Kong Bernal. Sammen med luksushjælperen Pello Bilbao gik han i offensiven fra distancen, selvom et så tidligt angreb truede med at koste den 2. plads, han gennem tre uger havde slidt sig til. Heldigvis gik det slet ikke ilde, og i stedet satte han Bernal så meget under pres, at colombianeren efterfølgende har afsløret, at han var overordentlig bekymret og måtte trække på Jonathan Castroviejos enorme rutine i sit forsøg på at bevare roen, da hans ellers så sikre sejr kortvarigt var truet.

Så galt gik det nu ikke for Bernal. Ganske vist fuldendte Caruso sit vilde ridt - naturligvis først efter at have klappet Bilbao på skulderen og sige tak for en hjælperindsats, Caruso mere end nogen anden kunne sætte sig ind i - men det rakte ”kun” til etapesejr og en konfirmering af den samlede 2. plads. Det havde nok også været for meget af det gode, hvis superhjælperen vitterligt var endte med at rive trøjen af løbets største stjerne og store favorit, men tilbage stod stadig billedet af, at Caruso havde leveret en bedrift, som vil skrive sig ind i historien som en af de smukkeste bedrifter leveret af en selvopofrende hjælper.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Måske har det endda lært ham, at han kan tillade sig at have større ambitioner fremover. I hvert fald rundede han sæsonen af med også at levere et vanvittigt soloridt i Vueltaen og dermed tage sin karrieres fjerde sejr - og altså den tredje på kun godt et år, selvom han i løbet af karrierens første 11 sæsoner blot havde vundet én gang. Måske vil der fremover slet ikke stå ”Damiano Caruso”, når vi fremover finder ordbogen frem for at forstå betydning af ordet ”Hjælperytter”. I løbet af de fantastiske tre uger i maj viste han i hvert fald, at han kan så meget mere end at udfylde den rolle.