Sæsonevaluering: Hvordan klarede Ag2r-La Mondiale sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Ag2r-La Mondiales meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 15 (Alexandre Geniez 4, Tony Gallopin 3, Gediminas Bagdonas 2, Romain Bardet 1, Silvan Dillier 1, Clement Venturini 1, Pierre Latour 1, Oliver Naesen 1, Nico Denz 1)

Sejre på WorldTouren: 3 (2 etapesejre i Vuelta a Espana med Tony Gallopin og Alexandre Geniez, sejr i Bretagne Classic med Oliver Naesen)

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 11 (nr. 9 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Romain Bardet (nr. 14), Oliver Naesen (nr. 15), Pierre Latour (nr. 51), Silvan Dillier (nr. 81)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Romain Bardet (nr. 9), Oliver Naesen (nr. 20), Pierre Latour (nr. 63), Silvan Dillier (nr. 87)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Efter det store gennembrud i 2017 havde holdet store forventninger til, at Oliver Naesen ville kunne køre med om sejren i alle de store brostensløb. Til støtte havde han fået en væsentligt forstærket trup med nyerhvervelserne Tony Gallopin og Silvan Dillier, men til gengæld måtte holdet nok indse, at det ville blive svært at opnå det store i de fladere klassikere. I de kuperede løb var der ganske pæne forhåbninger til Romain Bardet, der havde vist sig frem i både Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og som nærer stor passion for klassikerne, samt Alexandre Geniez, der var sluttet 2017-sæsonen af med en 4. plads i Il Lombardia.

Naesen fik desværre ikke den ønskede start. Ganske vist var han trods en brækket næse som ventet blandt de stærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han dog som mange af de øvrige favoritter fik chancerne spoleret af en stærk modvind, der betød, at han endte i feltet, hvor Dillier som nr. 18 var holdets bedste mand- Revanche kunne han ikke tage i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han ganske vist forsøgte sig i massespurten, men blot blev nr. 11.

Langt bedre gik det i Strade Bianche, hvor forventningerne ellers var beskedne. Bardet var nemlig primært mødt op for at høste erfaring, men den franske fighter greb chancen i det brutale vejr. Med et tidligt angreb lykkedes det ham at holde næsten hele vejen til stregen og sikre sig en ganske uventet 2. plads bag den suveræne Tiesj Benoot. Til gengæld blev det som ventet ikke til et resultat i Milano-Sanremo, hvor Gallopin som nr. 26 endte som bedste mand.

Romain Bardet tog en flot andenplads i Strade Bianche - 39 sekunder efter vinderen Tiejs Benoot. 

Naesen tog hul på den vigtigste del af sin sæson i E3 Harelbeke, men desværre skulle han i de følgende to uger blive ramt af serie af uheld, som er næsten helt umulig at forstå. Det startede allerede i det første løb, hvor det dog på imponerende vis lykkedes ham at kæmpe sig tilbage og sikre sig en 4. plads, ligesom han tog kampen op i den reducerede massespurt i Gent-Wevelgem, hvor han i skrapt sprinterselskab blev en flot nr. 6. Derefter indtraf katastrofen, da han efter et styrt måtte udgå af Dwars door Vlaanderen og derfor var en tvivlsom starter i Flandern Rundt, årets allervigtigste løb. Det lykkedes ham heldigvis at komme sig tilstrækkeligt, men et styrt betød, at han endte med at jagte i en stor del af løbet. På flot vis lykkedes det ham at blive nr. 11 i samme tid som de fleste af favoritterne, men uden uheld kunne det være blevet til meget mere.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

For at fuldende historien var han igen uheldig i Paris-Roubaix, selvom han alligevel blev nr. 12, men heldigvis var der andre til at tage over. Dillier havde ellers brækket fingeren i Strade Bianche og var derfor først efter en uventet sejr i Route Adelié Vitré hentet ind som sen erstatning, men det forhindrede ham ikke i at overraske stort. Efter et tidligt angreb lykkedes det ham på imponerende vis som den eneste at hænge på Peter Sagan, da denne kom blæsende bagfra, og selvom han ikke uventet kom til kort i spurten, kunne hans andenplads rette op på en brostenssæson, der trods en serie flotte placeringer til Naesen som følge af uheld ellers ikke var blevet til det, den kunne.

Sylvain Dillier i angreb under årets Paris-Roubaix.

Naesen havde et beskedent håb, om at han stadig havde lidt i tanken til Amstel Gold Race, men det skulle vise sig ikke at være tilfældet. Da Vuillermoz som en beskeden nr. 29 heller ikke var i nærheden af sin bedste form, endte den hollandske klassiker som en skuffelse. Efter en serie svage præstationer var der derfor ikke de store forhåbninger til Vuillermoz i Fleche Wallonne, som ellers er den klassiker, der passer ham bedst, men heldigvis var Bardet nu ankommet. I en for ham alt for eksplosiv finale blev han en hædelig nr. 9 og viste derfor god form inden det store mål i Liege. Her overgik han alle forventninger, da det sammen med Michael Woods lykkedes ham at stikke af fra favoritgruppen bag den sejrende Bob Jungels. I spurten kom han ganske vist til kort mod canadieren, men med en 3. plads sikrede han sig karrierens klart bedste klassikerresultat. Til slut blev forårsklassikerne rundet af med et stærkt uventet topresultat, da Naesen i den reducerede massespurt i Eschborn Frankfurt blev en overraskende nr. 3.

Serien af efterårsklassikere blev indledte ganske pænt, da Rudy Barbier spurtede sig til en 10. plads i det stærkt besatte RideLondon Classic. Til gengæld endte Clasica San Sebastian som en regulær katastrofe, da holdets kaptajn, Pierre Latour, var et af de største ofre i det store styrt, der efterlod ham med så svære skader, at han aldrig siden fandt sin bedste form igen. Heller ikke Hamburg Cyclassics blev en succes, da holdets sprinter, Clement Venturini, var helt ude af form og ude af stand til at sidde med feltet hjem.

Til gengæld havde Naesen haft tid til at komme sig efter en hård Tour, og efter en lovende præstation på sidste etape af BinckBank Tour var han klar til at gå efter sin anden sejr i Bretagne Classic. Her blev han hjulpet af episke vejrbetingelser, der gjorde det perfekt for en regnvejrsrytter som ham, og han viste sig som løbets klart stærkeste. Sammen med Michael Valgren og Tim Wellens kørte han fra alle andre og satte et så hårdt tempo på sidste stigning, at de andre kun med nød og næppe kunne hænge. Til slut sejrede han suverænt i spurten og fik dermed med en stor WorldTour-sejr rettet lidt op på sit uheldsramte forår. Endnu bedre blev det af, at Benoit Cosnefroy til slut angreb fra feltet og med en 9. plads sikrede holdet yderligere en plads i top 10.

Holdet kunne ikke helt fortsætte det fine momentum i weekenden med Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies. Et styrt i førstnævnte betød nemlig, at begge holdets sprintere, Barbier og Venturini, blev sat ud af spillet, og dagen efter blev det blot til en 16. plads i spurten med Samuel Dumoulin. Forventningerne til de canadiske klassikere var heller ikke kolossale, da holdets kaptajn, Vuillermoz, var på vej tilbage efter et styrt i Touren, og da løbene tidligere havde været for hårde for Naesen. Det blev da også blot til hhv. en 12. og en 14. plads til franskmanden og belgieren i Quebec, men Naesen bekræftede herefter sin fremragende form med en 4. plads i det endnu hårdere løb i Montreal.

Bardet satsede som bekendt stort på VM, hvor han bekræftede det store klassikerpotentiale, han havde vist i foråret. Selvom han blot var plan B på det franske hold, tog han over, da Julian Alaphilippe faldt fra med krampe. I spurten mod Alejandro Valverde var han ganske vist chanceløs, men med en andenplads viste han atter, at han skal tages serøst i de hårdeste endagsløb.

Romain Bardet kunne ikke stille noget op i finalen mod Valverde, men fik trods alt en flot andenplads.

Det gav visse forhåbninger inden de italienske klassikere, hvor han lagde fornuftigt fra land med en 6. plads Giro dell’Emilia. Alligevel havde franskmanden virket lidt slidt, og efter at Matteo Montaguti havde spurtet sig til en 14. plads i GP Beghelli, blev det indtryk bekræftet i Tre Valli Varesine, hvor han var ude af stand til at følge Thibaut Pinot og Michael Woods på den sidste stigning, Til gengæld greb en ganske velkørende Mathias Frank sin chance med et tidligt angreb, der gav ham en billet til den gruppe, som spurtede om sejren. Med sin manglende hurtighed var det dog ikke mærkeligt, at det blot blev til en 5. plads. At Bardet var træt blev helt tydeligt i det sidste store mål, Il Lombardia, hvor han tidligt faldt fra og herefter udgik, og da Frank som nr. 32 endte som bedste mand, sluttede den italienske sæson skidt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det gjorde den franske til gengæld ikke. Formstærke Naesen jagtede nemlig et topresultat på de nye grusveje i Paris-Tours. Her kunne han imidlertid ikke følge Søren Kragh og Niki Terpstra, da de kørte væk od slutningen, men til gengæld imponerede unge Cosnefroy, der alene kørte op til de forreste. Naesen satte nu efter, og da Cosnefroy herefter undlod at føre for at vente på sin kaptajn, skabte det kontroverser i front. Det udnyttede Kragh til at køre alene hjem, men selvom han herefter blev slået i spurten af Terpstra, kunne Cosnefroy med en 3. plads sikre sig sit største resultat som professionel. Naesen kom derimod for sent ud af hullerne og måtte tage til takke med en 4. plads som afrunding på efterårssæson, der dog havde været ganske imponerende for den slidstærke belgier.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Ag2r er fortsat et ret smalt hold, og da det franske mandskab naturligvis prioriterer hjemlandets Tour de France allerhøjest, har det ofte været svært at give Giro d’Italia den helt store prioritet. Selvom Romain Bardet længe har ytret ønske om at give det italienske løb et forsøg, var det derfor også i år en relativt beskeden trup, holdet sendte til Italien. Håbet var, at Alexandre Geniez for anden gang kunne slutte i top 10 samlet, og at Clement Venturini kunne vise sig lidt frem i et par spurter, men derudover handlede det først og fremmest om udbrud. Hertil havde man de klatrestærke Hubert Dupont, Mikael Cherel og Francois Bidard, hurtige og solide Matteo Montaguri samt Nico Denz og Quentin Jauregui til de lidt lettere etaper.

Geniez kom desværre skidt fra start, da han med en 55. plads på den indledende enkeltstart slet ikke kunne leve op til tidligere præstationer. Heller ikke Venturini kunne være helt tilfreds med det israelske eventyr, da han efter en fin 6. plads missede helt ud på den anden af de to ørkenetaper. Geniez fortsatte herefter trængslerne i Italien, da han i puncheurfinalen på 4. etape mistede yderligere tid, og han fik heller ikke et udbytte af 5. etape, som ellers havde været et lille mål for den ganske hurtige franskmand. Bedre gik det bestemt ikke i den første bjergtest på Etna, hvor han blot blev en beskeden nr. 27, og megen opmuntring var der heller ikke at hente i den 7. plads, Venturini sikrede sig i den efterfølgende massespurt. Heldigvis viste Geniez lidt fremgang ved at sidde med favoritterne i den stigende spurt på 8. etape og herefter sikre sig en 19. plads på den anden bjergetape til Gran Sasso, men med en 20. plads på den anden hviledag var den samlede top 10 langt væk.

Den anden uge startede imidlertid fremragende. Denz, der ellers ikke havde vist meget som professionel, overraskede stort med aggressiv kørsel i den hårde finale på 10. etape, hvor han til slut kørte væk sammen med Matej Mohoric. Ganske vist måtte han i spurten se sig henvist til 2. pladsen, men der var alligevel tale om et gennembrud for den ret anonyme tysker. Dagen efter viste Geniez sig også endelig fra sin bedste side, da han i puncheurafslutningen blev en flot nr. 4, og derefter fulgte Venturini op med to 8. pladser i de næste to massespurter inden den bjergrige afslutning. Her havde store Geniez det ikke overraskende svært på den meget stejle Monte Zoncolan, hvor han blot blev nr. 21, men han kørte langt bedre på den hårde 15. etape, hvor han endte sammen med mange af sine værste rivaler og spurtede sig til en hæderlig 7. plads. Dermed kunne han gå ind til den sidste uge på en samlet 15. plads.

Desværre for Nico Denz kunne han ikke følge med, da Matej Mohoric angreb ham på Giroens 10. etape.

Genoez skuffede desværre også på den anden af de to enkeltstarter, hvor han blot blev nr. 33, og i det hele taget startede den sidste uge skidt, da Venturini også var helt væk i den efterfølgende massespurt. Geniez havde det også lidt svært på den første af de tre afsluttende bjergetaper, hvor han endte som nr. 16 blandt favoritterne, men han rejste sig på den episke kongeetape, hvor han blev nr. 13. En 17. plads på den sidste bjergetape gav ham det sidste løft i klassementet, men med en 11. plads missede han akkurat den top 10-placering, han havde drømt om. Løbet sluttede herefter af med, at Venturini spurtede sig til en 7. plads i Rom, og det blev derfor til en moderat tilfredsstillende Giro for et Ag2r-hold, der ikke var de store forhåndsforventninger til.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Ag2r har ikke tidligere givet Tour Down Under den helt store prioritet, men det skulle ændre sig i år, hvor man mødte op med en af kaptajnerne i form af Pierre Latour. Til gengæld var holdet uden sprinter, men alligevel lykkedes det Matteo Montaguti at spurte sig til en 8. plads på 1. etape. Dagen efter viste Latour lovende form med en 11. plads i den stigende spurt i Stirling, og med en 9. plads sad han også med favoritterne hjem på den hårde 4. etape. Den helt store test kom på kongeetapen, hvor han dog i den hårde modvind måtte tage til takke med en 12. plads. Den tætte kamp om topplaceringer betød, at han med en 11. plads deltog i massespurten på den sidste etape, hvor han blev nr. 11 og således sikrede sig en lidt skuffende samlet 13. plads. Et langt bedre indtryk efterlod han i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han var med i den eksklusive gruppe, der kørte væk på sidste stigning, men da offensiven blev neutraliseret på den sidste kilometer, blev det blot til en 13. plads.

Ambitionerne var endnu større forud for den europæiske sæsondebut i GP La Marseillaise, hvor man mødte op med et veritabelt superhold med Romain Bardet, Tony Gallopin og Alexandre Geniez. Holdet levede i den grad op til forventningerne, da de alle tre var med i den nimandsgruppe, der spurtede om sejrede. Her afleverede Bardet og Gallopin suverænt Geniez til sæsonens første sejr allerede i første løb på fransk grund, inden de selv rullede over stregen som hhv. nr. 8 og 9. Derefter rejste de til Etoile de Besseges uden Bardet og Geniez, men med en ambitiøs Gallopin, der efter tre andenpladser jagtede den forløsende samlede sejr. Starten var nu ikke lovende, da holdets sprinter blot fik en 10. plads ud af de første to massespurter men herefter fik det fremad. Først spurtede Samuel Dumoulin sig til en 3. plads på den hårde 3. etape, derefter blev Barbier og Dumoulin hhv. nr. 3 og 9 i den stigende spurt på 4. etape, og til slut lykkedes det for andet år i træk for Gallopin at vinde den afsluttende enkeltstart, hvor Alexis Gougeard også blev nr. 7. Til forskel fra sidste år var det denne gang endelig nok til også at tage den samlede sejr, og dermed fik den nytilkomne stjerne en perfekt start for holdet i et løb, hvor Gougeard også blev en samlet nr. 7.

Alexandre Geniez gav Ag2r en drømmestart, da han kørte først over stregen i GP La Marseillaise.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ag2rs drømmestart fortsatte minsandten i Tour La Provence, holdets næste opgave på hjemlig grund. Også på sin anden løbsdag i 2018 sejrede Geniez nemlig som hurtigste mand på prologen, hvor Gallopin med en 4. plads også fortsatte med at imponere. Også Barbier var ved at komme i gang, da han dagen efter spurtede sig til en 4. plads, inden holdet totalt kontrollerede kongeetapen, hvor Gallopin blev nr. 3, Geniez nr. 7 og Mathias Frank nr. 9 i den lille gruppe, der spurtede om sejren. Dumoulin sluttede af med at spurte sig til en 4. plads, inden holdet kunne juble over en samlet dobbeltsejr med Geniez foran Gallopin og med Frank som nr. 7 samt naturligvis sejr i holdkonkurrencen.

Til gengæld kneb det lidt mere i udlandet. I Trofeo Laigueglia måtte holdet tage til takke med en 11. plads med Quentin Jauregui, og heller ikke i Ruta del Sol blev det til sejr. I det spanske løb viste holdet sig nu fint frem, da Clement Venturini lagde ud med en 3. plads i den indledende massespurt, ligesom Gougeard blev nr. 4 på den afsluttende enkeltstart. Unge Nans Peters greb tillige chancen for at køre klassement og endte på en samlet 13. plads.

Vi skulle frem til Tour du Haut Var for at finde det første franske løb, holdet ikke vandt, men også her var de tæt på. I den indledende bakkespurt blev de hhv. nr. 3 og 4 med Dumoulin og Alexis Vuillermoz, der fulgte op med en 2. plads på den efterfølgende og afsluttende kongeetape i sin sæsondebut. Mod suveræne Jonathan Hivert kunne han intet stille op, men det endte med en flot samlet 2. plads. Allerede i det følgende løb, Classic Sud-Ardeche, var holdet imidlertid tilbage på toppen af sejrsskamlen, da Bardet, som ellers havde måttet skippe Ruta del Sol efter et dumt uheld på hjemmefronten, viste storform ved med et langt soloangreb at køre alene hjem til det, der skulle blive sæsonens første sejr. I det hele taget dominerede mandskabet, da Vuillermoz og Latour blev hhv. nr. 4 og 8. Dagen efter kørt de for Dumoulin i det lidt lettere Drome Classic, men den lille franskmand måtte tage til takke med 4. plads på en dag, hvor den velkørende Bardet blev nr. 8.

Formstærke Geniez skulle fortsætte sin stærke sæsonstart i holdets andet WorldTour-løb, Abu Dhabi Tour, men her stoppede hans momentum. Efter tre massespurter, hvor Barbier i det stærkt besatte felt med en 7. og to 9. pladser havde gjort det pænt, skuffede kaptajnen først med en 41. plads på enkeltstarten og siden med en 24. plads på kongeetapen. Her var Frank med en 11. plads i stedet bedst, og det blev også det samlede resulrar for den erfarne schweizer. Kort efter viste to af holdets trofaste hjælpere i det blæsende Le Samyn, da Gediminas Bagdonas og Nico Denz kørte sig til flotte placeringer som hhv. nr. 5 og 8.

Paris-Nice er altid det første store sæsonmål for Ag2r, der i år havde givet kaptajnansvaret til Gallopin og en jokerrolle til Vuillermoz. Allerede på 1. etape kunne man imidlertid ane, at Gallopins gode form var forsvundet som dug for solen, da han i en puncheurspurt, som lå til hans højreben, blot blev nr. 11. Holdet kom sikkert igennem de to efterfølgende lettere etaper, inden Gallopin fik sig en stor lussing på enkeltstarten, hvor han blev en skuffende nr. 21, mere end et minut efter vinderen Wout Poels. Da det to dage senere gjaldt den første test på stigningerne, faldt kaptajnen igennem, men heldigvis sluttede Vuillermoz som nr. 12 i favoritgruppen. Han overtog herefter lederrollen på kongeetapen, hvor han klatrede sig til en 12. plads. På den afsluttende etape sluttede han hos de øvrige favoritter som nr. 11, og det rakte til en godkendt 8. plads i klassementet.

Bardet havde lidt overraskende fået lov til at satse på Tirreno-Adriatico, blandt andet så han kunne køre Strade Bianche forinden. Efter sejren i Ardeche og 2. pladsen i grusvejsløbet var han fuld af selvtillid, men løbet gik ikke som ønsket. Den indledende 17. plads på holdløbet kostede ham allerede mere end 1 minut til BMC-rytterne, og efter en sprinteretape holdt han sig herefter fint til med en 8. plads på den hårde 3. etape. På kongeetapen kunne han imidlertid ikke gøre den ønskede forskel med sin 7. plads, inden han blev nr. 9 på den følgende puncheuretape. Derefter blev han sat tilbage af et styrt på den sidste flade etape, og da han sluttede af med en katastrofal enkeltstart, hvor han blot blev nr. 82, endte det hele med en samlet 13. plads.

Fra midten af marts tog holdet for alvor hul på de mange franske endagsløb, der er spredt ud over sæsonen. Først gjaldt det GP de Denain, der i år var blevet gjort til en generalprøve på Paris-Roubaix, og det var igen en chance for en af holdets hjælpere. Den greb Julien Duval, da han kørte sig til en flot 3. plads, inden Dumoulin fortsatte sin jagt på en samlet sejr i Coupde France ved at spurte sig til en 9. plads i Classic Loire Atlantique. Dagen efter opnåede Benoit Cosnefroy sæsonen første resultat, da han overraskende blandede sig i massespurten med en 10. plads i Cholet Pays de Loire, men man skulle frem til Route Adelie de Vitré, inden den næste sejr på fransk grund kom. Her overraskede Silvan Dillier, som ellers gjorde comeback efter et styrt i Strade Bianche, ved at tage sin første sejr for sit nye hold, da han viste sig som stærkeste mand i et udbrud, inden Dumoulin spurtede sig til en 7. plads og flere Coupe de France-point. Serien sluttede med en sand magtdemonstration i La Roue Tourangelle, hvor holdet på den sidste stigning fik ikke færre end fem mand med i den 11-mandsgruppe, der kørte fri. Desværre var også Marc Sarreau med hjem, og han henviste Dumoulin til en 2. plads, mens Venturini blev nr. 5, Cosnfroy nr. 9, Dillier nr. 10 og Francois Bidard nr. 11.

Næste WorldTour-opgave var Volta a Catalunya, hvor Latour fik sin anden chance som kaptajn. Denne gang gik det betydeligt bedre end i Australien. Efter to sprinteretaper var det imidlertid først Frank, der viste holdet frem, da han på den forkortede 3. etape gik med i et sent angreb, som ganske vist blev neutraliseret på stregen, men som alligevel kunne omsættes i en uventet 4. plads. Latour viste herefter klassen med en 4. plads på kongeetapen, og efter at have holdt sig til på de to følgende etaper øjnede han herefter en uventet chance for en podieplads, da Egan Bernal styrtede ud på sidste etape. Det lykkedes akkurat for ham at holde etapevinderen Simon Yates bag sig, da han viste sig som hurtigste mand i favoritgruppen og med en 3. plads sikrede sig de fire bonussekunder, der gav ham den samlede 3. plads i et løb, hvor han også vandt ungdomskonkurrencen.

Resultatet gav store forventninger til Vuelta al Pais Vasco, der med sin enkeltstart endda passede ham endnu bedre, men her skulle han dog primært agere hjælper for Bardet. Den gode form var da også forsvundet, og han kunne slet ikke følge de bedste på 1. etape. Det kunne Bardet heller ikke, da han på sidste stigning måtte lade Julian Alaphilippe og Primoz Roglic, og blot endte som nr. 9 sammen med de øvrige favoritter. Mønsteret gentog sig dagen efter, hvor han sluttede som nr. 12 i en gruppe bag Mikel Landa, Gorka Izagirre, Alaphilippe og Roglic, og efter et stort nederlag på enkeltstarten, hvor han blot blev nr. 54, mens Latour blev nr. 14, så det derfor svært ud. Helt galt gik det, da han efterfølgende blev syg, og med en 39. plads på den følgende etape faldt han helt ud af topkampen. Han fightede sig til en 18. plads på den afsluttende kongeetape, men samlet rakte det blot til en 13. plads.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Samuel Dumoulin fik ikke en eneste sejr i sæsonen.

Holdet havde visse forhåbninger til Circuit Sarthe, hvor Dumoulin, Venturini og Dillier alle på papiret stod med gode muligheder. En 4. plads til Venturini i den første massespurt var en god start, der blev fulgt op med en 5. plads på den følgende etape, hvor Jauregui også blev nr. 10. På kongeetapen lod de imidlertid Guillaume Martin og Xandro Meurisse slippe væk, inden Venturini spurtede sig til en 4. plads fra favoritgruppen. På sidste etape var det Dumoulin, der med en 2. plads var tæt på, mens bonussekunder betød, at Bidard som nr. 5 og Jauregui som nr. 8 lidt overraskende blev de bedste i klassementet. Derefter gjaldt det tre vigtige Coupe de France-løb for Dumoulin, der dog efter skuffelsen på kongeetapen i Sarthe bekræftede sin dårlige form i Paris-Camembert, hvor han og resten af holdet faldt helt igennem. Heller ikke i Tour du Finistere kunne han være med, men her jagtede Bardet til gengæld lidt oprejsning efter nedturen i Baskerlandet og tankede vigtig selvtillid inden Ardennerne med en fornem 2. plads på en rute, der ikke just passede ham ideelt. Slutteligt måtte Dumoulin også udgå af grusvejsløbet Tro-Bro Leon, hvor Stijn Vandenbergh med en 10. plads viste sig lidt frem efter en for ham skuffende brostenssæson.

Tour of the Alps var den sidste Giro-test for Geniez, men hans præstation i Alperne gav nu ikke megen optimisme inden den første grand tour. Allerede på 1. etape smed han som nr. 26 mere end et minut, og på kongeetapen blev han blot nr. 19. På 3. etape kom han med favoritterne hjem, men skuffede i spurten og måtte tage til takke med en 9. plads. På den følgende etape kollapsede han totalt, og i stedet var det veteranen Hubert Dupont, der med en 11. plads på sidste etape sluttede bedst af i et løb, der ikke blev en succes for franskmændene.

Latour skulle forsøge at gentage den flotte bedrift fra Catalonien i Tour de Romandie, hvor han lagde stærkt ud med en 9. plads på prologen. Det blev fulgt op af en 7. plads i den stigende spurt på 1. etape og endda en 9. plads i en regulær massespurt på 2. etape, hvor det dog var Dumoulin, der med en 3. plads fik mest opmærksomhed efter en svær tid. Den vigtigste test var bjergenkeltstart, hvor han blev en ganske flot nr. 6 i det stærke felt, inden han blev nr. 7 på kongeetapen. Dumoulin rundede løbet af med en 10. plads i den sidste massespurt, hvorefter Latour kunne rejse hjem med en samlet 8. plads.

Dumoulin skulle forsøge at fortsætte fremgangen i 4 Dage ved Dunkerque, hvor det dog i første omgang handlede om Barbier i massespurterne. Han lagde ud med en flot 3. plads på 1. etape, en 7. plads på 2. etape og en 8. plads på 3. etape, inden Dumoulin tog over i den stigende spurt på 4. etape, hvor han dog med en 4. plads akkurat gik glip af vigtige bonussekunder. Det var dog helt ligegyldigt, da han faldt igennem på kongeetapen, hvor Gougeard derimod med en 5. plads viste sig frem efter et skuffende forår. Dagen efter gik han endda i offensiven, og med en 11. plads i det afgørende udbrud sikrede han sig en flot samlet 4. plads.

Frank havde været frustreret over sin præstation i Romandiet, men fik en chance for revanche som kaptajn i Tour of California. Efter den indledende sprinteretape lagde han godt fra land med en 7. plads på kongeetapen og holdt sig til på den hårde 3. etape, hvor Dillier spurtede sig til en 11. plads. På enkeltstarten fik han imidlertid som ventet gedigne klø, og det kunne hans ellers fine 6. plads på den sidste bjergetape ikke kompensere for, hvorfor det blot blev til en samlet 10. plads.

Hjemme i Frankrig skulle Gallopin forsøge at rette op på et forfærdeligt forår i Tour de l’Ain. Efter at Dumoulin havde spurtet sig til en 8. plads på den indledende sprinteretape led selvtilliden imidlertid endnu et knæk, da han på den mellemhårde 2. etape smed mere end 5 minutter. I stedet viste Peters sig med en 8. plads flot frem, og han greb den opståede chance til fulde ved dagen efter at blive nr. 2 på kongeetapen, hvor Gallopin med en 7. plads også delvist rejste sig. Samlet gav det en flot 5. plads til Peters. Dernæst var Dumoulin atter i fokus i de næste Coupe de France-løb, hvor han endelig lignede sig selv igen. I favoritløbet GP de Plumelec blev han således nr. 3, to placeringer foran Vuillermoz, der som forsvarende mester fortsatte med at skuffe i 2018, men i Boucles de l’Aulne var det i stedet formstærke Gougeard, der som nr. 14 var bedste mand for holdet.

U23-verdensmester Cosnefroy havde ikke vist meget indtil da, men fik sin chance i det lille Boucles de la Mayenne. Han gav sig selv et godt udgangspunkt med en 5. plads på prologen, hvor Bagdonas tillige blev nr. 8. Desværre blev han fanget bag et styrt på 1. etape, hvor Bagdonas dog heldigvis sad med de bedste hjem på en 10. plads. Dagen efter var Cosnefroy tæt på den helt store triumf på kongeetapen, hvor han dog efter et sent angreb akkurat måtte se sig passeret af Nacer Bouhanni, mens Barbier blev nr. 7. Barbier var herefter med en 3. plads i den sidste massespurt tæt på årets første sejr, mens Bagdonas sluttede løbet på en flot 5. plads.

Som altid var Criterium du Dauphiné et nøgleløb for Ag2r, der som bekendt hører hjemme i Alperne, og derfor mødte man også op med næsten hele Tour-truppen ført an af Bardet. Han overlevede prologen, hvor han som nr. 48 dog smed en del tid, og hvor holdets plan B, Latour, til gengæld skuffede stort med en beskeden 64. plads. Den efterfølgende sprinteretape kostede desværre deltagelsen for en uheldig Vuillermoz, inden Naesen testede sprinterbenene på 2. etape, hvor han blev en lidt uventet nr. 4. Trods manglen på en rytter overraskede holdet positivt med en 7. plads på holdløbet, hvorefter Bardet skulle træde i karakter på de 4 bjergetaper. Han lagde stærkt ud med en 4. plads i den eksplosive finale på 4. etape, hvor Latour med en 5. plads også rejste sig, men til gengæld skuffede han dagen efter, hvor blot blev nr. 6. Heldigvis rejste han sig i weekenden, hvor han først blev nr. 4 med Latour på en 8. plads, inden duoen rundede af med hhv. en 3. og en 9. plads på den afsluttende etape. Resultat blev ganske godt med en samlet 3. plads til Bardet samt en 7. plads og ungdomstrøje til Latour.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Ag2r fik en godkendt syvendplads i holdløbet ved Criterium du Dauphiné.

Ambitionerne var slet ikke lige så store i Tour de Suisse, hvortil Dillier havde varmet op ved at spurte sig til en 9. plads i hjmmeløb, GP Kanton Aargau. Her var Frank kaptajnen, men han led efter en 16. plads på holdløbet et tilbageslag fra start. Herefter holdt han sig til på de følgende tre lettere etaper, inden han i sin første test sluttede i samme tid som de øvrige favoritter som nr. 15 på 5. etape. Dagen efter blev han endda nr. 10 i en puncheurfinale, hvor Cyril Gautier med en 5. plads greb chancen i et udbrud, men på kongeetapen gik det galt, da han blot blev nr. 19. Faktisk viste unge Bidard sig med en 12. plads som stærkeste mand, da han havde taget chancen i et udbrud. Begge mistede masser af tid på den afsluttende enkeltstart, og det hele endte derfor med en skuffende 17. plads til Frank og en 19. plads til Bidard.

Efter styrtet i Dauphiné skulle Vuillermoz tilbage på Tour-sporet i Route l’Occitanie, hvor holdet også jagtede spurtsucces med Venturini. Efter en skuffende 11. plads i den første spurt kom den store forløsning for sidstnævnte, da han i spurten på 2. etape endelig tog sin første sejr for holdet. Til gengæld kunne Vuillermoz slet ikke følge op på succesen på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 16, og hvor erfarne Dupont som nr. 7 var holdets bedste. Til slut skuffede Venturini med en 6. plads på den hårde sidste etape, hvor han ellers var en af de få overlevende sprintere, og det samlede udbytte blev derfor en 7. plads til Dupont samt en enkelt etapesejr.

Holdet rundede sidste del af sæsonen af med det lille Paris-Chauny samt de nationale mesterskaber. Førstnævnte fungerede som opvarmning til kampen om de prestigefulde trøjer og gav en fin 3. plads til Jauregui. I samme weekend sikrede holdet sig de første to titler, da Bagdonas vandt bøde enkeltstarten og linjeløbet i Litauen, inden en meget formstærk Latour knuste alt og alle, da han forsvarede titlen som franske enkeltstartsmester i en dobbeltsejr med Gallopin på 2. pladsen. Til gengæld måtte han nøjes med en 4. plads i linjeløbet. Også i Schweiz gjorde holdet det godt med sølv på enkeltstarten til Dillier og hhv. en 4. og en 8. plads til Frank og Dillier i linjeløbet.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Ag2r er et fransk hold, og derfor hersker der ikke skyggen af tvivl om, at Tour de France i deres lejr er årets i særklasse vigtigste løb. Det afspejledes naturligvis i truppen, der havde karakter af et rent A-hold, som havde ét klart formål: Romain Bardet skulle på podiet for tredje år i træk. Løjtnanten Pierre Latour havde ganske vist lidt frihed til måske at gå efter ungdomstrøjen, men derudover handlede alt om kaptajnen. Han var i bjergene tillige bakket op af Alexis Vuillermoz, Tony Gallopin og Mathias Frank, der i sidste øjeblik havde erstattet en formsvag Alexandre Geniez, og i fladlandet af Oliver Naesen, Silvan Dillier og den alsidige Axel Domont.

Ag2r stillede med deres absolutte a-hold i årets Tour de France.

Desværre kom holdet skidt fra start i styrtdramaet på 1. etape. Naesen og Domont eskorterede ganske vist sikkert Bardet til mål med feltet, men Latour mistede som følge af et styrt mere end 2 minutter. Heldigvis gik den følgende etape bedre, hvorefter holdet håbede at bygge videre på det flotte holdløb fra Dauphiné. Det lykkedes imidlertid slet ikke med en beskeden 12. plads og et tidstab til BMC på 1.15, og dagen efter fortsatte serien af uheld, da et styrt sendte Domont hjem efter bare fire dage. Holdet havde derefter håbet på, at Vuillermoz kunne gøre sig gældende i den stigende spurt på 5. etape, men heller ikke det lykkedes.

Den anden test efter holdløbet var Mur-de-Bretagne, som udviklede sig en temmelig blandet fornøjelse. Katastrofalt var det, at Bardet kolliderede med Tom Dumoulin og trods en heroisk jagt tabte 31 sekunder. Uvidende om kaptajnens skæbne imponerede Latour imidlertid stort ved med et sent angreb at sætte efter den førende Dan Martin, og var stregen kommet bare en anelse senere, kunne det meget vel være endt med etapesejr og ikke en lidt frustrerende 2. plads. De to følgende sprinteretaper forløb heldigvis uden problemer, inden Naesen skulle vise sit værd ved at redde Bardet gennem den frygtede brostensetape. Her skulle han vise sig at få brug for alle mand, da en nærmest endeløs række af punktering betød, at Bardet tilbragte det meste af dagen i konstant jagt. Nærmest ved et mirakel lykkedes det ham blot at tabe 7 sekunder, men til gengæld led Latours hvide drømme et knæk, da han tabte mere end 5 minutter. Bedre blev det bestemt ikke af, at et styrt sendte Vuillermoz, en af Bardets allervigtigste folk, hjem.

Bardet og Latour bestod begge den første eksamen i bjergene, da de nåede med feltet hjem på den passivt kørte 10. etape, men til gengæld var hjemmebanehelten alt andet end tilfreds med den følgende bjergetape til La Rosiere, hvor han som nr. 8 smed tid til alle sine podierivaler. Latour var endnu længere tilbage, men erobrede alligevel den hvide trøje. Langt bedre gik det til gengæld på Alpe d’Huez, hvor Bardet kørte sin bedste etape i løbet og med en flot 3. plads avancerede til den samlede 6. plads. Til gengæld mistede holdet endnu en nøglerytter, da en skadet Gallopin efter flere dages lidelser drog hjem. Bardet lignede dermed en mand i fremgang, men da det igen gjaldt på muren i Mende led han et knæk, da han med en uventet dårlig præstation mistede tid til næsten alle top 10-kandidaterne. Også Latours superform var forsvundet, men han havde ikke de store problemer med at forsvare den hvide trøje i en konkurrence, der mildt sagt ikke var voldsomt svær. Samlet set kunne holdet ikke være tilfredse med en hviledagsstatus, der placerede Bardet på en 5. plads med lange udsigter til podiet.

Læs også

LIVE: Favoritangreb truer udbruddet

Pyrenæerne skulle bringe Bardet længere frem, og han kom fint med favoritterne hjem på den defensive 16. etape. Her greb Latour chancen i et udbrud, men det stod atter klart, at han havde toppet for tidligt, da han endte som en skuffende nr. 10. Dagen efter blev det sidste søm slået i ligkisten for Bardets podiedrømme, da han på kongeetapen endte helt nede som nr. 12 langt efter alle sine værste rivaler. Han løftede sig en anelse med flot og offensiv kørsel på den sidste bjergetape, hvor han i favoritgruppen spurtede sig til en 3. plads, men det efterlod ham stadig blot som nr. 7 i klassementet. Heldigvis kørte han en efter hans standard ganske flot enkeltstart, da endda sendte ham forbi Mikel Landa, og derfor kunne han rulle til Paris som en samlet 6. Resultatet og ikke mindst den svære sidste del af løbet efterlod dog holdet med en temmelig bitter eftersmag, som Latours hvide trøje ikke kunne kompensere for, ikke mindst fordi holdet heller ikke havde vist sig meget frem undervejs i løbet.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Som sagt har det altid været svært at give meget prioritet til de to ”små” grand tours på et smalt hold, der har Touren som altoverskyggende hovedfokus. Det var da heller ikke med alt for store ambitioner, at mandskabet rejste til Vueltaen. Ganske vist havde man luftet det, der på papiret lignede lidt naive klassementsambitioner med Tony Gallopin, som jagtede revanche efter en mareridtssæson, men derudover handlede det primært om etapesejr. Gallopin skulle selv forsøge sig primært på puncheuretaper, mens Alexandre Geniez, Nans Peters, Mikael Cherel og Ben Gastauer havde frihed til at forsøge i hårdt terræn. Julien Duval og Alexis Gougeard var med som de stærke folk til fladlandet, hvor man havde visse forhåbninger om, at sidstnævnte kunne vise sig lidt frem.

Holdet kom ikke alt for lovende fra start, da Gallopin, som ellers er god på korte enkeltstarter, blot blev nr. 31 på den indledende tidskørsel i Malaga, men det skulle vise sig slet ikke at afspejle hans form. Dagen efter var han nemlig i den hårde finale på 2. etape den sidste til at slippe Alejandro Valverde og Michal Kwiatkowski, og selvom han til slut gled ned på 6. pladsen, var det et tegn på gode ben. Efter den første sprinteretape bestod han derefter den første eksamen i bjergene, da han på 4. etape som nr. 19 endte i samme tid som favoritterne, mens Gastauer længere fremme greb en udbrudschance, som blev omsat i en 5. plads. Også sidevinden på 6. etape blev med god hjælp fra Duval klaret, og Gallopin var derfor efter seks dage en flot samlet nr. 7.

Den helt store triumf fulgte 24 timer. I den hårde finale på 7. etape udnyttede en snu Gallopin nemlig manglen på kontrol til at snige sig væk fra favoritgruppen, og herefter så de ham ikke igen. Med fremragende kørsel sikrede han sig en af karrierens største sejre, som gav endnu mere håb om et muligt klassementsresultat. Det fik yderligere næring med en 14. plads på den første svære bjergetape, hvorefter han kunne holde hviledag på en overraskende flot 6. plads.

Tony Gallopin vandt syvende etape i Vuelta a Espana.

Selvom Gallopin kørte klassement, var der også plads til udbrud. Først viste Peters sig flot frem, da han på den knaldhårde 11. etape blev nr. 4 i en ganske stærk gruppe. Dagen efter kom så den store forløsning, da Geniez, som ellers ikke havde vist skyggen af form indtil da, ramte det rette udbrud, og med forbilledlig fight og en veltimet spurt sikrede sig holdets anden og sin egen tredje etapesejr i det spanske løb. Dagen efter forsøgte Gastauer sig på den første af tre store bjergetaper, men han blev blot nr. 19 på La Camperona, hvor Gallopin dog begyndte at tabe lidt tid til de mere rene klatrere og gled fra en 6. til en 8. plads. Dagen efter betød en ellers flot 11. plads på Les Praeres, at han mistede yderligere en placering, og selvom han overraskede meget positivt med en 12. plads på mægtige Lagos de Covadonga var han på anden hviledag gledet ud af top 10 og ned på en 11. plads.

Enkeltstarten blev betragtet som et af Gallopins våben, men selvom han atter gled op på en 10. plads, var hans 21. plads lidt af en skuffelse. Det lykkedes ham med god hjælp fra Geniez, som atter havde været i udbrud, at forsvare placeringen med en 26. plads på den stejle Balcon de Bizkaia, men det var de to stre bjergetaper i Pyrenæerne, der for alvor ville teste Gallopin i kamp mod klatrerne. Ganske imponerende blev han imidlertid nr. 9 på den første af de to tests og var således fortsat nr. 10 inden løbets kongeetape. Her kom han imidlertid tidligt i problemer og lignede længe en mand, der var ved at miste det hele til allersidst. Heroisk kæmpede han sig i mål som nr. 16, men desværre kunne han ikke forhindre Wilco Kelderman i at sende ham ned på den ærgerlige 11. plads i klassementet. Alligevel havde holdet al mulig grund til at fejre en overraskende god Vuelta, da man efter spurten i Madrid ikke blot kunne se tilbage på Gallopins flotte samlede resultat, men også hele to etapesejre.

Geniez tog sin tredje sejr i Vuelta a Espana, da han på 12. etape henviste Dylan van Baarle til andenpladsen.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens Touren atter var undervejs, sikrede Jan Bakelants, der fortsat kæmpede for at komme tilbage efter det grimme styrt i 2017, sig sæsonens hidtil bedste resultat, da han blev nr. 6 i den stigende spurt i GP Cerami. Holdet drog derfra videre til Tour de Pologne, hvor Bakelants håbede at fortsætte fremgangen. Først var det imidlertid Venturini, der med hhv. en 8., 9. og 11. plads i de tre massespurter viste sig frem, inden belgieren på den første klassementsetape, hvor Silvan Dillier som nr. 19 var bedste mand, måtte indse, at der fortsat var et stykke arbejde at gøre. Han spurtede sig ganske vist til en fin 10. plads i den efterfølgende stigende spurt, men på weekendens to afgørende etaper var en 16. plads med Mikael Cherel bedste resultat, og det var også franskmanden, der som nr. 15 var bedst i det samlede klassement.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Ambitionerne var betydeligt større i BinckBank Tour, hvor Oliver Naesen jagtede endnu et topresultat i et løb, hvor han tidligere har været på podiet. Hans akilleshæl, enkeltstarten, kostede imidlertid ekstra dyrt denne gang, da han på katastrofal vis som nr. 94 tabte 1.20 i 2. etapes kamp mod uret. Derfor blev der lidt mere frihed, som Alexis Gougeard udnyttede til at gå i udbrud på den ellers helt flade 5. etape, men efter at have snydt sprinterne måtte han i spurten se sig henvist til 3. pladsen. Naesen selv fortsatte de dårlige takter på den første af de afgørende etaper, hvor han trods en 8. plads ikke viste sig meget frem. Alt blev imidlertid vendt på hovedet på kongeetapen, hvor den belgiske kaptajn var stærkeste mand og efter at have sat Tim Wellens fra hjul var på vej mod en solosejr. Desværre blev han hentet igen, men mobiliserede alligevel kræfter til at spurte sig til en 4. plads på Muren. Den samlede 19. plads var imidlertid intet at skrive hjem om.

Holdet startede den franske efterårssæson i La Poly Normande, hvor Samuel Dumoulin med en 6. plads sikrede vigtige Coupe de France-point. Dernæst drog holdet videre til Tour de Limousin, hvor de dog manglede den skadede forsvarende vinder, Alexis Vuillermoz. I stedet var forventningerne, at Dumoulin eller Alexandre Geniez måske kunne blande sig, men på 1. etape var det kun Benoit Cosnefroy samt netop Geniez, der holdt sig til. Alt gik imidlertid galt allerede dagen efter, hvor alle mistede megen tid. Alligevel lykkedes det holdet at rejse sig på kongeetapen, hvor Geniez blev nr. 8 og Cosnefroy nr. 8, men efter en anonym sidste etape sluttede løbet skuffende for de regerende mestre. Lidt bedre gik det i Tour du Poitou-Charentes, hvor Rudy Barbier opnåede hhv. en 8. og en 4. plads i den første og sidste af de fire massespurter, mens Gediminas Bagdonas med en 8. plads på enkeltstarten lagde grunden til en samlet 6. plads.

Romain Bardet indledte sin rejse mod VM i Deutschland Tour, men han, Bakelants og tilbagevendte Vuillermoz sluttede alle i 2. gruppe, da det på 2. etape første gang gik løs i klassementet. Dagen efter sluttede de sammen med favoritterne på kongeetapen, og det samme skete på sidste etape, hvor Bardet og Vuillermoz spurtede sig til hhv. en 6. og 7. plads. Heldigvis havde Bardet med aggressiv kørsel undervejs sikret sig 3 bonussekunder, der gav ham en godkendt samlet 8. plads, ligesom holdet vandt holdkonkurrencen.

September måned var præget af en serie mindre endagsløb primært i Frankrig og Italien. Først fortsatte Romain Bardet VM-forberedelsen i det hårde Tour du Doubs, men bedst som han var på vej mod sejr, røg han i asfalten og efterlod Dillier på en 6. plads som holdets bedste mand. Dernæst tog Bakelants over i GP de Wallonie, hvor han traditionelt altid har været fremme, men med en 16. plads fortsatte han her sine trængsler.

Derefter rejste holdet til Italien, hvor Bardet så skidt ud, da han blot blev nr. 12 i det hårde Coppa Agostoni, inden Venturini skuffede med en 12. plads i sprinterløbet Coppa Bernocchi. Heldigvis rejste Bardet sig fremragende i Giro della Toscana, hvor han som eneste mand kunne følge formstærke Gianni Moscon, viste den VM-form, der senere skulle indbringe ham sølv i Innsbruck, og sluttede på en 2. plads, mens Frank med en 9. plads også viste lovende takter inden VM. Også Vuillermoz fortsatte sin fremgang med en flot 5. plads i puncheurløbet Coppa Sabatini, hvor også Cosnefroy med en 9. plads indledte sit flotte efterår. Efter stærk kørsel i Bretagne og Canada var Naesen samtidig aktiv i Tour de l’Eurometropole, hvor han lignede stærkeste mand, men måtte tage til takke med en 3. plads i et hårdt, selektivt løb, inden han i GP d’Isbergues satte sig i tjeneste for Dumoulin, der med en 5. plads vandt yderligere Coupe de France-point, mens belgieren selv blev nr. 9. Herefter gik holdet på VM-pause, hvor de efter en halvpinlig 15. plads i holdløbet oplevede et af sæsonens højdepunkter med Bardet i linjeløbet.

Oktober måned blev primært brugt på de store endagsløb i Italien og Frankrig, men holdet var også aktivt i et par mindre løb. Den stærkt kørende Naesen fortsatte således sin endeløse serie af toppræstationer med en 3. plads i Binche-Chimay-Binche, mens holdet til gengæld kom til kort i Paris-Bourges, hvor ingen af sprinterne, Barbier eller Dumoulin, kom med feltet hjem. Til gengæld sluttede de stærkt af i sæsonens sidste Coupe de France-løb, hvor Nico Denz på en våd og hård dag endelig sikrede den første professionelle sejr, han havde været så tæt på i Giroen, mens Jauregui på en 10. plads også gjorde det godt. Slutteligt drog holdet til Kina for at jagte et topresultat i Tour of Guangxi med Vuillermoz, men det var i stedet Venturini, der leverede de bedste præstationer. De indledende massespurter gav nemlig placeringer som hhv. nr. 10, 5 og 9, inden Vuillermoz og resten af holdet floppede helt på kongeetapen. Slutteligt blev det til yderligere en 6. og en 15. plads til Venturini, ligesom Dillier sikrede sig sejren i bjergkonkurrencen, inden holdet definitivt kørte cyklen i garagen.

Den endelige dom

Med Romain Bardets to podieplaceringer i Tour de France og hans talrige topplaceringer i ugelange etapeløb samt Oliver Naesens store klassikergennembrud i 2017 har Ag2r i de senere år etableret sig som et af sportens relativt stærke mandskaber og ikke en lille fransk underdog, som man tidligere havde været kendt for. Derfor var der også ganske store forventninger til holdets i 2018, også selvom tabet af Domenico Pozzovivo stillede større krav til Bardet og i mindre grad til Pierre Latour i etapeløbene.

Balancen er temmelig blandet, og det afspejles i virkeligheden meget godt af holdets kaptajn, der både oplevede op- og nedture. Bardet er kendt som etapeløbsrytter, og i den sammenhæng var 2018 en trist affære. 6. pladsen og den skuffende afslutning gjorde hans Tour de France til en trist oplevelse, der ikke stod mål med forventningerne, og det blev ikke bedre af, at han ligeledes skuffede i de fleste øvrige store etapeløb. Faktisk lykkedes det ham kun en enkelt gang yderligere at komme i top 10 i et WorldTour-etapeløb, hvilket skete med 3. plads i Criterium du Dauphiné, og det er ganske enkelt for lidt for en mand af Bardets kaliber, når han gjorde Tirreno-Adriatico og Vuelta al Pais Vasco til mål undervejs. Til gengæld viste han helt nye sider af sig selv som endagsrytter med podiepladser ved VM og i Liege-Bastogne-Liege og Strade Bianche - en resultatliste, der kan gøre selv den stærkeste klassikerrytter misundelig. På den baggrund må Bardets sæson betegnes som en delvis succes.

Meget af det samme kan siges om Naesen. Belgieren var igen i år fremragende i brostensklassikerne, men en næsten ufattelig serie af uheld betød, at han slet ikke kom til at spille den rolle eller opnå de resultater, han burde. Til gengæld kørte han et fremragende efterår, hvor han var med fremme i snart sagt ethvert løb for hans ryttertype i perioden mellem august og oktober. Han fik sin store WorldTour-sejr i Bretagne Classic og opnåede top 5-placeringer i E3, Eschborn-Frankfurt, GP Montreal og Paris-Tours og var tillige med fremme i et hav af mindre løb også. Samtidig fik han med sin stærke afslutning skabt kolossale forhåbninger til 2019.

Til gengæld må Latours sæson betegnes som en ubetinget succes. Højdepunktet var naturligvis den hvide trøje i Touren, men faktisk var hans 3. plads i det stærkt besatte Volta a Catalunya en endnu flotte bedrift. Dertil kommer stærk kørsel i Tour de Romandie og en knusende sejr ved de franske enkeltstartsmesterskaber, hvor han viste, at han - når han timer formen korrekt, hvilket ikke helt lykkedes i sommer - har et ganske stort potentiale.

Tony Gallopins sæson lignede en regulær katastrofe, men den overbevisende Vuelta med etapesejr og en samlet 11. plads vendte det hele på hovedet i sidste øjeblik. Også evigt ustabile Alexandre Geniez viste med sine mange sejre i februar, etapesejren i Vueltaen og sin samlede 11. plads i Giroen, at han, når han rammer sine gode periode, er en fremragende cykelrytter. Benoit Cosnefroys 3. plads i Paris-Tours fik vist, at der i den grad er noget at bygge på for den tidligere U23-verdensmester. Og selvom han måske var ganske anonym det meste af året, leverede Silvan Dillier med sin 2. plads i Paris-Roubaix en af årets smukkeste og mest heroiske præstationer.

Til gengæld var der også skuffelser. Alexis Vuillermoz var en skygge af den rytter, der ellers i 2017 havde gjort så store fremskridt, og Alexis Gougeard må efterhånden sande, at han aldrig bliver det, vi engang håbede. Samuel Dumoulin må efterhånden også acceptere, at pensionsalderen nærmere sig, og Jan Bakelants er slet ikke kommet tilbage efter sit grimme styrt i Touren. Det er stadig et mysterium, hvad der blev af Cyril Gautier i en helt igennem forfærdelig sæson for den ellers så synlige franskmand, og sprinterne Rudy Barbier og Clement Venturini leverede slet ikke på samme niveau som tidligere. Endelig er veteranerne Stijn Vandenbergh og Mathias Frank næsten faldet sammen efter skiftet til det franske mandskab.

Balancen bliver derfor også temmelig blandet, og først og fremmest er det vel antallet af sejre, der er problemet. 15 triumfer er ikke meget, heller ikke for et hold uden topsprinter, og særligt problematisk, at blot tre af dem kom i WorldTour-løb. Det blev til et hav af hæderfulde placeringer til Naesen, Bardet og Dillier i klassikerne og til Bardet og Latour i etapeløbene, men selv de store navne vandt kun ganske sjældent. Tager man i betragtning, at de første seks kom allerede inden udgangen af februar i en veritabel drømmestart, og at to af de følgende ni tilfaldt Gediminas Badonas ved de litauiske mesterskaber, var det for sjældent, at armene kunne strækkes i vejret. En halvskuffende Tour trækker også resultatet i en knap så positiv retning for et fransk hold, og vi ender derfor i midten af karakterskalaen.

Karakter: 6/10

Se evalueringerne for de andre hold her.