Sæsonevaluering: Hvordan klarede Astana sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Astanas meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 18 (Miguel Angel Lopez 4, Jakob Fuglsang 4, Alexey Lutsenko 3, Fabio Aru 2, Luis Leon Sanchez 1, Oscar Gatto 1, Michele Scarponi 1, Zhandos Bizhigitov 1, Artyom Zakharov 1)

Sejre på WorldTouren: 7 (etapesejr i Tour de France med Fabio Aru, 2 etapesejre i Vueltaen med Miguel Angel Lopez og 1 med Alexey Lutsenko, samlet sejr og to etapesejre i Criterium du Dauphiné med Jakob Fuglsang)

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 15 (nr. 10 i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Fabio Aru (nr. 26), Jakob Fuglsang (nr. 48), Miguel Angel Lopez (nr. 82), Alexey Lutsenko (nr. 91), Michael Valgren (nr. 92)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Fabio Aru (nr. 26), Alexey Lutsenko (nr. 60), Jakob Fuglsang (nr. 61), Miguel Angel Lopez (nr. 87)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Astana har været kendt som et etapeløbshold, der ikke har spillet den store rolle i klassikerne - i hvert fald kun i Ardennerne, hvor man har haft nogen succes med folk som Enrico Gasparotto og Maxim Iglinskiy. Forud for denne sæson var forventningerne imidlertid store, idet man havde styrket brostenstruppen betydeligt. Selvom man havde mistet den hidtidige kaptajn, Lars Boom, håbede man, at nyerhervelserne Michael Valgren, Oscar Gatto og Matti Breschel sammen med Alexey Lutsenko kunne give holdet mere synlighed på brostenene.

Starten var aldeles lovende, da Gatto sikrede sig en fornem femteplads i Omloop Het Nieuwsblad, og det gjorde mindre, at hverken Gatto eller Breschel fik blandet sig i spurten i Milano-Sanremo, der formentlig var den af de store klassikere, der passede dem dårligst. Derimod fortsatte man den fremragende start på brostenene i Dwars door Vlaanderen, hvor Lutsenko desværre dog blev udmanøvreret af Quick-Step-duoen Yves Lampaert og Philippe Gilbert og derfor måtte tage til takke med tredjepladsen. To dage senere var det Valgren, der imponerede med en sjetteplads i E3, og dermed havde man i de tre første store brostensløb sikret sig tre top 6-placeringer med tre forskellige ryttere.

Desværre markerede det også enden på holdets succes i klassikerne. Ganske vist blev Valgren en fin nr. 11 i Flandern Rundt, men man havde utvivlsomt håbet på mere. Bedre gik det ikke i Paris-Roubaix, hvor Laurens De Vreese havde overtaget lederansvaret fra de mere klatrestærke typer og kørte sig til en godkendt, men ikke prangende 15. plads.

Efter brostenene gjaldt det Ardennerne, hvor Valgren havde forårets største mål i Amstel Gold Race. Han var imidlertid ikke i stand til at følge op på det foregående års andenplads og rullede over stregen som en anonym nr. 35. Det satte desværre en lidt kedelig tone for resten af ardennersæsonen. Forventningen, at Jakob Fuglsang kunne blande sig i Fleche Wallonne, men den danske klatrer var denne gang ikke i stand til at køre i top 10. Det mislykkedes også i Liege-Bastogne-Liege, hvor han måtte tage til takke med en beskeden 15. plads, og derfor sluttede en klassikersæson, der ellers var startet ganske lovende, uden de store resultater for det ambitiøse Astana-mandskab.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Hvis man skal pege på ét løb, der forud for sæsonen var at regne som holdets største mål, må det være Giro d’Italia. Her havde man nemlig store planer med den lokale helt Fabio Aru, der havde bygget hele sin sæson op om at sejre samlet i sit hjemlands store etapeløb, men desværre gik det galt allerede inden det allerførste pedaltråd. Aru styrtede nemlig slemt på en højdetræningslejr, og det blev hurtigt klart, at han ikke ville være i stand til at stille til start. Lynhurtigt blev kaptajnansvaret lagt over på Michele Scarponis skuldre, men som alle ved, fortsatte Astanas uheld på dybt tragisk vis, da veteranen omkom på en træningstur. Derfor endte man med at stille til start uden en reel podiekandidat, og man valgte endda kun at møde op med otte ryttere for at ære nu afdøde Scarponi.

I stedet for at køre med om sejren var Astanas mål derfor nu at vinde en af de hårdere etaper, først og fremmest med Luis Leon Sanchez eller Pello Bilbao, mens Dario Cataldo og Tanel Kangert skulle forsøge at køre sig i top 10 i klassementet. Man kom egentlig ganske lovende fra start, da Cataldo allerede på 4. etape spurtede sig til en femteplads på toppen af Etna, og fire dage senere kørte Luis Leon Sanchez med om sejren på 8. etape, hvor han dog blev slået af Gorka Izagirre og Giovanni Visconti. Sanchez fortsatte den gode form på enkeltstarten midtvejs i løbet, hvor han blev nr. 4, men det var Kangert, der for alvor gav håb om noget stort, da han sluttede som nr. 7 på Blockhaus-etapen, den første svære bjergafslutning. Få dage senere spurtede han sig endda til fjerdepladsen på 11. etape, hvor Cataldo også blev nr. 7, og også på løbets næste store bjergetape til Oropa kom han i top 10.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Desværre var der ingen ende på holdets uheld. På 15. etape styrtede Kangert og pådrog sig så slemme skader, at han måtte udgå og allerede i midten af maj måtte ende sin sæson. Samtidig var dampen ved at gå af Cataldo, der måtte tage til takke med en samlet 14. plads, og Sanchez, der var meget træt mod slutningen af løbet. Alligevel fik han reddet sig en 7. plads på 19. etape, hvor en ellers meget skuffende Bilbao med en fjerdeplads endelig fik vist sit potentiale, og den spanske veteran endte også på andenpladsen i bjergkonkurrencen i en Giro, der dog slet ikke kunne leve op til de forventninger, man han havde haft ved starten af sæsonen.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Hvis der var et hold, for hvem første del af sæsonen føltes lang, må det have været Astana. Holdet var nemlig det allersidste WorldTour-hold til at tage årets første sejr, og man måtte vente helt til anden halvdel af april, inden tørken endelig blev brudt. Det betød dog ikke, at første del af sæsonen var helt uden højdepunkter, og i tillæg til de allerede omtalte resultater i klassikerne var holdet flere gange i rampelyset.

Efter en stille start i Tour Down Under, hvor en 10. plads på 2. etape til Luis Leon Sanchez var bedste resultat, var det nyprofessionelle Riccardo Minali, der scorede de første reelle resultater. Det sket i Dubai Tour, hvor han med en 3., 5. og 8. plads i massespurter sikrede sig en samlet 7. plads i sit allerførste professionelle løb. Kort efter tog Jakob Fuglsang og Michele Scarponi over i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor italieneren sikrede sig en 5. plads på en etape, og danskeren med en 9. plads på kongeetapen tog en samlet 6. plads.

Større spænding var der imidlertid om, hvordan kaptajn Fabio Aru ville starte sin sæson i Tour of Oman, og her viste italieneren, at han var motiveret til slette det kedelige indtryk fra 2016. Først var det dog Fuglsang, der med en tredje- og en femteplads på etaper imponerede, men da det store slag skulle slås på løbets kongeetape, var det Aru, der slog til. Italieneren kørte sig til en andenplads og dermed en tredjeplads i den samlede stilling og kunne derfor ikke have ønsket sig en meget bedre start på sæsonen. Samtidig havde Sanchez fundet benene i Volta ao Algarve, hvor han via to top 10-placeringer på løbets to bjergetaper, kun akkurat missede podiet med en fjerdeplads og dermed bidrog til en sejr i holdkonkurrencen.

Aru stod foran sin første udfordring på WorldTouren i Abu Dhabi Tour, men her kunne han ikke helt leve op til den fine start i Oman. En sjetteplads på kongeetapen og en samlet ottendeplads var dog godkendt og hav forhåbninger forud for Tirreno-Adriatico. Efter en 10. plads på den indledende holdtidskørsel blev han dog syg, og derfor forlod man det store italienske etapeløb tomhændet. Meget bedre gik det ikke i Paris-Nice, hvor kaptajn Fuglsang blev fanget i sidevinden tidligt i løbet og dermed mistede alle håb om at begå sig i klassementet. Heldigvis fik han med top 7-placeringer på to af de sværeste etaper tanket lidt selvtillid, og også Matti Breschel scorede sit første top 10-resultat med en sjetteplads i spurten på den vindblæste 2. etape.

Fuglsang havde håbet på revanche i Volta a Catalunya, men også det løb endte som en skuffelse. Ganske vist blev han nr. 9 på løbets kongeetape, og også Dario Cataldo fik vist sig frem på 6. etape, hvor han kun blev hentet ganske få meter fra stregen, men et samlet top 10-resultat blev det ikke til. Endnu værre gik det i Baskerlandet, hvor Fuglsang kun blev nr. 63, og da holdet samtidig havde problemer i klassikerne, og Arus Giro-afbud i samme periode blev en realitet begyndte man at fornemme desperationen.

Redningsmanden blev Scarponi, der skulle vise sig at bringe holdet tilbage på sporet som en sidste gerning inden sin tragiske død. Det skete i Tour of the Alps, hvor han ganske uventet sejrede på den hårde 1. etape, hvor også Cataldo med en sjetteplads viste god form. Det samme gjorde Luis Leon Sanchez, der sikrede sig en 4. og en 7. plads i spurter fra mindre grupper, inden Scarponi med en sjetteplads på sidste etape sikrede sig en samlet fjerdeplads i karrierens sidste løb. I samme periode gav Minali igen prøver på sit sprintertalent, da han sikrede sig en anden-, tredje- og sjetteplads på etaper i Tour of Croatia, hvor Jesper Hansen endte som nr. 7 på kongeetapen og som nr. 9 samlet. Kort efter var man ganske tæt på årets anden sejr, da Andriy Grivko på anden etape af Tour de Romandie skulle spurte om sejren med Stefan Küng, men desværre måtte se sig henvist til andenpladsen. Også Pello Bilbao, der ellers havde haft en svær start for holdet fik en sjetteplads på en etape i det schweiziske løb.

Efter en svær sæsonstart og en ikke specielt opløftende Giro ændrede holdets momentum sig totalt i Criterium du Dauphiné, hvor Aru endelig var tilbage i sadlen og skulle finde samarbejdet med Fuglsang forud for Touren, der nu var italienerens store mål, og det gik over al forventning. Efter at en ikke specielt lovende start, hvor Michael Valgrens 10. plads på 1. etape var højdepunktet, forandredes alt med ét slag, da Fuglsang og Aru på løbets første bjergetape sluttede som henholdsvis nr. 1 og 4 efter at være kørt fra rivalerne på Mont du Chat sammen med Richie Porte og Chris Froome. Dagen efter var Fuglsang den eneste, der kunne følge Porte på Alpe d’Huez, og på sidste etape lykkedes det sammen med et stærkt Sky-mandskab at knække den isolerede australier, så Fuglsang ikke blot kunne vinde etapen, men også tage den samlede sejr, samtidig med at Aru med en femteplads på etapen også blev nr. 5 samlet og nr. 2 i bjergkonkurrencen.

Dauphiné stod som sæsonens foreløbige højdepunkt, men også i Schweiz var man fint kørende. Efter at han havde spurtet sig til en 9. plads i GP Kanton Aargau, fulgte Oscar Gatto fint op på det med to top 10-placeringer i Schweiz Rundt, hvor man endelig havde den ellers skadede Miguel Angel Lopez tilbage i sadlen. Efter en 8- plads på løbets første bjergetape styrtede den uheldige colombianer desværre igen, men heldigvis havde man Bilbao, der endelig havde fundet formen, til at tage over. Med to top 10-placeringer på bjergetaper sikrede han sig en samlet 10. plads i et af årets hårdeste løb. I samme periode viste to af holdets hjælperyttere, Nikita Stalnov og Bakhtiyar Kozhatayev, sig frem med top 10-placeringer på etaper i Route du Sud. Holdet sluttede første del af året med gode præstationer ved de nationale mesterskaber, hvor specielt Aru skrev sig ind som en af de store favoritter til Touren med en knusende sejr i Italien, mens man helt forventeligt gjorde rent bord på hjemmebanen i Kasakhstan, hvor Artyom Zakharov vandt linjeløbet, og man med Zhandos Bizhigitov, Stalnov og Zakharov ryddede podiet på enkeltstarten.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter den fantastiske succes i Dauphiné, hvor begge kaptajner havde vist storform, var forventningerne til årets Tour de France tårnhøje. Håbet var, at Fabio Aru kunne køre med om podiet, og at også Jakob Fuglsang kunne blande sig med de bedste i klassementet. Starten så mest lovende ud for Fuglsang, der blev nr. 7 på den kuperede 3. etape, men da det for alvor gjaldt i bjergene, blev danskeren degraderet til en hjælperytterrolle, da en suveræn Aru tog en fornem sejr på løbets første bjergetape til Planche des Belles Filles. Det fulgte han op med en sjetteplads på den første etape i Jura-bjergene på ottendedagen - hvor Michael Valgren endda også spurtede sig til en syvendeplads - men det var på den efterfølgende brutale etape til Chambery, at Astana for alvor spillede med musklerne. Både Fuglsang og Aru sad med hjem i den lille gruppe, der spurtede om sejren, og selvom de ikke fik timet finalen helt optimalt og endte sidst i gruppen kunne de gå ind til første hviledag med Aru på andenpladsen og Fuglsang på femtepladsen i den samlede stilling.

Desværre markerede det enden på Fuglsangs succes i løbet. På 11. etape styrtede han på en ellers ligegyldig sprinteretape, og efter at have kæmpet sig igennem den første pyrenæeretape med et brækket håndled måtte han desværre udgå. Heldigvis kunne Astana trøste sig med, at Aru stadig var flyvende, og med en tredjeplads på Peyragudes-etapen tog han helt uventet førertrøjen fra selveste Chris Froome. En top 10-placering dagen efter betød, at han endda kunne forlade Pyrenæerne som løbets førende rytter, men herefter vendte hans held. Dagen efter betalte han prisen for et svagt hold og mistede førertrøjen, da feltet splittede på bakken op til målet i Rodez, og siden blev han syg. Han kæmpede sig desperat igennem Alperne, men var ikke længere i stand til at følge de bedste, og selvom han blev nr. 10 på 17. etape gled han ned i klassementet og sluttede til sidst på en femteplads. I lyset af den tvivlsomme optakt var det absolut et godkendt resultat for italieneren, men det var svært for holdet ikke at være en anelse skuffede med tanke på, at han havde haft førertrøjen bare få dage forinden.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den ganske succesfulde Tour var forventningerne til Vueltaen ganske store. Ganske vist var der nogen usikkerhed om, hvad Fabio Aru kunne præstere i sit første forsøg på at køre to grand tours i træk, men da også Miguel Angel Lopez endelig fik chancen for at vise, hvad han kunne præstere i en grand tour, havde man to solide kort at spille i den samlede stilling. Da man samtidig havde en formstærk Luis Leon Sanchez til start i jagten på etapesejre var der grund til optimisme inden starten.

Det viste sig at være velbegrundet. Lopez skuffede ganske vist i den første uge, men Aru var en af de stærkeste på første bjergetape i Andorra, hvor han sluttede på en sjetteplads sammen med de øvrige favoritter. Bare to dage senere fik man så en uventet triumf, da Alexey Lutsenko sejrede fra et udbrud og dermed sikrede, at løbet under alle omstændigheder ikke ville blive en fiasko. Frustration var der til gengæld masser af dagen efter, hvor Sanchez havde ramt det vindende udbrud, men på holdordre lod sig falde tilbage til feltet, og selvom han senere angreb og sikrede sig en fjerdeplads, skabte det en halvkedelig stemning på det kasakhstanske hold. Til gengæld var det Sanchez’ egne ben, der svigtede, da han på 10. etape havde ramt det rigtige udbrud, men måtte nøjes med en skuffende syvendeplads.

På det tidspunkt havde holdet desværre tabt lidt momentum, da trætheden havde meldt sig hos Aru, som ikke kunne følge de bedste på de eksplosive stigninger mod slutning af første uge. Holdets momentum ændredes imidlertid igen, da man ramte de høje bjerge i den anden uge. Nu havde Lopez nemlig langt om længe fundet benene, og han kørte sig til en knusende sejr ved at sætte selveste Froome på løbets første store bjergafslutning til Calr Alto. På La Pandera tre dage senere kunne colombianeren have gjort det igen, da han atter viste sig som den stærkeste blandt favoritterne, men denne gang fik man ikke hentet Rafal Majka i tide, og han måtte nøjes med andenpladsen. Den fejl begik man dog ikke to dage i træk, og dagen efter sørgede man for at køre det tidlige udbrud ind, så en helt suveræn Lopez kunne tage sin anden etapesejr i Sierra Nevada.

Lopez kunne desværre ikke holde dampen oppe i den tredje uge, og selvom han blev nr. 3 på den svære Los Machucos-stigning, var det klart, at formen ved nedadgående. Efter at Lutsenko med en andenplads på 18. etape havde været tæt på endnu en sejr fik colombianeren et knæk på den sidste bjergetape til Angliru, hvor han faldt ned på den samlede 8. plads. Endnu værre gik det for Aru, der røg helt ud af top 10 og endte som nr. 13, men da man endte løbet med én rytter i top 10, tre etapesejre, en sejr i holdkonkurrencen og en andenplads i bjergkonkurrencen med Lopez, var det svært at være utilfreds med præstationen i årets sidste grand tour.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Fuglsang og Aru kæmpede om podiepladserne i Touren, opnåede holdets tredje kaptajn, Miguel Angel Lopez, endelig lidt succes efter sin lange skadepause i Østrig Rundt. Holdet tog en flot sejr i den korte, intense bjergprolog med Oscar Gatto, hvor Lopez blev nr. 2, men dagen efter smed colombianeren den samlede sejr væk, da han blev fanget i sidevinden på 1. etape. Det var desværre ikke nok, at han siden blev nr. 3 på den kuperede 2. etape og tog en solosejr på Kitzbüheler Horn på løbets kongeetape, og han måtte derfor tage til takke med en tredjeplads i et løb, hvor Gatto og Riccardo Minali også begge var i top 10 på de flade etaper. Minali viste sig siden frem på WorldTour-niveau i Polen Rundt, hvor han spurtede sig til en fjerde- og en niendeplads.

Lopez brugte Vuelta a Burgos til at finpudse Vuelta-formen, og det gjorde han med succes, idet han efter en skuffende femteplads på 1. bjergetape satte en ellers formstærk Landa til vægs på kongeetapen til Lagunas de Neila og dermed sikrede sig en samlet fjerdeplads. Også Sergei Chernetckii var velkørende, idet han kun akkurat blev slået af Landa på 1. etape og siden med en 8. plads på kongeetapen sikrede sig en samlet 8. plads og dermed også en sejr i holdkonkurrencen til Astana.  Ugen efter scorede Michael Valgren fine WorldTour-point, da han sikrede sig en fornem sjetteplads i BinckBank Tour efter at have opnået en tilsvarende placering på kongeetapen, samtidig med at Andriy Grivko en sjælden gang kørte sin egen chance i Arctic Race of Norway, hvor en fjerdeplads på sidste etape gav en samlet tiendeplads.

Holdet var relativt anonyme under Vueltaen, hvor det kun var Minalis syvendeplads i Brussels Cycling Classic, der ellers var værd at skrive hjem om, men efterfølgende havde holdet store ambitioner med den forsvarende vinder Michael Valgren i Danmark Rundt. En andenplads på kongeetapen, en tredjeplads på enkeltstarten og en femteplads på sidste etape rakte imidlertid kun til en samlet andenplads bag Mads Pedersen. Mere succes havde Alexey Lutsenko på sin hjemmebane i Tour of Almaty, da han atter tog den samlede sejr efter at have sejret på første etape og være blevet nummer 2 på anden etape. I det hele taget dominerede man totalt i holdets hjemmebaneløb, da Jakob Fuglsang endelig kom i gang igen efter sine mange skader med en sejr på sidste etape og en samlet tredjeplads. Dominansen blev understreget af, at Lutsenko vandt pointkonkurrencen, og at Bakhtiyar Kozhatayev blev holdets tredje rytter i top 5.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Holdet var ganske stærkt kørende i de italienske efterårsklassikere, hvor Luis Leon Sanchez overraskende sikrede holdets sidste sejr ved at snyde sprinterne i det ellers relativt flade GP Beghelli. Det var dog Fabio Aru, der var bedst kørende med en 8. plads i Tre Valli Varesine, en tredjeplads i Milano-Torino og en syvendeplads i Il Lombardia, hvor Chenetckii også blev nr. 10. Det gav håb om, at russeren måske kunne vinde Tour of Turkey samlet, men det blev ødelagt af et dumt styrt på en flad etape. I stedet tog Jesper Hansen over, og han sikrede sig med en andenplads på kongeetapen også den samlede andenplads i et løb, hvor man også havde Andrey Zeits på niendepladsen. Derudover fik Minali igen understreget, at han er værd at holde øje med i det kommende år, idet han spurtede sig til fire top 10-placeringer, herunder en tredjeplads.

Den endelige dom

Det kan godt være, at året startede skidt for Astana, og at man var det WorldTour-hold, der ventede længst på den første sejr, men i sidste ende var det ny ikke helt skidt for et hold, der slet ikke er så stærkt som for få år side. Da Fabio Aru blev skadet før Giroen, og Michele Scarponi så tragisk omkom, efter at man allerede havde haft en halvskidt klassikersæson og fejlet i de første europæiske WorldTour-løb, så det ellers ud til, at det hele ville ende i fiasko, og uheldene fortsatte med at regne ned over holdet, da den ellers velkørende Tanel Kangert mistede en top 10-placering efter sit styrt i Giroen.

Det hele vendte imidlertid i Dauphiné, hvor Jakob Fuglsang sikrede sig den samlede sejr i årets fjerdestørste etapeløb, og Fabio Aru viste, at han var tilbage. En femteplads i Touren med en Aru, der langt fra havde haft en optimal forberedelse, samt medfølgende etapesejr og et par dage i den gule trøje gjorde Touren til en stor succes for holdet, der bestemt heller ikke kan være utilfreds med en Vuelta, der gav et definitivt gennembrud til Miguel Angel Lopez, som undervejs i perioder var løbets bedste bjergrytter og vandt to etaper. Med yderligere et etapesejr til Alexey Lutsenko og en sejr i holdkonkurrencen var Astana klart et af Vueltaens mest succesrige mandskaber, og da Lopez i det hele taget kørte en forrygende anden sæsonhalvdel, der gav sejre på store bjergetaper i alle sine etapeløb, og Aru havde en flot afslutning på året i de italienske klassikere, har man ingen grund til at være utilfreds. Selvfølgelig havde man håbet på meget mere - specielt en samlet Giro-sejr til Aru - men med tanke på al den modgang, man havde undervejs, fik man reddet sæsonen ganske flot.

Karakter:  7/10