Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Sæsonevaluering: Hvordan klarede Bahrain-Merida sig?
01. december 2018 16:00 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Alpozzi

Med Gianni Moscons flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2018-sæson, der indledtes med Daryl Impey overraskende triumf i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2018 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2019? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Bahrain-Meridas meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

 

Antal sejre: 26 (Matej Mohoric 7, Sonny Colbrelli 4, Giovanni Visconti 3, Grega Bole 2, Kanstantsin Siutsou 2, Vincenzo Nibali 1, Gorka Izagirre 1, Hermann Pernsteiner 1, Niccolo Bonifazio 1, Mark Padun 1, Antonio Nibali 1, Manuele Boaro 1, sejr i Hammer Climb ved Hammer Limburg)

 

Sejre på WorldTouren: 4 (sejr i Milano-Sanremo med Vincenzo Nibali, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Matej Mohoric, samlet sejr i BinckBank Tour med Matej Mohoric, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Sonny Colbrelli)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 7 (nr. 14 i 2017)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Ion Izagirre (nr. 23), Vincenzo Nibali (nr. 35), Domenico Pozzovivo (nr. 39), Sonny Colbrelli (nr. 47), Gorka Izagirre (nr. 58), Matej Mohoric (nr. 59), Enrico Gasparotto (nr. 64)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Sonny Colbrelli (nr. 21), Ion Izagirre (nr. 28), Domenico Pozzovivo (nr. 29), Matej Mohoric (nr. 40), Vincenzo Nibali (nr. 44), Gorka Izagirre (nr. 65), Enrico Gasparotto (nr. 84)



 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

I 2016 var Sonny Colbrelli på podiet i Amstel Gold Race, og i 2017 vandt han Brabantse Pijl og leverede flere topresultater i sin første store satsning som brostensrytter. Med den form for potentiale var alt lagt an på, at italieneren i 2018 skulle tage det næste store skridt mod toppen af klassikerhierarkiet, og han var holdets klare kaptajn i både sprinter- og brostensklassikere. Eneste undtagelse var Paris-Roubaix, hvor holdet drømte om en genfødsel af Heinrich Haussler, mens Colbrelli skulle holdes frisk til Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. I sidstnævnte skulle han dele ansvaret med især Enrico Gasparotto, mens holdet mødte op med en bred satsning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, hvor Gasparotto, Ion Izagirre og Vincenzo Nibali alle havde ambitioner. Sidstnævnte var et stort mål for Nibali, der tillige for første gang ville forsøge sig i Flandern Rundt, ligesom også de italienske efterårsklassikere var på hans agenda. Endelig havde Domencio Pozzovivo også planer om noget stort i de allerhårdeste endagsløb, og det var derfor et Bahrain-hold, der gik ind til 2018 med masser af muligheder i endagsløbene.

 

Holdet kom fornuftigt fra start, da Colbrelli spurtede sig til en hæderlig 8. plads i Omloop Het Nieuwsblad, og han gjorde det endnu bedre i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han med en 3. plads sikrede sig årets første tur på podiet i et stort endagsløb. Til gengæld måtte han og en fortsat formsvag Nibali indse, at årets Strade Bianche blev for hårdt, men alligevel gjorde holdet det fremragende på de regnvåde grusveje. Efter en stærk sæsonstart blev Giovanni Visconti nemlig nr. 5, ligesom Matej Mohoric med en 11. plads skulle give en første indikation på, hvad der ville være i vente resten af året.

 

Colbrellis første helt store mål var Milano-Sanremo, men den italienske klassiker fik et helt uventet udkomme for araberne. Efter en skidt sæsonstart stillede Nibali til start alene for at hjælpe sin kaptajn, og det var også med den motivation, at han forsøgte at lægge pres på rivalerne med et sent angreb på Poggio. Til sin egen forbløffelse fik han ikke selskab, og herefter så han sig ikke tilbage. Trods en form, der efter hans eget udsagn var langt fra toppen, chokerede han en hel cykelverden ved at køre alene hjem til en af karrierens smukkeste sejr, inden Colbrelli i spurten med en 9. plads sikrede holdet to mand i top 10.



Nibali triumferede i Milano-Sanremo
 

Choksejren i Sanremo havde allerede reddet Bahrains klassikersæson, men Colbrelli havde stadig store ambitioner i de flamske klassikere. Desværre betød sygdom, at han aldrig fandt den bedste form. I E3 var han langt fra de bedste, og i stedet blev Haussler som nr. 19 holdets bedste mand. Heller ikke i Gent-Wevelgem var han fra toppen, og her lykkedes det ikke holdet at få én eneste rytter med hjem i den ret store gruppe, der spurtede om sejren. Colbrelli valgte herefter at skippe Dwars door Vlaanderen, men med en 23. plads lykkedes det slet ikke for Haussler at gribe den uventede mulighed.

 

Sygdommen betød, at Colbrelli stillede til start i Flandern Rundt med begrænsede ambitioner, og det skabte mere plads til Nibali. Den italienske stjerne viste sin klasse med et angreb, der dog i sidste ende blot skulle vise sig at være det, der satte Niki Terpstra op til sejr. På brostenene kom han til kort mod de tungere ryttere, og holdet endte skuffende med Colbrelli, Nibali og Haussler som hhv. nr. 23, 24 og 25. Haussler kæmpede herefter bravt i Paris-Roubaix, men en 20. plads blev endnu en understregning af, at der er langt til fordums styrke for australieren.

 

Colbrelli skippede som planlagt Roubaix og håbede, at det havde givet ham den ekstra form til at forsvare titlen i Brabantse Pijl. Desværre kunne han og holdet ikke forhindre en brølstærk Tim Wellens i at køre alene hjem, men ved at spurte sig til en 2. plads på bakken op mod mål viste italieneren, at der måske alligevel ville være noget at komme efter i Amstel Gold Race. Det viste sig ikke at være tilfældet, men heldigvis var Gasparotto atter knivskarp i den klassiker, han to gange har vundet. Den italienske veteran kørte klogt og sikrede sig med et sent angreb i den taktiske finale en flot 3. plads, mens Izagirre med en 19. plads også var med fremme.

 

Det gav visse forhåbninger inden Fleche Wallonne, der dog aldrig har været Gasparottos kop te, og midtugeklassikeren endte også som en nedtur. Ingen af kaptajnerne var i nærheden af de bedste, og Gasparotto måtte som bedste mand tage til takke med en 27. plads. Løbets viste også, at Nibalis drøm om at vinde Liege så ud til at være meget urealistisk, og han var da heller ikke i nærheden af noget som helst i forårets sidste monument. Det var til gengæld Pozzovivo, der var bragt til løbet efter et stærkt Tour of the Alps, samt Gasparotto, der med hhv. en 5. og en 6. plads begge kørte et fremragende løb. Forårsklassikerne blev herefter rundet af i Eschborn Frankfurt, hvor erfarne Grega Bole fik en sjælden chance for at køre for sig selv. Aggressiv kørsel i finalen blev ikke belønnet, men alligevel havde han stort overskud til at spurte sig til en hæderlig 6. plads.

 

Anden del af klassikersæsonen blev indledt i RideLondon Classic, hvor unge Ivan Garcia fik chancen for at køre den reducerede massespurt. Her overraskede han positivt med en fornem 4. plads i det stærke selskab, inden holdet rejste til Baskerlandet med håb om succes med Izagirre-brødrene i Clasica San Sebastian. Her vist Ion, at han var kommet stærkt ud af Touren, da han med en 7. plads bekræftede sit potentiale som endagsrytter.

 

Colbrelli og Niccolo Bonifazio delte kaptajnansvaret i Hamburg Cyclassic, hvor førstnævnte skulle i offensiven og sidstnævnte spurte. Colbrellis angreb mislykkedes, men Bonifazio sikrede med en 9. plads, at holdet kom hæderligt fra det tyske løb. Langt større var ambitionerne i Bretagne Classic, der er som skræddersyet til Colbrelli, men en punktering på det værst tænkelige tidspunkt kostede ham muligheden for at køre med de bedste, og det blev blot til en skuffende 20. plads.



Colbrelli vinder Gran Piemonte


Efterårets største mål for Colbrelli var måske de canadiske klassikere, der med deres puncheurfinaler er helt perfekte for italieneren. Desværre betød jetlag, at han var helt fra sig selv i GP Quebec, hvor han hurtigt overlod ansvaret til formstærke Mohoric, der dog faldt helt igennem som nr. 22, endda to placeringer bag Pozzovivo. Til gengæld skulle Colbrelli ikke bruge lang tid på at komme sig, for i GP Montreal var han som forvandlet. Med en fabelagtig spurt sikrede han sig en 2. plads, der kunne være blevet til mere, hvis ikke han var startet meget tidligt.

 

Som bekendt lykkedes det efter styrtet i Touren aldrig Nibali at finde sin bedste form til VM, men alligevel kom holdet pænt fra løbet i Innsbruck, da en stærkt kørende Izagirre trods sin rolle som hjælper for Alejandro Valverde blev nr. 11. Det var dog fortsat Nibali, der skulle være kaptajn til de italienske løb, hvor han håbede at kunne sikre sig et sidste resultat. Med en solid 8. plads i Giro dell’Emilia fik hans vist de første klare tegn på fremgang, og også evigt stabile Pozzovivo havde med en 9. plasds fortsat noget at skyde med. Mere frustrerende var det efterfølgende GP Beghelli, hvor Colbrelli stillede til start som favorit, men efter en mislykket spurt blev han blot nr. 13.

 

Nibali brugte Tre Valli Varesine som sidste opvarmningsløb inden Il Lombardia, men han måtte sande, at han fortsat ikke kunne køre med de bedste, og i stedet var det Visconti, der med en 9. plads fik lidt opmuntring efter en svær tid. Pozzovivo bekræftede herefter atter sin solide form med en 7. plads i Milano-Torino, inden Colbrelli rundede sin sæson perfekt af ved i den italienske regn at spurte sig til sejr i Gran Piemonte. Det var dog Nibali, der fortjente den største applaus, for det lykkedes stjernen at finde formen inden Il Lombardia, hvor han dog i en fabelagtig duel med Thibaut Pinot måtte se sig henvist til 2. pladsen. I det hele taget blev det italienske monument lidt af en magtdemonstration for holdet, der også havde Izagirre og Pozzovivo i top 10 som hhv. nr. 6 og 8.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Allerede sidste år stod det klart, at Vincenzo Nibali i år ville satse 100% på Touren, og derfor var et af formålene med at hente Domenico Pozzovivo til holdet, at den lille italiener skulle føre an i Giroen, hvor han jagtede en podieplads. Til det formål havde han et dedikeret hold med bjerghjælperen Kanstantsin Siutsou samt de brølstærke Giovanni Visconti og Matej Mohoric, der begge også ventedes at jagte etapesejr. Domen Novak, Manuele Boaro og Antonio Nibali skulle ligeledes gå til hånde i det mellemkuperede terræn, mens Niccolo Bonifazio var med som holdets sprinter.

 

Pozzovivo havde ganske vist i Liege og Tour of the Alps vist, at han var i storform, men alligevel var det en mindre sensation, at han lagde ud med at blive nr. 10 på enkeltstarten i Jerusalem. Desværre havde det flotte resultat også en kedelig bismag, da Siutsou som følge af et styrt under opvarmningen slet ikke kom til start. Også Bonifazio lagde stærkt ud med en 4. plads i 2. etapes massespurt, men desværre sendte uheld ham ud af spillet inden finalen på den ligeledes flade 3. etape.

 

Pozzovivo bekræftede sin storform ved at blive nr. 9 i puncheurfinalen på 4. etape - en placering, han gentog dagen efter i en lidt lettere afslutning. Den var skræddersyet til Visconti, der greb sin første chance, men i spurten akkurat måtte se sig henvist til 2. pladsen af Enrico Battaglin. Derefter fortsatte Pozzovivo sin fremragende kørsel med en 5. plads på den første bjergetape til Etna som kulmination på en perfekt start på løbet.

 

Også Bonifazio fortsatte med at vise sig som en af løbets bedste sprinter med en 3. plads på 7. etape, inden Pozzovivo atter skulle i aktion på weekendens etaper. En 6. plads i den eksplosive spurt på 8. etape var endnu et fremragende resultat, og endnu bedre var hans 4. plads på den efterfølgende store bjergetape. Resultatet af den overbevisende start var, at han kunne gå ind til den første hviledag som en samlet nr. 5.



Matej Mohoric vinder 10. etape af Giro d'Italia
 

Løbets højdepunkt ventede, da rytterne efter et hvil var tilbage i sadlen på 10. etape. Her lykkedes det Mohoric at angribe i finalen på en uventet dramatisk dag, hvor han til slut med stor kølighed til en fabelagtig sejr ved at slå Nico Denz i deres tomandsspurt. Med en etapesejr i bogen kunne Pozzovivo koncentrere sig om sin næste test i den eksplosive finale på 11. etape, hvor han atter holdt sig godt til med en 5. plads. Derefter ventede to store chancer for Bonifazio, der fortsatte med at vise sig som den mest stabile bag de dominerende Elia Viviani og Sam Bennett med en stærk 3. plads, inden han totalt missede båden i den kaotiske finale på 13. etape.

 

Efter den overbevisende start var Pozzovivo en af de store favoritterne til den frygtede Monte Zoncolan-etape, hvor han med en 3. plads bag Chris Froome og Simon Yates atter fortsatte med at brillere. Dagen efter kunne han og de øvrige favoritter ikke forhindre Yates i at levere en sand magtdemonstration, men den lille italiener spurtede sig alligevel til en 4. plads i den eksklusive forfølgergruppe. Resultatet var, at han kunne gå ind til den sidste uge på den 3. plads, der endelig ville sikre ham en plads på podiet.

 

Desværre kunne Pozzovivo på den lange enkeltstart ikke leve op til den stærke præstation fra Jerusalem, og han led med en 32. plads et stort tidstab, der sendte ham langt væk fra den samlede sejr. Podiepladsen var imidlertid fortsat hans, og efter endnu en flot 3. plads til Bonifazio på løbets næstsidste flade etape var han klar til de tre afgørende slag i bjergene. Her lagde han fremragende fra land, da han sammen med Miguel Angel Lopez, Tom Dumoulin og Froome bragte Simon Yates i krise på Prato Nevoso og med en 12. plads bag udbruddet blev næstbedste blandt favoritterne.

 

Desværre indtraf Pozzovivos eneste dårlige dage på det værst tænkelige tidspunkt. På kongeetapen lykkedes det ham ikke at komme med i den eksklusive forfølgergruppe bag suveræne Froome, og med en placering som nr. 11 tabte han ikke mindre end 8.29 til briten. Resultatet var, at han gled fra en 3. til en 6. plads inden den sidste bjergetape, hvor han atter rejste sig. En 9. plads var dog ikke nok til at vinde tid, og det var kun som følge af Thibaut Pinots spektakulære kollaps, at det alligevel lykkedes ham at snige sig ind i top 5. I det hele taget sluttede et ellers flot løb ærgerligt for araberne, da Bonifazio heller ikke kom frem i spurten i Rom, men alligevel kunne holdet med etapesejr, en samlet 5. plads til Pozzovivo samt flere podieplaceringer til Bonifazio se tilbage på et ganske flot løb.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Bahrain-Merida havde planer om at lægge stærkt fra land, da de mødte op med begge de to Izagirre-brødre samt Domenico Pozzovivo til Tour Down Under, hvor der dog herskede en del usikkerhed om Ions form i et comeback efter det grimme styrt i Touren. Ramunas Navardauskas lagde solidt ud med en 9. plads i den første massespurt, inden kaptajnerne viste god form, da Gorka Izagirre og Pozzovivo blev hhv. nr. 7 og 8 i den stigende spurt i Stirling. De tre kaptajner kom også med favoritterne hjem på den hårde 4. etape, hvor Pozzovivo endda spurtede sig til en 7. plads, men på kongeetapen blev det ikke helt til det ønskede resultat. Modvind gjorde det svært at gøre forskelle, og holdet endte med Gorka, Ion og Pozzovivo som hhv. nr. 6, 9 og 13. Efter den sidste sprinteretape blev Gorka holdets bedste mand som nr. 7, mens de to øvrige kaptajner begge sluttede lige uden for top 10 i et løb, hvor den kollektive styrke dog blev understreget af sejren i holdkonkurrencen.

 

Vincenzo Nibali skulle gøre sæsondebut i Vuelta a San Juan, men desværre betød sygdom efter ankomsten til Argentina, at han aldrig kom til start. Hovedmålet blev derfor at vinde spurter med Niccolo Bonifazio, der lagde stærkt fra land med en 2. plads på 1. etape. Til gengæld måtte holdets klassementsrytter, Kanstantsin Siutsou, med en skuffende 17. plads på enkeltstarten, at han i sit comeback efter en lang skadespause ikke var på toppen. Det blev derefter til en lidt skuffende 5. plads til Bonifazio i den næste spurt, inden Siutsou blot blev nr. 19 på løbets bjergetaper. Bonifazio skuffede med endnu en 5. plads i den sidste massespurt, mens Siutsou måtte tage til takke med en 9. plads i den samlede stilling.

 

Holdet startede den europæiske sæson i Volta a la Comunitat Valenciana. Her viste Giovanni Visconti god form ved på den hårde 2. etape at vinde en spurt i en eksklusiv gruppe, men desværre betød et sent angreb fra en trio, at det blot rakte til en 4. plads. En 19. plads på kongeetapen blev derefter omsat i en ganske gin samlet 18. plads til den erfarne italiener.

 

En af holdets kaptajner, Sonny Colbrelli, gjorde sin sæsondebut i Dubai Tour, hvor han især havde kig på kongeetapen, hvor han kunne forvente hjælp fra Nibali, der efter sin sygdom føjede løbet til sin kalender. Colbrelli lagde pænt ud med placeringer som hhv. nr. 8, 9 og 5 i de indledende rene massespurter, der ikke passede ham, inden han viste sin kolossale klasse ved at sejre i den eksplosive spurt op til Hatta Dam på kongeetapen, hvor han sikrede sig holdets første triumf i 2018. Desværre blev det blot til en 7. plads i den afsluttende massespurt, og da han ikke kunne forhindre Elia Viviani i at score et hav af bonussekunder undervejs, måtte han tage til takke med en samlet 3. plads.

 

Nibali rejste derfra til det mere bjergrige Tour of Oman, hvor han havde udsigt til sin første virkelige test, og hvor han delte ansvaret med den formstærke Gorka Izagirre. Begge sad de med favoritterne hjem på den hårde 2. etape, hvor Izagirre spurtede sig til en 7. plads, og spanieren fortsatte med at imponere med en 4. plads i puncheurfinalen på 3. etape, hvor Nibali til gengæld viste svaghedstegn med et lille tidstab. Dagen efter tog Visconti sin chance, men i spurten i en eksklusiv gruppe måtte han akkurat se sig henvist til 2. plads bag Magnus Cort. Izagirre fortsatte herefter sin stærke sæsonstart med en 4. plads på kongeetapen, hvor Nibali imidlertid måtte indse, at formen var langt fra toppen. Med en samlet 3. plads til Izagirre var løbet alligevel en pæn succes for holdet.

 

Det arabiske eventyr blev afsluttet i WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour, hvor holdet mødte op med Bonifazio som sprinter og Ion Izagirre og Pozzovivo til klassementet. Bonifazio havde det imidlertid svært på de tre sprinteretaper, hvor det blot blev til placeringer som hhv. nr. 6, 8 og 12, og bedre blev det ikke af, at Izagirre med en 30. plads skuffede stort på enkeltstarten. Bedre gik det ikke på kongeetapen, hvor Pozzovivo og Izagirre blev blot nr. 19 og 21, og den samlede 15. plads til italieneren stod slet ikke mål med de store ambitioner. Holdet kom imidlertid lynhurtigt tilbage på sporet, da Mohoric efter en lovende præstation i Strade Bianche for første gang stillede sine nedkørselsesevner til skue i 2018. I GP Industria kørte han fra alt og alle efter den sidste stigning og sikrede sig herved sæsonens første sejr på en dag, hvor Visconti med en 6. plads også fortsatte den pæne sæsonstart.

 

Holdet havde store ambitioner i Paris-Nice, hvor de to Izagirre-brødre skulle del kaptajnrollen. Gorka lagde fremragende fra land, da han i puncheurfinalen på 1. etape sikrede sig bonussekunder ved at blive en stærk nr. 2 bag Arnaud Demare, og med en 10. plads var Ion endda også med fremme. Derefter fik Ivan Garcia sin chance på den efterfølgende sprinteretape, hvor han blev nr. 10, men 3. etape viste sig for hård for den unge sprinter. Enkeltstarten var en stor chance for de baskiske brødre, der dog med en 5. plads til Ion og en 6. plads til Gorka ikke helt kunne leve op til forventningerne, og derefter blev det blot til en 15. plads i løbets sidste spurt. Derefter gjaldt det de tre afgørende etaper, hvor Ion som nr. 9 og Gorka som nr. 11 holdt sig til på den letteste af de tre. Derefter viste de klassen på kongeetapen, hvor Ion blev nr. 3 og Gorka nr. 4, og på den regnvåde sidste etape kunne de endda lugte den samlede sejr, da det lykkedes at sætte Simon Yates af. Desværre røg de begge i asfalten på de regnvåde veje, og selvom de efter en flot jagt kom tilbage og endte med Gorka som nr. 9 og Ion som nr. 10, var det en forspildt mulighed, der betød, at de måtte tage til takke med en samlet 3. plads til Gorka og en 4. plads til Ion samt sejr i holdkonkurrencen.

 

Forventningerne var mindst lige så store til Tirreno-Adriatico, der var Nibalis første lille sæsonmål og en vigtig Giro-test for Pozzovivo. Holdet lagde fornuftigt fra land med en godkendt 11. plads i holdløbet, inden det til gengæld ikke lykkedes Colbrelli at komme frem til den første spurt. Desværre skuffede de to kaptajner begge i puncheurfinalen på 3. etape, hvor de tabte sekunder til deres rivaler, og det blev bestemt ikke bedre på kongeetapen, hvor Pozzovivo som nr. 12 godt nok kom til mål sammen med favoritterne, men hvor Nibali som nr. 16 tabte yderligere tid. Det gjorde han også i den eksplosive finale på 5. etape, og meget opmuntring var der heller ikke at hente i Colbrellis 14. plads på den sidste flade etape, hvor et styrt endda satte Pozzovivo ud af klassementskampen. Den sidste enkeltstart gik helt galt for dem begge, og de måtte tage til takke med en samlet 11. plads til Nibali og en 14. plads til Pozzovivo.

 

Holdet drog til Volta a Catalunya uden en klassementsmand, men med en kørelysten Mohoric, der jagtede yderligere succes efter sejren i Italien. Hans første opgave var dog at køre spurter for Bonifazio, men trods et perfekt lead-out, der endda gav en 9. plads til sloveneren, blev det blot til en 6. plads på 1. etape. Dagen efter faldt Bonifazio fra, og derfor var det op til Mohoric og Enrico Gasparotto at forsøge sig i en spurt, hvor de blev hhv. nr. 5 og 6. På den hårdere 3. etape var det Viscontis tur til at spurte, men også han måtte tage til takke med en 6. plads, mens Mohoric som nr. 9 for tredje dag i træk var i top 10. Sloveneren fortsatte den offensive kørsel med et stort angreb på kongeetapen, der dog ikke uventet viste sig for svær for hele mandskabet, men det stoppede ikke Mohoric. Dagen efter angreb han på den sidste nedkørsel og fangede holdkammeraten Visconti, der havde været i udbrud hele dagen. Det lykkedes dem dog akkurat ikke at hente Jarlinson Pantano og Vegard Stake Laengen, og det blev derfor blot til en frustrerende 3. plads til sloveneren og en 4. plads til italieneren. Dagen efter faldt Bonifazio fra i sidevinden, hvorefter ustoppelige Mohoric spurtede sig til en 4. plads i massespurten bag det vindende tomandsudbrud, og han rundede et fabelagtigt løb af med et hav af angreb på etapen i Barcelona, hvor han endda havde overskud til med en 6. plads i spurten at sikre sig sin 6. top 10-placing på 7 dage.

 

Vuelta af Pais Vasco var et stort mål for Izagirre-brødrene, der satsede stærkt på deres hjemmebaneløb. Desværre kom Ion elendigt fra start, da han på 1. etape endte ikke kunne følge de bedste og som nr. 18 endte i tredje gruppe. Gorka derimod var med en 5. plads med i favoritgruppen bag Primoz Roglic og Julian Alaphilippe. Han fortsatte den stærke kørsel, da han dagen efter kørte væk sammen med Mikel Landa, Roglic og Alaphilippe og sikrede sig en. 3. plads, mens Ion med en 10. plads viste tegn på fremgang. Desværre fortsatte de begge serien af skuffende enkeltstarter, da det i tidskørslen blot blev til en 16. plads til Ion og en 28. plads til Gorka, og det skulle indvarsle et kollaps for Gorka, der efter et hårdt forår brændte hele sammen på de sidste to bjergetaper. Her rejste Ion sig imidlertid. Med god hjælp fra en fabelagtig Mark Padun vandt han med en 3. plads på 5. etape masser af tid på de fleste - Padun blev i øvrigt selv nr. 7 efter at have ofret sig for kaptajnen, og han rundede løbet af med en stærk 3. plads på kongeetapen, hvorved han sikrede sig sin anden samlede 3. plads i sit hjemmebaneløb.

 

Efter en længere træningslejr skulle Pozzovivo teste sin Giro-form i Tour of the Alps, hvor han år efter år kører med om sejren. Det gjorde han også i år, hvor han lagde stærkt fra land med en 6. plads i den eksplosive finale på 1. etape. Han skuffede imidlertid lidt på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 5, og selvom han på de følgende tre etaper sammen med Thibaut Pinot og Miguel Angel Lopez viste sig som løbets stærkeste, betød de flade finaler, at det var svært at gøre forskelle. Det blev alligevel til en flot 3. plads på 3. etape, og en 6. plads på 4. etape, men det var en helt anden rytter, der skulle blive holdets store helt. Efter den flotte indsats i Baskerlandet lykkedes det i finalen på 5. etape nemlig for Padun at snige sig væk fra en lille favoritgruppe, hvorefter han kørte hjem til en fornem sejr i sin første sæson på højeste niveau. Pozzovivo selv blev nr. 9, og det var nok til at sikre ham en samlet 2. plads bag Pinot efter en ganske lovende indsats.

 

Holdets andet Giro-kaptajn, Bonifazio, skulle teste formen i Tour of Croatia, og heller ikke han kunne have ønsket sig en bedre optakt. Med god hjælp fra Mohoric lykkedes det ham nemlig at vinde 1. etape og dermed endelig tage sin første sejr for holdet. Desværre styrtede han på 2. etape, hvor Mohoric med en 8. plads reddede holdets ære, inden Siutsou skulle teste Giro-benene på den første bjergetape. Her fortsatte han holdets fantastiske momentum ved at besejre Pieter Weening i en knivskarp duel og dermed køre sig i førertrøjen. Dagen efter lod holdet sig snyde af et udbrud, så det blot blev til en 5. plads til Bonifazio, men det blev hurtigt glemt. På kongeetapen sendte holdet nemlig Manuele Boaro med som observatør i et udbrud, der overraskende holdt hjem. Her viste han sig som den stærkeste og sikrede holdet deres tredje etapesejr, samtidig med at Siutsou med en 9. plads forsvarede trøjen. Mohoric skuffede måske lidt med en. 7. plads i den eksplosive finale på sidste etape, men det betød mindre, da Siutsou på podiet kunne fejre den samlede sejr i et løb, hvor unge Domen Novak endda også blev nr. 10, og hvor holdet vandt tre etaper samt holdkonkurrencen.


Ion Izagirre foran blandt andet Jakob Fuglsang

Desværre havde klassikerne indikeret, at Ion Izagirre ikke længere var på toppen, men alligevel jagtede han et topresultat i Tour de Romandie, hvor holdet også gik efter etapesejre med Colbrelli. Izagirre lagde ganske stærkt ud med en 10. plads på prologen, men holdet kom hurtigt ned på jorden. På 1. etape missede Colbrelli en kæmpestor chance, da han i den stigende spurt totalt lod sig snyde af Omar Fraile og nærmeste sensationelt måtte se sig henvist til 2. plads, mens hans lead-out man Gorka Izagirre blev nr. 5. Lige så frustrerende var den efterfølgende, hvor Colbrelli denne gang var hurtigst, men hvor en stærkt kørende Thomas De Gendt betød, at spurtsejren kun rakte til endnu en 2. plads. Derefter skuffede Izagirre med en 11. plads på bjergenkeltstarten, og heller ikke på kongeetapen, hvor han blev nr. 12, kunne han følge de bedste. Da Colbrelli med en 6. plads samtidig fejlede totalt i den sidste spurt, og Izagirre blot blev nr. 11 samlet, endte løbet som en frustrerende oplevelse for araberne.

 

Sponsorinteresser betød, at holdet som det eneste fra WorldTouren var til start i Tour of Japan, hvor de jagtede en samlet sejr med Hermann Pernsteiner samt spurtsejre med Grega Bole. Sidstnævnte lagde fint ud med en 7. plads på prologen, inden han akkurat måtte se sig henvist til 2. plads i den første massespurt, hvor Yukiya Arashiro på sin hjemmebane også blev nr. 9. Dagen efter fik han imidlertid revanche, da han i en knaldhård finale tog en længe ventet sejr, som han dog ikke kunne følge op på med sin 7. plads i massespurten på 4. etape. Endnu mere frustrerende var den efterfølgende etape, hvor et udbrud betød, at hans spurtsejr kun var nok til en 4. plads, og 24 timer senere ventede endnu en skuffelse, da Pernsteiner på kongeetapen måtte se sig henvist til 2. pladsen af Marcos Garcia. Heldigvis bragte Bole på 7. etape holdet tilbage på sporet, da han som stærkeste mand i en trio tog sin anden sejr, inden han fejlede i den sidste massespurt, hvor David Per tog over med en 10. plads. Det samlede resultat var 2 etapesejre, samlede 2. og 5. pladser til Pernsteiner og Bole samt en pointtrøje til Bole efter et løb, hvor de levede op til deres status som feltets stærkeste hold.

 

Holdet fortsatte succesen i Europa, da Padun og Colbrelli efter en meget overbevisende indsats sikrede dem sejren i Hammer Climb ved Hammer Limburg. Det blev til en 6. plads i Hammer Sprint og en bravt tilkæmpet 8. plads i Hammer Chase, hvilket rakte til en ganske flot samlet 4. plads. Samme dag leverede de en sand magtdemonstration i det hårde GP Lugano, hvor Pernsteiner endelig fik sin sejr efter skuffelse i Japan, inden Gasparotto, Visconti, Pozzovivo og Antonio Nibali med placeringer som hhv. nr. 3, 5, 6 og 8 sikrede holdet hele fem mand i top 8!

 

Nibali skulle teste Tour-formen i Criterium du Dauphiné, men havde allerede på forhånd meldt ud, at han ikke ville være i form til at være med fremme. Det skulle vise sig at være klogt at nedspille forventningerne, for allerede på prologen mistede han med en 58. plads en del tid. Han holdt sig ganske vist til på de to efterfølgende sprinteretaper, men da holdet blot blev nr. 16 i holdløbet gled han yderligere tilbage. Som ventet var han ikke i nærheden af de bedste på de fire bjergetaper, hvor han blev hhv. nr. 26, 16, 37 og 27, og det blev derfor blot til en samlet 24. plads efter et for holdet helt anonymt løb.

 

Forventninger var større til Tour de Suisse, hvor Izagirre-brødrene jagtede et topresultat og Colbrelli en etapesejr. En stærk 7. plads i holdløbet var en god start, men desværre skuffede Colbrelli, da han højst overraskende blev sat på 2. etape, hvor det i stedet blev op til Padun og Gasparotto med hhv. en 5. og 6. plads i spurten at forsvare holdets ære. Heldigvis var det blot et spørgsmål om, at benene skulle findes, for dagen efter satte italieneren sig uimodståeligt igennem, da han ved at slå Fernando Gaviria og Peter Sagan i en reduceret massespurt tog sæsonens hidtil største sejr. Det kunne han ikke helt følge op på dagen efter, hvor det blot blev til en 5. plads, og herefter skulle Izagirre-brødrene tage over. Ion holdt sig til favoritterne med en 14. plads på den eksplosive 15. etape, hvor Gorka til gengæld måtte sande, at han ikke havde fundet sin bedste form. Det fik han til at gå i udbrud på den efterfølgende etape, hvor han dog på bakken op mod mål måtte se sig henvist til en 3. plads bag Søren Kragh og Nathan Haas. Desværre kollapsede også Ion på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 24, inden Colbrelli blev nr. 8 i løbets eneste ene massespurt. Begge brødrene skuffede stort på den sidste enkeltstart, og det blev således blot til en samlet 15. plads til Ion.


Mohoric og Bonifazio skulle udnytte deres gode Giro-form i Tour de Slovenie, hvor de lagde stærkt ud med en 3. plads til sidstnævnte i den første massespurt. Desværre blev han fanget i et styrt på den anden af de to flade etaper, og derefter tog Mohoric over. På den første bjergetape forsøgte han med et stærkt angreb på en nedkørsel at snyde alle favoritterne, men han blev desværre hentet på bakken op til mål, hvorfor han blot blev nr. 10. Dagen efter udnyttede han igen sine nedkørselsevner til at komme tilbage til favoritterne på kongeetapen, hvor han spurtede sig til en 2. plads bag den suveræne Primoz Roglic. Med en 18. plads forsvarede han sig heroisk på enkeltstarten, og det gav ham en lidt uventet samlet 3. plads i hjemmebaneløbet.

 

Holdets sidste opgave inden de nationale mesterskaber var Adriatica Ionica Race, hvor de dog stillede med et svagt hold uden store navne. En 6. plads i holdløbet satte tonen for et svært løb, hvor Antonio Nibali blev nr. 15 på kongeetapen, men hvor man generelt ikke så meget til araberne. Langt bedre gik det i kampen om de nationale titler. Holdet lagde ud med sølv og bronze til Gorka og Ion Izagirre på den spanske enkeltstart, ligesom Navardauskas vandt litauisk sølv i tidskørslen - en præstation, han gentog i linjeløbet. I det spanske linjeløb lykkedes det de klogt kørende brødre at få skovlen under Valverde, så Gorka kunne køre alene hjem til en fabelagtig solo sejr, og samme dag dominerede holdet totalt i Slovenien, hvor det blev til et ryddet podium med Mohoric, Novak og Luka Pibernik. Siutsou vandt bronze på den hviderussiske enkeltstart, inden holdet var meget tæt på en stor sejr i Italien, da de fangede Viviani i en Bahrain-mandskab. Sprinteren viste sig imidlertid stærkest, og holdet måtte derfor tage til takke med sølv og bronze til hhv. Visconti og Pozzovivo.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter et meget anonymt forår, der kun havde budt på en dog meget imponerende choksejr i Milano-Sanremo, stod Vincenzo Nibali foran årets helt store mål, da han stillede til start som kaptajn i Tour de France. Med sig havde han et stærkt hold med bjerghjælperne Domenico Pozzovivo, der denne gang alene skulle spille en støtte rolle, Gorka og Ion Izagirre samt Franco Pelizotti. Henrich Haussler og Kristijan Koren skulle ham beskyttet på de flade etaper, mens Sonny Colbrelli var med som holdets joker, der kunne jagte sejre i spurter og puncheurfinaler.

 

Holdet kom ikke alt for opløftende fra start, da Colbrelli blot blev nr. 20 i de første massespurt, men allerede dagen efter tog han sin revanche. I den stigende spurt på 2. etape var han ganske tæt på karrierens største sejr, men han blev akkurat henvist til 2. pladsen af Peter Sagan. 24 timer senere ventede den første vigtige opgave for Nibali, men ikke uventet blev holdløbet en udfordring, der med en 11. plads kostede ham 1.06 til vinderne fra BMC.

 

Derefter handlede det atter om Colbrelli, der måtte se sig fanget bag et styrt på 4. etape, hvor han aldrig kom frem. Det gjorde han imidlertid i 5. etapes puncheurfinale, hvor han efter en fantastisk duel med Sagan atter måtte se sig henvist til den utaknemmelige 2. plads af verdensmesteren. Samtidig viste Nibali med en 10. plads god form, og det bekræftede han umiddelbart efter på Mur-de-Bretagne, hvor han som nr. 14 nåede mål sammen med favoritterne. Colbrelli havde det til gengæld svært i de mere klassiske massespurter, og han blev blot hhv. nr. 12 og 13 på de to efterfølgende etaper. Nibali havde derefter håbet på at gentage det store brostenskup fra 2014, men det lykkedes ikke. Han undgik dog uheld og tidstab og var kommet igennem den første uge på en samlet 12. plads.

 

Bahrain Merida på vej til indskrivningen på en af Tourens etaper
 

På den første bjergetape, der blev kørt defensivt, holdt Nibali sig til favoritterne, mens Ion Izagirre jagtede en udbrudssejr. Den kom han ganske tæt på, men i duellen med Julian Alaphilippe måtte han se sig henvist til en 2. plads. Dagen efter fik kaptajnen sig desværre lidt af en dukkert, da han blot blev nr. 9 i den første store bjergfinale, men det skulle være for intet at regne mod det, der ventede ham på Alpe d’Huez. Netop som han lignede en mand i fremgang, rev en kamerastrop ham i asfalten, og selvom han på dybt imponerende vis kæmpede sig i mål som nr. 7 med et tidstab på blot 13 sekunder, betød en brækket ryghvirvel, at han ikke kunne fortsætte.

 

Den store nedtur betød, at der lå et endnu større ansvar på Colbrellis skuldre, men selvom de fleste sprintere var rejst hjem, blev han blot nr. 9 i spurten på 13. etape. Dagen efter tog Gorka Izagirre og Koren chancen i et udbrud på Mende-etapen, men den spanske mester skuffede stort med en beskeden 14. plads. Langt bedre gik det for hans bror, da han på 15. etape kom afsted sammen med Pozzovivo. Sammen klarede de den indledende udskilning, og Izagirre kom til slut med i den trio, der spurtede om sejren. Desværre blev han henvist til 2. pladsen af Magnus Cort, mens Pozzovivo som afslutning på den anden uge sikrede sig en 6. plads.

 

Gorka havde ikke vist meget hidtil, men pludselig fandt han formen, da han sammen med sin bror og Pozzovivo gik i udbrud på den første etape i Pyrenæerne. Igen blev Alaphilippe holdets onde ånd, da han henviste den spanske mester til endnu en 2. plads, mens Pozzovivo med en 5. plads også gjorde det godt. Efter en for holdet svær kongeetape spurtede Colbrelli sig til en 5. plads i Pau, inden Gorka Izagirre fortsatte den stærke afslutning med at sikre sig en 11. plads på den sidste bjergetape. Ion måtte til gengæld tage til takke med en lidt skuffende 15. plads på enkeltstarten, og Colbrellis trængsler i spurterne fortsatte med en 7. plads i Paris. I sidste ende blev det derfor til en dybt skuffende Tour, hvor Nibalis exit efterlod holdet med stor vrede, men hvor ikke færre end 5 andenpladser samt en 2. plads i holdkonkurrence havde vist, at mandskabet i den grad havde været til stede.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Lige fra sæsonstart havde det været bestemt, at Vueltaen skulle være Ion Izagirres store chance for endelig at teste sig selv som klassementsrytter i en grand tour. Vincenzo Nibali var ganske vist også til start, men det var alene med det formål efter Tour-styrtet at finde formen frem mod VM. Ved sin side havde Izagirre i bjergene sin bror Gorka, Franco Pellizotti, Hermann Pernsteiner samt Mark Padun i denne med spænding imødesete grand tour-debut, mens Ivan Garcia med hjælp fra Luka Pibernik havde lidt frihed til at forsøge sig i spurterne.

 

Izagirre lagde stærkt ud med en 9. plads på den indledende enkeltstart, men til gengæld skuffede han en anelse, da han på den efterfølgende puncheuretape smed et par sekunder som nr. 15. Garcia fik heller ikke den bedste begyndelse, da han blot blev nr. 14 i den første massespurt. Det skulle heldigvis hurtigt vise sig, at Izagirre var helt klar. Han nåede mål sammen med de øvrige favoritter på den første bjergetape, inden holdet lod Pellizotti og Pernsteiner gå i udbrud på 5. etape. Desværre kom de to kort og blev blot hhv. nr. 9 og 14.

 

Bedre gik det for Garcia, da han i sidevinden på 6. etape sikrede sig en pæn 6. plads i spurten, ligesom Izagirre modsat andre favoritter undgik at tabe tid. Dagen efter spurtede kaptajnen sig til en 7. plads i den hårde finale på 7. etape, og han gjorde det endda endnu bedre i bakkespurten på 8. etape, hvor han blev nr. 4 og Garcia nr. 9. Allerbedst var han imidlertid på den anden bjergetape, hvor han med en 8. plads som den 6. bedste af favoritterne vandt værdifuld tid, så han kunne gå på hviledag med en samlet plcaering som nr. 5.

 

Garcia indledte den anden uge med at spurte sig til en 7. plads på 10. etape, inden holdet atter gav Pellizotti en udbrudschance på 11. etape. Desværre gik veteranen akkurat glip af en sidste store sejr, selvom han kørte sig til en ganske flot 3. plads. Dagen efter var det Paduns og Nibalis tur, og mens holdets stjerne fortsat var langt fra sin bedste form, rejste det ukrainske talent sig fra en sygdomsplaget start på løbet ved at sikre sig en flot 3. plads.



 

Desværre løb Izagirre ind i sin første krise, da han på den første af de tre vigtige bjergetaper i den næstsidste weekend måtte slæbes til mål som nr. 33 af Gorka. Heldigvis rejste han sig lidt med en 9. plads på den efterfølgende bjergetape, inden han rundede den anden uge af med en 10. plads på mytiske Lagos de Covadonga. Krisen på 13. etape betød imidlertid, at han var dalet ned på en 9. plads inden den sidste hviledag.

 

Med en skuffende 14. plads på enkeltstarten missede Izagirre desværre en stor chance for at vinde afgørende tid, og han var således blot nr. 8 inden de tre sidste bjergetaper. Han forsvarede sig heroisk på den stejle Balcon de Bizkaia, hvor Nibali atter forsøgte sig i et udbrud med en skuffende 10. plads som resultat. Garcia opnåede herefter en flot 5. plads i en spurt inden de sidste to bjergetaper, som dog blev en defensiv lidelseshistorie. Med en 14. plads på den første dag i Pyrenæerne gled han fra en 7. til en 9. plads, og han havde det også svært på kongeetapen, hvor det blev til en 15. plads. Det var dog nok til at forsvare den samlede 9. plads, og dermed var målet nået. Da Garcia missede helt ud i massespurten i Madrid, blev det dog ikke til den ønskede etapesejr undervejs.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Touren fortsat var i gang, stillede holdet til start i Østrig Rundt, der skulle vise sig at blive et sandt jubelshow for araberne. De lagde allerede fremragende ud ved på 1. etape at sikre sig en dobbetlsejr med Matej Mohoric og Giovanni Visconti, og med Mark Padun på en 6. plads var dominansen helt total. Dagen efter var roller byttet rundt, da Visconti på den sidste stigning kørte væk i en kvartet og derefter tog både etapesejr og førertrøje i spurten. Derefter var det op til holdets klassementsryttere, Hermann Pernsteiner og Padun, på den stejle Kitzbüheler Horn, hvor de dog måtte tage til takke med hhv. en 2. og en 6. plads. Det betød dog ikke, at festen var forbi, for bare 24 timer senere spurtede Visconti sig til sin anden etapesejr i en lille gruppe, hvor Padun tillige sikrede sig en 4. plads. Dagen efter fik Antonio Nibali chancen i et udbrud på den anden bjergetape, hvor han dog måtte se sig henvist til en 4. plads, mens Pernsteiner og Padun forsvarede deres klassementsplaceringer med hhv. en 8. og en 9. plads. På den hårde 6. etape gik Mohoric i udbrud sammen med Alexey Lutsenko, men i en forrygende duel måtte han se sig henvist til 2. pladsen. Den mest overraskende sejr for holdet kom på 7. etape, hvor Nibali atter fik chancen i et udbrud, og denne gang tog han revanche ved at tage sin første professionelle triumf på en dag, hvor Mohoric lev nr. 4 og Pernsteiner nr. 7. Desværre var der også lidt malurt i bægeret, da et styrt sendte Padun hjem, men det var hurtigt glemt, da det på løbets eneste flade lykkedes Visconti at snyde sprinterne og til slut spurte sig til sin tredje etapesejr i løbet. Det samlede resultat blev således ikke færre end fem etapesejre, en samlet 2. plads med Pernsteiner samt en pointtrøje til Visconti og sejr i holdkonkurrencen.

 

Modstanden var betydeligt større i Tour de Pologne, hvor holdet jagtede spurtsucces med Bonifazio og et samlet resultat med Enrico Gasparotto. Desværre skuffede sprinteren på de to første etaper, hvor han blot blev hhv. nr. 14 og 6, og derefter gav han chancen til Ivan Garcia på den sidste sprinteretape, hvor han dog med en 14. plads ikke kunne følge op på det gode resultat fra London. Gasparotto lagde derimod stærkt fra land med en 8. plads på Muren i Szczyrk, hvorefter han spurtede sig til en flot 5. plads i den hårde finale på 5. etape. Desværre måtte han sande, at weekendens to etaper var en anelse for hårde, og placeringer som hhv. nr. 15 og 7 rakte kun til en samlet 11. plads.

Mohoric vinder Binck Bank Tour samlet
 

Mange rystede lidt på hovedet, da Mohoric meldte sig som klassementsrytter til Binck Bank Tour, hvor den vigtige enkeltstart på forhånd lignede en alt for stor udfordring for sloveneren. Det var da også helt forventet, at han på 2. etapes tidskørsel som nr. 55 tabte hele 58 sekunder til vinderen Stefan Küng, men han skulle hurtigt vise, at den, der ler sidst, ler bedst. På den efterfølgende sprinteretape snød han som del af et udbrud nemlig totalt feltet, og selvom han i spurten blot blev nr. 4, lykkedes det ham overraskende at køre sig i førertrøjen. Den forsvarede han på de efterfølgende to sprinteretaper, hvor han endda undervejs sikrede sig en 10. plads, inden han stod foran sin store test på weekendens to hårde etaper. Her kæmpede han heroisk mod alle verdens klassikerstjerne, og trods begrænset støtte fra sit hold lykkedes det ham med placeringer som hhv. nr. 20 og 13 at tage en højst uventet samlet sejr i et WorldTour-løb.

 

Mohoric tog den gode form med sig til Deutschland Tour, der til gengæld var et eksplosivt løb, som på papiret passede ham helt perfekt. Bonifazio lagde solidt ud for holdet ved at sikre sig en 3. plads i den eneste massespurt, og derefter viste Mohoric klassen, da han på den hårde 2. etape kom med i den rette kvartet på sidste stigning. Desværre blev han i spurten henvist til 2. pladsen af Maximilan Schachmann, men han skulle hurtigt tage sin revanche. På 3. etape vandt han nemlig spurten i en eksklusiv gruppe og kørte sig derved i førertrøjen. Den forsvarede ved at spurte sig til en 2. plads i den lille gruppe, der afgjorde sidste etape, og således to han sin anden etapeløbssejr på bare få dage, ligesom han vandt både point- og ungdomskonkurrencen i den første udgave af det genopstandne løb.

 

Efter sin stærke 2. plads i Montreal jagtede Colbrelli succes på hjemmebanen i efterårets italienske løb, men desværre betød jetlag, at han faldt igennem i Coppa Agostoni. Heldigvis tog Gasparotto over og sikrede sig en flot 3. plads i et af sine sidste løb for holdet. Dagen efter fik Colbrelli heldigvis sin revanche, da han i Coppa Bernocchi med en suveræn spurt levede op til sin status som storfavorit. Derefter fik Domenico Pozzovivo sin chance i det hårde Giro della Toscana, hvor han viste stor styrke ved at sidde med i den afgørende trio. Desværre blev han i spurten henvist til 3. plads, inden Visconti i forfølgergruppen spurtede sin til en 4. plads og Mohoric til en 7. plads. Colbrelli stillede derefter atter til start som favorit i puncheurløbet Coppa Sabatini, hvor han dog lod sig overrumple af et tidligt angreb fra Juan Jose Lobato og måtte se sig henvist til den frustrerende 2. plads. Endelig testede Vincenzo Nibali, Pozzovivo og Franco Pellizotti VM-formen i Memorial Marco Pantani, hvor de kom med i den rette gruppe, men i spurten blot blev hhv. nr. 18, 11 og 6, mens Mohoric og Visconti begge skuffede.

 

Mens en del af holdet var aktiv i de sidste italienske løb, der er omtalt i klassikerbeskrivelsen ovenfor, rejste en anden trup til Tour of Turkey. Her skulle Ivan Garcia forsøge sig i spurterne og Padun i klassementet, men det blev aldrig en succes. Garcia blev blot nr. 17, 5 og 6 i de første tre spurter og forlod derefter Tyrkiet som følge af træthed. Padun blev blot nr. 24 på kongeetapen, og selvom Heinrich Haussler forsøgte sig på de sidste to etaper, hvor han blev hhv. nr. 12 og 15, endte det tyrkiske eventyr som lidt af en fuser, også selvom Grega Bole sikrede sig bjergtrøjen via en dag i udbrud.

 

Holdet rundede sæsonen af i Tour of Guangxi, hvor Visconti og Hermann Pernsteiner var kaptajner. Uden en sprinter fokuserede holdet det meste af løbet på overlevelse. Desværre var det ikke ventetiden værd, for begge de to kaptajner faldt helt igennem på kongeetapen. Selvom Chun-Kai Feng spurtede sig til en 10. plads på sidste etape, endte holdet derfor sæsonen med to nedture i Asien.

 

Den endelige dom

Bahrain-Merida blev oprindelig bygget op omkring Vincenzo Nibali, der var holdets altoverskyggende kaptajn, og derfor kunne man frygte, at 2018-sæsonen var endt som lidt af en katastrofe for araberne. Stjernen havde nemlig en temmelig trist sæson, hvor han fik ødelagt næsten alt efter det grimme styrt i Touren, der berøvede ham muligheden for et topresultat både i det franske løb og ved VM, hans to store sæsonmål. Da det samtidig er blevet reglen, at den italienske stjerne er langt fra formen det meste af åre - et mønster, der gentog sig i et meget tamt forår - kunne man derfor med rette tro, at holdet ville falde igennem i 2018.



 

Det skete heldigvis ikke, for mens kaptajnen måske nok havde det svært, var der andre, der tog over. Det gjaldt blandt andre Domenico Pozzovivo, der i årets Giro vel var bedre end nogensinde og havde fortjent at få den podieplads, han længe havde udsigt til. Desværre kom hans eneste dårlige på løbets kongeetape, og det betød, at hans overbevisende kørsel blot udmøntede sig i en 5. plads. Med en samlet 2. plads i Tour of the Alps samt top 10-placeringer i både Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege var evigt stabile Pozzovivo imidlertid en af årets klart bedste klatrere og sikrede, at holdet var konkurrencedygtige i langt flere bjegløb end tidligere.

 

Det samme gjorde Ion Izagirre. Desværre er han slet ikke så stærk på enkeltstarten som tidligere, men alligevel lykkedes det ham med en 4. plads i Paris-Nice og en 3. plads i Baskerlandet Rundt at cementere sin status som en af verdens bedste i ugelange etapeløb. Hans 9. plads i Vueltaen viste samtidig, at han har et vist potentiale også i grand tours, ligesom hans flotte kørsel i San Sebastian og Il Lombardia samt ved VM viste, at han også mestrer de store endagsløb.

 

Holdets helt store oplevelse var dog Matej Mohoric. Det har taget lidt tid for det slovenske talent at slå igennem, men i år lykkedes det i den grad. Den slovenske mirakelmand var her, der og alle vegne og tog ikke færre end syv sejre, heraf hele to på WorldTouren. Den ene var en stor etapesejr i Giroen og den anden en højst uventet samlet sejr i BinckBank Tour. Også Gorka Izagirre tog med især 3. plads i Paris-Nice et stort skridt opad, og selvom han slet ikke når sin brors klasse, er han blevet en helt anden rytter end for få år siden.

 

Og så skal vi ikke glemme, at Nibalis år jo slet ikke var helt til hundene. Tværtimod viste han sin kolossale klasse ved trods manglende form at tage en choksejr i Milano-Sanremo og at blive nr. 2 i et fantastisk Il Lombardia. Det kan godt være, at han reelt kun havde to gode dage på hele året, men de gav til gengæld også to monumentresultater, der vil kunne redde en hel karriere hos de fleste.

 

Dermed sikrede Nibali også, at holdets klassikersæson faktisk blev en succes, selvom det gik galt for Sonny Colbrelli, der fik foråret ødelagt af sygdom. Heldigvis fik han med sine to fantastiske dueller med Peter Sagan i puncheurspurterne i Touren samt den fornemme 2. plads bag Michael Matthews i Montreal vist, at han hører til blandt verdens bedste i denne type finaler. Samtidig sikrede han sig en stor skalp i Tour de Suisse og flere sejr i italienske endagsløb, og det blev trods det forsømte forår derfor alligevel en udmærket sæson for italieneren.

 

Andre lyspunkter var Enrico Gasparottos fornemme 3. plads i Amstel Gold Race samt Niccolo Bonifazios mange fine spurter i Giroen, hvor han dog var overmatchet af Sam Bennett og Elia Viviani. Giovanni Visconti havde et svært år, men det lykkedes ham alligevel at vise sig frem ved flere lejligheder og vinde ikke færre end tre etaper i Østrig Rundt. Hermann Pernsteiner gjorde fine fremskridt i sit første år på dette niveau, og så viste Mark Padun et kolossalt potentiale, der kastede en stor sejr i Tour of the Alps af sig.

 

Det blev dog også et år, der var præget mere af mange topplaceringer end sejre. 7. pladsen på WorldTouren er en klar refleksion af, at holdet var med fremme i snart sagt alle etapeløb og mange klassikere, og sejrshøsten på 26 er også ganske pæn. Det er imidlertid lidt bekymrende, at blot fire var på WorldTouren, og det er trods alt for lidt for et så ambitiøst mandskab. Bagved ligger adskillige lige-ved-og-næsten-oplevelser - holdet fik som bekendt hele fem andenpladser i Touren - men alt for ofte manglede man det sidste i at omsætte flot kørsel til sejr.

 

Det er derfor også lidt svært at tegne et entydigt billede af sæsonen. Flere af holdets mål, Touren og brostensklassikerne, blev en fiasko, men alligevel vandt man et monument og var med fremme i næsten alle de store løb. Var Nibali ikke styrtet i Touren, var Colbrelli ikke blevet syg i foråret, og havde Pozzovivo ikke haft den forkerte dårlige dag i Giroen, havde meget været anderledes, men nu ender vi med en halvlunken balance efter et år med både op- og nedture.

 

Karakter: 6/10

 

Se evalueringerne for de andre hold her.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger