Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Sæsonevaluering: Hvordan klarede Groupama-FDJ sig?
24. november 2018 16:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Gianni Moscons flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2018-sæson, der indledtes med Daryl Impey overraskende triumf i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2018 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2019? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Groupama-FDJs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

 

Antal sejre: 33 (Arnaud Demare 9, Thibaut Pinot 5, Marc Sarreau 5, Anthony Roux 3, Arthur Vichot 2, Georg Preidler 2, Rudy Molard 1, Valentin Madouas 1, Olivier Le Gac 1, Ramon Sinkeldam 1, Tobias Ludvigsson 1, Steve Morabito 1, Antoine Duchesne 1)

 

Sejre på WorldTouren: 8 (sejr i Il Lombardia med Thibaut Pinot, 1 etapesejr i Tour de France med Arnaud Demare, etapesejre I Vuelta a Espana med Thibaut Pinot, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Arnaud Demare, 2 etapesejre i Paris-Nice med hhv. Arnaud Demare og Rudy Molard og 1 etapesejr i Tour de Pologne med Georg Preidler)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 14 (nr. 17 i 2017)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Thibaut Pinot (nr. 17), Arnaud Demare (nr. 21), Rudy Molard (nr. 82), Anthony Roux (nr. 92)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Thibaut Pinot (nr. 12), Arnaud Demare (nr. 18), Valentin Madouas (nr. 86)



Demare vinder en etapesejr i Tour de France.

 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

FDJ har med Fredric Guesdeons choksejr i Paris-Roubaix helt tilbage i 1997 samt Arnaud Demares triumf i Milano-Sanremo i 2016 vundet hele to af de fem monumenter, men det vil være en overdrivelse at sige, at franskmændene er et kraftcenter inden for klassikerne. Tværtimod har det i den grad knebet for et af WorldTourens mindste hold at blande sig på den helt store endagsscene, hvor det i de senere år stort set kun er Demare i sprinterløbene og Thibaut Pinot i de italienske løb, der har vist sig frem helt i front.

 

Med den kraftige kapitalindsprøjtning fra Groupama har holdet ambitioner om at blive langt stærkere i de allerstørste løb, og det inkluderer naturligvis også klassikerne. 2018 var imidlertid udset som lidt af et mellemår, indtil truppen var blevet tilstrækkeligt styrket. Det ændrede imidlertid ikke på, at Demare altid har elsket klassikerne, der i foråret 2018 atter var hans helt store mål. Han håbede at blande sig fremme i de letteste af løbene som Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, men jagtede også et gennembrud i de svære brostensløb. Her var det især Paris-Roubaix, der efter den overbevisende præstation i 2017 var det store mål, men han håbede også med hjælp fra et dedikeret hold bygget helt op omkring ham at nærme sig de bedste i de store flamske løb. Chancerne var mindre i Ardennerne, hvor man håbede på David Gaudu og Rudy Molard i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege og Arthur Vichot og Anthony Roux i Amstel Gold Race, og derudover har Thibaut Pinot aldrig lagt skjul på, at Il Lombardia er et af karrierens store mål.

 

Demare kom pænt fra start, da kraftig modvind betød, at Omloop Het Nieuwsblad blev usædvanligt let, og han var med i den gruppe, der spurtede om sejren bag de tre forreste. Her skuffede han dog fælt med en 9. plads trods sin status som gruppens på papiret hurtigste. Dagen efter var han imidlertid blandt de helt store favoritter i Kuurne-Broxelles-Kuurne, men her måtte han se sig henvist til en utaknemlig 2. plads bag Dylan Groenewegen.

 

Holdet havde ikke de store ambitioner i Strade Bianche, men her viste Valentin Madouas alligevel, hvorfor han regnes som et stort talent. Efter en dag i udbrud i de episke betingelser kæmpede han hele vejen til ål, hvor han i det hårde løb blev en flot nr. 20. Det var dog Milano-Sanremo, der var det store mål i Italien, og her viste Demare igen, at han har smag for den italienske klassiker. Således blev han i spurten bag Vincenzo Nibali kun slået af Caleb Ewan og sikrede sig dermed endnu en podieplads i La Prmavera.

 

Demare tog den gode form med sig til Belgien, men i E3 måtte han hurtigt indse, at han fortsat mangler det sidste for at blande sig fremme i de svære løb. Således blev han blot nr. 56, men til gengæld stillede han to dage senere til start som en af topfavoritterne i Gent-Wevelgem. Han klarede da også udskilningen og var med i den lille gruppe, der spurtede om sejren, men her måtte han se sig henvist til 3. pladsen af Peter Sagan og Elia Viviani. En tredje podieplads i årets klassikere var dog et ganske godt udkomme inden monumenterne.

 

I Flandern Rundt kom Demare atter ned på jorden, da han heller ikke her kunne følge de bedste og slutteligt spurtede sig til en 15. plads i den anden større gruppe. Derefter jagtede han sejr i Scheldeprijs, hvor han dog var en af de mange, der blev diskvalificeret for ulovlig passage af en jernbaneoverskæring, og det blev derfor kun til en 22. plads ved hans lead-out man Ramon Sinkeldam. Han følte sig dog helt klar til det største mål, Paris-Roubaix, men hans klassikersæson endte på trist maner. Således måtte han tidligt sande, at han havde en regulær offday, men til gengæld viste sprinterkollegaen Marc Sarreau et vist potentiale på de toppede brosten med en uventet 26. plads.

 

Herefter gjaldt det Ardennerne, hvor holdet desværre var uden den skadede Vichot og derfor i første omgang satte lid til Roux, Madouas og Molard i Amstel Gold Race. Kun Molard kunne sidde med fremme, men endte på en 15. plads i anden gruppe. Større var ambitionerne i Fleche Wallonne, hvor både Molard og Gaudu sidste år var i top 10, men allerede inden løbet stod det klart, at Gaudu efter et svært forår var langt fra formen. Molard kunne heller ikke helt leve op til den foregående præstation og måtte tage til takke med en 13. plads. I Liege-Bastogne-Liege løb han tør for kræfter efter et hårdt og langt forår og rundede klassikersæsonen af med en skuffende 26. plads.

 

Efterårets klassikere blev indledt i Clasica San Sebastian, hvor holdet først og fremmest håbede på Molard. Det skulle imidlertid vise sig, at Roux, der havde været flyvende siden juni, hvor han blandt andet vandt det franske mesterskab og en etape i Roue L’Occitanie, leverede sit livs klatrepræstation, bookede billet til den lille forfølgergruppe bag Julian Alaphilippe og Bauke Mollema og slutteligt spurtede sig til en uventet 3. plads. Også Molard sad med sin 11. plads med gruppen hjem, og dermed overraskede FDJ stort i en af sportens sværeste klassikere.



Demare måtte se sig slået i Hamburg Cyclassic - kun overgået af Viviani.

 

Efter en succesfuld Tour tog Demare hul på anden del af sæsonen ved at jagte endnu en sejr i Hamburg Cyclassic. Her kom han atter ufatteligt tæt på den forløsende klassikersejr, men denne gang måtte han se sig henvist til 2. pladsen af Viviani. Lidt overraskede skippede han Bretagne Classic, hvor Roux og Vichot overtog kaptajnansvaret. Desværre kom de ikke med, da toget kørte i det episke løb, men det gjorde til gengæld Olivier Le Gac, der overraskede positivt med en uventet 7. plads. Talentfulde Madouas fortsatte også sin flotte sæsondebut ved med et sent angreb at sikre sig en fornem 8. plads.

 

Demare satte i stedet alt ind på at vinde Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies. Han havde da også kurs mod et titelforsvar i førstnævnte, indtil et styrt i spurten satte ham ud af spillet. Det forhindrede ham ikke i at jagte revanche i Fourmies, hvor det dog blev til endnu en sekundær podieplads, da han i spurten måtte se sig henvist til 2. pladsen af Pascal Ackermann. I de canadiske klassikere satsede holdet atter på Roux og Vichot, der begge tidligere har været på podiet i de nordamerikanske løb. De havde dog begge mistet deres bedste form, og selvom de gjorde det pænt med hhv. en 10. og 7. plads i Quebec, betød en nedtur i Montreal, at de forlod kontinentet med skuffelse. Til gengæld viste Madouas og Gaudu sig frem i sidstnævnte, hvor de blev hhv. nr. 12 og 17 på den hårde rute i den gruppe, der kørte om sejren.

 

Efter en succesrig Vuelta stillede en formstærk Pinot til start ved VM, hvor han dog var henvist til en hjælperrolle for Julian Alaphilippe og Romain Bardet. Alligevel viste han, at han ville have kunnet køre med om sejren ved trods en loyal indsats at ende som nr. 9. Det viste, at han var i topform forud for de italienske klassikere, som altid har stået hans hjerte nær, og her skulle han vise sig at have, hvad han selv betegnede som karrierens bedste ben.

 

Han manglede fortsat det sidste i Giro dell’Emilia, hvor han blot blev nr. 5 - fem placeringer bedre end Sebastien Reichenbach, der efter skader ligeledes havde fundet sine bedste ben til efterårets løb - men derefter var han helt ustoppelig. I Tre Valli Varesine var han den i særklasse stærkeste, men et tidligt udbrud betød, at han måtte spurte om sejren i en mindre gruppe, hvor han måtte se sig henvist til sin anden 2. plads i træk af Toms Skujins. Dagen efter tog han sin revanche, da han efter fabelagtigt arbejde fra en genfødt Gaudu, sejrede i en dramatisk udgave af Milano-Torino, hvor Reichenbach med en 5. plads også fortsatte de gode takter. Det gjorde ham til den naturlige favorit til drømmeløbet, Il Lombardia, og her lykkedes det ham at krone et store efterår med på suveræn vis at tage karrierens største sejr. Samtidig rundede Demare sin klassikersæson af i Paris-Tours, hvor han dog manglede det sidste på den nye, hårdere rute og derfor måtte tage til takke med en 14. plads. I stedet var det atter Madouas, der viste sit store talent, da han med et flot angreb i finalen sikrede sig en fornem 5. plads få dage efter at have taget karrierens første sejr i Paris-Bourges.

Pinot alene over målstregen i Lombardiet Rundt
 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Thibaut Pinots store kærlighed til Italien betød, at han havde lagt pres på manager Marc Madiot for at få lov atter at satse på Giroen, hvor han i 2017 som bekendt blev nr. 4. Ganske modvilligt gav manageren efter og lod sin stjerne satse på det italienske etapeløb, men kun på den betingelse, at han via et meget let forårsprogram også kunne køre klassement i Touren. Han fik således atter stillet et fuldt hold til rådighed og stillede efter samlet sejr i Tour of the Alps til start som en af de helt store favoritter, Med sig havde han først og fremmest Sebasten Reichenbach, der i 2017 spillede en nøglerolle i bjergene, og dertil kom Georg Preidler og Steve Morabito som hjælpere i bjergene. Solide Anthony Roux skulle hjælpe i de fleste terræner, mens Jeremy Roy og især William Bonnet og Mattheu Ladagnous var hans bodyguards i den positionskamp, der aldrig har været hans kop te.

 

Pinot lagde fremragende fra land med en 16. plads på den første enkeltstart, hvor han blandt klassementsfavoritterne endte som en af vinderne, og også Preidler viste med en 19. plads, at han var klar til at støtte sin kaptajn. Derefter guidede de tunge drenge sikkert kaptajnen gennem de to israelske ørkenetaper, inden han selv skulle i aktion for første gang på de to puncheuretaper på Siclien. Dem klarede han upåklageligt som en af de få uden tidstab og med hhv. en 13 og en 26. plads som resultat, selvom han aldrig har været fan af den positionskamp, der spillede en afgørende rolle i de hektiske finaler.

 

Den første seriøse test kom på Etna-etapen, og her bekræftede han det gode indtryk. Han kunne ganske vist ikke stoppe Esteban Chaves og Simon Yates i deres dobbeltsejr for Mitchelton-Scott, men han spurtede sig til fire vigtige bonussekunder som den hurtigste i den favoritgruppe, der kæmpede om 3. pladsen. Efter endnu en sprinteretape håbede han derefter at bruge sin gode spurt til at vinde den eksplosive 8. etape, men her var han og holdet ude af stand til at forhindre Richard Carapaz’ sene angreb. I spurten blev han besejret af Davide Formolo, men det indbragte ham yderligere fire bonussekunder. Han rundede den første uge af med endnu en toppræstation på den anden bjergetape, hvor han i spurten i favoritgruppen måtte se sig slået af Yates, men andenpladsen gav ham yderigere bonussekunder, så han kunne holde hviledage på en samlet 4. plads.

 

Den anden uge udgjordes først af en stribe flade etaper og mellemetaper, hvor det alene handlede om overlevelse. Pinot klarede det hovedsageligt også fint, men desværre begyndte han for første gang at føle den sygdom, der senere skulle koste ham dyrt. Det første lille svaghedstegn kom i puncheurfinalen, hvor han med en 7. plads tabte lidt tid til Yates og Tom Dumoulin, men det første alvorlige tilbageslag kom på Monte Zoncolan-etapen tre dage senere, hvor han som nr. 6 smed hele 42 sekunder til vinderen, Chris Froome, to placeringer foran Reichenbach, der efter et skadesramt forår var ved at finde formen. Dagen efter kunne han ikke forhindre Yates i at knuse rivalerne og vinde yderligere 41 sekunder, men en svækket Pinot endte dog med de øvrige favoritter som nr. 6, fem placeringer bedre end Reichenbach, der var i anden gruppe.

 

Efter nogle år, hvor han næsten udviklede sig til tempospecialist, vidste Pinot, at enkeltstarten på baggrund af et kraftigt niveaufald kunne blive en udfordring. Han havde dog næppe ventet, at det blot skulle blive til en placering som nr. 66, endda som næstdårligste FDJ-rytter. Resultatet blev, at han gled fra en 4. til en 5 plads, og podiedrømmen led derfor et stort tilbageslag. Det skulle desværre vise sig at blive endnu værre på den første af de tre afsluttende bjergetaper, hvor han blev slæbt til mål som nr. 23 af Reichenbach og endda tabte mere tid end Yates, der her viste sine første svaghedstegn.


Pinot måtte udgå i den sidste uge af Giroen på grund af lungebetændelse

 

På mirakuløs vis rejste Pinot sig forud for kongeetapen, hvor han sammen med Dumoulin var stærkeste mand i den gruppe, der forsøgte at stoppe Froomes vanvittige soloridt. Også Reichenbach viste sin klasse ved at sidde med som eneste hjælper i det udsøgte selskab, og med placeringer som hhv. nr. 3 og 6 sikrede de, at Pinot avancerede til en 3. plads forud for det afgørende slag i bjergene. Alt var derfor på skinner i forhold til at sikre en podieplads, men pludselig slog lynet ned. Pinots lungebetændelse forværredes over natten, og han endte med at eksplodere totalt. På imponerende vis kæmpede han sig i mål med et tidstab på mere end 45 minutter, men podiedrømmen var knust. Pinot blev endda kørt på hospitalet, hvor han blev diagnosticeret med en slem lungebetændelse, der endda forhindrede ham i at starte paradeetape i Rom. Her rullede et desillusioneret FDJ-mandskab til mål efter et løb, hvor de trods en flot præstation havde tabt alt i allersidste øjeblik.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Tour Down Under har altid været et løb, som FDJ tydeligvis helst var fri for at køre, og heller ikke i år var man til start med store ambitioner. Håbet var, at Anthony Roux og Georg Preidler kunne køre klassement men allerede de blot blev hhv. nr. 12 og 29 i den stigende spurt på 2. etape var der tegn på problemer.Roux måtte senere udgå efter et styrt på 4. etape, og da Preidler blot blev samlet nr. 28 endte holdet turen til Australien i total anonymitet.

 

Større var ambitionerne naturligvis i den franske debut, og i GP Marseillaise viste unge Valentin Madouas med det samme, at han havde udsigt til en stor debutsæson. Således sad han med i den lille favoritgruppe og endte på en flot 7. plads, inden holdet drog til Etoile de Besseges med håb om spurtsejre med Marc Sarreau. Det gik over al forventning, da den unge franskmand på 1. etape vandt sit allerførste løb i 2018, og efter en 6. plads på 2. etape slog han allerede til igen i spurten på 3. etape. Den sidste spurt indbragte blot en 8. plads, inden den unge klatrer Leo Vincent overraskede med en flot 8. plads på den afsluttende enkeltstart. Her imponerede formstærke Sarreau med en 18. plads, der indbragte ham en samlet placering som nr. 9, og holdet kunne tillige rejse hjem med Sarreau i pointrøjen og Benjamin Thomas i ungdomstrøjen.

 

Næste opgave var Tour La Provence, hvor der var sæsondebut til David Gaudu og Rudy Molard. Molard overraskede med en 5. plads på den flade prolog, hvor Sarreau og nyprofessionelle Bruno Armirail blev hhv. nr. 8 og 9, men holdet kom ned på jorden igen, da Sarreau fejlede på den første sprinteretape. Molard og Gaudu viste sig flot frem med hhv. en 6. og en 8. plads på kongeetapen, og selvom Sarreau blot blev nr. 8 i den sidste massespurt, var en samlet 3. og 9. plads til hhv. Molard og Gaudu ikke et dårligt udkomme. Mere opmærksomhed var der et par dage senere i Volta ao Algarve, hvor Arnaud Demare og hele hans tog gjorde sæsondebut. Han måtte imidlertid sande, at Dylan Groenewegen var usårlig og måtte nøjes med hhv. en 2. og en 12. plads i de to spurter. 

 

Thibaut Pinot gjorde sæsondebut i Tour du Haut Var, hvor holdet desværre manglede den skadesramte forsvarende mester, Arthur Vichot. Sammen med Molard og Madouas udgjorde han imidlertid en stærk trio, der først så Molard spurte sig til en 7. plads i puncheurfinalen på 1. etape, inden de alle tre var med i den syvmandsgruppe, der skilte sig ud på den afsluttende kongeetape. De blev dog blot nr. 3 med Molard, nr. 5 med Madouas og nr. 6 med Pinot og endte derfor som hhv. nr. 3, 4 og 5 samlet. Madouas kunne tage hjem med ungdomstrøjen, ligesom holdet vandt holdkonkurrencen.

 

Gaudu fortsatte sin fornuftige start med en 5. plads i det hårde Classic de l’Ardeche, hvor Vichot gjorde sæsondebut, og han skulle vise sig at være bedre end ventet, da han allerede dagen efter i Drome Classic blev nr. 5. Begge skippede de dog Paris-Nice, der var holdets første helt store sæsonmål, hvor Demare og Molard førte an. Demare fik en drømmestart, da han på imponerende vis sejrede i den knaldhårde spurt på 1. etape, men dagen efter blev han blot nr. 5 i løbets eneste regulære massespurt. Stor var frustrationen på 3. etape, da franskmanden sejrede i feltets spurt, men et sent angreb betød, at det blot rakte til en 4. plads. På 5. etape, der var hans sidste chance, kom han aldrig frem, og herefter var alt op til Molard. Han overraskede stort ved at med et sent angreb at snyde alle favoritterne på den første af de hårde etaper og kørte herefter alene hjem til karrierens klart største sejr. Desværre kom han til kort på de to hårdeste etaper og måtte tage til takke med en samlet 15. plads efter at være stillet til start på sidste etape som eneste mand fra holdet!

 

Med et fokus på Giroen skulle Pinot spares i den første del af sæsonen, hvorfor holdet rejste til Tirreno-Adriatico uden kaptajnen. I stedet stillet de med en svag trup bygget op om Sarreau, der endelig jagtede et WorldTour-gennembrud. Han kom imidlertid hjem med en 13. plads som udbytte af et løb, hvor holdet var helt anonymt. Et par dage senere jagtede han oprejsning i den nye brostensudgave af GP de Denain og viste her med en 8. plads, at det ikke var helt tilfældigt, at han senere på året overraskede i Paris-Roubaix.

 

Ambitionerne var betydeligt større i Volta a Catalunya, hvor Pinot og Gaudu delte kaptajnrollen. Førstnævnte viste sig allerede frem med et sent angreb på den forkortede 3. etape, hvor han ganske vist blev hentet på stregen, men alligevel holdt sig fremme til med en 3. plads at sikre sig bonussekunder. Dagen efter imponerede han med en 5. plads på kongeetapen til trods for en efter eget udsagn svag form, mens Gaudu desværre skuffede med en 17. plads. Herefter dummede Pinot sig gevaldigt, da han i spurten på 5. etape smed 17 sekunder og gled fra en 6. til en 14. plads. På sidste etape i Barcelona lykkedes det ham akkurat at klemme sig ind i top 10 ved at sidde med favoritterne hjem, mens Gaudu avancerede til en 12. plads.

 

Holdet bruger ofte Coupe de France-løbene til at give unge ryttere chancen, og det var også tilfældet for Daniel Hoelgaard i Classic Loire Atlantique og Cholet Pays de Loire. I førstnævnte gik den unge nordmand glip af karrierens første triumf, da han sejrede i massespurten, men måtte se Rasmus Quaade med et sent angreb løbe med sejren. Dagen efter lykkedes det ham at få sin massespurt, men her blev han blot nr. 6. I Route Adelié Vitré var det holdets vejkaptajn, Benoit Vaugrenard, der tog sin chance, men i en spurt i en lille gruppe måtte tage til takke med en 2. plads, inden holdet imponerede i La Roue Tourangelle, der er kendt som miniudgaven af Paris-Tours. Her var både Sarreau og Matthieu Ladagnous med i en lille gruppe, der rev sig fri på sidste stigning, og herfra sikrede Sarreau sin tredje sæsonsejr i spurten med Ladagnous på 8. pladsen.

 

Derfra drog Sarreau videre til Circuit Cycliste Sarthe, hvor han jagtede endnu en sejr, og efter en 2. plads på første etape slog han atter til på 2. etape, hvor Ladanous endda blev nr. 6 efter et flot lead-out. Samme Ladagnous var i fremragende form og blev nr. 8 på kongeetapen, og efter at Sarreau i spurten på sidste etape måtte se sig henvist til en 3. plads, endte han på en samlet 11. plads. Sarreau vandt tillige endnu en pointtrøje.

 

Serien af mindre franske løb fortsatte herefter med det hårde Paris-Camembert, hvor Madouas atter viste sit potentiale. Kun Lilian Calmejane var nemlig stærkere, og med et stærkt angreb til sidst kørte han alene hjem til en 2. plads, inden Davide Cimolai og Ladagnous spurtede sig til hhv. en 6. og en 7. plads. Gaudu faldt derimod helt igennem, da han fik chancen i Tour du Finistere, inden Olivier Le Gac viste sit klassikerpotentiale med en flot 6. plads i grusvejsløbet Tro-Bro-Leon.

 

Efter det flotte Paris-Nice var Molard atter kaptajn i Vuelta al Pais Vasco, og han kom fint fra start med hhv. en 11. og en 8. plads på de to hårde første etaper. Som forventet fik han imidlertid klø på enkeltstarten, og da han samtidig blev ramt af helbredsproblemer, endte han med at udgå af et løb, der endte som lidt af en fiasko.

 

Større var ambitionerne i Tour of the Alps, hvor Pinot skulle teste Giro-formen, og den viste sig at være fremragende. Desværre kunne han ikke holde styr på favoritgruppen i finalen af 1. etape, og selvom han var hurtigst i spurten, måtte han derfor tage til takke med 4. pladsen. Dagen efter måtte han i spurten på kongeetapen akkurat se sig slået af Miguel Angel Lopez, og dagen efter gik det igen galt, da han atter viste sig hurtigst i favoritgruppen, men havde ladet Ben O’Connor stikke af til slut. Det var dog nok til at indbringe ham førertrøjen, der skulle forsvares på de sidste to etaper. Her viste han stor styrke ved at besvare samtlige angreb, men de flade finaler var svære at kontrollere. Trods sin spurtstyrke måtte han derfor tage til takke med hhv. en 4. og en 6. plads, men det var nok til at sikre ham karrierens største samlede sejr i et etapeløb.

 

Kort efter stillede Gaudu og Molard til start som kaptajner i Tour de Romandie, og de kom lovende fra start, da sidstnævnte spurtede sig til en 4. plads på 1. etape. Dagen efter fik Antoine Duchesne sin chance, hvilket gav en 10. plads i massespurten, og på løbets to afgørende etaper skuffede de to kaptajner fælt. Derfor kunne Benjamin Thomas’ 7- plads i den afsluttende massespurt ikke rette op på den generelle følelse af skuffelse hos især Gaudu, der også havde oplevet en nedtur i klassikerne.

 

Sarreaus næste store chance kom i 4 Dage ved Dunkerque, og han viste med det samme, at han skal regnes som en af Frankrigs bedste sprintere, da han sejrede på 1. etape. Det kneb dog i de følgende massespurter, hvor han blot blev hhv. nr. 5, 14 og 9, hvorefter Madouas skulle jagte den samlede sejr på kongeetapen. Desværre lykkedes det aldrig at hente det tidlige udbrud, og derfor rakte hans flotte kørsel til sidst blot til en 5. plads. Alt sammen var det imidlertid lige meget, for dagen efter overraskede Le Gac stort, da han via et udbrud sejrede på sidste etape, hvor Sarreau endda også vandt feltets spurt om 12. pladsen. Det var nok til samlede placeringer som hhv. nr. 7, 10 og 11 for Madouas, Le Gac og Sarreau samt en sejr i holdkonkurrencen.

 

Efter endnu en lang skadespause var Vichot tilbage i aktion i Tour de l’Ain og atter viste han, at han har en fantastisk evne til hurtigt at komme i form. Allerede på den hårde 2. etape sad han med i den lille gruppe, der kørte væk, men måtte i spurten se sig henvist til 2. pladsen. Det gjorde han imidlertid ikke på kongeetapen, hvor han på toppen af Col de la Faucille spurtbesejrede Nicolas Edet efter flot hjælp fra Gaudu, der blev nr. 4. Det var nok til en samlet sejr og endda også en pointtrøje. Den gode form tog han med sig til Grand Prix de Plumelec og Boucles de l’Aulne - to løb, der er skræddersyet til ham - men her rakte det desværre ”kun” til hhv. en 4 og en 2. plads i de to puncheurfinaler.

 

Holdet kom til Boucles de la Mayenne med håb om at vinde samlet med Sarreau, men regnevejr på prologen satte ham ud af spillet. Til gengæld kørte Romain Seigle og Daniel Hoelgaard sig her til hhv. en 3. og 4. plads, inden kaptajnen tog over på de følgende etaper. I spurten på 2. etape måtte han imidlertid se sig slået af Mathieu van der Poel, og efter at være blevet sat på kongeetapen blev han atter nr. 2, denne gang bag Nacer Bouhanni, på sidste etape. Holdet kunne dog glæde sig over en flot samlet 2. plads til Seigle

 

Selvom Criterium du Dauphiné er et af de store franske løb, stillede holdet med en relativt svag trup ført an af Gaudu og Molard. Desværre styrtede førstnævnte allerede på 1. etape og røg dermed ud af klassementet, og en 10. plads på holdløbet kostede sidstnævnte tid. Begge faldt de imidlertid helt sammen allerede på den første af de fire bjergetaper, men Gaudu rejste sig dog lidt med to 15. pladser på to af de sidste tre etaper. Demare derimod pudsede Tour-formen af i Tour de Suisse, hvor holdet lagde fint fra land med en 8. plads i holdløbet. Desværre var de første ”flade” etaper for hårde for sprinteren, men heldigvis havde man en formstærk Vichot, der spurtede sig til en 9. plads på 2. etape. Herefter blev han nr. 9 på den hårde 6. etape, og da han overraskede alt og alle med en 15. plads på kongeetapen og en 17. plads på enkeltstarten, endte han som en meget overraskende nr. 10. Løbets højdepunkt kom imidlertid på løbets eneste sprinteretape, hvor Demare endelig fik sin chance og tog en stor skalp, da han for rent bord overspurtede Fernando Gaviria og tog sæsonens anden WorldTour-sejr.

Demare tog en stor skalp i Tour de Suisse
 

Efter en stærk afslutning på Giroen skulle Sebastien Reichenbach forsøge at vinde Route de l’Occitanie, men trods stor kollektiv styrke måtte holdet på kongeetapen tage til takke med hhv. en 5., 8 og 9. plads ved Reichenbach, Madouas og Preidler. Til gengæld oplevede holdet den helt store triumf på sidste etape, hvor Anthony Roux i et decimeret felt viste sig som den hurtigste og akkurat fik hentet Alejandro Valverde på stregen, så han kunne tage årets første sejr. Samtidig endte man med Reichenbach, Madouas og Preidler som hhv. nr. 4, 8 og 10 samlet, sejr i ungdomskonkurrencen med Madouas og en triumf i holdkonkurrencen.

 

Holdet rundede første del af sæsonen af med det lille Paris-Chauny samt de nationale mesterskaber. I førstnævnte fik Ramon Sinkeldam en meget sjælden chance i et udbrud, og den greb han til fulde, da han spurtede sig til sin første sejr for holdet. Samtidig lagde holdet i samme uge stærkt fra land i kampen om de nationale trikoter, da Duchesne vandt det canadiske linjeløb, og Tobias Ludvigsson blev hhv. nr. 1 og 2 på den svenske enkeltstart og i det svenske linjeløb. Et par dage senere sejrede Georg Preidler på den østrigske enkeltstart, mens Thomas og Roux i Frankrig blev hhv. nr. 3 og 4. Vigtigt af alt var naturligvis det franske linjeløb, og her lykkedes det med en meget formstærk Roux at forsvare titlen med Molard på en 6. plads. Samme dag sejrede Steve Morabito endda i Schweiz, Preidler vandt bronze i Østrig, og det samme gjorde Sinkeldam i Holland som afslutning på en stærk første del af sæsonen.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Thibaut Pinots grimme lungebetændelse betød, at en af holdets to kaptajner til stor fortrydelse for manager Marc Madiot, der jo i forvejen ikke var nogen stor tilhænger af Giro-projektet, ikke kunne stille til start, og derfor lå hele ansvaret i stedet på Arnaud Demare. Han fik til gengæld næsten et helt hold bygget op omkring sig med sit faste tog bestående af Jacopo Guarnieri og Ramon Sinkeldam samt de to arbejdsheste Olivier Le Gac og Tobias Ludvigsson. Arthur Vichot skulle jagte etapesejre på mellemkuperede etaper og i puncheurfinaler, mens David Gaudu i sin længe ventede grand tour-debut samt Rudy Molard skulle forsøge sig med udbrud i bjergene.

 

Med et sprinterfokus var holdets vigtigste del naturligvis den første, og derfor slog det hårdt, da Demare som følge af defekt blev sat helt ud af spillet inden spurten på 1. etape, hvor den gule trøje endda var på spil. Dagen efter fik han dog delvis revanche, da han spurtede sig til en 3. plads, men det slog alligevel lidt hårdt, at han relativt klart blev overspurtet af både Peter Sagan og Sonny Colbrelli i det stigende opløb. Efter et for holdet ligegyldigt holdløb blev hans manglende topform udstillet, da han blot blev nr. 11 på 4. etape, og modsat sidste år faldt han også igennem på løbets første puncheuretape, hvor Vichot med en beskeden 39. plads også skuffede. Det lykkedes ham ikke at rejse sig på Mur-de-Bretagne, hvor han endte lige bag favoritterne som nr. 24.

 

Demare havde nu blot to chancer tilbage inden Alperne, men også her blev det klart, at han manglede det sidste. Det blev blot til placeringer som hhv. nr. 4 og 5, og nedturen fortsatte på brostensetapen, der ellers var et af hans store mål, men hvor han blot blev nr. 42 umiddelbart bag hovedfeltet.

 

I Alperne greb holdet til gengæld chancen fra start, da Gaudu og Molard begge ramte det allerførste udbrud. Desværre kom de begge til kort og endte hhv. blot som nr. 9 og 21. Gaudu viste sig til gengæld ganske flot frem på den benhårde Alpe d’Huez-etape, hvor han blev nr. 20, men endnu bedre var det, at Demare - trods en del beskyldninger om urent trav - var en af de få sprintere, der overlevede alpemareridtet.

Demare fik en etapesejr i Touren også, men blev også beskyldt for at snyde
 

Det gav ham en stor chance på den flade 13. etape, og derfor gjorde det ekstra ondt, at han trods et perfekt lead-out måtte se sig henvist til 3. pladsen af Sagan og Alexander Kristoff. Derfor måtte han atter vente på en chance, mens holdet jagtede udbrud, uden stor succes. Vichot ramte ellers rigtigt på 15. etape, men faldt helt igennem med en 23. plads, og på den første dag i Pyrenæerne gik det ikke meget bedre for Molard, der blev nr. 14. Gaudu gav imidlertid atter glimt af sit talent, da han på løbets kongeetape blev nr. 14 i direkte kamp med løbets favoritter.

 

18. etape var det næste fikspunkt for Demare, der her fik sin næstsidste chance for endelig at tage den forløsende sejr, og endelig faldt alt i hak. Endnu en sublimt lead-out kombineret med en teknisk finale gjorde det muligt for den tidligere franske mester ti minutter i tolv at redde holdets løb ved at overspurte Christophe Laporte, Kristoff og resten af feltet. De følgende to etaper handlede om overlevelse, inden den allervigtigste etape for Demare ventede. I Paris måtte han imidlertid se sig henvist til en 3. plads af Kristoff og John Degenkolb, og dermed fik han ikke det håbede udbytte af den unikke situation, de mange sprinterexits havde skabt. Med en etapesejr i bagagen var målet med løbet dog nået, og FDJ kunne med moderat tilfredshed se tilbage på de tre uger på hjemmebanen.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter sin lungebetændelse havde Thiabut Pinot med det samme gjort det klart, at hans næste mål var Vuelta a Espana, men lidt overraskende insisterede han på, at han primært kom til Spanien for at jagte etapesejre. Da skader havde sat Sebastien Reichenbach ud af spillet, havde han heller ikke det stærkest mulige mandskab hos sig. I bjergene skulle han primært støttes af en forud for løbet formstærk Georg Preidler, Rudy Molard samt unge Leo Vincent, mens han i fladlandet havde hjælp fra Benjamin Thomas, Antoine Duchesne og Mickael Delage, der også alle havde en rolle at spille for Marc Sarreau, der for første gang skulle forsøge sig som førstesprinter i en grand tour.

 

Måske var det klogt af Pinot at nedspille forventningerne. I hvert fald skuffede han på 1. etapes enkeltstart, hvor han blot blev nr. 63. Til gengæld overraskede Thomas positivt med en flot 13. plads. Allerede dagen efter viste Pinot imidlertid med en 10. plads på den overraskende selektive 2. etape, at formen slet ikke var dårlig. Til gengæld kom Sarreau skidt fra start, da han blot blev nr. 15 i løbets første massespurt.

 

Den første bjergtest blev bestået af Pinot, der som nr. 16 sluttede i samme tid som stort set alle de øvrige favoritter, men det skulle lidt overraskende være Molard, der herefter stjal fokus. På den følgende dags udbrudsetape kom han nemlig med i den rette gruppe, og selvom han i kampen om etapesejren blot blev nr. 6, var det nok til, at han kunne iføre sig den røde førertrøje. Det skulle imidlertid give anledning til lidt af en taktisk hovedpine, da feltet på den følgende etape splittedes i sidevinden, og Pinot blev sat. Holdet valgte at holde Molard fremme, men Pinot smed til gengæld 1.44, hvilket skulle vise sig kostbart i sidste ende.

 

Pinot og Molard kom med favoritterne hjem på de to følgende ganske hårde etaper, inden Molards røde eventyr røde eventyr som forventet sluttede på løbets anden bjergetape. Værre for holdet var det, at Pinot viste uventede svaghedstegn og blot blev nr. 12, så han kunne til hviledag på en ganske beskeden samlet 16. plads.

 

Det lykkedes endelig Sarreau at vise sig frem, da han i massespurten på 10. etape blev nr. 5, hvorefter en revanchelysten Pinot tog over. Holdets stjerne tog alle på sengen ved at gå i et stort udbrud på 11. etape. Det tvang de rivaliserende hold til at jagte hårdt, men Pinot blev også selv fanget i en taktisk kattepine, hvor alle forventede, at han gjorde arbejdet. Resultat blev, at den store offensiv næsten neutraliseredes, og at han på etapens 10. plads blot vandt 12 sekunder på de øvrige klassementsryttere.

 

Pinots formkurve var imidlertid stigende inden de tre følgende bjergetaper, og det viste han allerede i første test på La Camperona. Her endte han nemlig som den femtebedste klassementsrytter bag Nairo Quintana, Simon Yates, Enric Mas og Alejandro Valverde, og det fik endnu bedre dagen efter, hvor han som nr. 4 blot tabte 5 sekunder til etapevinderen Simon Yates. Den helt store gevinst kom imidlertid på den mest prestigiøse etape til Lagos de Covadonga. Her udnyttede en snu Pinot, at han havde tabt så meget tid, at han ikke var en umiddelbar trussel, og i en meget taktisk finale lykkedes det ham at køre alene hjem til en fornem solosejr, der bragte ham ind i den eksklusive gruppe af ryttere, der har vundet etaper i alle grand tours.

 

Pinot vandt 19. etape af Vueltaen og tog videre til Lombardiet Rundt og vandt monumentet.
 

Pinot var dog fortsat blot nr. 7 samlet inden den sidste uge, og han styrkede ikke sine chancer for en podieplads med en svag enkeltstart, hvor han blot blev nr. 27. Dagen efter oplevede han tillige en helt uventet nedtur på den stejle Balcon de Bizkaya, hvor Molard måtte slæbe sin kaptajn til mål som nr. 33, næsten tre minutter bag Mas og Valverde, der var de bedste af favoritterne. Det skulle imidlertid vise sig blot at være en enkelt dårlig dag. Efter at Sarreau havde fejlet på 18. etape slog Pinot nemlig atter til på den første af de to afsluttende bjergetaper. Sammen med Yates og Steven Kruijswijk angreb han tidligt, og han og briten lavede hurtigt en alliance, der gav Pinot sin anden etapesejr og Yates afgørende tid i jagten på den samlede sejr. Derved avancerede Pinot også fra 9. til 7. pladsen, og med en stærk præstation på den sidste bjergetape, hvor han blev nr. 4, rykkede han yderligere en plads op. Løbet sluttede endda også ganske lovende, da Sarreau spurtede sig til en flot 5. plads i Madrid, og i det hele taget kunne FDJ med hele to etapesejr, en lille uge i den røde førertrøje samt en samlet 6. plads til Pinot ikke have ønsket sig meget mere af årets sidste grand tour.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Touren endnu var i gang, jagtede holdet en samlet sejr med succesrige Anthony Roux i Tour de Wallonie, men desværre skulle det vise sig, at han efter en pause ikke havde samme ben som i juni, og derfor blev holdets eneste resultat en 9. plads i den sidste massespurt med Daniel Hoelgaard. Bedre gik det i Tour de Pologne, hvor Thibaut Pinot gjorde sit længe ventede comeback. Starten var nu ellers ikke specielt lovende, da Sarreau med blot en 7. og 8. plads som udkomme af de tre sprinteretaper, atter fejlede på WorldTour-niveau. Til gengæld var Pinot skarp. På Muren i Szczyrk blev han på 4. etape en flot nr. 6, og han var derfor i en god position inden de to afgørende etaper i bjergene. Her overraskede hans løjtnant, Georg Preidler, ved at udnytte det taktiske spil på 6. etape til med et sent angreb at køre alene hjem til karrierens største sejr, mens Pinot sluttede som nr. 9 blandt de øvrige favoritter. Dagen efter var der lidt grund til ærgrelse, da Pinot viste sig som den hurtigste i favoritgruppen, men et tidligt angreb fra Simon Yates betød, at det kun rakte til en 2. plads, syv placeringer foran Preidler. En samlet 3. og 6. plads til hhv. Pinot og Preidler var dog et fremragende udbytte af comebackløbet.

 

Georg Preidler fik en etapesejr i Tour de Pologne.
 

Unge Valentin Madouas fik sin første chance i andel del af sæsonen i La Poly Normande, hvor den lette rute dog ikke gjorde det muligt at opnå mere end en 13. plads. Derfra rejste han til BinckBank Tour, hvor han skulle køre klassement, mens Hoelgaard skulle forsøge sig i spurterne. En 9. plads var imidlertid nordmandens eneste bemærkelsesværdige udbytte af de fire sprinteretaper, og inden de to afgørende etaper, havde Madouas allerede mistet en del tid på enkeltstarten. På Limburg-etapen fik en formstærk Davide Cimolai, der havde brilleret for Italien ved EM, sin chance, men han skuffede i spurten bag de senere udbrydere og blev blot nr. 12. På kongeetapen blev Madouas blot nr. 22, hvilket rakte til en skuffende samlet 25. plads.

 

Roux var tilbage i aktion i det eksplosive Tour du Limousin, hvor han efter 3. pladsen i Clasica San Sebastian lignede en af de store favoritter. Den status levede han op til ved at vinde den stigende spurt på 1. etape, og dagen efter forsvarede han førertrøjen med en fin 5. plads i en lignende afslutning. Desværre var hans svage hold ikke i stand til at kontrollere kongeetapen, hvor han heller ikke selv havde de bedste ben, og en 11. plads betød, at han gled ned på den samlede 3. plads. Den forsvarede han med en 3. plads i spurten på sidste etape, og han kunne således rejse hjem med en sjælden podieplads i et etapeløb.

 

I det lettere Tour du Poitou-Charentes satsede holdet på Arnaud Demare, der netop havde sikret sig en podieplads i Hamburg Cyclassics, og det skulle vise sig at blive en sand jubeloplevelse for den franske stjerne, der var i en klasse for sig. Han lagde ud med på suveræn vis at vinde de tre første massespurter, men den store overraskelse var, at han også viste sig som stærkeste mand på den 22,9 km lange enkeltstart. Da han også sejrede på løbets sidste sprinteretape, gjorde han således rent bord med sejre på alle fem etaper, hvilket naturligvis også rakte til samlet triumf og en pointtrøje.

 

September måned bød på et hav af endagsløb i Frankrig, Belgien og Italien. I det hårde Tour du Doubs overraskede Ignatas Konovalovas, der ellers havde misset en stor del af sæsonen, med en flot 2. plads bag Julien Simon, mens Matthieu Ladagnous endte som nr. 8. Unge Romain Seigle fik chancen i GP de Wallonie, hvor han i puncheurfinalen blev en fin nr. 12. Til gengæld skuffede Roux i Giro della Toscana og Coppa Sabatini, hvor det i stedet var Sebastien Reichenbach og David Gaudu, der med placeringer som hhv. nr. 17 og 19 gjorde det bedste i det hårde terræn. Gaudu havde nu fundet benene, og et par dage senere kom han med i en meget stærk gruppe, der skulle afgøre Memorial Marco Pantani. Her viste han uventet spurtstyrke, da han kun blev slået af Davide Ballerini og således sikrede sig en lovende 2. plads. Dagen efter var både han og Reichenbach med i den afgørende gruppe i Trofeo Matteotti, men her fejlede de begge i spurten med hhv. en 14. og en 12. plads til følge.

 

I samme weekend jagtede Demare sejr i Tour de l’Eurometropole, men efter aggressiv kørsel løb han tør for kræfter og endte helt uden resultat. Dagen efter var han med i et episk GP d’Isbergues, hvor det dog kun var Madouas, der kunne holde sig til i sidevinden. I sidste ende blev han blot nr. 6, men han viste en form, der blot skulle blive bedre de kommende dage. Først var det dog Demare, der skulle jagte en sejr i Binche-Chimay-Binche, men også her angreb han for tidligt og endte uden kræfter i den stigende spurt, hvor han blot blev nr. 20. To dage senere leverede Madouas en mindre sensation, da han som eneste mand fra et sent udbrud akkurat holdt feltet bag sig i Paris-Bourges og således allersidst på sæsonen endelig tog karrierens første sejr. Samme succes havde holdet ikke i Tour de Vendee, hvor Seigle blot blev nr. 12, eller i GP Beghelli, hvor Ladagnous spurtede sig til en 8. plads, efter at et sent styrt havde sat kaptajnen, Roux, ud af spillet og endte hans sæson.

 

Holdet sluttede sæsonen af i Tour of Guangxi, hvor de jagtede spurtsejre med Demare. Franskmanden var imidlertid lidt rusten og blev blot nr. 7, 11 og 5 i sine tre første forsøg. Han fik sin store chance, da han var en af de få sprintere, der overlevede stigningerne på den hårde 5. etape, men den skulle blive knust, da han på de våde veje endte i asfalten. Han måtte efterfølgende opgive at starte sidste etape, og derfor blev det kinesiske eventyr et trist punktum for en ellers flot sæson.

 

Den endelige dom

FDJs ambitiøse mål om at blive et førende mandskab er langsigtet, og det har derfor hele tiden været klart, at man også i år ville være meget afhængige af de to kaptajner, Arnaud Demare og Thibaut Pinot. Set i lyset af den begrænsede bredde er det svært ikke at betegne 2018 som lidt af en jubelsæson. Således kan manager Marc Madiot sætte flueben ud for de fleste af sæsonens mål, og var holdet ikke blevet ramt af nogle meget dårligt timede uheld, kunne det være endt endnu bedre.

 

Det er særligt Thiabut Pinot, der fortjener ros. Ganske vist har den franske stjerne tidligere været på podiet i Touren, men det er svært ikke at betegne 2018 som lidt af en gennembrudssæson. Pinot syntes nemlig gennem det meste af sæsonen at være på et niveau, han ikke tidligere har været. Det hele kulminerede naturligvis i jubelefteråret, hvor han i Il Lombardia sikrede sig karrierens og en af holdets største sejre nogensinde efter også forinden at have vundet Milano-Torino og være blevet nr. 2 i Tre Valli Varesine. Dertil kommer to etapesejre i Vueltaen, hvor det formentlig kun var uopmærksomhed i sidevinden, der kostede ham en podieplads. Forinden vandt han sågar ganske suverænt Tour of the Alps og kørte på podiet i Tour de Pologne. Eneste minus var naturligvis den store Giro-nedtur, men mod lungebetændelse kæmper selv guderne forgæves. Var Pinot forblevet rask, peger alt på, at han ville være endt som nr. 3. Kort sagt var Pinot ganske enkelt en af de bedste, hver eneste gang han var til start.



Pinot havde en flot sæson
 

Holdets anden kaptajn Arnaud Demare havde ikke helt samme succes, men han nåede sit vigtigste mål, nemlig at redde holdets Tour de France ved for andet år i træk af vinde en etape. Hans anden mission var klassikerne, hvor det måske nok mislykkedes at tage en sejr, men med podiepladser i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Hamburg Cyclassics er det svært at være voldsomt utilfreds. Vi må foreløbig erkende, at de sværeste flamske klassikere endnu er for hårde for Demare, og derfor er eneste lille nedtur, at han fejlede i Paris-Roubaix, hvor ambitionerne var store.

 

Der var også andre lyspunkter. Særligt er genfødslen af Anthony Roux, der erobrede et fransk mesterskab, blev nr. 3 i Clasica San Sebastian og tog yderligere to sejre, værd at bemærke og lover godt for en 2019-sæson, hvor han kan forvente mere ansvar. Det samme kan stortalentet Valentin Madouas, der havde en fremragende debutsæson, som kulminerede til allersidst med sejren i Paris-Bourges og den flotte præstatio i Paris-Bourges. Dertil skal lægges, at Sebastien Reichenbach i de få perioder, hvor han var skadesfri og i form - dvs. sidst i Giroen og i efterårsklassikerne - viste, at han også er klar til at jagte flere personlige resultater. Med fem sejre tog Marc Sarreau det næste skridt op ad sprinterstigen, selvom han stadig har til gode at vise sig frem på WorldTour-niveau. Og endelig har Rudy Molard aldrig været bedre end i år, hvor han vandt en etape i Paris-Nice og bar førertrøje i Vueltaen.

 

Der var dog også mindre opløftende momenter. Særligt var det en skuffelse, at supertalentet David Gaudu havde så svært ved at finde formen. Heldigvis sluttede han stærkt af med en serie fine præstationer i de italienske klassikere, hvor særligt præstationen i Milano-Torino kan give håb for fremtiden. Mange havde sikkert også forventet mere af Benjamin Thomas, der slet ikke kunne følge op på den lovende 2017-sæson. Endelig var sæsonen endnu et skadeshelvede for Arthur Vichot, men i maj og juni lykkedes det ham i et ganske kort vindue med god form at levere nogle af sine bedste præstationer hidtil.

 

Marc Madiot har således ingen grund til at være utilfreds med en 2018-sæson, hvor holdet gjorde sig gældende i de fleste klassikere og spillede en rolle i alle grand tours. Sejrshøsten var stor, og der var opløftende momenter fra en stribe af holdets talenter. Ja, FDJ er stadig meget afhængige af Pinot og Demare, men der er udsigt til, at paletten kan bredes ud i fremtiden, der ser ganske lys ud for det franske mandskab.

 

Karakter: 8/10

 

Se evalueringerne for de andre hold her.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger