Sæsonevaluering: Hvordan klarede Movistar sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Movistars meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 31 (Alejandro Valverde 11, Nairo Quintana 6, Carlos Barbero 5, Jonathan Castroviejo 2, Gorka Izagirre 2, Jesus Herrada 1, Jasha Sütterlin 1, Alex Dowsett 1, Rory Sutherland 1, etapsejr som hold i Hammer Series)

Sejre på WorldTouren: 12 (sejr i Liege-Bastogne-Liege med Alejandro Valverde, sejr i Fleche Wallonne med Alejandro Valverde, samlet sejr i Tirreno-Adriatico med Nairo Quintana, samlet sejr i Vuelta al Pais Vasco med Alejandro Valverde, samlet sejr i Volta a Catalunya med Alejandro Valverde, 2 etapesejre i Giro d’Italia med hhv. Gorka Izagirre og Nairo Quintana, 1 etapesejr i Tirreno-Adriatico med Nairo Quintana, 1 etapesejr i Vuelta al Pais Vasco med Alejandro Valverde, 3 etapesejre i Volta a Catalunya med Alejandro Valverde)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 6 (nr. 1 i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Alejandro Valverde (nr. 7), Nairo Quintana (nr. 13), Jesus Herrada (nr. 62), Gorka Izagirre (nr. 81), Marc Soler (nr. 84), Jose Joaquin Rojas (nr. 94)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Alejandro Valverde (nr. 7), Nairo Quintana (nr. 12), Jesus Herrada (nr. 73), Gorka Izagirre (nr. 93), Jonathan Castroviejo (nr. 97)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Der findes vel ikke et hold med så todelte forventninger til brostensklassikerne som Movistar. Helst var man egentlig fri for at køre brostensløbene, men til gengæld har man i Alejandro Valverde en af historiens allerbedste ryttere i Ardennerklassikerne. Derfor var ambitioner også meget forskellige. Hvor man i brostensløbene håbede på, at Imanol Erviti - med god hjælp fra Andrey Amador og den stadig mere lovende Jasha Sütterlin - kunne gentage sine to top 10-placeringer fra sidste års to brostensmonumenter, gik man benhårdt efter sejre med Valverde i alle tre ardennerklassikere.

Det første lille mål var imidlertid Strade Bianche, hvor man havde visse forhåbninger med Amador, men det italienske løb endte med en skuffende 29. plads til costaricaneren. Bedre gik det i Milano-Sanremo, hvor Daniele Bennati fik en sjælden chance som kaptajn i et stort løb, og den greb han på godkendt vis ved at spurte sig til en 14. plads. Derefter rejste man nordpå til de belgiske brosten, hvor man mildt sagt ikke leverede opsigtsvækkende resultater. En 48. plads til Sütterlin i Dwars door Vlaanderen, en 39. plads til Carlos Barbero i E3 og en 24. plads til Bennati i Gent-Wevelgem blev det pauvre udkomme af første tre løb. Nelson Oliveira overraskede imidlertid positivt i Flandern Rundt, hvor han blev en flot nr. 18 - et resultat, han dog ikke kunne gentage i Roubaix, hvor en 40. plads til Sütterlin blev bedste resultat. Derfor endte man brostenssæsonen uden det store udbytte og med langt dårligere resultater i den overraskende gode 2016-sæson.

Det skulle der naturligvis rettes op på i Ardennerne, og det blev der. Der blev ellers hejst et lille advarselsflag efter Amtel Gold Race, hvor Valverde, der var mødt op med en stribe fantastiske resultater om rygstød, højst overraskende ikke kunne følge de bedste. Heldigvis havde holdet spillet Jose Joaquin Rojas tidligt ud, og da den spanske mester kunne spille Valverde-kortet og derfor undlade at føre, lykkedes det ham at køre sig til en flot 5. plads. Det viste sig også hurtigt, at der ingen grund var til at bekymre sig om Valverde. Det var således ikke uden grund, at hans forår havde været bedre end nogensinde, og i de to belgiske klassikere var han om muligt stærkere end tidligere. Med stor autoritet blev han den første rytter til at sejre fem gange i Fleche Wallonne, og et par dage senere kom han endnu tættere på Merckx’ rekord på fem sejre i Liege-Bastogne-Liege, da han erobrede sportens ældste klassiker for fjerde gang. Trods de manglende resultater på brostenene endte klassikersæsonen derfor endnu en gang som en forrygende succes for Movistar.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Tidligere har Giroen været temmelig underprioriteret på Movistar-mandskabet, der ofte har benyttet løbet til at give hjælperytterne en chance, men det var bestemt ikke tilfældet i år. Tværtimod var det første led i Nairo Quintanas ambitiøse grand tour-double, og derfor stillede man op med løbets helt store favorit, der var bakket op af et hold fuldstændig bygget op om kaptajnen, og for hvem kun sejr kunne tilfredsstille ambitionerne.

Den første uge var relativt flad, og da Etna-etapen viste sig ikke at gøre nogen forskel, handlede de første 8 etaper for Quintana og resten af Movistar alene om overlevelse. Derfor var holdet også temmelig anonymt i den indledende fase, hvor man end ikke opnåede ét eneste top 10-resultat. Det ændrede sig imidlertid med ét på 8. etape, hvor man for første gang afveg en smule fra den store masterplan ved at sende Gorka Izagirre i udbrud. Den spanske hjælperytter udnyttede den uventede mulighed til fulde ved på bakken op til mål at sætte Giovanni Visconti og i ensom majestæt sikre sig karrierens største sejr på en dag, hvor man slet ikke havde regnet med det. Det gav et solidt selvtillidsboost inden den følgende dags store bjergetape til Blockhaus, og her viste Quintana, at han var klar til at gå efter sejren, da han på suveræn vis kørte sig i førertrøjen ved at vinde den anden etape i træk for Movistar.

Alt var derfor på skinner på den første hviledag, men allerede dagen efter var der grund til bekymring. Quintana fik sig nemlig en lektion af Tom Dumoulin på enkeltstarten, og da hollænderen havde klatret overraskende godt på Blockhaus-stigningen, var det pludselig ikke længere helt så oplagt, at Quintana var favorit. Holdet kunne til gengæld glæde sig over, at Andrey Amador med en 9. plads holdt sig til i klassementet og dermed gav dem et ekstra taktisk kort at spille. Det helt store chok kom imidlertid først på den efterfølgende bjergetape til Oropa. Her angreb Quintana som forventeligt tidligt og så ud til at være på vej mod endnu en solosejr, da Dumoulin med solid kørsel stille og roligt fik ham indhentet. Helt galt gik det til slut, hvor Quintana ikke kunne følge sin rival og med sin fjerdeplads endte med at tabe yderligere tid. Dagen efter spurtede han sig til en overraskende 2. plads bag Bob Jungels og fik lidt uventede bonussekunder, men det kunne ikke ændre på, at han på løbets sidste hviledag var hele 2.41 bag hollænderen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Quintana kan prise sig lykkelig for, at han på løbets kongeetape fik uventet hjælp af Dumoulins mave, der voldte hollænderen store problemer, og selvom han ikke kunne følge Vincenzo Nibali og Mikel Landa på den sidste nedkørsel og derfor kun blev nr. 3 på etapen, lykkedes det ham at reducere afstanden til bare 31 sekunder. Dagen efter lod han igen Izagirre køre sin chance i et udbrud, og det gav en flot tredjeplads til den stærke basker på en etape, hvor den uopslidelige hjælper Rory Sutherland også fik en helt uventet 4. plads.

Det var den efterfølgende bjergetape til Piancavallo, Quintana havde udset sig som sin bedste mulighed for at vinde yderligere tid på Dumoulin, men desværre blev han ramt af sygdom forud for etapen. Da han nåede mål på en 10. plads i samme tid som hollænderen, havde hans drøm om en samlet sejr derfor fået sig et gevaldigt skud for boven. Heldigvis kom han sig forud for den tredjesidste etape, hvor Dumoulin havde en offday og tabte hele 1.09 til Quintana, der dermed var tilbage i førertrøjen. På løbets sidste bjergetape udbyggede han med en 5. plads sit forspring til 53 sekunder, men desværre var det allerede da klart, at det formentlig var for lidt forud for den flade enkeltstart i Milano. Det gik som frygtet for Quintana, der på tidskørslen ikke kunne holde sin rival bag sig, og derfor måtte han tage til takke med en skuffende andenplads og et fejlslagent forsøg på at lave the double. Movistar kunne dog finde lidt trøst i, at man udover de to etapesejre kunne drage hjem med en sejr i holdkonkurrencen.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Movistar har ofte været med fremme i Tour Down Under, og i år var der lagt op til, at man skulle fortsætte den trend med Gorka Izagirre og Jesus Herrada. Det gik endda bedre end ventet, da Izagirre på den første af de to hårde etaper kørte sig til en andenplads bag suveræne Richie Porte og dermed havde kurs mod en podieplads. Desværre styrtede han på den efterfølgende sprinteretape, og det knuste desværre alle drømme om et topresultat. Da Herrada skuffede på kongeetapen og kun endte som nr. 13 i den samlede stilling, var den eneste trøst, man kunne finde i den sidste del af løbet, at Jasha Sütterlin spurtede sig til to top 10-placeringer undervejs. Bedre gik det ikke i Dubai Tour, hvor holdets sprinter Daniele Bennati og Carlos Barbero havde det svært. Det blev kun til en enkelt 10. plads til den italienske veteran, men heldigvis lykkedes det undervejs Alex Dowsett at samle så mange bonussekunder, at han endte på den samlede 10. plads.

Som altid regnede man med, at Alejandro Valverde ville være garant for succes i den europæiske sæsondebut i Challenge Mallorca, men det gik ikke helt som håbet. Spanieren måtte se sig udmanøvreret af et meget stærk Lotto-kollektiv, og derfor blev det kun til hhv. en 9. og en 2. plads i de to hårde løb, mens Andrey Amador udnyttede det taktiske spil til at blive nr. 5 i det første af de to. Derfor var man stadig uden sejr, da man stillede til start i Volta a la Comunitat Valenciana, men her mødte man til gengæld op med løbets store favorit i Nairo Quintana. Hans chancer led dog et skud for boven i det indledende holdløb, hvor man med en fjerdeplads tabte hele 1.02 til BMC. Allerede dagen efter slog han imidlertid igen, da han angreb på en ellers flad etape og med en 7. plads tilbageerobrede et par sekunder. Han var dog tvunget til at angribe fra bunden af den relativt korte målstigning på løbets kongeetape, men der viste sig hurtigt ikke at være grund til bekymring. Quintana kørte sig nemlig til en overlegen solosejr på Alto Mas de la Costa, og det var nok til at sikre den samlede sejr. Med Jonathan Castroviejo på en 10. plads havde man endda to mand blandt de 10 bedste.

Valverde ville ikke stå tilbage for sin medkaptajn, og den 11. februar leverede han et soloshow, der skulle vise sig at være et forvarsel om, hvor skræmmende stærk han ville være i resten af foråret. I Vuelta a Murcia kørte han fra rivalerne langt fra mål, og de så aldrig den spanske veteran igen. Valverde tog en knusende sejr i sit hjemmebaneløb, og man fortsatte succesen dagen efter i Clasica de Almeria, hvor Barbero med en 4. plads opnåede sit første resultat for sit nye hold.

Valverde tog sin gode form med sig videre til Ruta del Sol, som han i de senere år har domineret totalt, men denne gang var der hård konkurrence fra specielt Alberto Contador, Thibaut Pinot og Ion Izagirre. Han kom imidlertid fremragende fra start, da han på 1. etape vandt spurten i en lille gruppe på 6 ryttere og således allerede to sin anden sejr. Den efterfølgende kongeetape blev imidlertid svær for den spanske stjerne, der længe måtte jagte de bedste, men med et flot comeback lykkedes det ham alligevel at blive nr. 3 og stadig være i spil til den samlede sejr. Den sikrede han sig på fornem vis ved at blive nummer 2 på enkeltstarten, bare 1 sekund efter Victor Campenaerts, og dermed sejrede han i løbet for femte gang på seks år.

Holdet havde også en delegation i Portugal, hvor man også havde fin succes. Det startede med, at Jonathan Castroviejo kørte sig til en overraskende flot 7. plads på den første af to bjergetaper i Volta ao Algarve, og da han efterfølgende besejrede Tony Martin og vandt enkeltstarten - i øvrigt med Dowsett på en 7. og Nelson Oliveira på en 9. plads - var han på vej mod et samlet topresultat. Desværre blev det hele ødelagt af en defekt på kongeetapen, der betød, at han i sidste ende måtte nøjes med en placering som nr. 7. Revanche tog man imidlertid det noget mindre Volta ao Alentejo. Med to 2. pladser, to 3. pladser og en 5. plads i de fem massespurter lykkedes det nemlig Barbero at vinde samlet og dermed tage sin første sejr for sit nye hold.

Efter opvisningen i Valencia var Quintana naturligvis den store favorit til sit første WorldTour-løb, Abu Dhabi Tour, men det gik ikke som håbet. På løbets altafgørende kongeetape kunne colombianeren ikke gøre forskellen på den relativt lette målstigning, og han manglede undervejs et hold, der kunne kontrollere den aggressive angrebsfest. Derfor endte det hele med en yderst skuffende 10. plads på etapen og en 13. plads i den samlede stilling.

Holdet blev ramt af sort uheld forud for Paris-Nice, da formstærke Valverde måtte melde afbud som følge af sygdom. Derfor blev det i stedet op til Gorka Izagirre at gøre, men han skulle vise sig at være en overraskende god erstatning og kørte sit livs bedste løb. Efter at have holdt sig fint til på sidevindsetaperne i de første dage blev han en flot nr. 4 på enkeltstarten. Det kneb desværre lidt med at følge de bedste i bjergene, hvor han først blev nr. 12 på 6. etape, inden han med fremragende hjælp fra Marc Soler blev nr. 10 på kongeetapen, en placering bag sin unge holdkammerat. Soler gik efterfølgende selv på jagt efter en etapesejr på sidste etape, hvor han nåede mål sammen med David de la Cruz og Alberto Contador, men desværre måtte se sig henvist til tredjepladsen. Izagirre krydsede stregen som nr. 8 og sikrede sig derved en flot samlet fjerdeplads.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Quintanas første store sæsonmål var Tirreno-Adriatico, som han varmede op til i GP Industria. Her lod han det unge stortalent Richard Carapaz køre sin chance, og ecuadorianeren imponerede stort ved at blive nr. 2 bag Adam Yates - i øvrigt med Jose Joaquin Rojas på 10. pladsen i et af de første løb efter en lang skadespause. Da det først gik løs i Tirreno, var det imidlertid alle mand for Quintana, og han skuffede ikke. Efter en fin fjerdeplads på holdløbet blev han nr. 9 i samme tid som de øvrige favoritter på den kuperede 2. etape, inden han kørte sig til en suveræn solosejr på løbets kongeetape til Terminillo, som han vandt for anden gang i sin karriere. Dagen efter blev han nr. 8 på den sidste kuperede etape og forsvarende let førstepladsen på den afsluttende enkeltstart, hvorved han sikrede sig den samlede sejr for anden gang på tre år. Mere overraskende var det, at Catsroviejo havde klatret så godt, at han trods en skuffende enkeltstart, hvor Dowsett på 10. pladsen var holdets bedste mand, kunne sikre sig en 7. plads i den samlede stilling.

Valverde var blevet rask igen, men hans sygdom skabte lidt usikkerhed forud for hans comeback i Volta a Catalunya. Bedre blev det ikke af, at man efter en 6. plads til Rojas i den indledende massespurt, fik frataget sejren i holdløbet, efter at flere ryttere havde skubbet til hinanden, og i stedet for at være i pole position skulle Valverde derfor pludselig vinde tid i bjergene. Han viste imidlertid med det samme storform, da han vandt spurten på løbets første bjergetape, og efter en 9. plads til Rojas i endnu en massespurt slog han herefter til på kongeetapen. Efter fantastisk forarbejde fra holdkammeraten Soler, der endda selv blev nr. 4 på etapen, satte han selveste Chris Froome og Alberto Contador til vægs på Lo Port-stigningen og kørte sig til en suveræn solosejr. Dagen efter var han endda tæt på endnu en sejr, da kun Daryl Impey var hurtigere end ham i den reducerede massespurt på 6. etape, og han fuldendte til slut et drømmeløb ved på sidstedagen at tage sin tredje etapesejr. Da Soler samtidig sluttede på den samlede 3. plads, endte det i total triumf for Movistar.

Sygdommen i Paris-Nice havde fået ham til at også at stille til start i Vuelta al Pais Vasco, men først skulle han teste benene i holdets hjemmebaneløb, GP Miguel Indurain. Her lod han imidlertid formstærke Izagirre og Soler køre deres chance, men det gik ikke som håbet, idet Soler blev nr. 5, Ruben Fernandez nr. 7 og Izagirre nr. 8. I stedet fik man dagen efter en overraskende sejr med den loyale Rory Sutherland, der udnyttede stærk sidevind til at køre alene hjem i Vuelta a la Rioja, hvor Rojas med en 3. plads fik sin første podieplacering i år, og hvor Barbero med en 8. plads sikrede en tredje top 10-placering til holdet.

Herefter var det igen op til Valverde at levere i Vuelta al Pais Vasco, og det lykkedes til fulde for den spanske veteran, der var totalt ustoppelig i marts og april. Efter at have spurtet sig til en 7., 4. og 10. plads på tre af de foregående etaper slog han igen uimodståeligt til ved at sejre i spurten blandt favoritterne på løbets kongeetape. Det sendte ham i førertrøjen inden den afsluttende enkeltstart, hvor han imponerede stort ved at besejre rivalerne Ion Izagirre og Alberto Contador og med en andenplads bag Primoz Roglic - syv placeringer bedre end holdkammeraten Victor de la Parte - sikrede sig sin første samlede sejr i det baskiske løb samt en sejr i pointkonkurrencen. Han sad over dagen efter i Klasika Primavera, men her fortsatte Movistar succesen, da Izagirre fik en fortjent sejr, mens Jesus Herrada endelig med en 10. plads viste lidt formfremgang.

Castroviejos gode form gjorde ham naturligt til topfavorit til Circuit Cycliste Sarthe, hvor enkeltstarten som regel spiller en afgørende rolle. Efter at de to første sprinteretaper kun havde givet en 9. plads til Barbero, var det imidlertid Dowsett, der på tidskørslen tog både etapesejren og førertrøjen. Med Castroviejo på 2. pladsen og Daniele Bennati som nr. 4 var Movistar i en fremragende position inden kongeetapen, men her gik det galt. Dowsett kunne slet ikke følge med, og Castroviejo måtte i finalen lade Lilian Calmejane køre alene hjem og nøjes med en 4. plads på etapen. På sidste etape scorede Bennati med en 3. plads værdifulde bonussekunder, men man måtte i sidste ende tage til takke med en samlet tredjeplads til Castroviejo, en femteplads til Bennati og en sejr i holdkonkurrencen.

Efter klassikerne stillede man til start i Tour de Romandie, hvor Jesus Herrada samt Castroviejo fik en sjælden chance for at køre som kaptajn i et WorldTour-løb. De fik en fremragende start, da Dowsett med lille margin måtte se sig henvist til andenpladsen på prologen, og dagen efter scorede Herrada vigtige bonussekunder ved at spurte sig til en 3. plads i puncheurfinalen på 1. etape, seks placering bedre end holdkammeraten Richard Carapaz. Efter at have tabt lidt terræn på kongeetapen blev han til slut nr. 7 på enkeltstarten - hvor holdkammeraten Andrey Amador var en placering bedre - og det gav ham en samlet 9. plads og bidrog til at sikre, at Movistar også vandt holdkonkurrencen.

Tilbage i Spanien brugte Quintana Vuelta Asturias som sin sidste opvarmning til Giroen. Helt som forventet sejrede han på løbets kongeetape, hvor lillebror Dayer også blev nr. 10, men nærmest sensationelt var han ude af stand til at følge kontinentalrytteren Raul Alarcon på den kuperede sidste etape. Efter at være rullet over stregen som nr. 5 måtte han derfor nøjes med en samlet 2. plads. Mens han forsatte videre til Italien, stillede en anden del af holdet til start i det lille Vuelta a la Comunidad de Madrid, hvor talentet Carapaz imponerede med en 3. plads på første etape. Dagen efter spurtede Barbero sig til sin anden sejr for holdet, og løbet endte i stor triumf for spanieren, da Sütterlin med et sent angreb vandt sidste etape i den spanske hovedstad, inden Barbero rullede over stregen som nr. 4.  Dermed endte man med to mand i top 10 i form af Carapaz på en 6. plads og Barbero som nr. 10. Serien af korte spanske etapeløb sluttede i Vuelta a Castilla y Leon, hvor Carapaz og Barbero fortsatte med at imponere. Efter at Dayer Quintana havde spurtet sig til en 5. plads på 1. etape blev Carapaz nr. 4 på kongeetapen, og igen lykkedes det Barbero at vise sig som en af Spaniens bedste sprintere, da han sejrede på sidste etape. Carapaz endte samtidig på den samlede fjerdeplads.

Juni måned kunne ikke være startet meget bedre for holdet, idet en genfødt Carlos Betancur nærmest ene mand sikrede holdet en suveræn sejr på 1. etape af den nye Hammer Series. Desværre kunne man ikke helt følge det op på de følgende to etaper, og man endte derfor på en lidt skuffende femteplads. Hurtigt rettedes fokus imidlertid mod Criterium du Dauphiné, hvor Valverde for første gang var til start efter sin lange pause. Han viste med det samme fremragende form ved at spurte sig til en 8. plads på 1. etape og herefter køre sig til en yderst imponerende 3. plads på enkeltstarten, hvor Sütterlin også blev nr. 8. Desværre kunne han ikke følge det op i bjergene, hvor han med en 5. plads på 6. etape tabte tid til Porte, Aru, Froome og Fuglsang. Dagen efter var man tæt på sejr, da Jesus Herrada blev nr. 3 fra et udbrud på Alpe d’Huez, inden Valverde igen skuffede med en 10. plads på sidste etape og derfor måtte nøjes med en sjældent dårlig samlet 9. plads.

I Tour de Suisse gav man Marc Soler en chance for at jagte et topresultat. Efter en 6. plads til Castroviejo på prologen kørte den ranglede spanier fornemt på de to første bjergetaper, hvor han blev hhv. nr. 7 og 9. Desværre havde han en skidt dag på kongeetapen, hvor tabte værdifuld tid, og derfor blev det trods en overraskende god 7. plads på den sidste enkeltstart ikke til mere end en samlet 8. plads. Bedre gik det i Route du Sud, hvor Carapaz fortsatte med at imponere. Med stor årvågenhed kørte han med i et udbrud på 1. etape, der gav ham en 6. plads, og i en neglebidende finale på kongeetapen missede han med sin tredjeplads akkurat den samlede sejr til Silvan Dillier med den mindst mulige margin. En samlet andenplads og sejr i ungdomskonkurrencen var dog et fornemt udbytte. Også Barbero fortsatte sin gode form, da han blev nr. 2 bag storfavoritten Viviani på den første af de to flade etaper, og han var også i top 10 på sidste etape, hvor et udbrud dog snød sprinterne.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Som altid sluttede man første del af sæsonen af med totalt at dominere de spanske mesterskaber. Castroviejo generobrede sin titel på enkeltstarten, hvor Jesus Herrada (nr. 3), Soler (nr. 4), Imanol Erviti (nr. 5), Victor de la Parte (nr. 6) og Hector Carretero (nr. 8) også alle kørte i top 10. I linjeløbet sikrede Herrada og Valverde holdet en dobbeltsejr, og da Daniel Moreno og Barbero tog de sidste pladser i top 5, endte det næsten i total dominans for storfavoritterne. Sütterlin pressede også Tony Martin overraskende hårdt, da han blev n. 2 i den tyske enkeltstart, men til gengæld skuffede Dowsett, da han kun blev nr. 2 i den britiske tidskørsel, som han ellers i mange år har domineret totalt.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter en fantastisk første del af sæsonen, hvor kun Quintanas fejslagne forsøg på at vinde Giroen kunne kaste malurt i bægeret, stillede man til start med store forventninger i Tour de France, hvor man i den colombianske kaptajn og en forrygende Alejandro Valverde havde hele to podiekandidater. Det skulle imidlertid ende som en kolossal nedtur, der samtidig markerede starten på en anden halvdel af sæsonen, hvor Movistar gik fra at være et af sportens helt dominerende mandskaber til at være totalt anonyme.

Vendepunktet kom allerede på 1. etape af Touren, hvor Valverde under dramatiske omstændigheder gled i noget lækket olie fra en styrtet motorcykel og blev efterladt med så svære skader, at karrieren var i fare og sæsonen med sikkerhed ovre. Samtidig mistede Quintana værdifuld tid på Düsseldorfs regnvåde veje, og holdet befandt sig derfor i en nærmeste mareridtsagtig situation efter bare én dag. Man havde dog stadig håbet om, at Quintana kunne køre med om sejren, men det blev slukket med et brag, da han kun blev nr. 9 på løbets første bjergetape allerede efter fem dage. Man opgav stadig ikke illusionen og fortsatte med at holde sig til planen om at beskytte kaptajnen, men han fik et yderligere slag i ansigtet på den dramatiske Champery-etape, hvor han kun blev nr. 10 og mistede yderligere tid. Derfor var han på første hviledag allerede 2.13 efter Froome på en beskeden 8. plads.

Det endelige dødsstød kom, da han kollapsede på den store Peyragudes-etape og så ud til at blive blæst ud af klassementet, men dagen efter blev der tændt et håb, da han gik i offensiven på den anden pyrenæeretape og sluttede som nr. 2 bag Warren Barguil. Det viste sig imidlertid at være en kortvarig glæde, da han på en eller uskyldig mellemetape et par dage senere gled ud af top 10. Han fortsatte ganske vist med at kæmpe i den tredje uge, men en 11. plads på Izoard var bedste resultat, og han endte på en for ham helt usædvanligt dårlig 12. plads. Hvad værre var, at det ellers normalt så stærke mandskab slet ikke var i stand til at ændre strategi og jagte etapesejre i udbrud. Holdet var nærmest totalt usynlige gennem hele løbet, og det var kun veteranen Bennati, der med en flot 4. plads på 19. etape samt en 10. plads i spurten i Paris bidrog til Quintanas arbejde med at gøre det grønne M synligt i løbet af de tre uger i Frankrig.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Ved starten af året havde Alejandro Valverde sagt, at hans måske allerstørste mål i 2017 var at vinde Vueltaen. Derfor var det ekstra smertefuldt for både ham og holdet, at det grimme styrt i Düsseldorf betød, at han slet ikke kunne stille til start i årets sidste grand tour. Da en træt Quintana naturligvis ikke skulle nyde godt af en femte grand tour i træk, var man dermed i Spanien helt uden en af de to store kaptajner. I stedet gik man indtil opgaven i en outsiderrolle, hvor man håbede, at en af de to talenter Ruben Fernandez og Marc Soler, veteranen Daniel Moreno eller en genfødt Carlos Betancur kunne gøre sig gældende i klassementet, ligesom alle ryttere på holdet havde frihed til at jagte etapesejre.

En 8. plads i holdløbet var en fornuftig start, men allerede på 3. etape, hvor man ramte Pyrenæerne led klassementsdrømmende et ordentligt slag, da kun Moreno var tæt på at følge de bedste, og Fernandez og Soler begge kollapsede fuldstændigt. Heldigvis rejste sidstnævnte sig hurtigt, da han var med i det rette udbrud på 5. etape, hvor han imidlertid måtte se sig slået af Alexey Lutsenko og nøjes med en 3. plads. Dagen efter kunne man imidlertid pludselig vejre morgenluft, da Betancur sammen med Tejay van Garderen var den eneste, der kunne følge Contador og Froome, da førstnævnte angreb på den overraskende hårde 6. etape. Det håb blev imidlertid slukket lige så hurtigt, som det var blevet tændt, da Betancurs sæson afsluttedes bare få kilometer senere, efter at han sammen med netop van Garderen var styrtet på den efterfølgende nedkørsel. Også Moreno var styrtet et par dage forinden på en flad etape, og dermed var man reelt uden muligheder i klassementet allerede efter bare 6 dage.

Det betød imidlertid blot, at en imponerende Jose Joaquin Rojas overtog showet. Allerede på 7. etape viste han stor styrke ved at køre sig til en tredjeplads, inden Nelson Oliveira, der havde overrasket med sin gode klatring i løbets indledning, sikrede sig en femteplads på den svære etape til Xorret de Cati. Dagen efter først hviledag var det igen Rojas, der stjal showet, da han sammen med Soler igen var med i det rette udbrud, men en brølstærk Matteo Trenten var den hurtigste af de to i spurten, og derfor blev det til en 2. plads med Rojas og en 6. plads med Soler.

Rojas behøvede blot én hviledag, inden han var fremme igen på den hårde 12. etape, hvor han dog var ude af stand til at følge den stærke Tomasz Marczynski, og derfor med en tredjeplads tog sin tredje sekundære podieplacering. Herefter meldte trætheden sig imidlertid, og der blev længere mellem snapsene for Movistar. Specielt Richard Carapaz og Antonio Pedrero, to af holdets mest lovende talenter, imponerede ellers stort i bjergene, hvor de ofte blandede sig med klassementsrytterne, men desværre kom de aldrig med i de rette udbrud og opnåede derfor ingen virkelige topresultater. I den sidste uge var man dog to gange tæt på den forløsende sejr. Først var det Moreno, der var en af de stærkeste udbrydere på den stejle Los Machucos-stigning, hvor han imidlertid måtte nøjes med en 8. plads efter at have været sidste mand til at slippe etapevinderen Stefan Denifl. Dagen efter var det (selvfølgelig) igen Rojas, der kørte med om sejren i et udbrud, men på 18. etape måtte han nøjes med en femteplads. Derfor endte man tomhændede med en andenplads i holdkonkurrencen som det mest synlige resultat, da man efter en ellers behjertet indsats rullede over stregen i Madrid.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Tabet af Valverde og Quintanas nødvendige pause betød ikke blot, at man havde det svært i Vueltaen. Også i de øvrige løb efter Touren var Movistar en skygge af det dominerende storhold, der har vundet WorldTouren flere år i træk. Således havde man 29 sejre, da Valverde styrtede på 1. etape af Touren, og da regnebrættet blev gjort op sidst i oktober, stod der kun 31 triumfer på kontoen.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Den første af de to sene sejre kom allerede i højsommeren. Efter at Jose Herrada havde grebet en sjælden chance og kørt sig til en 4. plads i Klasika Ordizia, var det Carlos Barbero, der i Circuito de Getxo med en af sine velkendte spurter op ad bakke tog endnu en sejr i den baskiske klassiker. Herrada udnyttede endda sin gode form til at tage en 3. plads, og dermed fik man med to podiepladser lidt opmuntring for en skuffende præstation i Clasica San Sebastian, hvor man med Valverde ellers år efter år har kørt med om sejren. Heller ikke i Tour de Pologne spillede man nogen væsentlig rolle, da en 8. plads til Jose Joaquin Rojas i en massespurt blev eneste top 10-placering, og da Gorka Izagirre med en 14. plads slet ikke kunne leve op til de klassementsforventninger, som hans flotte forår havde skabt.

Vuelta a Burgos skulle bruges som sidste Vuelta-forberelse for kaptajnerne Daniel Moreno, Ruben Fernandez og Marc Soler, men det blev et løb med både op- og nedture. Holdet kom fint fra start, da Moreno og Barbero blev hhv. nr. 5 og 6 i puncheurfinalen på 1. etape, men da det gjaldt løbets kongeetape var man ude af stand til at blande sig i top 10 i det, der skulle blive et Mikel Landa-show. Dagen efter opnåede man imidlertid det, der viste sig at være årets sidste sejr, da Barbero kom forbi Gianni Moscon og Julian Alaphilippe i spurten på 4. etape og sikrede sig sin anden sejr på blot en uge. Løbet sluttede med, at Moreno kørte sig til en 7. plads på kongeetapen og dermed også sluttede som nr. 7 samlet.

Holdet har altid haft det svært i Nordeuropa, og det blev tydeligt igen i dette efterår. Man havde ikke én eneste rytter i top 10 i EuroEyes Classics og Bretagne Classic, og i BinckBank Tour, hvor man ellers have haft visse forhåbninger til den stadig stærkere Jasha Sütterlin, blev en 10. plads til tyskeren på Amstel Gold Race-etapen det bedste resultat. Større forventninger havde man til Tour du Poitou-Charentes, hvor Jonathan Castroviejo var en af de store favoritter, men her fik den tidligere europamester sig en mindre lektion af Mads Pedersen, der klart henvist den spanske stjerne til andenpladsen på både enkeltstarten og i den samlede stilling. Barbero forsøgte sig lidt i spurterne, men det blev kun til en 6., 8. og 10. plads og dermed en bekræftelse af, at han har det svært uden for sit hjemland.

Et af efterårets store højdepunkter oplevede man i september i Canada. Man havde ellers indledte de canadiske WorldTour-løb skidt i GP de Quebec, men i GP de Montreal kørte man med om sejren. Jesus Herrada var nemlig med i den lille gruppe, der skulle spurte om sejren i den canadiske storby, og her blev han en flot nr. 2 bag Diego Ulissi. I samme periode drømte man om at vinde Tour og Britain med den lokale helt Alex Dowsett, der imidlertid måtte nøjes med en 9. plads på enkeltstarten og slet ikke kom i top 10, da det samlede regnskab skulle gøres op. De beskedne placeringer som nr. 6, 9 og 10 i tre af massespurterne til Daniele Bennati kunne ikke gøre det ud for den skuffelse.

Efterårsnedturen fortsatte ved VM, hvor det blev til en beskeden 6. plads i holdløbet, og hvor Castroviejo ikke som i de to foregående sæsoner kunne køre med om medaljerne på enkeltstarten. Han kunne heller ikke tage årets tredje sejr, da han sluttede sin sæson i Chrono des Nations, hvor det blev til en 3. plads bag den danske duo Martin Toft og Mikkel Bjerg. Derfor satte man al sin lid til, at den tilbagevendte Quintana måske ville kunne hente en sidste sejr i en af de italienske klassikere. Efter at have varmet benene op i Tre Valli Varesine var han med en 4. plads i Milano-Torino ganske tæt på en stor sejr, og det gav forhåbninger forud for Il Lombardia. Her var han igen blandt de bedste, men dog ude af stand til at følge den suveræne Nibali i finalen, og hans manglende spurtstyrke betød, at han endte sin sæson med en 9. plads. Herfra drog man videre til Tour of Guangxi, hvor man imidlertid var uden sprinter i det relativt flade løb, og da hverken Jesus Herrada eller Dayer Quintana havde benene til at køre op med de bedste på kongeetapen, endte man meget symptomatisk for et skidt efterår årets sidste løb uden et eneste top 10-resultat.

Den endelige dom

Det er velkendt, at momentum betyder meget i cykelsport. Eksempelvis har vi i en tidligere analyse allerede diskutere, hvordan Cannondale med ét vendte en katastrofal sæson til en stor succes. Sjældent har man dog set en sæson, der er så skarpt adskilt i to dele, som det er tilfældet for Movistar. I første halvdel af sæsonen vandt man - dvs. i særdeles Alejandro Valverde - nærmest alt, hvad man kunne komme i nærhed, og da den spanske veteran havde sejret i Ruta del Sol, Volta a Catalunta, Vuelta al Pais Vasco, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege begyndte man endda seriøst at diskutere, om han ligefrem ville kunne køre med om sejren i Touren. Det blev der imidlertid intet af. Lykken vendte, da Quintana blev besejret af Tom Dumulin i Giroen, og herfra syntes alt nærmest at gå galt for spanierne. Det dramatiske lavpunkt var naturligvis Valverdes styrt på 1. etape af Touren og Quintanas efterfølgende kollaps i verdens største cykelløb, og fra det øjeblik var de regerende vindere af WorldTouren reduceret til et af WorldTourens absolut ringeste hold, og man var fra 1. juli og frem til sæsonafslutningen kun i stand til at vinde to mindre sejre i Spanien.

Selvom man scorede meget få point i efteråret, og Valverde naturligvis ikke fik ét eneste, ender holdet alligevel på en 6. plads i WorldTouren, og Valverde slutter som nr. 7 på den individuelle rangliste. Det siger ufatteligt meget om, hvor fantastisk et forår specielt den spanske kaptajn havde, og det gør det meget svært at drage en rimelig konklusion. Baseret på månederne januar til juni nærmer vi os karakterskalaens allerhøjeste trin - her vægter ikke blot Valverdes sejre, men også Quintanas sejr i Tirreno-Adriatico, Solers gennembrud i Catalonien, Gorka Izagirres store præstationer i Tour Down Under, Paris-Nice og Giroen, Jonathan Castroviejos stærkt forbedrede klatrepræstationer og Richard Carapaz’ gennembrud som lysende bjergtalent meget højt - men til gengæld er man tæt på at skrabe den absolutte bund, når man skal vurdere sæsonens sidste måneder.

Mest bekymrende er det, at det blev afsløret, hvor afhængige man er af kaptajnerne. Da de begge var væk, stod man nærmest med det rene ingenting, og man havde ingen til at tage over. De to mest lovende talenter, Marc Soler og Ruben Fernandez, fejlede fuldstændigt i Vueltaen, og Izagirre kunne slet ikke leve op til forårets flotte præstationer. Naturligvis var man også ramt af megen uheld, da Carlos Betancur styrtede ud af Vueltaen, netop som han havde genfundet fordums styrke, og også Daniel Moreno var uheldig i den spanske grand tour, men det kan ikke opveje, at holdet manglede bredde. Der var naturligvis også lyspunkter undervejs, ikke mindst fra talenterne Richard Carapaz og Antonio Pedrero og specielt fra Jose Joaquin Rojas, der som en spansk enmandshær kørte en fabelagtig Vuelta, der helt klart var en etapesejr værdig, men det er stadig alt for lidt for et hold, der stræber efter at være et af sportens bedste.

Dertil skal lægges, at Quintanas sæson var en skuffelse. Selvfølgelig vandt han Tirreno-Adriatico og blev nr. 2 i Giroen, men for en rytter af Quintanas kaliber forventes der desværre bare meget mere. Heldigvis viste han i de italienske klassikere, at der bestemt er mere at komme efter i 2018, men det kan ikke slette helhedsindtrykket af 2017-sæsonen. Valverde kørte i fire måneder bedre end nogensinde - og det siger ikke så lidt - og det i sig selv betyder, at Movistars sæson er en delvis succes, som deres høje WorldTour-placering viser. Alligevel ender sæsonen med et samlet set negativt facit, når man som regerende mester har en kaptajn, der underpræsterer, og viser en manglende bredde, der afslører en nærmeste skræmmende sårbarhed og afhængighed af bare to ryttere.

Karakter:  5/10