Sæsonevaluering: Hvordan klarede Movistar sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Movistars meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 26 (Alejandro Valverde 13, Richard Carapaz 3, Carlos Barbero 3, Nairo Quintana 2, Mikel Landa 1, Marc Soler 1, Jaime Roson 1, Andrey Amador 1, Dayer Quintana 1)

Sejre på WorldTouren: 12 (1 etapesejr i Tour de France med Nairo Quintana, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Richard Carapaz, 2 etapesejre i Vuelta a Espana med Alejandro Valverde, samlet sejr i Paris-Nice med Marc Soler, samlet sejr i Volta a Catalunya med Alejandro Valverde, samlet sejr i Abu Dhabi Tour med Alejandro Valverde, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Nairo Quintana, 1 etapesejr i Tirreno-Adriatico med Mikel Landa, 2 etapesejre i Volta a Catalunya med Alejandro Valverde, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Alejandro Valverde)

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 8 (nr. 6 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Alejandro Valverde (nr. 3), Nairo Quintana (nr. 22), Mikel Landa (nr. 40), Marc Soler (nr. 53), Richard Carapaz (nr. 54)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Alejandro Valverde (nr. 1), Nairo Quintana (nr. 25), Richard Carapaz (nr. 54), Mikel Landa (nr. 55), Marc Soler (nr. 61)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Der findes vel næppe noget hold, der har en så forskelligartet tilgang til klassikerne som Movistar. På den ene side stiller til de til start som favoritter med Alejandro Valverde i ethvert større kuperet endagsløb, men til gengæld er holdet næsten helt usynlige på brostenene og i sprinterløbene, hvor de stiller til start mere af pligt end af lyst. Det afspejledes også i tilgangen til årets løb, hvor Valverde jagtede yderligere historieskrivning i Ardennerne samt en første sejr i Il Lombardia, og i de løb var holdet bygget helt op omkring ham. I år var der dog også lidt spænding inden Dwars door Vlaanderen, hvor Valverde som forberedelse til Touren ville teste brostensformen, men derudover handlede de fladere klassikere for holdet alene om at vise sig frem. Det skulle primært ske med Imanol Erviti, der med offensiv kørsel tidligere har været i top 10 i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, den lovende Jasha Sütterlin samt ANdrey Amador og Nelson Oliveira, der begge har en vis kærlighed til brostensløbene, mens håbet var, at Carlos Barbero måske kunne vise sig frem i et af sprinterløbene.

Naturligvis gik holdet i en stor bue uden om den belgiske åbningsweekend, og derfor var Strade Bianche den første store klassiker for spanierne. Her var de til gengæld ganske ambitiøse med en formstærk Valverde, der flere gange har været tæt på sejren på de italienske grusveje. Det var han også i år, hvor han dog blev fanget i et taktisk spil mellem favoritterne, og selvom han viste sig stærkest til slut, var det for sent at hente fronttrioen, hvorfor han måtte tage til takke med en lidt skuffende 4. plads. I Milano-Sanremo var holdet som ventet mere anonyme, da Barbero end ikke kom med feltet hjem og blot blev nr. 57.

Brostensdebuten blev gjort på E3 Harelbeke, hvor holdet fik en del opmærksomhed i kraft af Mikel Landas deltagelsen. For baskeren var det imidlertid alene forberedelse frem mod Touren, og han var godt tilfreds med at gennemføre på en dag, hvor Oliveira som nr. 32 blev holdets bedste mand. Bedre gik det ikke uden Landa i Gent-Wevelgem, hvor Sütterlin akkurat missede frontgruppen og måtte tage til takke med en 33. plads.

Valverde (og Nairo Quintana) ankom endelig til Dwars door Vlaanderen, og her viste den ukuelige veteran sin klasse ved at blande sig i kampen om sejren. Til slut løb han imidlertid tør for kræfter i de kolde og våde betingelser og måtte således tage til takke med en 11. plads i den favoritgruppe, der sluttede bag de forreste. Derefter var det op til andre at forsøge at forsøge at overraske i de to brostensmonumenter - også selvom Valverde længe var fristet af at forsøge sig i Flandern Rundt - men det lykkedes ikke. Erviti var bedste mand som nr. 60 i Flandern og nr. 30 i Roubaix, hvor Marc Soler dog med et langt udbrud viste sig flot frem i uvant terræn.

Efter lidelserne på brostenene gjaldt det endelig Ardennerne, hvor Valverde jagte en første sejr i Amstel Gold Race samt yderligere et par triumfer i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Forsøget på endelig at vinde den hollandske klassiker mislykkedes imidlertid, da han og Peter Sagans interne rivalisering blev udnyttet af Michael Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, hvorfor Valverde til slut i en spurt måtte se sig henvist til en 5. plads af Sagan. Langt mere overraskende var det imidlertid, at kongen af Mur de Huy i Fleche Wallonne måtte se sig henvist til 2. pladsen af Julian Alaphilippe, og det skulle faktisk indvarsle, at den spanske veteran var træt efter et langt forår. I Liege var der nemlig tømt i tanken, og da sejren var væk for løbets store favorit, rullede han over stregen som en skuffende nr. 13.

Alejandro Valverde måtte skuffende tage til takke med en andenplads i Fleche-Wallone.

Valverdes ønske om at være frisk til VM betød, at han skippede Clasica San Sebastian, hvor Landa i stedet fik lov at være kaptajn i sit hjemmebaneløb. Desværre endte det som en regulær katastrofe, da et styrt ikke blot knuste sejrsdrømmen, men også ødelagde resten af sæsonen. I stedet endte Andrey Amador som nr. 41 som holdets bedste mand. Helt som ventet kneb det også i efterårets fladere klassikere. Jose Joaquin Rojas forsøgte sig i spurten i Hamburg Cyclassic, hvor han imidlertid blot blev nr. 15, og han var også holdets bedste mand i Bretagne Classic, hvor han blev nr. 21. Helt anonymt var holdet også i de canadiske løb, hvor Marc Soler fortsatte sit dybt skuffende efterår, og hvor de bedste resultater var en 39. plads med Jorge Arcas i Quebec og en 30. plads med Antonio Pedrero i Montreal.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Heldigvis var Valverde ikke færdig endnu, og få uger senere opnåede han karrierens måske allerstørste triumf, da han - ganske vist iført den spanske landsholdstrøje - endelig erobrede den VM-titel, han gennem en hel karriere desperat havde jagtet. Sejren havde imidlertid også en pris, da de efterfølgende forpligtelser betød, at han ankom til de italienske klassikere efter en periode med begrænset træning. Hans ankomst var dog imødeset, for holdet havde været anonymt i Giro dell’Emilia, hvor stor Jasha Sütterlin som nr. 31 var holdets bedste mand, og det var i stedet i de fladere løb, at holdet havde vist sig frem. I HGP Beghelli overraskede Barbero nemlig ved at vinde den reducerede massespurt, men desværre betød et sent angreb fra Bauke Mollema, at det kun kunne omsættes i en 2. plads.

Valverde måtte allerede i Tre Valli Varesine indse, at topformen var forsvundet. Her var han nemlig ude af stand til at følge de bedste og endte blot som nr. 15 i sit første løb i regnbuetrøjen. Derfor valgte han at angribe Milano-Torino som et træningsløb frem mod Il Lombardia, og efter en meget offensiv præstation viste han med en 3. plads, at klasse ikke fornægter sig. Han skippede det fladere Gran Piemonte, hvor holdet i stedet forsøgte sig med Rojas, der i spurten blot blev nr. 23, inden det gjaldt det helt store mål i Lombardiet. Her måtte Valverde imidlertid igen sande, at han trods alt har sine grænser, og efter et svært løb måtte den trætte verdensmester tage til takke med en 11. plads.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Beslutningen om at sende alle holdets tre kaptajner til Tour de France havde naturligvis den pris, at det var svært at give Giro d’Italia det helt store fokus. Derfor var forventningerne også beskedne til et løb, hvor man håbede, at Richard Carapaz kunne teste sig selv som klassementsrytter, og at Carlos Betancur kunne genrejse sig selv. Efter deres mange skader fik Ruben Fernandez og Rafael Valls chancen for at komme tilbage på sporet, og de fire klatrere skulle i bjergene bakkes op af talentfulde Antonio Pedrero samt den hensygnende Eduardo Sepulveda. Holdet fuldendtes af de loyale hjælpere Dayer Quintana og Victor De La Parte.

Betancur gav håb om, at noget stort kunne være i vente, da han højst uventet blev nr. 11 på den indledende enkeltstart i Jerusalem, hvor også Valls med en 22. plads viste god form. Derefter handlede det om overlevelse i den arabiske ørken, og holdet nåede til Italien uden yderligere tidstab. Desværre skuffede Betancur en anelse ved i 4. etapes puncheurfinale blot at blive nr. 20, mens Carapaz efter en sygdomsplaget start med en 16. plads viste fremgang. Dagen efter undgik de begge også yderligere tidstab, og de var derfor kommet sikkert frem til den første bjergtest på Etna. Her viste Carapaz for første gang, at han måske kunne gøre mere end teste sine grænser, da han med en 7. plads sluttede sammen med de vigtigste favoritter, mens Betancur som nr. 19 mistede lidt terræn. Desværre tabte han på den efterfølgende sprinteretape yderligere 23 sekunder som følge af en defekt.

Carapaz’ helt store gennembrud ventede dagen efter. På stigningen op til Montevergine di Mercogliano greb den unge ecuadorianer sit moment, da han pludselig blæste væk fra et hurtigt kørende felt og forbi dagens sidste udbryder, Koen Bouwman. Feltet så ham aldrig igen, og pludselig var han efter en stor etapesejr på alles læber. Dagen efter fulgte han bedriften op med en fremragende 5. plads på den anden bjergetape, og derfor kunne han gå på hviledag på en yderst opmuntrende samlet 6. plads.

25-årige Richard Carapaz tog sig af Movistars enlige sejr i Giroen.

Desværre mistede holdet på 10. etape evigt uheldige Valls, der ellers havde været blandt de 20-30 bedste på de første bjergetaper, da et styrt atter sendte spanieren tilbage til nulpunktet. Dagen efter viste Carapaz desværre, at han fortsat mangler lidt i positionskampen, da han på bakken op til målet i Osimo som nr. 11 smed 23 sekunder til Simon Yates. De to efterfølgende sprinteretaper blev overlevet, og det var en optimistisk Carapaz, der så frem til mødet med frygtede Monte Zoncolan. Desværre betød ungdommeligt overmod, at han angreb det stejle bjerg for hårdt, og efter en svær dag nåede han blot målet som nr. 13 lige foran Betancur med et dyrt tidstab på 2 minutter til Chris Froome. Heldigvis rejste han sig flot på den efterfølgende bjergetape, hvor han holdt sig til favoritterne og endte som nr. 5 og dermed var en samlet nr. 6 inden sidste hviledag.

Som ventet var enkeltstarten en stor udfordring for Carapaz, der som nr. 53 tabte næsten 3 minutter til vinderen, Rohan Dennis, og derfor var han helt nede på en 9. plads inden de sidste tre bjergetaper. Her havde han yderligere vanskeligheder på opkørslen til Prato Nevoso, hvor han tabte vigtig tid til rivalen i kampen om den hvide trøje, Miguel Angel Lopez, men da det for alvor gjaldt, var han knivskarp. På kongeetapen kunne han ganske vist intet stille op mod Froome, men han sad med hos forfølgerne, inden han på den sidste stigning kørte væk og sikrede sig en bemærkelsesværdig 2. plads. Dagen efter udkæmpede han og Lopez et mindeværdigt slag om hvidt på den sidste dag i bjergene, men det lykkedes ikke for de to kombattanter at ryste hinanden af, og han måtte derfor tage til takke med en samlet 4. plads og en 2. plads i ungdomskonkurrencen efter en 10. plads på etapen. At kunne rulle til Rom med så fremragende et samlet resultat samt en etapesejr var dog langt over forventningerne, og da Betancur også sluttede som en godkendt nr. 15, blev årets Giro en stor succes for det spanske superhold.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Alejandro Valverde havde længe leget med ideen om at starte sin sæson allerede i Tour Down Under, men det blev med de unge Ruben Fernandez og Marc Soler som kaptajner, at holdet drog til Australien. Carlos Barbero var med som holdets sprinter, og han opnåede holdets første lille resultat, da han spurtede sig til en 10. plads i 2. etapes puncheurfinale i Stirling. Efter yderligere en sprinteretape måtte holdet imidlertid sande, at det ikke blive til et stort resultat, da begge kaptajner mistede tid allerede på den første af de to svære etaper, og Soler skuffede med en 18. plads også på kongeetapen. Barbero rundede et generelt skuffende løb af med en 9. plads i den afsluttende massespurt.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Nyindkøbte Eduardo Sepulveda var holdets kaptajn i dennes hjemmebaneløb, Vuelta a San Juan. Både han og Dayer Quintana kom med favoritterne hjem i den hårde finale på 2. etape, og han bragte sig selv i en god position ved at blive nr. 9 på enkeltstarten, hvor Winner Anacona med en 6. plads overraskede stort. Desværre blev han på den efterfølgende etape sat ud af klassementskampen som følge af et styrt, og da Anacona som eneste mand kom med feltet hjem, overtog colombianeren kaptajnansvaret. Han kom imidlertid til kort på kongeetapen, hvor Sepulveda og Quintana blev hhv. nr. 6 og 9, inden Sepulveda med en 5. plads fra et udbrud på 6. etape fortsatte sin lovende start for holdet. Samlet blev det tillige til en fin 8. plads til Quintana.

Valverde gjorde i stedet sit længe ventede comeback efter sit grimme Tour-styrt i Challenge Mallorca. Han brugte det flade første løb, hvor Daniele Bennati med en 7. plads testede sprinterbenene, til at genfinde løbsrytmen, og viste sig herefter prompte frem i det første af de to hårde løb. Angst for de våde nedkørsler betød dog, at han måtte lade Gianni Moscon og Tim Wellens stikke af til sidst, men det blev alligevel til en meget opmuntrende 3. plads. Desværre manglede han et hold til at holde styr på feltet i det efterfølgende løb, og derfor rakte det kun til en 4. plads, at han spurtede fra favoritterne, da tre mand til slut var kørt væk. Han skippede derefter det sidste flade løb, hvor Barbero og Jose Joaquin Rojas med hhv. en 5. og en 8. plads i spurten i stedet viste sig frem.

Valverde drog derfra med forstærket selvtillid videre til sit første etapeløb, Volta a la Comunitat Valenciana. Her viste han atter, at han slet ikke var mærket af sit styrt, da han allerede på 2. etape lavede et mindre kup ved sammen med Luis Leon Sanchez og Jakob Fuglsang at køre fra de øvrige favoritter, inden han tog sæsonens første sejr ved at sætte rivalerne på plads i spurten. To dage senere understregede han atter, at han var løbets stærkeste, da han suverænt vandt kongeetapen, og da han kom sikkert igennem den afsluttende sprinteretape, kunne han fejre en overlegen samlet sejr. Derfra fortsatte han videre til sit hjemmebaneløb, Vuelta a Murcia, hvor han og Sanchez igen kørte fra alt og alle. Bevidst eller ubevidst lod han sig imidlertid overrumple af vennens sene angreb og tog derfor til takke med en 2. plads, mens Rojas med en 9. plads i det hårde løb også viste god form. Dagen efter var det Barberos tur i det flade Clasica de Almeria, hvor han dog måtte tage til takke med en 8. plads i massespurten.

Alejandro Valverde tog to etapesejr og den samlede sejr i Volta a la Comunitat Valenciana.

Nairo Quintana startede sin sæson i Colombia Oro y Paz, men kom elendigt fra start, da et styrt på den flade 1. etape var meget tæt på at koste ham alle muligheder. Han overlevede dog de tre flade etaper uden tidstab og var herefter klar til at gå efter den samlede sejr på de tre bjergetaper. Han lagde solidt ud med en 3. plads i den eksplosive finale på 4. etape, inden han dagen efter kørte sig i førertrøjen med en 2. plads på 5. etape, hvor Richard Carapaz med en 10. plads også opnåede årets første resultat. Desværre lykkedes det ham ikke at gøre arbejdet færdigt på kongeetapen, hvor han og Movistar lod sig overrumple af Egan Bernal, men til gengæld reddede lillebror Dayer det hele ved at tage etapesejren fra et udbrud. Samlet måtte Quintana imidlertid tage til takke med 2. pladsen.

Holdets tredje kaptajn, Mikel Landa, startede sin sæson i Ruta del Sol, hvor Barbero samtidig jagtede succes i spurterne. Sidstnævnte lagde ud med en 6. plads på 1. etape, inden kaptajnen tog over på kongeetapen. Her var de mange forsøg imidlertid forgæves, og han måtte til slut tage til takke med en 4. plads, mens Soler efter en svær start med en 6. plads også viste betydelig fremgang. Dagen efter kom Barbero meget tæt på sæsonens første sejr, da han efter en kontroversiel spurt akkurat måtte se sig slået af Sacha Modolo. Lige så tæt på var Landa i den efterfølgende puncheurfinale, hvor han med et stærkt angreb kom af med alle andre end Tim Wellens, der desværre slog ham i spurten, inden Soler nåede toppen som nr. 6. Som ventet blev den afsluttende enkeltstart en udfordring for Landa, men til gengæld imponerede både Andrey Amador og Soler, der blev hhv. nr. 2 og 5. Resultat blev en lidt uventet samlet 3. plads til Soler, mens Landa måtte tage til takke med 6. plads, 3 placeringer bedre end Amador.

Unge Jaime Roson fik sin chance som kaptajn i Volta ao Algarve, hvor han lagde stærkt ud med at blive nr. 5 i 2. etapes bjergfinale. Dagen efter viste Nelson Oliveira tempoevnerne, da han blev nr. 5 på enkeltstarten, inden Roson på den afsluttende kongeetape, hvor et udbrud løb med sejren, holdt sig til favoritterne. Resultatet blev en samlet 6. plads til den talentfulde spanier og en 10. plads til Oliveira på dennes hjemmebane.

Valverde stillede i Abu Dhabi Tour til start i sit første WorldTour-løb, hvor han kom sikkert igennem de tre flade etaper og endda sikrede sig lidt bonussekunder undervejs. På enkeltstarten forsvarede han sig bemærkelsesværdigt godt, da han kørte sig til en stærk 9. plads, inden han sluttede af med på suveræn vis efter en spændende duel med Miguel Angel Lopez at vinde kongeetapen. Resultatet blev hans anden etapesejr i to forsøg og dermed en fortsættelse af drømmecomebacket.

Valverde valgte til gengæld at skippe Paris-Nice, der i stedet blev en stor chance for Soler efter dennes flotte resultat i Ruta del Sol. Også Barbero var med, og han viste atter god form med en 12. plads i den knaldhårde finale på 1. etape. Desværre lykkedes det ham ikke i de to efterfølgende massespurter at vise sig frem, men det gjorde Soler til gengæld på enkeltstarten. Med en fabelagtig 2. plads viste han atter sine stærkt forbedrede tempoevner, og han var derfor i en fremragende position inden de sidste tre svære etaper. Her nåede han som nr. 16 mål sammen med rivalerne i den første test, men han havde det svært på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 8 efter god hjælp af Carapaz, der selv blev nr. 11. Det fik ham imidlertid til at kaste alt overbord med et stort angreb på den våde sidste etape. Efter en mindeværdig bedrift lykkedes det ham at nå mål sammen med David de la Cruz og Omar Fraile, og selvom han i spurten blot blev nr. 3, var det nok til at tage en bemærkelsesværdig og overraskende samlet sejr i et af årets største løb, ligesom han naturligvis også vandt ungdomskonkurrencen. Også Carapaz viste sig med en 8. plads flot frem og sikrede sig derved en 11. plads.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Marc Soler vandt ingen etaper i Paris-Nice, men kunne alligevel tage derfra med en samlet sejr.

Landas første store sæsonmål var Tirreno-Adriatico, hvor han stillede til start sammen med Roson, der sammen med Jorge Arcas viste god form ved i opvarmningsløbet GP Industria at komme til mål med de bedste. Desværre kom holdet skidt fra start, da de skuffede med en 12. plads i det indledende holdløb, men de to kaptajner viste deres form ved at komme med favoritterne til mål på den svære 3. etape, hvor Landa blev nr. 6. Dagen efter viste Landa sin tårnhøje klasse, da han tog sin første sejr for sit nye hold ved at vinde kongeetapen, hvor Roson blev nr. 14. I den efterfølgende puncheurfinale sluttede som hhv. nr. 7 og 8 sammen med favoritterne, men desværre fik de sig en lussing på den afsluttende enkeltstart, hvor Oliveira også skuffede med en 15. plads. Resultatet blev derfor blot en 6. plads til Landa og en 8. plads til Roson.

Sammen med Quintana og Soler Valverde var tilbage i sadlen i Volta a Catalunya, som han dominerede året forinden, og han var igen rødglødende. Allerede på den første sprinteretape viste han med sin 8. plads stor kørelyst, og dagen efter overraskede han ved at sejre i den anden massespurt efter et flot lead-out af Rojas, der selv blev nr. 7. Dagen efter overraskede Quintana ved at gå i offensiven på den forkortede 3. etape, og selvom han blev hentet på stregen, rakte det til en uventet 5. plads. Kongeetapen endte som et sandt Movistar-show, hvor Soler og Quintana leverede et fremragende job for Valverde, der gjorde arbejdet ved at besejre Bernal og Quintana i spurten på toppen af La Molina, mens Soler fuldendte dagen med en 6. plads. Dagen efter spurtede Rojas og Valverde sig til hhv. en 7. og en 8. plads bag et vindende udbrud, ligesom de blev hhv. nr. 9 og 11 på den sidste flade etape. Til slut greb Soler sin chance på den hårde sidste etape i Barcelona, hvor han dog i duel med Simon Yates måtte se sig henvist til 2. pladsen. Den store vinder var Valverde, der med en 9. plads tog den samlede sejr, og efter et styrt til Bernal blev det endda til dobbetlsejr med Quintana på 2. plads og Soler på 5. pladsen. Naturligvis vandt Valverde også pointtrøjen, ligesom det blev til triumf i holdkonkurrencen.

Efter sin stærke afslutning på Paris-Nice fik Carapaz chancen som kaptajn i Settimana Coppi e Bartali, men han led et stort tilbageslag, da holdet blot blev nr. 11 i holdløbet. På kongeetapen viste han sig imidlertid med en 5. plads stærkt frem, og dagen efter spurtede han sig sågar til en 5. plads på en sidevindsetape. Til slut kørte han sig til en flot 9. plads på den hårde enkeltstart, hvor også Victor De La Parte og Sepulveda med hhv. en 3. og en 8. plads imponerede, og det var nok til, at ecuadorianeren sikrede sig en samlet 3. plads, ligesom holdet sejrede i holdkonkurrencen.

Efter en lille tur til de belgiske brosten var Valverde tilbage i Spanien til GP Miguel Indurain, hvor han efter en Movistar-magtdemonstration, der også gav hhv. en 5. og en 6. plads til Carlos Betancur og Soler, levede op til sin status som storfavorit og kørte sig til en solosejr. Til gengæld overlod han titelforsvaret i Vuelta al Pais Vasco til hjemmebanehelten Landa, der havde Quintana ved sin side. Kaptajnen kom imidlertid katastrofalt fra start, da han efter store vanskeligheder tabte tid til Julian Alaphilippe og Primoz Roglic og kun med nød og næppe nåede mål sammen med de øvrige favoritter, hvor Quintana spurtede sig til en 10. plads. Dagen efter var han imidlertid som født på ny, da han denne gang kom med i frontkvartetten, hvor han dog blev sidst i spurten om etapesejren. Rojas forsøgte sig herefter med en 15. plads på den eneste sprinteretape, inden Landa med en 33. plads på den flade enkeltstart bragte sig i en svær position inden de to sværeste etaper. På den første af disse angreb han i ét væk, og selvom han ikke kunne ryste Roglic, lykkedes det ham med en 6. plads i spurten i en lille gruppe at avancere fra en 7. til en 2. plads inden kongeetapen. Her lykkedes det ham at sætte en efter styrt lidende Roglic til vægs, men han hentede aldrig den tidlige udbryder Enric Mas og blev derfor blot nr. 2 på etapen, mens Quintana rejste sig med en 5. plads. Desværre var tidsgevinsten i klassementet ikke nok til mere end en 2. plads, og det blev også blot til en 5. plads for Quintana.

Dagen efter var Valverde tilbage i sadlen i Klasika Primavera, hvor han og Amador leverede en magtdemonstration, inden costaricaneren fik lov at tage sejren foran sin kaptajn. Betancur sikrede sig endda en 4. plads i en stor opvisning af de lokale helte. Derefter stillede Barbero til start som kaptajn i det relativt flade etapeløb, Vuelta a Castilla y Leon. Han lagde fremragende ud ved at vinde den reducerede massespurt på 1. etape, men dagen efter blev han blot nr. 8. Alligevel kunne han gå ind til kongeetapen med førertrøjen på sine skuldre. Her lykkedes det imidlertid ikke at stoppe en velkørende Ruben Plaza, og selvom han blev en flot nr. 3 i den hårde finale, rakte det blot til en samlet 2. plads bag den spanske veteran. Sejr i pointkonkurrencen var dog en trøstepræmie.

Barbero var også med i det mere bjergrige Vuelta a Asturias, der dog først og fremmest fungerede som Carapaz’ sidste test inden Giroen. Den unge ecuadorianer lagde stærkt fra land ved at spurte sig til en 5. plads på den overraskende hårde 1. etape, inden han viste fremragende form ved at knuse al modstand på kongetapen, hvor Movistar med hhv. en 3. og en 5. plads til Fernandez og Antonio Pedrero leverede en sand magtdemonstration. Arbejdet blev fuldendte med hhv. en 4. og en 8. plads til Fernandez og Carapaz på den hårde sidste etape, og det blev således til samlet sejr til Carapaz, en. 5. plads til Fernandez samt en 8. plads til Pedrero.

Lidt overraskende skippede alle holdets kaptajner Tour de Romandie, der i stedet blev en chance for Roson. Han kom skidt fra start med en 64. plads på prologen, men holdt sig fint til på de to efterfølgende sprinteretaper. Desværre skuffede han stort med en 26. plads på bjergenkeltstarten, og heller ikke på kongeetapen kunne han matche de bedste, selvom han spurtede sig til en 8. plads fra forfølgergruppen. Resultatet blev derfor blot en samlet 18. plads, en enkelt placering bag Sepulveda, der blev holdets bedste.

Roson fik chance for revanche som kaptajn i Vuela a Madrid, hvor den relativt flade rute dog ikke passede ham. Han lagde ellers stærkt ud med offensiv kørsel på den eneste hårde etape, men i spurten i en lille gruppe måtte han tage til takke med en 5. plads. I stedet var det derfor op til Barbero at vise sig frem på de to sidste flade etaper, og han lagde stærkt ud med en 2. plads i den første spurt. Dagen efter slog han til for anden gang på bare få uger og sikrede sig sæsonens anden sejr, mens Roson i klassementet måtte tage til takke med en 4. plads, ligesom hans offensive kørsel blev belønnet med en bjergtrøje og Barberos gode spurter med en pointtrøje.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Rosons sidste chance i foråret var Vuelta a Aragon, hvor Barbero fortsatte sin gode stime ved at spurte sig til en 2. plads på 1. etape, inden han skuffede en anelse med en 7. plads på 2. etape. På løbets kongeetape var det derefter op til Roson, der havde god hjælp af Soler. De kunne ikke forhindre Mikel Bizkarra i at køre alene hjem, men da denne havde tabt tid i sidevinden, var en 3. plads til Roson nok til tage den samlede sejr, mens Soler med en 7. plads sikrede sig en samlet 6. plads.

Efter sejren i Paris-Nice blev Soler givet en stor chance i Criterium du Dauphiné, men det blev aldrig en succes. Allerede på prologen blev det til en skuffende placering som nr. 39, inden Roson gav lidt optimisme ved at spurte sig til en 10. plads i den hårde spurt på 1. etape. Holdet forsvarede sig med et ungt hold fint i holdløbet, hvor de blev nr. 8, men i bjergene gik det slet ikke. Allerede på den relativt lette 4. etape mistede Soler som nr. 16 tid, og det fortsatte dagen efter, hvor han blot blev nr. 13. Weekendens to bjergetaper blev delvist ødelagt af en sum defekt, men placeringer som nr. 17 og 29 kunne ikke skjule, at benene ikke rakte. Resultatet blev en skuffende samlet 16. plads.

Holdet havde planer om at stille med alle tre kaptajner i en Tour-generelprøve ved Tour de Suisse, men sygdom tvang Valverde til at melde forfald. Derfor var det op til Landa og Quintana at forsvare holdets farver, og de kom lovende fra start med en 6. plads i holdløbet. De følgende tre etaper handlede alene om succesfuld overlevelse, inden det gjaldt den første test på den eksplosive 5. etape. Her forsøgte Landa sig med et stort angreb fra distancen, men den stærke modvind betød, at han blev hentet på den sidste kilometer og tabte 14 sekunder. Quintana viste ligeledes god form med en 7. plads i spurten. Begge holdt de sig til i den efterfølgende puncheurfinale, og derefter leverede Quintana et sandt mesterværk på kongeetapen. På den 30 km lange stigning angreb han fra bunden og holdt herefter alle rivalerne stangen, inden han krydsede stregen som fortjent vinder. Landa fik sig derimod med en 9. plads en lille dukkert.  Desværre kørte de begge en decideret katastrofal enkeltstart, hvor Oliveira også med sin 10. plads skuffede, og Quintana gled derfor fra en samlet 2. til en 3. plads, som han akkurat holdt fast i. Landa blev derimod blot nr. 16.

Nairo Quintana vandt syvende etape i Tour de Suisse.

Valverde skulle indhente de tabte løbskilometer i det mindre Route d’Occitanie, hvor han og Barbero lagde stærkt ud ved at blive hhv. nr. 7 og 5 i den indledende massespurt. Dagen efter var Barbero med en 3. plads tæt på endnu en sejr, inden Valverdes store test ventede på kongeetapen. Her levede han med en kontrolleret indsats op til sin status som storfavorit, da han i i spurten på toppen af Monts d’Olmes besejrede Daniel Navarro og Kenny Elissonde. Endnu mere imponerende var hans præstation dog på sidste etape. Sammen med vennen Luis Leon Sanchez angreb han på den store stigning langt fra mål, og i en neglebidende finale lykkedes det kun akkurat Anthonyt Roux, der var hurtigst i feltet, at få forbi veteranen, der måtte tage til takke med 2. pladsen. Samlet blev det dog til en suveræn sejr, ligesom han vandt pointtrøjen.

Holdet rundede første del af sæsonen af ved de nationale mesterskaber, hvor Valverde skuffede lidt med en 4. plads på den spanske enkeltstart. I linjeløbet manglede han også den fornødne støtte til at styre Izagirre-brødrene, og han kunne ikke forhindre Gorka i at køre alene, inden han spurtede sig til en sølvmedalje med Barbero på en flot 5. plads. Jasha Sütterlin måtte på den tyske enkeltstart tage til takke med sølvet bag Tony Martin, men derudover lykkedes det ikke holdet at vise sig frem uden for de spanske grænser.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Manager Eusebio Unzue havde ikke lagt skjul på, at årets hovedmål var at vinde Tour de France, hvor de derfor mødte op med alle tre kaptajner, Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde, der sammen skulle forsøge endelig af få skovlen under Team Sky. Med sig havde de som støtte i bjergene Marc Soler og Andrey Amador, mens Jose Joaquin Rojas, Daniele Bennati og Imanol Erviti havde som opgave at sikre, at de kom sikkert igennem den første hektiske uge, som de i den grad frygtede.

Frygten skulle vise sig at være velbegrundet. En yderst dårligt timet defekt bare kort før 3 km-mærket betød nemlig, at Quintana allerede på 1. etape tabte 1.15 og dermed fik den værst tænkeligt start. Dagen efter viste Valverde til gengæld god form, da han helt uventet blev nr. 7 i en massespurt, men det var kun et beskedent lys i mørket. Dagen efter fortsatte den dårlige begyndelse nemlig med en skuffende 10. plads i holdløbet, hvor de tabte 54 sekunder til BMC, men 4. etape forløb uden problemer. Derefter gik Valverde efter sin første sejr i puncheurfinalen på 5. etape, hvor han blev en ganske fin nr. 4, mens han imidlertid manglede holdkammerater 24 timer senere. Her kunne han ikke forhindre Dan Martin og Pierre Latour i at køre væk på Mur-de-Bretagne, og selvom han var hurtigst blandt favoritterne, rakte det derfor ikke til mere end en 3. plads.

Movistar måtte tage til takke med en tiendeplads i holdløbet ved Tour de France.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

De efterfølgende sprinteretaper blev problemfrit overlevet, og derefter gjaldt det den på forhånd så frygtede brostensetape. Den gik imidlertid over al forventning, da Movistar endda var i stand til at tage initiativ undervejs, og Quintana og Valverde kom sikkert i mål uden tidstab. Sådan så det også ud til at skulle gå for Landa, men et øjebliks uopmærksomhed sendte ham i asfalten. En desperat jagt betød, at han i sidste ende blot tabte 7 sekunder, men skaderne skulle senere vise sig at sætte ham markant tilbage i bjergene. Endnu værre blev det af, at holdet også mistede Rojas, da veteranen styrtede tidligt på etapen.

Den første etape i Alperne blev kørt meget defensivt, men trods gearproblemer til Valverde kom de tre kaptajner alle sikkert med favoritterne hjem. Dagen efter ventede imidlertid den første store nedtur. Holdet havde ellers spillet ambitiøst ud med et stort og tidligt angreb fra Valverde, men veteranen var slet ikke i stand til at gøre det færdigt. Endnu værre blev det på den sidste stigning, hvor Quintana og Landa hurtigt blev sat og blot blev nr. 10 og 13. Skuffelsen fortsatte på Alpe d’Hue 24 timer senere, hvor man atter forsøgte at spille Valverde tidligt ud. Han var dog end ikke i stand til følge med Steven Kruijswijk og mistede som nr. 14 yderligere tid. Landa rejste sig flot med en 5. plads, men Quintanas nedtur fortsatte, da han blot blev nr. 9.

Det var derfor et stærkt demoraliseret hold, der forlod Alperne, men der var grund til lidt opmuntring, da Quintana på Mende-etapen blev den 5. bedste favorit bag det tidlige udbrud. Valverde og Landa mistede imidlertid yderligere tid, og Amador skuffede med en 18. plads i det store udbrud. Dagen efter var det Bennati, Erviti og Soler, der fik chancen på 15. etape, men her kom de alle til kort med italieneren som bedste mand på en 13. plads. Holdet gik således ind til den sidste uge med Landa som nr. 6, Quintana som nr. 8 og Valverde som nr. 11 i den samlede stilling.

Den første etape i Pyrenæerne blev også en defensiv affære, der gav Soler og Amador mulighed for at køre i udbrud. De fortsatte imidlertid med at skuffe og blev blot hhv. nr. 9 og 15. Dagen efter ventede løbets højdepunkt heldigvis. Som en anden Fugl Føniks rejste Quintana sig på den korte, intense kongeetape, og med et stort soloangreb fra bunden af sidste stigning sikrede han sig en smuk etapesejr, mens Landa til gengæld atter skuffede med en 9. plads.

Nairo Quintanas sejr på Tourens kongeetape til Saint-Lary-Soulan var et lille lys i mørket.

Heldet varede imidlertid ikke længe, for bare 24 timer slog Quintana sig slemt i et styrt på den næstsidste flade etape. Det betød, at han tabte mere end 7 minutter på den sidste bjergetape, hvor Landa til gengæld forsøgte sig med en stor offensiv, der dog blev neutraliseret og ikke rakte til mere end en 7. plads. Den sidste enkeltstart endte som en regulær katastrofe for både Landa og Quintana, der begge tabte placering i klassementet, og så var det blot en lille opmuntring, at Soler endelig viste lidt form med en 9. plads. I sidste ende blev det til en 7. plads til Landa, en 10. plads til Quintana og en 14. plads til Valverde samt en flot etapesejr og sejr i holdkonkurrencen - resultater, der ville gøre de fleste misundelige, men som slet ikke stod mål med de højtflyvende ambitioner.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den skuffende Tour skulle der jagtes oprejsning på hjemmebanen i Vueltaen, hvor planen igen var at stille med de tre kaptajner, Alejandro Valverde, Nairo Quintana og Mikel Landa. Desværre betød Lands styrt i San Sebastian, at han måtte melde forfald, og derfor blev Richard Carapaz i sidste øjeblik hentet ind som den vigtigste hjælper for kaptajnerne, der havde en arbejdsfordeling med Quintana som kaptajn og Valverde som etapejæger, som primært skulle forberede sig til VM. Også Andrey Amador og Winner Anacona skulle hjælpe i det hårdeste terræn, mens Nelson Oliveira skulle hjælpe til overalt og Imanol Erviti og Daniele Bennati på de flade etaper.

Holdet kom fint fra start, da Oliveira blev en stærk nr. 4 på den indledende enkeltstart, hvor Valverde med en 16. plads var en af de bedste favoritter, og Quintana som nr. 34 begrænsede tabet flot. Endnu bedre gik det dagen efter, da en fuldstændig suveræn Valverde med stor autoritet satte Michal Kwiatkowski til vægs i en rigtig puncheurfinale og således sikrede en stor sejr, mens Quintana med en 9. plads også holdt sig godt til. Efter en sprinteretape ventede den første, meget lette bjergtest, hvor de begge goldt sig til favoritterne, og hvor Valverde endda med en sidste forcering hentede 2 sekunder på de fleste af sine rivaler.

Alejandro Valverde vandt både anden og ottende etape i Vueltaen.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

På den efterfølgende etape gav holdet lidt overraskende Amador chancen i et udbrud, men den stærke costaricaner var langt fra formen og blev blot nr. 11. Dagen efter viste holdet styrke i sidevinden, da de overlevede den farlige 6. etape problemfrit, og derefter ventede to puncheurfinaler, der var som skabt til Valverde. Desværre kunne de på 7. etape ikke forhindre Tony Gallopin i at stikke af, men da Valverde i spurten alligevel blev besejret af Peter Sagan, var nederlaget til at overse. Dagen efter fik han sin store revanche, da han efter en fabelagtig spurt slog verdensmesteren og således sikrede sig sin anden etapesejr. Desværre viste han bare 24 timer sine første svaghedstegn på den lange La Covatilla-stigning, hvor han blot blev nr. 11. Til gengæld viste Nairo Quintana stor styrke ved sammen med Miguel Angel Lopez og Wilco Kelderman at køre væk til sidst og sikre sig en solid 5. plads bag det vindende udbrud. Lidt ærgrelse var der over, at Valverde missede førertrøjen med et enkelt sekund, men med en 2. plads til veteranen og en 3. plads til Quintana var holdet i en fremragende position efter den første uge.

Den efterfølgende sprinteretape blev klaret problemfrit, inden holdet i den grad måtte i arbejdstøjet på 11. etape, hvor Mitchelton-Scott overlod det til Movistar at forhindre Thibaut Pinot i at vinde masser af tid. Den opgave klarede de, og de kom også fint igennem 12. etape inden de tre vigtige bjergetaper i Nordspanien. Her lod de udbruddet køre hjem på den første af de tre, og det var der grund til at fortryde, da Quintana efterfølgende efter en duel med Simon Yates viste sig som den stærkeste af favoritterne, ligesom Valverde som nr. 4 i feltet også viste styrke. Rollerne var imidlertid byttet rundt dagen efter, hvor spanieren med en 3. plads var bedst, mens Quintana viste sine første svaghedstegn på en skuffende 5. plads. Helt galt gik det for colombianeren på Lagos de Covadonga, hvor han ellers drømte om at sejre for anden gang i træk. Her blev han nemlig blot nr. 4, mens en lidende Valverde med et flot comeback sikrede sig en 4. plads, og holdet havde således fortsat de to kaptajner som hhv. nr. 2 og 3 i den samlede stilling inden sidste hviledag.

Mange havde ventet, at Valverde ville køre sig i førertrøjen på den lange enkeltstart, men her skuffede han stort ved blot at blive nr. 15. Endnu værre gik det for Quintana, der som nr. 26 led et stort tidstab, og heller ikke Oliveira var tilfreds med sin 7. plads. Valverde rejste sig imidlertid fra skuffelsen på den stejle Balcon de Bizkaia i Baskerlandet, hvor han og Enric Mas til slut kørte fra Yates og satte briten med 8 sekunder. Til gengæld fortsatte Quintanas trængsler med endnu en skuffende præstation, hvorefter han nu stillede sig til tjeneste for sin holdkammerat, der for første gang turde drømme åbent om sejren.

Desværre blev de hurtigt slukket. På den første af de to afgørende bjergetaper eksploderede de to Movistar-stjerner nemlig begge, og efter en magtdemonstration af Yates kæmpede de sig til mål med Valverde som nr. 8 og Quintana som nr. 10. Det skulle desværre være et kedeligt varsel, for på den efterfølgende kongeetape gik det endnu værre. Her måtte Quintana slæbe en stærkt lidende Valverde over stregen på en dag, hvor de blot blev hhv. nr. 9 og 10, og det samlede resultat blev derfor blot en 5. plads med Valverde og en 8. plads med Quintana. Lidt trøst var der at hente i de to etapesejr, sejren i holdkonkurrencen og Valverdes pointtrøje, men efter at have jagtet den samlede sejr var det svært at være helt tilfredse med årets sidste grand tour.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens Touren endnu var i gang, stillede holdet til start i det hårde baskiske Prueba Villafranca, hvor Antonio Pedrero efter en svær første del af sæsonen endelig viste sit talent med en fin 5. plads. Større var skuffelsen i det efterfølgende Circuito de Getxo, hvor Carlos Barbero stillede til start som favorit, men hvor han måtte se sig henvist til en 2. plads af Alex Aranburu. Til gengæld viste Richard Carapaz med en 5. plads, at han allerede var godt kørende igen.

Det skulle han bekræfte, da han kort efter stillede til start som kaptajn i Tour de Pologne, hvor han og resten af holdet kom sikkert igennem de tre første flade etaper. Desværre viste han ungdommeligt overmod på Muren i Szczyrk, hvor han angreb alt, alt for tidligt, inden han eksploderede og blot endte på en 23. plads. Det rettede han heldigvis delvist op på med hhv. en 10. og en 8. plads på de to hårdeste etaper i weekenden, men det store tidstab betød, at det blot blev til en skuffende samlet plavering som nr. 12.

Lidt uvant stillede holdet med et B-hold i Vuelta a Burgos, hvor det primære mål var at vinde etaper med den lokale helt, Barbero. En defekt i 1. etapes puncheurfinale betød, at han missede et af løbets store mål, og i den efterfølgende massespurt blev han blot nr. 6. Efter at Winner Anacona blot var blevet nr. 18 på den første bjergetape kom forløsningen endelig i hans favoritafslutning, da han for tredje gang i karrierens vandt den stigende spurt på 4. etape. Det blev højdepunktet i et løb, hvor holdet var overraskende anonyme i bjergene og samlet blot blev nr. 16 med Anacona.

Binck Bank Tour har aldrig været vigtigt for holdet, men for Jasha Sütterlin er det altid et stort mål. Desværre kom han lidt skuffende fra start, da han blot blev nr. 14 på enkeltstarten. Han klarede heldigvis de tre efterfølgende sprinteretaper problemfrit, men desværre blev han definitivt sat ud af spillet, da han blev ramt af en defekt og blot blev nr. 34 på den første af weekendens to hårde etaper. Det kunne en 15. plads på kongeetapen ikke rette op på, og han blev således blot en skuffende samlet nr. 21.

Sütterlin jagtede oprejsning på hjemmebanen i Deutschland Tour, men på den første af de hårde etaper mistede han allerede tid. I stedet var Ruben Fernandez eneste mand i favoritgruppen. Dagen efter viste Sütterlin sig frem, da han spurtede sig til en 4. plads i en lille gruppe, men på sidste etape var det atter kun Fernandez, der kunne følge de bedste. Resultatet blev derfor en lidt skuffende samlet 14. plads til spanieren.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Til gengæld havde Sütterlin fundet sin bedste form til Tour of Britain. Her sad han med i den lille favoritgruppe på den hårde 2. etape, hvor han spurtede sig til en 5. plads. Dagen efter blev han nr. 8 i 3. etapes puncheurspurt, inden Barbero viste sig frem med en 5. plads i en massespurt. Det blev også til en fin 5. plads i holdløbet, inden Sütterlin overgik alle forventninger ved at blive nr. 10 på kongeetapen. Efter to flade etaper, hvor Barbero intet viste, blev det sluttelig til en flot samlet 6. plads til tyskeren.

Mikel Landa gjorde sit længe ventede comeback i det hårde Giro della Toscana, hvor holdet imidlertid faldt helt igennem med kaptajn Fernandez og slet ikke fik vist sig frem. Barbero skuffede dernæst i Coppa Sabatini, hvor det heller ikke blev til et resultat, inden Nairo Quintana ankom til Memorial Marco Pantani, der var hans sidste test inden VM. Her viste han offensiv kørsel, men den flade finale betød, at han i spurten i en lille gruppe måtte tage til takke med en 7. plads. Dagen efter fik Jose Joaquin Rojas sin store chance, da han kom med i en stærk gruppe i Trofeo Matteotti, men han faldt helt igennem i spurten, hvor han blot blev nr. 6.

VM i Innsbruck blev som bekendt en stor succes for holdet. Først blev det til en ganske pæn 6. plads i holdløbet, inden Nelson Oliveira for andet år i træk kørte en fremragende enkeltstart, der rakte til en 5. plads. Kronen på værket kom med Alejandro Valverdes sejr i linjeløbet, og selvom den officielt ikke tæller som en Movistar-sejr, var det ubetinget sæsonens højdepunkt for spanierne.

I Innsbruck kunne Valverde langt om længe iklæde sig cykelsportens mest ikoniske trøje.

Efter de italienske efterårsklassikere, der er omtalt ovenfor, rundede holdet sæsonen af i Tour of Guangxi, hvor Barbero fortsatte de fine takter, han havde vist med 2. pladsen i GP Beghelli. En 13. plads i den første spurt. De første tre massespurter passede ham ganske vist ikke, men på de hårdere etaper i weekenden sluttede han stærkt af med hhv. en 4. og en 6. plads i skrapt selskab. Endnu mere opløftende var det, at Fernandez efter en forfærdelig sæson endelig viste lidt form med en 8. plads på kongeetapen, og han kunne derfor runde sæsonen af med en opløftende samlet 7. plads i et WorldTour-løb.

Den endelige dom

Movistar har traditionelt været blandt sportens allerstærkeste mandskaber og har da også tidligere vundet WorldTouren. Derfor er de blandt de hold, der måles med efter den strengeste målestok, for forventningerne til spanierne er altid kolossale. Det var de også i år, selvom der herskede en del usikkerhed om, hvorvidt Alejandro Valverde kunne komme tilbage efter sit grimme styrt, og selvom tabet af Izagirre-brødrene betød, at de i endnu højere grad end tidligere ville være stærkt afhængige af kaptajnerne, Valverde, Nairo Quintana og nytilkomne Mikel Landa.

Desværre blev året aldrig det, man havde håbet på, og når man alligevel kan se tilbage på 2018 med en vis tilfredshed, skyldes det i høj grad Valverde. Den spanske veteran var nemlig mindst på samme niveau som i jubelåret 2017, og særligt hans forrygende sæsonstart står tilbage som et årets højdepunkter. I årets første måneder lignede han en mand, der hørte til på en anden planet, og hans sejre i Valencia, Abu Dhabi, Catalonien og GP Miguel Indurain var ganske enkelt knusende overlegne. Desværre betød hans iver efter at komme tilbage også, at han løb tør for kræfter inden Ardennerne, og derfor endte forårets højdepunkt som en fiasko. Samtidig afslørede Touren og Vueltaen, at han måske nok med tiden har tabt de nødvendige evner i de højeste bjerge, og selvom han blev en flot nr. 5 i en stor Vuelta, hvor han også vandt to etaper, var hans begrænsninger på lange stigninger bemærkelsesværdig. Heldigvis betød hans VM-sejr, at alt det hurtigt var glemt, og alene den triumf i Østrig kan næsten redde Movistars sæson.

Til gengæld var det lidt af en lidelse at følge de to andre kaptajner. Quintana viste ganske vist i glimt sin klasse med sine to fabelagtige soloridt i Tour de Suisse og Tour de France, mens hans store nedture og påfaldende mangel på stabilitet i Touren og Vueltaen har i den grad stillet spørgsmålstegn ved hans fremtidige muligheder i grand tours. At han alligevel kan se tilbage på et år med podiepladser i Tour de Suisse og Volta a Catalunya samt en 5. plads i Vuelta al Pais Vasco samt top 10-placering i begge de to tre uger lange etapeløb kan desværre ikke slette indtrykket af, at det var en skidt sæson for Quintana.

Det samme var tilfældet for Landa, men det skyldtes i høj grad uheld. Sejren på kongeetapen i Tirreno-Adriatico og hans stærke kørsel i Baskerlandet, hvor han trods en flad enkeltstart blev nr. 2, var påmindelser om hans klasse, men styrtet på brostenene ødelagde hans Tour. Alligevel blev han nr. 7, men det kunne ikke måle sig med forventningerne, og helt galt gik det, da styrtet i San Sebastian ødelagde hans muligheder for at tage revanche i Vueltaen. Landas halvsvage sæson er således ikke selvforskyldt, men på et hold, hvor meget afhænger af kaptajnerne koster uheld dyrt.

Til gengæld var der lyspunkter andre steder. Særligt Richard Carapaz’ 4. plads og etapesejr i Giroen fremstår som et af sæsonens højdepunkter. Ganske vist havde han længe vist, at han er et af sportens mest spændende klatretalenter, men at han allerede nu skulle køre med om podiet i en grand tour var en overraskelse også for ham selv og holdet. Næsten lige så stor var Marc Solers fantastiske og overraskende sejr i Paris-Nice, men det må være en kilde til bekymring, at han efter 5. plads i Volta a Catalunya slet ikke fandt sit topniveau i mere end 6 måneder.

Derudover var der desværre meget langt mellem snapsene. Med tre spurtsejre i Spanien levede Carlos Barbero ganske vist op til forventningerne, men det er aldrig i spurterne, at Movistar skal redde deres sæson. Derimod var sæsonen præget af, at næsten alle talenterne skuffede. Ruben Fernandez gav ganske vist til sidst med en top 10 i Guangxi lidt håb for fremtiden, men han er fortsat en skygge af sig selv efter sine mange skader. Også Antoni Pedrero er gået helt i stå efter et lovende 2017, og Eduardo Sepulveda kunne ikke benytte skiftet til at rejse sig igen.

Samme historie er det om Carlos Betancur, der ganske vist med en 15. plads rejste sig lidt i Giroen, men næppe nogensinde bliver sig selv igen. Heller ikke Rafael Valls kunne komme tilbage på sporet hos sit nye hold, og Andrey Amador er en skygge af den rytter, der tidligere blev nr. 4 i Giroen. Nelson Oliveira bekræftede ganske vist med 5. plasdsemn ved VM sin status som en af verdens bedste temporyttere, men heller ikke det er noget, der tæller specielt meget i Movistars bog.

Tilbage står derfor et indtryk af et hold, der havde tre kaptajner, hvoraf blot den ene slog til. Han gjorde det til gengæld på fabelagtig maner, men for de to andre blev det til alt for lidt, selvom de begge med store sejre på de sværeste bjergetaper momentvist viste deres klasse. Soler og Carapaz giver håb for fremtiden, men foreløbig afhænger så meget af de tre store navne, at det samlede billede er temmelig blandet.

Karakter: 6/10

Se evalueringerne af de andre hold her.