Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Sæsonevaluering: Hvordan klarede Quick-Step sig?
07. december 2018 16:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Gianni Moscons flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2018-sæson, der indledtes med Daryl Impey overraskende triumf i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2018 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2019? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Quick-Steps meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

 

Antal sejre: 73 (Elia Viviani 18, Julian Alaphilippe 12, Fernando Gaviria 9, Fabio Jakobsen 7, Alvaro Hodeg 5, Bob Jungels 4, Niki Terpstra 3, Maximilan Schachmann 3, Enric Mas 2, Yves Lampaert 2, Maximilano Richeze 2, Philippe Gilbert 1, Remi Cavagna 1, Michael Mørkøv 1, sejr ved VM i holdløb, holdløbssejr i Adriatica Ionica Race, sejr i Hammer Limburg)

 

Sejre på WorldTouren: 37 (sejr i Flandern Rundt med Niki Terpstra, sejr i Liege-Bastogne-Liege med Bob Jungels, sejr i Fleche Wallonne med Julian Alaphilippe, sejr i Clasica San Sebastian med Julian Alaphilippe, sejr i Hamburg Cyclassics med Elia Viviani, sejr i E3 Harelbeke med Niki Terpstra, 4 etapesejre i Tour de France fordelt over 2 til både Fernando Gaviria og Julian Alaphilippe, 5 etapesejre i Giro d’Italia fordelt over 4 til Elia Viviani og 1 til Maximilian Schachmann, 4 etapesejre i Vuelta a Espana fordelt over 3 til Elia Viviani og 1 til Enric Mas, sejr i Dwars door Vlaanderen med Yves Lampaert, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Julian Alaphilippe, 3 etapesejre i Vuelta al Pais Vasco fordelt over 2 til Julian Alaphilippe og 1 til Enric Mas, 2 etapesejre i Volta a Catalunya med hhv. Alvaro Hodeg og Maximilan Schachmann, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Fabio Jakobsen, 1 etapesejr i Tour de Pologne med Alvaro Hodeg, 1 etapesejr i Tour Down Under med Elia Viviani, 3 etapesejre i Tour of California med Fernando Gaviria, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Elia Viviani, 2 etapesejre i Tour of Guangxi med Fabio Jakobsen, 2 etapesejre i Tour of Turkey med hhv. Maximilano Richeze og Alvaro Hodeg)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 1 (nr. 2 i 2017)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Elia Viviani (nr. 6), Julian Alaphilippe (nr. 8), Niki Terpstra (nr. 24), Enric Mas (nr. 26), Zdenek Stybar (nr. 36), Philippe Gilbert (nr. 37), Bob Jungels (nr. 56), Fernando Gaviria (nr. 71), Maximilian Schachmann (nr. 73), Yves Lampaert (nr. 75), Dries Devenyns (nr. 78)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Elia Viviani (nr. 3), Julian Alaphilippe (nr. 5), Niki Terpstra (nr. 22), Philippe Gilbert (nr. 30), Enric Mas (nr. 38), Bob Jungels (nr. 47), Zdenek Stybar (nr. 53), Fabio Jakobsen (nr. 70), Maximilan Schachmann (nr. 74), Yves Lampaert (nr. 76), Alvaro Hodeg (nr. 100)

 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Som verdens førende klassikerhold går Quick-Step altid ind til forårssæsonen med en dyne af forventninger hængende tungt over skuldrene. Især i Belgien var mange bekymrede for, hvordan det skulle gå i år 1 efter Tom Boonen, ligesom også tabet af Dan Martin og i mindre grad Matteo Trentin ventedes at gøre ondt. Alligevel skortede det ikke på muligheder i ethvert af sæsonens store endagsløb. Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert, Elia Viviani og Fernando Gaviria gav dem et overflødighedshorn af kort i Milano-Sanremo, mens Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Gilbert og Yves Lampaert udgjorde et firehovedet monster i brostensløbene, hvor Gaviria og Viviani var klar til at slå til i de lettere begivenheder. I de kuperede endagsløb jagtede Julian Alapahilippe endelig den store sejr sekunderet af en stærk gruppe med navne som Gilbert, Maxmilan Schachmann og Bob Jungels, og endelig ventedes Gaviria og Viviani at fordele de store sprinterløb imellem sig.

 

For Quick-Step er indledningen på klassikersæsonen som juleaften, og det var derfor med store forventninger, at Gilbert, Stybar, Lampaert, Terpstra og Gaviria stillede til start i Omloop Het Nieuwsblad. Her blev de desværre som mange andre favoritter ramt af den hårde modvind, der gjorde det svært at gøre en forskel, og derfor endte det med, at Gilbert kunne spurte sig til en 5. plads bag de tre ryttere, der sneg sig væk i finalen. Værre var det, at Gaviria (igen igen) var involveret i et styrt, og derfor måtte udgå af andendagsgildet i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Det efterlod holdet uden sprinter, og det blev derfor blot til en 12. plads med Lampaert som afslutning på en lidt skuffende åbningsweekend.

 

Stybar har aldrig lagt skjul på, at han elsker Strade Bianche, som han tidligere har vundet, og i år var han da også igen med fremme. Mens Gilbert og Gaviria begge faldt igennem i de våde betingelser, kørte tjekken sig til en solid 7. plads efter et løb, som favoritholdene ikke kunne holde under kontrol. Pieter Serry viste tillige god form med en stærk 9. plads.

 

Gilbert håbede på revanche i Milano-Sanremo, der sammen med Paris-Roubaix var hans helt store sæsonmål, og her skulle han sammen med Alaphilippe forsøge at gøre en forskel på Poggio, mens Viviani skulle gemmes til spurten. Desværre var holdet uden Gaviria, der efter et styrt i Tirreno-Adriatico kunne skyde en hvid pind efter resten af klassikersæsonen, og han var i den grad savnet. Gilbert blev sat ud af spillet af et styrt, og Alaphilippe kunne ikke gøre forskel, og da Viviani oplevede noget og sjældent som en regulær eksplosion i spurten, hvor han blot blev nr. 19, fortsatte den lidt kedelige start på klassikersæsonen for belgierne.

 

Det skulle imidlertid ændre sig, så snart de vendte hjem til brostenene. Her lagde Viviani fremragende fra land ved suverænt at vinde 3 Dage ved Panne, men det var blot opvarmningen til en sand drømmeperiode. Få dage senere viste Terpstra nemlig, at han var bedre end nogensinde, da han udnyttede holdets enorme kollektive styrke til at køre alene hjem til en suveræn sejr i E3 Harelbeke. Gilbert vandt endda favoritgruppens spurt og sikrede således holdet en dobbeltsejr på en dag, hvor Stybar som nr. 9 var tredje mand i top 10.

 

To dage senere ventede sæsonens mest hjerteskærende oplevelse for belgierne. Viviani har aldrig lagt skjul på, at han drømmer om at vinde både Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, og i år fik han sit livs chance i den belgiske klassiker. Sekunderet af Stybar, Gilbert og Lampaert, der lagde finalen i et jerngreb, måtte han på stregen se sig henvist til 2. pladsen af vennen Peter Sagan - Stybar sikrede sig i øvrigt med en 8. plads endnu et topresultat i et stabilt forår - inden han stortudende måtte bestige podiet ved siden af verdensmesteren. Holdet kom sig dog lynhurtigt over skuffelsen i Dwars door Vlaanderen, selvom Viviani her måtte udgå i sin sidste klassiker. Her viste Lampaert nemlig forrygende styrke, da han for andet år i træk kørte alene hjem til sejr, og med Stybar som nr. 6 og Terpstra som nr. 9 var der i det hele taget tale om endnu en magtdemonstration fra belgierne.

 

For Quick-Step er Flandern Rundt årets allervigtigste løb, og efter den totale dominans i de forudgående løb stillede de til start som holdet, man skulle slå. Det var ingen dog i nærheden af, da Terpstra leverede endnu et soloshow og kørte alene hjem til sin anden store monumentsejr som fortsættelse af et forrygende forår. Få sekunder senere vandt Gilbert favoritgruppes spurt om 3. pladsen og sikrede derved to mand på podiet, ligesom Stybar med en 10. plads sikrede sig endnu et topresultat. Og minsandten om ikke succesen fortsatte i Scheldeprijs, hvor holdet trods tabet af Marcel Kittel, kunne forsvare titlen, da unge Fabio Jakobsen tog karrierens største sejr i det, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab.

 

Efter sine to store sejre stillede Terpstra til start som favorit i årets sidste store brostensklassiker, Paris-Roubaix. Her kom han imidlertid til kort over for Peter Sagan, der tog alle på sengen ved at angribe langt fra mål. Ganske vist var Terpstra den bedste af de øvrige favoritter, da han til slut kørte alene væk, men det rakte alene til en 3. plads bag Sagan og dagens overraskelse, den tidlige udbryder Silvan Dillier. Med endnu en podieplads til hollænderen og en 9. plads til Stybar var det dog en flot afslutning på en fabelagtig brostensæson, også selvom Gilbert med sin 15. plads ikke levede op til egne forventninger i et af sæsonens store mål.

 

Efter en overbevisende indsats i Baskerlandet var Alaphilippe tydeligvis i form inden ardennerklassikerne, men først fik Serry en sjælden chance som kaptajn i opvarmningsløbet, Brabantse Pijl. Den greb han flot, da han med en 4. plads akkurat missede podiet, inden han stillede sig selv i tjeneste for sin franske kaptajm, der sammen med ”Mr. Amstel”, Gilbert, stillede til start som en forrygende duo i Amstel Gold Race. Her var Alaphilippe ikke uventet blandt de stærkeste, men i en meget taktisk finale kørte tre mand væk, og efter en skuffende spurt i den lille favoritgruppe blev han blot nr. 7. Samtidig viste Gilbert med en lidt skuffende 13. plads, at han efter et langt forår var ved at være træt.

 

Det var Alaphilippe til gengæld ikke. Tre dage senere tog han endelig den store klassikersejr, han så længe havde jagtet, da han i Fleche Wallonne fik skovlen over kongen af Mur de, Alejandro Valverde. Holdet var dog tæt på at levere en endnu større sensation med Maximilan Schachmann, der kun blev hentet få hundrede meter fra stregen og alligevel havde kræfter til at sikre sig en uventet 8. plads.

 

Man skulle ikke tro, at det kunne blive bedre, men det kunne det. I den store klassikerfinale lykkedes det nemlig endelig holdet at vinde Liege-Bastogne-Liege, som ellers i de senere år så mange gange var undsluppet dem. Det skete efter et overraskelsesangreb fra Bob Jungels, og mens en brølstærk Alaphilippe lukkede de fleste angreb ned, kunne luxembourgeren køre alene hjem til en af sæsonens mest uventede klassikersejre. Alaphilippe lod lidt ærgerligt Romain Bardet og Michael Woods slippe væk i et uopmærksomt øjeblik, og derfor missede holdet en dobbeltsejr, selvom franskmanden med stor autoritet spurtede sig til en 4. plads som afrunding på en fantastisk ardennersæson. Og faktisk var det meget tæt på, at holdet kunne slutte klassikersæsonen af med endnu en WorldTour-sejr, da den tilbagevendte Gaviria stillede til start i Eschborn Frankfurt, men her blev han forvirret af en official i spurten, hvor han var ved at køre forkert og blot blev nr. 25.

 

Efter en lang sommer var Viviani topmotiveret efter at vinde sit første løb i den italienske mesterskabstrøje, da anden del af klassikersæsonen blev skudt i gang i RideLondon Classic. Som i Gent-Wevelgem måtte han imidlertid også her sande, at den store endagssejr lod vente på sig, da han måtte se sig henvist til 2. pladsen af kometen Pascal Ackermann. Der skulle dog ikke gå længe, inden den næste store klassikersejr ventede-. Bare seks dage senere viste Alaphilippe atter sit enorme potentiale, da han med stor timing på den sidste stigning i Clasica San Sebastian kørte alene op til Bauke Mollema, som han med lethed slog i spurten og således i et sandt jubelår kunne skrive den anden store endagssejr på sit efterhånden bugnende cv.

 

Og det stoppede ikke her. I Hamburg Cyclassics stillede Viviani til start som den forsvarende mester, og denne gang begik han ingen fejl. Med en perfekt spurt satte han det stjernebesatte felt til vægs i den nordtyske metropol og fik dermed endelig den klassikersejr på WorldTouren, han havde kredset om hele året. Derefter var det Gavirias tur i Bretagne Classic, men uheldigvis måtte colombianeren udgå med helbredsproblemer. Det gjorde dog ikke det store, da det alligevel blev en lille gruppe, der kørte om sejren. Her var holdet repræsenteret med en formstærk Stybar, men desværre sov tjekken til sin egen store frustration totalt i timen, da det knækkede til sidst, og han endte derfor blot som nr. 6 bagerst i anden gruppe. Længere tilbage viste Jakobsen fremragende form, da han i det hårde løb vandt feltets spurt om 10. pladsen.

 

Den form tog han med sig videre til den ældgamle klassiker, Brussels Cycling Classic, hvor han fik chancen som kaptajn. Desværre blev han her involveret i et styrt i selve spurten, og i stedet var det hans snarrådige lead-out man, Florian Senechal, der med en 4. plads reddede holdets ære. Til andendagsgildet i GP de Fourmies var Jakobsen skiftet ud med holdets anden unge sprinter, Alvaro Hodeg, men her måtte den unge colombianer se sig slået af Ackermann og Arnaud Demare, der henviste ham til en hæderlig 3. plads.

 

Stybar havde længe banket på til en sejr, og han håbede, at den ville komme i de canadiske klassikere, hvor han stillede til start som kaptajn. Han lagde solidt fra land ved at spurte sig til en 6. plads i den stigende finale i GP de Quebec, men i GP de Montreal lykkedes det ham desværre slet ikke at komme frem, hvorfor det i stedet blev James Knox som nr. 23, der blev bedste mand.

 

Efter det, der lignede en perfekt forberedelse, stillede Alaphilippe til start som en af de to topfavoritter til årets VM, og alt så ud til at være gået perfekt, indtil han ramte den brutale mur til allersidst. Her blev det franske fænomen ramt af krampe, der sendte ham ned på en ærgerlig 8. plads, og det lykkedes derfor heller ikke i år for det førende klassikermandskab at sikre sig regnbuetrøjen. Desværre var Alahilippe efterfølgende så tømt for kræfter, at han måtte skippe de italienske klassikere, og dermed mistede holdet også reelt chancen for at vinde årets sidste monument, Il Lombardia.

 

Inden da skulle holdet dog forsøge at forsvare titlen i Paris-Tours, som de har domineret i flere år. Denne gang betød inklusionen af grusveje endda, at det i højere grad end tidligere var et løb efter deres smag. Desværre var holdet ramt af en serie uheld, der satte Gilbert, Senechal og Yves Lampaert tilbage, men til gengæld var Terpstra flyvende i sit allersidste løb for holdet. I sidste ende lod han dog frustrationen over Benoit Cosndefroys manglende føringsarbejde i den vindende trio styre løbet, og derfor missede han båden, da Søren Kragh kørte væk til sidst. Det blev derfor blot til en 2. plads til hollænderen, mens Gilbert på imponerende vis kæmpede sig tilbage til en 8. plads.

 

I Alaphilippes fravær håbede holdet, at Enric Mas og Jungels kunne mobilisere de sidste kræfter til de italienske løb, men det stod allerede i Milano-Torino klart, at de trængte til ferie. Her blev Serry som nr. 29 holdets bedste mand. Det var derfor ikke uventet, at holdet så større muligheder i det flade regnvejrsløb Gran Piemonte, hvor en formstærk Senechal fik en sjælden chance som kaptajn. Han leverede til fulde i massespurten, hvor han blev en flot nr. 2 bag Sonny Colbrelli, og holdet havde endda også den unge stagiaire Barnabas Peak med fremme på en 9. plads. Til gengæld udeblev miraklet for Mas og Jungels i Il Lombardia, hvor Serry atter blev bedste mand som nr. 24, og det blev derfor et lidt ærgerligt punktum for en ellers uforglemmelig og næsten perfekt klassikersæson.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Quick-Step har i de senere år etableret sig som verdens førende sprintermandskab, hvilket har været hovedårsagen til, at det i 2017 blev til mindst 5 etapesejre i de tre grand tours. Det var derfor med et stort forventningspres, at Elia Viviani efter et fremragende forår stillede til start som holdets enerådende kaptajn i Giroen, ikke mindst fordi han på papiret var feltets stærkeste sprinter. Samtidig var han bakket op af et dedikeret hold, først og fremmest med toget bestående af Florian Senechal, Michal Mørkøv og Fabio Sabatini. Derudover var Remi Cavagna og Eros Capecchi med som arbejdsmænd til at jagte udbrud, mens Zdenek Stybar og Maximilian Schachmann var med for at jagte etaper i mere kuperet terræn. Klassementsambitioner havde holdet imidlertid ingen af i årets første grand tour.

 

Det blev til en ganske glimrende start for belgierne på den indledende enkeltstart, hvor en formstærk Schachmann med en 8. plads kørte sig i den hvide ungdomstrøje. Det første store mål var dog den første sprinteretape i Israel, og som det meste andet i 2018 blev det naturligvis indfriet. Efter en suveræn holdpræstation kunne Viviani sætte sig igennem og allerede på 2. etape tage den første etapesejr - en sejr, der samtidig gav ham den pointtrøje, der også var et stort mål. Det israelske eventyr kunne endda slet ikke gå bedre, for allerede 24 timer senere stod Viviani atter øverst på podiet, da han med en sejr på 3. etape kunne rejse til Italien med hele to gevinster og et jerngreb om den cyclamenfarvede trøje.

 

På Sicilien handlede det imidlertid for Viviani alene om overlevelse, og i stedet var det Schachmanns tur til at forsøge sig på et par puncheuretaper, der passede ham. På 4. etapes leverede han et mindre mirakel, da han trods et styrt på de allersidste kilometer på ufattelig vis nåede i mål som nr. 21 og herved forsvarede sin hvide trøje. På den efterfølgende etape fik han endelig lov at teste sig selv, og her viste han atter sin fine form med en fornem 4. plads. Han håbede derefter på endnu et mirakel på Etna-etapen, men ikke uventet blev terrænet her trods alt for hårdt, og med en 26. plads måtte han vinke farvel til sin tid i hvidt.

 

Viviani var kommet sikkert igennem de tre italienske etaper og derfor klar til at gå efter hattricket i løbets tredje massespurt. Her måtte han imidlertid for første gang sande, at han faktisk kun var løbets næsthurtigste, da han relativt klart måtte se sig henvist til 2. pladsen af den store rival, Sam Bennett. Schachmann viste sig herefter fint frem med en 12. plads i den eksplove finale på 8. etape, inden han på den anden bjergetape med en 27. plads definitivt kunne begrave klassementet, idet han på løbets anden hviledag var gledet helt ned som nr. 19.

 

Viviani havde håbet, at han måske kunne komme i spil til sejr på den mellemhårde 10. etape, men her blev hans chancer ødelagt af Esteban Chaves. Colombianeren faldt nemlig overraskende fra sammen med den italienske sprinter, og det betød, at en hel hær af klassementshold forhindrede Quick-Step-kaptajnen i at komme tilbage trods store anstrengelser fra holdet. Der var dog hurtigt lidt opmuntring at hente fra Schachmann, der atter viste sine evner i eksplosive finaler med en 8. plads på muren i Osimo, hvor Stybar også med et angreb i finalen endelig havde vist sig lidt frem i et løb, der ellers var svært for den tjekkiske stjerne.

 

24 timer senere begyndte alarmklokkerne pludselig at ringe i den belgiske lejr. Det skete på sprinteretapen til Imola. Her fangede tv-billeder pludselig en nærmest opgivende Viviani eksplodere totalt på de regnvåde veje, og derfor blev det pludselig op til Mørkøv og Senechal at spurte. Det gjorde pænt med hhv. en 6. ohg en 9. plads, men det skabte i den grad tvivl om Vivianis form. Han skulle dog vise sig at være i stand til at vende modgangen. Allerede dagen efter ventede endnu en sprinteretape, og her fik han sin mest følelsesladede sejr, da han efter en klogt kørt spurt fik skovlen under Bennet og således atter bragte sig på 3-2 i deres indbyrdes regnskab. Weekenden bød herefter på to store bjergetaper, der alene handlede om overlevelse for belgierne, som fik Viviani sikkert frem til løbets sidste hviledag, stadig med pointtrøjen på hans skuldre.

 

Desværre var Schachmann blevet ramt af lidt sygdom, der betød, at han kørte en skuffende enkeltstart, hvor han blot blev nr. 15. Til gengæld var alle Vivianis trængsler definitivt ovre. På løbets næstsidste sprinteretape kunne han atter lukrere på en fremragende holdindsats til at sætte Bennett til vægs og derved sikre sig sin fjerde etapesejr og et endnu mere håndfast greb om sin pointtrøje inden de tre sidste store bjergetaper, der ville blive svære at komme igennem.

 

På det tidspunkt var Chaves den eneste, der havde taget en udbrudssejr i et løb, der generelt blev kontrolleret af klassementsholdene. Det virkede derfor næsten urimeligt, at det netop skulle være Quick-Step, der løb med sejren, da det på Prato Nevoso-etapen endelig var en gruppe, der fik lov at køre hjem. Her kunne Schachmann næppe tro sine egne øjne, da han befandt sig i et udbrud bestående næsten udelukkende af tunge sværvægtere, og han bevarede samtidig køligheden og overblikket, så han suverænt kunne tage karrierens største sejr på toppen af den kendte stigning, hvor Mørkøv endda kørte sig til en højst uventet 6. plads.

 

Til gengæld var de to efterfølgende bjergetaper alene et spørgsmål om overlevelse, men de blev klaret af Viviani, der nu blot drømte om at vinde i Rom med pointtrøjen på skuldrene. Her fik han atter det bedste mulige lead-out, men uheldigvis havde han samtidig Bennett på sit hjul. Ireren viste igen, at hans topfart var højere end italienerens og henviste derfor den lokale helt til den ærgerlige 2. plads, mens Sabatini efter det flotte arbejde blev nr. 9. Det efterlod måske nok holdet med en umiddelbar følelse af skuffelse, men hurtigt kunne de utvivlsomt kun fejre et fantastisk løb, der bød på hele fem etapesejre samt en knusende overlegen sejr i pointkonkurrencen.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Quick-Step er kendt som et hold, der viser sig frem i næsten alle sæsonens løb, og derfor har det altid været lidt af et mysterium, hvorfor holdet meget sjældent har leveret noget i Tour Down Under. Det skulle der imidlertid laves om på i år, hvor holdet stillede til start med en stærk trup bygget op om Elia Viviani, der gjorde tidlig debut for sit nye hold. Samtidig havde man i Enric Mas og Dries Devenyns to mulige klassementsryttere. Starten blev dog ikke perfekt, da Viviani blot blev nr. 4 i den indledende massespurt, men med en flot 6. plads i puncheurfinalen i Stirling fik han vist, at der bestemt intet var i vejen med formen. Derfor kunne det heller ikke komme bag på mange, at han i sin tredje start for holdet allerede fik sin første sejr, da han efter et fremragende lead-out vandt 3. etape. Her viste Devenyns med en 9. plads også sin motivation, og det var der en grund til. Dagen efter var han nemlig atter med fremme, da han spurtede sig til en 6. plads på den mellemhårde 4. etape, inden han overraskede stort med en 4. plads på kongeetapen, hvor Mas imidlertid måtte tage til takke med en 11. plads. Desværre blev det ikke den perfekte afslutning på løbet, da Viviani blot blev nr. 5 i den sidste massespurt, men med både etapesejr og en samlet 5. plads til Devenyns kunne holdet på ingen måde være tilfredse med sæsonstarten.

 

Og den gode start fortsatte endda i den sidste akt af den australske forestilling. I Cadel Evans Great Ocean Road Race bekræftede Viviani sin gode form, da han overlevede den sidste stigning i det felt, der til slut jagtede en elitegruppe af klatrere og klassikerrryttere. Det lykkedes holdet at fange gruppen på den sidste kilometer, men det lykkedes akkurat ikke for Viviani at komme forbi Jay McCarthy, der som eneste mand holdt hjem. Derfor blev det til en meget ærgerlig 2. plads til den formstærke italiener, mens Devenyns med en 4. plads også fortsatte med at imponere.

 

Holdets anden supersprinter, Fernando Gaviria, gjorde sæsondebut i Vuelta a San Juan, hvor han stillede til start som den store favorit til massespurterne. Han skulle da heller ikke bruge mange minutter på at komme i gang, da han på 1. etape fuldendte et suverænt lead-out bed at tage sæsonens første sejr på en dag, hvor holdets opvisning var så overlegen, at Maximilano Richeze også blev nr. 9. Til gengæld måtte han på den efterfølgende puncheuretape sande, at benene ikke rakte til at være med i front, og enkeltstarten endte også blot med en skuffende 8. plads til Remi Cavagna. Til gengæld gav Jhonatan Narvaez sig med en 10. plads et godt udgangspunkt i klassementet. Det blev desværre ikke til flere sejr til Gaviria, for på den efterfølgende sprinteretape sendte hans evige uopmærksomhed igen ud af et løb efter et styrt. Til gengæld havde holdet stadig Richeze, der efter et fornemt lead-out fra Alvaro Hodeg, som indbragte den unge colombianer en 9. plads, spurtede sig til holdet anden etapesejr på bare fire dage. Kongeetapen endte desværre som en nedtur, da Cavagna som nr. 22 blev bedste mand, og det lykkedes heller ikke at vinde en af de to sidste flade etaper. Først lod man Iljo Keisse køre sin chance i et udbrud, der indbragte en 4. plads, og dagen efter gik holdet akkurat glip af sejren i den sidste massespurt, da Richeze og Hodeg efter endnu en sublim præstation af holdet, blev hhv. nr. 2 og 3 bag Giacomo Nizzolo. Med to etapesejre samt en samlet 10. plads til Cavagna var løbet dog en pæn succes.

 

Gaviria havde heldigvis ikke slået sig slemt og var derfor tilbage i sadlen på hjemmebanen i Colombia Oro y Paz, hvor Julian Alaphilippe også gjorde sæsondebut. Det nye colombianske løb skulle hurtigt udvikle sig til lidt af en Quick-Step-fest. Allerede på 1. etape dominerede holdet så suverænt i massespurt, at de endte med en hhv. en 1., 3. og 5. plads til Gaviria, Richeze og Hodeg, og dagen efter kunne Gaviria igen spurte sig til en suveræn sejr. På den tredje og sidste sprinteretape fuldendte han endda det suveræne hattrick efter en spurt, der indbragte Richeze en 6. plads, hvorefter det var op til Alaphilippe at tage over. Også han fik en drømmestart på sæsonen, da han suverænt sejrede i 4. etapes puncheurfinale, og for at gøre dagen endnu bedre blev Narvaez endda tillige nr. 5. På den hårdere 5. etape måtte franskmanden dog sande, at formen fortsat ikke var i top, da han blot blev nr. 13, endda hele seks placeringer bag holdkammeraten Narvaez. Desværre knækkede den unge ecuadorianer på den afsluttende kongeetape, hvor Alaphilippe viste god moral ved med en 10. plads at sikre sig den samlede 7. plads i løbet. Med Narvaez som nr. 10 havde man endda hele to mand blandt de 10 bedste, og det var derfor svært at være utilfreds med et løb, der gav fire etapesejre samt en pointtrøje til Gaviria.

 

Holdet var også aktive i alle de tre mellemøstlige løb. Viviani var tilbage i sadlen i Dubai Tour, hvor han stillede til start som en af favoritterne. Her kom han desværre ikke ideelt fra start, da det blot blev til en 3. plads på 1. etape, men bare 24 timer var han tilbage på toppen, da han som den eneste i årets første seks måneder på 2. etape fik skovlen under Dylan Groenewegen i en massespurt. På den efterfølgende etape skuffede han ganske vist med en 6. plads, men en tidsstraf til Groenewegen betød, at han alligevel overtog førertrøjen inden kongeetapen. Her stillede han atter sin storform til skue, da han på den stejle Hatta Dam kæmpede sig til en 6. plads, der betød, at han forsvarede sin førsteplads inden den afsluttende sprinteretape. I centrum af Dubai ikke blot forsvarede han sin position, han rundede endda løbet af med at tage sin anden etapesejr efter en spurt, hvor Fabio Sabatini også blev nr. 10, og han kunne derfor rejse videre til Abu Dhabi Tour med to etapesejre, samlet triumf samt sejr i pointkonkurrencen.

 

Inden løbet i Abu Dhabi var holdet anden helt fra Australien, Devenyns, kaptajn i Tour of Oman, hvor unge Fabio Jakobsen tillige fik sin første chance som sprinter. Han havde det dog svært og blev blot nr. 23 i den første massespurt. Devenyns var til gengæld fortsat i hopla og kunne på 2. etape spurte sig til en 4. plads i en lille gruppe, hvor Niki Terpstra også overraskede positivt ved at sidde med som nr. 6. Belgieren skuffede derefter en anelse med en 8. plads i 3. etapes puncheurfinale, men var fortsat med i klassementet, da han atter kom med de bedste hjem på 4. etape, hvor han blev nr. 12. På kongeetapen leverede han herefter sit livs klatrepræstation, da han på det stejle Green Mountain blev en flot nr. 8. For Jakobsen endte løbet i fiasko, da han heller ikke kom frem i den sidste massespurt, hvor Davide Martinelli blev holdets bedste som nr. 6, men den samlede 6. plads til Devenyns betød alligevel, at holdet kunne være tilfredse med præstationen i Oman.

 

Ambitionerne var naturligvis betydeligt større i Abu Dhabi Tour, hvor de ikke blot stillede med Viviani, men også med både Alaphilippe og Mas. Starten var dog heller ikke her optimal, da italieneren i den første massespurt blot blev nr. 4, men allerede på 2. etape fik han revanche, da han her spurtede sig til sæsonens 5. sejr. Det indbragte ham en førertrøje, som han forsvarede med en lidt skuffende 4. plads i løbets sidste massespurt, inden Alaphilippe med en 13. plads på enkeltstarten sikrede sig et godt udgangspunkt inden kongeetapen. Her var han for andet år i træk med fremme, men var dog ude af stand til at følge Alejandro Valverde og Miguel Angel Lopez, der henviste ham til 3. pladsen. Mas faldt helt igennem, men med en samlet 4. plads til Alaphilippe samt etapesejr og pointtrøje til Viviani var det også svært at beklage sig over udfaldet af det sidste af de tre arabiske løb.

 

Holdet gjorde først europæisk debut den 10. februar i det hårde Vuelta a Murcia. Her viste flere af holdets profiler med det samme god form, da Philippe Gilbert var ”the best of the rest” bag Murcia-drengene Luis Leon Sanchez og Valverde og således endte på podiet i et løb, hvor Pieter Serry og Bob Jungels blev hhv. nr. 5 og 7. Dagen efter fik Florian Senechal en chance i sprinterløbet Clasica de Almeria, hvor han i et skrapt sprinterfelt sikrede sig en ganske pæn 5. plads.

 

Senechal, Gilbert, Serry og Jungels rejste derfra videre til Volta ao Algarve, hvor holdet lagde ud med at give Yves Lampaert en sprinterchance, som han kvitterede for ved at blive nr. 9. Holdets klassementsryttere fik også en fornuftig start, da det på den ret lette første bjergetape blev til hhv. en 7., 8. og 16 plads til Jungels, Serry og Maximilan Schachmann. Til gengæld skuffede de på enkeltstarten, hvor Jungels og Schachmann blot blev hhv. nr. 8 og 18, hvorefter Senechal med en 4. plads på 4. etape atter viste sine evner som afslutter. På kongeetapen var det Zdenek Stybar, der stjal rampelyset, da han med et stort soloangreb fra et udbrud længe lignede en vinder. Den sidste stigning blev dog for lang, og han gled derfor ned som nr. 13. Længere tilbage imponerede især Schachmann, ligesom Jungels begrænsede sit tab pænt, så det samlet blev til en 5. plads til luxmebourgeren og en 7. plads til den unge tysker.

 

Schachmann og Jungels tog herfra videre til Frankrig for at køre de kuperede endagsløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. Her viste førstnævnte sig atter stærkt frem, da han sammen med Narvaez var med i den lille gruppe, der til slut desperat jagtede Romain Bardet. Han blev aldrig fanget, men de kunne til slut sikre sig hhv. en 2. og en 6. plads. 24 timer lykkedes det for Narvaez og Jungels at fange Lilian Calmejane i en Quick-Step-sandwich, som de dog slet ikke kunne udnytte. I stedet blev det til en ecuadoriansk 2. plads og em luxembourgsk 3. plads bag den stærke franskmand, mens Serry og Schacgmann med hhv. en 9. og en 11. plads sikrede holdet hele fire mand i top 11.

 

Efter den lidt skuffende åbningsweekend, der er omtalt ovenfor, skulle holdet have oprejsning på den belgiske hjemmebane i de mindre Le Samyn og Dwars door West-Vlaanderen. Det kom de i den grad. I førstnævnte stillede de med alle deres brostensstjerner, og det var derfor ikke uventet at se Terpstra og Gilbert sikre holdet en suveræn dobbeltsejr i et hårdt sidevindsløb. I sidstnævnte fik de unge folk chancen, men det betød ikke, at de var mindre dominerende. Denne gang var det Cavagna og Senechal, der fangede Frederik Frison i en Quick-Step-sandwich, og de begik ikke samme fejl, som holdet havde lavet i den foregående weekend. Cavagna kørte alene hjem, inden Senechal spurtede sig 2. pladsen, og da Jakobsen vandt spurten om 4. pladsen, hvor Narvaez endda sikrede sig en 7. plads, endte også det løb i en total Quick-Stap-opvisning.

 

Holdets første store etapeløbsopgave i Europa var naturligvis Paris-Nice, hvor de mødte til start med et stærkt hold anført af Alaphilippe og Viviani. Førstnævnte var manges favorit til den indledende puncheuretape, men her blev han blot en lidt skuffende nr. 6. Mindst lige så ærgerlige var holdet efter den eneste regulære sprinteretape, for her måtte Viviani se sig henvist til 2. pladsen af Groenewegen. Lidt overraskende kunne italieneren ikke følge med på den mellemhårde 3. etape, hvor Alaphilippe i stedet med en 9. plads som resultat måtte forsøge sig i spurten. Franskmanden bragte sig til gengæld i en god position i klassementet på enkeltstarten, hvor han med en 3. plads sikrede sig et stærkt udgangspunkt, inden en skuffet Viviani fejlede helt i løbets sidste spurt, hvor han blot blev nr. 28. Alaphilippe fortsatte derefter sin stærke kørsel ved at spurte sig til en 3. plads og dermed sikre sig 4 bonussekunder på den første af de tre hårde etaper, men ligesom sidste år skulle kongeetapen vise sig at være for svær. Her gled han med en 17. plads ned som nr. 9 inden den våde sidste etape i Nice. Her forsøgte han sig med et stort angreb allerede fra start, men tømt for energi knækkede han helt og gled med et tidstab på næsten 13 minutter helt ned som en samlet nr. 18 efter et løb, der aldrig gav det ønskede resultat for de ellers så succesrige belgiere.

 

Håbet var, at det ville gå bedre i Tirreno-Adriatico, hvor man stillede til start med Jungels til klassementet og Gaviria til spurterne. Med en 4. plads i holdløbet kom holdet fint fra start, men det skulle også blive den eneste lille succes i løbet. Gaviria lagde nemlig ud med at fejle i den første massespurt, hvor han blot blev nr. 7, og det var kun starten, der var god for Jungels, da han blev nr. 10 i puncheurfinalen på 3. etape. På kongeetapen faldt han nemlig helt igennem med en 25. plads. På den efterfølgende puncheuretape blev han blot nr. 47, og det var derfor op til Gaviria at redde holdets ære på den sidste sprinteretape. Her indtraf katastrofen imidlertid, da den colombianske atter blev sendt i asfalten, og det var kun en ringe trøst, at Richeze og Stybar med hhv. en 3. og en 5. plads faktisk gjorde det pænt i spurten. Gavirias forår sluttede nemlig her, og meget passede kunne Jungels runde et trist løb af med en 20. plads på enkeltstarten, hvilket blot indbragte en skuffende samlet 18. plads.

 

Det kan godt være, at de første store etapeløb ikke var en succes, men på hjemmebanen i Belgien var holdet til gengæld flyvende. Efter de to tidligere sejre fortsatte holdet dominansen, da det i Nokere Koerse og Handzame Classic gav chancen til de unge sprintere Jakobsen og Hodeg, Hollænderen var den første til at få chancen, og den greb han til fulde ved at spurte sig til sin første professionelle sejr på toppen af brostensbelagte Nokereberg. I Handzame var rollerne byttet rundt, men det betød ikke, at succesen var mindre. Tværtimod slog Hodeg til i sin allerførste sprinteropgave for holdet, da han kom først over stregen i det belgiske løb og således sikrede holdet den fjerde sejr ud af seks mulige i Belgien.

 

Det var således med stor selvtillid, at Hodeg kunne rejse til sin første WorldTour-opgave i Volta a Catalunya, hvor den vigtigste opgave dog var at køre klassement med Jungels og Mas. Colombianeren lod sig imidlertid ikke skræmme af modstanden, og på 1. etape vandt han således karrierens allerførst WorldTour-løb efter et fabelagtigt lead-out af Michael Mørkøv, der selv blev nr. 4. Det blev dog blot til en enkelt dag i førertrøjen, for 2. etapes finale viste sig at være for hård for den unge colombianer. Det samme var tilfældet på 3. etape, hvor Schachmann og Jungels dog med hhv. en 7. og en 10. plads viste gode ben inden kongeetapen. Den endte imidlertid som en regulær katastrofe, da Jungels blot blev bedste mand som nr. 28, og Hodeg endda faldt for tidsgrænsen. Derefter handlede det om etapesejre, men holdet missede det sejrende udbrud på 5. etape. Det gjorde de imidlertid ikke på 6. etape, som ellers lignede en sag for sprinterne. Her lykkedes det på imponerende vis Schachmann og Diego Rubio at holde feltet stangen, og den unge tysker holdt herefter hovedet koldt i spurten, hvor han sikrede sig en stor sejr på WorldTouren. Selvom kaptajnerne også faldt igennem på sidste etape, og det derfor intet blev til i klassementetm betød to etapesejre således, at løbet blev en forrygende oplevelse for belgierne.

 

Mas skulle forsøge at jagte revanche i Vuelta al Pais Vasco, hvor det dog især var Alaphilippe, der tiltrak sig opmærksomhed. Han viste nemlig med det samme, at han var helt klar til Ardennerne ved at levere lidt af en opvisning på de første to etaper. Først kørte han og Primoz Roglic væk fra alle rivaler på 1. etape, inden franskmanden suverænt tog sæsonens anden sejr i spurten mellem de to. Mas viste med en 4. plads tillige god form. Den efterfølgende etape var en næsten tro kopi, hvor eneste forskel var, at Roglic og Alaphilippe denne gang fik selskab af Mikel Landa og Gorka Izagirre. Det ændrede dog ikke på, at franskmanden var den hurtigste og med endnu en god spurt kunne sikre sig sin anden sejr i træk, mens Mas atter endte umiddelbart bag de bedste som nr. 9. I løbets eneste massespurt viste blev Alaphilippe ganske vist kun nr. 6, men det var nok til at forsvare føringen inden enkeltstarten. Her forsvarede han sig heroisk med en 8. plads, men kunne naturligvis ikke holde Roglic bag sig. Det skulle dog alt sammen være lige meget. Som det var tilfældet i Paris-Nice, kom han nemlig til kort på de længere stigninger, og på 5. etape tabte han derfor mere end 2 minutter til de bedste. Holdet traf endda det lidt kontroversielle valg at lade Mas vente på sin holdkammerat, og derfor var holdet ude af kampen om topplaceringerne inden kongeetapen. Det gav imidlertid Mas frihed til at gå i udbrud, og på den legendariske Arrate-stigning lykkedes det ham efter en fremragende præstation at holde den jagtende Landa bag sig og således sikre sig karrierens første sejr på en af de smukkeste scener. Det bragte ham samtidig op på den samlede 6. plads i et løb, der indbragte ikke færre end tre etapesejre samt Mas’ ungdomstrøje til holdet.

 

Holdets næste etapeløbsopgave var Tour de Romandie, hvor formålet alene var at hjælpe Viviani med at finpudse Giro-formen. Det schweiziske løb gav imidlertid lidt panderynker i den belgiske lejr. Efter prologen faldt italieneren nemlig først fra på den ret hårde 1. etape, hvor Eros Capecchi spurtede sig til en 10. plads. Mere bekymrende var det, at han heller ikke kunne sidde med på den betydeligt lettere 2. etape, der til gengæld blev en chance for Mørkøv, der kvitterede med en flot 5. plads. Dagen efter faldt han endda for sammen med tre af sine holdkammerater for tidsgrænsen på bjergenkeltstarten, og med bare tre ryttere tilbage havde holdet det herefter svært. James Knox forlod dem endda på kongeetapen, men alligevel sluttede de af med en lille succesoplevelse, da Mørkøv med en 2. plads bag Pascal Ackermann i den sidste massespurt kom tæt på en meget stor sejr.

 

Efter den lovende præstation i Frankfurt, som er omtalt ovenfor, var der forventninger om Gaviria atter kunne være med fremme, da han stillede til start som kaptajn i Tour of California, og det skulle i den grad vise sig at være tilfældet. Efter endnu et sublimt lead-out af Richeze slog han allerede til ved at sejre på 1. etape, inden det var op til den endelig tilbagevendte Laurens De Plus at forsøge sig på kongeetapen, hvor han trods sin dårlige forberedelse blev en ganske pæn nr. 11. Den efterfølgende puncheuretape endte imidlertid som en skuffelse, da Gaviria efter hårdt arbejde fra holdet blev sat ud af spillet af en ærgerlig defekt, og De Plus havde bestemt også håbet på mere end en 28. plads på enkeltstarten. Det var dog alt sammen hurtigt glemt, da Gaviria atter slog til på den anden af de tre sprinteretaper, og derefter kørte De Plus atter flot i bjergene med en 11. plads på den sidste svære etape. Til slut rundede holdet løbet helt suverænt af, da Gaviria ved at vinde spurten i Sacramento fuldstændig støvsugede sprinteretaperne og således naturligvis også sikrede sig pointtrøjen i et løb, hvor De Plus’ 8. plads samtidig gav håb for fremtiden.

 

Med relativt friske sejre i Nokere Koerse og Scheldeprijs skulle Jakobsen forsøge at fortsætte sit momentum i Tour des Fjords. Det gjorde han i den grad, da han i den stigende spurt på 1. etape atter krydsede stregen først og således kørte sig i førertrøjen. Desværre fejlede han i spurten på 2. etape, hvor han og Davide Martinelli blot blev hhv. nr. 7 og 8, men han var alligevel fortsat i front inden den afsluttende kongeetape. Her blev terrænet imidlertid for hårdt for hollænderen, der blot blev nr. 29 og således gled ned på den samlede 22. plads.

 

Med en næsten uforandret trup var de derefter til start i Hammer Stavanger, hvor de lagde ud med en fin 5. plads i Hammer Climb. Trods Jakobsens tilstedeværelse blev det desværre blot til en 5. plads i Hammer Sprint, og endnu en 5. plads i Hammer Chase indbragte dem en samlet 4. plads. Langt bedre gik det i Hammer Limburg, hvor holdet var betragteligt forstærket med Mas og Gilbert, der bidrog til at sikre en 3. plads i Hammer Climb. Med Hodeg som holdets sprinter blev det derefter til en 2. plads i Hammer Sprint, og selvom de blot blev nr. 4 i Hammer Chase, var det nok til at sikre en samlet sejr i den anden udgave af serien.

 

Efter en lang pause skulle Alaphilippe og Jungels finpudse Tour-formen i Crterium du Dauphiné, hvor Jakobsen også fik sin første chance som sprinter i et WorldTour-løb. De to kaptajner kom hæderligt fra start med hhv. en 17. og en 7. plads på prologen, men til gengæld gik det ikke for Jakobsen. Han faldt først fra på 1. etape, hvor Alaphilippe til gengæld med en 2. plads bag Daryl Impey atter viste sin hurtighed. Den gik desværre heller ikke for Jakobsen på den anden af de to lettere etaper, hvor Alaphilippe atter blev bedste mand, denne gang som nr. 16 i spurten. Holdet skuffede også en anelse i holdløbet, hvor det blot blev til en 5. plads, men det betød ikke, at Alaphilippe ikke var i form. Tværtimod slog han uimodståeligt til på den eksplosive første bjergetape, hvor han endelig sikrede sig sin første sejr i det franske løb. Desværre gentog mønsteret fra foråret sig på de store bjergetaper. På 6. etape tabte han første gang terræn med en 12. plads, og det gik endda endnu værre for Jungels, der blot blev nr. 17. Trængslerne fortsatte på næstsidste etape, hvor Jungels blev bedste mand som nr. 18, og helt galt gik det på sidste etape, hvor et styrt kostede luxembourgeren mere end 18 minutter. Det endelige resultat blev derfor en beskeden 21. plads til Alaphilippe, der dog kunne finde trøst i sin etapesejr.

 

Holdets tredje Tour-kaptajn, Gaviria, skulle teste formen i Tour de Suisse, der samtidig var sommerens store mål for Mas. Sidstnævnte fik et godt udgangspunkt med en solid 3. plads i det indledende holdløb, men løbet blev derefter en lidt frustrerende oplevelse for Gaviria. Han viste ellers fremragende form ved som en af de eneste sprintere at overleve stigningerne på 2. etape, men i spurten måtte han se sig henvist til 2. pladsen af Peter Sagan. På 3. etape kom han atter med over bakkerne, men atter måtte han se sig slået af en enkelt rytter, denne gang Sonny Colbrelli. Til gengæld blev den længere stigning på 4. etape for meget for colombianeren, men det gav blot en chance til en meget formstærk Lampaert, der spurtede sig til etapens 3. plads bag den ensomt sejrende Christopher Juul. Dagen efter viste Mas storform, da han spurtede sig til en 2. plads bag Diego Ulissi på den eksplosive første bjergetape, og ved at holde sig til favoritterne på den efterfølgende puncheuretape stod han således godt inden kongeetapen. Her imponerede han atter ved at køre sig til en 6. plads, der sendte ham op som nr. 4 inden enkeltstarten. Først gjaldt det dog den eneste regulære massespurt, der endte som endnu en træls oplevelse for Gaviria, der trods et sublimt lead-out fra Richeze måtte tage til takke med en tredje 2. plads, denne gang bag Arnaud Demare. Mas havde det svært på den sidste enkeltstart, hvor han blot blev nr. 24, men heldigvis havde han så stort et forspring, at han kunne forsvare sin samlede 4. plads. Trods det flotte resultat, der også inkluderede ungdomstrøjen, var der ærgrelse af spore, da han blot var et enkelt sekund fra at ende på podiet.

 

I anden halvdel af juni var holdet også i aktion i flere mindre belgiske endagsløb. Efter succesen i Giroen var Viviani tilbage i aktion på grusvejene i Dwars door het Hageland, hvor han viste, at han fortsat var i fremragende form. Desværre lykkedes det ham ikke at hente Krists Neilands i finalen, men efter et hårdt udskilningsløb blev han i den svære finale en imponerende nr. 2. Hodeg og Jakobsen fordelte herefter opgaverne i Elfstenderonde og Halle-Ingooigem. Denne gang lykkedes det dog ikke at vinde. For colombianeren blev det blot til en 4. plads i førstnævnte løb, mens den ærgerlige hollænder akkurat måtte se sig slået på målfoto af Danny Van Poppel i Ingooigem.

 

Viviani skulle holde benene varme inden de nationale mesterskaber i det nye Adriatica Ionica Race, der endte som en sand jubeloplevelse. Holdet lagde allerede fremragende fra land ved at vinde det indledende holdløb, og dagen efter kunne de sikre sig endnu en triumf, da Viviani viste gode klatreben ved at spurte sig til sejr på den hårde 2. etape. Et styrt havde desværre sendt klassementsrytteren James Knox ud af spillet, men det gjorde ikke meget, da han alligevel blot blev nr. 14 på kongeetapen. Herefter handlede det hele om Viviani på de sidste to sprinteretaper, og han fortsatte sin totale dominans. Først vandt han 4. etape efter en magtdemonstration, der også indbragte Hodeg en 3. plads, og deres show fortsatte på sidstedagen, hvor det blev til italiensk sejr og colombiansk 4. plads. Viviani vandt naturligvis også pointtrøjen i et løb, der altså bød på fire ud af fem mulige etapesejre.

 

Første del af sæsonen rundedes af ved de nationale mesterskaber, og også her var de næsten ustoppelige. Vigtigst var naturligvis løbet i Belgien, hvor Lampaert som forsvarende vinder ganske vist blot blev nr. 3 på enkeltstarten. Det rettede han imidlertid op på i linjeløbet, hvor han og Gilbert fangede Jasper Stuyven i en af de berømte Quick-Step-sandwicher, og herefter kunne Lampaert køre alene hjem til en stor sejr, der blot blev endnu flottere af Gilberts 2. plads og Serrys 4. plads. En lige så stor sejr sikrede holdet sig i Italien, hvor Viviani overgik forventninger på en knaldhård rute, da det på sidste stigning lykkedes ham at følge lille Domenico Pozzovivo, inden han i spurten let slog Bahrain-duoen Giovanni Visconti og Pozzovivo og derved sikrede sig et år i en af sportens vigtigste trøjer. I Frankrig kom Alaphilippe også tæt på en sejr, men trods sin status som klart stærkest måtte han i spurten i en lille gruppe nøjes med bronze. I Danmark gik det til gengæld ikke galt, da Mørkøv med stærk hjælp fra Kasper Asgreen spurtede sig til karrierens anden titel, pg Jungels gjorde som ventet rent bord ved at vinde begge titler i Luxembourg, hvor han sågar i linjeløbet var mere end 13 minutter foran nr. 2! I Holland kom Jakobsen til kort i linjeløbet, men Terpstra viste med sølv på enkeltstarten god form inden Touren. Schachmann gik lidt skuffende akkurat glip af en medalje på den tyske enkeltstart, mens den eneste større skuffelse var, at Stybar blot blev nr. 5 i det tjekkiske linjeløb.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter de fem etapesejre til Marcel Kittel i 2017 var det en næsten umulig opgave for forårets mest succesrige hold at overgå den foregående præstation i verdens største cykelløb, men med en regulær supertrup havde de i hvert fald givet sig de bedst mulige kort på hånden. Først og fremmest gjorde Fernando Gaviria endelig sin længe ventede debut i Touren, og han var bakket op af et stærkt tog bestående af Yves Lampaert og ikke mindst sublime Maximilano Richeze. Til de flade etaper havde holdet også Niki Terpstra, der sammen med Lampaert og Philippe Gilbert satsede stort på brostensetapen. Gilbert og Julian Alaphilippe skulle samtidig udgøre en skræmmende duo i puncheurfinalerne, ligesom sidstnævnte også skulle jagte etapesejre i bjergene. Her skulle han også støtte Bob Jungels, der drømte om en top 10 i klassementet, og endelig var Tim Declercq med som holdets arbejdsmand, der skulle jagte udbrud på de flade etaper.

 

Holdets første store mål var naturligvis at bringe Gaviria i gult ved at vinde den indledende sprinteretape, og det skulle vise sig, at det ville lykkes colombianeren at få sin drømmedebut. Efter endnu et af Richezes sublime lead-outs kunne han nemlig suverænt sejre i karrierens allerførste grand tour-etape og dermed iføre sig den prestigiøse trøje. Desværre blev det et kortvarigt eventyr, for et styrt satte ham ud af spillet på 2. etape, og med Gilbert på en ellers ganske pæn 10. plads måtte holdet således aflevere føringen til Peter Sagan.

 

Der var dog lynhurtigt opmuntring at hente. Først kørte mandskabet et fremragende holdeløb, der indbragte en 3. plads bag favoritterne fra BMC og Sky, og 24 timer senere slog den sydamerikanske duo til igen. Det skete, da Richeze atter afleverede Gaviria perfekt, og heller ikke denne gang begik han fejl, da han spurtede sig til sin anden sejr allerede på løbets 4. etape. Dagen efter var det Gilberts og Alaphilippes tur på dem første puncheuretape, men de kunne desværre intet stille op mod Sagan og måtte tage til takke med hhv. en 3. og en 5. plads. Endnu mere skuffet var Alaphilippe dog efter 6. etape til Mur-de-Bretagne. Her manglede han nemlig sine bedste ben, og selvom han spurtede sig til en 4. plads kunne han ikke skjule utilfredsheden med formen. Ærgerligt var det også, at Jungels viste svaghedstegn ved som nr. 21 at tabe 9 sekunder.

 

Der ventede nu to store chancer for Gaviria, men desværre for colombianeren havde Dylan Groenewegen n nu fundet benene. På 7. etape fik han en regulær lektion af den suveræne hollænder, der henviste ham til 2. pladsen, og på 8. etape tabte han bogstavelig talt hovedet, da han stangede André Greipel og derfor blev deklasseret. Det blev derfor blot til en 9. plads til Lampaert, men det var hurtigt glemt, for nu ventede holdets måske allervigtigste etape på Paris-Roubaix’ berømte brosten. Her viste holdet stor kollektiv styrke, men den ønskede sejr udeblev. Først blev et af de bedste kort, Terpstra, elimineret af et styrt, men heldigvis havde man Lampaert, der iværksatte det rigtige angreb i finalen. Desværre fik han selskab af to hurtigere folk i John Degenkolb og Greg Van Avermaet, og han måtte derfor i spurten tage til takke med en 3. plads. Bag ham angreb Gilbert og Jungels, og de sikrede sig i en lille gruppe placeringer som hhv. nr. 4 og 7, inden Gaviria ved at blande sig i feltets spurt blev nr. 13. Holdet kunne således gå op hviledag med Gilbert og Jungels helt fremme i klassementet som hhv. nr. 3 og 4.

 

Skuffelsen over nederlaget på brostenene varede ikke længe. På den første etape i Alperne viste Alaphilippe nemlig, at de gode ben var blevet fundet, og efter et fabelagtigt soloridt tog hans karrierens første Tour-etapesejr i Le Grand-Bornand samt erobrede bjergtrøjen. Der var dog også malurt i bægeret, da Jungels som nr. 23 blev en af de ret lette etapes ganske få tabere. Den tendens fortsatte desværre på den efterfølgende bjergetape, hvor han blot blev nr. 27 og tabte næsten fem minutter til de bedste, og selvom han med en 13. plads på Alpe d’Huez viste lidt fremgang mod slutningen af alpeeventyret, var han efter de første bjergslag blot nr. 13 i klassementet.

 

Langt værre var det, at Gaviria var en af de mange sprintere, der aldrig overlevede Alperne, og derfor var holdet uden deres topsprinter på den flade 13. etape. Her viste Lampaert ganske vist god form med en 6. plads, men det stod nu klart, at det i høj grad var Alaphilippe, der skulle redde den resterende del af løbet for holdet. Han greb straks chancen på Mende-etapen, hvor han sammen med Gilbert og Lampaert kom med i et stort udbrud. Her lignede han den oplagte favorit, men desværre lod han sig overraske af Omar Fraile i bunden af den sidste mur. Selvom han med et stort angreb satte efter baskeren, lykkedes det ham aldrig at fange sin rival, og han måtte derfor tage til takke med en ærgerlig 2. plads. På den efterfølgende udbrudsetape forsøgte Terpstra sig, men han havde naturligvis ingen chance i den hårde finale, hvor han blot blev nr. 12. Med tre etapesejre, en bjergtrøje til Alaphilippe og en samlet 12. plads til Jungels var udbyttet af de første to uger dog fremragende.

 

Alaphilippe var imidlertid slet ikke færdig. På den første etape i Pyrenæerne gik han og Gilbert atter i udbrud, men denne gang så han længe ud til at blive slået, da han trods en stærk acceleration på sidste stigning måtte se Adam Yates køre væk. Med sine fabelagtige nedkørselsevner lagde han imidlertid så stort et pres på briten, at denne oversatsede og røg i asfalten. Det gjorde det muligt for Alaphilippe at gå forbi og denne gang iført bjergtrøjen at sikre sig sin anden bjergetapesejr i løbet. Alt var dog ikke fryd og gammen, da Gilbert fra udbruddet havde oplevet et forfærdeligt styrt, der sendte ham hjem med en brækket knæskal, ligesom også Declercq måtte rejse hjem med sygdom.

 

På kongeetapen fortsatte Alaphilippe sin offensive og sikrede sig herved flere point til bjergtrøjen, men denne gang lod han sig hurtigt falde tilbage. Desværre fortsatte Jungels’ trængsler, da han blot blev nr. 17. Den efterfølgende sprinteretape var en chance for Richeze, der kvitterede med en godkendt 6. plads, og derefter var der endelig lidt opmuntring for Jungels. Med aggressiv kørsel blev han nr. 12 på den sidste bjergetape, hvilket bragte ham fra en 13. til en 11. plads i klassementet, men selvom han sluttede stærkt af med en 6. plads på enkeltstarten, endte han akkurat uden for de bedste 10 på den ærgerlige 11. plads. Til slut måtte Richeze tage til takke med en 6. plads i spurten i Paris, men det kunne bestemt ikke slette indtrykket af et fremragende løb, der bød på 4 etapesejre og ikke mindst en bjergtrøje til Alaphilippe.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den forrygende succes i Giroen var der lagt op til mere af det samme, da Elia Viviani rejste til Vueltaen som løbets strålende sprinterstjerne. Spurterne var da også holdets store mål, hvilket afspejlede sig i en trup, der talte toget med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini. Denne gang havde holdet dog også klassementsambitioner med Enric Mas, der i sit første forsøg som klassementsrytter stræbte efter en placering i top 10, og hertil var han udstyret med bjerghjælp fra Laurens De Plus. Pieter Serry og Dries Devenyns var med som hjælpere i alle terræner, mens Kasper Asgreen i en overraskende tidlig grand tour-debut skulle agere trækdyr for Viviani på de flade etaper.

 

Mas havde naturligvis en udfordring på den indledende enkeltstart i Malaga, hvor det dog med en 40. plads lykkedes ham at begrænse tidstabet. Det var dog De Plus, der først viste sig frem. I puncheurfinalen på 2. etape var han tæt på at tage alle favoritterne på sengen med et stærkt angreb på målbakken. Uheldigvis nåede Alejandro Valverde og Michal Kwiatkowski forbi, men med en 3. plads havde han sikret holdet deres bedste resultat, der dog fik en lidt kedelig bismag af, at Mas som nr. 18 smed et par sekunder. Det varede dog ikke længe, inden holdet første gang kunne juble. Allerede på den første sprinteretape slog de nemlig til, da et sublimt lead-out fra Mørkøv, der endda indbragte ham en 7. plads, sikrede Viviani sin første sejr i det spanske løb på ganske overlegen maner.

 

Mas havde udsigt til sin første alvorlige test i bjergene på 4. etape, men her lignede han desværre atter en mand i problemer, selvom det på den ret lette målstigning lykkedes han at nå i mål sammen med de øvrige favoritter som nr. 1. Holdet valgte med det samme at kaste håndklædet i ringen på den ret hårde 5. etape, hvor Viviani i stedet sparede kræfter inden den flade 6. etape. Her spilledes holdet i den grad med musklerne i sidevinden, hvor de fik syv af otte mand med i første gruppe, men i spurten begik de en sjælden fejl. Toget var alt for langt tilbage i sidste sving, og selvom Viviani atter viste sig som den klart hurtigste, blev det blot til en 3. plads og en 10. plads til Mørkøv.

 

Viviani forsøgte også at overgå sig selv på den hårde 7. etape, men den viste sig ikke uventet at være for svær. Mas og De Plus holdt sig dog til de bedste og blev hhv. nr. 8 og 14. Viviani forsøgte sig også i den stigende spurt på 8. etape, men også her kom han til kort. Mas var heldigvis atter med hjem, men desværre ventede der en nedtur på løbets første svære bjergetape. Her bekræftede han nemlig det lidt kedelige indtryk fra 4. etape, og med en 19. plads gled han helt ned som nr. 12 inden den første hviledag.

 

Efter det lille hvil var Viviani fyr og flamme efter at få revanche for det ærgerlige nederlag på 6. etape, og da sprinterne igen var i aktion på den flade 10. etape blev der ingen fejl begået. Quick-Step afleverede atter på perfekt vis deres italienske stjerne, der uden de store problemer kunne sikre sig sin anden sejr. Holdet missede derefter udbruddet på 11. etape og valgte måske lidt overraskende ikke at få efter en mulig spurt på 12. etape, hvor Devenyns i stedet fik sin chance i et udbrud. Han havde dog slet ikke samme ben som i årets første måneder og blev blot nr. 8.

 

Mas afslørede, at han havde været ramt lidt af sygdom i den første uge, og det skulle vise sig at være forklaringen på de knap så gode præstationer. Da det atter fik løs med de tre store bjergetaper i den anden weekend, var han nemlig som forvandlet. På den stejle La Camperona lod holdet De Plus og Serry køre deres chance i et udbrud, hvor de blev hhv. nr. 5 og 8, men det var holdets spanske talent, der for alvor stjal rampelyset, da han endte som den tredjebedste af favoritterne. Desværre var han måske lidt overmodig med et tidligt angreb på den efterfølgende bjergetape, men med en 7. plads avancerede han fra den samlede 11. plads til en placering som nr. 8. Med en solid 6. plads på mytiske Lagos de Covadonga vandt han yderligere to placeringer, og han lå derfor på 6. pladsen inden løbets afgørende uge.

 

Desværre var der her udset til en svær start på den lange enkeltstart, der ikke just lignede en gave til den spanske klatrer. På de flade veje omkring Torrelevega leverede han imidlertid en mindre sensation, da han med en dybt imponerende 6. plads sprang ind i den samlede top 5. I det hele taget viste holdet stor styrke, da De Plus og Asgreen blev hhv. nr. 8 og 10. Det var svært at tro, at det kunne gå meget bedre, men det kunne det. Bare 24 timer senere var han den allerbedste af favoritterne, da han krydsede stregen som nr. 14 bag udbruddet på stejle Balcon de Bizkaia, og pludselig lå han nu på løbets samlede 3. plads.

 

Inden Mas skulle i aktion igen ventede Vivians næstsidste chance. Her begik holdet endnu en sjælden fejl, da de i den kraftige medvind undervurderede udbrud. I selve spurten lod Viviani sig også overraske af Peter Sagan, der åbnede tidligt, og som næstbedst i feltet endte han blot på etapens 4. plads.

 

Efter det lille sprinterintermezzo var Mas tilbage i aktion på de to sidste etaper i Pyrenæerne. Hans gode momentum blev desværre afbrudt på La Rabassa-etapen, hvor han blot blev nr. 6 og kunne se Steven Kruijswijk skubbe ham ned af det samlede podium inden kongeetapen. Det fik ham imidlertid ikke til at give op. Tværtimod viste han på løbets allersværeste dag stort mod ved at angribe fra distancen og endte herved i en gruppe med Miguel Angel Lopez og Simon Yates. Først lykkedes det overraskende at få skovlen under briten, og det hele endte i den helt store spanske fest, da unge Mas i spurten på toppen af La Gallina gik forbi Lopez og ikke blot sikrede sig løbets måske mest prestigiøse etapesejr, men også sprang op på en

højst uventet samlet 2. plads.

 

Løbet var imidlertid endnu ikke ovre. Viviani skulle naturligvis forsøge at tage den store sejr i Madrid, og efter at være blevet slået af Sam Bennett i Rom under Giroen begik han denne gang ingen fejl. Endnu et sublimt lead-out gav italieneren den bedst mulige position, og han kunne let krydse stregen som første mand til sin tredje etapesejr. Det hele endte derfor som et sandt drømmeløb, der bød på hele fire gevinster undervejs samt ikke mindst den overraskende samlede 2. plads til kometen Mas.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens Touren endnu var i gang, skød holdet anden del af sæsonen i gang på hjemmebanen i Tour de Wallonie, hvor Enric Mas indledte sin march mod Vueltaen. Desværre kom holdet skidt fra start, da Alvaro Hodeg slet ikke kom frem i den indledende massespurt, og endnu værre var det, at den unge spanier i et styrt slog sit knæ. Alligevel lykkedes det ham at sidde med de bedste på kongeetapen, hvorholdet imponerede ved at have hele fire mand i den lille favoritgruppe, der spurtede om sejren. Desværre blev Pieter Serry akkurat slået af Tim Wellens, mens Jhonatan Narvaez blev nr. 4, Mas nr. 10 og James Knox nr. 12. Smerterne blev dog for store for Mas, der på den efterfølgende etape tabte mere end 10 minutter, men Narvaez, Serry og Knox holdet sig alle til med placeringer som hhv. nr. 5, 6 og 26. Det gjorde de også på 4. etape, hvor Serry blev en flot nr. 4 i den reducerede massespurt, mens Mas valgte at være forsigtig og rejse hjem. Desværre udeblev etapesejren, da Hodeg i den sidste massespurt blot blev nr. 2 bag Jens Debusschere, men Serry som nr. 3, Narvaez som nr. 5 og Knox som nr. 6 samt sejr i holdkonkurrencen var det svært at være utilfredse med udkommet af de belgiske løb.

 

Hodeg rejste fra Vallonien videre til Tour de Pologne, hvor han for anden gang fik chancen som holdets sprinter i et WorldTour-løb, og hvor han skulle forsøge at gentage succesen fra Catalonien. Desværre var han oppe mod lidt af en rival i form af formstærke Pascal Ackermann, der på de to første etaper henviste ham til to ærgerlige 2. pladser. På løbets sidste sprinteretaper leverede Michael Mørkøv imidlertid et sandt mesterværk med et overraskende ryk, der totalt tog rivalerne på sengen, og herfra kunne Hodeg gøre arbejdet færdigt og tage karrierens anden WorldTour-sejr på en dag, hvor Mørkøv selv blev nr. 7. Derefter var det op til Laurens De Plus og Dries Devenyns at forsvare holdet på de hårdere etaper, men desværre brændte førstnævnte lidt for mange kræfter af tidligt på Muren i Szczyrk, hvor han derfor blot blev nr. 11 med Devenyns på en 14. plads. Begge holdt de sig til i den stigende spurt på 5. etape, og derefter sluttede De Plus som nr. 8 sammen med de øvrige favoritter på den første af de hårde etaper. Desværre tabte han igen roen på kongeetapen, hvor han med et hovedløst angreb langt fra mål smed det hele væk og med en beskeden 29. plads gled helt ned som nr. 19 i den samlede stilling.

 

Holdet jagtede også hæder ved EM, hvor det særligt var Maximilan Schachmann og Yves Lampaert, der imponerede. Den unge tysker slog således akkurat sin holdkammerat i kampen om bronzen på enkeltstarten, men til gengæld lykkedes det ikke Elia Viviani at erobre titlen i linjeløbet.

 

Derfra drog Schachmann og Lampaert videre til BinckBank Tour, hvor de sammen med Niki Terpstra og Zdenek Stybar skulle udgøre en stærk kvartet til klassementet, mens Fabio Jakobsen for anden gang i karrieren skulle agere sprinter i et WorldTour-løb. Efter skuffelsen i Dauphiné kom det helt store gennembrud på hjemmebanen, da han efter et fremragende lead-out fra Florian Senechal slog en stor del af sprintereliten på løbets 1. etape. På 2. etapes enkeltstart sikrede Schachmann, Lampaert og Terpstra sig med hhv. en 5., 10. og 19. plads et fint udgangspunkt i klassementet, men til gengæld måtte Jakobsen se sig slået på 3. etape, hvor han blot blev etapens nr. 8 ved at spurte bag den sejrende kvintet. Desværre blev han herefter syg og måtte rejse hjem, men det gav blot Stybar mulighed for at spurte sig til en meget overraskende 3. plads samt bonussekunder på 4. etape. Derefter tog Senechal sin chance på den sidste sprinteretape, hvor han blev nr. 7 bag et vindende udbrud, inden det gjaldt de to afgørende etaper i weekenden. Her viste en formstærk Stybar sig som en af de stærkeste på Amstel-etapen, hvor han til slut slap væk i en lille gruppe og sikrede sig en 3. plads. Schachmann kom også væk og vandt lidt tid som nr. 5, men desværre styrtede Lampaert i spurten. Det betød, at den belgiske mester ikke kunne sidde med de bedste på kongeetapen, men det kunne hans holdkammerater, der på Muren i Geraardsbergen fik Stybar, Schachmann og Terpstra ind som hhv. nr. 3, 5 og 8. Det samlede resultat blev en 4. plads til Schachmann, en 9. plads til Terpstra, en 13. plads til Stybar samt en 14. plads til Lampaert, og det udmøntede sig naturligvis også i en sejr i holdkonkurrencen, ligesom Stybars tre 3. pladser var nok til at vinde pointtrøjen.

 

Schachmann var tydeligvis i form, og det gjorde ham til en af favoritterne til hjemmebaneløbet Deutschland Tour. Det var dog Hodeg, der først stjal overskrifterne, da han på løbets eneste sprinteretape fik skovlen under Ackermann i en regulær duel mand mod mand. Og minsandten om holdet ikke fortsatte succesen, da Schachmann på løbets første hårde etaper kørte væk i en lille kvartet, hvor han viste sig som hurtigste mand i spurten. Desværre blev det kun til en enkelt dag i gult, for i spurten på den hårde 3. etape måtte han se Matej Mohoric løbe med føringen i kraft af bonussekunder, da det blot til en 7. plads til tyskeren. På sidste etape blev det blot til en 10. plads, og da bonussekunderne fordelte sig uheldigt, måtte han samlet tage til takke med en 3. plads. I samme weekend var Lampaert, Jakobsen og Terpstra med fremme i grusvejsløbet Great War Remembrance Race, men her lykkedes det dem ikke at kontrollere finalen, hvorfor de blot blev hhv. nr. 5, 6 og 13 i et løb, der samtidig var Fernando Gavirias comeback efter det tidligere Tour-exit.

 

Efter en lang pause var Julian Alaphilippe tilbage i sadlen i Tour of Britain, hvor han sammen med Schachmann og Bob Jungels udgjorde en farlig trio, ligesom Gaviria skulle forsøge at bryde tørken i spurterne. Holdet viste sig allerede frem på 1. etape, hvor Alaphilippe og Jungels kørte væk på den sidste lille bakke, men det endte alligevel i en spurt, hvor det blot blev til en 3. plads til Gaviria. Mens Schachmann desværre skulle vise sig at være træt, var Alaphilippe og Jungels flyvende og sad begge ved i den lille favoritgruppe på den hårde 2. etape, hvor de blev hhv. nr. 4 og 9 på en dag, hvor to mand snød favoritterne. Til gengæld blev intet overladt til tilfældighederne i puncheurfinalen på 3. etape, for her viste Alaphilippe sig ganske suveræn, da han med en etapesejr erobrede vigtige bonussekunder. Til gengæld kørte det ikke for Gaviria, der blot blev nr. 12 i den efterfølgende massespurt, og derefter led Gaviria lidt af en bet, da han efter holdets 2. plads på holdløbet kunne se Primoz Roglic køre sig i gult inden kongeetapen. Her fik han dog skovlen under den slovenske stjerne. En stærk forcering fra Jungels gjorde det muligt for franskmanden at knække sin rival, men desværre blev det ikke til etapesejr, da hans hårde arbejde i modvinden betød, at Wout Poels i spurten kunne henvise ham til 2. pladsen. Gavirias serie af skuffelser fortsatte, da et udbrud snød sprinterne på 7. etape, og i den afsluttende spurt i London måtte han se sig henvist til 2. pladsen af Caleb Ewan. Med den samlede sejr til Alaphilippe og 5. pladsen til Jungels blev det vigtigste mål dog klart indfriet.

 

Alaphilippe og Jungels fortsatte herefter VM-forberedelsen i det svagt besatte Slovakiet Rundt, hvor de kom med en supertrup, der ikke uventet viste sig temmelig overlegen. Det blev allerede tydeligt på prologen, hvor holdet leverede en sand magtdemonstration og fik alle mand i top 20 med Jungels som nr. 1, Lampaert som nr. 2, Alaphilippe som nr. 4, Jakobsen som nr. 5, Terpstra so nr. 8, Stybar som nr. 19 og Iljo Keisse som nr. 20. Helt som ventet viste Alaphilippe sig herefter som den stærkeste på den eksplosive kongeetape, hvor han overtog førertrøjen fra Jungels. Til gengæld var den mellemhårde 2. etape for svær for Jakobsen, og derfor måtte man i den reducerede massespurt tage til takke med placeringer som hhv. nr. 2, 3, 5 og 9 for hhv. Lampaert, Stybar, Alaphilippe og Terpstra. På den efterfølgende blev Jakobsen ganske overraskende henvist til 2. pladsen af Matteo Pelucchi, mens det med en 3. plads blev til endnu en podieplads for Lampaert. Heldigvis var der revanche i vente, da Jakobsen uimodståeligt slog til på sidste etape, hvor han sikrede sig den tredje sejr i et løb, der gav en sikker samlet sejr til Alaphilippe.

 

Efter at have været dominerende i de første år er holdet i de senere år gledet ned i det internationale holdløbshierarki. Derfor var de også kun outsidere til det allersidste VM i holdløb, men det holdt dem ikke tilbage. Efter et veldisponeret løb lykkedes det nemlig for Schachmann, Terpstra, Jungels, Lampaert, De Plus og Kasper Asgreen at erobre holdets fjerde titel ud af syv mulige. Desværre blev resten af VM ikke samme succes. På enkeltstarten blev Schachmann og Jungels nemlig blot hhv. nr. 11 og 23, og som omtalt ovenfor betød krampe, at Alaphilippe ikke kunne omsætte sin storform til en VM-titel i linjeløbet.

 

Med de belgiske rødder var holdet naturligvis også aktive i efterårets mange løb i Nordeuropa. Holdet kom dog skidt fra start i Tour de l’Eurometropole, hvor en stærk gruppe til slut snød feltet, og Gaviria kom derfor aldrig til at spurte i et løb, der slet ikke gav et resultat. Dagen efter var det imidlertid tid til revanche, og den kom fra en uventet kant. Efter sit rædselsfulde styrt i Touren gjorde Philippe Gilbert et uventet tidligt comeback i GP d’Isbergues. Her udnyttede belgieren det forfærdelig vejr til sammen med Senechal at køre væk i en gruppe. Herfra angreb han sammen med Christophe Laporte, som han lidt overraskende slog i spurten og således tog en uventet sejr i comebackløbet. Bagude lykkedes det endda Senechal med en 3. plads at sikre holdet to mand på podiet.

 

Næste opgave var puncheurløbet Binche-Chimay-Binche, hvor særligt Stybar som tidligere vinder havde store ambitioner. Han forsøgte sig lidt overraskende med et stort soloangreb, men blev desværre hentet få kilometer fra mål. I stedet bekræftede Lampaert sin gode form ved at blive nr. 2 bag suveræne Danny Van Poppel, mens også Mikkel Honoré og Gilbert med hhv. en 11. og en 15. plads gjorde det godt. For Gaviria fortsatte trængslerne til gengæld, da han missede ud i sidevinden i Sparkassen Münsterland Giro. Det lykkedes ham at komme tilbage til slut, men da han ikke længere havde overskud til at spurte, forsøgte Senechal sig i stedet, hvilket indbragte en 6. plads.

 

Gaviria havde fortsat én chance for at redde efteråret. Den kom i Tour of Turkey, hvor han med støtte fra Maximilano Richeze og Hodeg lignede manden, der skulle slås i spurterne. Desværre kom revanchen aldrig. Allerede på 1. etape røg han nemlig for 117. gang i asfalten og endte sin sæson med et brækket kraveben. Heldigvis var der folk til at tage over. Med en smart manøvre i sidste sving lykkedes det lead-out-manden Richeze at tage en overraskende sejr på førstedagen, hvor holdets nye sprinter, Hodeg, blev nr. 4. Dagen efter var hierarkiet genetableret, men trods et godt lead-out fra Richeze kunne Hodeg intet stille op mod Sam Bennett, der henviste ham til 2. pladsen. Richeze fik en ny chance på 3. etape, der viste sig for hård for Hodeg, men i den reducerede massespurt måtte han tage til takke med endnu en 2. plads bag Bennett. Derefter var det tid for unge Knox, der imponerede ved at blive nr. 4 på kongeetapen, selvom modvind betød, at den blev alt for eksplosiv for den unge brite. På løbets sidste flade etape lykkedes det endelig for Hodeg at få skovlen under Bennett, der han efter stærkt arbejde fra Richeze, som selv blev nr. 8, spurtede sig til en sikker sejr i Manisa. På den eksplosive sidste etape i Istanbul angreb Stybar på den sidste brostensbakke, men på det tidspunkt var Bennett allerede fløjet væk fra alle, og da tjekken senere blev hentet, blev det blot til en 10. plads. Samlet blev det desværre heller ikke til et topresultat, da et dumt tidstab på 1. etape betød, at Knox blot endte som nr. 20.

 

Som alle andre hold trådte leverede holdet de sidste pedaltråd i Asien. Her lagde de ud med at sikre sig en stærk 2. plads bag ærkerivalerne fra Mitchelton-Scott i Hammer Hong Kong, inden det gjaldt WorldTour-løbet Tour of Guangxi. Her fik Jakobsen sin tredje chance som førstesprinter i et WorldTour-løb, og det skulle igen blive en stor succes. I det stærkt besatte felt kom han ganske vist akkurat til kort på de to første etaper, hvor det blev til hhv. en 3. og en 2. plads, men på 3. etape fik han endelig skovlen under Ackermann og Dylan Groenewegen, hvorved han sikrede sig sin anden WorldTour-sejr. På kongeetapen skuffede holdets bedste kort, Schachmann, Gilbert og Devenyns, der blev hhv. nr. 48, 14 og 12, men til gengæld overraskede Remi Cavagna med en meget stærk 7. plads. Desværre var 5. etape for hård for Jakobsen, der ikke kom med feltet hjem, men han havde fortsat ét skud i bøssen. Det affyrede han med stor præcision, da han med endnu en sublim spurt rundede holdets jubelår af på den mest passende vis ved i det allersidste løb at sikre sejr nr. 73. Samlet blev det endda til en 4. plads til Cavagna og en 9. plads til Devenyns, ligesom Jakobsen vandt pointtrøjen, og det kinesiske løb blev således en smuk afslutning på sæsonen for det belgiske supermandskab.

 

Den endelige dom

Egentlig kunne det gøres meget kort. Reelt kunne vi blot skrive 73 sejre og lukke diskussionen der. Den score er nemlig så ufattelig, at det tal alene siger alt om, at det var et sandt jubelår for det belgiske stjernehold. Ganske vist har holdet nu i adskillige år været vant til at være den suverænt mest vindende, men i 2018 overgik de ikke bare sig selv, de gjorde det med adskillige alen. Man kan næsten kun ryste på hovedet over, at det kan lykkes at vinde 73 gange på en sæson, der trods alt kun strækker sig over godt ni måneder.

 

Historien er imidlertid meget dybere. Den handler nemlig ikke kun om kvantitet, men i den grad også om kvalitet. At mange af triumferne var af en fremragende kaliber, afspejles af det forhold, at holdet var knusende overlegne på WorldTour-ranglisten, hvor de ellers tidligere - først og fremmest i kraft af manglende klassementsryttere - har haft svært ved at komme helt til tops. I år var de imidlertid i særklasse, og det bliver blot endnu mere imponerende af, at ranglistens nr. 2, Team Sky, som bekendt havde et fremragende år, der bød på topplaceringer i næsten alle WorldTourens-etapeløb.

 

Hvor briterne endte sæsonen som etapeløbskonger, var det som altid i endagsløbene, at Quick-Step først og fremmest brillerede. Holdet har altid været en dominerende faktor i foråret, men i år tog de det til et niveau, de kun sjældent har nået. Efter den lidt skuffende start i åbningsweekenden og de to indledenden italienske klassikere var de fuldstændig ustoppelige i resten af foråret. Fra 3 Dage ved Panne til og med Liege-Bastogne-Liege var det kun Gent-Wevelgem, Paris-Roubaix, Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, der gled dem af hænde, og her blev de alligevel hhv. 2, 3, 4 og 6. Vigtigst var det naturligvis, at holdet sejrede i to af forårets fire monumenter, og Niki Terpstras store sejr i Flandern Rundt og Bob Jungels’ triumf i Liege fremstår også som årets store hovedpunkter. At man dertil kan føje Fleche Wallonne, E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen, Scheldeprijs og 3 Dage ved Panne gør det næsten helt uforståeligt, at et hold kan være så suverænt og stabilt.

 

Det skyldes naturligvis ikke mindst holdets bredde, der betød, at de gang på gang kunne udnytte deres overtal og vinde med flere forskellige ryttere. Det var dog særligt Terpstra og Julian Alaphilippe, der skilte sig ud. Efter nogle ret svingende år var hollænderen i år feltets suverænt stærkeste på brostenene, hvilket blev understreget med de suveræne sejre i E3 og Flandern Rundt. I Ardennerne fik Alaphilippe endelig skovlen under Alejandro Valverde og dermed det endelige gennembrud, og havde han ikke loyalt bakket Jungels op i Liege, kunne han meget vel have endt foråret med sejr i det store monument også.

 

Foråret var imidlertid mere end det. Phillippe Gilbert kørte et fornemt forår, der havde fortjent at indbringe ham en sejr, men gang på gang blev han låst af det taktiske spil og måtte tage til takke med en sekundær topplacering. Det samme var tilfældet for Zdenek Stybar, der måske nok ikke er på samme niveau som tidligere, men alligevel endte i top 10 i snart sagt ethvert af de store brostensløb. Og Yves Lampaert tog endnu et stort skridt mod toppen, ikke mindst ved for anden gang i træk af vinde Dwars door Vlaanderen. Endelig fortsatte Viviani sin fremgang i endagsløbene med endnu en sejr i Hamburg, en 2. plads i Gent-Wevelgem samt sejr i 3 Dage ved Panne, og at unge Fabio Jakobsen endda kunne vinde Sprinternes Verdensmesterskab, Scheldeprijs, er blot flødeskum på toppen at det mindeværdige forår. At efteråret ikke blev helt så godt, da Alaphilippe fik krampe ved VM og skippede årets sidste løb, er til at leve med, ikke mindst fordi han trods alt stadig løb med titlen i Clasica San Sebastian.

 

Det var imidlertid ikke kun i endagsløbene, at der blev spillet med musklerne. Det gjorde der i den grad også i de tre grand tours, hvor det for andet år i træk lykkedes at vinde mindst fire gange hvert sted. Det blev således til hele 5 gevinster i Giroen og 4 i både Touren og Vueltaen. Fundamentet var atter en dominerende opvisning i spurterne, hvor Viviani og Gaviria vandt hhv. 7 og 2 gange, men faktisk blev det også til bjergetapesejre i alle tre løb med hhv. Maximilian Schachmann, Alaphilippe, der ligeledes vandt Tourens bjergtrøje, samt Enric Mas. Det kan ganske ikke gøres meget bedre, og det er i det hele taget meget sigende for holdets klasse, at det naturligvis var dem, der løb med den eneste helt regulære udbrudssejr i en Giro, der ellers blev kontrolleret benhårdt af favoritholdene.

 

Man kan naturligvis indvende, at holdet ikke var specielt synlige i toppen af etapeløbenes klassementer. Det var imidlertid ikke uventet efter tabet af Dan Martin, for allerede fra sæsonstart stod det klart, at det kun var Mas og Jungels, der kunne betragtes som klassementsryttere i klassisk forstand. Og da Mas oplevede en magisk gennembrudssæson, der bød på en chokerende 2. plads i Vueltaen, en 4. plads i Tour de Suisse, en 6. plads i Vuelta al Pais Vasco samt sejre på kongeetaperne i både Vueltaen og Pais Vasco, er det svært at sige, at holdet ikke overgik forventninger på den front også. Så kan det godt være, at Jungels aldrig slog til og blot blev nr. 11 i Touren, men det burde efterhånden stå klart for enhver, at meget mere end det nok havde været at betegne som en mindre sensation. Og endelig skal man ikke glemme, at Alaphilippe og Viviani jo trods alt sikrede holdet tre etapeløbssejre uden for WorldTouren.

 

Det var imidlertid ikke kun de etablerede navne, der brillerede. Jakobsen og Alvaro Hodeg havde WorldTour-debuter, som kun de færreste kan drømme om, og det kan være svært at forstå, at holdet med to nyprofessionelle vandt ikke færre end seks på højeste niveau. Dertil kom deres mange sejre i mindre løb, hvor også Viviani og Gaviria høstede et hav af triumfer, og sprinterfremtiden tegner derfor meget lys, selvom Gaviria snart er fortid på holdet.

 

Og listen over gennembrud tækker også Schachmann, der med to WorldTour-sejre, en EM-bronze og en fremragende sensommer gjorde kolossale fremskridt. Efter en svær start fik James Knox vist sig frem i sæsonafslutningen, hvor også Florian Senechal gjorde store fremskridt. Laurens De Plus kom tilbage på sporet efter to grimme styrt, og selv erfarne Dries Devenyns oplevede en lille renæssance med en fremragende sæsonstart. Og når selv verdens bedste lead-out man, Maximilano Richeze, kan vinde flere gange trods sine stærkt begrænsede muligheder, synes der slet ingen grænser at være for holdet.

 

Det kan ganske enkelt ikke gøres meget bedre. Nu vinkes der ganske vist farvel til Terpstra, Schachmann og Gaviria, hvilket naturligvis igen får dommedagsprofetierne til at lyde. Det gjorde de imidlertid også, da Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin stak af inden denne sæson, og alligevel overgik holdet atter sig selv, endda med flere længder. Der er ganske enkelt ingen, der som Patrick Lefevere kan få det maksimale ud af snart sagt enhver trup, og man må endnu engang blot lette på hatten for den snu belgiske veteran.

 

Chapeau, Patrick! Chapeau!

 

Karakter: 10/10

 

Se evalueringerne for de andre hold her.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger