Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Sæsonevaluering: Hvordan klarede Team LottoNL-Jumbo sig?
28. november 2018 16:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Gianni Moscons flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2018-sæson, der indledtes med Daryl Impey overraskende triumf i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2018 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2019? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Team LottoNL-Jumbos meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

 

Antal sejre: 33 (Dylan Groenewegen 14, Primoz Roglic 8, Sepp Kuss 4, Danny Van Poppel 3, Pascal Eenkhoorn 2, Enrico Battaglin 1, holdtidskørsel 1)

 

Sejre på WorldTouren: 10 (3 etapesejre i Tour de France fordelt over 2 til Dylan Groenewegen og 1 til Primoz Roglic, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Enrico Battaglin, samlet sejr i Tour de Romandie med Primoz Roglic, samlet sejr i Vuelta al Pais Vasco med Primoz Roglic, 1 etapesejr i Paris-Nice med Dylan Groenewegen, 1 etapesejr i Tirreno-Adriatico med Primoz Roglic, 1 etapesejr i Vuelta al Pais Vasco med Primoz Roglic, 1 etapesejr i Tour of Guangxi med Dylan Groenewegen)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 10 (nr. 16 i 2017)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Primoz Roglic (nr. 11), Steven Kruijswijk (nr. 20), George Bennett (nr. 43), Timo Roosen (nr. 68), Robert Gesink (nr. 89), Dylan Groenewegen (nr. 97)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Primoz Roglic (nr. 11), Steven Kruijswijk (nr. 27), George Bennett (nr. 49), Dylan Groenewegen (nr. 51), Danny Van Poppel (nr. 79), Timo Roosen (nr. 81)

 

 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Mens LottoNL-Jumbo i de senere år har markeret sig relativt stærkt i massespurter og etapeløb, har holdet også truffet et bevidst valg om at nedprioritere klassikerne. Håbet var ellers, at den forud for 2017 hjemvendte Lars Boom atter kunne gøre sig gældende på brostenene, men den drøm led et knæk, da en hjertesygdom satte ham ud af spillet. Derfor blev de fleste af brostensløbene mest et eksperiment bygget op om de unge Timo Roosen og Amund Grøndahl Jansen, selvom man havde visse forhåbninger om, at Dylan Groenewegen og Danny Van Poppel kunne begå sig i nogle af de mere sprintervenlige af de flamske løb samt for sidstnævntes vedkommende også i Milano-Sanremo. I de kuperede løb var ambitionerne ikke meget større, og ansvaret lå i alt væsentligt hos Robert Gesink med håb om, at Enrico Battaglin måske endelig kunne slå igennem i de løb også.

 

Roosen og Grøndahl Jansen lagde pænt ud med placeringer som hhv. nr. 16 og 19 i Omloop Het Nieuwsblad, men det var Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der var åbningsweekendens store mål. Her gik Groenewegen nemlig efter karrierens første klassikersejr, og efter et flot holdarbejde lykkedes det ham at slå til, da han på stregen var hurtigere end Arnaud Demare og dermed allerede fra start gjorde klassikersæsonen bedre end frygtet. Et par dage senere overraskede Floris De Tier meget positivt ved at gøre det bedst på et ellers stærkt LottoNL-hold i Strade Bianche, da han blev en flot nr. 13, mens de store navne alle skuffede. Milano-Sanremo blev derimod en skuffelse, da hverken Battaglin eller Van Poppel overlevede Poggio, og dermed var Jos Van Emden som nr. 24 holdets eneste mand i første gruppe.

 

Tilbage på brostenene fik holdet en katastrofestart i E3, hvor hele holdets blev sat ud af spillet af et stort styrt. Forhåbningen var derefter, at enten Groenewegen eller Van Poppel kunne komme med de bedste til stregen i Gent-Wevelgem, men den belgiske klassiker viste sig for hård for dem begge, og Roosen og Van Poppel endte som holdets bedste blot i anden gruppe. Bedre gik det i Dwars door Vlaanderen, hvor en aggressiv Roosen spillede en aktiv rolle og kørte sig til en fin 13. plads i de vanskelige betingelser, hvilket skabte lidt håb inden Flandern Rundt. Her fortsatte den unge hollænder de flotte takter med en 14. plads, inden det igen var tid til at have større ambitioner i Scheldeprijs, hvor Groenewegen så frem til at dyste mod løbets konge, Marcel Kittel. Det lykkedes imidlertid ikke, da sprinteren som en stor del af feltet blev elimineret for ulovlig passage af en jernbaneoverskæring, hvorfor holdet blot endte med en 14. plads i massespurten med spurtsvage Bram Tankink. Til slut lukkedes det også Grøndahl Jansen at opnå et flot resultat, da han rundede brostenssæsonen af med en 16. plads i Paris-Roubaix.

 

Battaglin viste med en 31. plads i Brabantse Pijl fra starten af de kuperede klassikere, at det heller ikke ville blive i år, at han ville få sit gennembrud her. I stedet viste veteranen Paul Martens fra sin bedste side med en fin 11. plads. I Amstel Gold Race var det atter De Tiers tur til at imponere, da han både kørte offensivt i finalen og var tæt på at følge de bedste, men i sidste ende måtte tage til takke med en 16. plads. Gesink var derimod faldet igennem, og det kunne han ikke rette op på i Fleche Wallonne, hvor han blot blev nr. 20, og hans afsluttende 24. plads i Liege-Bastogne-Liege blev en ganske anonym afslutning på en ikke specielt spektakulær forårsklassikersæson for hollænderne.

 

Holdet skød efterårsklassikerne i gang med RideLondon Classic, hvor fraværet af en sprinter dog betød, at en 20. plads med Battaglin blev det pauvre udkomme. Langt større var ambitionerne i Clasica San Sebastian, hvor de kom med en topmotiveret Primoz Roglic, der netop var blevet nr. 4 i Touren. Desværre blev sloveneren som mange andre favoritter elimineret af det store styrt, men alligevel spillede hollænderne med musklerne. Således nåede Gesink, Steven Kruijswijk og Antwan Tolhoek alle mål med den lille forfølgergruppe, der jagtede Julian Alaphilippe og Bauke Mollema, men da ingen af de tre er kendt for spurtstyrke, endte de på tre af de sidste fire pladser i spurten og blev blot hhv. nr. 8, 9 og 10.

 

Tilbage i fladere terræn skuffede Van Poppel i Hamburg Cyclassics, hvor han ikke kunne stå distancen, og hvor holdet derfor i spurten måtte tage til takke med en 31. plads med Battaglin. Bretagne Classic endte som en frustrerende oplevelse for Grøndahl Jansen, der undervejs havde været med i det afgørende udbrud, men til slut måtte se sig hentet. Alligevel havde han overskud til at sikre sig en ganske fin 12. plads. Det var imidlertid Roosen, der skulle opnå holdets bedste efterårsresulater i endagsløbene. Det skete i Canada, hvor forventningerne ellers var størst til Battaglin. Med en fremragende spurt sikrede han sig en 4. plads i GP de Quebec trods modstand fra flere af verdens allerbedste puncheurs. Alligevel var forventningen, at det efterfølgende GP de Montreal ville være for hårdt for hollænderen, men atter imponerede han. Ikke blot lykkedes det ham at overleve stigningerne, han kørte også endnu en flot spurt, der sikrede ham en 5. plads og dermed to ganske overraskende top 5-placeringer.

 

Holdets store VM-ambitioner med Roglic blev desværre ødelagt af et styrt, som betød, at de kom fra Innsbruck uden andet end flot og offensiv kørsel fra Kruijswijk og Tolhoek, men det skulle der rettes op på i de italienske efterårsklassikere, hvor flere af holdets stjerner var i aktion. Holdet havde dog utvivlsomt håbet på en bedre start end den 7. plads, Roglic sikrede sig på San Luca-stigningen i Giro dell’Emilia. Bedre gik det ikke med en fortsat formsvag Battaglin i GP Beghelli, hvor man i stedet måtte satse på Koen Bouwman, der spurtede sig til en for ham ganske hæderlig 9. plads.

 

I Tre Valli Varesine måtte Roglic atter sande, at Tour-formen aldrig blev fundet igen, da hverken han eller George Bennett kunne følge Thibaut Pinot og Michael Woods og blot endte med de øvrige forslåede favoritter som hhv. nr. 22 og 14. Alligevel viste han mandsmod ved i Il Lombardia at lancere en stor offensiv på Muro di Sormano i Il Lombardia, hvor det længe så lovende ud for sloveneren. I sidste ende rakte benene dog ikke til at følge Pinot og Vincenzo Nibali, og i stedet endte en ganske stærk Bennett som holdets bedste med en 10. plads, syv placeringer bedre end sin slovenske holdkammerat. Sejr blev det heller ikke til i Paris-Tours, som ellers var et mål for Groenewegen. Den nye rute var imidlertid alt andet end sprintervenlig, og han faldt tidligt fra sammen med Roosen og Grøndahl Jansen, hvis bedste form også var forsvundet. Alligevel blev det til en ganske fin top 10-placering med Van Emden, ligesom unge Pascal Eenkhoorn også rundede en fin debutsæson af med en 17. plads.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter to år, hvor holdet var gået efter den samlede sejr i Italien med Steven Kruijswijk, var forventningerne skruet en anelse ned forud for i år, hvor ambitionen i stedet var en top 10-placering med George Bennett, der for første stillede til start i en grand tour som klar kaptajn. Til støtte i bjergene havde han Koen Bouwman og Robert Gesink, der var faldet for rollen som etapejæger og drømte om at vinde en bjergetape fra et udbrud. Derudover skulle Danny Van Poppel forsøge sig i massespurterne med hjælp fra et tog bestående af Jos Van Emden, Enrico Battaglin og Gijs Van Hoecke, hvoraf Van Emden også skulle forsøge sig på enkeltstarterne og Battaglin i puncheurfinalerne. Endelig var Bert-Jan Lindeman med altmuligmand, der kunne gå til hånde på de fleste etaper.

 

Desværre fejlede holdet på 1. etape, hvor Van Emden måtte indse, at den kuperede enkeltstartsrute i Jerusalem var for svær for ham, hvorfor han måtte tage til takke med en skuffende 33. plads. I det hele taget gik turen til Israel slet ikke som ønsket, da Van Poppel i de to første massespurter måtte tage til takke med placeringer som hhv. nr. 15 og 5.

 

Lykken skulle imidlertid hurtigt vende. I de seneste sæsoner har Battaglin ikke vist meget, og forud for løbet var der heller intet, der indikerede, at det skulle ændre sig i Italien. På den afsluttende mur på 4. etape stod det imidlertid hurtigt klar, at han var stærkere end nogensinde. Med en fabelagtig afslutning spurtede han sig til en 3. plads, og få vil benægte, at han formentlig havde vundet, hvis ikke han var blevet fanget bag et hul i den tekniske finale. Revanchen lod imidlertid ikke vente længe på sig, for bare 24 timer senere viste han atter sin uimodståelige form, da han på suveræn vis sejrede i puncheurafslutningen på 5. etape og dermed tog karrierens tredje sejr i det italienske løb efter en lang, lang tørke.

 

Enrico Battaglin tog sig af etapesejren på Giroens femte etape.

 

Med en etapesejr i bogen kunne Bennett, der selv havde holdt sig godt til, med fortrøstning se frem mod sin første store test på Etna. Her bekræftede han det lovende indtryk, men desværre lykkedes det ham ikke at få det fortjente udbytte af sin offensive kørsel. Alligevel efterlod han med en 4. plads et meget lovende indtryk. Til gengæld kneb det fortsat for Van Poppel, der i den efterfølgende massspurt blot blev nr. 5, inden holdet atter gik efter en sejr med Battaglin i bakkespurten på 8. etape. Det var dog Bouwman, der fik hjerterne til at slå ekstra hurtigt, da han viste sig som stærkeste mand i det tidlige udbrud og blot blev passeret af en flyvende Richard Carapaz og senere resten af feltet mindre end en kilometer fra stregen. Battaglin kunne ikke tage over og måtte tage til takke med en 4. plads. Dagen efter bekræftede Bennett det gode indtryk, da han med en 7. plads på den anden bjergetape kunne holde hviledag på samme placering i klassementet.

 

Den anden uge startede med endnu et topresultat, da den uventet hårde 10. etape gav overraskende chance til Battaglin, der dog som det øvrige felt blev snydt af den sent angribende duo og i feltets spurt måtte se sig henvist til 4. pladsen af Sam Bennett. Dagen efter stod det klart, at han superform efterhånden var væk, da han blot blev nr. 18 i 11. etapes puncheurfinale, hvor Bennett også viste sine første svaghedstegn med et lille tidstab som nr. 12. Dagen efter lykkedes det endelig Van Poppel at komme tæt på, men i spurten måtte han se sig henvist til den ærgerlige 2. plads af Bennett, mens Battaglun som nr. 10 sikrede sig endnu en top 10-placering. Også dagen efter var den hollandske sprinter tæt på, da han på 13. etape blev nr. 3 bag Elia Viviani og Bennett.

 

Bennetts chancer led sig et gevaldigt knæk, da han på Monte Zoncolan blev ramt af en defekt, som betød, at han på 12. pladsen mistede hele 1.55 til Chris Froome. Desværre skyldtes resultatet også, at benene ikke var, hvad de tidligere havde været, da han også dagen efter endte i anden gruppe og som nr. 14 tabte yderligere tid, hvilket betød, at han forud for den sidste uge blot lå nr. 8.

 

Bennett vidste, at den lange enkeltstart ville blive en udfordring, og sådan gik det også. En 56. plads betød, at han gled ned på en 10. placering - et resultat, som Van Emden dog kunne rette lidt op på med en fin 4. plads over en lang distance, der normalt ellers ikke er hans foretrukne. Dagen efter fortsatte Van Poppel sin fine anden del af løbet med en 4. plads i den næstsidste massespurt, inden Bennett skulle forsøge at avancere på de tre sidste bjergetaper. På den første tabte han imidlertid yderligere tid til de bedste - i øvrigt samtidig med at Van Emden overvandt tyngdekraften og fra et udbrud sikrede sig en flot 8. plads - og den generelle nedtur fulgte på kongeetapen, hvor han som nr. 12 tabte mere end 8 minutter til Froome på dennes mirakeldag.

 

Holdet havde dog et sidste skud i bøssen. Hidtil havde Gesink ikke været tæt på den ønskede etapesejr, men han greb ud efter chancen på den sidste dag i bjergene. Her kæmpede han heroisk, men forgæves mod Mikel Nieve, der henviste ham til endnu en af holdets mange 2. pladser i løbet. Længere bagude fortsatte Bennett sin nedtur ved som nr. 14 at tabe yderligere tid. Slutteligt dummede Van Poppel, da han helt uforståeligt gik i angreb på paradeetapen til Rom og derfor overlod det til Battaglin at blande sig med sprinterne, hvilket kun gav en 11. plads som resultat. For Bennett blev det samlede udkomme en 8. plads, da nedturene til Simon Yates og Thibaut Pinot gjorde det muligt at avancere efter enkeltstarten, men det var en skuffet newzealænder, der måtte erkende, at han ikke havde fået timet formen optimalt.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Holdet rejste til Australien med ganske store ambitioner, da de håbede, at George Bennett og Robert Gesink kunne køre med om sejren i Tour Down Under. Efter at Enrico Battaglin havde sikret sig en 12. plads i den første massespurt holdt de sig begge til på den halvhårde 2. etape, inden de begge viste sig frem med offensiv kørsel i finalen på 4. etape, hvor de begge endte sammen med de øvrige favoritter. Den store test ventede herefter på kongeetapen, hvor de dog blev hæmmet af den kraftige modvind, der betød, at de endte i favoritgruppen med Gesink som nr. 8 og Bennett som nr. 16. Samlet måtte de derfor tage til takke med placeringer som hhv. nr. 10 og 11. At formen var god, viste de imidlertid i det efterfølgende Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor de begge var med i den eksklusive gruppe, der først kørte væk på sidste stigning, men siden blev hentet i selve spurten. Derfor måtte holdet også her tage til takke med sekundære placeringer i form af en 9. plads til Battaglin og en 11. plads til Gesink.

 

Den europæiske sæsondebut blev gjort i Volta a la Comunitat Valenciana, og den kunne ikke være gået bedre. På 1. etape vandt Danny Van Poppel således på sin allerførste løbsdag for sit nye hold, hvorefter det var op til Primoz Roglic at køre klassement. Han holdt sig til på den hårde 2. etape, men på kongeetapen måtte han se sig henvist til 5. pladsen. En frustreret Van Poppel måtte slutteligt se sig henvist til en 2. plads i den tekniske finale på afslutningsetapen, hvorfor holdet kunne drage hjem med en samlet 6. plads til Roglic samt en etapesejr. Et par dage senere fortsatte Van Poppel sin lovende sæsonstart i Clasica de Almeria, hvor han dog atter måtte se sig henvist til 2. pladsen, denne gang af Caleb Ewan.

 

Holdet red i det hele taget på lidt af en sprinterbølge fra sæsonstart. Førstesprinteren, Dylan Groenewegen, vandt nemlig også på sin allerførste løbsdag i 2018. Det skete ved sæsondebuten i det stærkt besatte Dubai Tour, hvor han uimodståeligt satte flere af verdens allerhurtigste til vægs på 1. etape. Dagen efter kom han imidlertid ikke i position og måtte se sig henvist til 2. pladsen af Elia Viviani. Endnu værre gik det på 3. etape, hvor han ikke blot blev lukket inde i spurten og blot blev nr. 10, han fik også en tidsstraf for ulovligt pace i forbindelse med en defekt i sidevinden. På kongeetapen på den stejle Hatta Dam havde han ikke de store ambitioner, men her overraskede Timo Roosen til gengæld positivt med en uventet 3. plads. Den afsluttende massespurt blev ødelagt af et styrt, men holdet kunne rejse tilbage til Europa med etapesejr og Roosens samlede 7. plads.

 

På sin første løbsdag i 2018 sejrede Dylan Groenewegen på første etape i Dubai Tour.

 

Groenewegen drog derefter til Europa, hvor han jagtede flere sejre i Volta ao Algarve. Også her var han ganske ustoppelig, da han for andet løb i træk sejrede på 1. etape. Til gengæld svigtede nyindkøbet Sepp Kuss i bjergene, og derfor handlede resten af løbet alene om 4. etapes massespurt. Også her slog Groenewegen uimodståeligt til og sikrede sig således allerede sæsonens tredje sejr På den anden side af grænsen til Spanien gjorde Steven Kruijswijk sæsondebut i Ruta del Sol, hvor Battaglin lagde ud med at spurte sig til en 9. plads. Med sin status som en langsom starter var det imidlertid ikke uventet, at han blot blev nr. 11 på andendagens kongeetape. Bedre gik det på den eksplosive 4. etape, hvor han blev en flot nr. 7, men her var det unge Floris De Tier, der stjal overskrifterne, da han med en 5. plads gjorde det endnu bedre end kaptajnen. Holdet sluttede også stærkt af med en 3. plads til Stef Clement på enkeltstarten, mens Kruijswijk kunne notere en samlet 7. plads som årets første resultat.

 

I Mellemøsten havde der været udskiftning, da Van Poppel havde taget over som holdets sprinter i Abu Dhabi Tour. Efter en lidt skuffende 8. plads fortsatte han den gode sæsonstart med en 2. plads bag Viviani på 2. etape. Han skuffede atter med en 9. plads i den sidste massespurt, inden Van Emden jagtede sejren på den korte, flade enkeltstart. Her måtte han imidlertid se sig henvist til 4. pladsen. Løbet sluttede med en positiv overraskelse, da lille Antwan Tolhoek efter balladen med sovepillesagen i sin sæsondebut blev en flot nr. 10 på kongeetapen, men et tidstab på enkeltstarten betød, at det samlede facit blot blev en 16. plads og en 2. plads i ungdomskonkurrencen.

 

Groenewegen stillede i Paris-Nice til start ved sit første WorldTour-løb, hvor holdet også jagtede et samlet resultat med Gesink. Denne holdt sig med en 13. plads på den hårde 1. etape fint til, inden Groenewegen fortsatte sin altædende sæsonstart ved at vinde den eneste regulære massespurt i løbet. Til gengæld faldt han fra på 3. etape, hvor Roosen spurtede sig til en 17. plads, inden Gesink med en 44. plads på enkeltstarten dumpede den første klassementstest. Groenewegen blev syg og stod af inden 5. etape, hvor Roosen i stedet spurtede sig til en 11. plads, mens en syg Gesink smed mere end 7 minutter. Sygdom mejede igennem holdet, der var nede på tre mand inden de tre hårdeste etaper, og til slut var Gesink eneste mand, der nåede målet i Nice efter et løb, hvor holdet kun havde været synligt én dag, men alligevel kom hjem med en stor sejr.

 

Dylan Groenewegen slog blandt andre Elia Viviani og André Greipel på anden etape i Paris-Nice.

 

Klassementsambitionerne var endnu større i Tirreno-Adriatico, hvor Roglic og Bennett var til start, og hvor Van Poppel skulle forsøge sig i spurterne, men en 13. plads i holdløbet var et skidt udgangspunkt. Helt galt gik det på den flade 2. etape, hvor Roglic som følge af et styrt smed 1.42 og dermed reelt røg ud af klassementet, mens Van Poppel blot blev nr. 8 i spurten. Den ekstra frihed udnyttede sloveneren imidlertid på den efterfølgende puncheuretape, hvor han med et tidligt angreb tog alle favoritterne på sengen og på suveræn vis kørte alene hjem til sæsonens første sejr. Til gengæld røg han atter i asfalten på kongeetapen, men her var Bennett klar til at tage over. Med offensiv kørsel sikrede han sig en fornem 3. plads i det stærke felt, inden han med en 12. plads undgik tidstab på den efterfølgende puncheuretape. Van Poppel skuffede desværre med en 12. plads i den sidste spurt inden den afsluttende enkeltstart, der var et af sæsonens store mål for Van Emden. For andet år i træk måtte han imidlertid se sig henvist til 2. pladsen af ærkerivalen Rohan Dennis, mens Roglic blev ramt af dårligt vejr og blot blev nr. 9. Desværre tabte Bennett en del tid, og derfor endte newzealænderen blot samlet som nr. 9.

 

Primož Roglič tog sin første sejr i sæsonen i Tirreno-Adriatico.

 

Bennett tog den gode form med sig til Volta a Catalunya, hvor han delte kaptajnansvaret med Kruijswijk og Gesink, der imidlertid som følge af en skade måtte rejse hjem allerede midtvejs på 2. etape. De første lettere etaper handlede for det sprinterløse hold om overlevelse, og de to tilbageværende kaptajner nåede begge frem til kongeetapen uden tidstab. Her blev det til en 8. plads til Bennett og en 12. plads til Kruijswijk, inden de begge sikkert nåede frem til sidste etape. Her sluttede de i Barcelona sammen med de øvrige favoritter som hhv. nr. 10 og 7, og holdet kunne således tage hjem med et pænt facit i form af en samlet 6. plads til Bennett og en 8. plads til Kruijswijk.

 

Unge Koen Bouwman og Neilson Powless fik en sjælden kaptajnrolle i Settimana Coppi e Bartali, men det var en anden ung rytter, Pascal Eenkhoorn, der først stjal overskrifterne. Sammen med Lawson Craddock overraskede han sprinterne på den første halvetape, inden han med en god spurt sikrede sig en første sejr allerede efter få måneder i det professionelle felt. Battaglin sikrede endda med en 9. plads holdet to mand i top 10. Eenkhoorn forsvarede førertrøjen, da holdet blev en godkendt nr. 4 på holdløbet, inden Bouwman tog over. Med et stærkt angreb var han på vej mod sejr, inden et styrt på en nedkørsel sendte ham ned på en 6. plads, mens Powless til gengæld skuffede en anelse og blot blev nr. 10. Endnu værre gik det i sidevinden på den følgende etape, hvor begge kaptajner smed 1.06, inden en slemt forslået Bouwman bravt kæmpede sig til en 4. plads på den afsluttende enkeltstart, hvor Powless blev nr. 6. Det samlede facit blev en 5. plads til Bouwman og en 9. plads til Powless, men uden uheld kunne det for førstnævnte være blevet til en del mere. Til gengæld skuffede holdet på hjemmebanen i Volta Limburg Classic, hvor Battaglin blot blev nr. 17.

 

Næste store opgave for Roglic var Vuelta al Pais Vasco, hvor den relativt lange enkeltstart betød, at han mødte op for at vinde. Han lagde da også ud som lyn og torden, da han på 1. etape var den eneste, der kunne følge Julian Alaphilippe og således sikrede sig en lovende 2. plads og en vigtig tidsgevinst, Mønsteret gentog sig på 2. etape, hvor duoen dog havde Gorka Izagirre og Mikel Landa med på slæb, og hvor det atter blev til en 2. plads til Roglic. Den efterfølgende sprinteretape gav en 10. plads til Battaglin, inden Roglic levede op til sin status som favorit ved for andet år i træk at vinde enkeltstarten og samtidig køre sig i førertrøjen. På den efterfølgende etape angreb Landa ham forgæves i ét væk, og faktisk var det lige ved at blive til sejr, da Roglic i spurten i en lille gruppe for tredje gang blev nr. 2, denne gang bag Omar Fraile. Katastrofen var meget tæt på at opstå på den afsluttende kongeetape, da han allerede efter få kilometer styrtede på de regnvåde veje. En stor jagt af det unge hold bragte ham tilbage til feltet, og derefter gjorde en forslået Roglic det forbilledligt på de sidste stigninger, hvor han med stor ro forsvarede sig mod Landa og med en 9. plads sikrede sig den samlede sejr, som han humpende kunne fejre. Bedriften blev fuldendt af, at han også vandt pointtrøjen.

 

For Bennett var næste opgave Tour of the Alps, hvor han skulle finpudse Giro-formen, men han kom meget uheldigt i gang, da han dagen inden løbet styrtede slemt og længe var en tvivlsom starter. Alligevel imponerede han med en 7. plads på den første af de fem bjergetaper, men på den efterfølgende kongeetape betalte han prisen for skaderne, da han blot blev nr. 17, endda to placeringer bag holdkammeraten Bouwman. Dagen efter rejste han sig ved at sidde med favoritterne hjem og herefter spurte sig til en 4. plads, og herfra blev han bare bedre og bedre. På 4. etape overlevede han igen den sidste stigning, inden han angreb på det flade stykke ind mod mål. Desværre var Ben O’Connor kommet ham i forkøbet, og det blev derfor blot til en 2. plads, endda lige foran Bouwman, der vandt favoritgruppens spurt. Utroligt nok gentog mønsteret sig på den sidste etape, hvor det denne gang var Mark Padun, der havde angrebet først, og Bennett blev derfor atter en frustreret nr. 2. Samlet blev det til en ganske lovende 5. plads efter den svære start.

 

Roglic gik efter sin anden store etapeløbssejr i Tour de Romandie, også selvom der denne gang var en bjergenkeltstart og ikke en mere klassisk tidskørsel på programmet. Han lagde stærkt ud med en 3. plads på prologen, og det skulle faktisk vise sig at blive ganske afgørende. Efter to relativt flade etaper blev han nemlig på bjergenkeltstarten slået med 4 sekunder af Egan Bernal, men tidsgevinsten på prologen betød, at han sikrede sig førertrøjen med 6 sekunder ned til colombianeren. Faktisk var hollænderne flyvende, da Kruijswijk tillige blev nr. 4, og dermed stod de godt inden kongeetapen. Her forsvarede Roglic sig på imponerende vis mod Bernals mange angreb i en af årets mest hæsblæsende bjergdueller, inden deres interne kamp betød, at de lod Jakob Fuglsang stikke af. Til slut spurtede Roglic sig til en 2. plads, som efter den afsluttende sprinteretape kunne omsættes til årets anden samlede sejr i et WorldTour-etapeløb. Kruijswijk endte trods sin rolle som hjælper som en stærk nr. 6.

 

Mens Bennett var aktiv i Giroen, var det op til Powless at forsvare dennes sejr i Tour of California. Det var imidlertid i stedet Tolhoek, der imponerede, da det efter den indledende sprinteretape gik løs på kongeetapen. Her blev han i sit første løb efter en længere skadespause en overraskende nr. 4, mens Powless faldt helt igennem som nr. 24. Herefter holdt den lille hollænder sig til på den hårde 3. etape, men desværre led han sig et kolossalt tidstab på enkeltstarten, hvor Powless til gengæld rejste sig en anelse med en 9. plads. Til slut betalte Tolhoek også prisen for den dårlige forberedelse, da han på den sidste bjergetape blot blev nr. 20, og derfor endte det hele blot med en 13. plads til hollænderen og en 15. plads til Powless.

 

Efter en længere pause stillede Groenewegen atter til start i Tour of Norway, hvor han i et relativt svagt sprinterfelt var storfavorit på de flade etaper. Den status levede han op til ved at sejre allerede på 1. etape, inden Rosen spurtede sig til en 9. plads i 2. etapes stigende spurt, der viste sig for svær for kaptajnen. Dagen efter gjorde Groenewegen det imidlertid igen i suveræn stil, og han gjorde rent sprinterbord ved også at vinde 4. etape. Kongeetapen var imidlertid for hård for hele holdet, der trods Groenewegens exit kunne tage hjem med tre ud af fem mulige sejre.

 

Groenewegen tog hjem inden Tour des Fjords, der i stedet var en chance for Roosen og Amund Grøndahl Jansen. De lagde stærkt ud ved at blive hhv. nr. 3 og 4 i den stigende spurt på 1. etape, og dagen efter spurtede de sig til hhv. en 6. og en 5. plads. Det bragte dem i god position inden den afsluttende kongeetape, hvor Grøndahl Jansen var bedst med en 5. plads, mens Roosen blev nr. 11. Samlet blev Roosen nr. 6 og Grøndahl Jansen nr. 7, inden de drog videre til Hammer Stavanger, hvor formstærke Tolhoek sluttede sig til. Han sikrede dem egenhændigt en 3. plads i Hammer Climb, men en 8. plads i Hammer Sprint og en 6. plads i Hammer Chase betød, at det blot blev til en samlet 6. plads. Bedre gik det i Hammer Limburg, hvor Van Poppel gav holdet lidt at skyde med i Hammer Sprint. En 5. plads i Hammer Climb sikret via en stærk Bouwman blev fulgt op af en 3. plads i Hammer Sprint og en 5. plads i Hammer Chase, hvilket alt sammen rakte til en samlet 3. plads.

 

Roglic havde valgt at forberede sig til Touren på hjemmebanen i Slovenien, og derfor stillede holdet med et ungt hold til Criterium du Dauphiné, hvor Powless og Tolhoek atter førte an. Holdet kom alligevel tæt på en drømmestart, da Van Emden var bare ét sekund fra at vinde prologen, men atter måtte tage til takke med den utaknemmelige 2. plads. Desværre tabte begge kaptajner overraskende tid på den ikke specielt svære 1. etape, og derfor var de reelt ude af kampen om topplaceringerne inden holdløbet, hvor holdet blev nr. 9. Også på den første bjergetape havde holdet det svært, da Tolhoek som bedste mand blot blev nr. 20, men herefter gik det fremad. Dagen efter blev han nr. 10, inden han rundede løbet af med to 11. plads på weekendens to store bjergetaper. Samlet rakte det også til en samlet 11. plads samt en 2. plads i ungdomskonkurrencen.

 

Holdet havde større ambitioner i Tour de Suisse, der var sidste Tour-test for Kruijswijk. Han led desværre et relativt stort tidstab på holdløbet, hvor det blot blev til en 11. plads, inden Battaglin tog over på de efterfølgende mellemhårde etaper. Først spurtede han og Kruijswijk til placeringer som hhv. nr. 7 og 10, og derefter blev det til yderligere to 7. pladser til italieneren inden den første bjergtest. Her holdt Kruijswijk sig med en 11. plads til de øvrige favoritter i den eksplosive finale, og det samme gjorde han på den ligeledes meget eksplosive 4. etape. Til gengæld slog han ikke til på kongeetapen, hvor han blev en lidt skuffende nr. 8, og heller ikke den afsluttende 22. plads på enkeltstarten var tilfredsstillende. Resultatet blev derfor blot en samlet 8. plads, der ikke helt kunne leve op til forventningerne.

 

Holdets to øvrige Tour-kaptajner, Roglic og Groenewegen, varmede op i det mindre Tour de Slovenie, hvor første mission mislykkedes, da Groenewegen på 1. etape blev fanget bag et styrt, hvorfor Roosen som nr. 7 blev holdets bedste mand. 24 timer ventede revanchen dog, da han knuste alle i det stærke sprinterfelt på den sidste af de to sprinteretaper. Herefter tog Roglic over. Hans forsøg på den første bjergetape var ikke nok til at komme fri, og selvom han med en stærk forcering så ud til at vinde spurten på bakken op mod mål, måtte han til slut se sig henvist til 3. pladsen. På kongeetapen var han imidlertid i en klasse for sig, da han suverænt kørte hjem til en solosejr, og han fuldendte sin dominans ved i lige så overlegen stil at vinde den afsluttende enkeltstart. Resultatet blev således en knusende samlet sejr som perfekt opvarmning inden Touren.

 

Holdet rundede første del af sæsonen af med to mindre endagsløb samt de nationale mesterskaber. På grusvejene i Dwars door het Hageland viste Van Poppel god form, da han kørte sig til en 7. plads, og det skulle være et varsel om, hvad der var i vente. Få dage senere brød han nemlig en lang tørke, da han i Halle-Ingooigem slog Fabio Jakobsen på målfoto og således to sæsonens anden sejr. Få dage senere viste han sig atter frem med et sent soloudbrud ved de hollandske mesterskaber, men han blev hentet kort før stregen Til sin store ærgrelse måtte han indse, at Groenewegen var sat af, og derfor var det imponerende, at han alligevel havde kræfter til at spurte sig til en 2. plads bag Mathieu van der Poel, to placeringer foran Roosen. Desværre blev mesterskaberne derudover en skuffelse, da Van Emden blot blev nr. 5 på den hollandske enkeltstart, mens holdet ikke var tæt på i andre lande.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter den ganske pæne Giro mødte holdet med det helt tunge skyts til Tour de France. Officielt var meldingen, at Steven Kruijswijk var holdets eneste klassementsrytter, men de færreste var i tvivl om, at også Primoz Roglic havde ambitioner i den retning. Med sig havde de Antwan Tolhoek og Robert Gesink som støtte i bjergene, hvor sidstnævnte også havde planer om at jagte en etapesejr, mens Dylan Groenewegen skulle forsøge at slå til i spurterne med hjælp fra sit faste tog bestående af Timo Roosen, Amund Grøndahl Jansen og Paul Martens.

 

Groenewegens allerstørste mål var på 1. etape at køre sig i gult, men til sin egen forundring kom han til Frankrig med dårlige ben. Således skuffede han sig selv stort med en 6. plads på 1. etape, og selvom han på 2. etape blev fanget bag et styrt, beklagede han sig efterfølgende atter over, hvad der var blevet af den gode form. Starten blev bestemt ikke bedre af, at holdet blot blev nr. 13 på holdløbet, men heldigvis var der lidt fremgang at spore hos en mere optimistisk Groenewegen, da han blev nr. 4 på 4. etape.

 

Roglic og Kruijswijk sørgede for at holde sig til i den eksplosive finale på 5. etape, men dagen efter fik holdet sig en forskrækkelse, da Roglic på vej mod Mur-de-Bretagne blev fanget i sidevinden. Heldigvis havde rivalerne endnu ikke indset, hvilken fare han senere skulle udgøre, og derfor lykkedes det holdet at redde katastrofen, så sloveneren kunne nå målet med de bedste på en placering som nr. 10. Til gengæld led Kruijswijk i den eksplosve finale, hvor han smed 9 sekunder.

 

Herfra gik det fremad. Groenewegen havde nemlig nu fundet de forsvundne superben, og på de følgende to etaper leverede han et sandt show. Først knuste han al modstand på en lang og kedelig 7. etape, og dagen efter gentog han i lige så overlegen stil bedriften, da han også viste sig hurtigst på Bastilledagen og sikrede sig karrierens tredje Tour-triumf, selvom han havde mistet sin sidste mand, Roosen, i et styrt. Desværre sluttede hans held 24 timer senere, hvor han slog sig slemt i et styrt på brostensetapen, men heldigvis slap både Roglic og Kruijswijk fra mødet med det ubarmhjertige underlag uden tidstab.

 

Dylan Groenewegen vandt to etaper i træk i årets Tour de France.

 

Efter ni dage gjaldt det endelig bjergene, hvor Roglic og Kruijswijk lagde solidt ud ved på den defensivt kørte 10. etape at nå mål med favoritterne som hhv. nr. 8 og 12. Dagen efter fik de sig imidlertid en mindre lussing, da de på den første bjergafslutning blot blev nr. 11 og 12. Det ansporede Kruijswijk til på den efterfølgende Alpe d’Huez-etape til at lancere et heroisk soloridt, der dog blev kvalt af stærk modvind til sidst. Roglic havde også sine problemer, men blev reddet af Nibali-toget, da italieneren kæmpede sig tilbage efter et styrt, og som nr. 6 tabte han blot 13 sekunder til Geraint Thomas, mens Kruijswijk som nr. 10 betalte en pris for sit store forsøg. Desværre led holdet et stort knæk, da en forslået Groenewegen sammen med mange andre sprintere måtte rejse hjem.

 

Det efterlod holdet uden en kaptajn på den efterfølgende sprinteretape, der blev overlevet sikkert, inden Roglic for første gang trådte i karakter. Det skete på den stejle stigning i Mende, hvor han med et stærkt angreb kørte fra alle de øvrige favoritter og var bedste mand fra feltet bag det store udbrud. Efter en sikkert gennemført 15. etape kunne holdet således gå ind til den sidste uge med Roglic som nr. 4 og Kruijswijk som nr. 7.

 

På den første etape i Pyrenæerne kastede Gesink sig ud i et stort togt, men han var langt fra sin bedste form og blev blot nr. 6. Kruijswijk og Rotlic nåede mål med de øvrige favoritter og var dermed klar til kongeetapen. Her imponerede de begge atter, da de blev hhv. nr. 4 og 6. Alt sammen var det blot opvarmning til det Roglic-show, der efter endnu en sprinteretape ventede på den sidste dag i bjergene. Her angreb den utrættelige slovener igen, igen og igen, inden han til slut kom væk på den afsluttende nedkørsel, og med en stor etapesejr bragte sig op på det samlede podium, mens Kruijswijk med en 9. plads avancerede til en 5. plads. Desværre var der for Roglic imidlertid en pris at betale, da han på den efterfølgende enkeltstart blot blev nr. 8, og derfor akkurat mistede 3. pladsen til Chris Froome. Efter paradeetapen til Paris kunne holdet dog se tilbage på et drømmeløb, der gav en 4. plads til Roglic, en 5. plads til Kruiswijk samt ikke færre end tre etapesejre.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den meget succesrige Tour ville Steven Kruijswijk for første gang i karrieren forsøge at køre klassement i to på hinanden følgende grand tours, da han i Vueltaen stillede op i en kaptajnrolle, som han delte med George Bennett, der i Tour de Pologne havde vist eminent form. Til at støtte sig havde de i bjergene kometen Sepp Kuus, der mødte til start efter en knusende sejr i Tour of Utah, samt Floris De Tier. Danny Van Poppel skulle forsøge sig i massespurterne, hvor han ville få hjælp af Lars Boom og Tom Leezer, mens Bert-Jan Lindeman skulle hjælpe i alle slags terræner.

 

Holdet lagde ikke specielt prangende ud på den indledende enkeltstart, hvor Kruijswijk blev en pæn nr. 28, men hvor Bennett mistede mere tid end ventet som nr. 71. Til gengæld viste særligt sidstnævnte atter sin superform, da han i den efterfølgende eksplosive finale blev en overraskende nr. 5, mens Kruijswijk holdt sig fint til som nr. 14. Van Poppel var dagen efter dybt frustreret over halvdårlige ben efter en 6. plads på den første sprinteretape, inden det gjaldt den første bjergtest. Her imponerede holdet stort ved med De Tier og Kuss at lægges stort pres på rivalerne, men den afsluttende stigning var så let, at de fleste sluttede i samme tid trods offensiv kørsel fra især Bennett. Dagen efter tog De Tier og Kuss deres chance i et udbrud, hvor de dog kom til kort og blev hhv. nr. 5 og 17.

 

På 6. etape fik Van Poppel sin helt store chance, da Quick-Step i spurten begik en sjælden fejl, som satte Elia Viviani ud af spillet. Længe så det ud til, at han var på vej mod sejr, men på stregen måtte han akkurat se sig passeret af Nacer Bouhanni. Dagen efter ekskortede stærke Kuss sikkert sine kaptajner igennem den hårde 7. etape, hvor han endda selv endte som nr. 10, inden Van Poppel fortsatte med at vise superform, da han højst overraskende blev nr. 3 i den stigende spurt på 8. etape, hvor Kruijswijk tillige blev nr. 10. Den første alvorlige bjergetape endte imidlertid som lidt af en skuffelse, da Bennett og Kruijswijk som hhv. nr. 10 og 13 tabte lidt tid til de bedste og kunne gå til hviledag som hhv. nr. 10 og 9  i den samlede stilling.

Team LottoNL-Jumbo førte efter etape ni holdkonkurrencen i Vueltaen.

 

Van Poppels gode momentum sluttede, da han blot blev nr. 6 i 10. etapes massespurt, mens holdet på de følgende to udbrudsetaper valgte at holde sig til de to kaptajner. Næste store test ventede på La Camperona, hvor det imidlertid stod klart, at Bennett, der havde været flyvende i mere end en måned, havde toppet for tidligt. Således mistede han på den korte stigning mere end et minut til de bedste, men Kruijswijk holdt sig imidlertid fremragende til i en eksplosiv finale, der ikke passede ham. Det gjorde han også på den følgende eksplosive bjergetape, hvor han blev nr. 6, men hvor Bennett til gengæld eksploderede totalt efter at være blevet fanget på en tidlig nedkørsel og faldt ud af klassementet. Det fik ham til på Lagos de Covadonga-etapen at gå i offensiven sammen med en dybt imponerende Van Poppel, dog uden held. Heldigvis kørte Kruijswijk atter fremragende, så han med en 5. plads kunne gå på hviledag med en samlet 5. plads.

 

Kruijswijks bedste dag kom på den lange enkeltstart, hvor han leverede sit livs flade tidskørsel. En dybt overraskende 4. plads sendte ham nemlig op på den samlede 3. plads inden de tre afgørende bjergetaper. Desværre var der en pris at betale på den eksplosive 17. etape, hvor han ikke kunne følge sine rivaler og atter gled ned som nr. 5. Dagen efter blev Van Poppel nr. 6 på 18. etape, hvor hans skuffende spurt dog ikke spillede den store rolle som følge af en overraskende udbrudssejr.

 

Kruijswijk satte et stort attentat ind på podiet på den første af de to etaper i Andorra, og sammen med Thibaut Pinot og Simon Yates leverede han et stort kup, der med en 3. plads sendte tilbage på den samlede 3. plads inden kongeetapen. Her måtte han imidlertid sande, at kræfterne ikke længere rakte, og efter en svær dag betød en 7. plads, at han gled ned på den samlede 4. plads. Det blev også det samlede facit, efter at Van Poppel havde rundet et generelt flot løb af med en 4. plads i massespurten i Madrid.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens holdet fortsat solede sin i den store Tour indledte George Bennett sine Vuelta-forberedelser i Tour de Pologne, hvor han skulle vise sig at være i noget nær sit livs form. Først tilfaldt hovedrollen imidlertid Danny Van Poppel, der dog havde det lidt svært i de indledende massespurter, hvor han havde forventet betydeligt mere end placeringer som nr. 5, 12 og 21. Bennetts superben blev stillet til skue på Muren i Szczyrk, hvor han i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham, blev en nærmeste chokerende nr. 3. Dagen efter blev det endda til endnu en 3. plads, da Enrico Battaglin fortsatte sin genrejsning med en stærk præstation i en puncheurafslutning, inden Bennett igen tog over. På den første af de to sværeste etaper gik LottoNL i en stor offensiv, og faktisk så de ud til, at Bennett ville få skovlen under Michal Kwiatkowski. Til slut blev han dog atter hentet og endte som nr. 7 i samme tid som de øvrige favoritter. Også dagen efter forsøgte han det store attentat, men atter var terrænet for eksplosivt, og han endte sammen med de øvrige favoritter som nr. 5. Desværre faldt bonussekunderne uheldigt for ham, og derfor måtte han samlet tage til takke med den utaknemmelige 4. plads.

 

Hvis Bennett viste styrke i Polen, var det mod ingenting at regne i forhold til det, Sepp Kuss viste i Tour of Utah. Efter en meget svær start på WorldTouren var han flyvende efter sommerpausen, hvor han efter en 9. plads til Koen Bouwman på den indledende sprinteretape, kørte far alt og alle i en sand magtdemonstration på den første af tre bjergetaper. Det blev endda til dobbeltsejr, da Neilson Powless trods store problemer undervejs til slut kørte fra de øvrige favoritter og blev nr. 2. Powless spurtede sig herefter til en 9. plads på 3. etape og Kuss til en 10. plads på 4. etape, inden Kuss igen knuste alt og alle med en solosejr på kongeetapen. For at gøre dominansen total kørte han også alene hjem på den afsluttende bjergetape, hvormed han også sikrede sig en overlegen samlet sejr med Powless på en 13. plads samt sejr i bjergkonkurrencen.

 

Til gengæld kneb det mere i det efterfølgende Colorado Classic, hvor Kuss var rejst til Vueltaen. Powless fortsatte nemlig serien af skuffelser ved efter den indledende sprinteretape blot at blive nr. 13 på bjergenkeltstarten. Alligevel endte løbet som en succes, da Pascal Eenkhoorn højst overraskende spurtede sig til sæsonens anden sejr i den reducerede massespurt på kongeetapen, hvor Maarten Wynants tillige blev nr. 10, og så gjorde det mindre, at han ikke kunne gentage bedriften på sidste etape, hvor han blot blev nr. 8.

 

Efter Touren gjorde Dylan Groenewegen comeback på hjemmebanen i BinckBank Tour, men det blev ikke den store succes. Trods sin status som favorit blev det blot til en 6. plads på 1. etape, og bedre blev det ikke af, at både Jos Van Emden og Lars Boom 24 timer senere skuffede på enkeltstarten, hvor de blot blev hhv. nr. 15 og 23. Dagen efter var Groenewegen ganske vist hurtigst på 3. etape, men da fem mand holdt hjem, blev det blot til en 6. plads. Som resten af feltet blev han kørt over ende af geniale Trek på 4. etape, hvor han måtte tage til takke med en 10. plads, og da et udbrud også holdt hjem på den sidste sprinteretape, gad han end ikke køre spurten. Heller ikke weekendens hårde etaper blev nogen stor succes, da både Van Emden og Boom faldt ud af klassementet, og en 13. plads til Timo Roosen på 6. etape blev det eneste lille resultat som afslutning på et generelt skuffende løb. Heldigvis fik Groenewegen sin lille revanche et par dage senere, da han som storfavorit forsvarede sin titel på hjemmebanen i Veenendal-Veenendal Classic.

 

Efter en længere pause skulle Primoz Roglic teste VM-benene i Tour of Britain, hvor han kom fint fra start ved på den hårde 2. etape at slutte som nr. 6 i samme tid som de øvrige favoritter. Efter yderligere to lettere etaper overraskede holdet derefter stort ved at sejre på holdløbet og dermed bringe sloveneren i førertrøjen inden kongeetapen. Desværre måtte han her indse, at formen endnu ikke var i top, og efter at have forsøgt at følge ustoppelige Julian Alaphilippe eksploderede han og endte blot som nr. 17. De sidste to etaper gjorde ingen forskel, og holdet måtte derfor tage til takke med en samlet 3. plads til Roglic, en 7. plads til Powless, en 10. plads til Eenkhoorn og en 13. plads til Van Emden, der alle lukrerede på det gode holdløb, der også gav sejr i holdkonkurrencen.

 

Groenewegen jagtede sejre i efterårets mange mindre endagsløb, og efter triumfen i Veenendal var han der igen, da han suverænt vandt massespurten i Kampioenschap van Vlaanderen. Til gengæld lykkedes det ikke at skabe samling i Primus Classic, hvor holdet derfor ikke opnåede et resultat, og uden Groenewegen kunne Roosen kun spurte sig til en 14. plads i GP Jef Scherens. Lige så frustrerende var det, at det heller ikke lykkedes at holde Tour de l’Eurometropole under kontrol, og her måtte Groenewegen derfor tage til takke med en 14. plads. Nedturen fortsatte endda i Gooikse Pijl, hvor et udbrud henviste Groenewegen til 7. plads, og bedre blev det ikke af, at infiltratoren, Amund Grøndahl Jansen, i udbruddets spurt missede en kæmpechance og blot blev nr. 2. Gudhjælpemig om historien ikke gentog sig i Famenne Ardenne Classic, hvor Danny Van Poppel var kaptajn på den hårdere rute, men hvor et sent udbrud kun blev hentet på stregen, hvorfor hollænderen, der ellers var feltets hurtigste, kun blev nr. 3.

 

VM blev ikke den store succes for holdet, der skuffede fælt med en 13. plads i holdløbet, inden de rettede blikket mod sæsonens sidste endagsløb. Inden de større løb i Italien og Frankrig, der er omtalt ovenfor, rundede Van Poppel sin sæson af med samme suverænitet, som han startede, da han på bakken op til mål i Binchi-Chimay-Binche leverede en sand magtdemonstration, der gav ham sæsonens tredje og sidste sejr. Holdet var til gengæld uden klar kaptajn på hjemmebanen i Tacx Pro Classic, hvor Jos Van Emden i sidevinden blot blev nr. 18.

 

Til slut rundede holdet sæsonen af i Asien. Det blev til en pæn 6. plads i Hammer Hong Kong, inden Groenewegen stillede op som den store sprinterfavorit i Tour of Guangxi. Han lagde da også ud med brask og bram ved at sejre på 1. etape, men dagen efter måtte han skuffet se sig henvist til en 3. plads efter at have startet sin spurt alt for tidligt. Samme fejl begik han på 3. etape, hvor han blot blev nr. 4 og derfor mistede førertrøjen. Den var dog under alle omstændigheder røget på kongeetapen, hvor hverken Powless eller Kuss opnåede et resultat, og 5. etape, som han ellers vandt i 2017, viste sig denne gang for hård for Groenewegen. Helt galt gik det i den tekniske sidste spurt, hvor han blot blev nr. 13. Langt bedre gik det i det nærliggende Japan, hvor Antwan Tolhoek sluttede sæsonen stærkt af ved på sidste stigning at køre væk sammen med Robert Power, der dog i spurten henviste ham til en ærgerlig 2. plads. Også Gesink sluttede godt af efter en lang skadespause, men et sent styrt betød, at han gled ned som nr. 7 i årets sidste løb.

 

Den endelige dom

Det er svært at forstå, at LottoNL-Jumbo for få år siden lignede et hold i opløsning, da det i årene efter Rabobanks exit i den grad kneb med at opnå resultater. Næsten alle ryttere underpræsterede, og det tidligere storhold lignede et mandskab, der kunne være på vej mod et trist farvel.

 

Stille og roligt er det dog lykkedes at bringe holdet tilbage på sporet, indtil det i 2018 blev til den helt store genfødsel, der positionerer hollænderne som et af de mest spændende mandskaber forud for de kommende sæsoner. I den forløbne sæson var de nemlig her, der og alle vegne, og når det blot blev til en relativt beskeden placering som nr. 10 på WorldTour-ranglisten, skyldtes det alene, at klassikerne fortsat fremstår som lidt af en udfordring for det stærke hold, ligesom de stadig er for afhængige af nogle enkelte kaptajner, der til gengæld er meget succesrige.

 

Den gode sæson skyldes naturligvis først og fremmest Primoz Roglic og Dylan Groenewegen. Sloveneren har i løbet af sin korte kometkarriere lynhurtigt etableret sig som en af tidens mest spændende ryttere, men alligevel overgik han manges forventninger. Ikke blot bekræftede han i Baskerlandet og Romandiet, at han er en af verdens allerbedste enkeltstartsryttere, i år lagde han også det niveau på i bjergene, der gør ham til den perfekte etapeløbsrytter. Det er ganske få, der kan vinde både Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie samt det mindre Tour de Slovenie i samme sæson, og selv da uheld satte ham ud af spillet i Tirreno-Adriatico, lykkedes det ham at komme hjem med en etapesejr. Roglic fremstår ganske enkelt som usårlig i ugelange etapeløb, hvor enkeltstarter meget ofte spiller en afgørende rolle, men mest lovende var naturligvis han præstation i Touren, hvor han med konstant fremgang gennem hele løbet viste, at motoren også rækker til grand tours. At han så ikke helt nåede topniveauet i årets sidste måneder, er til at leve med for en mand, der kan se tilbage på en helt fabelagtig sæson,

 

Det samme kan Groenewegen, der efter en lidt tøvende start med to suveræne sejre i Touren fik dokumenteret, hvad han også havde vist gennem hele foråret: at han pt. er verdens hurtigste sprinter. De to triumfer i Touren var i særklasse, men gennem hele første del af sæsonen var han næsten helt umulig at besejre. Samtidig viste han med sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, at han også på sigt kan gøre sig gældende i de letteste brostensløb, og også for ham er det kun den ikke alt for overbevisende sæsonafslutning - hvor han dog alligevel vandt tre løb - der trækker lidt ned i regnskabet.

 

Listen over succeser tæller også Steven Kruijswijk, der med en 5. plads i Touren og en 4. plads i Vueltaen kom tilbage på sporet og atter gav håb om, at han kan genfinde det fabelagtige niveau, han havde i Giroen i 2016. Også George Bennett fortsatte sin kometagtige fremgang, og man kan kun gisne om, hvad det kunne være blevet til, hvis han havde timet formen ordentligt og ikke toppet for tidligt i både Giroen og Vueltaen. Samtidig udviste han en enorm stabilitet i de ugelange etapeløb, hvor han var blandt de stærkeste hver eneste gang, han var til start.

 

Listen over succeser tæller også en stribe talenter. Antwan Tolhoek opnåede et stort gennembrud, der gør ham til en meget lovende klatrer i fremtiden, og Sepp Kuss’ fantompræstation i Tour of Utah er vanvittigt lovende, hvis han kan finde den rette stabilitet. Timo Roosen viste med de dybt imponerende præstationer i Canada, at han som puncheur er meget spændende og langt mere end blot Groenewegens sidste leasd-itu man. Og Koen Bouwmans kørsel i Tour of the Alps og Coppi e Bartali lover også godt for fremtiden, ligesom Pascal Eenkhoorn i sin første sæson vandt hele to løb. Kun Neilson Powless og Floris De Tier kan blandt talenterne siges ikke helt at have levet op til forventningerne.

 

Også de mere etablerede navne gjorde det godt. Danny Van Poppel vandt måske ikke helt så meget som ønsket, men særligt hans brølstærke præstationer sidst på sæsonen borger godt for fremtiden. Jos Van Emden fik med en stribe gode enkeltstarter vist, at han fortsat er blandt verdens allerbedste i korte, flade tidskørsler, og selvom han kun var på toppen i en kort periode, sikrede en genfødt Enrico Battaglin en fabelagtig etaoesejr i Giroen.

 

Listen over skuffelser tæller Robert Gesink, hvis storhedstid synes ovre, selvom han i rollen som hjælper et par gang leverede fremragende præstationer. Lars Booms nedtur kan naturligvis forklares med hans hjertesygdom, men hans fravær betød også, at holdet ikke var med fremme i klassikerne. Det er da også holdets helt store svaghed, at man hverken i brostensløb eller kuperede endagsløb var med helt fremme, og det er her, man finder det største minus i en ellers flot sæson. Heldigvis betyder Wout Van Aerts ankomst senest i 2020, at holdet i hvert fald på sigt kan se frem til at få løst problemet i de nordlige klassikere.

 

En fantastisk Tour, stærke præstationer i både Giroen og Vueltaen, et hav af spurtsejre samt ikke mindst to samlede sejre i WorldTour-etapeløb gør dog, at det må være svært for ledelsen at få armene ned. Allerede inden sæsonen vidste vi nemlig, at det ville blive svært i endagsløbene, og det er der heldigvis tid til at rette op på for et af fremtidens mest spændende mandskaber.

 

Karakter: 9/10

 

Se evalueringerne for de andre hold her.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger