Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Sæsonevaluering: Hvordan klarede Team Sunweb sig?
29. november 2018 16:00 af Emil AxelgaardFoto: Team Sunweb

Med Gianni Moscons flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2018-sæson, der indledtes med Daryl Impey overraskende triumf i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2018 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2019? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Team Sunwebs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

 

Antal sejre: 11 (Michael Matthews 4, Tom Dumoulin 2, Søren Kragh Andersen 2, Max Walscheid 2, Phil Bauhaus 1)

 

Sejre på WorldTouren: 8 (1 etapesejr i Tour de France med Tom Dumoulin, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Tom Dumoulin, sejr i Grand Prix de Quebec med Michael Matthews, sejr i Grand Prix de Montreal med Michael Matthews, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Søren Kragh Andersen, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Michael Matthews, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Michael Matthews, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Phil Bauhaus)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 9 (nr. 4 i 2017)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Michael Matthews (nr. 7), Tom Dumoulin (nr. 10), Wilco Kelderman (nr. 63), Sam Oomen (nr. 67), Mike Teunissen (nr. 88)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Tom Dumoulin (nr. 8), Michael Matthews (nr. 10), Wilco Kelderman (nr. 78), Sam Oomen (nr. 89)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Efter tiden med John Degenkolb blev Michael Matthews hentet ind som holdets klassikerkaptajn, og australieren havde den fordel, at han kunne bruges som kaptajn i snart sagt alle løb i foråret. Derfor handlede det ham om at vælge, og han valgte at gøre Milano-Sanremo, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege til forårets store mål. Også i visse flamske klassikere havde han ambitioner, men på brostenene ville det også være op til nyindkøbte Edward Theuns samt kometen Søren Kragh Andersen at levere resultater, mens Matthews i de hårdere kuperede løb kunne se frem til at dele ansvaret med Tom Dumoulin, Sam Oomen og Wilco Kelderman ved forskellige lejligheder.

 

Desværre fik Matthews ødelagt sit forår, nærmest inden det var startet. I årets allerførste opgave, Omloop Het Nieuwsblad, styrtede han nemlig hårdt og blev efterladt med en brækket skulder. Alligevel kom holdet fra den første klassiker med et stærkt resultat, da Theuns spurtede sig til en 6. plads i den gruppe, der kæmpede om 4. pladsen efter et løb, der var blevet ødelagt af den hårde modvind. Desværre kunne holdet ikke følge op på resultatet i det episke Strade Bianche, hvor de sygdomssvækkede Dumoulin og Kragh måtte tage til takke med placering som hhv. nr. 21 og 23.

 

Matthews forcerede sin rehabilitering voldsomt, så han allerede kunne stille til start i Milano-Sanremo. Set i lys af den dårlige forberedelse var hans 7. plads ganske imponerende, men den stod ikke mål med de ambitioner, han havde haft forud for sæsonen. Desværre var formen stadig haltende for både ham og Kragh, da det gjaldt de næste flamske klassikere. I E3 Harelbeke kom de begge til kort, og Matthews måtte som bedste mand tage til takke med en 13. plads et stykke bag de bedste. I Gent-Wevelgem lykkedes det ganske vist australieren at deltage i den reducerede massespurt, men med en skuffende 13. plads som resultat.

 

Opmuntring kom der i stedet fra lidt uventet kant. Mens Matthews rejste hjem for at forberede sig til Ardennerne, overtog Mike Teunissen showet. I Dwars door Vlaanderen kom han med i den femmandsgruppe, der afgjorde løbet, og han kan kun ærgre sig over, at det lykkedes Yves Lampaert at stikke af, så hans spurtsejr kun rakte til en 2. plads. Han tog den gode form med sig til Flandern Rundt, hvor han efter skuffende præstationer fra Kragh og Theuns kørte sig til en hæderlig 18. plads, inden han rundede en uforløst brostenssæson af for Sunweb ved at blive en endnu flottere nr. 11 i Paris-Roubaix. Ind imellem de to monumenter havde holdet forsøgt sig med deres rene sprinter, Max Walscheid, i Scheldeprijs, men efter et hårdt sidevindsløb manglede han de sidste kræfter til at sikre sig mere end en 6. plads.

 

Mike Teunissenfik en flot andenplads i Dwars door Vlaanderen.

 

Efter skuffelserne hidtil skulle Matthews redde sit forår i Ardennerne, hvor særligt Amstel Gold Race var et stort mål. Her så han ud til at være på vej mod et stort resultat, da uheldet atter ramte. En punktering i finalen sendte ham ud af favoritgruppen, og herefter var det umuligt at komme tilbage på de smalle veje, hvorfor det blot blev til en placering som nr. 24. Til gengæld overraskede han alle, ikke mindst sig selv, da han sin store størrelse til trods blev en imponerende nr. 5 på Mur de Huy i Fleche Wallonne, og det gav i den grad forhåbninger inden Liege, hvor han sidste år var blevet nr. 4. Her blev den mangelfulde forberedelse imidlertid atter stillet til skue, da han eksploderede længe inden finalen og overlod ansvaret til Oomen og Dumoulin. Heller ikke de kunne dog følge de bedste og måtte tage til takke med placeringer som hhv. nr. 12 og 15. Heldigvis kunne Matthews tage på pause med en solid trøstepræmie, da det i forårets sidste store endagsløb, Eschborn Frankfurt, lykkedes ham at sikre sig en 2. plads bag Alexander Kristoff.

 

Efterårets klassikere blev indledte med RideLondon Classic, hvor Phil Bauhaus fik sin chance efter en lang, stille periode. Det lykkedes ham at klare bakkerne, men trods hjælp fra Teunissen og Matthews måtte han tage til takke med en 6. plads i spurten. Bedre gik det bestemt ikke i Clasica San Sebastian, hvor Matthews måtte indse, at formen endnu ikke var tilbage efter det tidlige Tour-exit, og hvor holdet endte langt efter de forreste. I hjemmebaneløbet Hamburg Cyclassics fik Nikias Arndt i fravær af en syg Bauhaus en sjælden chance og sikrede med en 8. plads, at holdet bevarede skindet på næsen foran hjemmepublikummet.

 

Heldigvis havde Matthews langsomt fundet formen, og han kom til Bretagne Classic med en frisk sejr fra kongeetapen i BinckBank Tour i bagagen. Med hjælp fra en velkørende Arndt kom han med i den afgørende gruppe i det benhårde løb, men til slut slap kræfterne op på den sidste stigning, hvor han måtte slippe de bedste, så det blev til den utaknemmelige 4. plads. Formen var imidlertid nu i fremgang, og derfor var han knivskarp inden de to canadiske klassikere, der hører til blandt hans favoritter. Efter en svær sæson var det da også en overlykkelig Matthews, der satte Greg Van Avermaet suverænt til vægs i den stigende spurt i GP de Quebec, hvor han endelig tog den forløsende første sejr i et stort endagsløb på WorldTouren. To dage senere udnyttede han superformen til at blive den blot anden rytter i historien til at sikre sig den canadiske double, da han også sejrede i det endnu hårdere GP de Montreal og således kunne rejse hjem med to af karrierens allerstørste triumfer og en superform, der dog ikke rakte til en plads på det australske VM.hold.

 

Michael Matthews vandt både Grand Prix Cycliste de Montreal og Grand Prix Cycliste de Québec.

 

Ved netop VM imponerede Tom Dumoulin, da han trods en skuffende præstation på enkeltstarten, viste sin tårnhøje klasse ved i linjeløbet at sikre sig en fornem 4. plads efter en heroisk jagt, der dog havde kostet ham kræfter til også at spurte efter en medalje i et løb, hvor også Oomen trods en rolle som hjælper kørte sig til en flot 14. plads. Den unge hollænder drog herefter til de italienske klassikere med håb om at drage fordel af den gode form, men ligesom Matthews måtte han i Tre Valli Varesine indse, at den lange sæson havde tæret for hårdt på kræfterne. Heldigvis havde Kelderman stadig lidt i tanken, og han leverede første en flot præstation ved med offensiv kørsel at foregribe favoritterne og herved blive nr. 6 i Tre Valli Varesine. Samme resultat opnåede han i Milano-Torino, og det skabte naturligt visse forventninger til Il Lombardia. Her var også hans tank imidlertid helt tom, og Sunweb kom fra årets sidste monument helt uden resultat. Det gjorde de til gengæld ikke fra det sidste store franske løb. Her overraskede en træt Kragh nemlig sig selv ved i et knaldhårdt Paris-Tours at tage sin første store klassikersejr som afslutning på endagssæson, der ellers ikke var gået, som danskeren havde ønsket sig.

 

Søren Kragh Andersen tog karrierens største sejr, da han kørte fra alt og alle og vandt Paris-Tours.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter sidste års sejr havde Tom Dumoulin gjort et titelforsvar i Giro d’Italia til årets helt store mål, mens det efterfølgende Tour de France kun var en eftertanke, hvis der fortsat var noget i tanken. Derfor kom han til Italien med et hold, der var fuldstændig bygget op om ham, men som alligevel så relativt tyndt ud i forhold til den større, hans værste rivaler kunne se frem til. I bjergene havde han heldigvis en fremragende løjtnant i Sam Oomen, men derudover måtte han støtte sig til Louis Vervaeke, Chris Hamilton og veteranen Laurens Ten Dam. Chad Haga og Lennard Hofstede skulle gå til hånde i lettere terræn, mens Roy Curvers var med som holdets vejkaptajn og Dumoulins beskytter i fladlandet.

 

Dumoulin kunne ikke have drømt om en bedre start, da det til hans egen overraskelse lykkedes ham at besejre Rohan Dennis på 1. etapes enkeltstart og dermed fra start sikre sig, at han ikke skulle tomhændet hjem til Holland. Samtidig passede det ham glimrende, at han efter 2. etape slap for en masse stress, da Dennis via bonussekunder atter frarøvede ham den lyserøde trøje. I det hele taget kom Dumoulin sikkert igennem de to efterfølgende ørkenetaper og således til Italien i en perfekt udgangsposition.

 

Tom Dumoulin vandt prologen i Giro d'Italia som blev kørt i Israel.

 

Den første lille test ventede i puncheurfinalen på 4. etape, hvor den store hollænder med en 11. plads undgik tidstab, og det samme gjorde han i den lidt lettere finale på 5. etape, hvor han endte som nr. 16. Derefter ventede den første seriøse udfordring på Etna, hvor han til tider lignede en mand i problemer, men hvor det med en 8. plads lykkedes ham at nå målet i favoritgruppen bag Esteban Chaves og Simon Yates. Efter endnu en sprinteretape holdt han sig herefter atter fint til med en 11. plads i den stigende spurt på 8. etape, inden det gjaldt den anden store bjergetape til Gran Sasso. Her havde han igen visse vanskeligheder til allersidst, hvor han smed 12 sekunder og opnåede en 8. plads, og dermed kunne han tage på hviledag på en samlet 3. plads bag Yates og Chaves.

 

På den uventet hårde 10. etape lykkedes det Sunweb at køre Chaves godt og grundigt ud af klassementet, og dagen efter stod det klart, at Dumoulins form også var i fremgang. I en medrivende finale på den lille bakke op til målet i Osimo satte han nemlig efter Yates, da denne angreb, men måtte alligevel på stregen se sig henvist til 2. pladsen med bare 2 sekunder. Derefter kom han sikkert igennem to flade etaper, inden han kunne imødese sin mest frygtede udfordring. Stejle Monte Zoncolan var nemlig ikke just skabt til en rytter af Dumoulins størrelse, men han forsvarede sig flot, da han med jævnt tempo klatrede sig til en 5. plads. Endnu et tidstab til Yates kunne han dog ikke undgå, og da den lille brite dagen efter kørte resten af feltet midt over på 15. etape, så den samlede sejr pludselig langt væk ud for Dumoulin, der ellers havde taget stort ansvar i jagten og til slut endda spurtet sig til bonussekunder og en 3. plads. Længere bagude var også Oomen i fremgang, da han i anden gruppe kørte sig til en 10. plads, men det var der også brug for, hvis Dumoulin i den sidste uge skulle hente de 2.11, han på 2. pladsen var efter Yates.

 

Chancerne blev endnu mindre, da Dumoulin på den lange enkeltstart skuffede og blot blev nr. 3 - i øvrigt imponerede Haga samme dag ved at sikre sig en 7. plads - og derfor var afstanden inden de tre sidste dage i bjergene fortsat 56 sekunder. Pludselig kunne han imidlertid lugte blod, da han sammen med Chris Froome, Wout Poels, Domenico Pozzovivo og Miguel Angel Lopez endelig bragte Yates i krise på 18. etape, hvor han stjal 28 vigtige sekunder.

 

Det skulle indvarsle Yates’ sammenbrud, der indtrak på den efterfølgende kongeetape, men desværre opstod der en ny britisk rival, netop som én var elimineret. Efter sin vaklende start havde Froome nemlig fundet formen, og på Colle delle Finestre fik Dumoulin en klatrelektion af Tour-kongen. Efterfølgende fik han heller ikke megen hjælp af sine følgesvende i den desperate jagt, og selvom han heroisk kæmpede sig til mål som nr. 5, måtte han sande, at han fortsat blot var nr. 2 i klassementet, nu 40 sekunder bag Froome. Længere tilbage havde Oomen med en 8. plads fortsat sin fremgang og var nu avanceret til en 10. plads. Dumoulin gik ind til den afsluttende bjergetape med et spinkelt håb om at kunne knække Froome, men angrebene på sidste stigning havde mere karakter af pligt end reelle forsøg. Til slut satte han sig i stedet for at hjælpe Oomen med at sikre sig en samlet top 10, og den mission lykkedes, da den unge hollænder endte som nr. 11, to placeringer foran kaptajnen. Efter paradekørslen i Rom kunne holdet således se tilbage på et løb, der gav en samlet 2. plads til Dumoulin, en 9. plads til Oomen samt en indledende etapesejr og dag i lyserødt for holdets kaptajn.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Sam Oomen havde som hovedopgave i år fået at være vigtigste mand for Tom Dumoulin i Giroen, men han var også blevet lovet en kaptajnrolle i en stribe af forårets etapeløb. Den første af disse chancer fik han i Tour Down Under, hvor holdet også havde ambitioner i spurterne med Phil Bauhaus. Den unge tysker lagde pænt ud ved at sikre sig en 6. plads på 1. etape, mens Oomen holdt sig til i puncheurfinalen på 2. etape. Bauhaus kom derefter meget tæt på en stor skalp, da han trods skrap modstand på 3. etape blev nr. 2 bag Elia Viviani på 3. etape. Oomen bestod fint den første relativt lette test på 4. etape, men til gengæld skuffede han sig selv ved blot at blive nr. 14 på kongeetapen, blot én placering bedre end holdkammeraten Chris Hamilton. Den skuffelse kunne Bauhaus ikke rette op på i den sidste massespurt, hvor han ellers med en 4. plads fortsatte de lovende takter, og holdet kom derfor fra løbet med hhv. en 15 og 16. plads til Oomen og Hamilton.

 

Derfra drog holdet videre til Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor de agtede at forsvare Nikias Arndts titel. Desværre lykkedes det blot at for tyskeren at blive nr. 6 i den kaotiske spurt til slut, og det australske eventyr endte derfor som en lidt uforløst oplevelse.

 

Sunweb er kendt for at have et meget let løbsprogram, og derfor var de først tilbage i aktion midt i februar i Tour of Oman, hvor de jagtede spurtsejre med Max Walscheid samt etapesejre med Søren Kragh på de mange kuperede etaper. Walscheid lagde pænt fra land med en 5. plads i den indledende massespurt, men desværre mistede holdet lidt sit formål, da Kragh styrtede på den efterfølgende etape. Dagen efter stillede han ikke til start, og holdet manglede en mand til at tage over i det generelt hårde terræn. Derfor blev de følgende tre etaper ren overlevelse, og da Walscheid måtte bruge mange kræfter for blot at overleve stigningerne på den sidste etape, blev det heller ikke til et resultat i den afsluttende massespurt.

 

Det kunne derfor næsten kun gå bedre i den europæiske sæsondebut i Volta ao Algarve, hvor Oomen atter var med som kaptajn. Allerede på 1. etape brændte lokummet imidlertid, da holdet måtte ofre alt for at bringe den lille hollænder tilbage efter et sent styrt. Det lykkedes, men allerede dagen efter skuffede han atter sig selv, da han mistede 6 sekunder som nr. 13 på den ellers ret lette første bjergetape. Chad Haga, Simon Geschke og Lennard Kämna kørte herefter hæderlige enkeltstarter som hhv. nr. 11, 12 og 15, men Oomen mistede mere tid end ønsket som nr. 36. Det kunne han ikke rette op på på den afsluttende kongeetape, hvor Geschke med en 7. plads greb en chance i et udbrud, og kaptajnen måtte således tage til takke med en skuffende samlet 13. plads samt sejr i ungdomskonkurrencen, der dog var temmelig svagt besat.

 

Tom Dumoulin og Wilco Kelderman gjorde endelig deres imødesete sæsondebut i WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour, men det var nu en anden rytter, der først stjal opmærksomheden. Efter den lovende start i Australien var Bauhaus nemlig flyvende, og efter at have varmet op med en 11. og en 6. plads på de to første sprinteretaper satte han det meste af den forsamlede sprinterelite til vægs, da han knebent sejrede på 3. etape. Dagen efter kom holdet imidlertid ned på jorden igen, da Dumoulin endelig for første gang skulle optræde i regnbuetrøjen på enkeltstarten. Netop som han havde sat en bedre mellemtid end ærkerivalen Rohan Dennis blev han nemlig ramt af den defekt, der sendte ham ned på 12. pladsen. Til gengæld gav Kelderman med en 5. plads sig selv et godt udgangspunkt, og også Arndt imponerede med en flot 7. plads. Desværre fortsatte Dumoulins serie af uheld, da han også på den afsluttende kongeetape bleb ramt af defekt, netop som både han og Kelderman kørte med helt i front. Sidstnævnte fortsatte imidlertid med at kæmpe, og hans 5. plads på etapen var nok til at give ham en fremragende 2. plads i et stærkt besat WorldTour-løb.

 

Oomens første helt store mål var Pairs-Nice, hvor han atter var blevet tildelt en kaptajnrolle, mens Bauhaus skulle fortsætte sin succes i spurterne. I første omgang var det dog Teunissen, der viste sig frem i den eksplosive finale på 1. etape, hvor han spurtede sig til en flot 5. plads. Desværre viste Oomen uventede svaghedstegn, da han smed 40 sekunder. Derfor blev den efterfølgende massespurt også endnu vigtigere, og her viste Bauhaus igen klassen ved at spurte sig til en flot 4. plads, mens Teunissen trods sin rolle som lead-out man endte som nr. 6. I det hele taget var hollænderen flyvende, for da Bauhaus dagen efter faldt fra på 3. etapes stigninger spurtede han sig til en 2. plads og dermed en 5. plads på etapen bag det vindende udbrud. Oomens trængsler fortsatte imidlertid, da han på den efterfølgende enkeltstart blot blev nr. 19, og det kunne ikke ændre på humøret at evigt stabile Teunissen dernæst spurtede sig til en 8. plads på den mellemhårde 5. etape. Heldigvis rejste han sig med en 5. plads på den første ag de tre hårde etaper, og dagen efter blev han nr. 10 på kongeetapen. Desværre holdt fremgangen ikke hele vejen, da han ikke kunne følge de bedte på den våde sidste etape, hvor en 19. plads betød, at han atter skuffede sig selv med en 13. plads i en for ham svær sæsonstart.

 

Efter skuffelsen i Abu Dhabi jagtede Dumoulin oprejsning i Tirreno-Adriatico, hvortil han dog kom med lidt sygdom fra det våde Strade Bianche. Heldigvis havde det stærke hold en stærk plan B i Wilco Kelderman, men måtte til gengæld undvære Michael Matthews, der efter sit styrt i Omloop Het Nieuwsblad meldte afbud med en brækket skulder. Holdet kom imidlertid ikke fra start som ønsket, da en 5. plads i holdløbet var dårligere end forventet. På 3. etapes første lille test måtte Dumoulin sande, at formen lod noget tilbage at ønske, da han som nr. 21 tabte 14 sekunder til de bedste. Til gengæld var Kelderman med fremme som nr. 9 i samme tid som sine værste rivaler. Desværre fortsatte Dumoulins mareridtsstart på den efterfølgende kongeetape, hvor han styrtede ud af løbet, men Kelderman holdt sig fortsat til med en stærk 8. plads. Helt galt gik det imidlertid på den efterfølgende etape, hvor også Kelderman styrtede, og selvom han nåede mål, betød et brækket kraveben, at hans forår lå i ruiner. Holdet viste intet på de to sidste etaper, og et stærkt uheldigt Tirreno-Adriatico blev derfor et løb til glemmebogen.

Tom Dumoulin styrtede og udgik i årets Tirreno-Adriatico.

 

Efter en svær start på holdet forsøgte Edward Theuns at komme tilbage på sporet i Nokere Koerse, hvor han imidlertid som nr. 38 slet ikke kom med frem. Herfra drog holdet til Volta a Catalunya med et ungt hold, der primært skulle samle erfaring. Håbet var, at Walscheid kunne vinde 1. etapes massespurt, men han blev en skuffende nr. 20. Efter 3 etaper var det kun Louis Vervaeke, der endnu ikke havde tabt tid, og en 20. plads på kongeetapen gav håb om et rimeligt resultat. Den sidste udfordring var afslutningsetapen i Barcelona, hvor han med en 29. plads sikrede sig en samlet 18. plads.

 

Også i Vuelta al Pais Vasco stillede man med et urutineret hold, der dog i Matthews havde en kandidat til etapesejre. Desværre var australieren slet ikke på toppen, og efter at være kommet til kort på de to første halvhårde etaper blev han blot nr. 7 i løbets eneste massespurt. Oprejsning fik han med en 6. plads på enkeltstarten, inden unge Jai Hindley med en 10. plads fra et udbrud greb en chance i bjergene på 5. etape. Heller ikke i det baskiske løb spillede det svagt startende Sunweb-hold dog nogen væsentlig rolle.

 

Efter et skuffende forår skulle Matthews forsøge at redde første del af sæsonen i Tour de Romandie, og det lykkedes delvist. På den tekniske prolog tog han nemlig endelig årets første sejr. Derefter fortsatte trængslerne imidlertid, da han på den følgende etape overraskende blev sat af, og på 2. etape måtte han se sig slået af Sonny Colbrelli og Samuel Dumoulin, da feltet spurtede om 2. pladsen bag Thomas De Gendt. Herefter tog en træt Matthews hjem, og derefter så man ikke meget til et hold, der igen var uden nævneværdige profiler.

 

Holdet sendte også et ungt mandskab til Tour de Yorkshire, men her havde man seriøse ambitioner om at vinde en etape med Max Walscheid. Løbet startede derfor i frustration, da den unge tysker på 1. etape var hurtigst i massespurten, men et udbrud betød, at han blot blev nr. 6 på etapen. På den første af de hårde etaper viste Michael Storer med en 7. plads endelig sit talent, inden den store forløsning fulgte, da Walscheid sejrede på løbets sidste flade etape, hvor Teunissen tillige blev nr. 7. Med en 10. plads på kongeetapen sikrede Storer sig en flot samlet 5. plads som afslutning på et succesrigt løb for tyskerne.

 

Walscheid tog den gode form med sig til Tour of California, hvor han dog var oppe mod en stor del af sprintereliten, og derfor var det ikke helt overraskende, at han blot blev nr. 8 i den første massespurt. Holdet tog den med ro på de to efterfølgende hårde etaper, inden Arndt skuffede ved blot at blive nr. 17 på enkeltstarten. Desværre kostede et styrt Walscheid chancen på den flade 5. etape, hvorefter Hindley helt overraskende blev en fremragende nr. 5 på den sidste bjergetape. Holdet gemte dog det bedste til sidst, for i den sidste massespurt viste Walscheid sin ekstreme topfart, da han til slut fløj forbi alle verdensstjernerne. Desværre betød en dårlig position, at han ikke kom forbi Fernando Gaviria og derfor måtte tage til takke med en 2. plads.

 

Efter det skuffende forår kom Kragh i gang igen i Tour des Fjords, der på papiret lignede et godt løb for den unge dansker. Et styrt betød, at han blot blev nr. 12 i den indledende bakkespurt, og i 2. etapes reducerede massespurt måtte han tage til takke med en 10. plads. Heller ikke kongeetapen gik som ønsket, og en 8. plads her betød, at det blot blev til samme placering i det samlede klassement. Derfra drog holdet til Hammer Stavanger, hvor de lagde stærkt ud ved at blive nr. 2 i Hammer Climb. Det blev fulgt op af endnu en 2. plads i Hammer Sprint, inden en 4. plads i Hammer Chase betød, at det blev til en samlet 2. plads. Herefter bragte holdet Giro-stjernerne Oomen og Dumoulin ind til Hammer Limburg, men det hjalp dem nu ikke. En 7. plads i Hammer Climb, en 9. plads i Hammer Sprint og en 6. plads i Hammer Chase rakte kun til en samlet 9. plads.

 

Tendensen med at stille med uerfarne hold i store WorldTour-løb fortsatte i Criteriumd du Duaphiné, hvor holdets eneste realistiske mål var en etapesejr med Bauhaus. Desværre var også løbets to såkaldt flade etaper for hårde for tyskeren, og derfor måtte Teunissen overtage rollen som sprinter. Det indbragte en 9. plads, men også han faldt fra på 2. etape. Holdet blev endda ramt af sygdom, så de efter tabet af to mand blev sidst på holdløbet, og man så intet til det helt anonyme hold på de fire bjergetaper.

 

Langt større var ambitionerne i Tour de Suisse, hvor Kelderman endelig gjorde comeback, og hvor også Oomen efter den stærke Giro jagtede endnu et topresultat, ligesom Matthews her skulle finpudse Tour-formen. Holdet lagde stærkt ud med en 2. plads bag BMC i holdløbet, men Matthews måtte i de indledende reducerede massespurter indse, at han manglede den sidste topfart. Således blev han blot hhv. nr. 4 og 6 på 2. og 3. etape, og da han endelig viste sig hurtigst på den hårde 4. etape, var det kun nok til en 2. plads bag udbryderen Christopher Juul. Derefter tog holdets to klatrere over, og de lagde stærkt ud med en hhv. en 4. og en 9. plads til Kelderman og Oomen på den eksplosive 5. etape. Dagen efter greb Kragh sin chance i et udbrud, og den greb han til fulde, da han med stor kraft bibragte holdet noget tiltrængt succes ved at tage karrierens største sejr med en magtdemonstration på bakken op til mål. Kelderman fortsatte derefter de gode takter med en 5. plads på kongeetapen, hvor Oomen blev nr. 10, inden Matthews ikke uventet med en beskeden 10. plads kom til kort i løbets eneste regulære massespurt. Løbet sluttede med endnu en fremragende præstation af Kragh, der blev nr. 2 på den sidste enkeltstart, hvor også Matthews og Arndt imponerede med hhv. en 5. og en 9. plads. Til gengæld skuffede Kelderman stort og endte helt uventet som en af dagens tabere og blot på en samlet 5. plads, to placeringer foran en overraskende frisk Oomen.

 

Søren Kragh Andersen vandt karrierens på det tidspunkt største sejr på sjette etape i Tour de Suisse. 

 

En formstærk Walscheid skulle forsøge at fortsætte de gode takter i Tour de Slovenie, men det gik slet ikke som ønsket. Et styrt ødelagde 1. etape, og derefter blev han blot nr. 17 i den anden og sidste massespurt. I stedet viste holdets unge klatrere sig flot frem. Først blev Storer nr. 8 på den første bjergetape og derefter blev han og Chris Hamilton hhv. nr. 6 og 8. etape på kongeetapen. Med en pæn præstation på den sidste enkeltstart sikrede Storer sig som i Yorkshire en samlet 5. plads, ligesom holdet sejrede i holdkonkurrencen.

 

Første del af året blev rundet af ved de nationale mesterskaber, hvor de kom tæt på flere titler. Haga blev således en kneben nr. 2 på den amerikanske enkeltstart, og Arndt sikrede sig bronze i samme disciplin i Tyskland. Kelderman blev en lidt skuffende nr. 3 i Holland, men endnu værre gik det for ham i linjeløbet, hvor et styrt betød, at han måtte skyde en hvid find efter Touren. I stedet blev Teunissen som nr. 5 holdets bedste mand i Holland, mens Walscheid spurtede sig til bronze i det sprinterunge tyske felt.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Frem til få uger før starten var det fortsat uklart, om Tom Dumoulin efter en hård Giro ville føle sig frisk nok til også at kaste sig ud i Touren. I sidste ende valgte han at gøre forsøget, men holdet nedspillede klogelig forventninger til et løb, de i første omgang betragtede som en test inden 2019. Dumoulins deltagelse betød dog, at holdets anden kaptajn, Michael Matthews, på forhånd opgave et forsvar af sin grønne trøje og i stedet ville jagte yderligere etapesejre med hjælp fra Edward Theuns, Nikias Arndt og Søren Kragh. Desværre var Dumoulins støtte i bjergene begrænset til Laurens Ten Dam efter Wilco Keldermans styrt ved de hollandske mesterskaber, mens Simon Geschke og Chad Haga ligeledes skulle hjælpe, så længe det lod sig gøre.

 

Holdet kom ganske pænt fra start, da Matthews lidt uventede spurtede sig til en 7. plads i den første helt rene massespurt, men det lykkedes ham ikke at komme frem på 2. etape, hvor et styrt skabte kaos. Derefter skuffede holdet en anelse med en 5. plads i holdløbet, men i den meget tætte top tabte de blot 11 sekunder til vinderne fra BMC, ligesom Kragh kørte sig i den hvide trøje.

 

Tom Dumoulin vandt i regnbuestriberne Tour de Frances sidste enkeltstart.

 

Efter endnu en fejlslagen spurt satsede Matthews stort på 5. etapes puncheurfinale, men hans forfærdelige serie af uheld fortsatte. I løbet af natten blev han ramt af et maveonde, der gjorde det umuligt for ham at starte, og derfor blev det i stedet en uventet chance for Kragh, der kvitterede med en flot 8. plads. Dagen efter fortsatte holdets rædsler, da en defekt til Dumoulin lige inden afslutningen på Mur-de-Bretagne betød, at han trods stor hjælp fra Kragh måtte notere sig et tidstab på et lille minut til de øvrige favoritter. Herefter forsøgte Arndt sig på de to følgende sprinteretaper, men det blev blot til beskedne placeringer som hhv. nr. 18 og 7. Dumoulin satsede herefter stort på at vinde tid på brostensetapen, men alle hans angreb mislykkedes, og han kunne således gå på hviledag på en skuffende samlet 15. plads.

 

To dage senere ventede den første test i bjergene, og den bestod Dumoulin, da han nåede i mål sammen med de øvrige favoritter, mens Kraghs eventyr i hvidt helt som forventet sluttede. Dagen efter viste han imidlertid, at han var klar til at køre med om den samlede sejr, da han efter et overraskelsesangreb sammen med Kragh på en sen nedkørsel blev en stærk nr. 2 bag Geraint Thomas i den første bjergafslutning. Det fulgte han op med en mindst lige så flot 2. plads på Alpe d’Huez, hvor Thomas atter blev hans nemesis, og der var således endnu ikke skyggen af Giro-træthed. Efter en 16. plads til Arndt i 13. etapes massespurt fortsatte han de gode takter ved på Mende-stigningen at nå mål sammen med sine værste rivaler på en dag, hvor en formstærk Geschke greb sin chance i et udbrud og blev nr. 6. Dagen efter var det Arndts tur til at forsøge sig, men han ledte fortsat efter sin bedste form og måtte tage til takke med en 9. plads, inden Dumoulin kunne tage sig en hviledag på en samlet 3. plads.

 

Dumoulin kom fint igennem den første pyrenæeretape, der blev kørt meget passivt, inden det store slag ventede på kongeetapen. Også den test bestod han fornemt, da han som nr. 5 kun til allersidst måtte afgive 5 sekunder til Thomas og endda ved at passere Chris Froome avancerede til den samlede 2. plads. Efter endnu en sprinteretape gjaldt det derefter det sidste slag i bjergene, hvor en rasende Dumoulin beskyldte motorcyklerne for at hjælpe Primoz Roglic til tidsgevinst og etapesejr. En 6. plads var dog nok til at forsvare den samlede 2. plads inden enkeltstarten, hvor hans gode humør blev genoprettet. Her lykkedes det ham nemlig efter en sand gyser at slå Froome med et sekund og således sikre sig både etapesejr og den samlede 2. plads efter en dag, hvor Kragh også imponerede stort med en 5. plads. En 17. plads til Arndt i Paris var ikke den bedste afslutning, men det kunne ikke ændre på, at Dumoulins 2. plads og etapesejr gjorde løbet til en forrygende succes.

 

Tom Dumoulin kneb sig ind imellem de to Sky-ryttere, og kunne dermed tage andenpladsen i årets Tour.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter sin lange skadespause var det med nogen usikkerhed, at Wilco Kelderman stillede til start i det løb, der gennem hele sæsonen havde været uset som hans store sæsonmål, for den solide hollænder, der sidste år var blevet nr. 4 havde ikke kørt et eneste løb siden styrtet d. 1. juli. Bedre blev det ikke af, at holdets sprinter, Phil Bauhaus, måtte melde fra som følge af sygdom og i stedet blev erstattet af Max Walscheid, der dog næppe ville få mange spurtmuligheder på en rute, der ikke passede en tung fyr som ham. Kelderman skulle i bjergene støttes af Simon Geschke, der havde imponeret i Touren, samt de unge Jai Hindley, Michael Storer og Martijn Tusveld, mens Mike Teunissen skulle agere lead-out for Walscheid. Endelig var Johannes Fröhlinger med som holdets erfarne vejkaptajn.

 

Holdet kom fremragende fra start, da Geschke og Kelderman blev hhv. nr. 8 og 10 på den indledende enkeltstart, og den gode indledning fortsatte dagen efter, da en overraskende stærk Kelderman spurtede sig til e 4. plads i en puncheurfinale. Mindre overraskende var det, at Walscheid ikke kunne sidde med hjem til 3. etapes første massespurt, og derfor rettedes fokus hurtigt mod den første bjergetape. Også den test bestod Kelderman, da han nåede mål i favoritgruppen, inden Hindley fik en chance i et udbrud på 5. etape. Her kom han imidlertid til kort og måtte tage til takke med en 18. plads.

 

Den lange serie af uheld, der har ramt Kelderman i de seneste sæsoner, fortsatte imidlertid. På den flade 6. etape betød en defekt, der indtraf midt i en gang sidevindskørsel, at den gode start med et tidstab på 1.44 med ét blev ødelagt. En skuffet Kelderman rejste sig med en 9. plads i puncheurfinalen på den hårde 7. etape, ligesom han blev nr. 17 i den stigende spurt på 8. etape. Heldigvis fik han herefter et ordentligt skud selvtillid, da han på den anden bjergetape var den eneste, der kunne følge Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana og således avancerede til en samlet 14. plads inden den første hviledag.

 

Walscheid fik endelig en chance for at spurte på 10. etape, men ikke uventet var den store tysker for mærket til at sikre sig mere end en 16. plads. Det lykkedes ikke holdet at ramme udbruddet på de to efterfølgende etaper, hvor man koncentrerede om sig om at gøre Kelderman klar til de tre store bjergetaper i weekenden. Her var forventningerne store, da al logik tilsagde, at hans formkurve ville være stigende, men sådan gik det ikke. Tværtimod indkasserede han tre lussinger. 13. etapes tidstab var begrænset, men hhv. en 15. og en 14. plads på de to følgende etaper betød, at han blot lå nr. 12 inden den sidste uge.

 

På papiret var enkeltstarten en stor chance for at vinde tid, men Keldermans serie af skuffelser fortsatte, da han blot blev nr. 17 på en etape, hvor Geschke til gengæld imponerede med en 9. plads. Meget bedre gik det ikke på den efterfølgende bjergetape, hvor han atter tabte tid til sine top 10-rivaler, mens Hindley fra et udbrud sikrede sig en ganske pæn 9. plads. Derefter fejlede Walscheid med en 17. plads på løbets næstsidste sprinteretape, og med en samlet 12. plads var der ingen megen grund til optimisme for Kelderman inden de sidste to slag i bjergene. Her dukkede den gode form imidlertid atter op, da han første klatrede sig til en stærk 7. plads, inden han fulgte op med en 6. plads på kongeetapen. Det var akkurat nok til at sende ham op på den forløsende 10. plads, inden Walscheid rundede løbet af med at spurte sig til en skuffende 11. plads i Madrid som afslutning på et svært løb for den store tysker.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Kort efter Touren stillede holdet til start med en ung trup i Danmark Rundt, hvor målet primært var at forsøge sig i spurterne med deres talentfulde stagiaire, Max Kanter. Han lagde fremragende ud ved at spurte sig til en 3. plads på 1. etape, inden han fulgte på med en 8. plads i massespurten på 3. etape. Endnu tættere var han i Frederiksberg på sidste etape, hvor han blev nr. 2 og således gjorde en fremragende debut for holdet, der til gengæld blot havde samme Kanter på en 14. plads som bedste mand i klassementet.

 

Team Sunweb havde ingen danskere med til Postnord Danmark Rundt, men derimod den unge stagiaire Max Kanter.

 

Efter en tiltrængt pause jagtede Sam Oomen et samlet topresultat i Tour de Pologne, hvor holdet dog først koncentrerede sig om spurtsejre med Phil Bauhaus. Det stod dog hurtigt klart, at den unge tysker var for mærket af sygdom, og derfor satsede man i stedet på Mike Teunissen, der med placeringer som hhv. nr. 6, 8 og 10 gjorde det ganske godt mod de mange rene sprintere. Herefter viste Oomen fin form med en 7. plads på den første klassementsetape, og han holdt sig også til i den stigende spurt på 5. etape. På den første af de to afgørende gamblede han dog med et tidligt udbrud, der sendte ham ned som nr. 13 på etapen, og selvom han rejste sig med en stærk 4. plads på den afsluttende kongeetape rakte det blot til en samlet placering som nr. 9.

 

Endnu større var forventningerne til BinckBank Tour, hvor man i Michael Matthews og Søren Kragh havde to af de store favoritter, ligesom Max Walscheid skulle vise talentet i de mange helt flade spurter. EN 5. plads på 1. etape var en god start for den unge tysker, og også de to kaptajner lagde fremragende fra land, da Kragh blev nr. 3 og Matthews nr. 4 på enkeltstarten. Dagen efter blev Walscheid nr. 9, efter at et udbrud havde snydt feltet, men derefter lykkedes det ham ikke at komme frem på de to sidste sprinteretaper. Kragh og Matthews havde det lidt svært på den første af de to afgørende etaper, men med et sent angreb lykkedes det dog Kragh at blive nr. 7. Den helt store forløsning kom på den afsluttende kongeetape, hvor Kragh ofrede sig for Matthews, der betalte tilbage ved uimodståeligt at sejre på Muren i Geraardsbergen. Det var nok til at sikre ham en samlet 2. plads, mens Kraghs arbejde sendte ham ned på en pæn 7. plads.

 

Tom Dumoulin havde valgt Deutschland Tour som sit eneste løb mellem Touren og VM, og det gik bedre en ventet efter en lille pause. Efter den indledende sprinteretape var han således blandt de fire stærkeste på den første af de hårde etaper, men i spurten måtte han tage til takke med en 3. plads. På de to sidste etaper kom han med favoritterne hjem, og det blev derfor til en ganske flot samlet 4. plads for den store hollænder.

 

Efter en generelt svær sæson fik Edward Theuns sin chance for at jagte oprejsning i Great War Remembrance Race samt Tour of Britain. Desværre fortsatte serien af skuffelser med en 16. plads på førstnævntes grusveje, og helt galt gik det i England. Efter en 13. plads i den første massespurt styrtede han nemlig ud af løbet på den første hårde etape. Det betød, at holdet i stedet fokuserede på Chris Hamilton i klassementet, efter at han var blevet en stærk nr. 8 på samme etape. Han holdt sig til på de to efterfølgende etaper, men en 8. plads i holdløbet kostede mere end et minut. Det kunne hans 12. plads på kongeetapen ikke rette op på, og efter hhv. en 10. og en 8. plads til den unge stagiaire Nils Eekhof på de sidste sprinteretaper endte det således blot med en samlet 9. plads.

 

Holdet satsede naturligvis stort på at forsvare VM-titlen i holdløb, men denne gang måtte de se sig henvist til sølvet af Quick-Step. Med hhv. en 2. plads på enkeltstarten og en 4. plads i linjeløbet til Dumoulin var holdet dog et af de mest succesrige på de østrigske landeveje, også selvom hollænderen var dybt skuffet over sit titelforsvar i førstnævnte. Det satte dem op til en god afslutning på sæsonen, der ikke kunne være startet bedre. Efter at have overlevet Vueltaen havde Walscheid netop nået et helt nyt niveau, som han fremviste, da han satte en stor del af verdens sprinterelite til vægs på hjemmebanen i Sparkassen Münsterland Giro.

 

Team Sunweb måtte se sig slået af Quick-Step ved VM i Innsbruck.

 

Theuns fik en sidste chance for at redde sin sæson i Tour of Turkey, hvor han sidste år havde vundet en etape. Også sæsonafslutningen blev imidlertid en trist affære for belgieren, der lagde ud med placeringer som hhv. nr. 9 og 6 i de to første massespurter. Skuffelsen var total, da han blev sat på stigningen på 3. etape, hvor Nikias Arndt herefter spurtede sig til en 11. plads. Mike Teunissen forsøgte sig på kongeetapen, hvor han blev en ganske pæn nr. 15, inden Theuns atter blev nr. 6 i den sidste massespurt. Til slut gik han efter at gentage sidste års sejr på brostensbakken i Istanbul, men her var det i stedet Teunissen, der med en 4. plads sluttede sin sæson stærkt af.

 

Holdet sluttede sæsonen af i Asien, hvor de lagde fra land med en fin 4. plads i Hammer Hong Kong. Derefter jagtede de spurtsucces med Walscheid og klassementet med Kragh i Tour of Guangxi, og efter sejren i Münsterland var især tyskeren ambitiøs. Han lagde også fremragende fra land, da han kun akkurat blev slået af Dylan Groenewegen på 1. etape, men derefter kneb det desværre i positionskampen, så han blot blev nr. 6 og 3 på de to efterfølgende sprinteretaper. Trods sejr i Paris-Tours var Kragh løbet tør for kræfter på kongeetapen, hvor det i stedet var Martijn Tusveld, der som nr. 16 blev holdets bedste. Sluttelig overraskede Walscheid positivt ved at overleve stigningerne på 5. etape, hvor han dog ikke kom frem i spurten og blot blev nr. 15, inden han rundede løbet af med en stærk 5. plads i en teknisk finale, der ikke passede ham.

 

Den endelige dom

Det er meget svært at tegne et entydigt billede af Team Sunwebs sæson, der var præget af ganske få, men meget store højdepunkter, men også lange perioder med total anonymitet og en sejrskonto, der er temmelig slunken.

 

Ser man alene på holdets store stjerne, Tom Dumoulin, er det vanskeligt at betegne året som andet end en stor succes. Ingen kunne forvente, at den store hollænder kunne slå Chris Froome i Giro d’Italia, og derfor er hans fornemme 2. plads et ganske fremragende resultat, også selvom det altså ikke lykkedes ham at forsvare sidste års titel. Det mest imponerende var imidlertid, at han i sit allerførste forsøg med to på hinanden følgende grand tours også blev nr. 2 i Tour de France og således leverede to historiske andenpladser i en double, der af mange betragtes som næsten helt umulig. Det resultat kom ikke blot bag på en stor del af cykelverdenen, det var også en overraskelse for holdet, der i første omgang havde betragtet Tour-deltagelsen som en trædesten frem mod et fuldtonet attentat på titlen i 2019.

 

Begge de to grand tours bød også på etapesejre, der til gengæld også blev Dumoulins eneste triumfer i 2018. I resten af sæsonen så man nemlig ikke meget til hollænderen, der særligt havde en meget svær start på året, hvor han ifølge ham selv gennemlevede en mental krise. Med tanke på det program, der senere ventede ham, er det dog svært at bebrejde ham de manglende resultater i andre løb, ikke mindst fordi han rundede året stærkt af ved VM. Sølvmedaljerne i holdløbet og på enkeltstarten var måske lidt skuffende, men 4. pladsen i linjeløbet var blot endnu en understregning af den klasse, som et af sportens mest alsidige fænomener besidder.

 

Holdets anden kaptajn, Michael Matthews, havde en meget delt sæson, som også er svær at sammenfatte i én vurdering. Hans forår var en kolossal skuffelse, men det er svært at bebrejde en mand, der brækkede skulderen i slutningen i februar. Set i det lys var det faktisk ganske imponerende, at han alligevel kom i top 10 i Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne, på podiet i Eschborn Frankfurt og vandt prologen i Tour de Romandie, og vi kan kun fortsat gisne om, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke han var punkteret i Amstel Gold Race. Verdens dårligst timede maveonde på hans yndlingsetape ødelagde tillige hans Tour. Heldigvis viste han sin kolossale klasse i efteråret, hvor han med sine første store klassikersejre i de to canadiske WorldTour-løb, sejren på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han blev nr. 2, og 4. pladsen i Bretagne viste, at det alene var uheld, der var forklaringen på det pauvre forår.

 

I det hele taget var holdet forfulgt af uheld. For andet år i træk fik Wilco Kelderman nærmest lagt sin sæson i ruiner af to store styrt, men når han endelig var i sadlen, fortsatte han den fremgang, han viste i 2017. Trods en ikke-eksisterende forberedelse blev han nr. 10 i Vueltaen, ligesom han var i top 5 i Tour de Suisse og blev nr. 2 i Abu Dhabi Tour. Også Sam Oomen kom stærkt tilbage efter en skuffende sæsonstart og viste med præstationerne i Giroen, Tour de Suisse og Tour de Pologne, at han går en stor fremtid i møde.

 

Til gengæld var det en skuffelse, at holdet i Matthews’ fravær manglede en erstatning. Edward Theuns havde et forfærdeligt år, hvor han slet ikke nåede fordums styrke, og Søren Kragh jagtede gennem hele foråret formen efter sit styrt i Oman. Til gengæld viste danskeren senere sit kolossale potentiale med etapesejr i Tour de Suisse, flot kørsel i BinckBank Tour, en stor klassikertriumf i Paris-Tours samt en serie stærke enkeltstarter, og han fik i den grad vist, at han har kolossalt potentieale allerede næste år. Endelig gjorde også Mike Teunissen solid fremgang, hvilket særligt 2. pladsen i Dwars door Vlaanderen vidner om.

 

Holdets sidste lyspunkt var Max Walscheid, der måske nok kun vandt to løb, men efter at have lidt sig igennem Vueltaen mod slutningen af sæsonen fik vist, at den første grand tour har givet ham en fornyet holdbarhed, der gør ham til en af tidens mest lovende sprintere. Til gengæld var det skuffende, at holdets andet sprintertalent Phil Bauhaus efter den tidlige store sejr i Abu Dhabi Tour slet ikke viste noget som helst i det meste af sæsonen.

 

Problemet var, at den meget smalle trup var nærmest helt usynlige, når de få stjerner ikke var til start. Man skal ikke granske ovenstående gennemgang længe for at indse, at holdet var nærmest pinligt anonyme i en lang stribe af forårets store WorldTour-etapeløb. Holdets unge talenter, Michael Storer, Jai Hindley, Chris Hamilton, Martijn Tusveld og Louis Vervaeke, havde det nemlig alle svært. Særligt de to førstnævnte viste momentvist glimt af talentet, men vi var helt sikkert mange, der havde forventet mere af de to lovende australiere. Og trist var det også at se, hvordan Lennard Kämna mistede motivationen og kortvarigt måtte sætte karrieren på pause.

 

Og det er også derfor, at holdet kun vandt 11 løb. De fleste af sejren var ganske vist store WorldTour-triumfer, hvilket delvist forklares af et meget begrænset løbsprogram, men det er ganske enkelt for lidt for et af sportens store mandskaber. Holdet er en solid talentfabrik, men i år var balancen lidt for skæv mellem nogle meget store navne og unge navne, der endnu ikke har niveauet til at blande sig fremme. Det er klart, at holdets store højdepunkter gør det svært at være utilfreds med sæsonen, men derudover var der lidt for langt mellem snapsene til, at man kan blive ovenud begejstret.

 

Karakter: 6/10

 

Se evalueringerne for de andre hold her.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger