Sæsonevaluering: Hvordan klarede Trek-Segafredo sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Trek-Segafredos meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 19 (Mads Pedersen 5, Bauke Mollema 2, Edward Theuns 2, Fabio Felline 2, Matthias Brändle 2, Alberto Contador 1, Jasper Stuyven 1, John Degenkolb 1, Jarlinson Pantano 1, Ruben Guerreiro 1, etapesejr i Hammer Series)

Sejre på WorldTouren: 6 (1 etapesejr i Tour de France med Bauke Mollema, 1 etapesejr i Vuelta a Espana med Alberto Contador, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Fabio Felline, 2 etapesejre i BinckBank Tour med hhv. Edward Theuns og Jasper Stuyven, 1 etapesejr i Tour of Turkey med Edward Theuns)

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 5 (nr. 9 i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Alberto Contador (nr. 10), Bauke Mollema (nr. 17), Jasper Stuyven (nr. 31), John Degenkolb (nr. 36), Fabio Felline (nr. 53), Edward Theuns (nr. 89)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Alberto Contador (nr. 13), Bauke Mollema (nr. 25), Jasper Stuyven (nr. 34), John Degenkolb (nr. 38), Fabio Felline (nr. 59), Edward Theuns (nr. 87)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

2017 var år 1 efter Fabian Cancellara, men det betød ikke, at der var droslet ned for ambitionerne i klassikerne. Tværtimod havde man med indkøbet af John Degenkolb sikret sig en rytter med to monumentsejre på cv’et, og dermed havde han man sikret sig en fuldgod erstatning for den belgiske stjerne. Hvis man dertil lægger, at Jasper Stuyven forventedes at fortsætte fremgangen efter sidste sæsons sejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, at også Edward Thuens bankede på til større resultater på brostenene, at alsidige Fabio Felline var klar til for første gang at give sig i kast med brostenene, og at det meste af Cancellaras hjælpergruppe var intakt, var det med god grund, at man gik ind til de nordlige klassikere med store ambitioner. Knap så ambitiøse kunne man tillade sig at være i Ardennerne, men man håbede dog, at Jarlinson Pantano kunne udvide sit repertoire og også vise sig frem i endagsløbene.

Degenkolb valgte at droppe den belgiske åbningsweekend og dermed give Stuyven, Theuns og Felline frie tøjler. Stuyven var dybt frustreret over kun at blive nr. 8 i Omloop Het Nieuwsblad, men til gengæld var der opmuntrende takter fra Felline, der i sit første store løb på de toppede brosten kørte sig til en fornem 4. plads. Dagen efter var Stuyven tæt på at tage sin revanche, da han skulle forsvare sin titel i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men da fem ryttere spurtede om sejren måtte han se sig henvist til andenpladsen af Peter Sagan. Det kunne dog ikke ændre på, at holdet med det samme fik vist, at man var klar til at slås om sejrene i de store brostensløb.

Næste store opgave kom på grusvejene i Strade Bianche, hvor den kuperede rute mest appellerede til Felline. Italieneren blev dog ramt af en række uheld, der betød, at han var dybt frustreret over ikke at opnå mere end en 13. plads. Endnu mere frustrerende var oplevelsen i Milano-Sanremo, hvor det ikke lykkedes at holde samling på tropperne i finalen, og da han i feltets spurt kun var fjerdehurtigst, måtte Degenkolb tage til takke med en 7. plads.

Da man igen ramte brostenene, lod man først Felline og Teuns få chancen i Dwars door Vlaanderen, der imidlertid endte som en regulær katastrofe helt uden resultat. Derfor var der lagt op til revanche i E3, hvor man for første gang var til start med Degenkolb, men heller ikke det løb gik som håbet. Felline og Degenkolb sad begge med i den store gruppe, der dystede om sjettepladsen og rullede over stregen som hhv. nr. 13 og 11. Derfor var det i Gent-Wevelgem, at man skulle afpudse selvtilliden inden Flandern Rundt, men det løb endte som forårets måske mest frustrerende. Degenkolb viste sig nemlig som feltets hurtigste mand i den belgiske klassiker, men desværre var han og resten af feltet bare 6 sekunder for sent på den, og derfor måtte tyskeren nøjes med en femteplads.

Det helt stor slag skulle naturligvis slås i monumenterne, og her fortsatte Degenkolb sin fremgang, selvom det desværre endnu engang blot blev til et sekundært resultat. Felline kørte et offensivt Flandern Rundt, og både han og Degenkolb sad med i favoritgruppen i finalen. Desværre var man ikke i stand til at følge de allerbedste, og derfor endte man med at spurte om en femteplads med en syvendeplads til Degenkolb som det beskedne udkomme. Inden den store finale i Paris-Roubaix jagtede Theuns endnu en podieplads i Scheldeprijs, men det blev til en skuffende 14. plads, endda to placeringer bag hans lead-out man Boy Van Poppel. Derfor var det i Roubaix, at man skulle jagte årets eneste podieplacering i de nordlige klassikere, og det skulle vise sig næsten at lykkes. Efter en yderst skuffende klassikersæson fandt Stuyven nemlig pludselig benene, og sammen med Gianni Moscon fik han kontakt med de tre forreste, netop som man ramte velodromen i Roubaix. Dermed var belgieren pludselig med til at spurte om sejren, men den hårde jagt havde kostet for meget, og han måtte nøjes med en fjerdeplads. Efterfølgende spurtede Theuns sig til en 8. og Degenkolb til en 10. plads, og dermed fik man trods en lidt skuffende brostenssæson med hele tre man i top 10 i sæsonens største endagsløb vist, at man har en fremragende bredde at bygge videre på.

Som sagt var forventningerne til Ardennerne noget mere beskedne, men man fik sig en positiv overraskelse fra start. Den loyale hjælper Michael Gogl kørte nemlig et fornemt Amstel Gold Race, hvor det med et sent angreb lykkedes ham at sikre sig en flot 8. plads. Herefter var det op til primært Pantano i de to mest kuperede løb, men det endte i total fiasko. I Fleche Wallonne blev colombianeren blot nr. 37, mens Felline blev bedste mand i Liege-Bastogne-Liege på en 16. plads, hvor Gogl dog igen overraskede positivt med en flot 26. plads. Det kan dog ikke ændre på, at det blev ganske tydeligt, at det ellers ganske brede hold har et stort hul i de kuperede klassikere.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Med beslutningen om at lade Alberto Contador få hele holdet stillet til sin rådighed i Tour de France var Bauke Mollema blevet henvist til Giroen, der i stedet var hollænderens store sæsonmål. Her jagtede han en podieplads, og da holdets anden Giro-kaptajn, Giacomo Nizzolo, efter en slem knæskade stillede til start med kun ganske få løbsdage i benene og derfor mest var tiltænkt en jokerrolle, havde han stort set hele holdet til sin rådighed.

Holdet fik sig en overraskende god start, da Nizzolo blev nr. 4 allerede på 1. etape, hvor hans lead-out man Jasper Stuyven endda også blev nr. 7. Dagen efter led Nizzolo dog voldsomt som følge af manglen på løbskilometer, og det betød, at man i stedet gav Stuyven chancen i spurten. Det var tæt på at give det helt stor udbytte, idet belgieren blev en flot nr. 3, og derfor kunne man have forventet, at han ville være med helt fremme dagen efter, hvor Quick-Step rev feltet itu i den sardinske sidevind. Det var imidlertid formsvage Nizzolo, der på nærmest sensationel vis sad med hjem i første gruppe og spurtede sig til en højst overraskende 3. plads, der for alvor styrkede hans selvtillid forud for de kommende sprinteretaper.

Først var det imidlertid op til Mollema at holde sig til på Etna-etapen, og det gjorde han fint ved at nå mål som nr. 9 sammen med de øvrige favoritter. Desværre var Nizzolo i mellemtiden blevet syg, og da det 24 timer senere igen gjaldt en sprinteretape, var det derfor igen op til Stuyven at spurte, desværre kun med en 9. plads som resultat. Den helt store skuffelse for belgieren fulgte imidlertid på den følgende etape, hvor han ramte det rigtige udbrud og endte med at spurte mod Silvan Dillier om sejren på den stejle bakke op til mål. Her ville de fleste formentlig have sat deres penge på Stuyven, men ganske overraskende måtte belgieren se sig henvist til en yderst frustrerende 2. plads. Heldigvis viste Mollema længere tilbage god form ved at spurte sig til en 9. plads. På den følgende sprinteretape var det i lyset af Nizzolos sygdom igen op til Stuyven at spurte, og her blev det til en flot femteplads.

Hidtil havde det for Mollema handlet om at holde sig ude af problemer, men på 9. etape til Blockhaus fulgte den første store test. Den gav grund til stor optimisme, da kaptajnen fulgte Tom Dumoulin hele vejen til toppen af den stejle stigning, krydsede stregen som nr.  4 og derfor gik til hviledag på en opmuntrende 4. plads. To dage senere styrkede han sit podiekandidatur betragteligt, da han blev nr. 10 på den lange enkeltstart, inden han igen overlod scenen til Stuyven, der definitivt havde overtaget rollen som holdets sprinter, efter at Nizzolo havde kastet håndklædet i ringen. Belgieren fortsatte de gode takter ved at spurte sig til hhv. en 9. og en 3. plads på 12. og 13. etape, inden det igen var op til Mollema at levere. Her vendte hollænderens momentum imidlertid totalt. På Oropa-etapen skuffede han stort, og med en 22. plads gled han fra en 3. til en 6. plads. Heldigvis rejste han sig dagen efter, hvor han spurtede sig til en 10. plads, men på en enkelt dag var han gået fra at være en stensikker podiekandidat til at være en outsider til topplaceringen inden den sidste svære uge.

Mollema fik heldigvis oprejsning med en 7. plads på kongeetapen til Bormio, men han gled alligevel ned på en 7. plads, da han tabte tid til både Ilnur Zakarin og Domenico Pozzovivo. Desværre viste det sig også at være hans position i klatrehierarkiet på de kommende etaper, hvor han ganske stabilt placerede sig nogenlunde samme sted. Således blev han nr. 8 på 18. etape, nr. 7 blandt klassementsrytterne på 19. etape og nr. 9 på løbets sidste bjergetape. Efter en ikke specielt imponerende enkeltstart i Milano måtte han derfor tage til takke med en 7. plads, der slet ikke kunne tilfredsstille de store ambitioner. Ved afslutningen blev Stuyvens stabilitet belønnet med en 2. plads i pointkonkurrencen, men belgieren havde utvivlsomt hellere byttet det for sejren på 6. etape, idet der generelt var en lidt skuffende Giro for det amerikanske mandskab.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Trek havde meldt ud, at man med et markant forstærket mandskab jagtede den samlede WorldTour-sejr, og derfor skulle der point på kontoen fra start i Tour Down Under, hvor man havde store forhåbninger til Jarlinson Pantano. Det skulle imidlertid slet ikke gå som håbet. Det colombianske nyindkøb var aldrig i stand til at blande sig med de bedste, men alligevel havde man kortvarigt håb om et stort resultat, da nyprofessionelle Ruben Guerreiro blev nr. 7 på den første af de to svære etaper. Det gav ham så megen tro på sig selv, at han dagen efter sågar blev nr. 9 i en massespurt, men på kongeetapen knækkede han under presset, og derfor endte det kun med en samlet 18. plads. Bedre gik det ikke i spurterne, hvor holdets sprinter Edward Theuns måtte tage til takke med en 5. og en 8. plads på de to første flade etaper, mens han slet ikke kom i top 10 i de to sidste massespurter, hvor en 7. plads til hans lead-out man Koen De Kort på sidste etape i Adelaide var bedste resultat. Theuns havde heller ikke benene til at sidde med de bedste i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og derfor endte det australske eventyr som en skuffelse.

Det gjorde det imidlertid ikke for den delegation, der startede sæsonen i Argentina i etapeløbet Vuelta a San Juan. Her gik man efter et godt resultat med Bauke Mollema, og det skulle vise sig at gå over al forventning. Hollænderen viste stor opmærksomhed, da han allerede på den flade 1. etape sluttede som nr. 9, to placeringer bag holdkammeraten Matthias Brändle, men det var på 3. etapes flade enkeltstart, at han for alvor viste sin styrke. Her slog han ganske overraskende sin holdkammerat, favoritten Brändle, og blev en flot nr. 2, én plads foran østrigeren. Han fuldendte arbejdet med en 5. plads på kongeetapen, hvor han overtog førertrøjen, og herefter var det blot et spørgsmål om at holde sig ude af problemer på de sidste flade etaper, inden han kunne fejre en stor etapeløbssejr straks fra sæsonstart. Trods manglen på en topsprinter forsøgte holdet også at vise sig frem i spurterne, men det blev kun til en 9. plads til Eugenio Alafaci og en 8. plads til Marco Coledan. I samme periode jagtede Jarlinson Pantano succes ved de colombianske mesterskaber, hvor han vandt enkeltstarten og blev nr. 2 bag Sergio Henao i linjeløbet.

En anden af holdets kaptajner, John Degenkolb, indledte sin sæson i Dubai Tour, og det skulle vise sig at blive en pæn succes. På de første helt flade etaper viste han med to 4. pladser fin form, og da det på 3. etape blev betydeligt hårdere i sidevinden, slog tyskeren til og spurtede sig til det, der skulle vise sig at blive årets eneste sejr. Desværre blev kongeetapen, som han tidligere har vundet, aflyst, og da han måtte tage til takke med en 5. plads i den sidste massespurt, endte det desværre kun med en samlet 3. plads i det, der dog havde været en yderst tilfredsstillende sæsondebut. Herfra drog han videre til Volta ao Algarve, hvor man stillede til start med et hold, der havde fuld fokus på spurterne. Det var tæt på at give resultat, idet Degenkolb blev hhv. 5 og 2 på de to sprinteretaper, i sidstnævnte tilfælde endda efter at være blevet slået på målfoto af Greipel og efter et så flot lead-out, at Jasper Stuyven endda blev nr. 5. I samme periode fik også Fabio Felline en god sæsonstart, idet han i den italienske landsholdstrøje tog en solosejr i Trofeo Laigueglia.

Holdets største stjerne, Alberto Contador, indledte sin sæson i Ruta del Sol, og som altid var forventningen, at den spanske stjerne fra start ville være konkurrencedygtig. Det viste sig at holde stik, men skulle samtidig markere indledningen på en serie andenpladser i de ugelange etapeløb først på sæsonen. Allerede på 1. etape spillede han med musklerne, da han og Alejandro Valverde satte rivalerne på sidste stigning, men da de var ude af stand til at samarbejde, endte det med, at seks mand spurtede om sejren med en forventelig sjetteplads til følge for Contador. Dagen efter så det ud til, at han var på vej til det helt store resultat, da han satte alle rivalerne på løbets kongeetape, men ganske tæt på mål blev han passeret af Thibaut Pinot og måtte derfor tage til takke med andenpladsen. Det var imidlertid nok til at bringe ham i førertrøjen inden enkeltstarten, men her var hans tredjeplads akkurat ikke nok til at holde Valverde bag sig på en ellers god dag for Trek, der også havde Fabio Felline og Brändle på hhv. en 5. og en 10. plads, og da de sidste to flade etaper ingen forskel gjorde, endte han som nr. 2, bare 1 sekund bag Movistar-kaptajnen.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Contador følte efterfølgende, at han manglede løbskilometer og valgte derfor at stille til start i Abu Dhabi Tour, hvor Mollema ellers var blevet lovet kaptajnrollen. Det vakte måske ikke umiddelbart den store glæde hos hollænderen, men skulle vise sig at være en fordel. På den meget taktisk kørte kongeetape var megen fokus nemlig på Contador og Nairo Quintana, og det udnyttede Mollema til at angribe og køre sig til en 4. plads både på etapen og i det samlede regnskab. På de tre sprinteretaper havde man imidlertid ikke megen succes med en 9. plads til Kiel Reijnen som bedste resultat.

Da den europæiske sæson for alvor startede, delte man igen ansvaret mellem Mollema og Contador og sendte hollænderen til Tirreno-Adriatico og spanieren til Paris-Nice. Contador lagde ikke skjul på, at han gik fter at sikre sig en sidste sejr i Løbet mod Solen, og han kom fornuftigt fra start på de svære sidevindsetaper først i løbet. De endte til gengæld lidt frustrerende for holdets anden kaptajn, John Degenkolb, der skuffede på 1. etape og akkurat måtte se sig henvist til andenpladsen af Sonny Colbrelli på 2. etape. På de to sidste rene sprinteretaper blev han hhv. nr. 3 og 5, og han måtte derfor forlade løbet uden en etapesejr. Contadors første store opgave kom på enkeltstarten, hvor han blev en fornem nr. 2, men han var ude af stand til at matche den helt suveræne Julian Alaphilippe, der var i en klasse for sig. Derfor skulle han køre offensivt i bjergene, men det startede skidt, da han med en 8. plads tabte yderligere tid på den eksplosive mur på 6. etape. På løbets kongeetape lykkedes det ham at sætte alle de værste rivaler og blive nr. 2 bag Richie Porte, der allerede var ude af klassementet, men det var akkurat ikke nok til at tage trøjen fra Sergio Henao, der havde vundet tid i sidevinden. Derfor var han for andet år i træk tvunget til at iværksætte en storslået offensiv på den kuperede sidste etape omkring Nice, og nøjagtigt som i 2016 endte det hele i en forrygende finale. Contador havde held til at sætte Henao og indhente udbryderne David de la Cruz og Marc Soler, men de 6 bonussekunder for en andenplads samt tidsgevinsten på 21 sekunder var akkurat ikke nok, og Contador måtte tage til takke med også den samlede andenplads, slået med 2 sekunder af den colombianske vinder.

I Tirreno-Adriatico var det op til Mollema at følge op på Contadors flotte kørsel, men han kunne ikke helt matche sin holdkammerat. Det skyldtes i høj grad en skuffende 12. plads på det indledende holdløb, hvor han mistede værdifuld tid, men en skuffende 11. plads på kongeetapen hjalp bestemt heller ikke. Han rejste sig lidt med en 5. plads på den efterfølgende etape, men den samlede 9. plads levede slet ikke op til forventningerne. Heldigvis fik holdet et resultat med hjem, da Stuyven spurtede sig til en 3. plads på næstsidste etape.

Efter to andenpladser i de to første etapeløb jagtede Contador endelig den forløsende sejr i Volta a Catalunya, men også her skulle det vise sig, at Valverde ødelagde det for sin landsmand. En fjerdeplads på holdløbet betød, at Trek-kaptajnen allerede tidligt mistede værdifuld tid, og en 7. plads i den eksplosive finale på den første af de to bjergetaper sendte ham længere bagud i forhold til Valverde, der vandt etapen. Efter at Mollema, der slet ikke havde taget de gode ben med sig til Spanien, havde spurtet sig til en 10. plads på 4. etape, havde Contador kun løbets kongeetape som sidste chance for at gøre en forskel. Her blev han imidlertid sat eftertrykkeligt til vægs af Valverde, der viste sig som klart den stærkeste, og efter at være blevet besejret af Chris Froome i spurten måtte han tage til takke med en 3. plads. Det lykkedes ham dog at knække briten på den efterfølgende etape og dermed sikre sig en samlet andenplads for tredje gang i træk. På sidste etape kom holdet endda tæt på en sejr, da Jarlinson Pantano blev henvist til andenpladsen af Valverde i spurten i Barcelona.

Mens Contador jagtede succes i Sydeuropa, var en anden del af holdet som bekendt aktive i brostensklassikerne. Her brugte de blandt andet 3 Dage ved Panne til at forberede sig til Flandern Rundt, og her opnåede man pæne resultater. Matthias Brändle, der var en af de store favoritter til den samlede sejr, viste god form ved at blive nr. 5 på den kuperede 1. etape, hvor Edward Theuns også blev nr. 8, inden belgieren akkurat måtte se sig henvist til andenpladsen af Alexander Kristoff på den efterfølgende etape. Efter at Theuns var blevet nr. 5 i spurten på morgenetapen på tredjedagen, var det herefter op til Brändle at gøre arbejdet færdigt på enkeltstarten. Det blev imidlertid til en lidt skuffende 5. plads og dermed en 2. plads bag suveræne Philippe Gilbert i den samlede stilling. Med Theuns på en 7. plads og Boy van Poppel som nr. 9 sikrede amn sig dog sejren i holdkonkurrencen som en lille trøst.

Contadors sidste store mål i foråret var Vuelta al Pais Vasco, men også denne gang blev festen spoleret af hans onde ånd, Valverde. Lovende så det ellers ud, da han blev nr. 6 på kongeetapen uden at miste tid til sin landsmand og derfor ”blot” skulle slå Movistar-stjernen på den sidste enkeltstart for at sikre sig den samlede sejr. Contador kørte med en fjerdeplads en fin tidskørsel, men desværre gjorde ustoppelige Valverde det endnu bedre. Derfor endte Contador igen som nr. 2, og han kunne derfor drage et facit på første del af sæsonen, der bød på fire andenpladser i fire etapeløb, i tre af tilfældene bag Valverde.

Efter en lang skadespause kunne en af holdets stjerner, Giacomo Nizzolo, endelig starte sin sæson i Tour of Croatia sidste i april, hvor han skulle finde ud af, om formen rakte til en Giro-start. Det gik heldigvis over al forventning for den italienske mester, der spurtede sig til en 5., 2. og 8. plads på de tre sprinteretaper, Også hans lead-out man, Boy Van Poppel, fik en chance, da han i puncheurafslutningen på sidste etape blev nr. 6.

Contador tog sig en lille pause, og Mollema foretrak at forberede sig til Giroen ved at træne, og det betød, at Felline og Pantano fik lov at føre holdet an i Tour de Romandie. Her fik man en drømmestart, da det lykkedes Felline at sejre på prologen og dermed tilføre holdet årets første gevinst i et WorldTour-løb. Herefter forsvarede han førertrøjen helt frem til kongeetapen - undervejs blev han og Pantano endda hhv. nr. 6 og 8 i en massespurt - men her måtte at afgive føringen til Simon Yates. Med en flot femteplads på den afsluttende enkeltstart sikrede Felline sig ovenikøbet en samlet fjerdeplads. Der var flere WorldTour-point til holdet i Rund um den Finanzplatz, hvor Degenkolb jagtede en stor hjemmesejr, men et kædeproblem for hans lead-out man Stuyven i finalen betød, at det kun blev til en 3. plads til den lokale helt og en 7. plads til belgieren.

Degenkolbs næste mål var Tour of California, men heller ikke her fik han en sejr. Efter at være blevet nr. 4 i den indledende massespurt, blev han hhv. nr. 7 og 8 på 4. og 7. etape, hvor Trek og de øvrige sprinterhold var ude af stand til at hente det tidlige udbrud. Samtidig fik Haimar Zubeldia chance for at køre klassement, og det blev efter en helt anonym indsats til en 10. plads. Bedre gik det på den anden side af Atlanten i Belgium Tour. Her havde man ganske vist ikke den ventede succes med Theuns, der stadig var ved at komme sig efter en rygoperation, men til gengæld fik Brändle endelig årets første sejr, da han var bedst på enkeltstarten. Dagen efter var Guerreiro tæt på sin første professionelle sejr, da han akkurat blev overspurtet af Maurits Lammertink på løbets kongeetape, og det gav endda også en samlet 9. plads til den unge portugiser. Det bedste spurtresultat opnåede man på sidste etape, hvor Boy Van Poppel greb en chance til at spurte sig til en tredjeplads.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Holdet havde store succes i Hammer Series, da et stærkt sprinterhold ført an af Nizzolo, Stuyven og Van Poppel tog sejren på den flade anden etape. Man var også 4. hurtigst i det afsluttende holdløb, men en dårlig start betød, at det blot blev til en samlet 10. plads. Derefter rettedes fokus igen mod WorldTouren og Dauphiné, hvor Contador skulle finde Tour-benene. Denne gang meldte han dog på forhånd ud, at han var til start helt uden ambitioner, og det var tydeligt på både den passive kørestil og resultaterne. Han blev ganske vist en fin nr. 7 på enkeltstarten og derefter nr. 9 på de to første bjergetaper, men på den dramatiske sidste etape holdt han tydeligvis igen og endte derfor løbet helt nede på en 11. plads.

Degenkolb skulle i stedet forberede sig til Touren i Tour de Suisse, hvor man også havde klassementsambitioner med Pantano. Man stillede til start med store selvtillid, da Degenkolb havde spurtet sig til en andenplads i opvarmningsløbet GP Kanton Aargau, og på prologen fortsatte man de gode takter med en tredjeplads til Brändle. Derefter gik det imidlertid galt. Pantano blev syg og kom derfor ikke til at spille nogen rolle, og Degenkolb skuffede i spurterne, hvor han med en 3. plads og en 7. plads kun opnåede to placeringer i top 10 og aldrig var tæt på en etapesejr. Herefter sluttede man første del af året af med succes ved de nationale mesterskaber. Mads Pedersen sejrede i Danmark, og Guerreiro tog sin første professionelle sejr i Portugal. Felline og Brändle blev nr. 2 på enkeltstarterne i hhv. Italien og Østrig, ligesom Fumiyuki Beppu blev nr. 2 i det japanske linjeløb. Deruodver blev det til tredjepladser til Degenkolb, Stuyven og Michael Gogl i linjeløbene i hhv. Tyskland, Belgien og Østrig.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Fra starten af året var det blevet gjort klart, at Alberto Contador havde ét overskyggende mål: at vinde Tour de France igen. Derfor var det med det samme blevet gjort klart, at holdet til det franske løb ville blive bygget fuldstændig op om den spanske stjerne, og selvom John Degenkolb ville få lidt frihed i spurterne, var det ikke til diskussion, at Contador var alene om at bære kaptajnansvaret. Målet var klart: kun en sejr ville kunne tilfredsstille spanieren.

Desværre fik Contador en halvsløj start på den regnvåde enkeltstart i Düsseldorf, hvor han allerede tabte masser af tid til Froome. Bedre gik det ikke, da han viste svaghedstegn i puncheurafslutningen på 3. etape, og yderligere et tilbageslag fulgte, da Degenkolb styrtede på 4. etape. Det helt store nederlag kom imidlertid, da man ramte den første bjergetape. På La Planche des Belles Filles-stigningen kunne Contador ikke matche sine værste rivaler, og en yderst skuffende 8. plads afslørede, at det ville blive meget svært at tage den samlede sejr.

Trods skaderne fik Degenkolb vist sig lidt frem med hhv. en 10. og en 5. plads på de følgende to sprinteretaper, inden det igen var op til Contador at vise sig frem i Jura-bjergene. Her gik det imidlertid helt galt. På den yderst dramatiske Chambery-etape styrtede spanieren ikke færre end to gange, og skaderne herfra skulle hæmme ham i resten af løbet. Samtidig var situationen aldeles dyster, da han på første hviledag var røget helt ned på en 12. plads.

Lidt oprejsning fulgte på den efterfølgende sprinteretape, hvor Degenkolb blev nr. 2 bag Kittel, men det var en ringe trøst, da man nåede Pyrenæerne. Her led Contador nemlig endnu et nederlag på den første etape i de høje bjerge, og den nedtur tvang ham til at ændre strategi. Fra da af var målet primært en etapesejr, og på klassisk Contador-vis angreb han derfor langt fra mål på den korte, eksplosive 13. etape. Det endte i en fantastisk finale, hvor han nåede mål sammen med Warren Barguil, Nairo Quintana og Mikel Landa, men i spurten måtte han desværre se sig henvist til en 3. plads.

Contadors nedtur betød, at der blev mere frihed til resten af holdet, og den mulighed greb Bauke Mollema med begge arme. Efter et ellers skuffende løb af hollænderen viste han pludselig stor styrke, da han ramte det rette udbrud på den kuperede 15. etape. Med et veltimet overraskelsesangreb efter sidste stigning lykkedes det ham at komme alene fri, og da rivalerne var ude af stand til at hente ham igen, reddede han løbet for Trek ved at tage en fornem solosejr.

Det gav lidt optimisme på hviledagen, og man var endda tæt på at vinde to etaper i træk, da Degenkolb på den vindblæste 16. etape spurtede sig til en 3. plads. Herefter skulle Contador jagte den forløsende sejr i Alperne, og det blev til det ventede store angreb på Galibier-etapen. Desværre kunne han ikke gøre arbejdet færdigt og måtte tage til takke med en skuffende 8. plads. Han nægtede dog at give op og kørte sig efterfølgende til en 10. plads på kongeetapen og ikke mindst en yderst imponerende 6. plads på den sidste enkeltstart. Den samlede 9. plads var dog slet ikke, hvad Contador var kommet efter, og meget sigende for den generelt skuffende Tour endte det hele med endnu en skuffelse, da Degenkolb blev ramt af defekt i spurten i Paris!

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Der var lagt op til den helt store afskedsfest. Kort efter nedturen i Touren havde Alberto Contador nemlig meddelt, at hjemlandets grand tour ville blive hans sidste løb som professionel cykelrytter, men samtidig var han hurtig til at nedspille forventningerne. Hovedmålet i Vueltaen var for spanieren at nyde sin sidste tid i feltet og samtidig levere en indsats, der ville give ham mulighed for at se sig selv i øjnene, når han kørte cyklen i garagen. Samtidig stillede man til start med både John Degenkolb og Edward Theuns, der ville få lidt frihed på de få sprinteretaper, men som i Touren var der ingen tvivl om, hvad hovedfokus var: at hjælpe Contador med at indfri sine mål.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Desværre kom man skidt fra start med en svag præstation i det indledende holdløb, hvor man var stærkt hæmmet af, at Degenkolb var blevet ramt af sygdom. Det betød også, at det var op til Theuns at spurte på den vindblæste 2. etape, og her viste belgieren god form ved trods manglen på holdstøtte at sikre sig en fjerdeplads. Det skulle imidlertid vise sig at være en ringe trøst i forhold til det, der ventede på den efterfølgende første bjergetape i Andorra. Som følge af et maveonde tabte Contador nemlig masser af tid til sine rivaler og befandt sig derfor efter tre dage helt nede som nr. 28, hele 3.10 bag Chris Froome, der allerede havde sat sig på føringen. På det tidspunkt lignede Contadors sidste løb en lang lidelseshistorie.

Degenkolb var fortsat ikke klar til at spurte, og derfor var det igen Theuns, der tog ansvaret på den flade 4. etape, hvor han igen blev nr. 4. I mellemtiden forsøgte Contador at komme sig, og det lykkedes med overraskende hast. Allerede på den kuperede 6. etape angreb han så voldsomt, at kun Froome, Tejay van Garderen og Carlos Betancur kunne følge ham, og selvom den flade finale betød, at han ikke generobrede tabt terræn og sluttede med alle de øvrige rivaler, var der tale om en injektion af selvtillid, der næppe kunne undervurderes. Den endelige bekræftelse på hans genrejsning kom to dage senere på den stejle Xorret de Cati-stigning. Her angreb han så voldsomt, at det kun var Froome, der kunne matche ham, og da han kortvarigt blev sat af sin britiske rival, lykkedes det ham endda at komme tilbage, således at de to ærkerivaler sluttede som de to bedste klassementsryttere. Ganske vist skuffede han lidt dagen efter på den eksplosive Cumbre del Sol-stigning, hvor han kun blev nr. 5 og tabte yderligere tid til etapevinder Froome, men han kunne nu i det mindste gå til hviledag på en samlet 13. plads og med håb om et betydeligt avancement.

Contador havde hele tiden set frem til de høje bjerge, og derfor var det et slag i ansigtet, at han på Calar Alto-etapen viste uventede svaghedstegn og på en 6. plads tabte yderligere terræn til ikke mindst Froome. Dagen efter viste han imidlertid kampgejst ved på en mellemetape, hvor Froome var ramt af defekt, at iværksætte et flot angreb, der gav ham en pæn tidsgevinst på næsten et minut til briten. Efter at have holdt sig til med en 9. plads på 13. etape, der sluttede i en hård spurt, jagtede han yderligere tid på La Pandera, men også her tabte han terræn, denne gang 6 sekunder til Froome. Helt galt gik det dagen efter i Sierra Nevada, hvor han på klassisk Contador-maner angreb langt fra mål. Desværre var den lette sidste modvindsstigning slet ikke egnet til en sådan offensiv, og han endte derfor med at blive passeret af hovedparten af sine rivaler. Efter en skuffende anden uge gik han derfor til anden hviledag på en samlet 9. plads, mere end 3 minutter fra podiet og næsten 4 minutter fra Froome.

Contador var imidlertid langt fra færdig. En flot 5. plads blev resultater af karrierens sidste enkeltstart, og det skulle vise sig at være et varsel om, at Contador for alvor havde fundet benene til den tredje uge. Dagen efter, hvor Froome oplevede en stor krise, kørte han nemlig fra alt og alle på den stejle Los Machucos-stigning, men til hans store frustration fik han akkurat ikke hentet Stefan Denifl fra det tidlige udbrud og måtte derfor nøjes med en andenplads. Herefter gik han endda i offensiven på de følgende mellemetaper og viste specielt stor styrke på den eksplosive stigning på 18. etape, hvor kun Froome og Michael Woods kunne følge ham. Til gengæld blev hans storslåede offensiv på 19. etape neutraliseret, men til gengæld var man tæt på sejren med Jarlinson Pantano, der i udbruddets spurt blev henvist til andenpladsen af Thomas De Gendt.

Dermed var der kun én mulighed tilbage, hvis Contador ville have en sidste sejr: kongeetapen til Angliru. Og til alle spanieres store jubel endte det i den helt store forløsning. Efter at have angrebet på den sidste nedkørsel lykkedes det Contador at passere samtlige udbrydere og til sidst at holde Wout Poels og Froome bag sig, så han kunne sikre sig sæsonens eneste sejr på smukkest tænkelig vis på karrierens næstsidste dag. Desværre rakte tidsgevinsten kun til en samlet fjerdeplads, men det betød mindre på det, der utvivlsomt var en af karrierens smukkeste dage. Lidt ubetænksomt smed han på sidste etape et par sekunder i finalen, og det betød, at han gled fra en samlet 4. til en 5. plads, men det kan ikke slette indtrykket af, at Contador fik den drømmeafsked, han havde ønsket sig.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter den skuffende Tour var der brug for oprejsning ved enhver tænkelig lejlighed. Heldigvis var Bauke Mollema kommet fremragende ud af det franske løb, og derfor var han som så ofte før i stand til at spille en hovedrolle i Clasica San Sebastian. Sammen med Tony Gallopin var han således den eneste, der kunne følge Mikel Landa på den sidste stigning, og efter at Tom Dumoulin og Michal Kwiatkowski havde gået tilslutning, lykkedes det ham at spurte sig til en flot tredjeplads. Knap så godt gik det dog i Tour de Pologne, hvor man var ude af stand til at spille en rolle i klassementet, men hvor Boy Van Poppel greb en chance til at være holdets sprinter ved at spurte sig til to fjerde- og en niendeplads.

Holdet havde flere gode kandidater ved EM i Herning. På enkeltstarten blev det imidlertid til en skuffende 4. plads til Matthias Brändle, og selvom han var kaptajn på et af løbets stærkeste mandskaber, måtte Edward Theuns nøjes med en 6. plads for belgierne i linjeløbet. Han fik imidlertid vist, at han igen havde fundet formen, og det skulle blive helt tydeligt et par dage senere i BinckBank Tour. 1. etape gik imidlertid ikke som håbet, og derfor endte det med, at Van Poppel endte som bedste mand på en 5. plads, og stor tilfredshed var der heller ikke efter enkeltstarten, hvor Brändle blot blev nr. 7. Herefter tog Theuns imidlertid over, og efter en andenplads på 3. etape fik han endelig sæsonens første sejr, da han satte alle sprinterstjernerne til vægs på 4. etape. Herefter var det op til holdets klassementsrytter, Jasper Stuyven, og han fulgte fornemt op på holdkammeratens præstationer. Efter en 5. plads på Amstel Gold Race-etapen overgik han med en 3. plads forventningerne på kongeetapen i Ardennerne, der ellers var for hård for de fleste brostensryttere. Den helt store forløsning kom på sidste etape, hvor han med et smart angreb i finalen satte alle rivalerne til vægs og tog en imponerende solosejr på Muren i Geraardsbergen. Det sendte ham samtidig op på den samlede 3. plads, og da holdet endda også vandt holdkonkurrence, endte BinckBank Tour som et af årets højdepunkter for Trek-mandskabet.

På den anden sidste af Atlanten jagtede man succes i det nye Colorado Classic. Kiel Reijnen greb en sjælden chance for at agere holdets sprinter, og det gav ham to 5. og en 9. plads. Det var imidlertid Peter Stetina, der imponerede mest. Amerikaneren viste sig klart som løbets bedste klatrer, men da han var ude af stand til at komme af med Alex Howes på løbets kongeetape, blev det kun til en 3. plads på etapen og en samlet 5. plads.

Tilbage i Europa skulle Stuyven videreføre det gode momentum i EuroEyes Classics, hvor han kørte sig til en godkendt 7. plads i skrapt sprinterselskab. Kort efter stillede man til start i Tour du Poitou-Charentes, hvor man gik efter den samlede sejr med Brändle, men det skulle blive en dansker, der stjal rampelyset. Efter en 6. plads til Reijnen som udbytte af de første tre sprinteretaper, slog Mads Pedersen nemlig til på løbets enkeltstart, hvor han knuste konkurrenterne og tog en imponerende sejr i det skrappe selskab. Med god hjælp fra holdet og Ruben Guerreiro, der blev nr. 10 på sidste etape, lykkedes det danskeren at forsvare føringen og sikre sig den samlede sejr. Det momentum håbede man at videreføre i Bretagne Classic, hvor Stuyven jagtede yderligere WorldTour-point, men her var det i stedet unge Guerreiro, der imponerede med en flot 6. plads.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Efter sin tidlige exit fra Vueltaen jagtede John Degenkolb VM-form i Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies. I førstnævnte løb kørte han lead-out for Stuyven, der spurtede sig til en 5. plads, inden han selv forsøgte sig i det franske løb med en 10. plads som det skuffende resultat. Langt bedre gik det for holdet i de canadiske WorldTour-løb. GP de Quebec endte ganske vist skuffende, men to dage senere viste Bauke Mollema, at han var tilbage i form, da han kom med i den gruppe, der kørte om sejren. Desværre løb han tø for kræfter og måtte nøjes med en 5. plads.

Efter sejren i Poitou-Charentens havde Pedersen rettet blikket mod Danmark Rundt, hvor han stillede til start som en af de store favoritter. Efter en 10. plads til Degenkolb på 1. etape slog han uimodståeligt til, da han kørte fra alt og alle på kongeetapen i Vejle og tog både etapesejren og førertrøjen. Den forsvarede han med en 4. plads på enkeltstarten, der endte som den helt store fest for Trek, idet Brändle løb med etapesejren. Det var endda meget tæt på at blive til et hattrick på sidste etape, men her måtte Pedersen tage til takke med en 2. plads i massespurten efter egentlig at have kørt lead-our for Stuyven, der kun blev nr. 10. Med en samlet sejr samt sejre i både point- og ungdomskonkurrencen endte løbet som den helt store fest for den unge dansker.

Holdet havde til gengæld ikke den store succes ved VM, hvor man kørte et katastrofalt holdløb og ikke gjorde sig bemærket hverken på enkeltstarten eller i linjeløbet, hvor Degenkolb som følge af sygdom ikke stillede til start. Man havde til gengæld visse forhåbninger med Mollema i de italienske klassikere, men også han blev syg i perioden op til de store mål. Stetina reddede æren med en 10. plads i Milano-Sanremo, men i Il Lombardia var Mollema så mærket, at han kun akkurat kom i top 20.

Sæsonen var imidlertid langt fra slut endnu. Man drog nemlig videre til både Tour of Turkey og Tour of Guangxi med store ambitioner. I Tyrkiet blev det ganske vist kun til en 10. plads i klassementet til Jarlinson Pantano, der var meget træt efter en lang sæson, men i spurterne var Theuns en dominerende skikkelse. Desværre var han oppe mod en suveræn Sam Bennett, der betød, at han i sine første fire forsøg måtte tage til takke med to 2. samt en 3. og en 4. plads, men den store forløsning kom på sidste etape i Istanbul. Efter at have angrebet på brostensbakken op mod mål lukrerede han på et sent styrt fra Bennett til at sikre sig en fornem sejr i sit sidste løb som Trek-rytter. I Kina gik det næsten endnu bedre. Ikke blot fik man endelig Giacomo Nizzolo tilbage i sadlen efter en sæson ødelagt af knæproblemer og overtræning - det gav endda en 10. plads i en af massespurterne - man var også meget tæt på den samlede sejr. Mollema var nemlig kommet sig efter sin sygdom, og på kongeetapen blev han en flot nummer 2 bag Tim Wellens. Det gav en fornem andenplads også i den samlede stilling og gav værdifulde WorldTour-point. På den anden side af havet til Japan sluttede en anden del af holdet året af i Japan Cup, hvor Stuyven kørte sig til en godkendt 6. plads på den hårde rute i Utsunomiya.

Den endelige dom

Ved starten af sæsonen var manager Luca Guercilena ikke til at tage fejl af. Med indkøbet af Alberto Contador og John Degenkolb som supplement til Bauke Mollema følte italieneren sig så godt rustet til at køre med om sejren i alle grand tours og de fleste ugelange etapeløb samt alle de nordlige klassikere, at han gik efter den samlede sejr i WorldTouren. Med den målsætning for øje er det svært at være voldsomt tilfreds. Den samlede femteplads i det overordnede regnskab er naturligvis en klar forbedring i forhold til 2016, men gennem hele året var der generelt alt for mange skuffelser til, at Guercilena kan betragte udkommet som positivt.

Først og fremmest lykkedes det ikke at komme på podiet i én eneste af de tre grand tours. Det kunne måske have været godkendt, hvis ikke man havde meldt så ambitiøst ud og gik efter en top 3 i dem alle, eller hvis man havde været tættere på. Kun i Vueltaen var man imidlertid en reel kandidat, mens det ret hurtigt blev klart, at hverken Contador i Touren eller Mollema i Giroen ville være i spil til de første tre pladser. Naturligvis er det en trøst, at man vandt etaper i to af løbene - specielt Contador Angliru-sejr har naturligvis stor emotionel værdi - men konklusionen er alligevel, at man i grand tours var meget langt fra målsætningen.

Dertil kommer, at den stærke klassikertrup med Degenkolb, Stuyven, Theuns og Felline slet ikke fik det ønskede udbytte. Top 10-placeringer i Flandern, Roubaix, Sanremo og Gent-Wevelgem er naturligvis flot, men kan utvivlsomt ikke leve op til ambitionsniveauet. Hvis man dertil lægger, at holdet var nærmest usynlige i de kuperede endagsløb, må klassikersæsonen siges at være fejlslagen.

Det største problem er dog manglen på sejre. 18 triumfer for et af sportens store hold er ganske enkelt for lidt - også selvom en af holdets sprintere, Nizzolo, var ude det meste af året. At kun seks af dem kom på WorldTouren gør det ikke bedre, og med al respekt for Mads Pedersens flotte sæson er det problematisk, at en WorldTour-debutant står får næsten en tredjedel af sejrene. Man kan naturligvis ærgre sig over, at bare et par af Alberto Contadors mange andenpladser i WorldTour-etapeløbene ikke blev vekslet til en sejr eller to, hvilket mærkbart havde forandret billedet. Sådan gik det imidlertid ikke, og tilbage står, at Trek havde en af WorldTour-sæsonens magreste sejrslister.

Helt elendigt er det dog ikke. Det er klart, at man ikke ender som nr. 5 på WorldTour-ranglisten, hvis ikke man opnår resultater. Top 10-placeringer i alle grand tours, tre andenpladser til Contador i ugelange WorldTour-løb, podiepladser i WorldTour-løb til Stuyven og Mollema og en fjerdeplads til Felline i Romandiet vidner om, at man var en hovedaktør i mange etapeløb. Dertil kommer, at Pedersen fik et mindre gennembrud, at man fik Theuns’ karriere tilbage på sporet, at Felline fik afsløret sit meget alsidige potentiale, og at man med specielt Contador betog mange fans’ hjerter gennem hele sæsonen. Det er alt sammen flotte resultater - problemet er blot, at det ikke lever op til de meget ambitiøse målsætninger.

Karakter: 4/10