Sæsonevaluering: Hvordan klarede UAE-Team Emirates sig?

I denne artikel kaster vi et blik på UAE-Team Emirates’ meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 12 (Alexander Kristoff 5, Dan Martin 2, Yousif Mirza 2, Simone Consonni 1, Diego Ulissi 1, Vegard Stake Laengen 1)

Sejre på WorldTouren: 6 (2 etapesejre i Tour de France med hhv. Dan Martin og Alexander Kristoff, 1 etapesejr i Tur de Suisse med Diego Ulissi, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Dan Martin, sejr i Eschborn-Frankfurt med Alexander Kristoff, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Alexander Kristoff)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 12 (nr. 12 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Alexander Kristoff (nr. 27), Diego Ulissi (nr. 31), Dan Martin (nr. 32), Rui Costa (nr. 60)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Alexander Kristoff (nr. 23), Diego Ulissi (nr. 43), Dan Martin (nr. 48), Rui Costa (nr. 80)

Alexander Kristoff tog sig af fem af UAE's 12 sejre, blandt andet vandt han på Champs-Élysées.

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

UAE-Team Emirates har i mange år ikke været et stort klassikerhold siden de gode gamle dage med ryttere som Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Damiano Cunego. Det skulle der ændres på i år, hvor der som led i den store oprustning baseret på arabiske oliemillioner i den grad blev investeret i endagsløbene. Den meget blodfattige brostenstrup blev styrket med Alexander Kristoff, der skulle jagte succes i både sprinter- og brostensløb, mens den i forvejen solide ardennertrup med Diego Ulissi og Rui Costa blev forstærket med en af tidens allerbedste ryttere i kuperede endagsløb, Dan Martin. På den baggrund var der en forhåbning om, at man i 2018 ville kunne køre med om sejren i alle sæsonens store endagsløb.

Kristoff valgte dog at skippe den belgiske åbningsweekend, som derfor blot gav en 25. og en 28. plads til Marco Marcato i hhv. Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Også Strade Bianche endte som en fiasko, da en ellers meget ambitiøs Diego Ulissi faldt igennem og blot blev nr. 44. Det første store mål var Milano-Sanremo, men sygdom under Paris-Nice havde stillet spørgsmål ved Kristoffs form. Den store nordmand viste sig dog som altid at være blandt de bedste i den italienske klassiker, hvor han dog akkurat missede podiet, da han blev nr. 3 i spurten bag den ensomme Vincenzo Nibali.

Herefter gjaldt det brostenssæsonen, der dog skulle ende som en fiasko. Første skuffelse kom allerede i E3 Harelbeke, hvor Kristoff som nr. 40 ikke var i nærheden af de bedste. Bedre blev det bestemt ikke i Gent-Wevelgem, der ellers på papiret ligger perfekt til ham, og han var en af de få store navne, der ikke kom hjem i den gruppe, der spurtede om sejren, hvorfor han blot blev nr. 25. I Dwars door Vlaanderen faldt han helt igennem, og det var endda Sven Erik Bystrøm på en 32. plads, der var holdets bedste mand. Heldigvis passer længere distancer Kristoff bedre, og derfor var der også betydelig fremgang i Flandern Rundt, hvor en 16. plads dog slet ikke kunne tilfredsstille ambitionsniveauet. Da et styrt sluttelig ødelagde hans Paris-Roubaix, hvor Marcato som nr. 18 var holdets bedste mand, endte holdet helt uden resultater i brostensløbene.

Det skulle der rettes op på i Ardennerne, men her skulle en hel serie af uheld ødelægge det hele. Der var nu ingen gode undskyldninger i Amstel Gold Race, hvor Martin udgik, og hverken Costa eller Ulissi kunne følge de bedste, hvorfor dagens udbryder, Matteo Bono, blev bedste mand som nr. 17. Martin var imidlertid fortsat optimistisk inden favoritløbet, Fleche Wallonne, men her satte et styrt ham tidligt ud af spillet. Ulissi og Costa var som hhv. nr. 14 og 19 ikke i stand til at løfte arven, og derfor skulle hele klassikersæsonen reddes i Liege-Bastogne-Liege. Her så det ganske godt ud for en velkørende Martin, der forud for Cote de Saint-Nicolas sad med de bedste. Desværre slog lynet atter ned, og en sen punktering satte ham ud af spillet, så han blot blev nr. 18. Costa og Ulissi var endda endnu længere tilbage, og derfor endte også ardennersæsonen som en mindre katastrofe. Heldigvis var der håb om bedre tider, da Kristoff i forårets sidste store endagsløb atter sejrede i Eschborn-Frankfurt og således sikrede, at holdet i hvert fald fik én sejr i et WorldTour-endagsløb.

Anden del af klassikersæsonen blev indledte i RideLondon Classic, hvor en stadig bedre Simone Consonni fik en stor chance. Den greb han ganske fint ved at spurte sig til en hæderlig 5. plads. Desværre lykkedes det ikke for Martin at bygge videre på det momentum i Clasica San Sebastian, hvor han var en af de mange, der blev sat tilbage i det sene styrt, og selvom han med heroisk kørsel sikrede sig en 12. plads stod resultatet slet ikke mål med den gode form. Igen var Ulissi ude af stand til at tage over efter den uheldige kaptajn, da han blot blev nr. 17.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Kristoffs næste store klassikeropgave var Hamburg Cyclassics, hvor han tidligere har vundet, og også i år var han tæt på. Ganske vist var både Elia Viviani og Arnaud Demare hurtigere, men en 3. plads bekræftede hans evner som afslutter efter lange løb. Det gjorde ham optimistisk i forhold til at tage endnu en sejr i det hårdere Bretagne Classic, men her betød elendigt vejr, at det aldrig blev til en spurt. Således kunne Kristoff kun spurte om en 10. plads og endte som nr. 11 bag Fabio Jakobsen. Herefter var det, som om dampen for en gangs skyld var gået af den ellers så stabile nordmand. I hvert fald skuffede han fælt i spurterne i Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies, hvor det blot blev til placeringer som hhv. nr. 14 og 6.

Ulissi og Costa har før gjort det godt i de canadiske klassikere, der derfor igen var et mål for dem begge. Begge havde de dog haft helbredsproblemer i optakten, og det skulle vise sig at sætte dem tilbage. Således blev det i Quebec blot til placeringer som hhv. nr. 11, 15 og 16 for Ulissi, Kristoff og Costa, og det gik kun lidt bedre i Montreal, hvor Costa, der endelig fik lidt opmuntring efter sin knæskade, og Ulissi blev hhv. nr. 6 og 7. Det skulle imidlertid nu vise sig, at Costa endelig var på vej i form, og efter en næsten helt anonym sæson oplevede han et sent højdepunkt, da han i den portugisiske landsholdstrøje blev nr. 10 på den knaldhårde VM-rute.

Efter løbet i Innsbruck håbede holdet, at de kunne rejse sig i de italienske klassikere. Holdet avr dog uden stjernerne i de første løb, hvor det blev til en beskeden 18. plads med Jan Polanc i Giro dell’Emilia og en 16. plads med Alexandr Riabushenko i GP Beghelli. Det skulle der rettes op på i Tre Vallie Varesine, hvor Costa havde meldt sin ankomst, men det skulle vise sig, at VM-formen forsvandt lige så hurtigt, som den kom. Således endte han helt nede som nr. 66, og derfor lå der ekstra ansvar på skuldrene af Martin, da han var tilbage efter et skuffende VM i Milano-Torino. Her fortsatte det svage efterår dog med en 16. plads, men til gengæld var der overraskende opløftende tegn fra Fabio Aru, der rejste sig efter en svær tid med en fin 9. plads på Superga-stigningen. Efter en 17. plads til Filippo Ganna i Gran Piemonte gjaldt det så den store finale i Il Lombardia, der dog fortsat var for hårdt for Aru. Til gengæld rejste Martin sig med en flot og aggressiv kørsel, der dog kunne have givet betydeligt mere end en 9. plads, hvis han havde økonomiseret en smule mere med kræfterne.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter den store fiasko i forårsklassikerne var der i den grad pres på forud for Giro d’Italia, hvor Fabio Aru bar et helt Italiens forhåbninger på sine smalle skuldre. Med sig havde han et stærkt hold med solide klatrere som Darwin Atapuma og Jan Polanc, eksplosive ryttere som Diego Ulissi og Valerio Conti, der ligeledes burde kunne få en vis frihed til at jagte etapesejre, samt Manuele Mori, Vegard Stake Laegen og Marco Marcato til at hjælpe i fladere og let kuperet terræn. En sprinter var der ikke blevet plads til. Alt handlede om Arus forsøg på at vinde løbet.

Helt som ventet havde kaptajnen det svært på den indledende enkeltstart, hvor han som nr. 47 allerede tabte 50 sekunder til Tom Dumoulin. Til gengæld viste Conti med en 12. plads ganske lovende takter. Herefter handlede det om at komme sikkert gennem de flade israelske etaper, hvilket lykkedes fint, og så skulle Aru holde sig til på de følgende top puncheuretaper. Det lykkedes pænt med hhv. en 18 og en 24. plads, men til gengæld skuffede Ulissi, der trods en status som en af favoritterne begge gange sluttede uden for top 10. I stedet var det atter Conti, der med et angreb og en 12. plads på 5. etape viste sig fint frem.

På bjergetapen til Etna fik Aru imidlertid et varsel om, at alt måske ikke helt var, som det skulle være. Ganske vist kæmpede han sig til mål på en 9. plads i samme tid som de fleste favoritter, men kun efter en kamp, hvor han flere gange havde været i vanskeligheder. Han håbede på at komme sig de følgende dage, hvor han i den stigende spurt på 8. etape som nr. 20 undgik yderligere tidstab, mens Ulissi med en 16. plads atter skuffede. Herefter gik den imidlertid ikke længere for Aru. I bjergene på 9. etape kunne han ikke længere holde sig til, og en 24. plads betød, at han gled helt ned som nr. 15 inden den anden af de tre hviledage.

Aru viste lidt tegn på fremgang, da han i den eksplosive finale på 12. etape - hvor Ulissi som nr. 13 atter skuffede - blev en flot nr. 10 i terræn, der slet ikke passede ham. Et par flade etaper gav ham yderligere tid til at finde formen inden den store eksamen på Monte Zoncolan. Her dumpede han imidlertid med et brag, da han som nr. 17 smed mere end 2 minutter til Chris Froome, og det indvarslede det definitive kollaps, der faldt på den følgende bjergetape, hvor han med et tidstab på næsten 20 minutter faldt helt ud af klassementet.

Giro d'Italia blev en stor skuffelse for Aru, der dog imponerede med en ottenplads i løbets lange enkeltstart.

Netop som det så allersortest ud for Aru, kom dog et lille lys i mørket, da han nærmest sensationelt trods en tidsstraf for pace blev nr. 8 på enkeltstarten. Her havde Ulssi også imponeret, men hans snyd var så oplagt, at han fik en så stor straf, at topresultatet forsvandt. Det gav håb om, at Aru måske kunne køre efter en etapesejr på en af de tre sidste bjergetaper. Han missede dog udbruddet på den første af de tre, hvor Marcato i stedet greb sin chance og kørte sig til en pæn 5. plads i en finale, der var alt for svær for ham. Alle Arus drømme slukkedes dagen efter på kongeetapen, hvor han måtte erkende, at formen fortsat var helt fraværende og derfor valgte at stå af. Resten af holdet forsøgte at rejse sig de sidste dage, men en 10. plads til Polanc i den afsluttende massespurt i Rom blev det eneste resultat efter en Giro, der endte som en regulær katastrofe for araberne.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Diego Ulissi har før gjort det godt i Tour Down Under, og også i år var det op til italieneren at bringe holdet godt fra start. I første omgang var det dog Simone Consonni, der med en 5. plads i den indledende massespurt sikrede det første resultat, inden Ulisi skuffede med en 13. plads på Stirling-etapen, som han ellers tidligere har vundet. Derefter fortsatte Consonni de gode takter med en 4. plads i den følgende massespurt, inden Ulissi rejste sig med en 4. plads i den lille gruppe, der spurtede om sejren på 4. etape, hvor en ellers formsvag Rui Costa også blev nr. 8. Til gengæld blev det med en 7. plads ikke helt så godt på kongeetapen, og efter en 7. plads til Consonni i den sidste massespurt måtte den italienske kaptajn således tage til takke med den utaknemmelige samlede 4. plads.

Holdets ambitioner var knap så store i Vuelta a San Juan, men her skulle Filippo Ganna vise sig at overraske stort. Efter en 8. plads til Alexandr Riabushenko i den indledende massespurt viste han sig nemlig frem i 2. etapes puncheurfinale, hvor han blev en ganske overraskende nr. 4. Det bragte ham i en god position inden sin favoritdisciplin, enkeltstarten, hvor han ganske vist måtte se sig henvist til 2. pladsen af Ryan Mullen, men samtidig erobrede førertrøjen. Den forsvarede han på den følgende sprinteretape, men som ventet gik den ikke på kongeetapen. Her overgik han dog med en 7. plads alle forventninger og var endda tre placeringer bedre end holdets klatrer, Darwin Atapuma. Efter yderligere to sprinteretaper endte han derfor som en helt uventet samlet nr. 3, ligesom han vandt løbets ungdomstrøje.

Nytilkomne Alexander Kristoff gjorde debut ved at køre et arabisk maraton med deltagelse i Dubai Tour, Tour of Oman og Abu Dhabi Tour. Det flade løb i Dubai har aldrig været perfekt for den slidstærke nordmand, der dog lagde udmærket fra land med en 4. og to 7. pladser på de to indledende sprinteretaper. På kongeetapen fightede han sig til en forbilledlig 4. plads på den stejle mur op til Hatta Dam, men han blev desværre fanget bag et styrt på den sidste sprinteretape. Alt i alt rakte det til en samlet 9. plads i debuten for den nye norske kaptajn.

Sprinterfeltet var svagere og ruten heldigvis hårdere i Tour of Oman, hvor Kristoff tidligere har vundet mange etaper, og hvor holdet også hentede Costa ind som klassementsrytter. Kristoff måtte imidlertid tage til takke med en skuffende 7. plads i den første massespurt, og bedre blev det ikke af, at Costa på den følgende mellemhårde etape ikke kom med første gruppe hjem. Han viste dog markant fremgang ved at blive nr. 2 bag Greg Van Avermaet i puncheurfinalen på 3. etape, og dagen efter spurtede han sig til en 5. plads i en lille gruppe på 4. etape. På kongeetapen, hvor han blot blev nr. 10, blev det imidlertid tydligt, at han fortsat var et stykke fra sin bedste form, men heldigvis blev det hurtigt glemt. I sidste etapes massespurt tog Kristoff nemlig atter en sejr i hovedstaden Muscat og sikrede sig dermed sin første triumf for sit nye hold, mens Costa endte på den samlede 10. plads.

Et af årets allervigtigste løb for UAE-Team Emirates er altid hjemmebaneløbet Abu Dhabi Tour. Også i år mødte mandskabet derfor op med hele A-holdet i form af Kristoff, den forsvarende vinder Costa, Ulissi og Fabio Aru i dennes debut for holdet. Satsningen bar med det samme frugt, for trods tilstedeværelse af flere af verdens allerbedste sprintere overraskede Kristoff stort ved at slå de hurtigste af de hurtige i spurten på den meget flade og lette 1. etape. Desværre kunne han ikke helt følge op på den gode start, da det blot blev til hhv. en 7. og en 8. plads i de to sidste massespurter. Ulissi forsvarede sig herefter hæderligt med en 15. plads på enkeltstarten, men på kongeetapen kunne de ikke helt følge de bedste. Her blev det blot til placeringer som hhv. nr. 7, 8 og 16 for Ulissi, Costa og Aru, der derfor samlet måtte tage til takke med hhv. en 7., 8. og 13. plads.

Alexander Kristoff slog de andre sprintere på første etape i hjemmebaneløbet Abu Dhabi Tour.

Holdet havde mest fokus på Mellemøsten i sæsonstarten og gjorde derfor først debut i Europa i Volta ao Algarve, hvor Dan Martin kørte sit første løb i sin nye trøje. Efter en 15. plads til Ben Swift i den indledende massespurt kom han fint fra start med en. 4. plads på den første af de to bjergetaper, men som altid fik han sig lidt af en lussing på enkeltstarten, hvor han smed mere end to minutter til Geraint Thomas. Efter en beskeden 18. plads til Swift i den sidste massespurt var han den tredjebedste klassementsrytter på kongeetapen, hvor Swift kørte sig til en 9. plads i et udbrud. Samlet rakte det imidlertid blot til en beskeden 14. plads i klassementet.

Martins første store mål var som så ofte før Paris-Nice, hvor han sidste år endte på podiet, og hvor Kristoff også skulle finpudse klassikerformen. Allerede 1. etape skulle imidlertid indvarsle problemer, da Martin blot blev nr. 17 i en puncheurfinale, der ellers burde passe ham. Heller ikke Kristoff kom godt fra start, da han blot blev nr. 7 i den eneste regulære massespurt. Dagen efter blev han endda syg og kæmpede sig til mål hele 18 minutter efter etapevinderen. Nedturen fortsatte, da Martin smed 1.21 til Wout Poels på enkeltstarten, inden en genopstanden Kristoff leverede løbets eneste lyspunkt for araberne, da han bag et tomandsudbrud spurtede sig til en 5. plads på 5. etape. Herefter skulle Martin tage over på de tre hårde etaper, men sygdom satte ham ud af spillet, og det hele endte med en anonym indsats i weekenden, hvor ikke én eneste af holdets ryttere gennemførte løbet inden for tidsgrænsen.

To af holdets øvrige stjerner, Aru og Ulissi, havde i stedet sat kryds ved Tirreno-Adriatico som det første mål i Europa. En flot 9. plads i holdløbet gav et bedre udgangspunkt end ventet, inden Consonni med en 10. plads atter bekræftede sin fremgang som sprinter. Til gengæld led holdet et tilbageslag på den næste puncheuretape, hvor hverken Aru eller Ulissi kunne følge de bedste. Dagen efter leverede Aru imidlertid det, der skulle vise sig at blive årets måske allerbedste præstation, da han blev nr. 4 på kongeetapen, men ned på jorden om han igen på den efterfølgende puncheuretape, hvor både han og Ulissi havde problemer med at følge de bedste. Consonni opnåede herefter en pæn 8. plads i den sidste massespurt, inden yderligere et tidstab på den sidste enkeltstart betød, at Aru måtte tage til takke med en samlet 12. plads.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Både Martin og Aru var derfor revanchelystne, da de sammen stillede til start i Volta a Catalunya, hvor også Roberto Ferrari fik en sjælden chance som sprinter. Han lagde pænt ud med en 5. plads på 1. etape, men kom ikke med feltet hjem dagen efter. Martin og Aru holdt sig imidlertid til på de tre første etaper inden det store slag på kongeetapen. Her måtte de imidlertid atter sande, at intet rigtigt spillede i den tidlige del af 2018, da en stadig sygdomssvækket Martin blot blev nr. 19, og Aru som følge af knæproblemer smed mere end 12 minutter. Det fik ham da også efter yderligere en etape at tage hjem, men alligevel var der opmuntring i vente. På 5. etape greb Vegard Stake Laengen nemlig sin chance i et udbrud, og på den sidste stigning var han den eneste, der kunne følge Jarlinson Pantano. I den afsluttende tomandsspurt måtte han imidlertid se sig henvist til 2. pladsen. Derefter sikrede Ferrari sig endnu en 5. plads, inden evigt uheldige Martin styrtede på sidste etape, netop som han havde vist tegn på fremgang, og derfor gled helt ned på en samlet 38. plads til slut.

Som så ofte før valgte Martin at skippe Vuelta al Pais Vascon, hvor det derfor var op til Costa og Ulissi at løfte ansvaret. Da de begge mistede mere end 1 minut allerede på 1. etape, stod det med det samme klart, at heller ikke det baskiske løb ville blive nogen stor succes. Det fortsatte med yderligere tidstab på 2. etape, men herefter kom der opmuntring fra uventet kant. Nyprofessionelle Riabushenko, der ellers ikke havde viste meget indtil da, var nemlig meget tæt på en stor sejr, da han på 3. etape i løbets eneste massespurt blev nr. 2 bag Jay McCarthy. Herefter viste også Costa fremgang med en 9. plads på den hårde 5. etape, men en skuffende 17. plads på den afsluttende kongeetape betød, at han måtte tage til takke med en samlet placering som nr. 12.

Aru skulle finpudse Giro-formen i Tour of the Alps, og selvom det bestemt ikke blev nogen succes, skulle det faktisk blive hans bedste etapeløb hele året. Han lagde fornuftigt ud med en 10. plads på den eksplosive 1. etape, der ikke passede ham, men på kongeetapen oplevede han den første skuffelse, da han også her blot blev nr. 10. Dagen efter kom han med favoritterne hjem som nr. 7, og det samme gjorde han på 4. etape hvor han endda spurtede sig til en 5. plads. Desværre oplevede han et tilbageslag på sidste etape, hvor han endte som nr. 13 i anden gruppe, men en samlet 6. plads var ikke et helt elendigt udkomme et par uger inden Giro-starten.

Efter den store skuffelse i klassikerne skulle Costa og Martin forsøge at redde foråret i Tour de Romandie, hvor portugiseren før har haft stor succes. De kom begge lidt haltende fra start med et tidstab på prologen, men allerede dagen efter viste Costa form, da han spurtede sig til en 3. plads og bonussekunder i den stigende spurt på 1. etape. Begge klarede de den følgende sprinteretape, inden den vigtigste test ventede på bjergetapen. Her kørte Costa måske sit bedste cykelløb på hele året, da han blev en imponerende nr. 5 i kamp med de rene klatrere, mens Martin blev nr. 8 og Kristijan Durasek nr. 15. Costa fortsatte de gode takter på kongeetapen, hvor han endte i den femmandsgruppe, der skulle afgøre løbet, men her tabte han det taktiske spil til Jakob Fuglsang og måtte nøjes med en 4. plads. Martin skuffede derimod igen og blev blot nr. 22, fire placeringer bag en ganske formstærk Durasek. På den afsluttende sprinteretape viste Ferrari sig frem med en 3. plads, og med hhv. en samlet 5. og 10. plads til Costa og Martin kunne araberne være ganske godt tilfredse med det schweiziske løb, hvor det også blev til sejr i holdkonkurrencen.

De opløftende tendenser tog Durasek med sig til Tour of California, hvor han fik en sjælden chance som kaptajn. Også Kristoff var her tilbage, men han havde det svært i kamp med de rene sprintere på de meget lette sprinteretaper. Han lagde ud med en ganske pæn 5. plads, inden Durasek atter viste formen med en 6. plads på kongeetapen, hvor unge Edward Ravasi med en 9. plads også endelig viste lidt opløftende tendenser. Desværre tabte sidstnævnte lidt overraskende tid på den følgende mellemhårde etape, ligesom de begge fik sig en lussing på enkeltstarten, hvor Ganna til gengæld viste sig fint frem med en 5. plads. Efter en 9. plads til Kristoff i den følgende massespurt blev Ravasi og Durasek hhv. nr. 9 og 12 på den sidste bjergetape, inden Kristoff rundede løbet af med en 6. plads. Det samlede udbytte blev hhv. en 9. og 12. plads til Durasek og Ravasi, hvilket ikke helt stod mål med den lovende start.

Kristoff drog herefter hjem til Norge for at deltage i Hammer Stavanger, hvor et svagt hold dog blot blev nr. 10. Uden nordmanden stod de endnu svagere i Hammer Limburg, hvor de som nr. 14 var det ringeste WorldTour-mandskab.

Efter et mildt sagt elendigt forår skulle Martin finde Tour-formen i Criterium du Dauphiné. Som så ofte før kørte han en skidt prolog, og efter to sprinteretaper led han et gevaldigt nederlag, da de svagt besatte arabere blot blev nr. 20 ud af 22 hold på holdløbet. Derfor var der lidt af indhente i bjergene, men heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at Martin havde genfundet formen. På den meget eksplosive 5. etape blev han nr. 2 bag ærkerivalen Julian Alaphilippe, og dagen efter slog han til, da han med en klassisk Martin-acceleration sejrede på den anden af de fire bjergetaper. Dagen efter blev det til en 3. plads bag udbryderen Pello Bilbao og Geraint Thomas på en etape, hvor Valerio Conti også imponerede med en 10. plads. Desværre missede han chancen for podiet, da han blev sat på en nedkørsel på sidste etape og trods heroisk kørsel blot blev nr. 6. Samlet rakte det dog til en fin 4. plads, hvilket i lyset af det elendige holdløb var en ganske opløftende præstation.

Dan Martin tog sin første sejr i sæsonen, da han vandt femte etape i årets Critérium du Dauphiné .

På den anden side af grænsen til Schweiz kørte holdet tre løb på kort tid. Først viste Ulissi, at han var kommet godt ud af Giroen ved i kamp med Bahrain-overmagten at blive nr. 4 i det hårde GP Lugano. Et par dage senere viste også Kristoff Tour-form, da han for anden gang i karrieren vandt den hårde bakkespurt i GP Kantan Aargau. Derfor var det med selvtillid, de drog til Tour de Suisse, hvor de med en 10. plads klarede sig overraskende godt i holdløbet. Desværre skulle det hårde terræn vise sig for svært for Kristoff, der ikke kom med feltet hjem på de tre første mellemsvære etaper, hvor Ulissi tog over og spurtede sig til placeringer som nr. 13, 9 og 18. Det helt store højdepunkt kom dagen efter på den første bjergetape, der endte i en eksplosiv spurt. Her viste Ulissi sine evner som afslutter og tog endelig sæsonens første sejr. Også dagen efter viste han styrke, da han i endnu en puncheurfinale vandt feltets spurt om 8. pladsen, men ikke uventet havde han det svært på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 16. Kristoff fik støvet selvtilliden af med en fin 3. plads i løbets eneste rigtige massespurt, inden Ulissi med en stærk 11. plads på enkeltstarten sikrede sig en lidt uventet samlet 9. plads.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Sejrene til Martin, Kristoff og Ulissi havde i den grad givet momentum. Det fortsatte i Tour de Slovenie, hvor Consonni overraskede alle ved i meget skrapt selskab at vinde den styrtplagede 1. etape. Dagen efter måtte han dog give afkald på førertrøjen trods en flot 4. plads, men til gengæld skuffede Durasek slemt i bjergene. Her kæmpede Stake Laengen sig imidlertid til to 17. pladser, og med en 9. plads på den afsluttende enkeltstart blev han en flot samlet nr. 10 i et løb, hvor Consonni også løb med pointtrøjen.

Consonni skulle følge op på de gode takter i Adriatica Ionica Race, hvor også Ravasi, Atapuma, Conti og Simone Petilli skulle forsøge sig i bjergene. Holdet kom fremragende fra start med en uventet 2. plads i det indledende holdløb, og derefter viste Consonni atter den gode form med en 2. plads bag Elia Viviani på den hårde 2. etape. På kongeetapen kæmpede de unge klatrere bravt med hhv. en 4., 10. og 11. plads til Ravasi, Petilli og Conti, hvorefter Consonni rundede af med hhv. en 7. og en 6. plads i de to sidste massespurter. Det samlede udbytte blev en 4. plads til Ravasi, en 5. plads til Conti og en 9. plads til Petilli samt ikke mindst sejr i holdkonkurrencen.

Holdet rundede første del af sæsonen af i de nationale mesterskaber, men de endte uden den store succes. Det blev blot til en enkelt titel, da Stake Laengen lidt overraskende løb med den norske mesterskabstrøje i linjeløbet. Derudover kørte også Swift og Riabushenko med om sejren i hhv. Storbritannien og Hviderusland, men begge endte de med sekundære top 10-placeringer. Tidligere på året havde holdet dog sikret sig to lidt mindre prestigiøse titler, da Yousif Mirza som ventet havde forsvaret begge sine titler på holdets hjemmebane i De Forenede Arabiske Emirater.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter den skuffende Giro skulle der i den grad tages revanche i Tour de France, og heldigvis havde de to kaptajner begge vist god form i optakten. Målet var et samlet topresultat med Dan Martin, der i bjergene skulle have støtte af Darwin Atapuma og Kristijan Durasek. Alexander Kristoff skulle derimod jagte etapesejre i spurterne, hvor han kunne se frem til støtte fra Roberto Ferrari, Marco Marcato og Oliveiro Troia. Rory Sutherland var med som den erfarne vejkaptajn, der kunne hjælpe lidt i alle slags terræner.

Holdet kom ganske fint fra start, da Kristoff blev hhv. nr. 4 og 5 på de to første sprinteretaper. Til gengæld led Martin ikke uventet et første tilbageslag, da han smed 1.39 til Sky på holdløbet, hvor mandskabet blot blev nr. 15. Dagen efter skuffede Kristoff også en anelse med en 7. plads i den tredje massespurt, inden Martin bragte momentum til holdet. Puncheurafslutningen på 5. etape var lidt for let for ham, men alligevel blev han nr. 6. Det skulle vise sig at være et lovende varsel, for dagen efter satte han med et klassisk Martin-angreb alle til vægs på Mur-de-Bretagne, hvor han med flot og modig kørsel i modvinden tog en stor sejr.

Et klassisk Martin-angreb satte alle konkurrenter til vægs på Mur-de-Bretagne, og ireren tog dermed sin anden - og sidste sejr i sæsonen.

De følgende dage var dog knap så gode. Først blev Kristoff blot nr. 13 i spurten på 7. etape, men endnu værre gik det dagen efter, hvor Kristoffs 4. plads i spurten ikke kunne rette op på skuffelsen over, at Martin som følge af et styrt smed 1.16. Værre var det, at han var slemt forslået dagen inden den vigtige brostensetape, der i forvejen var udpeget som lidt af en udfordring for den spinkle irer. Her overgik en mærket Martin imidlertid alle forventninger ved at komme med feltet hjem, og faktisk kunne det være endt med et topresultat, hvis ikke to grupper var stukket af til sidst. Kristoff var nemlig en af de hurtigste i feltets spurt og endte på en 11. plads.

De to tidstab betød, at Martin inden bjergene blot var nr. 24, og han var endda fortsat slemt forslået. Derfor var det imponerende, at han som den eneste af favoritterne turde angribe - ganske vist forgæves - på den første bjergetape, hvor han efterfølgende spurtede sig til en 7. plads bag udbryderne. Også dagen efter vart han i offensiven, og selvom han til slut kom lidt til kort, var en 6. plads nok til at avancere til en samlet 10. plads. Desværre var der en pris at betale på Alpe d’Huez, hvor han havde sin værste dag som følge af skaderne og blot blev nr. 12.

Alperne havde dog været gode ved holdet. Ikke blot var Martin avanceret kraftigt i klassementet, de fleste sprintere var også taget hjem. Det gav Kristoff en stor chance på 13. etape, hvor hans evigt onde ånd, Peter Sagan, dog på målfoto akkurat berøvede ham den helt store sejr. Mindst lige så stor var skuffelsen dagen efter, hvor den eksplosive Mende-etape ellers lå til Martins højreben. En punktering i bunden af den korte stigning kostede nemlig et helt unødvendigt tidstab, der sendte ham fra en 9. til en 10. plads i klassementet. Den placering forsøgte han lidt hovedløst at rette op på med et stort soloangreb på den følgende udbrudsetape, men hurtigt faldt han tilbage til feltet og rullede herefter sikkert til mål inden den sidste hviledag.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Den formsvage Durasek tog sin chance på den første etape i Pyrenæerne, hvor han med en 20. plads dog bekræftede det kedelige indtryk, han havde givet fra start. Martin endte derimod med de øvrige favoritter på den defensivt kørte etape, men var klar til at gå i offensiven på den korte kongeetape. Her tøvede han imidlertid en anelse, da Nairo Quintana angreb på sidste stigning, og selvom han hurtigt satte efter og imponerede stort, manglede han på 2. pladsen 28 sekunder i at hente colombianeren. Dagen efter var det igen Kristoffs store chance på den næstsidste sprinteretape, men her skuffede han en anelse ved blot at blive nr. 3. Derefter skulle Martin forsøge at avancere en sidste gang på den sidste bjergetape, hvor han dog måtte tage til takke med at slutte sammen med de øvrige favoritter på en 4. plads bag etapevinderen Primoz Roglic.

Martin gik ind til den af ham frygtede enkeltstart på en samlet 8. plads, som det med en ganske pæn 34. plads lykkedes ham at forsvare. Derefter handlede alt om Kristoff, der mere end nogensinde lugtede en sejr på Champs-Elysees. Efter et hav af gode placeringer på den parisiske boulevard faldt alt endeligt i hak for den store nordmand, da han med vanlig power fik klemt sig forbi John Degenkolb og sikret sig sejren i verdens mest prestigiøse massespurt. Med to etapesejre, der begge var ganske spektakulære, en samlet 8. plads til Martin, en 2. plads i pointkonkurrencen til Kristoff samt den samlede angrebspris til Martin oplevede det arabiske hold således endelig succes i verdens største cykelløb efter et meget svært forår.

Alexander Kristoff sejrede på verdens mest prestigefulde sprinteradresse på Champs-Élysées.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter en generelt svær sæson skulle Fabio Aru redde æren i Vuelta a Espana, hvor han kom for i hvert fald at køre med helt i toppen. Dan Martin var også til start, men da ireren planlagde at rejse hjem undervejs som følge af en ventende tvillingefødsel var hans fokus alene etapesejre. I bjergene kunne Aru også regne med hjælp fra Simone Petilli, Edward Ravasi og Valerio Conti, mens Simone Consonni efter en flot sæson skulle forsøge sig som sprinter i en grand tour med hjælp fra Sven Erik Bystrøm. Vegard Stake Laengen var altmuligmanden, der skulle gå til hånde overalt.

Holdet kom ikke specielt lovende fra start, da Aru lagde ud med en selv efter hans standard svag enkeltstart, hvor han tabte 39 sekunder til Rohan Dennis. Til gengæld klarede sig han på en 19. plads finr igennem den meget eksplosive og hektiske 2. etape, inden Consonni også lagde fint fra land med en 5. plads i den første massespurt. Længere varede idyllen imidlertid ikke, for selvom det på den lette første bjergetape lykkedes ham at undgå tidstab stod det allerede her klart, at Aru gik endnu et svært løb i møde.

Desværre var heller ikke Conti i form, for da han dagen efter greb chancen i et udbrud, indledte han sit triste løb ved blot at blive nr. 12 på en rute, der ellers passede ham. Derefter spurtede Consonni sig til en flot 4. plads på en etape, hvor Aru overlevede sidevinden, og den italienske kaptajn undgik også yderligere tidstab på de to efterfølgende eksplosive etaper. Til gengæld var Martin ikke i nærheden af noget som helt i finaler, der ellers burde have været gode for ham. Til slut knækkede elastikken første gang for Aru, da han på bjergetapen inden første hviledag som nr. 16 smed de første vigtige sekunder og efter 9 etaper således blot var en samlet nr. 11. Samtidig drog Martin hjem for at koncentrere sig om faderopgaverne, og da man også mistede Petilli som følge af et grimt styrt, var man hurtigt nede på bare seks ryttere.

Den anden uge indledtes med en lidt skuffende 9. plads til Consonni i den tredje massespurt, inden Conti atter greb sin chance i udbruddet på 12. etape. Også her kom imidlertid til kort med en skuffende 10. plads. Håbet var, at Aru nu havde fundet benene inden de tre følgende bjergetaper. Desværre led han endnu et nederlag på La Camerona, hvor han smed næsten et minut til de bedste klassementsryttere, og samtidig skuffede Ravasi, da han trods deltagelse i udbruddet blot blev nr. 9. Dagen efter var der pludselig lidt lys for enden af tunnelen, da Aru helt ud af det blå blev nr. 10 på den stejle Les Praeres-stigning, men heller ikke det varede længe. Dagen efter smed han nemlig mere end 5 minutter på Lagos de Covadonga og kunne dermed definitivt vinke farvel til alle drømme om et topresultat.

Aru fik som ventet yderligere klø på enkeltstarten, og helt galt fik det, da han dagen efter styrtede på den hårde etape i Baskerlandet, hvor han definitivt opgav klassementet. Trods sine svære skader valgte han dog at blive i løbet. Dagen efter var holdet dog meget tæt på at få oprejsning, da Bystrøm sammen med Jelle Wallays sensationelt snød alle sprinterne. Desværre manglede han belgierens kølighed og blev derfor i spurten henvist til en 2. plads af den ellers normalt langsommere belgier, inden Consonni længere tilbage spurtede sig til en 11. plads. Aru og resten af holdet kæmpede sig herefter anonymt igennem de to sidste bjergetaper, og Consonni kunne ikke redde holdets løb i Madrid, hvor han blot blev nr. 7. Samlet endte en skadet og forslået Aru som nr. 23 efter et løb, araberne helst lader gå i glemmebogen.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens Touren endnu var i gang indledte Fabio Aru jagten på genoprejsning i Tour de Wallonie, og det gik faktisk ganske pænt på en eksplosiv rute, der ikke passede ham. Efter den indledende sprinteretape kom han således med den lille frontgruppe hjem på kongeetapen, hvor han blev nr. 8, og dagen efter kørte han atter aggressivt, inden han atter sluttede med de bedste i en lille gruppe. De sidste to etaper endte i spurter og gjorde ingen forskel, hvorfor det til slut endte med en ganske fin samlet 10. plads til den italienske stjerne.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Den vigtigste test forud for Vueltaen kom dernæst i Tour de Pologne, hvor Simone Consonni også skulle fortsætte det fine momentum fra RideLondon Classic i spurterne. Det lykkedes dog ikke at komme helt frem, da det på de indledende tre sprinteretaper blot blev til placeringer som nr. 7, 5 og 13. Herefter bekræftede Aru den fine form fra Vallonien med en 12. plads på den eksplosive 4. plads, der ellers ikke passede ham, inden Consonni overraskede positivt med en ganske lovende 7. plads i den stigende spurt på den hårde 5. etape. Til slut gjorde Aru det hæderligt på de to sidste hårde etaper, der heller ikke passede ham godt, og med placeringer som nr. 11 og 10 reddede han sig en godkendt samlet 10. plads

Holdet havde betydeligt ringere chancer i BinckBank Tour, hvor de mødte op med et B-hold med håb om, at Diego Ulissi kunne overraske på de hårdere etaper. Den indledende sprinteretape blev fulgt op af en skuffende 16. plads til Filippo Ganna på enkeltstarten, og heller ikke på de tre følgende sprinteretaper så man det mindste til holdets hurtige mand, Ben Swift. Ulissi og Jan Polanc kom ganske vist med favoritterne hjem på den første af de to svære etaper, men uden resultat. Bedre gik det i den afsluttende spurt på Muren i Geraardsbergen, hvor Polanc blev nr. 10 og Ulissi nr. 14, hvilket udmøntede sig i samlede placeringer som hhv. nr. 12 og 16.

Efter en ret løbsfattig periode tog UAE hul på de italienske løb allerede inden VM. Det var dog med et svagt besat hold, at ikke én eneste gennemførte Coppa Agostoni, men lidt bedre gik det i Coppa Bernocchi, hvor Oliveiro Troia udnyttede en sjælden chance til at spurte sig til en 7. plads. Efter at være kommet hjem fra Canada blev Ulissi hentet ind til Giro delle Toscana og Coppa Sabatini, hvor især sidstnævnte altid har passet ham godt. I førstnævnte sluttede både han og Alexandr Riabushenko i favoritgruppen bag Gianni Moscon, Romain Bardet og Domenico Pozzovivo, men det blev blot til en 10. plads til italieneren. Endnu mere skuffende var præstationen i puncheurfinalen i Coppa Sabatini, hvor det blot blev til en 13. plads.

Efter et VM, hvor Costa som nævnt havde overrasket med en 10. plads, og mens en del af holdet fortsatte jagten på succes i Italien som omtalt længere oppe, valgte Ulissi i sæsonafslutningen at koncentrere sig om titelforsvaret i Tour of Turkey, hvor også Consonni var til start. Sidstnævnte lagde pænt ud med hhv. en 6. og en 3. plads på de to første lette etaper, hvorefter holdet tog det helt store ansvar for at komme af med de rene sprintere på den hårdere 3. etape. Desværre var det spildt arbejde, da en punktering satte Consonni ud af spillet, og det blev derfor ikke til et resultat. Endnu større var skuffelsen på den efterfølgende kongeetape, hvor Ulissi kom til kort i spurten mod Alexey Lutsenko og måtte se sig henvist til 2. pladsen. Han gled endda ned på den samlede 3. plads, da Nathan Haas på den efterfølgende sprinteretape sikrede sig bonussekunder, og bedre blev det ikke af, at Consonni blot blev nr. 10 i spurten. Helt galt gik det på den eksplosive sidste etape, hvor også Eduard Prades sikrede sig tidsbonus, og trods en pæn 8. plads gled Ulissi derfor ned på den utaknemmelige 4. plads.

Holdet rundede sæsonen af i Asien, hvor de lagde ud med en temmelig anonym 9. plads i Hammer Hong Kong. Herfra rejste de til Tour of Guangxi, hvor Aru håbede at fortsætte de lovende takter fra Milano-Torino i samarbejde med en formstærk Polanc. Swift viste sig slet ikke frem i de tre indledende massespurter, og derfor stod alt og faldt med kongeetapen. Her hev Polanc og Aru hæderlige placeringer som hhv. nr. 10 og 15 hjem trods den eksplosive natur, og efter to yderligere anonyme etaper sluttede de derefter sæsonen af med samlede placeringer som hhv. nr. 11 og 15.

Den endelige dom

Det er sjældent, at et hold investerer så heftigt i store stjerner frem mod en enkelt sæson, som UAE gjorde forud for denne sæson. Sikringen af rige arabiske sponsorer betød, at det flyder med oliemillioner, der om få år skal gøre holdet til verdens bedste. Derfor blev der også åbnet for guldet, da man inden sæsonstarten hentede Alexander Kristoff, Fabio Aru og Dan Martin til holdet, ligesom man sørgede for at holde fast på to af de tre kaptajner, Rui Costa og Diego Ulissi. Tabet af Sacha Modolo var derfor til at overse, og med en trup, der på papiret burde kunne køre med om sejre i alle slags løb på hele kalenderen, var forventningerne til sæsonen også kolossale.

UAE's tre nye stjerner i 2018: Fabio Aru, Alexander Kristoff og Dan Martin.

Derfor er det sandsynligvis også en lidt paf ledelse, der forsøger at finde ud af, hvad der gik galt. Det så ellers så fint ud med Kristoffs to tidlige sejre i Arabien, men da det for alvor gjaldt, faldt holdet helt sammen i et nærmest katastrofalt forår. Dan Martin blev syg i Paris-Nice og styrtede i Volta a Catalunya, Fabio Aru skuffede i Tirreno-Adriatico, og Kristoff havde en rædselsfuld brostenssæson, som 4. pladsen i Milano-Sanremo og sejren i Eschborn Frankfurt slet ikke kan rette op på. Holdets ekstremt stærke ardennertrup med Martin, Ulissi og Costa fejlede totalt - for Martin dog især som følge af uheld - og det kortvarige momentum, Costa syntes at have skabt med den fine kørsel i Romandiet, blev totalt ødelagt af Arus katastrofale Giro.

Heldigvis oplevede holdet også en enkelt gylden periode, der blev indledte med Kristoffs sejr i GP Kanton Aargau og varede til slutningen af Touren. Etapsejrene til Martin og Ulissi i hhv. Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse var flotte, og det samme var de samlede placeringer som nr. 4 og 9. Også Simone Consonnis store sejre i det stærk besatte sprinterfelt i Slovenien, var imponerende, og årets Tour de France kan trods Martins konstante serie af uheld ikke betegnes som andet end en succes, når de kunne vænne hjem med to etapesejre, herunder den største af dem alle i Paris, samt Martins samlede 8. plads og pris som bedste fighter.

Desværre rakte succesen ikke ind i efteråret, hvor Martin blandt andet som følge af tvillingefødsel aldrig fandt sine bedste ben, ligesom Kristoff oplevede sit ringeste efterår i umindelige tider. Costa oplevede en endagsrenæssance ved VM, men fik det meste af året ødelagt af en knæskade, og Ulissis svage sæson kulminerede, da han som forsvarende mester blot blev nr. 4 i det svagt besatte Tour of Turkey, hvor han var storfavorit.

Resultatet er klart. Selvom Kristoff og Martin begge to nogle af karrierens største sejre i Touren, skuffede alle kaptajnerne. Arus rædselssæson tåler ikke yderligere omtale, og selvom meget kan forklares med uheld, kan Martin ikke være tilfreds med et år, hvor han kun kørte stærkt i juni og juli. Kristoff kan heller ikke være tilfreds med blot at præstere henover sommeren, når det er klassikerne, der er hans vigtigste fokus, og Costas knæskade er ikke en valid forklaring på et elendigt forår - en årstid, hvor han normalt er på toppen. Ulissis kortvarige opblussen i Tour de Suisse kan heller ikke redde hans sæson.

Problemet er, at det er meget småt med opmuntringerne i andre dele af truppen også. Faktisk kan man vel kun pege på Consonnis lille gennembrud som sprinter som et lyspunkt. Alt andet var mildt sagt ikke imponerende. Evigt ustabile Valerio Conti viste nærmest intet, og stortalentet Edward Ravasi er trods enkelte lyspunkter næsten gået i stå. Alexandr Riabushenkos andenplads i en spurt i Baskerlandets kan heller ikke redde en skuffende debutsæson, ligesom det ikke var meget, vi så til Jan Polanc. Kristijan Durasek og Darwin Atapuma havde begge elendige sæsoner, hvor de nærmest ikke blev bemærket, og Ben Swift oplevede en næsten total deroute. Filippo Ganna lagde ellers så lovende ud i San Juan, men derefter så vi næsten intet til det italienske talent. Kun Simone Petilli har som følge af sine slemme styrt en valid forklaring på sine svage præstationer.

Tilbage står derfor indtrykket af et pengestærkt superhold, hvor næsten alt fik galt. Kaptajner, løjtnanter og talenter kan alle se tilbage på en skidt sæson, og lyspunkterne er få. Ledelsen skal være glade for især Kristoffs sejr i Paris, der er så stor, at den kan redde noget, men det ændrer ikke på, at sæsonen dybest set var en stor fiasko for et hold med en på papiret så stærk trup.

Karakter: 2/10

Se evalueringerne for de andre hold her.