I et interview med Radsport-Aktiv.de forklarede han i maj måned, hvorfor han altid har foretrukket at arbejde sammen med landshold i modsætning til de professionelle.
”Jeg har altid afvejet de pågældende tilbud meget forsigtigt og omhyggeligt, men turde i den sidste ende ikke indgå den risiko,” sagde han dengang og forklarede, at han også på grund af den generelle mistanke, der var til trænere fra det tidligere DDR, har gjort alt for ikke at komme i nærheden af en skandale.
Heiko Salzwedel siger i dag til Feltet.dk, at han bakker 100 % op omkring DCU i spørgsmålet omkring Michael Rasmussen og at han stadig ikke er i tvivl om at han valg om at arbejde med nationale hold er det rigtige.
“Jeg ved, at arbejdet med de nationale hold måske nok ikke altid giver det helt store ‘kick’, men til gengæld er det mere troværdigt end de privat sponsorerede med alle de teoretiske muligheder for hvidvaskning af penge, bestikkelse og dopingsnyderi. Jeg har arbejdet med mere end 20 sportsudøvere, som efterfølgende blev professionelle, og har stadig kontakt til flere af dem … Derfor ved jeg, hvad jeg taler om,” siger han.
Det skal dog ikke forstås som en general mistænkeliggørelse af alle professionelle ryttere, for Heiko Salzwedel mener bestemt, at man kan vinde et løb som
Tour de France uden brug af doping.
“Med en god træningsmæssig forberedelse er det muligt,” siger han og tilføjer, at netop træningsmetoder stadig er et sted, hvor der kan ske udvikling. Han omtaler også kosten, som med rådgivning fra diætister kan forhindre, at der opstår mangeltilstande som følge af den ekstreme belastning, kroppen er udsat for.
”Jeg er imod kunstigt tilførte substanser. En tommelfingerregel kun være, at alt, hvad der tilføres med en sprøjte, skulle sidestilles med doping. For mig er sprøjten symbolet på forsøget på at skaffe sig en kunstig fordel,” sagde han i maj måned, og det står han stadig ved.
Med henblik på den nuværende situation i cykelsporten foreslår han i dag, at man genindfører muligheden for at de nationale hold kan køre løb som Tour de France. ”Selvom UCI uvist af hvilken grund ikke er vilde med ideen, så har vi set nationale hold i Tour de France efter 2. Verdenskrig og senere i 70’erne med det colombianske landshold (senere: Cafe Colombia).”
“Jeg er frustreret over, at DCU i modsætning til tidligere år ikke fik tilladelse fra UCI til at lade landsholdet køre Post Danmark Rundt. Det er vores løb, vores landsholds sponsorer betaler for det hele, og det er alligevel ikke tilladt, at præsentere landsholdets sponsorer med deres eget hold. Jeg beklager, men jeg fatter det ikke …,” lyder det, samtidig med, at han undrer sig over, at der øjensynligt ikke var problemer med at få lov til at køre Qinghai Lake Tour, som ellers er kategoriseret på samme niveau som Post Danmark Rundt, men som hører til på UCI’s Asia Tour. ”Jeg undrer mig over grunden til, at Pat McQuaid ikke tillader landshold at starte i HC.2 og højere løb. Hvad er problemet?”