Slår mesterstrategen til igen på søndag?

nullSlår mesterstrategen til igen på søndag?
Historien er jo altid god at blive klog af, og hvis man vil forsøge sig med et kvalificeret bud på udfaldet af næste søndags ”Helvede i nord”, så kan man måske lære noget af at se ti år tilbage i tiden. Nærmere betegnet den 14. april 1996, hvor Patrick Lefevere gennemførte en mesterlig strategi og satte tre Mapei ryttere på podiet.

Paris-Roubaix 1996 var for øvrigt det berømte løbs 100 års jubilæum efter starten i 1896, hvor tyskeren Joseph Fischer vandt den første udgave, og danskeren Charles Meyer sørgede for den bedste danske placering til dags dato – nemlig en anden plads. Det italienske hold Mapei med sportsdirektør Patrick Lefevere – nu Quickstep – var i den unikke situation at have intet mindre end tre topryttere i det afgørende udbrud. Tre ryttere, der alle var i stand til at vinde løbet, som man kan læse på dailypeleton.com i dag.

Lefeveres strategi var baseret på sejr til Museeuw under mottoet: ”Per Vincere Insieme”: Vi vinder sammen – hvilket forøvrigt var Mapei virksomhedens slogan.

Efter Arenberg skoven, der jo vender tilbage på ruten i år, var tyve ryttere sluppet fri og udgjorde nu det afgørende udbrud. Her var blandt andet seks Mapei rytter nemlig Johan Museeuw, Franco Ballerini, Gianluca Bortolami, Andrea Tafi, Ludwig Willems og Wilfried Peeters. Desuden var 1994 vinderen Andrei Tchmil, Fabio Baldato, Slava Ekimov og vores egen Lars Michaelsen i gruppen. At Lefevere kunne styre løbet så meget, at han kunne anbringe seks ryttere i front på dette tidspunkt er stor klasse.

Jernnæven i fløjlshandsken
Ballerini (nuværende italiensk landstræner) punkterede, og så var han ude af spillet. Og da Museeuw også punkterede omkring otte kilometer fra velodromen i Roubaix, måtte Lefevere trække jernnæven ud af fløjlshandsken og repetere holdstrategien for de to Mapei spydspidser i front: Gianluca Bortolami og Andrea Tafi.

Seerne på den italienske tv kanal Italia Uno fik hele samtalen med, da tv stationen var i stand til at hente signalet fra Mapeis sportsdirektørbil ned fra satellitten.

Lefevere til Bortolami: ”Du er nødt til at sige til Andrea, at han skal tage den med ro. Hvis han ikke gør det, så kan han se sig om efter et andet hold”.

Bortolami til Tafi: ”Andrea husk det vi har aftalt. Lad være med at forsøge på noget – Johan skal vinde”

Tafi til Bortolami: ”Jeg satser ikke på at vinde. Jeg vil bare have, at du lader mig få andenpladsen. Men det vil du ikke”.

I 1995 havde både Bortolami og Tafi kørt solen sort for at sikre sejren til Ballerini, og nu mente de begge to, at de måske havde fortjent at stå øverst på podiet. Men det var ikke Lefeveres strategi.

Én efter én droppede de tre ryttere tilbage til Mapei bilen og førte så højlydte samtaler med Lefevere, at det tydeligt kunne høres i tv transmissionen. Navnlig Museeuw var rasende.

Det blev iflg. Lefevere Mapei direktør Dr. Giorgio Squinzi, der til slut afgjorde rækkefølgen på de tre ryttere ved at ringe direkte til Patrick Lefeveres biltelefon.

På velodromen kørte Museeuw først over stregen som vinder med Bortolami på anden pladsen. Tafi måtte tage til takke med tredjepladsen. Mapeis styrke blev yderligere understreget, da Ballerini kørte sig ind på en femte plads.

Sportspressen rasede
Cykelsportsjournalisterne brød sig ikke om udfaldet. Ikke fordi de havde noget mod Museeuw, men fordi de synes, det var blevet en uren forestilling med for mange gustne overlæg. Overskrifterne i aviserne sagde fx: ”Skandale i Roubaix”, ”100 års forræderi” og ”De smed sejren væk”.

Konklusionen var klar: Det var ikke den enkelte rytter, der vandt. Og heller ikke holdet. Det var sponsoren og hans mange penge.

Hattrick - og lidt til
Men i den aktuelle sammenhæng i dag er det ikke så vigtigt, om det var Museeuw, Bortolami eller Tafi, der løb af med sejren. Det vigtige er, at Lefevere var i stand til at dominere et af verdens hårdeste løb på denne suveræne måde. Og at han minsandten gjorde det igen hele tre gange!!!

To år senere – i 1998 – hed podiet Ballerini, Tafi og Wilfried Peeters (nuværende sportsdirektør hos Quickstep).

I 1999 blev rækkefølgen Tafi, Peeters og Tom Steels. Lefevere skulle efter sigende aftenen før have sagt til Tafi, at ”nu er det din tur”.

I 2000 – nu hed holdet Domo-Farm Frites – var ryttterne på podiet Servais Knaven, Museeuw og Roman Vainsteins. Og for at det ikke skal være løgn, så vandt Museeuw sin tredje Paris-Roubaix sejr i 2002.

Rent statistisk har Patrick Lefevere med andre ord stået bag ca. 73% af samtlige Paris-Roubaix sejre siden 1995. Kun i tre tilfælde har han måttet se sig besejret : Frédéric Guesdon 1997, der grundigt snød både Museeuw (og Rolf Sørensen) – Peter van Petegem i 2003 – og Magnus Backstedt i 2004. Og i det sidste tilfælde ville undertegnede meget gerne have set, hvad der ville være sket, hvis ikke en helt enormt stærk Museeuw var punkteret 5 kilometer før Roubaix.

9. april 2006
Nu er spørgsmålet så – for at vende tilbage til udgangspunktet – om ikke den snu Patrick Lefevere er ved at have opbygget et nyt mandskab, der er lige så stærkt som i de glorværdige Mapei dage?

Tom Boonen, Filippo Pozzato og Nick Nuyens? Har vi ikke her tre ryttere, der alle kan stå øverst på podiet? Og ud over sidste års vinder Tom Boonen, så stiller Quickstep sikkert også op med vinderen fra år 2000 – Servais Knaven.

Bliver vi vidne til endnu en strategisk magtdemonstration fra Lefeveres side? Og skal direktøren for et firma, der fremstiller parketgulve, bestemmer rækkefølgen på podiet?

Personligt synes jeg, det er på tide at Charles Meyers danske 2. plads fra 1896 bliver forbedret. Der er trods alt gået 110 år. Så jeg vil sætte mig godt tilrette i sofaen og krydse alle fingrene (og tæerne) for Lars Michaelsen og CSC.

Og jeg ville ønske, at jeg var i en situation, der satte mig i stand til at hviske til Lars om morgenen før starten: ”Nu er det din tur”.

Han fortjener det.