Strade Bianche-analyse: Efter fuldendt hattrick er næste stop Sanremo

Ofte er det ikke specielt vanskeligt at finde et tema, der rammer disse analyser ind, men det begynder efterhånden at give udfordringer. Et glimrende eksempel er gårsdagens Strade Bianche, hvor den indlysende tilgang er endnu engang at understrege den suveræne dominans af Deceuninck-Quick Step, der ikke blot vandt den italienske nyklassiker, men med fire mand i top 13 leverede endnu en magtdemonstration. Problemet er bare, at jeg i disse analyser efterhånden har kogt urimeligt meget supper på belgiernes suverænitet, at endnu en hyldest blot vil have karakter af ren gentagelse af det, jeg allerede mange gange har skrevet, senest i sidste uges åbningsweekendsanalyse.

Men det er altså det, der igen står tilbage som det altoverskyggende tema efter endnu en mindeværdig udgave af det italienske løb, som er så betagende, at man allerede er begyndt at tælle dagene til 2020-udgaven. Ikke blot løb de med sejren med Julian Alaphilippe - det var trods alt ikke uventet, da de i ham og Zdenek Stybar havde løbets vel to største favoritter - med Yves Lampaert og Pieter Serry i top 13 leverede de igen så overbevisende en holdindsats, at det efterhånden må være umuligt for rivalerne at gennemskue, hvordan i alverden det ustyrlige superhold skal standses.

Det mest skræmmende er, at de er startet endnu bedre end i jubelåret 2018, hvor de tog ikke færre end 73 sejre. Dengang kom de nemlig tomhændede fra åbningsweekenden, men som jeg tærskede langhalm på i sidste uge, gik det i år helt anderledes, da de i suveræn stil vandt de to første belgiske løb. Og i går viste de så, at de også kan dominere uden for hjemlandets grænser, da Alaphilippe altså vandt den første ikke-belgiske klassiker.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Netop på udebane havde de faktisk visse vanskeligheder sidste år. Hvor de i Belgien dominerede så voldsomt, at det kun var Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Brabantse Pijl, der gled dem af hænde - i hvert fald når vi taler større endagsløb - blev det i udlandet ”kun” til sejre i San Sebastian ved Alaphilippe og i Hamburg ved Elia Viviani. I Paris-Roubaix endte man kun som nr. 3 med Niki Terpstra, Alaphilippe blev udmanøvreret i finalen af Amstel Gold Race, Stybar sov i finalen af Bretagne Classic, Viviani blev akkurat slået i RideLondon Classic og Cadel Evans Great Ocean Road Race, Stybar blev sat til vægs i Strade Bianche, Viviani kørte sin vel eneste helt fejlslagne spurt i 2018 i Milano-Sanremo, og i Il Lombardia og de canadiske løb var holdet sjældent usynlige.

I år er det til gengæld startet anderledes. Med Alaphilippes sejr vandt man det første ikke-belgiske europæiske storløb, og dermed er der allerede efter tre løb Deceuninck-hattrick i klassikerne. Og regner man WorldTour-løbet Cadel Evans Great Ocean Road Race med til listen over stor endagsløb, er det allerede blevet til fire ud af fire, da Viviani her fik revanche for sidste års nederlag.

I går blev vi igen mindet om, hvorfor Deceuninck sidste år var usårlige i de flamske løb. Her lykkedes det dem nemlig gang på gang at anbringe sig selv i et overtal, som de effektivt udnyttede, og når rivalerne forsøgte at organisere en jagt, havde de konstant et større antal blå trøjer i nakken, der effektivt kunne tage alt mod fra dem. Sådan var det også i går, da først Alaphilippe var kørt væk, for hver gang Tim Wellens, Tiesj Benoot og Greg Van Avermaet forsøgte at få anden gruppe op i fart, sad Stybar og Lampaert klar til at forstyrre rytmen og slå kontra, hvis frontgruppen skulle blive hentet.

Det var der nu ikke den store fare for. Alaphilippe og Jakob Fuglsang viste, at de var løbets i særklasse stærkeste, og med endnu en favoritsejr viste franskmanden, hvorfor han med hast nærmer sig en status som verdens bedste endagsrytter. Selvom man måske nok sad med fornemmelsen af, at Fuglsang havde mest overskud mod slutningen, var han aldrig tæt på at ryste sin franske rival af, og da først det hele skulle afgøres på rampen i Siena, var det givet, at ingen kunne slå den eksplosive franskmand, der i den type finaler vel kun trues af Alejandro Valverde, som grundet sygdom desværre skippede årets løb.

Duellen i Ardennerne mellem Alaphilippe og den spanske veteran er en af årets mest imødesete, efter at den franske opkomling sidste år detroniserede Kongen af Mur de Huy i Fleche Wallonne. I år er det tydeligt, at Valverde forsøger at spare på krudtet, så han undgår at brænde tidligt sammen som i 2018, men med den start, hans værste rival har vist med årets fire sejre, står det også klart, at selv ardennerkongen Valverde skal være knivskarp, hvis han skal forhindre Deceuninck i at fortsætte successtimen også i den vallonske del af hjemlandet.

På brostenene skal holdet til gengæld klare sig uden Alaphilippe, men det betyder ikke, at der er grund tl bekymring. Tabet af Niki Terpstra har ellers givet anledning til nogen tvivl, men efter den bragende flotte start fra Stybar, står det klart, at tjekken vel næppe nogensinde har været bedre - i hvert fald ikke siden 2015. I går måtte han loyalt spille holdkortet, da først den årvågne Alaphilippe var kørt med Fuglsang, men ved effektivt at vinde spurten på bakken i Siena viste Stybar igen den styrke, der allerede har indbragt to sejre.

Mindst lige så opløftende var det at se Yves Lampaert klare udskilningen på Monte Sante Marie. Al logik sagde ellers, at det italienske løbs mange højdemeter nok ville blive lidt for meget for den ikke specielt klatrestærke belgier, men han overgik igen forventningerne og viste, at han er klar til at træde et trin op og i 2019 at overtage Terpstras rolle som et sidste kort også i de helt store klassikere. Og dominansen blev endda fuldendt af den altid loyale og stabile Serry, der endda selv mente, at han uden to punkteringer havde været et fjerde Deceuninck-kort i frontgruppen!

Dagens anden store helt var naturligvis Fuglsang, der med endnu en 2. plads til den efterhånden lange samling bekræftede det indtryk, man har siddet med siden starten i Murcia. Allerede her så det ud til, at danskeren, der ellers har tradition for at starte stærkt, næppe nogensinde har lagt så godt fra land. Det blev senere tydeliggjort med sejren i Ruta del Sol, og i går blev det slået fast med syvtommersøm, da han uden tvivl lignede løbets stærkeste mand, der blot var overmatchet af en sand specialist på en rute, der ikke passede ham ideelt.

Det er svært ikke at beundre de fremskridt, Fuglsang i en høj alder bliver ved med at gøre, men alligevel sidder man med en lidt ærgerlig fornemmelse. Måske er der en grund til, at han gang på gang bliver nr. 2 og har så få sejre, for i går så vi tydeligt, at han mere kørte for en andenplads for at vinde. Da først han var efterladt alene med Alaphilippe stod det nemlig klart, at han ikke havde skyggen af chance for at vinde på rampen i Siena, men alligevel valgte han at slæbe franskmanden med hjem til en stensikker Deceuninck-triumf.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det er svært at vide hvilke ordrer, der kom fra sportsdirektørerne, men Fuglsang havde muligheder for at spille spillet anderledes. Den mest enkle option havde været at sætte sig på hjul og lade Wout van Aert komme tilbage, for i en sandwich, hvor han selv skulle lukke alle huller, kunne Alaphilippe måske være blevet knækket. Fuglsang kunne også have spillet Lutsenko-kortet og nægtet at samarbejde, for selv hvis forfølgerne var kommet op ville kasakkerne stå med sejrsmuligheder med den eksplosive kasak, der nok skulle have haft en chance for at slå en træt Alaphilippe i finalen i Siena. Naturligvis indebar det også en risiko for, at man slet ikke kom på podiet, men med den valgte taktik havde man reelt ingen chance for at vinde. Og det er måske forklaringen på, hvorfor Deceuninck vinder så mange endagsløb: modsat mange andre kører de altid entydigt efter sejren!

Fuglsang kan dog følge sig betrygget i sin form, og nu kan man blot ærgre sig over, at han ikke rigtigt kan udnytte den i et Tirreno-Adriatico, der rutemæssigt slet ikke passer ham, og hvor alene holdløbet med det samme vil sætte ham langt tilbage.  Sjovere havde det været, hvis han i stedet havde taget sine god ben med til Catalonien, hvor Valverde måske nok er svær at slå på de ret eksplosive stigninger, men hvor der i fraværet af en enkeltstart og med rigtige bjerge havde været langt bedre muligheder for faktisk at køre med om sejren. I stedet kan vi så se frem til se Fuglsang folde sig ud i Flandern Rundt og ardennerklassikerne, for han viste igen i dag, at han trods sin manglende eksplosivitet altså er en glimrende endagsrytter.

Det er Lutsenko også, og selvom han på bakken i Siena for første gang i år viste lidt flere svaghedstegn - vi skal ikke glemme, at han og Stybar havde siddet på hjul i finalen - er det endelig lykkedes ham at tage sin gode form med sig fra Oman til de europæiske storløb, hvor han ellers i mange år har været en kronisk skuffelse. Man kan stadig have en frygt for, at han atter har mistimet formen - ikke mindst fordi han altså i går virkede knap så overbevisende og i år skal holde den helt frem til Ardennerne, der er det store mål - men der er i hvert fald et berettiget håb om, at 2019 kan blive året for hans store klassikergennembrud.

Et sådant gennembrud kan også komme for Wout van Aert. Man kan ganske vist med nogen ret hævde, at han allerede fik det i sin første klassikersæson i 2018, hvor han overgik alles, inklusive egne, forventninger. Alligevel manglede han det sidste - i Paris-Roubaix også det nødvendige held - for at kunne følge de allerbedste på den helt store scene, men gårsdagens præstation giver løfter om endnu mere i år. Efter en lidt halvsløj start i Omloop, hvor han efter en lang crosssæson stadig var lidt rusten var det ganske imponerende at se ham for andet år i træk sikre sig en 3. plads i et af de hårdeste endagsløb. Og modsat sidste år skete det ikke via et tidligt angreb og mangel på kontrol, men i stedet ved, at han i første omgang fulgte løbets to bedste og siden endda holdt en meget stærk gruppe bag sig.

Det lover særdeles godt, især fordi det altså er hans blot anden start i år. Vi har altid vist, at Van Aerts stpre styrke i crossløbene var den store motor, og sidste år viste han, at den også er holdbar i de længste og hårdeste klassikere. På et stadig mere spændende Jumbo-hold, hvor han sammen med Mike Teunissen, Taco van der Hoorn, formstærke Danny Van Poppel, Timo Roosen og Amund Jansen har han samtidig glimrende og ikke mindst perspektivrig og ungdommelig støtte, der endelig kan gøre det så alsidige mandskab synlig også på brostenene.

Løbet var især en nedtur for Lotto Soudal. Det er nu ikke, fordi en 5. og en 10. plads er dårligt, men for et hold med to oplagte vinderkandidater var det alligevel skuffende. Ingen af de to kaptajner, Tiesj Benoot og Tim Wellens, havde det nødvendige for at køre med i den afgørende forcering, og siden manglede de også styrken til at komme tilbage.

Først og fremmest er det skuffende, at den desværre altid så ustabile Wellens som så ofte før endte med at eksplodere en anelse og dermed viste lidt sprækker i en første del af sæsonen, der ellers har været fremragende. Desværre er det ikke uset, at Wellens ofte falder sammen for enden af de helt hårde løb, og det var muligvis igen, hvad der skete i går. Det betyder dog ikke, at han ikke kan rejse sig inden Tirreno, for det er velkendt, at Wellens form ofte kan svinge voldsomt fra dag til dag.

Bedre ser det ud for Benoot. Modsat Wellens havde han nemlig en del tvivl om formen efter det ærgerlige styrt i Omloop, men med en flot afslutning i Siena efter en hel dag, hvor han havde ført i jagten på de forreste, viste han, at det var helt korrekt, at han meldte om drømmeben inden sidste lørdags uheld. Noget tyder på, at han atter er kommet ned fra Sierra Nevada med stor styrke, og i lyset af den alt andet end optimale forberedelse lover det godt frem mod en klassikersæson, hvor han endelig skal have de resultater, sidste års form egentlig berettigede til.

En anden rytter med en vis frustration er naturligvis evigt stabile Greg Van Avermaet. Belgieren var i Omloop sammen med Stybar stærkeste mand, men det var han ingenlunde i går, hvor han også indrømmede, at benene havde været knap så gode. Svært bekymrende er det dog ikke, for det meget kuperede Strade Bianche har aldrig passet ideelt til store Van Avermaet, der er langt bedre på de nordeuropæiske brosten. Alt går derfor fortsat den rette vej for belgiernes største brostenshåb efter et år, hvor han ikke ramte sine bedste form, men det må til gengæld igen være bekymrende, at hans svage CCC-mandskab igen glimrende ved sit fravær og efterlod ham i en meget sårbar position, hvor han nok kunne have brugt en holdkammerat eller to.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Mest ærgerlig har Maximilian Schachmann grund til at være. Det stod allerede inden løbet klart, at det tyske stortalent måtte være skabt til dette løb, men det var alligevel imponerende at se ham være decideret flyvende på nøglesektoren Monte Sante Marie. Der er al mulig grund til at tro, at han kunne have kørt finale med de tre forreste, hvis ikke en dum punktering havde sat ham ud af spillet, ikke mindst fordi hans imponerende opkørsel viste, at han havde diamanter i benene. Nu endte det i stedet med en beskeden 29. plads, og da han af helt uforståelige årsager ikke skal udnytte sin gode form i Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, hvor han ellers med sin gode enkeltstart kunne være kommet ganske langt, må vi nu vente til det nok lidt for svære Volta a Catalunya til atter at se ham, og i sæsonens helst store mål, Ardennerne, kan han desværre ende som hjælper for en vis slovak, der som bekendt i år har tænkt sig at satse både på Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege.

Hvor Schachmanns manglende resultat alene skyldtes dårlige ben, må alarmklokkerne til gengæld ringe i Sky-lejren. Allerede i Emiraterne viste Gianni Moscon halvdårlig form, og det gjorde styrtet på 4. etape bestemt ikke bedre. Ifølge holdet var han i går fortsat for mærket af sit ublide møde med den mellemøstlige asfalt, og nu begynder det efterhånden at blive kritisk inden brostensklassikerne, hvor der efter hans drømmeefterår ellers var grund til at have enorme forventninger. Han har stadig tid til i Tirreno at forbedre formen, men timeglasset begynder langsomt at løbe ud for rytteren, der vel sammen med Alaphilippe er tidens største klassikertalent.

Til gengæld kan Sky så glæde sig over, at Geraint Thomas efterhånden er kommet af med de mange kilo, som var et resultat Tour-festernes mange flødekager. Sammenlignet med debuten i Valencia var det i hvert fald langt, langt bedre, og selvom han manglede det sidste på Monte Sante Marie, var det lovende at se ham slutte meget stærkt af. Formentlig har han blot skullet bruge løbet til at få varmet motoren op, og vi kan derfor have visse forventninger inden det første nål i Tirreno. Måske har han ikke formen til at slå Roglic, men han vil i hvert fald være konkurrencedygtig. Og så kan holdet også glæde sig over, at Diego Rosa med et stærk soloudbrud viste, at han efter et år ødelagt af sygdom igen ligner den rytter, der for nogle år siden blev nr. 2 i Il Lombardia.

En anden opløftende præstation kom fra Simon Clarke, der allerede i Tour La Provence viste, at han efter nogle år som anonym hjælper igen er klar til at jagte resultater. I går var han ubetinget en af de stærkeste, og han mente endda selv, at han måske med lidt årvågenhed kunne have kørt med de bedste. Det er måske tvivlsomt, men det var alligevel positivt at se det ellers så skuffende EF-mandskab fortsætte den gode sæsonstart, også fordi Alberto Bettiol trods nylig sygdom sad med i front, indtil han blev sat ud af spillet af krampe.

På Trek var det Toms Skujins, der efter sidste års store sejr i Tre Valli Varesine, viste, at hans fighterevne kan bringe ham langt, og at det ikke er uden grund, at han har så mange udbrudssejre. Dermed var der tiltrængt oprejsning til amerikanerne, hvis kaptajner som bekendt fejlede slemt i åbningsweekenden. Til gengæld kunne de så ærgre sig over, at den ellers så formstærke Bauke Mollema blev sat ud af spillet af et styrt, for den alsidige hollænder kunne med sin gode form og sin næse for endagsløb have været et spændende krydderi i finalen.

Ros må der også være til store Stefan Küng, der kæmpede heroisk mod de mange højdemeter og mere og mere ligner en mand, der kan overraske i Roubaix. Davide Ballerini fortsatte også de lovende takter for Astana, ligesom Nippos Marco Canola er på vej tilbage efter en skidt 2018-sæson, hvor han ikke kunne bygge videre på det flotte 2018. Mitchelton måtte til gengæld sande, at Luke Durbridge altså fortsat ikke har samme niveau som i 2017, hvor han var med helt i front på brostenene, og selvom Viacheslav Kuznetsov og Ruben Guerreiro egentlig gjorde det hæderligt, er det stadig meget svært at få øje på lyset for enden af tunnelen for et Katusha-mandskab, der slet intet får ud af at være et af de bedst polstrede WorldTour-hold.

Måske de skulle sende manager Jose Azevedo på kursus hos Patrick Lefevere? Katusha og Deceuninck er i hvert fald WorldTourens to modpoler. Hvor det ene tilbringer de fleste løb som anonymt fyld i feltet, går det andet fra den ene succes til den anden. Efter tre europæiske klassikere er hattricket allerede hjemme. Nu har rivalerne to uger til at finde ud af, hvordan de får skovlen under Alaphilippe og Viviani, når det går løs i årets første monument og på de legendariske veje, der fører fra Milano til Sanremo.