Men når han endelig får debut for det danske ProTour-mandskab er det med udsigt til at udfordre nogle af cykelsportens mest mystiske bjerge.
Chris Anker Sørensen er formentlig dansk cykelsports største rene bjergtalent, men i forårets hårde, vindblæste, kolde og brostensbelagte løb har danske Team CSC ikke brug for det unge talents kvaliteter. Derfor har Bjarne Riis indgået en lejeaftale med kontinentalholdet Team Designa Køkken, der således får gavn af det unge talent lidt endnu.
”Bjarne har aftalt med Designa, at jeg kører nogle løb for dem i marts og april, hvor jeg ligesom er lånt ud fra Team CSC til Team Designa Køkken. Jeg er reserve (på Team CSC, red.) til nogle løb i april, så hvis de får et forår som sidste år (med mange skader, red) - hvad man selvfølgelig ikke håber på - så starter jeg engang i starten af april. Men får vi et forår uden så mange skader, så starter jeg enten i Tour of Georgia eller Rund um den Henninger Turm,” fortæller Chris Anker Sørensen til Feltet.dk.
”Det er en rigtig god aftale, de har lavet, fordi jeg nu får en masse løb hos Designa. Hos Team CSC er der i starten af året kamp om at komme ud og køre, da alle klassiker-rytterne kan blive klar. Jeg er jo ikke ligefrem en klassikerrytter, så jeg ville ikke kunne få et super godt program og uden ret mange løb. Men nu kan jeg få en masse løb.”
”Det skallede bjerg” venter
Man er dog ikke i tvivl om, at det danske Pro Tour-mandskab har tiltro til det unge danske rytters talenter i bjergene, når man ser nærmere på Chris Anker Sørensens løbsprogram. Efter debuten i enten Tour of Georgia eller Rund um den Henninger Turm stiller Chris Anker Sørensen efter planen til start i Fire dage ved Dunkerque, hvorefter han bliver sendt direkte videre til de bjergrige ProTour-løb: Vuelta a Catalunya og Dauphiné Libéré.
”Jeg glæder mig utrolig meget til det. I Dauphiné Libéré får jeg lov at prøve at køre på et bjerg som Mont Ventoux! Der får man virkelig at se, hvad man kan og kommer nok også til at se sine egne grænser. Derefter må jeg se, hvor meget jeg mangler, før jeg kan gøre mig gældende blandt de bedste. Det er klart, at jeg får tæsk her og nu, fordi jeg skal lære gamet at kende,” siger Chris Anker Sørensen, der indtil nu som alle andre blot har kunnet kigge med på TV-skærmen, når de professionelle gav sig i kast med de legendariske alpe-stigninger.
”Jeg kunne godt tænke mig at ramme et morgenhug på en af bjergetaperne og så se, hvor lang tid man kan blive siddende derude. Det er lidt en drøm, hvis man nu fik lidt lang snor at kunne holde den hele
vejen til mål. Jeg ved jo godt, at hvis man bliver siddende i feltet og de ”grimme kale” træder an, så kan jeg jo nok ikke være med,” fortæller Chris Anker Sørensen.
Gør hvad han får besked på Chris Anker Sørensen kender udmærket sin plads i hierarkiet, men umiddelbart stiller det danske mandskab op uden en egentlig kaptajn i det franske ProTour-løb, da rytterne til Tour de
France efter planen stiller til start i Tour de Suisse.
”Hvad jeg umiddelbart er blevet fortalt, så har vi ingen kaptajn i de to ProTour- løb, men hvis der er en på holdet, der sidder med i klassementet, så kan det godt være at min rolle bliver lidt en anden. En som (Inigo, red.) Cuesta skal med, og hvis han er flyvende, så kan det være vi skal køre for ham. Det skulle dog ikke være planen, at han er det,” fortæller Chris Anker Sørensen, der ikke selv gør sig illusioner om, at han kan blande sig i klassementet.
”Noget af det jeg i hvert fald skal have forbedret er min enkeltstart. Jeg skal nok også i det hele taget have lidt mere fart i benene, fordi det er nogle lidt andre gutter, end dem jeg er vant til at køre med. Når vi sidste år kørte UCI-løb, var der måske to ProTour-hold til start, nu bliver det lige pludselig kun ProTour-hold man skal køre mod. Det skal man lige vænne sig til. I det hele taget tror jeg bare, at jeg det første år gør, hvad jeg får besked på,” slutter Chris Anker Sørensen.