Den kommende weekend bliver for flere af Team Designa Køkkens ryttere en travl og hård weekend med løb i Holland om lørdagen og løb i
Esbjerg om søndagen. Lørdag deltager holdet nemlig i Ronde von Drenthe - UCI kategori 1.1 - som er et løb med et ProTour hold, som man tidligere har kunnet læse på Feltet.dk. Desuden stiller en række Professionel Kontinentale Teams til start. Derudover er der også en række Kontinental Teams til start. Netop et Kontinentalt team er Team Designa Køkken i øjeblikket.
Løbet er på 209 km, som bliver kørt i Drenthe regionen, og hvor de sværeste forhindringer er grusveje og brosten som gør dette løb specielt og anderledes.
"Vi har et godt hold til start: Michael Reihs, Rene Jørgensen, Fredrik Johansson, Thomas Guldhammer, Martin Mortensen og den danske U23 mester Kasper Jebjerg, og jeg føler, at de alle er klar til dette løb, og målsætningen er en top-10 placering, hvis vi undgår uheld. Holdet har i den første løbs måned klart vist, at vi har styrken til at lave en pointgivende placering på trods af den hårde modstand," forklarer Christian Andersen.
Søndag bliver den danske kalender skudt igang i Esbjerg, og det bliver spændende at se det danske niveau i 2007.
"Vi deltager selvfølgeligt for at vinde løbet, men vi må også erkende, at vi får hård modstand, og det bliver ikke lettere af, at vi kører et hårdt løb i Holland dagen før, hvilket betyder at rytterne først kommer til Danmark natten imellem lørdag og søndag. Derudover stiller vi til start i Esbjerg uden 4 af vores bedste ryttere på nuværende tidspunkt. Det må ikke blive en undskyldning, vi skal forsat være med i front og vores målsætning er at vinde løbet i Esbjerg, selvom holdet primært består af ryttere, der først skal være i form senere," forklarer Christian Andersen (billedet).
Team Designa Køkken stiller til start med Jesper Odgaard Nielsen, Daniel Holm Foder, Mads Christensen, Michael Tronborg, Jens-Erik Madsen, Michael Reihs, Thomas Guldhammer og den danske U23-mester Kasper Jebjerg.
Det bliver således sæsondebut til Jesper Odgaard Nielsen, der var skadet i hele 2006-sæsonen og til
VM bronzevinder på banen Jens-Erik Madsen, der nu skal vende sig til en noget længere løbsdistance end 4.000 meter. Andreas Frisch må sidde over i weekenden pga. efterveerne fra hans voldsomme styrt i Frankrig i Påsken.