Ti år efter Festina-skandalen

nullTour de France 1998 betød starten på skandalernes årti for cykelsporten, som i mange henseender kom til at betale hele prisen for dopingmisbruget i sportens verden. For første gang blev et omfattende system af systematisk doping afsløret, som ellers tidligere kun var noget, man forbandt med hærdebrede østeuropæiske atletikkvinder eller små østtyske, rumænske og bulgarske gymnastikpiger.

Af de 198 ryttere, der startede løbet i den irske hovedstad Dublin, var der kun 97, som kørte over målstregen i Paris. Undervejs havde arrestationer, udelukkelser af hold og hold, som trak sig i protest, sørget for en kraftig minimering.

Det hele startede allerede tre dage før, da toldere ved den fransk-belgiske grænse stoppede en officiel Festina bil, med den nu legendariske soigneur, Villy Voet, ved rattet. Bilen var stoppet med dopingpræparater. I løbet af de kommende dage fortsatte dramaet, da Festina-rytterne og kollegerne fra det hollandske TVM-hold blev hentet i løbet af natten og bragt til dopingkontrol på hospitalet eller måtte tilbringe et stykke tid i en enkeltcelle hos politiet i Lyon.

Reaktionerne fra rytterne var kraftige, og det spanske ONCE hold valgte sammen med fem andre hold helt at forlade det franske løb i protest mod myndighedernes hårdhed. 17. etape startede med en rytterstrejke i solidaritet med de berørte ryttere, og først med to timers forsinkelse trillede et samlet felt over målstregen Aix-les-Bains. Forhørene hos politiet fik imidlertid knækket Festinas team manager, Bronu Roussel, som indrømmede systematisk doping på det franske hold. Læger, soigneurs og ledelse havde forsynet rytterne med forbudte stoffer, og hurtigt efter faldt indrømmelserne som skud fra et maskingevær, selvom holdets største stjerne, Richard Virenque, skulle bruge endnu et par år til at få tungen på gled.

Vinderen i 1998 var såmænd ingen ringere end Marco Pantani med Jan Ullrich på podiets næst øverste plads. Begge ryttere har senere også været impliceret i diverse skandaler, og cykelsporten har siden 1998 kæmpet for at komme af med ryet som sportens mest dopinginficerede sportsgren.

Efter Festina-skandalen lød det lovende, at cykelsporten nu ville starte på en frisk, men hvis nogen havde satset på dramatiske ændringer, så meldte skuffelsen sig hurtigt. Festina var kun den første af en række rystelser, som fik endnu en tur, da Ivan Basso og Jan Ullrich med afsløringerne i Operacion Puerto blev udelukket dagen før 2006 udgaven, eller da Astana holdet og Michael Rasmussen sidste år sørgede for negative overskrifter og dopingmistanker, for ikke at tale om Jef D’Honts udtalelser, som førte til en række indrømmelser fra tidligere Telekom-ryttere, herunder Danmarks eneste Tour-vinder gennem tiderne, Bjarne Riis.

Ti år efter Festina skandalen prøver cykelsporten stadig at hele sårene, og indførelsen af det biologiske pas er nyeste skud på stammen af anti-doping tiltag. Det kan dog af og til være vanskeligt at se, at de implicerede trækker i samme retning, og kritikken flyver stadig frem og tilbage om, hvem der gør mest eller mindst.

Om to dage går det imidlertid løs igen, når Tour de France 2008 den 5. juli skydes i gang i Brest, ti år efter Festina, og forhåbentligt bliver det denne gang uden de store skandaleoverskrifter – ikke fordi de forties eller at der dækkes over noget, men simpelthen fordi både ryttere, hold og arrangører forhåbentligt har taget ved lære af de sidste ti år og indset, at doping simpelthen dræber sporten.