Tilbageblik: En søndag i Paris

En Tour de France afslutning i byernes by er en helt speciel oplevelse, og i søndags blev 2014-udgaven af verdens største cykelløb rundet af med et flot cykelshow, fest og stemning, masser af tilskuere, herunder en italiensk fanklub med en noget aparte opførsel.

Allerede fredag stod tribunerne klar, de første afspærringer var stillet op langs vejkanten, og de franske flag vejede fra standere hele vejen op ad Champs Élysée, men derudover var der ikke mange tegn på, at afslutningen på verdens største cykelløb var lige på trapperne. Selvfølgelig var der de sædvanlige reklameartikler til overpriser i souvenir-butikkerne, men Paris og Champs Élysée var sig selv: Fyldt med turister, især amerikanere på Europarejse og nyrige kinesere, der gladelig betaler 1200 euro for en taske af det helt rigtige mærke.

Lørdag begyndte det hele så at lugte lidt af fugl. Et hold amerikanere ved bordet ved siden af undertegnede og ledsager ventede på endnu et par stykker, og blandt dem også et par kendte ansigter fra cykelsporten, som var kommet til byen for at lugte lidt af den gamle savsmuld. Man skulle dog ikke mange skridt væk fra det berømte strøg, før livet gik sin vante gang. I løbet af natten blev de sidste tribuneområder gjort klar og hele gaden og området omkring Triumfbuen og Concordepladsen var afspærret for trafik. Nu var Champs Élysée klar til Tour de France.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Så blev det søndag

En spadseretur søndag morgen afslørede de første fans, der ikke havde betalt for en tribuneplads, men som alligevel ville sikre sig en plads i forreste række. Nogle var kommet til i løbet af natten og lå og sov ved siden af afspærringen, andre havde sat deres gule festivalstole op og kunne i de behagelige morgentemperaturer se diverse ryttere og honoratiores iført team kit prøve en tur på rammen det samme sted, hvor stjernerne om mange timer ville komme hamrende ind ad brostenene. Tilskuere med diverse udgaver af klapstole begyndte at indfinde sig i de tidlige formiddagstimer, og dagens første eller andet måltid blev indtaget på den eftertragtede plads, som regel en baguette med lidt skinke og ost.

Allerede fra morgenstunden er der opstillet boder og officielle biler, som sælger merchandise: En pose med en T-shirt, et par armbånd, en nøgleringsbamse, en kasket og en bandana for 20 euro, eller en paraply og en kuglepen for 10 euro. For den nette sum af 40 euro kan man endda erhverve sig en af de gule festivalstole. Tasker, svedbånd, nøgleringe … alt kan fås i gult med det karakteristiske logo. Gule T-shirts i både officielle og mindre officiel udgaver og i alle størrelser ses på både ung og gammel efterhånden som formiddagen bliver til middag.

Tour de hva’-for-noget

En asiatisk familie kommer gående og kigger undrende på al virakken. En af de unge sælgere fra en af de mange merchandise-biler spørger, om de skal se cykelløb. De kigger undrende, og den unge fyr gentager på engelsk med den sædvanlige franske accent: ”Tour de France? Today … last stage!” Efter endnu lidt opklarende bemærkninger går det op for familien, at de står midt i et af verdens største sportsbegivenheder. De spørger hvornår og får at vide, at rytterne kommer kl. 18.00. Mon de vendte tilbage? I så fald ville det være til en plads langt fra barrieren, måske i femte eller sjette række.

Fanklubben fra Sicilien

Klokken halv et åbnede adgangen til tribunerne. Vi havde billetter til tribune nummer fem, i nærheden af Concordepladsen. Allerede før der blev åbnet, havde der samlet sig en lille kø, heriblandt en flok italienere i alle aldre iført gule eller blå T-shirts. Nu er italienere sjældent afdæmpede, og det var de her bestemt heller ikke, og kl. 12.30 masede en lille, ældre mama sig frem og fik i småløb taget trapperne ned til første række lige mellem 200 og 250 meter mærket med forbavsende hurtighed. Her fik hun lynhurtigt bredt tasker og diverse ud, så der ikke var plads til ret mange andre, mens en yngre model sikrede sig rækken bagved. Inden mama fik råbt ’occupadre’ fik jeg og min ledsager dog sat os på et par pladser længst ude på første række, hvor der også senere kom et par søde, franske damer, som vi til italienernes utilfredshed tilbød de sidste to pladser.

Tourens reklamekaravane er et kapitel for sig. Jeg har set mange cykelløb, men intet slår det massive opbud af køretøjer på to og fire hjul, der passerer en times tid inden Tour-rytterne kommer forbi. Fantasien kender ingen grænser, der bliver danset, cyklet, hoppet, redet, badet, stået på ski på taget og ladet af de mange biler, mens musikken blander sig med den officielle speakers orientering om etapens forløb ude i feltet, der nærmer sig byen. Der bliver dog, formentlig af sikkerhedsgrunde, ikke kastet strøgaver i grams på rundstrækningen, men alene synet er overvældende. Alt er stort i Tour de France.

Occupadre

De gul- og blåklædte italienere fra før viste sig at være repræsentanter fra Vincenzo Nibalis fanklub, og derfor skulle man tro, at de var kommet for at se cykelløb, men damernes løb, som startede kl. 13.00 virkede ikke til at have den store tiltrækningskraft. I stedet blev tiden brugt til ophængning af bannere med deres logo og et italiensk flag. Deres stolepladser blev brugt til opbevaring af bagage, mens enkelte tog sig en lur, med mindre de unge mennesker fra Vittel kom forbi med en køletaske, for så vågnede man op til italiensk dåd. Flere gange blev tasken nærmest flået af staklerne, så man kunne inspicere indholdet og sikre sig noget koldt at drikke.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er vist overflødigt at bemærke, at opførslen hos ’Tifosierne’ ikke imponerede de øvrige på tribunen. Til gengæld var der en usagt samhørighed mellem resten. Uanset alder, nationalitet eller øvrige præferencer blev der sendt bifald mod damerytterne, og de efterfølgende juniorryttere, som i den brændende sol kæmpede om sejren. Det var bomstærke Marianne Vos, som kunne skrive sig ind i historiebøgerne som den første vinder på Champs Élysée 2014.

Så kom Tour-feltet

En ældre herre med sit kamera og en tung taske ville tage sig et hvil fra solens bagende stråler på et af de tomme sæder i ’italiener-kolonien’, men det mødte ingen forståelse, han fik straks besked på, at det var ’occupadre’. Vi tilbød ham i stedet at sidde på vores pladser, hvis han havde behov, og hentede en kold cola af skræk for, at han skulle falde om af hedeslag eller dehydrering. Det skete heldigvis ikke.

Italienerne viste i modsætning til den australske fanskare på den anden side af gaden stadig ingen interesse for selve løbet, men det kom de vist til at fortryde, for da Tour-rytterne nærmede sig rundstrækningen var pladserne ved barrieren optaget, og de to ældre fans, som havde taget opstilling i hjørnet af tribunen fik at de omkringstående at vide, at de skulle løfte deres ’Nibali-flag’, så alle kunne se op ad opløbsstrækningen. De andre, damerne, måtte stille sig op på et af sæderne bagved, hvis de ville se noget. De kunne dog glæde sig over lidt stardust fra selveste Mario Cippollini, som kom forbi for at hilse på. Det tiltrak imidlertid ikke meget opmærksomhed hos resten af tribune-publikummet, nu var Tour-karavanen nemlig lige på trapperne.

Der Jensie og Mørkøv den store

Da feltet tog hul på de ni omgange på rundstrækningen, og de traditionelle angreb blev indledt, lød der et brøl fra tribunerne. Mange timers venten var slut, og jublen og bifaldene bragede hele vejen rundt, da en af feltets absolut mest populære ryttere, Jens Voigt, også gav en prøve på det, der igennem den lange karriere har været hans signatur: De vandvittige udbrud.

Champs Élysée fik sagt pænt farvel til den tyske rytter, som kørte sit sidste Tour de France. Det danske hjerte slog også et ekstra slag, da en trio med deltagelse af Michael Mørkøv prøvede lykken. Men generelt var der en fantastisk opbakning til alle rytterne. Hver gang, de passerede, blev de mødt af klapsalver og opmuntrende råb, også de af dem, der af den ene eller anden grund var blevet sat af feltet.

Sejrsceremoni og æresrunde

Knap var etapen afgjort, med Marcel Kittel som vinder, før ’Armadaen’ var forsvundet, måske for at få et blik af sejrsceremonien? Hvem ved? ingen syntes dog at savne den noget aparte opførsel. For os andre var festen dog ikke slut. Sejrsceremonien blev gennemført. Desværre kunne den enorme storskærm på grund af træerne ikke ses derfra, hvor vi stod, men det fik ikke folk til at miste modet. I stedet blev der vinket, hujet og klappet af de ryttere, der var på vej ned til den obligatoriske æresrunde, og flere af dem gav sig tid til at hilse på, hvis de da ikke lige blev interviewet af en journalist i rask gang på vejen ned til bilerne.

Nu kunne man tro, at det kun var de vindende hold, der fik bifald, men det var slet ikke tilfældet. Alle hold, ryttere, mekanikere og sportsdirektører, og hvad der ellers kom forbi på en cykel, fik klapsalver på vejen. På begge sider af barrieren blev mobilernes kamera- og videofunktion brugt flittigt til at forevige øjeblikket, i blikkene på rytterne var glæden over at have gennemført tydelig, og de fleste havde for et øjeblik glemt de foregående tre ugers anstrengelser, regn, varme, styrt og smertende ømme muskler.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Uden mad og drikke

Da Astana som det sidste hold også havde taget turen forbi tribunerne, forlod vi vores pladser. Klokken var efterhånden også blevet ni om aftenen, og sulten var begyndt at melde sig.

På en restaurant i en af sidegaderne var der fest og stemning fra en håndfuld franske cykelfans, som fejrede det flotte franske resultat. Nationalsangen gjaldede og medførte smil hos de spisende. Vi fik et bord udenfor, og ved siden af sad et hollandsk ægtepar. Det viste sig at være forældrene til en af Tour-rytterne, som var i byen for fjerde gang for at se sønnen gennemføre sin ottende Grand Tour, og naturligt faldt snakken på årets Tour de France. Var det den rigtige vinder? Var feltet rent? Havde det været et godt Tour de France og hvilke forventninger var blevet indfriet eller ikke indfriet? Alt i alt en hyggelig snak og en god afrunding på dagen.

På gensyn

Efter middagen gik turen tilbage til Champ Élysée. Nu var alle afspærringer fjernet fra kørebanen, trafikken gled igen upåagtet og med normal intensitet, og der var ikke mange tegn på, at verdens største cykelløb for få timer siden havde indtaget det berømte strøg. Der lå ingen fladtrådte ølkrus eller efterladt skrald på fortovet. Det havde der i øvrigt ikke gjort på noget tidspunkt. Alt var ryddeligt, på nær oppe ved Det Danske Hus, hvor tjeneren i den nu lukkede café havde travlt med at stille stole og borde på plads og fjerne de Lotto-reklamer, der lå på jorden som et minde om de danske fans tilstedeværelse tidligere på dagen.

På de øvrige fortovscaféer og restauranter var alt tilbage i sin sædvanlige gænge, måske med lidt flere gæster end på en normal søndag omkring midnat, men om et år går det løs igen. Så er Champs Élysée igen klar til at tage imod nogle af verdens sejeste sportsudøvere, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi på et tidspunkt er med igen.