Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Tirreno-Adriatico-analyse: Are you scared, Sir Bradley?
19. marts 2019 19:26 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I disse dage køres Tirreno-Adriatico, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 7. etape.

Hører man til blandt cykelsportens tempokonger, er der særligt to troner, man kan sætte sig på. Den ene er naturligvis positionen som verdensmester, der i sagens natur udmærker tiden stærkeste temporytter, men derudover har timerekorden siden regelændringen for et par år siden genvundet sin historiske prestige og betydning. Selvom det stadig er svært for sportens mest dominerende tempospecialister at finde tid og plads i en travl landevejskalender til at gå efter rekorden, er der ikke mange af sportens bedste, der ikke har luftet det som et mål, de overvejer at gå efter i fremtiden.

 

I øjeblikket er det Rohan Dennis, der efter sin knusende overlegne sejr ved VM i Innsbruck bærer regnbuetrøjen, mens Bradley Wiggins kronede en stor karriere ved med sin indtil nu uovervindelige timerekord at gøre paletten over store tidskørselstriumfer, der også tæller VM, OL og enkeltstartssejre i Touren, fuld og komplet. Efter dagens enkeltstart i Tirreno-Adriatico kan de imidlertid begge måske føle tronen vakle, for der synes at være en belgisk opkomling, der har blikket stift rettet mod at detronisere dem begge.

 

Den velkendte tidskørsel i San Benedetto del Tronto havde nemlig nærmest karakter af et slags uofficielt VM. Ikke blot var ruten designet, så den på den reneste facon kunne udmåle hierarkiet mellem de største maskiner i den helt særlige disciplin, som en kort, flad enkeltstart er, hele verdenseliten var nemlig også samlet ved den italienske Adriaterhavskyst. Man kunne have savnet den sygdomsramte Geraint Thomas og den halvskadede Gianni Moscon, ligesom også en Michal Kwiatkowski kunne have været et interessant krydderi, men derudover savnede man ikke én eneste væsentlig temporytter i det, der meget vel kan blive den stærkest besatte enkeltstart inden årets VM.

 

Set i det lys skal resultatet også tillægges en helt særlig vægt, og derfor kan sejren til Victor Campenaerts betegnes som hans måske hidtil flotteste i disciplinen. Han har ganske vist allerede to EM-titler samt en VM-bronzemedalje på cv’et, men faktisk har han aldrig tidligere vundet bare én eneste WorldTour-enkeltstart. At det netop skulle ske på denne etape, hvor der i kraft af det skarpe felt var ekstra meget prestige på spil, er et vidnesbyrd, om at belgieren nu skal regnes som hørende til den absolutte elite.

 

Det er også derfor, at Wiggins og Dennis må kunne føle deres respektive troner vakle. Campenaerts har nemlig som sit første helt store mål i 2019 til april at slå Wiggins’ timerekord, når han giver sig i kast med et velforberedt forsøg i Mexico i april. Indtil nu har han trænet stenhårdt i højderne på de namibiske landeveje, inden denne uges Tirreno skulle fungere som vigtig formafpudsning, inden de sidste forberedelser indledes i de kommende dage. Dagens resultat vidner om, at alt peger på, at han har kurs mod at sætte en ny standard over de 60 minutter, ikke mindst fordi han modsat Wiggins har været så klog faktisk at henlægge sit forsøg til velodromen i Aguascalientes, hvor højderne vil give ham en klar fordel i forhold til briten, der som bekendt satte rekorden under langt mindre gunstigere betingelser i London.

 

Lige nu er det timerekorden, der har Campenaerts’ fulde fokus, men når året er omme, kan han måske endda sidde på begge de væsentligste troner. Over det seneste års tid har han nemlig nærmet sig sportens to tempogiganter, Dennis og Tom Dumoulin, med stormskridt. Først var han kun få sekunder fra at slå dem begge på 1. etape i Giroen sidste år, og hans endelige gennembrud kom, da han ved sidste års VM var mindre end et sekund fra at stjæle Dumoulins sølvmedalje i Innsbruck. Den præstation kom som et lyn fra en klar himmel ikke mindst for en højst overrasket Campenaerts, der slet ikke havde regnet med blot at være tæt på de to og langt mere klatrestærke favoritter på en rute, der bød på et regulært bjerg undervejs.

 

Den præstation må få Dennis til at ryste en anelse i bukserne. Til september venter nemlig i Yorkshire en rute, der passer langt bedre til den tungere Campenaerts, og med tanke på de fremskridt, han har gjort, og som tilsyneladende er på vej til at blive tilføjet endnu et ikke uvæsentligt nøk i den rigtige retning, er det i hvert fald ikke længere en helt fjern tanke, at belgieren faktisk skulle kunne true verdensmesteren i kampen om regnbuetrøjen allerede i år. Naturligvis er en VM-enkeltstart noget andet end 10 km på flad vej ved Adriaterhavet, men længere enkeltstarter burde faktisk favorisere Campenaerts’ dieselmotor i forhold til Dennis, der indtil sidste år primært havde begået sig over kortere distancer.

 

Tanken bliver ikke mindre nærliggende af, at der efterhånden er grund til en vis bekymring for Dennis. Naturligvis skal man ikke lægge alt for meget i nogle få måneder, men det er meget tankevækkende, at australieren, der sidste år været nærmest i sin helt egen liga, nu er blevet slået klart på årets to første enkeltstarter. Choknederlaget til Luke Durbridge ved de australske mesterskaber kunne måske forklares med det meget tidlige tidspunkt på sæsonen, men det er svært at finde mange gode begrundelser for, at Dennis, der indtil i dag ikke havde tabt en enkeltstart af denne type siden gennembruddet med Tour-etapesejren i 2015, skulle få så gedigne høvl, som han gjorde på dagens 10 km lange udfordring.

 

Faktisk er der vel kun én. Dennis har nemlig forladt et BMC-mandskab, hvis materiel hører til blandt det bedste, mens man på Bahrain-Merida slet ikke har det samme udstyr til rådighed. Det er i hvert fald tankevækkende, hvordan Izagirre-brødrene begge leverede dårlige enkeltstartspræstationer hos araberne, men på begge sider af tiden på Nibalis hold var langt bedre. Det kræver naturligvis dokumentation over længere tid at drage endelige konklusioner, men det er i hvert fald en overvejelse værd, om materiellet, der spiller en afgørende rolle især på enkeltstarter, kan være forklaringen på det ret markante niveaufald, vi synes at være vidner til for fænomenale Dennis.

 

Mindre grund er der til bekymring for Tom Dumoulin. Hollænderen har ganske vist før slået eliten på enkeltstarter af denne type, men særligt i de senere år synes hans fokusering på grand tours at have bragt ham mere i retning af længere og mere kuperede ruter, der altid har været hans virkelige spidskompetencer. Naturligvis havde han håbet på mere og andet end en beskeden 7. plads, men der er slet ikke grund til at have de samme rynker i panden, som de har i Bahrain-lejren. Dumoulin slog stadig langt de fleste af de virkelige specialister på denne rute, og selvom det i sidste ende blot blev til en 4. plads i klassementet, kan han egentlig drage på højdetræningslejr med bevidstheden om, at formen er på rette vej frem mod Giroen.

 

Der er mere grund til at have ondt af stakkels Jos Van Emden. Den hollandske specialist i netop denne type enkeltstarter slog endelig sin onde ånd, Dennis, der ellers to gange på denne rute og en enkelt gang i BinckBank Tour har henvist ham til 2. pladsen og berøvet ham ikke færre end tre store WorldTour-sejre. Desværre lykkedes det ham bare på en dag, hvor Campenaerts altså havde i sinde at forsætte sin enorme fremgang i et omfang, så stakkels Van Emden endnu engang måtte se sig henvist til en sekundær placering på en stor enkeltstart.

 

Denne gang kan han måske finde lidt trøst i, at han i det mindste ikke blev nr. 2. Når han endte helt nede som nr. 3, skyldes det dagens vanvittige sensation. Alberto Bettiol har længe været kendt som et alsidigt talent med evner på mange områder, men han har aldrig vist det mindste på enkeltstarterne. De seneste uger har heldigvis været yderst opløftende for italieneren, hvis lovende karriere i 2018 gik lidt i stå som følge af en serie helbredsproblemer, men alligevel var der med garanti ikke ét eneste menneske på denne jordklode, der havde set ham som podiekandidat på denne enkeltstart. Ikke desto mindre chokerede han en hel cykelverden ved at sikre sig 2. pladsen og det endda på en etape, der altså have karakter af at være et uofficielt VM i en type enkeltstart, der kun tiltaler de virkelige specialister.

 

Resultatet er opsigtsvækkende, men det følger et generelt mønster, vi har set igennem hele sæsonen, nemlig at EF-mandskabet igen er ved at blive lidt af en magtfaktor på enkeltstarterne. Det startede med den højst overraskende sejr på holdløbet i Colombia 2.1, blev fulgt op af Sebastian Langevelds overraskende 2. plads på prologen i Tour La Provence og kulminerede foreløbigt i sidste uge, hvor holdet satte sig på halvdelen af top 8 på Paris-Nice-enkeltstarten. I dag kom så et endnu større højdepunkt med endnu en forrygende præstation, der ikke blot talte Bettiols choksresultat, men også endnu en fremragende præstation af Langeveld, der med en 4. plads atter bekræftede, at han er helt klar til klassikerne, hvor de pink trøjer på Sep Vanmarcke, Bettiol og den tidligere hollandske mester kan ende med at blive et blikfang for andet og mere end deres iøjnefaldende farver.

 

Set i en klassikersammenhæng er det også værd at bemærke Yves Lampaerts 5. plads og Mads Pedersens 6. plads. Lige siden den overraskende gode klatreindsats i Strade Bianche har den belgiske mester lignet en mand, der var klar til at tage næste skridt og udfylde en del af det klassikertomrum, Niki Terpstra har efterladt sig på Deceuninck. Efter et år, hvor det i den grad kneb på enkeltstarterne for Lampaert, der kun ved EM levede op til sit potentiale, har en 3. plads i Algarve og en 5. plads i dag dokumenteret, at han både i klassikerne og som temporytter bliver en faktor i 2019.

 

Det samme gør Pedersen heldigvis. Modsat særligt Søren Kragh, der med fremragende kørsel i Algarve, med det samme viste form frem mod klassikerne, har der været langt mere stille om Pedersen. Mønsteret var imidlertid helt det samme i 2018, hvor det først var med en 4. plads på netop denne enkeltstart, at danskeren viste livstegn. Det endte som bekendt med en 2. plads i Flandern Rundt, og derfor er der på baggrund af en god uge, hvor han også imponerede stort på søndagens knaldhårde kongeetape, al mulig grund til at se frem til Pedersens præstationer på brostenene. Desværre lykkedes det til gengæld ikke for Kragh at leve op til de forventninger, hans seneste enkeltstartsresultater har givet anledning til, og dagens resultat kan desværre næsten kun skyldes, at han fortsat er mere mærket af sin sygdomsperiode, end man kunne ønske sig.

 

Etapen bød også på andre opløftende resultater. Det gælder for Michael Hepburn og Luke Durbridge, der eller efter nogle magre år er forsvundet fra temposcenen, men som i dag viste, at det ikke var uden grund, at Mitchelton sejrede i holdløbet. Også Filippo Ganna bekræftede efter den flotte sejr i Provence, at skiftet til Sky har bragt ham på sporet mod endelig at indfri det enorme tempotalent, han altid har været tilskrevet. Nelson Oliveira, der med sine to nylige top 5-placeringer ved VM har vist, at han som temporytter er undervurderet, gjorde det flot på en rute, der slet ikke passede ham, og endelig var det lovende at se Stephen Cummings fortsætte den lille genrejsning efter de elendige sæsoner i 2017 og 2018, som der har været tegn på gennem årets første måneder.

 

For andre var etapen en stor skuffelse. Det gælder blandt andet for Stefan Küng, der slet ikke kunne leve op til sin status som en af de førende tempokonger, men som desværre endnu engang viste, at han er lidt for uberegnelig på enkeltstarter. Det så vi også i 2018, hvor han blot få dage efter en total nedtur ved EM, knuste alle med en historisk magtdemonstration i BinckBank Tour. Den stabilitet skal han finde, hvis han for alvor skal kunne gøre sig gældende som en vedvarende magtfaktor på den store scene.

 

Endnu værre gik det for Tony Martin. Disse korte enkeltstarter har ganske vist aldrig været tyskerens kop te, men i sin storhedstid var han bare så god, at han vandt dem alligevel. Nu om dage må vi imidlertid konstatere, at han aldrig er med i toppen, når distancen er under 15 km, og det er fremover nok kun på de lange distancer, at vi skal regne med ham. Her har han imidlertid stadig en vis klasse, hvilket ikke mindst 2. pladsen i sidste års Giro vidnede om. På samme vis var etapen endnu et søm i Maciej Bodnars tempoligkiste, ligesom Jonathan Castroviejo af uransagelige årsager har været svært svingende efter skiftet til Sky, hvor de fleste ellers blomstrer som temporyttere.

 

Det var dog noget helt andet, der trak de vigtigste overskrifter. Allerede i går skrev jeg, at det var ”anyone’s guess”, hvem der ville løbe med den samlede sejr, for det stod klart, at et forspring på 25 sekunder var lige på grænsen af, hvad Adam Yates skulle bruge for at holde Primoz Roglic bag sig. I dag er jeg lykkelig for, at jeg undlod at komme med en skråsikker konklusion på det opgør, for med en margin på bare 0,31 sekunder i Roglics favør kunne sejren lige så godt være endt hos stakkels Yates, der nu gik glip af den sejr, der endegyldigt kunne have bragt ham ud af den skygge, brormands succes har kastet over ham i det seneste års tid.

 

Når den værste skuffelse har lagt sig, kan han imidlertid være svært tilfreds. Frem til sidste års Giro var det nemlig entydigt Adam, der havde leveret de mest lovende resultater af de to, men det har det seneste års tid i den grad ændret på. I denne uge har Adam imidlertid vist, at han måske kan sin bror i bedene i år. Han vandt måske ikke løbet, men han er den eneste, der har kunnet fremkalde svaghedstegn hos en indtil nu næsten uovervindelig Roglic. Det siger altså ikke så lidt, og at han kunne true sloveneren på en rute, der sluttede med en for ham så ugunstig enkeltstart, vidner om tårnhøj klasse.

 

Roglic endte som vinder af opgøret og kan altså nu føje Tirreno-Adriatico til en sejrsliste, der allerede tæller både Romandiet og Baskerlandet Rundt. I dag kørte han måske en lidt dårligere enkeltstart, end man kunne have ventet, og sammen med de lidt uventede svaghedstegn på kongeetapen er det måske en lille påmindelse om, at han skal huske at økonomisere lidt mere med kræfterne under etapeløb, for vi har nu både her og i sidste års Tour set, at han kort efter en voldsom magtdemonstration har haft en pris at betale. Alligevel lykkedes det ham altså at sejre i endnu et ugelangt etapeløb, og det står vel derfor efterhånden klart, at han definitivt har detroniseret den efterhånden kronisk sygdomsramte Richie Porte som verdens bedste i den type begivenheder.

 

En anden vinder i klassementsspillet var Thibaut Pinot. Franskmanden har haft en sjov karriere, hvor han kortvarigt udviklede sig til decideret tempospecialist for siden at miste alle de nyvundne evner igen. I år har der imidlertid været klare tegn på fremgang først i Provence og siden i dag og det endda på ruter, der ikke passede ham. Der var i hvert fald ikke mange, der havde troet, at han i dag kunne sikre sig en samlet top 5 ved at gå forbi Julian Alaphilippe i den samlede stilling.

 

Det skyldes nu også primært, at franskmanden skuffede fælt. Efter at have vundet den helt flade enkeltstart i San Juan leverede han en helt anderledes præstation i dag, hvor han endte helt nede som nr. 61. Naturligvis kunne han ikke vinde på en rute som denne, men det er alligevel endnu et vidnesbyrd om, at han nok aldrig bliver etaperytter. Denne uge har i hvert fald blot dokumenteret, at han synes at have en slem tendens til at falde sammen efter et par dage i et etapeløb, og at han i hvert fald foreløbig mangler den nødvendige stabilitet til at begå sig på højeste niveau i den type begivenheder.

 

For de andre klassementsryttere fik det nogenlunde som forventet. Jakob Fuglsang havde ikke meget hverken at vinde eller tabe på en rute, der var så ”anti-Fuglsansk”, som den kunne være, og han leverede da også en præstation efter forventningerne. Wout Poels derimod bekræftede sine meget svingende tendenser ved at levere en af de mange halvdårlige enkeltstarter, der desværre er for mange af for den ustabile hollænder. Sam Oomen måtte igen indse, at han har meget at forbedre i den disciplin, der er hans store svaghed, og ellers ustoppelige Alexey Lutsenko måtte indse, at selv hans superform ikke kunne bringe det forsvundne tempotalent, der tidligere har givet ham en sejr i Danmark Rundt, frem igen.

 

Nu går der også lang tid, inden vi igen skal se tempokanonerne i aktion. I de kommende uger flytter cirkusset nemlig mod nord til de store klassikere og mod vest til de catalanske bjerge. Den næste væsentlige tidskørsel kommer først i april i Baskerlandet Rundt, og her vil alle giganterne være optaget af helt andre ting. Den næste udmåling af styrkeforholdet kommer formentlig først i forbindelse med Giroen og Touren, og heller ikke her vil alle de bedste være samlet i ét felt

 

Alligevel kan den første af de to tempotroner have skiftet ejermand inden da. Efter i dag er der i hvert fald al mulig grund til at tro, at Campenaerts om et par uger kan skrive indehaver af timerekorden på sit cv. Sir Bradley har i hvert fald grund til at sove lidt mere uroligt, end han har gjort indtil nu.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tirreno - Adriatico
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Tour of Croatia(2.1) 23/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Asian Road Championships(CC) 23/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 28/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 28/04

Giro dell'Appennino(1.1) 28/04

Tour de Romandie(2.UWT) 30/04-05/05

Rund um den Finanzplatz E...(1.UWT) 01/05

Campeonato Panamericano d...(CC) 01/05

Tour de Yorkshire(2.HC) 02/05-05/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 03/05-05/05

L'Etoile d'Or(1.NCUP) 04/05

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger