Tirreno-Adriatico-analyse: Balance i klassikergiganternes Tirreno-regnskab

Skal man være en god cykelrytter, skader det ikke at have en smule stolthed og intern rivalisering. Den slags skærper som regel kun motivationen, og i en sport, der i vidt omfang handler om evnen til at udholde smerte, er det næppe nogen ulempe at køre på lidt indebrændthed over, at de værste rivaler, som man måler sig op imod, har succes på ens bekostning, for det skærper som regel kun appetitten på at vise resten af verden, at man altså er den bedste.

Mon ikke det er sådan, Mathieu van der Poel har haft det siden i går? Allerede i gårsdagens analyse skrev jeg en længere smøre om det spændende opgør mellem Van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe i årets klassikere - et opgør, der bliver en af hovedfortællingerne i denne sæson - og selvom min konklusion egentlig var, at stillingen mellem de tre var 1-1-0 til ugunst for Van Aert, da belgierens sejr i en massespurt, som hverken Van der Poel eller Alaphilippe deltog i, ikke rigtigt kunne tælle med i det interne regnskab, har det utvivlsomt alligevel gjort ondt på Van der Poel, da han skulle forsøge at falde i søvn i går. Ganske vist er det ham, der med sejren i Strade Bianche har vundet den største skalp, men i sportens verden, hvor man hurtigt glemmer, er det alligevel Van der Poel, der er kommet ud af Tirreno-Adriaticos første to etaper som den store taber, når nu de to første etaper blev fordelt mellem lige netop hans to værste rivaler.

Van der Poel lignede da også en yderst indebrændt og hævngerrig herre, da han med et voldsomt følelsesudbrud blæste over stregen som en suveræn vinder af dagens 3. etape. Dermed fik han nemlig bragt balance i regnskabet, så de tre klassikergiganter nu må helt solidarisk maner har fordelt de første tre sejre i løbet mellem sig, men vigtigst af alt fik han bevist over for omverdenen, at han altså i puncheurfinaler, hvor procenterne ikke er for stejle, altså er den bedste i giganttrioen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det så vi jo egentlig allerede tydeligt i går, for der var ikke skyggen af tvivl om, at Van der Poel var i særklasse hurtigst på bakken i Chiusdino torsdag eftermiddag. Desværre måtte hollænderen bare nok engang sande, at han har en kedelig vane med en lidt for nonchalant tilgang til positionering, og på en dag, hvor det store tema skulle have været, at Van der Poel lige nu har overhånden i de tre stjerners interne opgør, blev det i stedet Alaphilippe, der solede sig i al opmærksomheden.

Ja, revanchelysten lyste vitterligt ud af Van der Poels øjne, da han undervejs på det alenlange og regnvåde maraton, der med kraftig vind endda gav anledning til noget så sjældent for Tirreno som en gang sidevindskørsel undervejs, satte sit Alpecin-hold til at jagte et udbrud, der i det interne pokerspil mellem de tre giganters hold havde fået lidt for lang snor. Det er ellers ikke det belgiske mandskabs spidskompetence at tage ansvar, og lidt for ofte lukrerer de på deres status som underdog i et felt med 19 WorldTour-hold, men i dag var der ingen vej udenom. Alpecin måtte i arbejdstøjet, hvis Van der Poel skulle have den revanche, han ville have.

Pokerspillet var nemlig lige ved at koste dyrt. Jumbo, der ikke fik megen hjælp i går, hvor en farlig kvartet nær havde stjålet Van Aerts førertrøje, havde bestemt ikke tænkt sig at føre over 219 regnvåde kilometer, når nu udbruddet har helt ufarligt for den blå trikot. Og Deceuninck mente vist, at det altid føringsvillige mandskab med deres etapesejr nu havde deres på tørre, så det ikke igen kunne være dem, pilen pegede på.

Derfor blev det for en sjælden gangs skyld Alpecin, der måtte i arbejdstøjet, og det var faktisk lige ved, at deres modvilje mod at føre havde kostet dyrt. Forspringet var nemlig blevet så stort, at end ikke sidevindskørslen undervejs kunne bringe det tilstrækkeligt langt ned. Faktisk blev det belgiske mandskab slidt ned til sokkeholderne, og havde Deceuninck ikke i sidste ende alligevel fået kolde fødder og ofret Bert van Lerberghe og Alvaro Hodeg, havde vi i dag måske talt om Guillaume Boivin som en overraskende spurtvinder i et ellers ufarligt udbrud.

I sidste ende ville Deceuninck det dog alligevel anderledes, men Alpecin betalte alligevel en pris for deres pokerspil. Med et nedslidt hold var Van der Poel nemlig ganske alene, da det skulle afgøres på den yderst bløde bakke op mod målet i Gualdo Tadino, og samtidig kunne han se sig rundt og konstatere, at Van Aert var støttet af Nathan van Hooydonck og den formstærke Timo Roosen, og at Davide Ballerini, der helt som ventet var Deceunincks kort på denne noget blødere målbakke, kunne regne med uhyggelig støtte fra Kasper Asgreen, Zdenek Stybar og Alaphilippe. Med tanke på, at det netop var positioneringen, der havde kostet sejren i går, kunne man pludselig blive lidt bekymret på Van der Poels vegne.

Heldigvis er han tilsyneladende lærenem. Denne gang var der nemlig ingen nonchalance over Van der Poels kørsel på de sidste kilometer. Her limede han sig hurtigt til Van Aerts baghjul, som han jo kender alt for godt fra deres talrige crossdueller, og mens Roosen nok engang satte sin kaptajn i scene, sad Van der Poel denne gang præcis, hvor han skulle.

Alligevel var det ved at gå galt. Deceuninck gennemførte nemlig en manøvre, vi før har set fra det belgiske superhold, da Alaphilippe trak i bremsen og lod Stybar få et hul. Ideen var egentlig, at den enten skulle give tjekken hans anden Tirreno-etapesejr eller sætte Ballerini i scene til spurten, men i stedet endte det med at blive en gave til Van der Poel. Van Aert følte sig nemlig nødsaget til at lukke hullet, og efter den kraftanstrengelse havde Van der Poel ingen problemer med at blæse forbi ærkerivalen og sørge for balance i giganternes interne Tirreno-regnskab.

Det er nok tvivlsomt, om udfaldet havde været et andet, hvis spurten havde været mere fair. Den let stigende og meget korte opløbsstrækning lå nemlig bedre til den eksplosive Van der Poel end powersprinteren Van Aert, der er bedre i mindre komplicerede finaler. Alligevel havde det været sjovt, om de to havde haft mere ens betingelser, for mens det er klart, at Van Aert er hurtigst på flad vej og Van der Poel bedst på gårsdagens 5%-bakke, var dagens afslutning en mellemting, der kunne være gået begge veje.

Netop det forhold, at der var tale om en mellemvare, gjorde også, at de denne gang ikke skulle slås med Alaphilippe. På disse procenter vil han formentlig altid være slået af de tungere og mere kraftfulde typer, og derfor var det helt logisk, at Ballerini, der jo vandt en lignende spurt i Provence, skulle have sin chance. Desværre endte verdensmesteren, der jo egentlig skulle have været den bedste hjælp, med at forhindre Ballerini i i hvert fald at få en bedre chance for at måle sig med crossgiganterne, da franskmanden på lidt mærkværdig vis slap Van Aerts hjul og lod Sergio Higuita gå forbi, så Ballerini pludselig sad så langt tilbage, at han i den tekniske finale reelt allerede var slået inden selve spurten. Alligevel er dagens podium bag to af sportens største stjerne et vidnesbyrd om, at Ballerini selv må regnes om en af sportens store ryttere.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørt præmiepenge i 2024

Det var nemlig slet ikke nogen let finale. Selvom målbakken var enkel, var den samlede etape så svær, at vi fik en top 10, der var næsten renset for de mange sprintere, der havde sat kryds ved etapen. Værst gik det for Caleb Ewan, der led af let maveonde og stod af tidligt, men formentlig alligevel med sin i dag meget begrænsede holdbarhed var kommet til kort til slut. Væk var også Peter Sagan, hvis forventede formsvaghed vel er endnu værre, end man kunne have frygtet, og den ellers så velkørende Elia Viviani måtte se benene stå af. Den i dag så skrøbelige Fernando Gaviria kunne heller ikke være med, og Ballerini samt de holdbare Ivan Garcia Cortina og Hugo Hofstetter endte med at blive de eneste sprintere i en top 10, der i stedet havde et meget alsidigt udseende.

Vi så nemlig også lille Higuita nok engang bevise, at han er en fremragende afslutter. Den meget formstærke Jasper de Buyst, som kørte så flot i efterårets 2019, viste også igen, at det er en skam, at han i dag er reduceret til nærmest ren lead-out man. Altid stabile Greg van Avermaet var naturligvis også med fremme, ligesom den ukuelige og altid opmærksomme Tadej Pogacar naturligvis ingen chancer tog. Og så fik Gonzalo Serrano bevist, hvorfor Movistar har hentet ham til holdet som deres nye puncheur. Og når holdbare folk som Andrea Pasqualon, Fabio Felline og Robert Stannard mislykkes med at gå i top 10, har det altså ikke været nogen let etape, hvorfor man skal sætte en streg under Niccolo Bonifazios overraskende 12. plads, der pludselig kan give ideer frem mod et Milano-Sanremo, hvor han før har været i top 5.

Etapen var dog ikke så hård, at den burde have konsekvenser i klassementet, men det fik den desværre alligevel. Et stort styrt indtraf præcis 200 m for tidligt, nemlig med 3,2 km igen, og det betød, at en stribe ryttere tabte ærgerlig tid efter at være blevet fanget bag de uheldige folk. Mest ærgerligt er det, at Egan Bernal og Geraint Thomas noterede for minusser på hhv. 18 og 19 sekunder, hvormed det fortsætter med at regne med uheld over et Ineos-hold, der nærmest er elimineret i Paris-Nice, men også Giulio Ciccone må af samme årsag notere sig for et tidstab. Og dermed endte Pogacar pludselig med at tage et uventet stort skridt mod den samlede sejr på en dag, der egentlig bare skulle overstås.

I forvejen ville det blive svært for Bernal på morgendagens kongeetape at hente tilstrækkeligt med tid inden enkeltstarten, og nu er opgaven ingenlunde blevet lettere. Til gengæld kan det måske fylde ham med den revanchelyst, der i dag fungerede så glimrende som brændstof for en hævngerrig Van der Poel. Og efter tre dage, hvor de tre klassikergiganter har fordelt rovet, er det vel også tid til at give lidt plads til de andre.

Der er trods alt også to unge grand tour-kometer, der skal have deres del af rampelyset, og mon ikke de får det lørdag eftermiddag på Prati di Tivo-stigningen? Nu har Van der Poel nemlig fået sin revanche sørget for en smuk balance i regnskabet, inden klassikergiganterne genoptager opgøret, når de to tunge crossryttere skal forsøge at udfordre Alaphilippe i ”hans” terræn på søndagens mure, der bliver næste kapitel i 2021-sæsonen herlige fortælling om de tre stjernes interne magtkamp om tronen som verdens bedste klassikerrytter.