Tirreno-Adriatico-analyse: Da 3. juli-følelsen kom igen

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Kan I huske, hvilken følelse I sad med i eftermiddagstimerne d. 3. juli sidste år? Det kan jeg i hvert fald. Det var med en blanding af både beundring, men også lidt fortvivlelse, at jeg så, hvordan Tadej Pogacar på den første bjergetape i Tour de France leverede så rystende en magtdemonstration, at det er svært at huske, at vi i nyere tid har set noget lignende i verdens største cykelløb. På den ene side måtte man bøje sig dybt i støvet over den overmenneskelige fysiske præstation, vi netop havde været vidner til, men samtidig måtte man også bekymre sig for spændingen i de kommende års cykelløb.

Én ting var nemlig, at han åbenlyst havde fjernet enhver tvivl om, hvem der ville 2021-udgaven af Touren, når han efter den første bjergetape allerede var 4.48 foran den første af de ryttere, der forud for løbet var tilskrevet bare en chance for at gå på podiet. Noget andet var, at det meget vel kunne tegne nogle lidt triste perspektiver for fremtiden, hvis det skulle blive standarden, at alle cykelløb skulle dreje sig om at se, hvor god Pogacar er til at køre alene.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at det ikke gik så galt. Fik man reflekteret over løbet, var det klart, at et svagt felt kombineret med rivaler, der med en enkelt undtagelse alene kørte for podiet og derfor mest af alt kørte og kiggede på hinanden, var den måske vigtigste årsag til, at forspringet blev så gigantisk. Senere i løbet var Pogacar også helt anderledes menneskelig, da han først blev sat af Jonas Vingegaard på Mont Ventoux, siden var ude af stand til at køre fra Vingegaard og Richard Carapaz i Pyrenæerne og slutteligt kørte så skuffende en enkeltstart, at Vingegaard faktisk endte som løbets bedste efter 10. etape. Siden vandt han ganske vist Il Lombardia med et stort ridt, men kun på en dag, hvor hans værste rival, Primoz Roglic, tydeligt var milevidt fra sit niveau og nok betalte prisen for den Vuelta, Pogacar ikke havde kørt, og heller ikke ved OL eller ved den nylige sæsonstart i UAE Tour virkede han på nogen måde uhyggelig - kun pokkers god.

Nu er julifølelsen imidlertid vendt tilbage. For en uge siden leverede han i Strade Bianche et soloridt, der vil gå over i historien, og nok engang sad man tilbage med både en følelse af næsegrus beundring og en ærgrelse over, at løbet slet ikke blev så spændende som i de forrygende udgaver, vi så i de foregående år. Også her var det imidlertid let at tilskrive overlegenheden et svagt felt, når man ser på, at Alejandro Valverde, der havde haft en benhård opkørsel efter et styrt, endte som nr. 2 og den ganske vist imponerende, men trods alt ret tunge Kasper Asgreen endte som nr. 3. Med Julian Alaphilippe i formkrise manglede alle hovedudfordrerne nemlig.

Det gjorde de bare ikke i dag, da Pogacar for anden lørdag i træk viste sig i sin helt egen liga i et stort cykelløb. På baggrund af sidste lørdags præstation var det vel de fleste, der forventede, at han ville levere endnu en magtdemonstration og sejre med stor afstand ned til rivalerne, men da forudsigelsen blev til virkelighed, fik man alligevel samme lidt dobbelte følelse som i juli. På den ene side er det fascinerende at se, at man kan være så god til at køre på cykel, men samtidig har overlegenheden lidt triste perspektiver for alle, der vil have spænding og ikke bare solokørsel.

Denne gang var modstanden nemlig til stede. Faktisk var han oppe mod både en af sine to førsteudfordrere til Touren og den rytter, mange d. 3. juli sidste år anså som manden, der i de kommende år måske kunne byde Pogacar trods. Førstnævnte er Vingegaard, der på baggrund af sin stærke Tour sidste år jo sammen med Roglic ligner den eneste, som for alvor kan drømme om at slå sloveneren, men han var i dag ikke i nærheden af at køre lige op med løbets konge, som han ellers gjorde det sidste sommer.

Den anden er Remco Evenepoel, og for ham er perspektiverne efter i dag endnu mere dystre, end de er for Vingegaard. Det er nu blevet fast kutyme, at det belgiske vidunderbarn kører pokkers stærkt i mellemkuperet terræn, men så snart stigningerne bliver lange, kommer han til kort. Hvor man i starten kunne tilskrive det hans styrt i Lombardiet og unge alder, begynder mønsteret at blive så entydigt, at også Patrick Lefevere må være bekymret for, om det vitterligt er en god ide at ommøblere sit klassikerhold markant og i stedet gøre det til et mandskab, der også skal vinde grand tours med Evenepoel.

Spørgsmålet er, om det er en udfordring, der kan løses. Evenepoels kollaps er nemlig de mærkeligste, vi har set i mange år. De følger nemlig altid det samme mønster, uanset om de kommer på grusvejene i Giroen, i Il Lombardia eller på Monte Carpegna i Tirreno-Adriatico. I alle de tre nævnte løb kollapsede han overraskende tidligt, men i alle tre løb leverede han også et imponerende comeback, hvor han efter krisen nærmest ikke tabte tid til de bedste. Det mønster så vi i dag for tredje gang, og hvis det er en nød, der kan knækkes, er slaget måske ikke tabt endnu. Niveauet er jo åbenlyst tårnhøjt, men de tidlige kriser er der ikke råd til. Det mønster må også Quick-Step have bemærket, og heldigvis er der lang tid til Vueltaen, hvor han meget gerne skulle være blevet denne børnesygdom kvit.

Så var det trods alt sjovere at være Vingegaard. Danskeren beviste nemlig igen i dag, at han ikke er en døgnflue, og akkurat som man kunne have ventet, endte han som Pogacars førsteudfordrer. Problemet er bare, at Pogacar jo reelt ingen udfordrere har, og selvom Vingegaard lige nu kunne ligne verdens tredjebedste etapeløbsrytter - i hvert fald når vi fraregner Egan Bernal - er perspektiverne for at slå Pogacar efter i dag ikke specielt opløftende.

Alt håb er dog ikke ude. Pogacar har de seneste dage vist, at han har et topniveau, ingen nok kan matche - også accentueret af den lidt halvtamme præstation, Roglic leverede, da han vandt i Paris-Nice - men vi så også i Touren, at der var en verden til forskel på Pogacar i uge 1 og på Pogacar i uge 2 og 3. Omvendt er det med Vingegaard, der altid synes at blive bedre og bedre - bare tænk på Touren, Baskerlandet og Dauphiné sidste år - så kunne man overtale Tour-arrangørerne til at lave en meget bagtung rute, synes alt håb ikke ude.

På den baggrund har Vingegaard ingen grund til at være utilfreds med en uge, hvor han har konfirmeret sit niveau, og i det hele taget er det lidt pudsigt, at løbet faktisk synes at være fyldt med vindere - måske fordi alle på forhånd vidste, hvem der ville være bedst, og at de alle derfor kørte om de sekundære placeringer. Hvis man gennemførte en rundringning til de bedste på dagens etape, vil jeg tro, at langt, langt de fleste vil være stærkt tilfredse med udkommet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det må i hvert fald gælde for Mikel Landa. Bedst som baskerens ringe efterår og en kritisk sæsonstart måtte efterlade alle med stor tvivl om, hvorvidt han var ved at være brændt ud, rejste han sig fra den ene dag til den anden og viste det niveau, der gjorde det så smerteligt at se ham styrte ud af Giroen sidste år. Hvor han for få dage siden lignede en mand, der ville få klø i Italien til maj, ligner han nu pludselig igen en af de ryttere, der kan true forhåndsfavoritten Richard Carapaz på en rute, der passer ham bedre end nogensinde.

Det må også gælde Richie Porte. Det kan godt være, at han ikke indfrier sin drøm om at vinde Tirreno - et af de meget, meget få store ugelange etapeløb, han ikke har vundet - men det havde han næppe heller regnet med. Til gengæld fik han bevist, at han i en alder af 36 stadig tilhører den absolutte verdenselite - og så må han leve med, at det nok er for sent at lære at køre nedad.

Det må i hvert fald også gælde Thibaut Pinot. Hvis Landa så halvdød ud, er det for intet at regne sammenlignet med den Pinot, vi har set siden det ærgerlige styrt på 1. etape i Touren i 2020, hvor hans ryg gik bananas. Siden dengang har han været så fraværende, at troen på et comeback må være forduftet også hos ham selv og hans hold, men i de sidste dage har han bevist, at det er for tidligt at afskrive ham.

Det må også gælde for Damiano Caruso. Den italienske veteran kunne meget vel være på vej til at genfinde sit tårnhøje Giro-niveau under Touren til sommer, hvor han dog ikke har tænkt sig at køre klassement. Færdig er han i hvert fald ikke, når han på denne tid af sæsonen kører stærkere, end han plejer, og det er en god bekræftelse at få for en mand, der i kraft af sin alder altid skal bevise sig selv.

Det gælder ubetinget også Jai Hindley. Sæsonstarten tegnede ellers samme triste mønster, som vi så i 2021, men med tre flotte præstationer i træk ligner han faktisk lige nu en bedre Bora-investering end Aleksandr Vlasov, der i dag fortsatte de triste takter fra 2021. Han er desværre også det eneste lyspunkt for et hold, der måtte se Wilco Kelderman fortsætte sin svage start og Emanuel Buchmann fortsætte den deroute, der bare synes mere og mere markant.

Faktisk må det også gælde Enric Mas. Ja, hans løb fik en dum og ærgerlig afslutning, men forinden havde han bevist, at han vitterligt har forbedret sig mærkbart siden sidste års Vuelta. Når han kører, som han har gjort i dette forår, har Movistar i hvert fald al mulig grund til at drømme stort i Touren og især i Vueltaen, hvor hans dieselmotor jo kun rigtigt kommer til sin ret.

Og så må det utvivlsomt også gælde Thymen Arensman. Nok vidste vi, at han var talentfuld, men hans fremskridt i dette løb, er på et niveau, ingen kunne han drømt om. Når man betænker, at hans enkeltstart pludselig er blevet sublim, og at hans motor har været fremragende i de to grand tours, han har kørt, ligner hollænderen pludselig en uhyre lovende grand tour-rytter. I dag fik han også afgørende hjælp af Romain Bardet, der formentlig kunne have været længere fremme, hvis han havde kørt for sig selv, og som derfor efter skuffelsen i UAE Tour også har al mulig grund til at være tilfreds.

Der var dog også tabere udover Evenepoel, der var den mest indlysende. Miguel Angel Lopez leverede en bekymrende tinge præstation, der ikke kan undgå at minde en om, at han i 2021 jo faktisk kun var på et fornuftigt niveau i Vueltaen. Giulio Ciccone havde helt sikkert også regnet med at være tættere på de bedste efter det stærke 2021, og Pello Bilbaos ellers så suveræne form forsvandt pludselig, selvom meget nok skal forklares med et lidt hovedløst soloangreb inden sidste tur op ad stigningen.

Rigoberto Uran fik bestemt heller ikke den sæsonstart, man kunne have håbet, og selvom han egentlig gjorde det halvpænt i dag, må Cristian Rodriguez sande, at Andalusien og Tirreno er to vidt forskellige. Tao Geoghegan Hart nåede lige at blive genfødt, inden han blevet begravet igen, og helt galt gik det desværre for Jakob Fuglsang, der trods sin nylige coronasygdom, som jo har ramt det meste af feltet, fortsat ligner en rytter, der må sande, at de bedste år er ovre.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er de til gengæld ikke for Pogacar. Tværtimod er de kun lige begyndt, men måske kan de også blive lidt for gode. Lige så imponerende to magtdemonstrationer på to lørdage i træk - i den forbindelse minder jeg lige om, at Milano-Sanremo køres på næste lørdag - kan være, lige så bekymrende er det for de cykelfans, der savner spænding. Heldigvis kan Vingegaard, Roglic og co. som nævnt finde et betydeligt håb i, at Pogacar langt fra har sit topniveau altid, men når han kører, som han gør i disse dage, er det svært ikke at føle præcis, som mange sikkert gjorde den 3. juli sidste år.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris