Tirreno-Adriatico-analyse: Fire giganter - og Mads Würtz!

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERSPILLET
 

Man måtte næsten ryste lidt på hovedet, da man så startlisten til årets Tirreno-Adriatico. Ganske vist var der bestemt mange stjerner til start i Paris-Nice, der kunne mønstre to af de tre grand tour-vindere samt verdens lige nu mest succesrige sprinter, men det var alligevel rystende at se, hvor mange stjerner der var valfartet til Camaiore i onsdags for at indlede den syv dage lange rejse tværs gennem den italienske støvle. De tre førende klassikerryttere, de tre seneste Tour-vindere samt verdens førende temporytter var blot et udpluk af de topnavne, der udgjorde en startliste, som ifølge ProCyclingStats rangering af startfelternes kvalitet sidste år kun blev overgået af Tour de France, Dauphiné og VM.

Det lå derfor også i kortene, at sportens topnavne ville fordele rovet imellem sig, og at det ville blive meget svært for andre at komme til fadet. Sådan er det da også gået. De tre tenorer, Wout van Aert, Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel, fordelte på solidarisk vis de første tre etaper mellem sig, inden Tour-kongen Tadej Pogacar slog til på kongeetapen. I går bragte Van der Poel sig så i spidsen i giganternes interne opgør med sin sejr på den episke mur-etape, og dermed blev de første fem etaper alle domineret totalt af nogle af sportens største og mest vindende ryttere.

Sådan så det også ud til at skulle fortsætte. Det ligger i kortene, at tempokongen Filippo Ganna skal fortsætte sin stime af enkeltstartssejre i morgen, og mange havde også ventet, at Van Aert i dag skulle udligne Van der Poel og sikre, at de to ærkerivaler begge kom hjem med to sejre. I det seneste lille årti har mandagsetapen nemlig været den sidste store Milano-Sanremo-generalprøve for sprinterne, og med udsigt til en massespurt uden Caleb Ewan, der jo er rejst hjem med maveonde, var Van Aert efter den overlegne sejr på 1. etape manden, der skulle slås.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Men sådan skulle det slet ikke gå! Den skræmmende serie af etapevindere hedder nu Van Aert, Alaphilippe, Van der Poel, Pogacar, Van der Poel og… Mads Würtz Schmidt! Det var der næppe mange, der i deres vildeste fantasi havde drømt om, da feltet drog mod Lido di Fermo i morges. Nok har Würtz flotte professionelle sejre fra sin tid som kontinentalrytter, hvor han to gange vandt enkeltstarten i Danmark Rundt, men i årene som WorldTour-rytter var det indtil i dag ikke lykkedes ham at krydse stregen først.

Men det gjorde det i dag. Og da det endelig skete, var det ikke et eller andet mindre løb, hvor han ellers flere gange har været tæt på, blandt andet med en 2. plads i Rund um Köln og på en etape i Etoile de Besseges samt tredjepladser på to etaper i Besseges, en etape i ZLM Tour, en etape i Danmark Rundt og samlede 3. pladser i Besseges og ZLM Tour. Nej, da det endelig lykkedes for Würtz, skete det på den største scene i et af de mest stjernespækkede WorldTour-løb på hele sæsonen.

Hvordan kunne det da lade sig gøre? Først og fremmest skyldes det naturligvis Würtz’ fremragende form og stadig højere niveau. Selvom han skuffede på enkeltstarten i Besseges, lagde han ud som lyn og torden med meget overbevisende kørsel i Frankrig, og da han i lørdags holdt stand ganske længe på løbets kongeetape, fornemmede man, at der var skud i de danske stænger. Derfor kom det heller ikke som noget stort chok, at Würtz lykkedes med at ramme dagens udbrud på den ellers ventede sprinteretape til Lido di Fermo. Det tog ellers en times tid med en gennemsnitsfart på hele 55 km/t, inden et udbrud kunne komme fri, og med ganske mange bakker i den indledende fase var det kun en opgave for formstærke ryttere at komme med i dagens morgenhug.

Men Würtz sad der, og det gjorde han i skrapt selskab. Brølstærke Nelson Oliveira, der kan føre solen sort og er blevet nr. 4 til VM i enkeltstart, var der. Udbryderkongen Jan Bakelants, der har vundet en Tour-etape og båret den gule trøje, var der. Simone Velasco, der har vundet Trofeo Laigueglia og en etape i Coppi e Bartali, var der. Brent van Moer, der er tidligere sølvvinder ved U23-rytternes VM i enkeltstart, var der. Og lidt mere overraskende havde sprinteren Emils Liepins trods de mange bakker fået sneget sig med i en gruppe, hvor de fem øvrige ellers alle var betydeligt mere klatrestærke.

Med hele tre tempomaskiner, der alle er kørt i top 4 til enten elitens eller U23-rytternes VM i enkeltstart, samt yderligere tre kvalitetsryttere var det klart, at det var et udbrud, der ikke skulle undervurderes. Alligevel fortsatte de store hold det pokerspil, der har varet gennem hele ugen, og som har betydet, at udbruddene på alle etaper siden den velkontrollerede 1. etape har fået bemærkelsesværdigt store forspring. Særligt Jumbo, Deceuninck og Alpecin med deres tre tenorer har kigget alt for meget på hinanden, men hidtil har udbruddene alligevel været til at trække ind igen.

Sådan var det bare ikke i dag, da de tre samme hold igen gik i nervekrig, selvom de med hhv. Van Aert, Davide Ballerini og Tim Merlier havde de tre største favoritter til massespurten. Alpecin var de første, der bekendte kulør, da forspringet nåede 6 minutter, men de to øvrige hold ventede og ventede. Først omkring første passage af målstregen ofrede Deceuninck også Zdenek Stybar, men højst overraskende var Jumbo iskolde, selvom Van Aert i går havde insisteret på, at han ville vinde en etape, og holdet ingen grund havde til at spare sig til kommende opgaver, når der blot resterer en enkeltstart. Og Deceuninck var tilsyneladende stædige nok til kun at ville bruge Stybar, hvis ikke også Jumbo gav en hånd med.

Det gjorde de bare ikke, og helt hovedløst så man heller intet initiativ fra det Cofidis-hold, der ellers som løbets eneste er kommet til Italien alene med det formål at køre massespurter. Med en trup helt uden klatrere var franskmændenes mål alene at vinde en etape med Elia Viviani, men tiltroen til kaptajnen var åbenbart ikke stor nok til, at man ville gøre et forsøg overhovedet. Nok var UAE flinke til at hjælpe lidt for Fernando Gaviria, selvom de har arbejdet meget for Pogacar, og nok kom Total frem for formstærke Niccolo Bonifazio, ligesom det sprinterløse Eolo blev sendt på straffeaktion efter at have misset udbruddet, men pokerspillet var i dag alt, alt for stort, hvis så stærkt et udbrud skulle hentes.

Derfor kunne Würtz relativt tidligt begynde at overveje, hvordan han skulle sætte rivalerne til vægs. Det var ikke svært at se, at den ganske hurtige dansker havde gode kort på hånden, hvis bare han kunne eliminere sprinteren Liepins. Heldigvis havde arrangørerne udstyret den afsluttende rundstrækning med en lille bakke, og man skal ikke kende meget til Liepins’ klatreevner for at vide, at han nok kunne blive læsset af der.

Det gjorde han da også ganske problemfrit, da Oliveira og Würtz, som lignede gruppens to stærkeste, fik kørt ham så meget agterud, at han ikke kom tilbage. Herefter pegede meget på Würtz som gruppens favorit. Ganske vist var han oppe mod Velasco, der er lynhurtig og for to år siden vandt en reduceret massespurt med hele 45 mand i Coppi e Bartali, men det var tydeligt, at italieneren ikke sad med samme overskud som Würtz. Og da danskeren så sent som i Besseges viste sine egne afslutterevner, havde han al mulig grund til at tro på sin spurt.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Alligevel var der lang vej til sejr. Det lå i kortene, at hverken Oliveira, Van Moer eller Bakelants ville have mange chancer på stregen, og derfor ville konventionel logik tilsige, at det skulle ende i en ukontrollerbar finale med angreb i højre og venstre. Om det var frygten for, at Liepins skulle komme tilbage, skal jeg lade være usagt, men af en eller anden grund kom angrebene aldrig. End ikke fra Oliveira, der er alt andet en spurtstærk, men som virkede ganske velkørende, forsøgte bare et lillebitte hug, og i stedet valgte han helt uforståeligt at tage fronten i finalen og køre spurten fra spids, selvom det var helt indlysende, at det kun kunne føre til en sidsteplads for den spurtsvage portugiser.

Til gengæld var det en gave for Würtz, der også var snu nok til at finde Oliveiras baghjul i den tekniske finale, hvor hans på papiret værste rival Velasco endte alt for langt tilbage. Det skulle nu vise sig helt lige meget, for den på papiret hurtige italiener var åbenbart så kvæstet, at han ikke havde meget at komme med. I stedet blev det lidt uventet Van Moer, der bød danskeren op til dans, men belgieren var ikke overraskende slet ikke i stand til at matche den hurtige dansker.

Dermed sørgede Würtz for det nærmest uhørte, at Danmark tog sin anden WorldTour-sejr på to dage og dermed fortsatte den eminente sæsonstart. Når regnskabet i morgen gøres op efter de første fire WorldTour-løb, der skal fordele i alt 27 sejre, vil Slovenien stå på 7, Irland og Holland på 4, Italien, Holland og Danmark på 3 samt Schweiz, Tyskland og Belgien på hver 1, hvis Pogacar og Ganna som ventet tager de to sidste sejre tirsdag eftermiddag. Det er et ganske flot udkomme for en lille nation, særligt når langt de fleste sejre er taget af sportens helt store ryttere, hvortil hverken Jonas Vingegaard, Magnus Cort eller Mads Würtz hører.

Til gengæld måtte sprinterne se slukørede til. Merlier viste nok engang, at han er en af verdens allerhurtigste ved at sejre i den ligegyldige spurt om 7. pladsen, og han kunne dermed ærgre sig over, at det Alpecin-hold, som ellers som det eneste havde jagtet 100% for en spurt, ikke var stærke nok til at skabe samling. Og Viviani fik vist, at han bestemt var konkurrencedygtig, og at han måske kunne have klaret sig endnu bedre i en mere hektisk spurt om etapesejren, hvor Merlier sikkert igen var blevet fanget i positionskampen, hvilket blot gør Cofidis’ kørsel endnu mere uforståelig.

Og bag dem rullede Van Aert over stregen efter en misset mulighed for at udligne Van der Poels score. I lyset af de manglende strabadser i den resterende del af løbet er det svært at se logikken i, at hans Jumbo-hold intet gjorde for at jagte en sandsynlig sejr, der ville falde på et tørt sted efter gårsdagens gigantiske skuffelse med Primoz Roglic.

Men måske det også var blevet lidt for trivielt med endnu en Van Aert-sejr og endnu en triumf for en af sportens giganter. Heldigvis for Danmark og Mads Würtz var der en grænse for grådigheden og sejrssulten, og dermed blev den skræmmende serie af etapevindere i det stærkt besatte italienske løb brudt af en helt uventet dansk outsider. Og selvom Würtz næppe nogensinde ryger op i Van Aert- og Van der Poel-klassen fik han med sin flotte kørsel bevist, at der er al mulig grund til at tro, at den første sejr som professionel heller ikke blev den sidste.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERSPILLET