Tirreno-Adriatico-analyse: Fransk udligning i giganternes tremandsopgør

Forud for en ny cykelsæson er der altid en række spørgsmål, man særligt glæder sig til at få besvaret. Frem mod 2021 har et af mest spændende været, hvem af feltets tre klassikergiganter, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, der mon ville vinde flest af de store endagsløb i den netop startede sæson. De tre cykelekvilibrister kunne nemlig ikke iscenesætte deres eget opgør meget smukkere, end de gjorde ved sæsonens slutning, hvor de som bekendt kørte fra alt og alle i et smukt og mindeværdigt Flandern Rundt og sluttede året af med hver én sejr i den forkortede sæsons fem vigtigste endagsløb.

Ganske vist er der udsigt til, at deres fokus er en anelse forskelligt, da Alaphilippe har Ardennerne som forårets hovedmål uden konkurrence fra de tungere crossstjerner og slet ikke deltager i det Paris-Roubaix, som Van Aert og Van der Poel drømmer stort om, men med Alaphilippes nyfundne kærlighed til de flamske klassikere og deres fælles betagelse af Milano-Sanremo og Strade Bianche samt et VM, der giver ideer til dem alle, er der rigeligt af lejligheder til at se de tre klassikerstjerne dyste mod hinanden.

Dysten blev som bekendt indledte i lørdagens Strade Bianche, der som bekendt ikke skuffede. Med placeringer i top 4 spillede de alle hovedroller, og som bekendt endte det med en ret suveræn hollandsk 1-0-0-føring, da Van der Poel i overlegen stil spurtede fra Alaphilippe på den sidste del af den ikoniske bakke op til målet på Piazza del Campo i Siena. Det var som bekendt endda ikke Van der Poels første sejr i år, da hollænderen allerede tog det første stik på årets første løbsdag i UAE Tour.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Nu vil Van Aert nok hævde, at han med gårsdagens lidt uventede sejr i en helt klassisk massespurt fik udlignet Van der Poels føring, men den sejr tæller ikke rigtigt, når nu hverken Alaphilippe eller Van der Poel havde spor af ambitioner den dag. Til gengæld betød gevinsten, at Alaphilippe, der i år allerede har smagt lidt af regnbuetrøjens forbandelse med styrtet på en rigtig Alaphilippe-etape i Provence, nu stod tilbage som den eneste sejrsløse i feltet af klassikergiganter.

Den statistik har utvivlsomt gjort ondt, og derfor måtte den rettes hurtigst muligt. Der skulle da heller ikke gå mere end 24 timer, inden franskmanden langt om længe fik prikket hul på bylden, da dagens 2. etape i Tirreno-Adriatico akkurat sluttede i den puncheurspurt, der stod i manuskriptet. Og modsat Van Aert har han al mulig grund til at hævde, at hans sejr skal tælle i det interne regnskab mellem de tre giganter, for selvom der ikke var tale om en klassiker, var det en etape, der var så skræddersyet til dem alle tre, at de fremstod som de åbenlyse favoritter og da også helt forventeligt sørgede for at besætte alle podiets tre pladser.

Det var ellers lige ved, at vi slet ikke fik det ventede opgør. I gårsdagens optakt drømte jeg søde drømme om, at Ineos med deres supermandskab ville udnytte de vanskelige stigninger i præfinalen til at sætte de ikke alt for klatrestærke Alpecin-, Jumbo- og Deceuninck-hold under pres, og selvom jeg kom til den konklusion, at de næppe ville have modet, gjorde det min pessimisme til skamme. Det var endda kaptajnen selv, der åbnede ballet med et angreb, da Egan Bernal sneg sig væk i en særpræget trio, som også talte Kasper Asgreen og Jasper de Buyst, og herefter regnede det med angreb i et mylder af klassikerstjerner, klatrere og herligt mange klassementsfolk, som havde luret, at de kontrollerende mandskaber måske ikke var så stærke endda.

På den måde levede Ineos op til deres løfte om fremover at køre med samme aggressive strategi som i Giroen, hvor de vandt ikke færre end syv etaper, og selvom det ikke lykkedes for Bernal, fik de med den ellers indtil nu så formsvage Pavel Sivakov sat særligt Jumbo under pres. Den evigt aggressive og meget formstærke Mikel Landa, der med sit initiativ er en gave til ethvert cykelløb, og den forsvarende vinder Simon Yates var også aktive, og Deceuninck var snu nok til at vide, at de med kun to klatrere på et relativt tungt hold gjorde klogt i ikke at komme i defensiven og i stedet sendte Joao Almeida i offensiven, så han som tempostærk klatrer pludselig kunne bringe sig selv i en uhyre gunstig position i klassementet.

Det så faktisk ud til, at projektet skulle lykkedes. Selvom Timo Roosen fandt helt uventede klatreevner og erstattede en overraskende svag Robert Gesink, var Jumbo i den grad på hælene, da Van Aert kun var sekunderet af den belgiske klassikerspecialist og stortalentet Tobias Foss, der fik vist sit store værd. Alpecin var kørt tynde med kun Petr Vakoc som hjælper for Van der Poel, der spillede helt kølig og ikke ofrede sin tjekkiske hjælper, og da det ene af løbets to supermandskaber, Ineos, jo var fint tilfredse med situationen, pegede alle pile på feltets andet favoritmandskab, UAE, der måtte i aktion, hvis Tadej Pogacars sejrschancer ikke skulle lide et skud for boven.

Araberne var bemærkelsesværdigt længe om at reagere, men i bunden af sidste stigning kunne de se, at lokummet brændte. De tre klatrer Davide Formolo, den alt andet end formstærke Rafal Majka og Jan Polanc, der lidt overraskende var sidste man i raketten, fik kørt afstanden ned til 10 sekunder og samtidig lagt det pres, Pogacar skulle bruge for at slå de endnu bedre afsluttere til sidst. Alligevel løb araberne tør for krudt en anelse for tidligt, og pludselig så det ud til, at Almeida, der slutteligt kørte alene, skulle blive den ”forkerte” Deceuninck-vinder på en dag, hvor alle regnede med Alaphilippe.

Men Almeida begik en fejl. Som den hurtigste i gruppen havde han formentlig gjort sig selv en tjeneste ved at fortsætte samarbejdet i et udbrud, hvor alle havde interesse i at vinde tid. Nu valgte han i stedet at køre alene væk, og det skulle blive dyrt. Da Sivakov var tilbage i feltet, var situationen nemlig pludselig ugunstig for feltets stærkeste mandskab, og da den indtil nu så formsvage Geraint Thomas med en kongeføring fik vist, at de gode ben nærmer sig, endte det hele alligevel med, at vi fik den spurt, der var ventet.

Det bragte imidlertid Alaphilippe i en svær situation. Hvor længe kunne han tillade sig at vente og lade Almeida køre sin chance uden at risikere at tabe initiativet til andre? I sidste ende valgte han at starte sin spurt, og selvom det for Almeida måske har set en anelse besynderligt ud, at regnbuetrøjen blæste forbi, endte det med at være den helt rigtige beslutning. Thomas havde nemlig slukket den portugisiske drøm, og med sit initiativ endte sejren alligevel i Deceuninck-lejren, der i øvrigt ikke ville stå tilbage for Jumbo og få sekunder senere med Sam Bennetts spurtsejr i Paris-Nice sikrede sig den dobbeltsejr, hollænderne erobrede i går.

Det var i høj grad et spørgsmål om, at den kloge narrede den mindre kloge. Alaphilippe fik ellers nok engang vist, at han har et kick som den lidt tunge Van Aert slet ikke kan matche, og belgieren, der stadig synes at mangle de samme procent som i Strade Bianche, kunne slet ikke holde trit med regnbuens antrit. Til gengæld skal Alaphilippe prise sig lykkelig for, at Van der Poel nok engang viste, at han er overraskende dårlig og i hvert fald doven i positionskampen, for med sin yderst nonchalante tilgang til afslutningen endte Strade-kongen med at sidde alt for langt tilbage.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Det skulle blive dyrt. Van der Poel viste ellers, at han på relativt bløde procenter som disse ikke uventet er den bedste afslutter af de tre giganter, men hans position endte med at koste ham det, der ellers formentlig havde været en stensikker sejr. Formentlig har han haft en følelse af deja-vu, for det mindede uhyre meget om sidste års Brabantse Pijl, hvor Alaphilippe også slog sin hollandske rival i en spurt, som kun en fejl forhindrede ham i at vinde ganske sikkert. Det er svært ikke at beundre Van der Poels fysiske evner, men hans tilgang til massespurter og ofte lidt hovedløse angreb fra distancen tilsiger, at han formentlig kunne vinde meget mere, hvis hovedet og taktikken var lige så stærke som benene.

Måske var der noget retfærdigt i, at det Alpecin-mandskab, der meget sjældent fører, ikke fik sejren på en dag, hvor de gemte sig i feltet hele dagen, selvom Vakoc sad ved Van der Poels side. Det blev i stedet Ineos, der i sidste ende gjorde forskellen, og det var faktisk lige ved at koste dyrt. Pogacar viste nemlig nok engang, hvor god en puncheur han er, men heldigvis for briterne var han oppe mod verdens tre bedste, og dermed fik han ikke del i de bonussekunder, der kan vise sig ret afgørende i den duel mellem Bernal og Pogacar, der meget vel kan blive ganske tæt.

Til gengæld skal de ikke slås med Yates. Ganske vist havde briten advaret om, at han næppe kunne gentage sidste års sejr i et løb, der denne gang kommer for langt fra Giroen til at kunne være et reelt mål, men kortvarigt viste han ellers lidt af den klasse, vi ellers kun ved én lejlighed har set siden Vuelta-sejren i 2018. I sidste ende viste det sig dog, at Yates skulle have stolet mere på sin egen udmelding om formen, da det hele endte i en eksplosion, der nu sender australierne fra BikeExchange helt ud af klassementskampen.

Heldigvis havde de Robert Stannard. Den unge australier, der ellers er kommet lidt skuffende fra start, viste, at han skal tages seriøst i denne slags puncheurfinaler med en 6. plads, der var tæt på at matche 5. pladsen fra Vueltaen sidste år. Dengang måtte han akkurat se sig slået af Alex Aranburu, og det måtte han også i dag, da baskeren nok engang tog et skridt mod verdenseliten i en puncheurfinale, hvor han kun blev slået af fire af verdens allerbedste.

Til gengæld viste spurten også, at Greg van Avermaet vitterligt ikke har den hurtighed, han havde engang. Ganske vist er en 8. plads i dette selskab ingen skam, men i tidligere tider havde vi set den solide belgier betydeligt længere fremme. Nu endte han med en sekundær placering i nærheden af folk som Tim Wellens og Giulio Ciccone, der nok er gode puncheurs, men ikke traditionelt har haft Van Avermaets niveau. Til gengæld viste hans holdkammerat Andrea Vendrame igen sin gode form med et fint resultat på en etape, der generelt viste sig lidt for hård for hans ryttertype.

Ellers gav etapen ikke de helt store svar. Almeida og Landa bekræftede deres gode form, Yates bekræftede, at han er formsvag, Marc Soler er helt som ventet ikke kommet op i omdrejninger, og Sivakov og Thomas viste betydelig fremgang, men derudover var det mest bemærkelsesværdige, at den lille opblomstring vi så fra Sergio Higuita i UAE Tour, hurtigt forsvandt igen i en finale, der lå til colombianerens højreben, men hvor han bestemt ikke så overbevisende ud. Og da den lovende Simon Carr lidt overraskende mistede tid, endte det hele som en lidt trist dag for EF.

Endnu værre gik det dog for FDJ. Thibaut Pinots rygproblemer kostede et tidstab på næsten 10 minutter og ligner nu desværre en større og større udfordring frem mod Giroen. Da den ellers så formstærke Valentin Madouas nok engang havde en dårlig dag og bekræftede, at han er svært utilregnelig, og Rudy Molard blev sat tilbage af det sene styrt, er det ellers så spændende franske hold nu reduceret til statister i kampen om de sjoveste placeringer. Men i det mindste gik dem bedre, end det gjorde Peter Sagan, der blev sat som en af de allerførste og bekræftede den værste frygt for, at hans covid-sygdom har sat ham så meget tilbage, at manden, der nu om dage aldrig finder formen, før han har en grand tour i benene, formentlig går en trist klassikersæson i måde, når hans største mål i Sanremo kun er en god uge væk.

I gamle dage var det ellers altid Sagan, alle talte om på denne tid af året. Sådan er det bare ikke længere i et felt, hvor generationsskiftet er slået igennem. Nu taler alle i stedet om de tre nye giganter, Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe, og efter dagens herlige opgør står der nu 1-1-0, hvis man ikke giver Van Aert lov til at tælle sin spurtsejr med. Heldigvis venter der talrige nye kapitler i dysten i de kommende uge, og faktisk kan vi allerede få det næste på fredagens lange bakke, der kunne give ideer til dem alle tre. Og så kunne Van Aert jo meget passende sørge for en belgisk udligning, når nu vi fik en fransk en af slagsen i dag.