Tirreno-Adriatico-analyse: Hvem kan stoppe den mand?

Hvem kan stoppe den mand? Efter sidste år sad man ganske vist med fornemmelsen af, at Julian Alaphilippe kunne blive skræmmende i 2019, hvis han efter en jubelsæson kunne fortsætte en udvikling, der tydeligvis ikke var gået i stå endnu. Alligevel må det gøre ondt for alverdens rivaler at se deres bange anelser blive til virkelighed efter en sæsonstart, hvor det franske fænomen har vundet alt, han har rørt ved, og som fortsatte i dag, da han med stor autoritet slog alverdens superpuncheurs med en overbevisende magtdemonstration på 2. etape af Tirreno-Adriatico.

Varslet kom egentlig allerede helt tilbage i januar, da han i Vuelta a San Juan satte Nairo Quintana og Tiesj Benoot fra hjul mod slutningen af den eksplosive 2. etape. Dagen efter knuste han al modstand på en flad tonserenkeltstart, og siden er han bare gået fra succes til succes. Holdet kostede ham den samlede sejr i Argentina, men siden har han på en etape slået de colombianske klatrere i deres hjemlige højder, hvor de ellers havde alle fordele på deres side, og senest tog han suverænt sejren efter en fornem præstation i Strade Bianche, som han endda kørte for første gang.

De præstationer havde allerede på forhånd gjort ham til topfavorit på dagens eksplosive etape i Tirreno-Adriatico. Normalt ville han ganske vist have svært ved at slå Peter Sagan i en finale, der trods alt blot steg med 4-5%, men da eksverdensmesteren har døjet med sygdom og misset hele fem dages træning, stod det klart, at han næppe ville være på toppen. Derfor lå det på den flade for Alaphilippe med sin superform at tage endnu en sejr og dermed sikre sig 10 meget vigtige bonussekunder, efter at en tidlig start i det regnvåde holdløb havde kostet ham mere tid, end han havde ønsket sig eller fortjent.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var imidlertid langt fra enkelt at vinde på turen mod Pomarance. Selve spurten lignede ikke den sværeste udfordring, men forinden ventede en lang opkørsel, der historisk har vist sig svær at kontrollere. Det måtte Peter Sagan i hvert fald sande ved det seneste besøg i 2017, hvor både Geraint Thomas og Tom Dumoulin sneg sig væk til sidst. Og da Deceuninck langt fra er til start med noget klatrehold, var det klart, at selv Alaphilippe kunne få meget svært ved at spille kortene rigtigt i den hektiske finale.

Det hele bliver bare så meget lettere, når man har diamanter i benene, og det har Alaphilippe åbenlyst i øjeblikket. Først sendte han sin formstærke holdkammerat Zdenek Stybar i offensiven, da en farlig gruppe kørte væk - i øvrigt efter at han havde brugt selv Elia Viviani til at gøre løbet knaldhårdt i indløbet til stigningen - og da tjekkens forsøg mislykkedes, var han klar til at slå til. Da en trussel opstod kort efter, hvor en skræmmende Primoz Roglic var ved sammen med Alexey Lutsenko at køre væk, dansede Alaphilippe med lethed op til duoen, og derefter forlod han aldrig de forreste positioner. På intet tidspunkt så han ud til at have mistet kontrollen, og da først feltet blæste under den røde flamme, sad han velplaceret sammen med sin værste rival, Greg Van Avermaet. Belgieren lignede også en hård nød at knække, da han åbnede sin klassiske lange spurt, men det stod hurtigt klart, at han slet intet match var mod den overlegne Alaphilippe, der blot behøvede at træde få gange for at tage en overlegen femte sæsonsejr.

Sejren styrker igen selvtilliden for franskmanden, der i går ikke kunne skjule sin skuffelse. Årets rute giver ham nemlig en måske historisk enestående chance for at vinde Italiens næststørste etapeløb, og derfor var det en slem dukkert at måtte konstatere, at gårsdagens regnvåde veje satte ham langt tilbage i forhold til især Primoz Roglic. Med dagens 10 bonussekunder fik han slettet lidt af tabet, og samtidig var han så overbevisende, at den frygt, man kan have for, at 5. etape måske kan blive for svært, i hvert fald er blevet kraftigt dæmpet.

Hans store problem er bare, at hans værste rival var om muligt endnu mere overlegen. Vi viste, at Roglic var i flyvende form efter den overlegne sejr i Emiraterne, men alligevel er det svært ikke at blive imponeret over dagens opvisning. Nærmest uden at se sig tilbage førte sloveneren i ét væk efter at først at have slået kontra på Alexey Lutsenko, og på et tidspunkt kørte han endda så stærkt fra front af feltet, at han og kasakken var ved at køre alle andre ud af hjulet.

I sidste ende lykkedes det ikke at få udbytte af styrken i en finale, der ikke passede ham ideelt, men efter dagens etape er det svært at se, hvem der skal kunne køre fra sloveneren på noget tidspunkt i dette løb. Samtidig er han reelt i pole position, da hans lille tab til Yates fra 1. etape let overvindes på den sidste enkeltstart, og selvom han i dag måtte nøjes med en 7. plads, står det efter i dag endnu tydeligere, at Roglic er løbets soleklare favorit, og at han bliver næsten umulig at slå, ikke mindst fordi hans holdkammerat Laurens De Plus efter opvisningen i Mellemøsten i dag igen viste sit enorme talent ved at tage kontrol i den hektiske finale på et tidspunkt, hvor det hele kunne være løbet løbsk.

Løbets tredje store favorit, Tom Dumoulin, kan være godt tilfreds. Hollænderen viste nemlig stor styrke, da han efter en lille blunder med stor autoritet kørte alene på til Lutsenko, Roglic og Alaphilippe, da en truende situation opstod. Dermed bekræftede han det meget positive indtryk, han efterlod på 6. etape i Emiraterne, og han kan stadig håbe, at han kan brænde en superenkeltstart af på tirsdag, hvor han på den helt flade rute trods alt bør være stærkere end Roglic. Den samlede sejr blive svær, men ikke umulig for en tilsyneladende meget velkørende Dumoulin, der er startet sæsonen langt mere positivt end sidste år, hvor han efter dette løb gennemlevede en svær mental krise.

Løbets sidste reelle kandidat til sejren er Adam Yates, der med klassisk kølighed kørte afventende i finalen og herefter spurtede sig til en lovende 5. plads i en finale, der var alt for let. Det vidner om ganske lovende form, men det er også klart, at han har behov for at vinde yderligere tid på murene i weekenden. 7 sekunders forspring til Roglic er for lidt inden enkeltstarten, og derfor får Yates brug for al den eksploivitet, han stillede til skue i sidste års udgave, hvis han også skal omsætte det fine udgangspunkt til sejr. Man kan blot undre sig over, at han og Mitchelton i dag valgte at ødsle med kræfterne ved at holde snor i et udbrud, som det var Alaphilippes opgave at hente. Nu gjorde australierne en stor del af arbejdet, der lå til grund for franskmandens 10 bonussekunder, hvilket bestemt ikke virkede som den taktisk mest gennemtænkte manøvre for et hold, der i forvejen for svært ved at kontrollere terrænet i weekenden.

Til gengæld kan favoritterne glæde sig over, at det stærkeste hold næsten er elimineret. Allerede i går kørte Sky et katastrofalt holdløb, og i dag fortsatte nedturen. Først udgik Gianni Moscon, der fortsat er alt for mærket af sit styrt i Emiraterne og nu desværre næppe når at finde formen inden klassikerne, og siden måtte Geraint Thomas indse, at han fortsat har lang vej at gå efter en vinter, hvor der blev holdt lidt for mange fester. Dermed er man efterladt med en stadig ganske vist velkørende Wout Poels, men da hollænderen har tabt en del tid, og holdet ikke længere har et overtal at spille på, ser det svært ud for det ellers normalt så suveræne britiske mandskab.

I stedet var det Astana, der frembød det stærkeste kollektiv. Vi ved alle, at Jakob Fuglsang kører som en motorcykel i disse dage, og i dag viste Alexey Lutsenko, at han efter et lidt skuffende Strade Bianche fortsat er flyvende. Efter at Fuglsang havde lanceret hans offensiv, var han med i alt, og sammen med Alaphilippe og Roglic efterlod han det bedste indtryk. I sidste ende kostede det for meget inden spurten, men det ser ud til, at Astana i weekenden vil have to kort at spille i forsøget på at tilbageerobre lidt af det terræn, de som forventet tabte i går.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

En anden rytter, der har grund til tilfredshed, er Tiesj Benoot. Belgieren var placeret alt for langt tilbage tidligt på stigningen, og derfor var han aldrig rigtigt med i fremstødene. Alligevel lykkedes det ham at komme tilbage og spurte sig til en 4. plads, hvilket igen bekræfter den lovende form, han også viste i Strade Bianche, hvor han stadig var mærket af sit forslåede knæ. Det er han ikke længere, og selvom han har tabt for meget til at være med i kampen om sejren, ligner Benoot en mand, der har kurs mod en stor klassikersæson. Til gengæld skuffede holdkammeraten Tim Wellens en anelse i spurten, og efter et lidt halvsløjt Strade Bianche ser det ud til, at den ikke altid så stabile belgier har tabt lidt af den superform, han havde i årets første uger.

Det har Van Avermaet ikke, og selvom han i dag måtte se sig slået af Alaphilippe, kan han være ganske tilfreds. Det så nemlig allerede på forhånd svært ud at få bugt med franskmanden, og Van Avermaet virkede faktisk ganske overbevisende i finalen, hvor han som ventet var uden støtte fra sit hold. Først lukkede han med autoritet et farligt hul, og til sidste kørte han en sikker 2. plads hjem på toppen af en stigning, der efter hans smag er lige vel lang. Det bekræfter blot indtrykket fra Omloop af, at Van Avermaet er betydeligt bedre end i 2018, og alt synes derfor at være sporet til en vis form for genrejsning efter en skuffende sæson.

Værre ser det ud for Peter Sagan, der fik bekræftet, at formen har lidt skade under de fem dages sygdom. Ganske vist var det en punktering, der satte ham tilbage, men en frisk Sagan var naturligvis kommet tilbage. I dag opgav han med det samme, og det viser, at han fortsat har noget at indhente. Omvendt virker situationen ikke svært alarmerende, da de hårdeste løb fortsat venter relativt langt forude, og kan han køre nogle gode spurter i de kommende dage, hvilket bestemt ikke er umuligt, burde han nok kunne være konkurrencedygtig i Sanremo, der for Sagan trods alt ikke er et specielt krævende løb. Og samtidig kan Bora så glæde sig over, at dagens løb viste en velkørende Davide Formolo, der var meget aktiv i finalen og bekræftede det lovende indtryk fra Emiraterne.

En anden, der bekræftede de positive takter, var Alberto Bettiol. Italieneren viste i 2016 og 2017 sit store potentiale som puncheur i de canadiske klassikere og Touren, men skader og sygdom ødelagde året på BMC. I lørdagens Strade Bianche viste han imidlertid tegn på oprejsning, og det var kun krampe, der ødelagde hans chancer for at køre finale. I dag spurtede han sig til en flot 3. plads, hvilket gør ham til en meget spændende herre forud for klassikerne, hvor han forhåbentlig kan bygge videre på fortidens lovende takter. I det hele taget var det endnu en god dag for EF, der er kommet stærkt fra start, da også en meget velkørende Simon Clarke var med i det mindste, indtil han til slut betalte prisen for sine mange angreb i selve spurten.

Lad os slutte af med at kippe med det danske flag. Det var nemlig ikke blot Fuglsang, der imponerede i dag. Det gjorde også Kasper Asgreen, der med et angreb mod hele verdenseliten fortsatte med at vise superform. Det gjorde han allerede i Omloop og i gårsdagens holdløb, hvor han nærmest rev sit hold i stykker, og man kan derfor ikke andet end beundre den enorme fremgang, han har haft i løbet af mindre end et år på højeste niveau. Samtidig viste Søren Kragh lovende takter efter sin sygdom, og faktisk udtalte han, at han gerne ville have deltaget i spurten, hvis benene havde været det. Det var desværre ikke, men efter i dag kan man med fortrøstning tro på, at han trods sine tilbageslag nok skal finde formen inden klassikerne.

I de kommende dage har han i hvert fald god tid til at arbejde på den, samtidig med at han støtter den velkørende Dumoulin. I morgen får han i hvert fald 226 solide kilometer i benene på en dag, hvor klassementsrytterne får sig en sjælden pause og midlertidigt overlader scenen til sprinterne. Dem kan han og resten af feltet så bruge til at spekulere på, hvordan i alverden de finder en model til at stoppe Alaphilippe på weekendens klassikeretaper.