Tirreno-Adriatico-analyse: Kurs mod forløsende Sanremo-sejr?

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Hvis man havde tilbudt Caleb Ewan en 2. plads, inden han stillede til start ved Milano-Sanremo for første gang i 2017, havde han formentlig med det samme hevet kuglepennen op af inderlommen og underskrevet kontrakten. Dengang var han nemlig bare med for at lære i et løb, han ikke vidste, om han i fremtiden kunne satse på. I sin U23-tid havde han ellers imponeret med sine klatreevner, men da han i den professionelle karrieres første år ensidigt gik sprintervejen, forsvandt de klatreben, der i sin tid blandt andet havde været tæt på at gøre ham til U23-verdensmester på klatreruten i Firenze.

En 2. plads fik han ikke, men han var alligevel svært tilfreds. En 10. plads fortalte ham nemlig, at det var et løb, han kunne satse på, og siden dengang har han ikke forsømt en lejlighed til at gøre opmærksom på, hvor meget han drømmer om at vinde det eneste monument, der er inden for hans rækkevidde. Den sult er nemlig ikke blevet mindre af, at hans forhold til forårsbebuderen har udviklet sig til lidt af et had-kærligheds-forhold.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Ewan har nemlig oplevet to grimme skuffelser i den mellemliggende periode. Første gang var i 2018, hvor ingen formentlig stadig helt forstår, hvordan en ellers formsvag Vincenzo Nibali kunne køre alene væk i en usædvanligt passiv udgave af løbet og snyde Ewan for den sejr, hans flotte spurt ellers kunne have givet. Minsandten om ikke scenariet gentog sig sidste år, hvor Ewan ellers havde fået en hel cykelverden til at tabe kæben over de klatreben, der placerede ham i bagsmækken på Wout van Aert, men hvor han nok engang blev snydt af en snu opportunist, da Jasper Stuyven udnyttede manglen på hjælpere i Sanremos gader til at snige sig væk til den sejr, Ewans nok engang flotte spurt ikke var nok til at sikre.

I år skal det imidlertid være, og Ewan har lagt alt an på, at han næste lørdag skal være hurtigste mand på Via Roma. Noget tyder på, at han er på rette spor. I hvert fald viste han i Saudi Tour i den ene spurt, hvor han reelt kunne spurte, skræmmende hurtighed, han knuste al modstand, da han i et svagt felt vandt i Var, og senest var han i Kuurne ganske, ganske tæt på at slå Fabio Jakobsen, der ellers i denne sæsonstart har været hel urørlig.

Faktisk har Ewan været så flyvende, at han oser af selvtillid. I Saudi Tour klatrede han på 2. etape på et for ham uhørt niveau på denne tid af året, og også i Var og Kuurne, hvor han meldte om forrygende klatreben, imponerede han med sin klatring. Når man tænker på, hvordan han for et år siden udgik af Tirreno-Adriatico efter at være blevet sat som den allerførste på en ellers temmelig uskyldig etape, og at han alligevel med sin 2. plads i Sanremo en god uges tid senere genopstod som en anden Fugl Føniks, kan man godt forstå, hvis han har så meget selvtillid, at han kunne starte et udsalg, uden at den ville lide væsentlig skade.

I dag satte han så nok engang en fed streg under, at vi skal sætte et stort kryds ud for hans navn om halvanden uges tid - særligt hvis der bliver modvind på Poggio. Efter gårsdagens kiks, hvor hans tog fejlede totalt og efterlod ham som Caleb Alene i Verden i et mylder og kaos uden mulighed for at spurte, slog ham nemlig på den anden sprinteretape i Tirreno-Adriatico til med så stor overbevisning, at vi nok engang blev mindet om, hvor skarp han har været i den første måneds tid af sæsonen.

Det er klart, at en sejr i en massespurt intet siger om, hvorvidt han klarer Poggio på næste lørdag, men den fortæller os, at hans vigtigste våben i kampen om sejren på Via Roma til fulde er intakt. Uanset hvordan løbet udvikler sig, vinder Ewan nemlig kun løbet i kraft af sin spurt, og den må efter i dag konstateres at være præcis, hvor den skal være.

Ewan var nemlig nok engang i sin egen liga, da etapen skulle afgøres i det let stigende brostensopløb i Terni. Det vidste vi egentlig godt, at han ville være. Når det handler om at spurte på en sådan bakke, skal man lede længe for at finde nogen, der kan matche den lille australier, og det blev da også bekræftet, da han med få tråd blæste fra alt og alle til en etapesejr, der utroligt nok er hans første i et løb, han ellers har haft som fast bestanddel af sit forårsprogram i mange år.

Nej, det der kunne true Ewan i dette opløb, var præcis det samme, som kostede ham sejren i går, nemlig hans tog. Ganske vist måtte han brænde nogle folk af på at hente det chokerende stærke udbrud, der med Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe, Marc Soler og Tao Geoghegan Hart forvandlede en langgaber til et herligt væddeløb, men når han om nogle dage igen forvandles fra klassikerrytter til supersprinter, må det bekymre ham, at han i disse to finaler har været helt på egen hånd. Heldigvis er han igen blevet god til at positionere sig, men som vi har set både i går og i Saudi Tour, er det ikke en evne, at han kan forlade sig på i den stil, som positioneringskonger som Peter Sagan og Jasper Philipsen kan det. Det gik godt i dag, hvor opløbsstrækningen var bred, men det er sikkert, at det gælder, når han er oppe mod stærkere tog i Touren til sommer.

Heldigvis er det ikke helt skidt. I dette løb savner han Jasper de Buyst, og da Rudiger Selig, som jo er den superforstærkning, der skulle forvandle Lotto-toget fra et halvsløjt futtog til en TGV, tilsyneladende er i en gigantisk formkrise eller syg, da han nu to dage i træk har tabt mere end 11 minutter, har han faktisk manglet sine to vigtigste brikker. Derfor kan han i første omgang tillade sig at afblæse alarmklokkerne og holde blikket stift rettet mod Sanremo og Via Roma uden at bekymre sig alt for meget om de massespurter, der venter i Giroen og Touren.

I mindst et af de to løb vil han skulle op mod Mark Cavendish, og i deres interne duel er han i hvert fald kommet klart bedst fra start. Den lille brite har lidt af en forkølelse i dette løb, hvilket forklarer hans sløje klatring i går, og den må antages at have sat ham mere tilbage end først antaget. I dag så det ellers ud til, at han skulle sættes i scene, da Quick-Step-toget blev samlet perfekt, men da Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen og Davide Ballerini skød frem, manglede de pludselig deres vigtigste mand. Det betød, at deres timing gik helt galt, og mens Ballerini skreg i radioen, døde Alaphilippe og Asgreen alt for tidligt og efterlod den i forvejen i dette løb ikke overbevisende Ballerini alt for langt tilbage, da spurten blev åbnet.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Anderledes har det været for løbets tredje supersprinter. For anden dag i træk lykkedes det faktisk Tim Merlier at få klaret den positioneringsudfordring, der har kostet ham så dyrt, men det er også dagens eneste lyspunkt. Da spurten blev åbnet, var gårsdagens vinder nemlig en skygge af det lyn, han var i 2021, og det har faktisk været en lidt bekymrende start. Jakobsen kørte ham også midt over i Algarve, og da han i går endelig tog sin sejr, var det på en dag, hvor alle hans værste rivaler var elimineret af dårlig position.

Nu var det stigende opløb heller ikke til hans fordel, når modstanderen hed Ewan. Det er til gengæld noget, der behager Arnaud Demare, som altid har foretrukket denne slags finaler, og selvom han ikke fik sin sejr, må han gå til køjs som en af dagens klare vindere. Én ting var nemlig, at hans ellers hensygnende supertog for første gang i år fik ham sat perfekt i scene. Noget andet var, at han også kørte en langt bedre spurt, end jeg egentlig havde forventet fra ham på baggrund af det, vi har set fra ham i det sidste års tid. Måske halter det i de flade boulevardspurter, men i denne slags finaler er han bestemt stadig konkurrencedygtig.

Det er Olav Kooij også. Den hollandske sprinterkomet må nok sande, at han er bedre i en flad spurt, for han syntes ikke at have helt samme tårnhøje topfart, som han har haft i de flade spurter her og i Emiraterne. Denne gang lykkedes det ham ellers at sidde helt perfekt i bagsmækken på Ewan, men her måtte han sande, at han var overmatchet. Den lille australier kørte ham i hvert fald slet og ret ud af hjulet, men i denne slags finale er det ingen skam. Han lignede stadig næstehurtigste mand og satte klart Merlier til vægs, hvilket nok engang tegner billedet af, at han har kurs direkte mod sprintereliten.

Der var Nacer Bouhanni engang, men der har han ikke været i mange år. Noget tyder imidlertid på, at han begynder at nærme sig igen. Hans spurter i Touren sidste år var det bedste, vi har set fra ham længe, og o da han i dag endelig kunne køre en ordentlig spurt i år, viste han også en overbevisende fart. Det er klart, at han ikke bliver den serievinder, han var, da han brød igennem lydmuren som helt ung, men lige nu ser vi den bedste Bouhanni, vi har set længe.

Anderledes er det med Pascal Ackermann, om hvem billedet nu er ret entydigt. Som i Emiraterne positionerede han sig igen sublimt - endda direkte i hjulet på Demare, der blev sat bedst op - men herfra gled han kun den forkerte vej. Der tegner sig mere og mere et mønster, hvor Ackermann med sin fine næse for position vil sidde rigtigt de fleste gange, men hvor farten vil betyde, at det bliver ved en sekundær placering.

I det mindste kan han positionere sig, og det er næsten den vigtigste evne for en sprinter. Det måtte eksempelvis Phil Bauhaus sande, da han i dag var tilbage i den ringe position, vi ofte ser ham, når støtten er begrænset. I dag kunne han til gengæld spurte frit på en måde, der så ganske overbevisende ud, men hans løb var allerede tabt længe inden, han åbnede sin spurt.

Det var det også for Alexander Kristoff, og det var straks mere overraskende. Det Intermarché-tog, der totalt dominerede årets første spurter, har nemlig været helt usynlige i dette løb, og det, der for kort tid siden lignede en virkelig succes, ser nu pludselig mere tvivlsom ud, efter at de har ramt den store scene. Giacomo Nizzolo, der ligeledes havde et af de på papiret stærkeste tog, må også sande, at der er lidt at arbejde med for den nye konstellation.

Det er der også for Elia Viviani, der måske skal overveje strategien med at holde sig til sit tog med Filippo Ganna og Ben Swift. Selvom førstnævnte imponerede i finalen, er det tydeligt, at de mangler farten, når det virkelig gælder. I Valencia fungerede det meget bedre, når Swift hjalp italieneren med at afsøge det rette hjul, mens de to gange, hvor han har valgt at holde sig til et hold, der jo ikke fungerer optimalt, er gået galt.

Det er i hvert fald uvant Viviani at kikse positionskampen to gange i træk. For andre er det mere normalt. Alberto Dainese kom heller ikke i dag til at køre årets første reelle spurt. Matteo Moschetti må igen sande, at han med den begrænsede støtte, han har i dette løb, kommer til kort, selvom han positionerer sig hæderligt i forhold til mange andre, og Jordi Meeus må også sande, at han fortsat har til gode at spurte fra en ordentlig position i år. Endelig måtte Kaden Groves sande, at den positionering, der i år har været overraskende god for ham, trods alt ikke fungerer hver gang.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Han havde ellers vist uventet stor selvtillid ved sammen med Alpecin at stå for at kontrollere udbruddet, men alligevel så det kortvarigt ud til, at han slet ikke kom til at spurte. Der var næppe nogen, der havde ventet, at det, der gennem det meste af dagen var en dødkedelig søndagstur, pludselig skulle kalde verdensstjernerne frem fra deres skjul. Det kom de imidlertid, da UAE fortsatte deres meget specielle kørsel, der synes at gå ud på at bruge så mange kræfter, som de kan, inden det fra i morgen går løs i bjergene.

I går var det Marc Soler, der skulle i et mærkeligt indianerudbrud. I dag var det så det tidlige udbud, der pludselig skulle køres ind på en bakke, måske for at sætte Tadej Pogacar i scene til yderligere tre bonussekunder. Dem tog han da også med den største selvfølgelighed, men de færreste havde formentlig ventet, at det skulle være afsættet til en offensiv fra ham og Soler. Julian Alaphilippe fra frisk på galejen, selvom det vel egentlig stred mod holdets plan om at køre klassement med Remco Evenepoel, men måske var beslutningen slet ikke så dum endda.

I hvert fald bidrog Alaphilippe både til at trætte sprinterholdene og ikke mindst til at trætte Pogacar inden i morgen, og når nu UAE tilsyneladende har så meget energi, at de kan bruge den i tide og utide, er det nok en god i dag for belgierne, at der bliver brugt lidt af dem. Til gengæld havde det været en meget tvivlsom manøvre, hvis offensiven faktisk var mislykket - også fordi Tao Geoghegan Hart, der i dette løb virkelig virker genfødt, kunne vinde tid i kampen om den 2. plads, som det meste af feltet i et vist omfang kan forventes at køre om. Om manøvren så lykkedes, er nok mere tvivlsomt, for Pogacar er næppe specielt træt efter en god nattesøvn, når man ser på, hvordan han hurtigt kom sig over vanvidsridtet i lørdags - og når han nu har en uudtømmelig energitank, kan man da kun rose ham for at bruge den til at berige os med uventet underholdning.

Ewan håber formentlig også på, at Pogacar fortsætter med at angribe i højre og venstre de kommende dage. Jo mere energi, han kan bruge inden slaget i Sanremo om halvanden uge, jo større chance er der nemlig for, at han endelig får den sejr, han har været så tæt på to gange. Indtil nu er det ikke lykkedes, men indtil i dag var det heller ikke lykkedes ham at vinde i Tirreno. Det gjorde det imidlertid i dag under sin femte deltagelse i den traditionelle Sanremo-forberedelse. Måske er det et varsel om, at sjette gang så bliver lykkens gang på Via Roma den 19. marts.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris