Tirreno-Adriatico-analyse: Merliers ånde i nakken

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Som jeg skrev i min analyse af 1. etape af Paris-Nice forleden, er der kun ét sted, man ønsker at være, hvis man er sprinter. Patrick Lefevere og hans Quick-Step-hold har en ganske særlig sprintermagi, der med ét kan forvandle nærmest enhver sprinter til en sand vindermaskine. Uanset om vi taler om Fernando Gaviria, Elia Viviani, Sam Bennett, Fabio Jakobsen eller en ellers hensygnende Mark Cavendish har den belgiske købmand med sin magi en uforklarlig evne til altid at bringe sin sprinter helt til tops i det globale sprinterhierarki.

Det har imidlertid også sine ulemper at være i stald hos Lefevere. Én ting er naturligvis, at man skal være beredt på offentlig kritik fra chefen, hvis resultaterne ikke melder sig i den takt, han forventer. Noget andet er, at den interne konkurrence er benhård, for Lefevere sørger altid for at have to topsprintere i sin stald, å han altid kan være konkurrencedygtig på alle fronter, når der køres to store løb samtidig.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den konkurrence er der mange, der har mærket. I 2018 kunne Gaviria utvivlsomt føle, hvordan Viviani efter sit skifte til holdet pludselig sprang fra subtoppen til toppen i sprinterhierarkiet, og selvom hans position i Touren aldrig var truet, skærpede det utvivlsomt colombianeren, at hans italienske holdkammerat i ugerne forinden havde stor succes i Giroen. På samme møde var det i 2019 og 2020. Ingen var i tvivl om, at det var først Viviani og siden Bennett, der toppede det interne hierarki, men de var hele tiden nødt til at se sig over skulderen, når Jakobsen med raketfart satte kurs mod sprintertoppen. Heller ikke i 2021 var Bennetts position på nogen måde truet, men Cavendish gjorde med sin genrejsning sit bedste for at bringe Lefevere lidt i tvivl om, hvem der skulle til Touren den sommer - et problem, Bennetts knæskade effektivt løste, inden han og chefen røg i totterne på hinanden.

Sidste år var konkurrencen ikke så skrap. Nok var både Jakobsen og Cavendish begge i stald, men hvor briten ikke havde sit bedste forår, vandt Jakobsen fra start i højre og venstre. Der havde ellers været stor spekulation om, hvorvidt Lefevere i sidste øjeblik alligevel kunne lade sig friste af udsigten til historieskrivning og en 35. Tour-etapesejr til Cavendish i stedet for at give Jakobsen den Tour-debut, han længe var blevet lovet. Med et køligt blik for, at Jakobsen naturligvis er holdets fremtid, lod belgieren sig imidlertid ikke friste, og det gjorde det derefter åbenbart for briten, at han måtte søge væk, hvis han vil forsøge at indfri det sidste store mål, han har i karrieren, og gøre sig selv endnu mere udødelig, end han allerede er.

Den beslutning var Jakobsen nok næppe specielt glad for. Det betød nemlig, at den aldrende brite, der ikke havde sit bedste 2022, blev erstattet af Tim Merlier. Nok kunne han måske finde lidt trøst i, at den belgiske mester havde en skidt 2022-sæson, som i første omgang gjorde det klart, at han måtte indtage pladsen som nr. 3 i det interne sprinterhierarki, men alle, der så Merliers fart i 2020- og 2021-sæsonerne vidste også, at endnu en Lefevere-genrejsning hurtigt kunne sætte Jakobsen under pres.

Lefevere gjorde heller ikke noget for at fjerne det pres. Både han og Jakobsen kunne før sæsonen afsløre, at pladsen som Tour-sprinter først vil blive uddelt i ugerne op til løbet. På papiret var der altså lagt op til en helt åben kamp mellem de to rivaler og holdkammerater gennem foråret, men helt så enkelt var det nu nok ikke. Merlier gav i hvert fald udtryk for, at han regnede med at skulle jagte etapesejre i Vueltaen og ikke i Touren, hvor han regnede med, at Jakobsen ville være førstevalg.

Hvis Lefevere har tænkt sig at holde ord og vitterligt ikke har nogen forhåndsindtaget holdning om, hvem der skal spurte på de franske landeveje til sommer, må Jakobsen imidlertid have følt Merliers hede ånde i nakken. Hvor han sidste år vandt i højre og venstre gennem årets første måneder, har det stået usædvanligt sløjt til i år. Nok fik han en tidlig sejr i San Juan, men han led det ene nederlag efter det andet i Argentina, og i Algarve, hvor han sidste år suverænt vandt begge sprinteretaper, kom han tomhændet hjem. Heller ikke titelforsvaret i Kuurne gik som håbet, for selvom han var uden skyld i, at udbruddet endte med at holde hjem, var hans spurt om 6. pladsen bestemt ikke af jakobsensk standard.

Det har ingen af hans spurter været. Han har slet ikke lignet en mand med den fart, der gjorde ham næsten usårlig i 2022, og helt galt så det vel ud på 1. etape i Algarve, hvor han åbnede sin spurt fra en fin position, men ikke kunne gøre andet end at søge ind på hjul, mens Alexander Kristoff og Jordi Meeus dystede om sejren. Hvad værre var, at han samtidig kunne se Merlier få en drømmestart og vinde i nord, syd, øst og vest, uanset om han var til start i Oman, Emiraterne eller Paris-Nice.

Presset må derfor have føltes meget tungt og Merliers hede ånde endnu tungere, da han drog til Italien for at jagte sin første etapesejr i Tirreno-Adriatico. Bedre blev det bestemt heller ikke af, at Merlier sørgede for at tage sin fjerde sejr mindre end 24 timer, inden Jakobsen tog hul på det løb, hvor han fik mulighed for at jagte den blot anden af slagsen. Heldigvis havde Lefevere vist sin tillid ved at give ham et veritabelt supertog med til Italien, selvom han må undvære den skadede Michael Mørkøv, men Jakobsen må have følt et voldsomt åg på sine skuldre, da han her til morgen drog mod Follonica, hvor han fik sin første chance for at sende et vigtigt signal til både Merlier og Lefevere.

Heldigvis er Jakobsen ikke en mand, der knækker under pres, og mindre end 48 timer efter Merliers sejr i Frankrig sørgede europamesteren for at fortælle Lefevere, at han fortsat har ambitioner om at køre Tour de France til sommer. Det gjorde han endda med på fornemste vis, da han for første gang i år lignede den Jakobsen, vi kendte fra sidste år. Denne gang var der nemlig ikke noget med at søge ind på hjul af rivalerne, da det skulle afgøres på de sidste meter. Nej, her slog hollænderen to af verdens allerhurtigste, Dylan Groenewegen og Jasper Philipsen, i et direkte opgør på fart.

Lidt hjælp fik han også. Fernando Gaviria har nu gjort det til sit speciale efter skiftet til Movistar at køre nogle voldsomt lange spurter, fordi han med sin svage støtte altid sidder for langt tilbage. Det mønster gentog sig i dag, og det tvang Jasper Philipsen til at åbne en spurt, der nok blev længere, end han havde ønsket sig. Det lykkedes ham da også at fange colombianeren, men desværre endte han med at give Jakobsen det nærmest perfekte lead-out, så europamesteren akkurat kunne passere og nok engang sætte en af sine værste rivaler på plads.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Sådan narrer den kloge den mindre kloge, og det var ikke blot Jakobsens egen fortjeneste. Også det brølstærke tog med Casper Pedersen, Davide Ballerini og til sidst Bert Van Lerberghe sørgede for, at Jakobsen denne gang ikke led under sin tvivlsomme positionering, da belgieren fik anbragt sin kaptajn perfekt i Philipsens baghjul. Paradoksalt nok blev arbejdet leveret af Merliers bedste ven, der i år har været en nøglekomponent i Merliers første tre sejre og har leveret så storartet, at han i den grad er trådt ud af Mørkøvs skygge. Nu ved jeg ikke, hvor meget der tales om konkurrencen internt, men hvis Merlier vitterligt stadig drømmer om Touren, må det være med blandede følelser, at Van Lerberghe i dag spillede en nøglerolle i at svække sin gode vens chancer for at komme til Frankrig til sommer.

Til gengæld blev det endnu et nederlag for Philipsen i Alpecins katastrofestart, men han kan i det mindste glæde sig over sæsonens allerførste podieplads til det nødlidende hold. Det gik da også meget bedre end i åbningsweekenden, hvor han styrtede begge dage, og faktisk har han al mulig grund til at være svært tilfreds med udkommet. Han fik med lethed fanget den genfødte Gaviria, og selvom hans spurt blev for lang og endte som et lead-out for Jakobsen, var han pokkers tæt på at vinde. Det virker i hvert fald ikke usandsynligt, at det var gået anderledes, hvis spurten havde været timet anderledes, og han ligner heldigvis igen den rytter, der sidste år pludselig var i stand til at slå de allerhurtigste.

Den hurtigste af dem alle har i mange år været Groenewegen, der jo blandt andet nærmest ydmygede Jakobsen med en mindeværdig spurt i Ungarn sidste år, og den status så han ud til at bekræfte med nogle meget, meget overbevisende spurter på 4. og 5. etape i Emiraterne. Til gengæld er han slet ikke til at regne med, for på 6. etape var han helt uden samme fart, og i dag var det nærmest en kritisk spurt, han leverede. Han havde ellers klaret den for ham så vanskelige positionskamp perfekt ved at ende i Jakobsens hjul, men herfra var der slet, slet ingen fart, og han måtte sætte sig ned og lade sig passere af langsommere folk. Måske er det forskellen på en let etape rundt i den arabiske ørken, hvor alle er friske til sidst, og en spurt efter 210 km med nogle italienske bakker undervejs.

Mere blandede er følelser for Gaviria. Efter en lidt skuffende præstation i Emiraterne fik han bekræftet den genfødsel, han indledte i Argentina, for i lyset af spurtens længde var dagens præstation meget opløftende. Desværre understreger den også igen, at Movistar ikke er det rette sted for en positioneringssvag sprinter. Det er nu 117. gang i år, at han er nødsaget til at lave disse overraskelsesangreb, og selvom det flere gange har været tæt på, er det altså ikke den mest enkle vej til sejr.

Tilsvarende blandede følelser må Biniam Girmay have. Eritreeren kørte angiveligt spurten på et fladt dæk, og i det lys var hans 4. plads voldsomt imponerende. Tidligere har han ellers ikke været i stand til at vinde disse klassiske massespurter på dette niveau, men hans stærke spurter i Spanien i starten af året indikerede, at det kan være en ny tid. Det bekræftede han med dagens lovende resultat, der også igen viste, at han sjældent fejler i positionskampen.

Det gør Sebastian Molano heller ikke længere. Selvom han er nærmest uden støtte, har han både i dag og Emiraterne vist en imponerende evne til at sidde rigtigt, og igen i dag viste han også en fart, vi stort set ikke så i hans lidt skuffende 2022-sæson - i hvert fald ikke inden den store overraskelse i Vueltaen. Det virker i hvert fald ikke indlysende, at han skal fortsætte som lead-out for Pascal Ackermann, hvis han fortsætter disse takter.

Der var også lidt oprejsning til Phil Bauhaus, der efter en svag sæsonstart viste lidt af den fart, han slet ikke havde i Emiraterne, men desværre lykkedes det ikke hans ellers stærke tog at bringe ham frem. Som altid sad Simone Consonni også ganske fornuftigt, selvom han ikke kan vinde denne slags flade spurter i så skrapt et selskab. Og så var det opløftende at se Nacer Bouhanni gå i top 10 i sin allerførste massespurt i næsten et år, hvad der forhåbentlig kan være starten på, at han kan genfinde de lovende takter fra 2021 og 2022.

Til gengæld var det en ærgerlig dag for Jordi Meeus, der ellers er startet så stærkt, men det var hele tiden klart, at hans svage og klassementsorienterede hold meget vel kunne koste endnu et topresultat. Også Giacomo Nizzolo, der ellers har været genfødt i år, betalte prisen for et denne gang meget svagt hold, der er uden Rick Zabel. Desværre viste spurten også, at den hensygnende Peter Sagan, der altid var en sikker mand i top 5 i kraft af sin positionering, end ikke længere kan gå i top 10 - en kedelig bekræftelse af det indtryk, han efterlod i Argentina. Og den i Almeria så skræmmende hurtige Matteo Moschetti må sande, at det med et svagt hold desværre ikke var muligt at bekræfte, om han vitterligt er så uhyggelig, som han så ud til at være i Spanien.

Værst var det dog for Cavendish. Den britiske sprinter havde ellers her fået serveret en enkel finale, hvor han trods sit svage hold havde en sjældent god chance for at komme frem. Det havde han jo også på de brede veje i Emiraterne, men det lykkedes kun én gang, og heller ikke i dag var han i nærheden af fronten. Hans gamle positioneringsevne er helt væk og har været det i nogen tid, og så hjælper det ikke, at man ikke længere kan sætte sig til rette bag Lefeveres tog.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Da det var allerværst i februar, drømte Jakobsen sikkert om, at det var Cavendish, der skulle true hans Tour-plads, for det havde været en lidt lettere konkurrence end den, Merlier med sine talrige sejre mønstrer i disse dage. Den belgiske ånde har i hvert fald været noget mere hed end den, Cavendish leverede sidste efterår, men nu gør det næppe helt så ondt i Jakobsens nakke længere. Efter dagens fornemme sejr over Philipsen og Groenewegen føles den i hvert fald næppe helt så varmt, som den gjorde søndag eftermiddag, da Merlier blæste over stregen som første mand i udkanten af Paris.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+