Tirreno-Adriatico-analyse: Nu mangler vi bare Bennett

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

De største sprintere hører altid til blandt feltets superstjerner. Det kan godt være, at deres kamp for etapesejre i grand tours bare er et subplot i forhold til det helt store opgør om den samlede sejr, men de bedste af dem regnes alligevel som hørende til blandt sportens giganter. Ryttere som Mark Cavendish og Mario Cipollini vil formentlig rangere ret højt, hvis man lavede en spørgeundersøgelse for at kortlægge rytterkendskabet blandt folk, som ikke interesserer sig specielt meget for cykelsport.

Alligevel er de anderledes. For de andre af sportens største ryttere handler det om at vinde de største løb. Det er eksempelvis ikke nogen katastrofe, at hverken Primoz Roglic eller Julian Alaphilippe har vundet endnu, selvom de også har kørt løb inden deres deltagelse i denne uges etapeløb. En rytter som Richard Carapaz, der jo også må regnes som en af sportens allerstørste, har altid for vane at være milevidt fra sit niveau i det meste af foråret, og mange vil også huske, hvordan Lance Armstrong med få undtagelser byggede hele sin sæson op om at toppe i sommermånederne.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Sådan er det bare ikke med sprinterne. De skal sørge for, at holdene får deres sejre gennem hele sæsonen, også selvom vi bare taler om mindre løb. Selvfølgelig kan ingen diskutere, at de alle har mindst én grand tour som det måske største løb - i hvert fald for dem, der ikke er så holdbare, at de også stræber efter løb som Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem - men en sæson er aldrig helt god, hvis man ender med blot to eller tre sejre, selvom de er kommet i nogle af de største løb. Jo, hvis man er en sprinter fra andet geled, er bare en enkelt grand tour-etapesejr sæsonreddende, men sådan er det ikke for sprintergiganterne. Caleb Ewan vandt jo eksempelvis to Giro-etaper sidste år, men alligevel er det nok de færreste, der vil betegne hans sæson som nogen stor succes - heller ikke selvom uheld var hovedårsagen.

Derfor er det så vigtigt for de store navne hurtigt at få de første sejre, gerne allerede i vintermånederne. Sådan er det heldigvis også gået for de fleste i år. Skal man udpege en sprinternes superliga, er det vel ikke urimeligt at hævde, at Dylan Groenewegen, Mark Cavendish, Fabio Jakobsen, Sam Bennett, Caleb Ewan, Tim Merlier og Jasper Philipsen udgør sprinternes superliga. Man kan helt klart diskutere hierarkiet, der synes meget åbent lige nu, men det er de seks, der med nogen rette kan hævde at aspirere til titlen som enten verdens bedste eller hurtigste sprinter.

De er heldigvis næsten allerede kommet i gang. Med sine seks sejre er Jakobsen sejrskongen, men Cavendish, Groenewegen, Ewan og Philipsen har allerede vundet to gange. Derimod er Bennett ikke kommet i gang, men han er denne gang lovligt undskyldt. Grundet sin lange løbspause sidste år havde han nemlig for længe siden advaret om, at hans start næppe ville blive, som den plejede - og da slet ikke som i 2021, hvor han vandt nærmest alle de spurter, han kørte, inden knæproblemerne sendte ham til tælling.

Derfor kan man med nogen ret hævde, at Merlier har været ”the odd man out”. Det er i hvert fald ham, der som den eneste ikke har vundet og ikke rigtigt har nogen god forklaring på, at det ikke er lykkedes. Ganske vist har han ikke kørt specielt mange løb, men alligevel har det været en skidt sæsonstart - måske særligt, når han samtidig har kunnet se den interne rival Philipsen storme videre mod sprintertoppen.

De første spurter har nemlig understreget, hvad der er Merliers svaghed, nemlig hans positionering. I de tre spurter, han har kørt i årets første løb, er det kun én gang lykkedes ham at sidde så fornuftigt, at han i det mindste kunne gå i top 10. Det mislykkedes på 1. etape i Algarve og igen i Kuurne. Bedre blev det ikke af, at han, da han endelig sad rigtigt på bagsmækken af sin værste rival på 3. etape i Algarve måtte sande, at han lige nu synes at have i hvert fald én overmand i Fabio Jakobsen.

De problemer var jo i forvejen velkendte, og derfor var det lidt svært at være alt for optimistisk på hans vegne, da sprinterne i dag fik deres første chance i Tirreno-Adriatico. Alpecins eneste rigtige lead-out man, Jonas Rickaert - i hvert fald den eneste, der har relativt fast rutine i rollen som sidste mand for Merlier og Philipsen - var røget med rivalen til Paris-Nice, og selvom Merlier skam har fået stille et helt hold til sin rådighed i Italien, er det en relativt grøn gruppe, hvoraf flere er helt nye på holdet.

Det kunne vel næsten kun gå galt, da dagens lange maraton endelig nåede sit klimaks. Merlier og de andre sprintere havde ellers fået det, som de ville, på en etape, hvor profilen bestemt gjorde det muligt at sende mange sprintere til vægs, men hvor kraftig modvind gjorde, at det aldrig rigtigt lykkedes, selvom Chris Hamilton gjorde et behjertet forsøg på vegne af den stadig bedre klatrende Alberto Dainese og DSM-mandskabet. Merlier er ikke kendt for at være alt for klatrestærk, og derfor kunne han have været et offer, hvis der blev gået til stålet, men en sådan offensiv fik den kraftige modvind effektivt forpurret.

Det efterlod imidlertid også Merlier med lidt af en hovedpine. Nu var alle sprinterholdene pludselig samlet i næsten fuld formation, og i et løb, hvor der er ufatteligt mange hurtige folk, men meget få store og organiserede tog, kunne det næsten kun ende i det totale kaos. Og i et kaos plejer det jo desværre ofte at gå på samme måde, nemlig at Merlier bliver væk i mængden.

Sådan gik det da også for mange i en spurt, der blev akkurat lige så rodet, som man kunne have ventet. Listen over tabere i positionskampen var også lang. Ewan var det mest markante offer, men man skulle også spejde langt efter Alexander Kristoff, Elia Viviani, Jordi Meeus, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni og Dainese, Pascal Ackermann og Matteo Moschetti, da spurten blev åbnet. Den liste tæller endda flere navne, der er kendt for at være særligt gode til positionering, og som normalt ville stå langt stærkere i kaos end Merlier.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Men i dag lykkedes det endelig. Da Kasper Asgreen slog ud efter det fremragende lead-out, der iscenesatte Quick-Steps plan B, Davide Ballerini, på smukkeste vis, sad Merlier pludselig akkurat, hvor han skulle, og når han gør det, ender det meget ofte på én måde, nemlig med belgisk sejr. Med sine sejre på de første sprinteretaper i både Giroen og Touren fik han nemlig bevist, at han kan slå næsten alle, når bare han slipper for at blive lukket inde.

Sådan fik det da også i dag. Naturligvis slap han for at spurte mod de to ryttere, nemlig Ewan og Mark Cavendish, der måske kunne have slået ham, men med en ganske overlegen sejr fik han i hvert fald bevist, at de manglende resultater ikke skyldes, at han er blevet spor langsommere. Tværtimod har dagens suveræne show blot vædet appetitten yderligere i håb om, at vi senere på ugen får lov at se, hvor Merlier virkelig står i forhold til Ewan og Cavendish.

De endte til gengæld som dagens to helt store tabere, men af to forskellige årsager. Ewan må med bekymring se, at hans til denne sæson stærkt opgraderede tog slet ikke fungerede i dag. Nok savner de den normale sidstemand, Jasper de Buyst, men det må alligevel give lidt hovedpine, at det i dag gik dem så ilde, at Ewan længe inden spurten sad helt alene dybt nede i feltet. I dette felt lignede Lotto ellers et af de klart bedste tog og måske Ewans største styrke, men hvis dagens første test i et europæisk løb var den første eksamen, var den i hvert fald dumpet. Heldigvis har Ewan haft så mange opløftende takter på andre områder i år, at han i første omgang kan leve med det.

Helt anderledes var det med Cavendish. Hans tog med Asgreen og Ballerini viste sig nemlig altdominerende i finalen. Her var problemet i stedet, at løbet fik sat en fed streg under, at briten måske nok stadig synes tæt på sin gamle topfart, men at han bestemt ikke klatrer, som han gjorde i gamle dage. Af tv-billederne så det ud til, at han sammen med Meeus var den eneste, der trods modvind ikke kunne matche DSMs tempo på bakkerne, og selvom han kom tilbage, var han åbenbart så mærket, at man gik til plan B. Den var imidlertid slet ingen succes, da Ballerini viste en bekymrende ringe fart efter Asgreens flotte show og dermed bekræftede en lidt skidt tendens, vi også så i de fleste af hans spurter i det meste af 2021.

Nej, med Ewan og Cavendish elimineret var vejen banet til en uundgåelig Merlier-sejr, men måske vil den fremover ikke være helt så uundgåelig. Som vi så i UAE Tour - og som vi har kunnet fornemme, siden han som 18-årig begyndte at vinde professionelle løb - er Olav Kooij nemlig uhyggeligt hurtig. I Emiraterne gik det ofte galt grundet manglende støtte, men hver gang kom han med tårnhøj hastighed. I dag gentog det mønster sig, da han kom blæsende med en hast, der kunne matche Merliers, og nu kan man kun ærgre sig over, at han lige nu synes at køre på det helt forkerte hold. Noget tyder på, at han allerede kan melde sig helt ind i sprintereliten, hvis han sættes rigtigt op.

Samme fart havde Kaden Groves ikke, men det var der heller ingen, der havde forventet. Han kan tværtimod være svært tilfreds med sin 3. plads, fordi den nok engang beviser det, vi også så i Oman, nemlig at han pludselig er blevet ganske god i positionskampen. At farten så ikke gør ham til en supersprinter, er noget andet, men noget tyder på, at han på mere konsistent vis vil være at finde fremme i den kommende sæson.

Sådan har det jo altid været med Peter Sagan. Selv når han er i sin mest formsvage tilstand - og sådan har det været i denne katastrofale sæsonstart - har han en imponerende evne til at sidde rigtigt. Derfor var det selvfølgelig også ham, der sad direkte i hjulet på det bedste tog, men da spurten blev åbnet, måtte slovakken til gengæld sande, at farten stadig ikke rækker til at vinde denne slags spurter i dette selskab. Faktisk så det temmelig sløjt ud, og det lignede endnu et vidnesbyrd om, hvor formsvag han er netop nu.

Mere grund til at ærgre sig har Phil Bauhaus. Lidt overraskende havde tyskeren fået anbragt sig ordentligt, men desværre mistede han flere tråd bag den stærkt lidende Ballerini, og derfor fik vi aldrig lov at se ham måle sig med Merlier. Det havde ellers været ganske interessant, for han lignede i 2021 en mand, der på fart ikke var alt for langt fra de bedste.

I det mindste kunne han dog spurte. Det kan man ikke sige om Kristoff, hvis i år ellers så flyvende Intermarché-tog for første gang helkiksede. Det kan man heller ikke sige om positioneringsstærke Viviani, der højst usædvanligt havde tabt Filippo Ganna og Ben Swift, som ellers så ud til at kunne give ham uventet meget støtte. Det kan man heller ikke sige om Nizzolo, hvis nye israelske tog ellers længe var altdominerende, men nok må sande, at der skal arbejdes lidt med timingen.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Ej heller kan man sige det om Demare, hvis engang så suveræne tog fortsætter den gradvise deroute, vi har været vidner. Heller ikke Moschetti fik chancen, selvom han havde klaret bakkerne, men som frygtet berøvede et svagt hold ham for at bevise den fart, der gav ham sejren i Valencia - en fart, som også Dainese havde sidste år, men som han slet ikke har kunnet vise i et 2022, hvor DSMs tog har fungeret bemærkelsesværdigt dårligt. Mere uvant var det at se den normalt så stabile Bouhanni helkikse i sin positionering, mens Meeus, der allerede har vist meget svag form i de sidste løb, næsten ikke kunne ende som andet end taber efter tidligere at have været sat på bakken - særligt når man ser på, hvordan det gik med hans positionering i årets første løb.

Og nej, det blev heller ikke i dag, at Ackermann genrejste sig som supersprinter, da den normalt ellers så positioneringsstærke sprinter ikke lykkedes med at komme frem. Måske kunne han have brugt lidt hjælp fra Marc Soler, der stod for dagens mærkeligste angreb. Det er i hvert fald ikke hver dag, at man ser et hold, der kommer for at vinde løbet samlet, sende en rytter på selvmordsmission i et langt enmandsudbrud i modvind. Selvom han imponerede ganske stort, virkede det som et helt unødigt spild af kræfter for det UAE-hold, der nok skal kontrollere løbet før eller siden. Til gengæld kan de så glæde sig over, at rivalerne åbenbart allerede har givet så meget op, at de helt uforstyrret lader ham opsamle de bonussekunder, der bliver til overs for feltet.

Det er næppe det sekund, der afgør løbet, men det var blot endnu et lille tegn på, at Pogacar er topmotiveret og bliver meget svær at slå i dette løb. Det vil yderligere udbygge en sejrskonto, der allerede tæller fire sejre, men det kan ikke undre om en mand, der allerede er en vindermaskine på samme måde, som en sprinter plejer at være det. For dem er det bare så meget vigtigere også at få gang i sejrskontoen og begyndte høsten allerede på denne tid af året. Det er tidligere lykkedes for Jakobsen, Ewan, Philipsen, Cavendish og Groenewegen, og i dag kom Merlier så endelig også på listen. Nu mangler vi vist bare Sam Bennett.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris