Tirreno-Adriatico-analyse: Tag den, Fernando!

Det har ikke altid været let at være Elia Viviani. Faktisk har italieneren igennem en stor del af karrieren levet en skyggetilværelse på hold, der har haft større stjerner. Som ung måtte han således på Liquigas og Cannondale tage til takke med rollen som andenviolin i en trup, der havde Peter Sagan som holdets sprinterstjerne. Derfor er der faktisk også mange, der slet ikke ved, at han faktisk allerede har kørt Tour de France, men ved debuten i 2013 opnåede han som ren hjælper for sin slovakiske holdkammerat ingen resultater. Siden fulgte nogle år på Sky, hvor han måske nok var holdets førstesprinter, men han var sytadig kun en eftertanke på et hold, der koncentrerede sig om alt andet end massespurter. Og da han i 2017 blev forbigået til Giroen, var det et klart signal om, at han måtte væk.

Den store chance dukkede helt uventet op, da Marcel Kittel følte sig truet af den fremadstormende Fernando Gaviria. Den tyske supersprinter havde ganske vist netop vundet fem etaper i Touren, men alligevel følte han, at den unge komet var en trussel mod hans rolle som Quick-Steps førstesprinter. Det ansporede ham til at forlade det belgiske superhold, og pludselig opstod der en åbning for Viviani, der var hurtig til at slå til, da Patrick Lefevere tilbød ham en unik rolle for at få et helt tog til sin rådighed. Ganske vist var det igen i rollen som andensprinter, denne gang bag Gaviria, men i forhold til den isolerede position på Sky var det en klar forbedring.

Resten er, som man siger, historie. Viviani var den kloge og Kittel den dumme i den handel, for mens tyskeren hurtigt måtte indse, at mange af hans sejre lige så meget skyldtes det sublime tog som ham selv, trivedes Viviani i de nye omgivelser. For første gang havde han en fast trup omkring sig, og det udnyttede han i jubelåret 2018 til at blive sæsonens mest vindende rytter med et hav af grand tour-etapesejre, en sejr i et WorldTour-endagsløb samt et italiensk mesterskab.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Alligevel var der ikke udsigt til, at hans position skulle ændres. Med to etapesejre i Touren havde Gaviria cementeret sin position som nr. 1, og det så Viviani ud til at have affundet sig med. Derfor kom det også som en helt uventet åbning, da manglen på en sponsor fik Lefevere til at lade Gaviria søge nye græsgange, og da først UAE lagde en millionkontrakt på bordet, lod den colombianske stjerne sig lokke. Egentlig havde Lefevere fortsat papir på ham, men da han valgte ikke at fastholde en rytter i truppen mod dennes vilje, blev døren pludselig åben for, at Viviani for første gang i karrieren nu er førstesprinter på et hold, der faktisk også er villige til at bakke ham op.

Viviani er nu den klare nr. 1 på et hold, hvor Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg har overtaget rollen som skyggesprintere, og han har stort set kunnet sammensætte sit eget sæsonprogram, der formentlig kommer til at består af både Giroen og Touren (sidstnævnte bekræftes først efter den italienske grand tour). Og naturligvis har det skabt en vis spænding blandt alverdens cykelfans, for det har givet os mulighed for faktisk at se en reel styrkeudmåling mellem de to tidligere holdkammerater Viviani og Gaviria, der altid har haft en fin sameksistens, men som ikke har kunnet undgå at have en vis intern rivalisering.

Det var derfor med nogen forventning, at man så frem til årets UAE Tour, hvor de to giganter for første gang stod ansigt til ansigt i en direkte duel. I ørkenen blev det til en enkelt etapesejr til dem begge i de tre sprinteropgør, men løbet efterlod også det klare indtryk, at det var Gaviria, der havde overhånden, hvad topfart angik. I hvert indrømmede Viviani åbent, at colombianeren havde været den bedste på 2. etape, og da italieneren fik revanche et par dage senere, skete det alene, fordi Gaviria som så ofte før havde startet en modvinsspurt en anelse for tidligt.

Forud for dette års Tirreno-Adriatico så det da også ud til, at det var i kraft af sit sublime tog med Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze, der lidt atypisk har overtaget rollen som sidste mand fra Fabio Sabatini, at Viviani skulle få ram på sin rival. Heldigvis kunne han i dagens tekniske første massespurt se frem til at drage maksimal fordel af netop den kollektive styrke, og derfor kunne han også gå ind til etapen som favorit med bevidstheden om, at Gaviria denne gang var uden Alexander Kristoff, der i Mellemøsten havde vist sig suveræn i rollen som colombianerens lead-out man.

På den baggrund kan det ikke undre, at Viviani fik Gavirias skalp i deres første store interne europæiske opgør, men alligevel var der noget ganske særligt over triumfen. Den blev nemlig ikke sikret i kraft af det stærke tog, for selv belgierne kunne ikke holde sammen i den komplicerede afslutning, der skabte en rodet og kaotisk spurt. I stedet var det Vivianis egen evne til at manøvrere sig i position, der gav ham en god placering på bagsmækken af Peter Sagan, men da det samtidig var lykkedes Simone Consonni at placere Gaviria lige bag den italienske mester, lå det til colombianerens højreben at gå forbi.

Det skete imidlertid ikke. Da først Viviani åbnede op, kunne Gaviria end ikke prøve at gå forbi, og han kunne intet andet stille op end at forsøge at følge sin tidligere holdkammerat. Det må utvivlsomt føles som en kold spand vand i hovedet for colombianeren, for efter løbet i Mellemøsten kunne han stadig hævde at have overtaget i forhold til sin tidligere reserve. I dag blev han imidlertid slået for rent bord af en Viviani, der så stærkere ud end længe.

Sejren kommer på det perfekte tidspunkt for Viviani. Hans livsdrøm er nemlig at vinde Milano-Sanremo, og kan det ske i den italienske mestertrøje, vil det kun gøre det endnu bedre. I de senere år har han endda med sejre i Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic vist, at han også kan vinde spurter efter lange, hårde løb, og derfor sveg det også ekstra, at han sidste år i netop Sanremo kørte sin vel nok ringeste spurt i hele sæsonen. Trods de mange sejre har det imidlertid stået klart, at folk som Sam Bennett og Gaviria har syntes at have en fartmæssig overhånd i forhold til italieneren, og set i det lys må det lune ekstra meget, at han i dag var ganske suveræn i en spurt, der nok kom efter en let etape, men alligevel efter 226 km og næsten fem en halv time i sadlen.

Til gengæld sveg den for Gaviria. Colombianeren befinder sig nemlig i lidt af en magtkamp med Kristoff, der netop i Sanremo fortsat insisterer på at ville køre sin egen chance. Dagens nederlag til Viviani styrker ikke just positionen i det opgør. Alligevel må Gaviria stadig have overhånden, da stakkels Kristoff efter tre uheld på nøgleetaper kommer fra Paris-Nice uden et eneste resultat. Og Gaviria kan stadig få sin revanche mod Viviani i mandagens sidste sprinteropgør.

For Peter Sagan var dagens etape også en god oplevelse. Gårsdagens punktering betød, at vi desværre aldrig kunne se, hvor han reelt står formmæssigt efter sine fem dage i sengen, og derfor var der nogen spænding inden dagens spurt. Reelt kan vi ikke bruge afslutningen til meget, for naturligvis kan en klasserytter som Sagan altid spurte efter så let en etape. Alligevel må det styrke moralen, at han i den kringlede finale med sit vanlige overskud vandt positionskampen og kunne starte spurten, præcis hvor han ville. Naturligvis vidste vi alle, at han i en klassisk massespurt som denne ikke har samme topfart som Viviani og Gaviria, og derfor kan det kun styrke selvtilliden, at han kom hjem med det bedst opnåelige resultat. Det viser i hvert fald, at han vil have en chance i en spurt i Sanremo, hvor trætheden vil være mere markant, og at han trods formtabet, er konkurrencedygtig i den letteste af de klassikere, han ha rsom mål.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Løbets fjerde topsprinter var Giacomo Nizzolo, men han blev den lille i giganternes kamp. Alligevel har han grund til at være tilfreds, for stakkels Nizzolo havde været brutalt i asfalten tidligere på etapen. At han alligevel kunne blive nr. 4, er der for endnu et skridt på vejen i den genrejsning, der efter flere år med knæskader skal bringe ham tilbage til det niveau, der gjorde ham til Giroens hurtigste i både 2015 og 2016, hvor han begge gange vandt pointtrøjen. Sejren i Oman var et vigtigt skridt på vejen, og dagens godkendte indsats var næste trin, hvor han igen viste, at han mestrer positionskampen bedre end de fleste. Nu mangler han bare at finde den sidste topfart frem igen, men den kommer forhåbentlig, efterhånden som formen bedres, og decembers knæoperation kommer mere på afstand.

Til gengæld blev etapen en nedtur for Phil Bauhaus. Løbet er en stor chance for den tunge tysker til at cementere sin position i sprintereliten, efter at han nogle år i skyggen på Sunweb et hentet til Bahrain som den store sprintersatsning. I både Australien og Emiraterne kneb det imidlertid for toget, der ellers føres an af erfarne Marcel Sieberg, og i dag gik det desværre galt igen. Bauhaus har ellers ved tidligere lejligheder vist, at hans topfart kan føre ham langt, men foreløbig har han ikke for alvor fået lov at vise det.

Dagens spurt var nemlig en sag for de positioneringsstærke og ikke de hurtigste. Det kan aflæses af en top 10, der tæller cykelekvilibristen Clement Venturini samt klassikertyper som Jasper Stuyven, Jens Keukeleire og Davide Ballerini samt Davide Cimolai, der altid har været god til at manøvrere. Ingen af dem er kendt for deres topfart, men alle formåede de at drage fordel af den kringlede afslutning. Til gengæld var det som ventet svært for den stadig mere lovende Luca Pacioni, der dog med en 10. plads bekræftede sit potentiale. Nu kan man blot håbe, at Wilier på sigt kan yde ham bedre støtte, så han kan bygge videre på de lovende takter, han viste i Argentina.

For klassementet blev det som ventet en fredelig dag, og selvom 226 km naturligvis altid kan mærkes, kunne etapen ikke være forløbet lettere. Det var helt sikkert også tiltrængt efter to hektiske første dage, for i weekenden venter de afgørende slag på Tirrenos ikoniske mure. På årets meget særegne rute er der lagt op til et knivskarpt opgør om sekunder, og da holdløbet samtidig har åbnet store forskelle, er der et hav af ryttere, der skal i offensiven. Det kan kun skabe knaldgodt cykelløb i terræn, der er garant for god underholdning.

Viviani derimod kan tage den lidt med ro og se frem mod Sanremo og mandagens næste sprinterogør med bevidstheden om, at han nu også kan overspurte manden, der tidligere stod over ham i Quick-Steps hierarki. Den italienske sprinter behøver nemlig langt om længe ikke længere leve den skyggetilværelse, han alt for længe har været henvist til.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af optakten er det blevet klart, at Tiesj Benoot tabte tid på grund af en punktering. Helt uden betydning for klassementet var etapen altså ikke.