Tirreno-Adriatico-analyse: Tour-revanche

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Da det i løbet af januar stod klart, hvordan de fleste af sportens hovedaktører ville designe deres kalender, var der formentlig mange cykelfans, der satte et stort, fedt kryds ud for Tirreno-Adriatico. Det skal man altid gøre, da det italienske løb altid er et af årets allerbedste, men i år var der en særlig grund til det.

Arrangørerne må nemlig have knebet sig selv, da tilmeldingerne begyndte at løbe. Selvfølgelig havde de drømt om at få deltagelse af Primoz Roglic, men det var aldrig en mulighed, da sloveneren har et regnskab, der skal gøres op i Paris-Nice. De havde sikkert også drømt om deltagelse af Egan Bernal, der inden sit styrt også havde tilvalgt Løbet mod Solen på bekostning af Løbet Mellem de to Have. Det savn kunne de imidlertid nok leve med, da det stod klart, at Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Jonas Vingegaard alle mødte op.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det er nemlig klart, at de tre meget vel kan komme til at tegne en stor del af etapeløbsfremtiden, men faktisk har de kun i begrænset omfang kørt etapeløb mod hinanden. Jo, Pogacar og Vingegaard konfronteredes i både Baskerlandet og Touren sidste år, men for Evenepoel er det til gengæld en helt ny oplevelse at skulle slås mod sidste års nr. 1 og 2 i Touren. Primært som følge af sit styrt har han nemlig aldrig tidligere jagtet et topresultat i et etapeløb i kamp med bare én af de to ryttere, der var de bedste i sidste års udgave af verdens største etapeløb.

Derfor har Evenepoel også regnet denne uge som den helt store test, hvor han for første gang skal måle sig mod den absolutte elite i et WorldTour-etapeløb. Nok har han allerede vundet et hav af korte etapeløb, men sejren i det lidt specielle og svagt besatte Tour de Pologne umiddelbart inden styrtet i 2020 er faktisk hans eneste vellykkede forsøg på at jagte en sejr i et af de europæiske WorldTour-etapeløb. I 2019 kørte han ingen store etapeløb, efter at han var begyndt at vinde cykelløb i begyndelsen af juni, i 2020 var han længe ukampdygtig grundet sit styrt, og sidste år var han kun til start i Giroen og Benelux Tour, hvor han begge gange udgik, først efter et styrt og siden med sygdom.

For Vingegaard var det anderledes. Mens denne uge for Evenepoel er en udforskning af nyt territorium, handler det for danskeren om bekræftelse. Han endte allerede som nr. 2 i to WorldTour-etapeløb i 2021 - et af dem var endda det største af dem alle - og for ham er denne uges løb, der vel er hans næstvigtigste mål i sæsonen, et spørgsmål om bekræftelse. Det er her, han skal bevise, at han har fortjent sin beskyttede rolle til sommerens Tour og bevise, at det ikke var et magisk endagstilfælde, at han kunne køre lige op med Pogacar - og faktisk slå ham - over de sidste 12 dage af den seneste Tour.

Efter den indledende enkeltstart, der i kampen om den samlede sejr er ganske vigtig, men også noget helt andet end det, der for alvor afslører styrkeforholdet mellem de tre forhåndsfavoritter, nåede den lange ventetid på det store opgør mellem de tre supertalenter i dag sin afslutning. Det var nemlig på dagens opkørsel ad den lille bakke op til Bellante, at vi for første gang skulle have en fornemmelse af, hvem af de tre der var bedst.

I virkeligheden er det ikke helt rigtigt. Det var nemlig på forhånd klart, at dagens etape nok kunne ville ende som en parentes, når regnskabet skal gøres på søndag. Opkørslen til Bellante var nemlig en ganske beskeden udfordring, som slet ikke kan sammenlignes med det, der venter fredag og især lørdag. Faktisk var det på forhånd givet, at der i kampen mellem de tre talenter kun kunne være én vinder.

Bakken var nemlig så beskeden, at den aldrig ville kunne gøre forskelle mellem verdens bedste klatrere. Den var på alle måder designet til at blive rammen om en puncheurspurt, og i et sådant opgør kan de tre topnavne slet ikke sammenlignes. En af Evenepoels største svagheder er som bekendt hans manglende punch, og det var derfor en afslutning, hvor han aldrig havde en reel chance for at vinde. Og selvom Vingegaard blandt andet med sine sejre i Polen og ikke mindst Coppi e Bartali har bevist, at han skam er en ganske eksplosiv herre, tåler ingen af de to sammenligning med Pogacar, der har etableret sig som en puncheur i den absolutte verdensklasse.

Nej, skulle Pogacar slås i dag, var det hverken Vingegaard eller Evenepoel, der havde chancen. Faktisk var det vel reelt kun Julian Alaphilippe, der i dette felt normalt ville kunne bide skeer med det slovenske fænomen, men den duel blev der intet af. Verdensmesteren havde allerede i søndags sagt, at hans bedste form fortsat ikke har meldt sin ankomst i 2022, og det svage indtryk, han efterlod både i lørdags og i går blev kun bekræftet, da han efter en lancering af et lidt overraskende Evenepoel-angreb på første tur op ad bakken blev sat meget tidligt.

Da først regnbuetrøjen blev sendt til tælling, var løbet reelt afgjort - i hvert fald hvis ikke Pogacar blev fanget i det taktiske spil. Den mulighed forelå til gengæld også. Hans på papiret så stærke UAE-mandskab var nemlig overraskende fraværende, da de ramte bakken sidste gang. Ganske vist havde de måttet brænde de tre tunge drenge af på at indhente det meget stærke 10-mandsudbrud - der i øvrigt nok engang satte en fed streg under, hvor meget potentiale Quinn Simmons har i mange forskellige terræner og igen viste, at Warren Barguil har haft et kritisk niveau i denne sæsonstart - og ganske vist var Davide Formolo blevet brugt på at få styr på den angrebsfest, der åbnede mellem de to sidste passager af bakkerne, men den i UAE Tour så flyvende Rafal Majka var sporløst forsvundet, da det gjaldt, og det var først sent, at Marc Soler dukkede op fra gemmerne.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

I stedet var Pogacar overladt til sig selv. Med tanke på den endeløse serie af angreb, der væltede ned over sloveneren hele vejen op ad bakken, kunne det nok have skræmt de fleste. Sådan er det bare ikke med Tour-kongen. Sloveneren lignede tværtimod en mand på søndagstur, da han uden synderligt besvær på egen hånd lukkede langt, langt hovedparten af de mange angreb, der formede sig til en sand byge. Ikke én gang tøvede han bare det mindste, og mens de menige politibetjente var fraværende, patruljerede politimesteren selv fronten så overbevisende, at hans sejr aldrig kom i fare.

Det var den heller ikke, da han endelig åbnede for gassen. Med endnu en magtdemonstration satte han en fed streg under, at der i øjeblikket er Pogacar i én liga og alle andre i en anden. Sejren er ikke mindst imponerende, når man tænker på, hvordan har ødslet med kræfterne den seneste uge. Han vandt ikke just Strade Bianche på den mest omkostningseffektive måde, og gårsdagens angreb var åbenlyst det rene spild af kræfter. Det var hans aktive deltagelse i den tidlige Evenepoel-offensiv i dag også, for her ville al konventionel logik tilsige, at han skulle sætte sig på hjul og afvente, at hans stærke hold igen kunne komme ham til undsætning. Men tilsyneladende er der ingen grænser for, hvor meget energi Pogacar kan ødsle væk, uden at det mærker ham nævneværdigt.

Alligevel skal han måske kigge sig over skulderen en ekstra gang. Som jeg skrev i mandags, var der ingen grund til panik over Vingegaards skuffende enkeltstart. Vi har nemlig utallige gange erfaret, at han ofte har en dårlig dag, når han efter en pause for alvor skal i aktion for første gang, som han skulle det på de 13 km ved kysten for tre dage siden. Vi vidste fra hans vilde ridt i Drome, at formen var ganske fint, og fulgte han sit klassiske mønster, ville det komme til udtryk i dag.

Det gjorde det også. Benene må have været gode fra start, for Vingegaard sendte først Jos van Emden frem for at jagte det store udbrud i fladlandet inden bakkerne, inden det var Jumbo, der med Tosh van der Sande og Koen Bouwman lagde det pres, der skulle gøre det knap så eksplosivt. I finalen kørte han helt anderledes afdæmpet end Pogacar, inden han åbnede for posen, da det virkelig gjaldt. Pogacars kick har han naturligvis ikke, men hans stærke comeback på de sidste meter satte en fed streg under, at det formentlig igen er ham, Pogacar skal frygte på Monte Carpegna på lørdag.

Evenepoel kan også være udmærket tilfreds. Som den mindst eksplosive af de tre klarede han testen udmærket, men man ville trods alt nok have forventet, at han ville kunne slå en mand som Victor Lafay. I finalen lignede han ikke en mand, der var helt ovenpå pedalerne, og det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at vi på lørdag vil se, at han fortsat har sine begrænsninger i bjergene. Det bliver vi meget klogere på i weekenden, og i mellemtiden kan vi så glæde os over, at hans tidlige offensiv viste, at han og Quick-Step ikke bare har tænkt sig at lade Pogacar henrette dem med sin fysiske styrke i finalerne.

Grundet stigningens karakter var der grænser for, hvor meget klogere vi blev, og styrkeforholdet bør være et helt andet, når det for alvor gælder senere på ugen. Det var lovende at se Enric Mas og ikke mindst Giulio Ciccone, der begge efterlod et ganske overbevisende indtryk, også selvom Mas naturligvis manglede punch til sidst. Opløftende var det også at se Tao Geoghegan Hart bekræfte sin delvise genfødsel og at se Mikel Landa fremme efter det meget formsvage indtryk, han har efterladt gennem hele året, senest i går. Uventet var det at se Wilco Kelderman, der dog altid har været god i denne slags finaler, og Jai Hindley klare sig så fint, når man ser på, hvad de har vist i optakten. Domenico Pozzovivo og Pello Bilbao bekræftede også det positive indtryk, han har efterladt gennem hele året, mens en overraskende stærk Alex Aranburu ligner en mand, der bliver ganske interessant at følge i klassikerne. Også Damiano Caruso og Rigoberto Uran kom vel fint i gang, når man betænker, hvor stor usikkerhed der var om colombianerens form, og hvilket niveau italieneren ofte har i det tidlige forår.

Til gengæld var det overraskende at se Miguel Angel Lopez miste et par sekunder. Naturligvis var det ikke en finale for ham, men hans fine enkeltstart og meget aggressive indledning på stigningen virkede uhyre lovende, indtil han forsvandt, da det virkelig gjaldt. Han vil formentlig stadig være en stærkere på lørdag, men hans svage afslutning i Andalusien kan ikke undlade at efterlade et indtryk af, at han måske fortsat ikke er helt på toppen.

Endnu værre var det for Richie Porte. Den lille australier kører altid disse finaler på samme måder, da han ikke har en eksplosiv afslutning. Han forsøger altid at slide dem op fra spids, som vi blandt andet har set ham gøre det på Mur de Huy, men den taktik har også en pris. Til sidst gled han langt tilbage, og måske han i bagklogskabens lys bare skulle have kørt sin spurt så godt, han kunne. Han klarede det heldigvis bedre end Tim Wellens, der nok engang bekræftede, at han altså stadig ikke er sig selv, Benoit Cosnefroy, der stadig ikke har fundet sin bedste form i år, Sepp Kuss, der fortsætter sin uhyre svingende kørsel, samt både Romain Bardet og Jakob Fuglsang, der begge desværre også fortsætter sin kedelige start på sæsonen. Han var også bedre end Michael Matthews, der leverede en bekymrende indsats på den etape, han havde satset mest på. Og han var bedre end sin medkaptajn Richard Carapaz, der trods den gode enkeltstart hurtigt fik bevist, at han aldrig er god, før vi nærmer os hans første grand tour.

Løbet gav også entydigt positive oplevelser. Mest markant var Lafay, der startede sæsonen så svagt, men pludselig var flyvende i Laigueglia. Her var han nemlig den bedste fra den slagne favoritgruppe, og det varslede allerede, at han var værd at holde øje med i dag, hvor finalen lignede den, der gav ham sin store Giro-etapesejr. Der var dog næppe nogen, der havde ventet, at han sammen med Pogacar skulle være stigningens helt store dominerende skikkelse, og at han skulle ende på podiet. Stabilitet er stadig en mangelvare, men noget tyder på, at vi fremover skal stille større forventninger til en rytter, hvis ardennerpotentiale synes stort.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Det var også opløftende at se Thibaut Pinot være en smule konkurrencedygtig efter en sæsonstart, der kun har vakt bekymring for hans fremtiden. Den uhyre lovende Natnael Tesfatsion bliver også bare mere og mere spændende og sørger for, at Biniam Girmay ikke er den eneste eritreer, man skal lægge mærke til. Og så synes Thymen Arensman at have gjort ganske betydelige fremskridt efter et skidt 2021.

Et skidt 2021 havde hverken Pogacar, Vingegaard eller Evenepoel. Tværtimod var det jo netop deres resultater sidste år, der skabte så store forventninger til dette løb, og nu fik vi endelig det første lille billede af styrkeforholdet. Alt for meget klogere blev vi ikke i en finale, der ikke siger meget om deres evner på Monte Carpegna, men vi fik i det mindste set, at de alle tre er klar til at levere det show, vi drømte om. Og lige nu kunne det tyde på, at løbet vil ende som den første store Tour-revanche for de to ryttere, der stod på podiets øverste to trin sidste sommer.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris