Tirreno-Adriatico-analyse: Visse ting forandrer sig aldrig

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Visse ting forandrer sig tilsyneladende aldrig. Lige siden han i 2019 kom blæsende ind til sæsonen med en overlegen sejr i UAE Tour og indledte året med i tre etapeløb i træk at ende på podiet på 12 af de 14 etaper, der ikke endte i massespurter (!!!), har vi vænnet os til, at Primoz Roglic møder ind til et nye cykelår som et ustoppeligt og glubsk monster. Han styrtede ganske vist i Paris-Nice i 2021, men det var på et tidspunkt, hvor han reelt havde vundet løbet - han havde i hvert fald vundet tre af de første syv etaper - og man kan således med nogen ret hævde, at han reelt har vundet det første etapeløb i sin sæson fire gange i træk.

Denne gang talte meget imidlertid for, at vi skulle vænne os til nye tider. Selv hvis han ikke havde været gennem sin skulderoperation i løbet af vinteren, kunne man i den grad have sat spørgsmålstegn ved, om vi fra sæsonstart atter kunne vente os det glubske monster, som vi kender. Sidste år var monsteret nemlig pludselig blevet helt menneskeligt, og hans sejrstime i åbningsetapeløbet var formentlig blevet brudt, hvis ikke Wout van Aert havde reddet ham i Paris-Nice. Med tanke på hans efterhånden fremskredne alder var det i hvert fald svært at tro på, at den uovervindelige Roglic ikke var forsvundet for tid og evighed.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nu skulle han imidlertid ikke bare slås med alderen, da han for et par dage siden indledte sin sæson i Tirreno, som var et af de løb, han vandt i begyndelsen af sin vanvittige 2019-sæson. Denne gang skulle han også slås med en vinter, der bestemt ikke havde været som ønsket, og hvor en skulderoperation havde immobiliseret ham så længe, at det slet ikke var planen, at han skulle en tur til Italien. Nej, han skulle faktisk have trænet yderligere to uger inden den planlagte sæsondebut i Catalonien, og når han alligevel var at finde i Camaiore i mandags, skyldtes det alene, at hans træning var gået så godt, at han følte sig klar til at få lidt ekstra løbskilometer inden det store mål i Giroen til maj.

Forventningerne fra ham selv var imidlertid beskedne, og holdet fastholdt, at Wilco Kelderman og Tiesj Benoot skulle have de kaptajnroller, de var blevet lovet. Roglic var alene til start som jokeren, som ingen rigtigt vidste, hvor stod, og man kørte derfor samme melodi, som da den coronaramte Wout van Aert for et år siden stillede til start som hjælper for Christophe Laporte.

Dengang endte hjælperen som bekendt som nr. 2, og selvom de denne gang var ærlige nok til ikke at placere ham i en tilsvarende hjælperrolle, var det nok alligevel de færreste, der troede, at Roglic ville tilbringe denne uge i gruppettoen. Det ville stride helt mod naturen hos en mand, der aldrig kører cykelløb, hvis ikke han er med i front, og man kunne da også på de første sprinteretaper tydeligt se, at han bestemt ikke var uden ambitioner. Det er imidlertid utvivlsomt helt rigtigt, at han ikke reelt har vidst, om han ville være lige så ustoppelig, som han plejer, eller om han måtte nøjes med at være konkurrencedygtig, men anderledes menneskelig.

Enkeltstarten indikerede tydeligt, at vi nok snarere skulle vente os 2022- end 2019-udgaven af Roglic, men det varede ikke længe, inden han fik slettet det halvkedelige indtryk. Faktisk skulle der bare gå 72 timer, inden sloveneren gjorde, som han plejer, nemlig sejrede på den første dag, hvor han reelt havde chancen for at køre først over stregen. Normalt havde ingen tøvet med at gøre ham til den klare favorit i en puncheurfinale som den, der ventede i dag i Tortoreto nær den italienske østkyst, men nu betød skulderskade og alder, at de fleste nok alligevel havde sine forbehold. Det var der bare slet ingen grund til.

Nej, Roglic lignede nemlig sig selv, da det hele skulle afgøres til sidst. Han havde ellers virket mærkeligt passiv på de første omgange, hvor holdkammeraterne Van Aert, Kelderman og Benoot ofte sad samlet i front, mens han flagrede rundt på egen hånd længere tilbage. Det var imidlertid blot lige så meget røgslør, som de afdæmpede meldinger inden løbet skulle vise sig at være, for så snart de ramte stigningen for sidste og afgørende gang var han igen den allestedsnærværende og patruljerende tilstedeværelse, han plejer at være.

Til slut følte man sig næsten hensat til 2019- og 2020-sæsonerne. Da Adam Yates åbnede en lidt lang spurt, varede det ikke længe, inden monsteret åbnede gabet, blæste forbi og fortærede den første af sæsonens sejr med stor autoritet og sikkerhed. Havde han været helt på toppen, havde han sikkert kørt en længere spurt og måske endda stjålet nogle sekunder, men nu kørte han den mere afdæmpet og stadig med så meget power, at en superpuncheur som Julian Alaphilippe måtte betale en ret voldsom iltgæld for blot at forsøge at holde hans hjul.

Naturligvis siger det ikke meget om, hvilken Roglic vi vil se i Giroen. Sidste år i Vueltaen vandt han nemlig også en puncheurfinale om tirsdagen, men da han ramte bjergene to dage senere, kørte Remco Evenepoel ham midt over. Der er ingen tvivl om, at han er et stykke fra de 100%, og det vil stadig være sært, hvis vi til maj ser den allerbedste Roglic genopstå, men vi kan i hvert fald drage et lettelsens suk. Når han i så skrapt et felt kan sejre i en finale, der endte med at blive ganske selektiv, er der ingen grund til at frygte, at han ikke står helt klar på 100%, når Giro-startskuddet lyder. Det store spørgsmål er så, hvad 100% for Roglic svarer til i dag. Det ved vi desværre nok først til den tid, selvom de kommende dage og ikke mindst generalprøveopgøret mod Evenepoel i Catalonien om to uger vil give klare indikationer.

I det hele taget var det en svært god dag for Jumbo. Onsdagen var ellers svær at komme igennem efter Tadej Pogacars gennemprygling af Jonas Vingegaard, men i dag var de her, der og alle vegne. Én ting var, at de med Roglic og Olav Kooij vandt i både Italien og Frankrig. Noget andet var, at der var positive svar på alle de spørgsmål, der blev stillet i morges.

Det ene gjaldt naturligvis Roglic, men der er bestemt også grønt lys ved Wout van Aert. Nu fik vi jo aldrig at se, hvad han kunne i finalen, der godt kunne have vist sig for svær selv for en formstærk Van Aert, men hans kørsel undervejs og ikke mindst, da han holdt hjul på Adam Yates, da briten blæste op til Julian Alaphilippe ved dennes tidlige angreb, viste, at han slet ikke er så langt fra formen, som de første dage kunne indikere. Han havde jo også signaleret, at han ikke var voldsomt bekymret for klassikerne, og efter o dag er der grund til at tro, at han har grund til at være rolig. Heldigvis så det heller ikke ud til, at styrtet vil få alvorlige konsekvenser, og han bør i hvert fald komme fra dagen med et indtryk af at være på rette vej.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Der var også grønt lys ud for Kelderman. Hollænderen har altid været god i denne slags finaler, men efter et svært 2022 vidste man intet om, hvorvidt han kunne rejse sig igen. Et skifte til Jumbo plejer imidlertid at føre noget godt med sig, og efter at han kørte en efter hans nye standard pæn enkeltstart i mandags, blev det bekræftet, at det også gælder for ham. Benoot kom også fint med hjem i en finale, der var lidt for eksplosiv for ham, og Attila Valter, der kontrollerede nærmest hele finalen på egen hånd, bekræftede, at hans skifte til hollandsk tjeneste har forvandlet ham fra hensygnende og skuffende stortalent til uhyre lovende og spændende genfødt ungarer. Da også Koen Bouwman viser form tidligere end vanligt, er der ekstra grund til lidt champagne på det hollandske hotel i aften.

Om de ligefrem drikker champagne hos Soudal, er nok tvivlsomt, men stemningen må være noget bedre efter grusvejsfiaskoen i lørdags. Nok var Alaphilippe ganske langt fra sit bedste niveau - vi husker jo, hvordan han på fænomenal vis snød Roglic for en Fleche Wallonne-sejr, som sloveneren tydeligvis allerede havde sat i banken - men der er da i det mindste livstegn. Nej, det er ikke Alaphilippe-standard at kæmpe hårdt for at holde Roglics hjul, men kombinerer man hans kørsel i Ardeche og i dag, er der grund til at håbe, at han bliver en faktor i klassikerne. Hvilken faktor vil tiden så vise, for vi skal stadig tilbage til VM i 2021 for at finde hans seneste storhedstid, og det er lang tid, når man i moderne cykelsport har nået hans alder.

Han er i hvert fald længere fremme end Mathieu van der Poel. Som finalen udspillede sig, havde den formentlig været for hård selv for en flyvende udgave af hollænderen, men han er godt nok sjældent og bekymrende langt fra sit topniveau. I forvejen havde han ikke sit bedste forår sidste år, hvor han trods sejren i Flandern Rundt var en skygge af sig selv i Amstel og Roubaix, og når man tillige husker på hans katastrofale Tour, er det efterhånden også for ham længe siden, vi har set det ustoppelige uhyre, der altid var på 100%. Milano-Sanremo køres om ni dage, så han begynder i hvert fald at have mindst lige så travlt som Alaphilippe.

Travlt har Adam Yates også, men det er af helt andre årsager. Han bekræftede med dagens 3. plads i en finale, der var en anelse for let for ham, at han stadig er flyvende. Problemet er bare, at hans katastrofale enkeltstart har sat ham langt tilbage, og han har derfor masser af tid at hente. Dagens kørsel indikerer, at det bestemt kan lade sig gøre, men vejrgudernes beslutning om at sende en orkan af modvind ind over morgendagens Sassotetto-stigning gør, at vejen til den samlede sejr pludselig ser svær ud. Han skal i hvert fald glæde sig over, at lørdagen byder på den vanskeligste muretape i mange år. Her kan han også glæde sig over, at han vil have selskab af Joao Almeida, der jo har mistet sit punch i en ganske ung alder og derfor kom ganske glimrende igennem dagens etape. Det var til gengæld mere, end man kan sige om Brandon McNulty, der efter den lovende enkeltstart åbenbart stadig er en skygge af sig, og det var bestemt heller ikke længe, vi så en genfødt Davide Formolo.

I det mindste har de stadig to af deres kort at spille. Det er mere, end man kan sige om Ineos, der jo ellers kunne fodre svin med deres kaptajner. Nu var det aldrig realistisk, at Magnus Sheffield kunne køre klassement, og hans nederlag var derfor helt forudsigeligt, og selvom man kunne have ventet sig meget mere af den flyvende Filippo Ganna, var heller ikke italieneren jo en langsigtet faktor i klassementet. Det skulle Tao Geoghegan Hart, Tom Pidcock og Thymen Arensman til gengæld have været, men nu ligger hele ansvaret på briten. Han viste heldigvis igen, at han er på vej tilbage, men det var også i en afslutning, der passede ham som fod i hose. Med tanke på hans kørsel i Andalusien risikerer vi, at Ineos bliver lidt for meget statister de kommende dage.

Det skyldes også, at Pidcock i dag var en skygge af sig selv. Briten er altså en spøjs størrelse, der ofte virker både umotiveret og ufokuseret i sin kørsel, og i dag var han helt uden sine Strade-ben. Det hele fik endda en ærgerlig afslutning med et styrt, og han så desværre ud til at have slået sig mere end Van Aert. Heldigvis så det ikke alt for alvorligt ud, og kender vi ham ret, betyder dagens svage kørsel ikke, at vi ikke ser Strade-udgaven af ham senere. Til gengæld må vi konstatere, at Arensman er kommet kedeligt i gang for sit nye hold, for selvom dagens etape slet ikke passede ham, var resultat uhyggeligt pauvert, som det har været i alle hans løb hidtil.

Nej, det nok snarere Enric Mas, Roglic skal frygte, hvis han skal frarøves den samlede sejr. Spanieren fortsætter de uhyre lovende takter, der har hævet ham op i den absolutte elite med et overbevisende resultat på en etape, han aldrig kunne vinde. Der var også lovende takter fra Aleksandr Vlasov, der efter skuffelsen i lørdags så meget bedre ud i dag, selvom den bedste Vlasov utvivlsomt var endt længere fremme i denne finale. I det hele taget var det en fin dag for Bora, der også havde Jai Hindley med hjem og fik en flot belønning for den uventet gode enkeltstart i mandags med Lennard Kämnas førertrøje. Den forsvarer han naturligvis ikke hele vejen, men det har været opløftende at se den fine form, han har taget med sig til Italien.

God form har Hugh Carthy bestemt også. Efter to skuffende sæsoner har briten i den grad rejst sig. Det så vi allerede fra det allerførste løb på Mallorca, og i dag bekræftede han, at det ikke bare handlede om god januartræning. Hans kørsel i dagens finale, der passede ham ganske elendigt, var i hvert fald uhyre overbevisende, og man kan nu for alvor håbe, at han har kurs mod en genrejsning. Genrejst er Giulio Ciccone også blevet, men her skal vi nok alligevel klappe hesten en anelse. Dagens finale passede ham nemlig storartet, men han lignede ikke en mand med samme overskud som i Valencia.

Kan vi også tale om en genrejsning af Thibaut Pinot? Det er nok en anelse for tidligt, for 2019-udgaven af franskmanden findes helt sikkert ikke længere. Efter en svag sæsonstart kom han imidlertid med de bedste hjem i dag, og noget kunne tyde på, at det er i dette løb, at han igen finder sine gode ben, akkurat som han gjorde det sidste år. Til gengæld var det højst overraskende at se den formstærke Valentin Madouas fejle helt, men det minder os blot om, at han aldrig har været tilregnelig.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det har Santiago Buitrago bestemt heller ikke. Denne finale burde have passet colombianeren storartet, men han kører åbenbart kun godt i hvert andet løb. Han skuffede i Saudi Tour, fløj i Andalusien og floppede i dag. Heldigvis kan Bahrain glæde sig over, at plan A, Mikel Landa, kom fint igennem en etape, der for ham bare skulle overstås, og at Damiano Caruso fortsætter sin pæne sæsonstart med det niveau, der nu synes at være hans.

Heldigvis var i stedet for Buitrago der andre unge puncheurs, der brillerede. Sidste år var det tredjepladsen bag Pogacar og Vingegaard på dette løbs tilsvarende etape, der var det helt store gennembrud for Victor Lafay, og efter at have set ham i Ardeche kunne man sagtens fornemme, at han ville være klar til endnu en flot puncheurpræstation i dag. Han bekræftede heldigvis også, at vi skal til at regne ham ind i eliten i denne slags finaler, selvom en lidt kikset timing kostede ham et bedre resultat. En anden puncheur, der gjorde det fornemt, var Alex Aranburu, der fortsætter den uhyre lovende start fra Valencia. Til gengæld må vi sande, at Michael Woods igen skuffede, og mere og mere tyder vel på, at den erfarne canadier kan have toppet.

Lovende så det også ud for Ben O’Connor efter den fine enkeltstart og uventet gode kørsel i sidevinden i går. Han så også stærk ud undervejs, men i finalen, der ganske vist ikke passede ham, var han helt væk. Det kunne indikere, at han alligevel er mærket af sin nylige sygdom, og at der fortsat er en pris at betale for den ærgerlige optakt. I det hele taget var det en kedelig dag for Ag2r, der også måtte konstatere flere bekymrende takter for Benoit Cosnefroy, for selvom finalen var for svær, er et tidstab på 10 minutter for voldsomt.

Det er nu ikke sikkert, at det er alt for alarmerende. Cosnefroy kører altid, som vinden blæser, og for et år siden var han heller ikke imponerende i dette løb, inden han alligevel var flyvende i Amstel Gold Race. Nej, det havde været langt mere bekymrende, hvis Roglic, hvis bundniveau altid har været tårnhøjt, var lige så langt fra sit bedste, som man efter den kedelige optakt kunne have frygtet. Den frygt viste sig imidlertid at være helt ubegrundet, og selvom vi stadig har til gode at se, hvad hans nuværende topniveau rækker til, skal han nok være klar, når det går løs til maj. Det er han nemlig altid - ikke mindst fra sæsonstart. Visse ting forandrer sig aldrig!

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+