Top 10: Nyere tids mest farverige og underholdende cykelryttere

10. Chris Anker Sørensen

Vi starter listen med en dansk yndling. En cykelrytter, som er så meget til stede i interviews, og som har en komisk timing, der gør, at det bare bliver sjovt. På spørgsmålet om hvor mange kræfter han havde i behold efter starten på Pyrenæerne, svarede han kort og kontant "27”. Det samme gjorde sig gældende da han blev spurgt om hvor dybt ham måtte grave efter en hård tour-etape "En 3-4 meter”.

Chris har noget af en dieselmotor og en kampgejst, som gjorde forrige års Tour de France til et af de mere spændende set med danske øjne. For hold nu op, hvor kæmpede han, og hold nu op, hvor var det lige ved og næsten mange gange, for ikke at tale om uheldet med hans fingre - vi tror ikke, man har uddelt en mere fortjent fighterpræmie end den til Chris det år.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

9. Robbie McEwen

Den vildeste og ondeste sprinter af dem alle. Berygtet for at vælte sine konkurrenter eller bruge dem som bander i sine hæsblæsende spurter, hvilket også sikrede ham tilnavnet Robbie ”mad” McEwen.

Vi husker særligt en episode, hvor han stanger Stuart O'Grady på opløbet af en Giro etape. Som en lille bonusinfo dannede hans stangning præcedens for Mark Renshaw, som i 2010 blev smidt ud af Touren for netop dette.

8. Marco Pantani

Piraten, den lille elefant og den sidste italienske Champione siden Moser. Pantani var aldrig en kedelig cykelrytter. Han levede et liv som en rockstjerne og døde som en rockstjerne af en massiv kokainforgiftning.

På landevejen var han et frisk pust. Han satte Jan Ulrich med 6 minutter i Touren i 1998 og er til den dag i dag indehaveren af den hurtigste klatretid op af Alpe d’Huez (36 minutter og 50 sekunder).

7. Djamolidine Abdoujaparov

En af de hårde drenge. En sprinter, som var ligeglad med eget og andres liv og lemmer. Altid en hårrejsende fornøjelse at se ham sprinte, og en sprinter som vitterligt brugte alt den asfalt, der var ham til rådighed. Kendt som kongen af styrt og derfor også tildelt tilnavnet ”the Tashkent Terror”.

Desuden er han sammen med Eddy Mercx, Laurent Jalabert og Alessandro Petacchi den eneste, som har vundet pointkonkurrencen i alle tre Grand Tours.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

6. Thomas Voeckler

Voeckler er en rytter, som virkelig deler vandene. Enten elsker man ham over alt på jorden (hvilket denne skribent gør) eller hader ham massivt. Han er altid at finde i angreb eller bagerst i feltet, hvor han kvæler de andre ryttere med sin massive parfumedunst. Ja, han sprøjter sig med uanede mængder parfume, fordi han ikke magter lugten af de andre rytteres sved.

Det, man ikke kan tage fra ham, er, at han gør cykling spændende at se på, og hans kamp for at holde fast i den gule trøje i Touren i 2004 og 2011 var intet andet end episk. Vi var mange, som virkeligt kunne have undt ham sejren det år.

5. Peter Sagan

Ja, det kan ikke være den største overraskelse, at han er at finde på denne liste. En ækvilibrist på en cykel og lidt af en ”ladies man”. Af seneste påfund kan nævnes, at han egenhændigt har bragt wheelien og numsenivning tilbage til professionel cykelsport.

Den stakkels kyssepige, som blev udsat for numsenivningen, fik da også en stor buket dagen efter, så kom ikke og sig, at Sagan ikke er en gentleman.

4. Richard Virenque

Man kan stadig ikke i dag se på bjergtrøjen uden at tænke på Virenque. Han var i 90’erne ensbetydende med lange og store udbrud, dag efter dag. Efter Festina-skandalen og et meget tårevædet farvel til touren kom han tilbage og fortsatte med de store udbrud. Dog kunne han i denne omgang kun holde til ét stort togt af gangen og så mere menneskelig ud.

Hans måde at angribe på, på tidspunkter som synes helt uovervejede, står dog stadig i dag som noget af det mest underholdende i nyere tid i cykelsporten.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

3. Jesper Skibby

Mesteren af oneliners og et fast og underholdende fixpunkt i 90’ernes cykelfelt. Vi husker særligt citaterne: ”Når jeg om aftenen går i seng, så håber jeg, de er væk næste morgen, men de er der sgu stadigvæk" (om bjergene i Touren) og "Jeg vidste godt vi skulle køre på brosten, men jeg vidste ikke, de havde kylet dem ned fra en helikopter" (om brostenene i Paris-Roubaix).

Skibby var også en dristig cykelrytter. Hans signaturangreb med fem kilometer til mål og den konstante kiggen tilbage for at se om han stadig have hullet, har fået mange af os op af stolene. Vi er flere, som må indrømme, at vi har råbt meget af tv’et på hans bekostning.

2. Jens Voigt

Cyklingens svar på Chuck Norris og nyere tids store cykelpersonlighed. Altid god for en sjov bemærkning - vi husker særligt ”Shut up legs” og ”I get paid to hurt other people”.

Jens er en mester i udbrud og besidder noget af en dieselmotor, som også har skaffet ham mange etapesejre. Hvilket Jens Voigt Facts også koncentrerer sig om.

1. Mario Cipollini

Bella Italia på hjul, spurtens og løvernes konge - Cipollini er indbegrebet af italiensk cykling. Det største flødehår cykelverdenen nogensinde har set og den konstante, nogle vil kalde det stilsikre, insisteren på at trøjer og alt andet udstyr skal matche (hvilket kostede ham en del bøder i tidens løb). Cipollini er også den eneste rytter, hvor det faktisk har lykkedes ham at se godt ud i zebrastriber.

Hans meritter taler for sig selv, en af de største sprintere nogensinde, men også en rytter som på godt og ondt valgte sine terræner og udgik fra etapeløbene, når det begyndte at gå op ad.

Det var vores liste - hvem synes du, der mangler? Giv gerne din mening til kende herunder.