Tour de France-analyse: Brailsfords grå hår

Sky-chef David Brailsford skal være glad for, at han er så pilskaldet, at end ikke de mest blodhungrende lus vil kunne finde husly på hans hovedbund. Ellers havde han utvivlsomt fået betydeligt flere grå stænk efter dagens Alpe d-Huez-etape, hvor en positiv luksussituation pludselig udviklede sig til et hovedbrud, der må kunne give en søvnløs nat eller to i Sky-lejren.

Indtil i dag har der ellers ikke været skyggen af tvivl om det interne Sky-hierarki. Mens pressen har forsøgt at tale en ikke-eksisterende konflikt op, har meldingen fra det britiske supermandskab hele tiden været klokkeklar: Sky er rejst til Frankrig for at vinde Touren med Chris Froome. Kun hvis det skulle vise sig umuligt, ville man ty til plan B og lade Geraint Thomas gå efter sejren.

Den plan bekræftede den altid yderst loyale Thomas da også med al ønskelig tydelighed efter gårsdagens etape, hvor han virkede yderst tilfreds med en etapesejr og en førertrøje som udkomme af de tre ugers strabadser. Han var da heller ikke sen til at falde ind i sin hjælperrolle, da det ellers så imponerende Sky-mandskab på de sidste kilometer af den frygtede alpestigning alligevel løb tør for hjælpere, og den stærke waliser lagde med en hård føring en solid grund for det Froome-angreb alle ventede.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det var her, Brailsfords hår var blevet lidt mere grå, hvis det havde været muligt. Det storslåede angreb, der på løbets mest mytiske stigning skulle have kronet Froome som den ubestridte Tour-konge var nemlig uden det bid, som vi har lært at kende det britiske fænomen for. Der var ikke meget Ax 3 Domaines, Mont Ventoux Pierre Saint-Martin - scenerne for Froomes mest suveræne bjergsejre i Touren - over det tamme fremstød, der skulle have skabt den ”Froome Day”, jeg havde lagt op til i gårsdagens analyse.

Ganske vist fik han i første omgang slået det forventede hul og gik let forbi den falmende helt, Steven Kruijswijk, men bagude gjorde Tom Dumoulin det, han ikke magtede på Finestre i Giroen for bare et par uger siden. Det hollandske kraftmonster gjorde det, han gør allerbedst: holdt sit eget tempo og bragte med tilsyneladende lethed sin banemand fra de italienske landeveje til orden.

Det i sig selv havde næppe givet Brailsford de helt store bekymringer, for forventningen er formentlig fortsat, at Froome senere kan få skovlen under sin hollandske rival. Langt mere kompliceret blev det af, at Thomas bag Dumoulin lignede en rytter, der var på søndagstur på familien og ikke befandt sig midt i cykelsæsonens måske allermest prestigiøse bjergetape. Loyalt holdt han sig da også i ro - også da Froome i finalen kortvarigt tabte kontakten - indtil han med det kraftfulde punch, han i nogen grad har tabt i de senere år, hvor han i stedet har arbejdet på sine klatreevner, blæste fra alt og alle i selve spurten.

Der burde naturligvis være glæde i Sky-lejren her til aften, hvor holdet burde fejre en kollektiv magtdemonstration, men der vil formentlig alligevel være en temmelig anspændt stemning. Indtil i dag virkede det nemlig uproblematisk at lade Froome fastholde sin kaptajnrolle, men det bliver i stigende grad vanskeligt efter i dag, hvor Thomas klart markerede sig som den stærkeste af de to.

Skys hovedprioritet er som bekendt at skrive historie med Froome, og det kan Thomas trods alt ikke gøre (det tæller ligesom ikke at være den første walisiske vinder, vel?) Problemet er bare, at det nærmer sig det absurde, hvis man helt åbenlyst må lægge bånd på en stærkere løjtnant, som Froome selv oplevede det, da han i 2012 måtte vente på sin kaptajn, Bradley Wiggins. Froomes overlegenhed i bjergene tog i den grad glansen af Wiggins’ triumf - også selvom hans knusende dominans på enkeltstarterne formentlig betød, at Wiggins havde vundet under alle omstændigheder - og det kan vel ikke være i Froomes interesse at tage en Tour-sejr, hvis det for enhver er åbenlyst, at den nærmest vil have karakter af en gave fra Thomas? Og hvis han mangler yderligere bevis, kan han spørge Bernard Hinault, hvor stolt han er af sin femte Tour-sejr, der vist også havde mest karakter af foræring.

Der er i vi heldigvis ikke endnu, og det er stadig alt for tidligt at skifte hest. Thomas har trods alt endnu aldrig holdt det tårnhøje niveau over tre uger, og der hersker derfor visse usikkerhedsmomenter i forhold til hans langsigtede holdbarhed. Det gør der imidlertid også over Froomes, for hans halvsvage angreb kan næsten kun forklares med, at den hårde Giro stadig kan mærkes i benene. Efter i dag er risikoen for et dalende Froome-niveau i hvert fald ikke blevet mindre - uagtet at han stræber efter at ramme topformen i den tredje uge.

Sky må håbe, at situationen løser sig selv, og at det i sidste ende viser sig, at benene afgør slaget. Problemet opstår først, hvis man som i dag løber tør for kræfter og igen skal tvinge Thomas frem for at føre. Det er i hvert fald ikke uden risiko, for i dag var Froome ikke spor bedre end Romain Bardet og Tom Dumoulin. Og mange vil helt sikkert huske, at det kostede Froome en Vuelta-sejr i 2011, at han på en vindblæst bjergetape (sjovt nok også iført løbets førertrøje) skulle føre sig halvt ihjel for Wiggins, der i sidste ende ikke kunne gøre arbejdet færdigt. Man skulle nødigt opleve en gentagelse af det scenarium. Og kønt vil det heller ikke være, hvis Thomas helt åbenlyst skal trække i håndbremsen for at lade sin kaptajn vinde.

Heldigvis kan holdet glæde sig over, at klassementet i dag blev sat ganske betydeligt, og at man fremover slet ikke vil kunne bringes under samme pres, som det skete i dag, hvor Alejandro Valverde, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk kørte holdet så tynde, at de i sidste ende var tvunget til at sende Thomas til fronten. Selv Quintana er nu så langt efter, at end ikke et angreb fra ham kræver et umiddelbart respons, og man kan i alt væsentligt koncentrere sig om Dumoulin, Vincenzo Nibali, Primoz Roglic, Romain Bardet og Mikel Landa. Det gør det hele betydeligt lettere at overskue og gør det lettere at køre med to beskyttede ryttere.

Holdet fortjener virkelig også ros for dagens præstation. Al snak om, hvorvidt Sky eller Movistar har det stærkeste hold i årets Tour, må nemlig forstumme, for briterne leverede en magtdemonstration, man sent vil glemme. Der var ellers for alvor lagt i kakkelovnen til seriøs ballade, da Kruijswijk, Zakarin og Valverde allerede angreb på Madeleine, og da Kruijswijk en overgang havde mere end seks minutter, så det ikke alt for komfortabelt ud i Sky-bilen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Så trådte luksushjælperne imidlertid karakter. Selvom lottokuponen Wout Poels stadig vedbliver at være en nitte, og Gianni Moscon underpræsterer gevaldigt, kunne man med de to motorer Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski reelt neutralisere truslen fra Kruijswijk i dalstykket mellem Croix-de-Fer og Alpe d’Huez. Derefter viste fænomenet Egan Bernal, hvorfor der er grund til at tro, at han allerede i 2019 kan vinde en grand tour, for den colombianske perle leverede på Alpe d’Huez en præstation, jeg ikke tidligere erindrer at have set for en WorldTour-debutant.

På den allerstørste scene af dem alle fik han smidt stjerner som Nairo Quintana, Romain Bardet, Vincenzo Nibali og Mikel Landa i hovedet, men ingen af dem kunne knække mirakelmanden fra Colombia. Hver og en blev de holdt i snor af Bernal, der tilsyneladende havde glemt, at modvind plejer at slide den førende rytter ned. Det skete bare aldrig for Bernal, der bare blev ved og ved og ved, og mens den ene stjerne efter den anden, falmede i modvinden, var Bernal der stadig i den absolutte finale. Når man har hjælpere som ham, kan det alligevel være, at Thomas kan slippe for at arbejde i Pyrenæerne - og så ser det endda ud til, at hans arbejde kan kaste en hvid trøje af sig som et biprodukt!

Lige så imponerende var Tom Dumoulin. Jeg har om nogen været indædt kritiker af hans Giro-Tour-projekt, men jeg må indrømme, at håndfladerne efterhånden er lidt halvfugtige. Kan manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson, og som end ikke er naturlig klassementsrytter, virkelig holde dampen hele vejen? Al logik siger stadig, at han må knække i Pyrenæerne, men foreløbig er det hævet over enhver tvivl, at det er Dumoulin, der må give Sky-ledelsen størst grund til bekymring. Man kan kun på Dumoulins vegne ærgre sig over, at han smed så megen tid på Mur-de-Bretagne, for end ikke Dumoulin kan regne med at vinde 1.50 på Thomas på den sidste enkeltstart. Med tanke på de enkeltstarter Thomas har kørt i 2017 og 2018 er der faktisk ingen grund til at tro, at waliseren faktisk kan slå verdensmesteren på 20. etape - hvis altså han kan holde dampen oppe så længe…

I den forstand er Dumoulin i en svær situation. Selvom hans hold med Laurens Ten Dam og ikke mindst dagens sensation, Simon Geschke, overgik alle forventninger og gav ham langt mere støtte end ventet, er Dumoulin i den håbløse situation, at han reelt er på egen hånd i bjergene. Han kan derfor ikke tage det store initiativ og er i alt væsentligt hensat til at følge med. Han er derfor tvunget til at stole på, at han kan knække Thomas mand mod mand og distancere ham med en ganske stor margin i Pyrenæerne. Som sagt er et Thomas-kollaps bestemt ikke usandsynligt - men det er et Dumoulin-kollaps heller ikke…

Til gengæld blev det trehovedede Movistar-monster i den grad effektivt amputeret én gang for alle, og de udgør nu reelt ikke nogen fare for Sky. Valverde viste igen sin store loyalitet ved at kaste alt overbord for sine kaptajner, men den spanske veteran viste desværre for anden dag i træk, at han slet ikke er den rytter, der legede kispus med hele feltet i februar og marts. Strategien var ellers helt rigtig, for Kruijswijk viste, at Sky var sårbare over for disse langdistanceangreb, men det kræver i sidste ende benene at gøre arbejdet færdigt. Dem har Valverde desværre ikke, og med mere end 9 minutter op til Thomas er han ikke længere et kort, der kan bruges i det taktiske spil.

Værre var det imidlertid, at kaptajnen heller ikke slog til. Den knusende magtdemonstration i Tour de Suisse havde ellers givet håb om, at Nairo Quintana var på vej tilbage, men den colombianske kondor havde fået vingerne amputeret, da han forsøgte at lette fra jorden. I stedet for at flyve fra alle, som han gjorde på Alpen i 2015, blev Quintana plantet godt og grundigt, og han ligner ingenlunde en trussel mod Sky-maskinen. Særligt problematisk er det, at Quintana nu ikke har vist sig fra sin bedste side i en grand tour siden Vueltaen i 2016, og det kunne mere og mere se ud til, at vi skal hoppe direkte til Bernal og Miguel Angel Lopez i den colombianske arvefølge.

Dermed efterlades Movistar med Mikel Landa, men selvom den halvskadede basker i dag rejste sig flot og har udsigt til at blive endnu bedre i Pyrenæerne, efterhånden som minderne om styrtet på de nordfranske brosten fortoner sig, kan han næppe ene mand stille meget op mod Sky-maskinen. Dermed ligner det Movistar-mandskab, der har lagt hele sæsonen an på et storstilet Tour-attentat, nu løbets store tabere, og deres mange stjerner kan endda få svært ved at overgå den fjerdeplads, deres supertalent Richard Carapaz overraskende kørte hjem i Giroen.

Dagens mest uheldige rytter var Vincenzo Nibali. I en scene, der med sit kaos gav mindelser om Froomes 100 m-løb op ad Mont Ventoux for to år siden, ramte Hajen fra Messina tilsyneladende en motorcykel, og det, der kortvarigt så ganske lovende ud, endte derfor som en dag i defensiven. Nibali efterlod ellers et fremragende indtryk, ikke mindst da han efter uheldet på imponerende vis næsten kørte sig tilbage, og meget tyder derfor på, at den italienske dieselmotor som vanligt har kurs mod at ramme sit topniveau i den tredje uge. Problemet er bare, at Alperne i år var betydeligt sværere end bjergene på grænsen til Spanien, og Nibali ligner derfor allerede nu en mand, der kan løbe tør for terræn - ikke mindst fordi han i top 5 har selskab af fire mand, der alle vil give ham klø på enkeltstarten i Baskerlandet.

Han vil dog ikke få større klø end Romain Bardet, hvis initiativ og angrebslyst man kun kan beundre. Selvom hans bjergstærke mandskab med hele tre exits i den grad er amputeret, var han ikke bleg for at kaste alt overbord og angribe i den ret hårde modvind, der i den grad lagde en dæmper på festlighederne på Alpe d’Huez. Det sled utvivlsomt voldsomt på franskmanden at hænge til tørre i en ganske lang periode, og alligevel havde han kræfter til at køre fra Froome i spurten. Det efterlader igen et indtryk af en brølstærk Bardet, men det sletter desværre heller ikke den opfattelse, at Bardet ikke ligner en reel trussel mod Tour-tronen. Dertil er hans mangler på enkeltstarten simpelthen for store, og en podieplads synes at være det maksimalt opnåelige for den franske helt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Der var dog én mand, der var en større helt end dem alle. Enhver, der var vidne til Steven Kruijswijks tragiske skæbne på nedkørslen fra Colle dell’Agnello på 19. etape af Giroen i 2016 havde utvivlsomt undt netop ham at tage en længe ventet hollandsk sejr på Hollænderbjerget. Det var nemlig ikke det på forhånd frygtede Movistar-mandskab, der var i stand til at sætte Sky under pres, men derimod Den Flyvende Hollænder, der for første gang siden omtalte Giro fløj lige så højt, som han gjorde, da han betog en hel cykelverden.

Mest imponerende var det, at han havde modet til allerede på 12. etape at kompromittere sin drøm om at slutte i top 5 ved at foretage et sats, som enhver må beundre. Det storslåede forsøg havde fortjent en bedre skæbne, og det var især synd, at han faktisk endte som en af dagens tabere for den offensiv, der nærmest gav mindelser om bedrifter, der ellers mere hører fortiden til. Til gengæld ligner han igen den rytter, han var engang, og er der én ting, vi ved om Kruijswijk, er det, at han blot bliver bedre og bedre, som en grand tour skrider frem.

Heldigvis for LottoNL-Jumbo lever podiedrømmen fortsat. Løbets joker, Primoz Roglic, måtte ganske vist i dag indse, at der fortsat er lidt vej at gå, inden han kan klatre med de allerbedste på den helt store scene, men Nibalis uheld viste sig at blive hans held. Han fik sig nemlig en gratis billet tilbage til fronten og endte med kun at miste 13 sekunder til Thomas. Selvom der fortsat hersker tvivl om hans holdbarhed i den tredje uge, og det ikke ligefrem skorter på enkeltstartsryttere i klassementets top 5, skal man ikke glemme, at netop enkeltstarten er et dødeligt våben for netop Roglic. Falmer Dumoulin, Froome og/eller Thomas og ikke Roglic i den tredje uge - og det er som sagt ikke umuligt - kan den slovenske mirakelmand måske ende på podiet i sit allerførste forsøg som klassementsrytter!

Det gør Dan Martin til gengæld ikke. Efter sin storslåede start måtte den sympatiske irer desværre indse, at han altså er mere klassikerrytter end ren klatrer. Når bjergene bliver for mange og for lange, kommer den eksplosive UAE-rytter stadig til kort, og det blev tydeligt på dagens etape, der passede de helt rene bjerggeder. Martins begrænsninger i både bjergene og på enkeltstarten er nok for store til, at han reelt kan drømme om nogensinde at slutte på podiet. Heldigvis kan han så meget andet end det!

Etapen bød også på flot moral og smukke genrejsninger. Jakob Fuglsang viste, at nedturen på 11. etape blot var en dårlig dag og leverede i dag en indsats, der meget præcist afspejler hans position i tidens klatrehierarki. Dermed er det slet ikke umuligt, at danskeren alligevel kan få den top 10-placering, som hans store fremgang i de seneste to år gør ham fortjent til. Nu kræver det bare, at han ikke som i tidligere udgaver falmer i den tredje uge.

Det gør Rafal Majka næppe heller. Polakken skiftede lynhurtigt strategi efter de knuste klassementsdrømme og gik straks i gang med det, han gør bedst: at jagte etapesejre og bjergtrøje. I dag lod det sig ikke gøre - først og fremmest fordi han var oppe imod en overmenneskelig Kruijswijk - men mon ikke, vi ser mere til Majka også i Pyrenæerne? Et comeback fra Bauke Mollema og Adam Yates virker mere usandsynligt efter endnu en stor nedtur for de fallerede stjerner, og særligt humørrytteren Yates for svært ved at rejse sig i det, der lidt overraskende ligner den tredje grand tour-skuffelse i træk.

Der er nemlig i den grad sår, der skal slikkes, og nye planer, der skal lægges. Alperne skabte lige præcis så mange svar, som vi havde ønsket os, og rejste så mange nye spørgsmål, at intet endnu er givet. For et døgns tid siden lignede det en knusende overlegen Sky-sejr, men det interne magtspil på Sky har i den grad givet grobund for nye spekulationer. Samtidig hersker der fortsat usikkerhed om den langsigtede holdbarhed for Thomas, Dumoulin og Froome, og intet er derfor givet efter den historisk hårde alpetrilogi. Især Brailsford har nok at tænke over i de kommende på morgendagens transportetape, inden det næste lille klassementsslag venter i Mende på lørdag - grå hår eller ej.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er det kommet frem, at Vincenzo Nibali desværre må forlade løbet efter den omtalte kollision med en motorcykel.