Tour de France-analyse: Da den danske cykelhistorie gentog sig selv

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

For 26 år siden klyngede spanierne sig stadig til håbet. Igennem fem år havde Miguel Indurain haft Tour de France i så fast et jerngreb, at man for længst var begyndt at tale om Indurain-æraen. Den bundsolide spanier kunne endda skrive historie som den første med seks Tour-sejre - endda på stribe - da han stillede til start i 1996-udgaven af verdens største cykelløb som den åbenlyse favorit.

Der var dog en dansk opkomling, der ville forsøge at gøre ham rangen stridig. Året forinden var det for første gang lykkedes Bjarne Riis at gå på podiet, og det skulle vise sig at være et varsel om, hvad der var i vente. I Alperne satte danskeren nemlig Tour-kongen ganske eftertrykkeligt på plads, men hele det spanske cykelfolk drømte stadig om et comeback. I perioden frem mod Pyrenæerne havde Indurain jo haft mulighed for at komme sig, og derfor burde der være en chance for, at normaliteten ville genfinde sig.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det skulle den i givet fald gøre på Hautacam. Den helt nye stigning, der blot havde gjort debut i 1994, var nemlig rammen om den sidste - og her også eneste - store bjergafslutning i Pyrenæerne. Skulle Indurain levere sit comeback, var det her, det skulle ske. Da vi nærmede os toppen af det stejle pyrenæerbjerg, brast den spanske drøm, da Riis kørte fra alt og alle og effektivt satte en stopper for Indurain-æraen.

Så spoler vi tiden 26 år frem. Forud for 2022-udgaven af Touren talte man allerede om Pogacar-æraen. Nok havde Tadej Pogacar ikke som Indurain vundet fem gange, men med sin overlegne magtdemonstration i 2021 havde han for længst fået folk til at spekulere i, om han kunne vinde Touren fem, seks, syv eller måske endda otte gange. Da han samtidig kørte feltet midt over i løbet af foråret, var der ikke just grund til at lade den snak forstumme frem mod starten i København.

Der var dog en dansk opkomling, der ville forsøge at gøre ham rangen stridig. Året forinden var det for første gang lykkedes Jonas Vingegaard at gå på podiet, og det skulle vise sig at være et varsel om, hvad der var i vente. I Alperne satte danskeren nemlig Tour-kongen ganske eftertrykkeligt på plads, men hele det slovenske cykelfolk drømte stadig om et comeback. I perioden frem mod Pyrenæerne havde Pogacar jo haft mulighed for at komme sig, og derfor burde der være en chance for, at normaliteten ville genfinde sig.

Det skulle den i givet fald gøre på Hautacam. Den stadig relativt nye stigning, der blot havde gjort debut i 1994, var nemlig rammen om den sidste store bjergafslutning i Pyrenæerne. Skulle Indurain Pogacar sit comeback, var det her, det skulle ske. Da vi nærmede os toppen af det stejle pyrenæerbjerg, brast den slovenske drøm, da Vingegaard kørte fra alt og alle og effektivt satte en stopper for Pogacar-æraen.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det er sjældent, at man på den vis kan bruge præcis de samme ord til at beskrive to hændelsesforløb, der fandt sted med 26 års mellemrum, men den 21. juli 2022 blev dagen, hvor det var svært ikke at sidde med en besynderlig følelse af deja-vu. Da Tour-ruten i oktober blev præsenteret og bød på både en start i Danmark og en sidste bjergafslutning på Hautacam, var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at løbet næsten var designet til, at Cykeldanmark skulle genopleve den glade cykelnations hidtil største - men også mest kontroversielle - cykeløjeblik.

Og sådan blev det. Man skulle næsten tro, at Prudhomme selv havde skrevet et manuskript, som feltets aktører, rytterne, i ét stort skuespil var blevet bedt følge til punkt og prikke i noget, der er så påfaldende, at det næsten kunne ligne aftalt spil. Det er det naturligvis ikke, for akkurat som danske Bjarne for 26 år siden var danske Jonas bare så pokkers god, at han kunne sætte en stopper for en af cykelsportens æraer, om end Pogacars i første omgang blev så kort, at det måske er lidt voldsomt faktisk at tage det ord i brug.

Selvfølgelig var det overraskende. Pogacar var efter sit forår den selvindlysende favorit, men han var ikke den storfavorit, han ofte blev udskreget til. Som jeg skrev i min analyse af Vingegaard inden løbet: ” Argumenterne er altså til stede. Vingegaard er ikke bare en teoretisk vinderkandidat i årets Tour, men derimod en ganske reel en af slagsen. Selvfølgelig er Pogacar stadig favorit i kraft af de resultater, han har leveret både i 2020, 2021 og 2022, men der vil være sket større sensationer i cykelsporten, end hvis Vingegaard står med den gule trøje i Paris. Han var i hvert fald slet ikke så langt fra i 2021, som resultatet umiddelbart kunne antyde, og efter et Dauphiné, hvor han holdt så meget igen, at vi aldrig fik lov at se, hvor god han med endnu et års udvikling er blevet, er der grund til at håbe, at han har fundet de procent, han manglede for et år siden.”

Det stod hurtigt klart, at det var tilfældet. Da han på 7. etape tvang Pogacar ud på det yderste af sin ydeevne på en stigning, der rimede så godt på sloveneren, at det var svært at finde en bedre afslutning for ham, tippede barometeret. Her fik vi den første indikation på, at det i år ikke var Pogacar, men derimod Vingegaard, der havde det ekstra gear. Både hans suveræne og kontrollerede kørsel som svar på Pogacars mange angreb, hans meget selvsikre interviews og måske særligt den aura, der var så kraftig, at Pogacar på 16. og 17. etape forvandledes til et tandløst lam, sendte et klart signal om, at der var én rytter, der var mindst et niveau over alle andre.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Derfor så det allerede i morges ud til, at historien kunne gentage sig, da Hautacam atter tårnede sig op som den sidste bjergafslutning i løbet. Det gjorde den også i 1996 og 2014, og i begge tilfælde var det gået på samme måde. Uanset om vinderen hed Riis eller Vincenzo Nibali, var resultatet det samme. Den førende rytter havde leveret en knusende magtdemonstration, hvor han havde distanceret alle andre med i omegnen af et minut, og med det overskud, Vingegaard havde udvist, kaldte historien næsten på en gentagelse.

Jumbo-mandskabet var bare ikke helt enige. Selvom danskeren formentlig har fornemmet, at han ville kunne vinde etapen, hvis chancen bød sig, skulle der ikke tages risici. Det hollandske mandskab oplevede jo for to år siden, hvordan en ellers sikker Tour-sejr var gledet dem af hænde i sidste øjeblik, og det skulle for alt i verden ikke gentage sig. Det var i hvert fald formentlig forklaringen på, at det hollandske mandskab hurtigt signalerede, at det ikke var dem, der ville forhindre et udbrud i at vinde.

I stedet skulle der køres med livrem og seler. Efter en onsdag, hvor holdet havde forsvaret trøjen bagfra, men var endt i en situation, hvor kaptajnen havde været isoleret, handlede det om at undgå en gentagelse, hvis en dansk krise skulle indtræffe. Derfor gik man tilbage til strategien fra 16. etape ved at sende verdens bedste forpost, Wout van Aert, i forkøbet, og igen blev der plads til to af slagsen, da Tiesj Benoot denne gang fik den rolle, som Nathan van Hooydonck havde spillet i tirsdags.

Det krævede lidt at få den mission til at lykkes, men da udbruddet endelig kørte kort inden Col d’Aubisque var planen lykkedes og scenen sat til endnu en fabelagtig Jumbo-opvisning i stil med den, v så for to dage siden. Ganske vist var det tydeligt, at planen fortsat ikke var at vinde etapen, når man så på den ro, holdet havde på vej op ad Aubisque, men kursen mod et trøjeforsvar var sat. Samtidig betød endnu et angreb fra den i dette løb så uhyre aggressive Louis Meintjes, der har været en af løbets oplevelser, at der gik en smule panik i både Arkea og FDJ, og dermed slap udbruddet aldrig langt væk.

Det tvang også Pogacar ud af den defensive rolle, han havde haft på de seneste etaper. De seneste to dage har Vingegaards aura af usårlighed været så udtalt, at han lagde angrebslysten på hylden. I stedet valgte han i går at gå målrettet efter etapesejren, da han fornemmede, at der alligevel ikke var noget at vinde, og med passiv kørsel kunne han lægge en dæmper på Vingegaards lyst til selv at gå i offensiven, for nu turde danskeren ikke at blotte sig. Resultatet blev en spurt, og en sådan ville Pogacar være favorit til.

En lignende overvejelse må han have gjort sig i morges. En etapesejr ville nemlig også bringe ham på kurs mod en tredje bjergtrøje, som ville være en fin trøstepræmie, hvis han anså den gule gevinst som uopnåelig. Ganske vist ville han med en etapesejr foran Vingegaard fortsat være ét point bag danskeren, men det ville den spurtstærke slovener utvivlsomt have kunnet rette op på på småbakkerne de kommende dage.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Det er nu nok tvivlsomt, om Pogacar havde den slags defensive overvejelser. Dertil var hans angrebsraseri på Spandelles for voldsomt, men reelt havde han heller ikke noget valg. Det stod nemlig hurtigt klart, at der ikke var to mirakler for Mikkel Bjerg, som betalte en dyr pris for gårsdagens anstrengelser, og dermed havde UAE ikke skyggen af chance for at diktere slagets gang. Skulle Pogacar havde noget ud af etapen, var han nødt til at angribe tidligt. Ellers var udbruddet aldrig blevet hentet, da det stod klart, at Jumbo havde taget både livremmen og selerne frem.

Derfor blev hæmningerne smidt, da Pogacar endelig atter lignede det angrebsuhyre, han plejede at være, men igen var Vingegaard urokkelig. Nogen plan om etapesejr så der til gengæld stadig ikke ud til at være, for hver eneste gang Sepp Kuss, der i går havde en af sine velkendte offdays - selvom der denne gang var tale om en lille en af slagsen - men i dag var tilbage som den fabelagtige bjergrytter, han er, nåede tilbage, blev presset ingenlunde opretholdt. Jumbo havde i hvert fald ikke travlt med at komme til Hautacam, og var Pogacars angrebsraseri ikke fortsat gennem hele den nye og herlige Spandelles-stigning, er det tvivlsomt, om vi havde haft en dansk etapevinder.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Til gengæld var Pogacars måske også det, der gav Vingegaard ro i maven. Da han fik Benoot og Kuss tilbage efter en lidt for dramatisk nedkørsel, der nok engang beviste, at en presset Pogacar måtte søge forskelle i for ham uvant terræn, blev der pludselig ført med en kraft, vi ikke tidligere havde set. Udbruddet fik ikke lov at sejle væk, og så snart de ramte Hautacam, gik Benoot og Kuss så meget til stålet, at det stod lysende klart, at planen var ændret. Nu ville Vingegaard vinde etapen, og når han pludselig smed den livrem og de seler, der lignede dagens plan A, måtte det være, fordi Pogacars angreb havde været så lette af afparere, at danskeren vidste, at det var ham, der var dagens stærkeste.

Alligevel var det slet ikke givet, at det ville være ham, der endte som Jumbos etapevinder. Van Aert havde allerede på Spandelles vist, at han nok engang har skræmmende gode bjergben i den tredje uge, og efter at have brugt sit alibi til at sidde på hjul af Thibaut Pinot og Daniel Martinez mp han have fornemmet, at de også var så gode, at han kunne vinde etapen. I hvert fald endte vi pludselig i den lidt paradoksale situation, at Van Aert i front kørte aggressivt for at vinde etapen, samtidig med at Kuss lagde det pres, der skulle gøre det muligt for Vingegaard at gøre det samme.

Det vil mange sikkert igen betegne som illoyalitet fra Van Aerts side, men det var en helt korrekt satsning. Hvis belgieren vitterligt meldte ud, at han følte sig i stand til at vinde, havde en sejr til belgieren på Hautacam både været en fin tilbagebetaling for den jætteindsats, han lagde tirsdag og onsdag, og samtidig en betydeligt mere spektakulær sejr end den, Vingegaard kunne tage. Det er trods alt ikke hver dag, den grønne trøje vinder en bjergafslutning, og samtidig kunne det tvinge Pogacar til at blotte sig. Var Van Aert kørt alene i front, ville Kuss have lettet foden fra gassen, og så var sloveneren nødt til at gå i offensiven, hvis han ville have noget ud af etapen.

Sådan gik det dog ikke. Van Aert var trods alt ikke stærk nok til at sætte Daniel Martinez, der i sidste øjeblik akkurat nåede at bevise, hvorfor han kom ind til løbet som manden med den bedste chance for at forhindre en Jumbo- eller UAE-sejr. Herefter gled han tilbage i den hjælperrolle, han har spillet så loyalt, når han har smidt det ego, som er en pris for hans indsats, og da han kort efter kørte sig selv så meget i hegnet, at løbets ene store fænomen satte det andet - et forud for løbet helt vanvittigt scenarium - satte han nok engang en streg under, at det er det hele værd, at han kræver af og til at få sin egen chance. Hvis det er prisen for at have en rytter, der kan køre som Vilde Wout, er det i hvert fald det hele værd. Det er ikke hvem som helst, der kan være stærkest på flad vej, ene mand kontrollere de første bjerge og nu to gange på tre år som hjælper ende i top 3 på den sidste bjergetape.

Resultatet blev en Jumbo-symfoni, der blev spillet mindst lige så smukt som i tirsdags. Ikke blot kunne de føje den gule trøje til den grønne som de gevinster, der reelt allerede er sikret, de gjorde også som Chris Froome i 2017 og Pogacar i 2020 og 2021 ved at tage bjergtrøjen med som en sidegevinst. Havde Vingegaard endda været blot 22 dage yngre, havde de endda gjort rent bord ved også at vinde den hvide trøje. Nu har vi - også jeg - ellers længe problematiseret, at det virkede lidt for ambitiøst at gå efter de to vigtigste trøjer på en gang, men man må tage hatten af for, at de, hvis de undgår uheld og coronavirus, ender med hele tre af slagsen.

Dermed må Pogacar også sande, at hans æra blev kort. Man kan bestemt ikke udelukke, at han vil rejse sig næste år, men i år har der været betydelig afstand mellem de to. Meget af den store afstand skyldtes naturligvis, at han gik regulært ned på Granon, men dagens afstand satte en fed streg under, at han ikke var i nærheden af at være stærkeste mand. Vingegaard har ikke bare fundet de procent, jeg omtalte i analysen af ham inden løbet. Han har fundet mange, mange flere, og hvem ved, om han finder flere inden næste år? Han har i hvert fald forbedret sig mere, end Pogacar har i løbet af det seneste år.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det er imidlertid også kun Vingegaards skyld, at Pogacar-æraen ikke blev cementeret i dag. Sloveneren må se sig slået klart, men han var akkurat lige så suveræn i forhold til resten af feltet, som han var i foråret. Er man i tvivl om, at vi taler om to ryttere på deres helt egen planet, kan man blot kigge på klassementet. Nr. 3 er 8.00 efter og er eneste mand, der er mindre end 10 minutter. For at ligge nr. 10 har man kunnet tillade sig at tabe mere end 20 minutter, og man kan gå i top 20 med et tab på mere end en time. Afstanden mellem nr. 1 og 2 er mindre end, da Nibali vandt i 2014, men det skyldes alene Pogacars tilstedeværelse. Ellers havde Vingegaard været endnu mere suveræn, end italieneren var for otte år siden - også selvom afstandene blev ekstra store af det forhold, at Jumbo i Alperne var nødt til at angribe fra distancen, og at Pogacar var tvunget til det samme i dag.

Hvis Vingegaard spiller i Superligaen og Pogacar i 1. division, spiller Geraint Thomas i 2. division helt for sig selv. Igen i dag viste waliseren, at han er en ganske suveræn nr. 3 i løbet, og det vil stå endnu tydeligere, når han på lørdag har lammetævet de top 10-ryttere, der ligger bag ham. I nærheden af sejren er han slet ikke, men han har stadig nået et tårnhøjt niveau, jeg i ganske lang tid havde anset so, noget, der hørte fortiden til. I det hele taget endte det som en ganske god Ineos-dag, for det lykkedes også den sygdomssvækkede Adam Yates at redde sig sin anden top 10 og undgå det kollaps, der ellers lurede efter i går, samtidig med at sejren i holdkonkurrence blev cementeret og Martinez genfødt.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Man kunne ellers sagtens argumentere for, at det var FDJ, der havde fortjent at vinde holdkonkurrencen. David Gaudu cementerede i dag en 4. plads, han må være yderst tilfreds med. For første gang har han været helt stabil gennem hele løbet, og det skyldes formentlig, at han har lært af sine sammenbrud. I dette løb har han lukreret på, at han i Valentin Madouas har haft løbets næst- eller tredjebedste hjælperytter. Så snart tempoet er blevet skruet op, har de to kørt deres eget holdløb, indtil alle andre har betalt prisen for at gå i rød zone. Herefter har Gaudu åbnet for gassen, og selvom han efter eget udsagn gang på gang har haft halvdårlige ben, har han med god brug af Madouas sikret sig en solid 4. plads. I dag kunne Thibaut Pinot endda også bruges i den rolle, men det er nok en lille trøst for franskmanden, der i dag ellers endelig syntes at nærme sig sit bedste niveau, men desværre var oppe mod en overmagt fra Jumbo og et lidt tykt pokerspil fra Martinez, der var sen til at give en hånd med.

Manden, der denne gang gik i rød zone for tidligt, var Nairo Quintana. Colombianeren endte som etapens helt store taber med endnu et af de sammenbrud, han har haft så mange af sent i en grand tour over de seneste år. Mønsteret synes at være det samme, nemlig en opløftende start efterfulgt af flere gode bjergetaper, men så snart der kommer flere bjergetaper i træk, begynder det at knibe med restitutionen. Til gengæld har han i dette løb bevidst det, vi jo god ved fra forårets etapeløb, at hans topniveau fortsat er tårnhøjt, og da han denne gang har undladt et totalt knæk, belønnes det med et topresultat, selvom han løber den risiko at glide helt ned som nr. 7.

Aleksandr Vlasov lurer i hvert fald som en gedigen trussel på lørdag. Jeg tror stadig, at det er hans holdbarhed og yoyokørsel mere end styrtet, der betyder, at han ikke blev den aktør, vi havde håbet, men hans fight har været forbilledlig. I dag lignede han nok engang en mand, der på Spandelles kunne være kørt helt ud af ligningen, mens han vedholdenhed har nu sendt ham på kurs mod top 5. Han bør i hvert fald have en god chance for at indhente efterslæbet på både Quintana og Meintjes, når tempocyklerne kommer frem på lørdag.

Derfor bliver det også svært for Meintjes at ende i top 5, men uanset om han eller Quintana tager 6. pladsen, vil han stadig konfirmere det comeback, han støt og roligt har arbejdet på siden sidste års Tour, med sit hidtil bedste Tour-resultat. Denne gang er han endda også kommet af mit sit i mine øjne ufortjent ry som kedelig, for med sin offensiv igen i dag må han vel næsten være i spil til titlen som årets mest angrebsivrige. Med tanke på, hvor længe han i dag lå alene, satte han også en streg under, at hans niveau i den tredje uge, hvor dieselmotoren er varm, er tårnhøjt.

Det har det også tidligere været for Romain Bardet, men om det stadig gælder, ved vi ikke. Vi fik det i hvert fald ikke at se i Giroen, hvor sygdom kom i vejen, og i dette løb har formkurven kun gået den forkerte vej. Gårsdagens kortvarige oprejsning var nemlig bare midlertidig, og nu kan man så stille spørgsmålet, om hans nedtur skyldtes træthed efter en Giro-satsning, eller om han så mange andre bare restituerer ringere i en højere alder. Det er jo relativt nyt, at han har genetableret sig som klassementsrytter, og det står i hvert fald ikke lysende klart, at han ville have kunnet blande sig i kampen om Giro-sejren, hvis kroppen havde holdt stand hele vejen.

Mere nyt er det dog med Alexey Lutsenko som klassementsrytter. Det var en karriere, han højst overraskende indledte sidste år, og nu ser det minsandten ud til, at han for anden gang ender i top 10 og dermed kaster lidt lys på Astanas triste sæson. Denne gang er formkurven bare helt omvendt af det, vi så sidste år, hvor han startede stærkt og døde i den tredje uge. Denne gang har han været uhyre overbevisende i den tredje uge - også selvom han i dag virkede svagere end i går og måtte lade etapesejren smutte tidlig - og nu er spørgsmålet, om han kan holde niveau over alle tre uger. Det er nok stadig tvivlsomt, for årsagen til hans stigende formkurve i år er formentlig hans skadesramte sæsonstart, som betød, at han jagtede formen forud for løbet.

Det gjorde Enric Mas ikke. Spanieren har været en af forårets mest overbevisende ryttere og havde udsigt til måske at kunne køre med om podiet, men Touren 2022 endte som en til glemmebogen. End ikke top 10 kunne han ramme, og noget tyder på, at der er et eller andet galt. Normalt er hans dieselmotor nemlig sikkerheden selv i en grand tour, for han har aldrig misset top 10 i et tre uger langt løb, hvis man ser bort fra Touren i 2019, hvor han blev syg, og debuten i Vueltaen i 2017, hvor han ikke kørte klassement og endte som nr. 71, men samtidig åbenbarede sit enorme potentiale med en overbevisende tredje uge.

Heldigvis kan han håbe på, at historien gentager sig. Sidste år havde han nemlig også en skuffende Tour - så skuffende, som den nu kan være, når man ender som nr. 6 - men han rejste sig med sit hidtil flotteste løb, da han for anden gang endte som nr. 2 i Vueltaen. Det vil nok i hvert fald kunne skabe en vis følelse af deja-vu i Spanien, hvis Movistar nok engang skal bruge en god Vuelta til at rejse sig efter en skuffende Tour.

Den vil dog blegne i sammenligning med den deja-vu-følelse, der i disse dage sender Danmark i så stor en cykeljubel, at Københavns Rådhus formentlig allerede er i gang med at bage pandekager, og Anne Dorte Michelsen nok er i gang med at skrive hyldestsang. Det vil i hvert fald være passende, når man kan bruge præcis de samme ord til at beskrive det mirakel, Riis leverede for 26 år siden, da han detroniserede Indurain, og det vanvid, Vingegaard stod for, da han i dag endegyldigt stødte Pogacar fra tronen. Derfor vil det vel også kun være passende at runde denne analyse af med at bruge præcis de ord, som Jørn Mader brugte til at beskrive, hvad der skete i 1996. Den danske cykelhistorie gentog nemlig sig selv, da hele Danmark for et par timer siden kollektivt udbrød:

”En idrætspræstation, der får alle til at stå op, alle til at klappe! Selv baskerne overgiver sig, og vi gør også. Kys til Jonas, kys til Danmark! Det her, det er noget, der vil noget!”

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER