Tour de France-analyse: Da den gul-grønne konflikt blev åbenlys

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Vi har allerede været der én gang tidligere. Da Wout van Aert i et ganske vist hektisk splitsekund traf beslutningen om ikke at vente på Jonas Vingegaard, da danskeren for en sjælden gangs skyld var lykkedes med at fange Tadej Pogacar på det forkerte på den korte, men stejle mur i udkanten af Calais i tirsdags, blev det for første gang helt åbenbart, hvorfor det ikke siden 1997 er lykkedes for ét hold at vinde både den gule og den grønne trøje. Den slags var der plads i nu svundne tider, men i moderne cykelsport er det meget svært at jagte to så krævende mål på én gang. Begge dele kræver nemlig solid opbakning fra holdet, og det bliver kun yderligere kompliceret af, at man i dag kører med mindre ottemandshold.

Det var også derfor, at det skurrede lidt i ørerne, da Jumbo sidste efterår annoncerede de ambitiøse planer om at jagte det hele. Når end ikke Sky kunne fuldføre missionen i 2012, hvor de endda havde verdens hurtigste sprinter i Mark Cavendish og ni mand til sin rådighed, hvordan skulle Jumbo så kunne fuldende missionen med én mand færre? Lettere blev det jo ikke just af, at holdet havde hele to ligestillede klassementsryttere og stillede til start med en trup, hvor der var en næsten ligelig fordeling mellem kaptajner og klassementsryttere.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Konflikten har også skabt megen debat. I Slovenien er det i hvert fald ikke blevet vel modtaget, at Primoz Roglics måske sidste helt store chance for at vinde Touren måske skulle kompromitteres af en holdkammerats ambitioner. Van Aerts lidt tvivlsomme disposition i tirsdags har også vakt en del debat i Danmark, og den er der også en helt berettiget grund til at diskutere, selv hvis man sørger for at gemme klaphatten langt, langt væk.

I dag blev konflikten endnu tydeligere, da rytterne skulle en tur ind til Schweiz for at slutte på en lille bakke i Lausanne. Det var en finale, der havde Van Aerts navn skrevet på sig med flammeskrift. Derudover havde arrangørerne truffet den lidt uheldige beslutning at give 50 point til vinderen af den såkaldt flade etape - et træk, der måske ikke er helt logisk i et løb, hvor storfavoritten er en altmuligmand og ikke en supersprinter - og det betød, at det sammen med 6. etape var belgierens allerstørste chance for at tage en 50-0-sejr i forhold til alle sine rivaler. Selvom Jasper Philipsen nok engang udviste stor tro på egne evner, var det nemlig helt indlysende, at bakken i Lausanne var lukket land for sprintere. Når først UAE var gået til stålet på den stejle kilometer i finale for derved at sætte Tadej Pogacar i scene, ville der nemlig være lige så få sprintere i feltet, som der er harer i forloren hare.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Foto: Sirotti.

Men deri lå netop konflikten. Nok var selve spurten så blød, at Pogacar burde blive overspurtet af hurtigere folk, men dem var der bare ikke mange af, da først Rafal Majka og Brandon McNulty havde lagt præcis det pres, der også i torsdags satte Philipsen og co. til tælling. Dermed var vejen også banet for, at Pogacar næsten med statsgaranti ville sikre sig et sted mellem 10 og 4 bonussekunder, og efter hans magtdemonstration i torsdags var det bestemt ikke givet, at han i en spurt ikke ville kunne få det maksimale udbytte i en duel med den Van Aert, der for mindre end en måned siden blev overspurtet af David Gaudu i en lignende finale.

Nu vil det være historisk, hvis Touren bliver afgjort med 10 sekunder. Det vil nemlig være den næsttætteste afgørelse i løbets historie, men der er naturligvis en reel risiko for, at det bliver afgørende. Laurent Fignon kan i hvert fald skrive under på, at man kan tabe Touren med mindre end 10 sekunder, og både Joaquim Rodriguez og Chris Froome har - hvis man ser bort fra Juan Jose Cobos diskvalifikation - tabt en nyere grand tour med mindre end 20 sekunder. At bonussekunder kan blive afgørende, vil Richard Carapaz også kunne bevidne, for i et løb uden bonussekunder havde han vundet Vueltaen i 2020. Selvom det er usandsynligt, at det sker, vil Jumbo-ledelsen utvivlsomt ærgre sig så voldsomt, at de aldrig kommer sig, hvis det skulle være Pogacars bonus fra denne etape, der om to uger vil adskille Jonas Vingegaard fra den samlede sejr, særligt nu hvor meget tyder på, at det vil blive et tæt løb.

Heldigvis for Jumbo blev deres cost-benefit-analyse mere rigtig af, at Van Aert gjorde, hvad han skulle, vil at slå den slovenske rival på den schweiziske bakke, og med en hjælpende hånd fra Michael Matthews fik holdet det næsten perfekte udbytte, da Pogacar kun kom fra etapen med 4 ekstra sekunder. Det skal være slemt, slemt uheldigt, hvis så beskeden en bonus bliver afgørende, men det er også indlysende, at det var en strategi, der indebar en reel risiko for, at Pogacar havde fået 10 sekunder ud af Jumbos anstrengelser.

Det er jo netop den slags cost-benefit-analyser, som bliver så pokkers vanskelige, hvis man vil jagte to mål. Én ting er selve risikoen for at forære den største rival ekstra tid. Noget andet er, at Nathan van Hooydonck måtte arbejde som et æsel gennem hele etapen, og selvom det er noget, man kan leve med, så længe UAE skal kontrollere løbet, aner ingen, om belgierens betydning bliver større senere i løbet, hvis corona, anden sygdom eller styrt rammer det hollandske mandskab. De kræfter, den store belgier brugte i dag, er brugt og vil ikke bidrage til friskheden senere i løbet.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ikke desto mindre var cost-benefit-analysen lavet, og den var faldet i Van Aerts lod. Det var ellers undervejs lidt uklart, om Jumbo alene begyndte at jagte, da muligheden bød sig med etableringen af et lille tremandsudbrud, men Van Aerts efterfølgende udtalelser viste klart, at der var én grund til, at Christophe Laporte var så synlig i indledningen. Det hollandske mandskab havde en nøje tilrettelagt plan om, at det var i dag, pointkonkurrencen reelt skulle lukkes, og de indgik en ganske naturlig alliance med Michael Matthews, der her havde sin bedste chance blandt de tilbageværende etaper for at få den forløsende etapesejr.

En gave til Jumbo og BikeExchange

Med to ambitiøse mandskaber med store ambitioner var udbrydernes chancer kraftigt forringet, og det var dårligt nyt for alle andre hold end Jumbo, BikeExchange og UAE. Denne etape var med sit mellemkuperede terræn og et fladt indløb frem mod en ikke alt for svær stigning, nemlig den, hvor allerflest forskellige kunne vinde. Dermed var det også en af de bedste chancer for at få en etapesejr i et løb, hvor Quick-Step, Jumbo og UAE inden starten allerede havde sat sig på 5 af de første 7 etaper.

Jumbo og BikeExchange kunne derfor forvente at skulle arbejde for føden, hvis drømmen om en spurt skulle realiseres, men de fik en gave sendt fra himlen. Det var måske heller ikke helt urimeligt, når man tænker på den byge af uheld, Jumbo var ramt af på brostensetapen, men det store styrt i begyndelsen fik i hvert fald en helt afgørende indflydelse på etapen. Den forventede angrebsfest på en af de meste oplagte udbrudsetaper var nemlig godt i gang, indtil styrtet og den efterfølgende neutralisering kunne bruges til at lægge så kraftig en dæmper på løbet, at det tidlige tremandsudbrud fik så stort et forspring, at det blev meget vanskeligt for andre hold at genåbne løbet. Det havde måske givet mening at gøre forsøget, hvis ikke Jumbo og BikeExchange så tydeligt signalerede deres intentioner, og dermed stod det lynhurtigt klart, at en på papiret spændende etape ville ende om en lang dødssejler frem mod en til gengæld meget spændende spurt.

Uden styrtet kan det sagtens være gået på samme måde. Det står i hvert fald nu klart, at der var to hold, der ville spurte, men det havde naturligvis været noget helt andet at jagte det større og stærkere udbrud, der på en etape som denne i en normal angrebsfest ville være blevet etableret. Det havde i hvert fald krævet betydeligt mere af Jumbo at skulle hente et større udbrud, og så havde cost-benefit-analysen været endnu mere tvivlsom. Samtidig havde det den pris, at UAE, som i forvejen mistede Vegard Stake Laengen i morges, slap for at arbejde. Havde BikeExchange opgivet at jagte på egne hånd, ville det nemlig have været UAE, der skulle have ført hele dagen for at holde udbruddet i snor.

Derfor endte Van Hooydonck med at være lige så meget hjælperytter for Pogacar, som han var det for Van Aert, men på en dag, hvor alle lykkens gudinder tilsmilede Jumbo, faldt også finalen ideelt ud. I denne afslutning var det aldrig realistisk, at Pogacar ikke ville få del i bonussen, og derfor var en 3. plads det bedst tænkelige udkomme. De var heller ikke uheldige med, at Pogacar akkurat ikke nåede forbi Matthews, som ellers var stoppet med at træde, da han kunne se sejrsdrømmen fordufte som et gult projektil, der blæste fra alt og alle.

Foto: Sirotti.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det handlede dog ikke kun om held. Det handlede i den grad også om dygtighed. Midt i al diskussionen af den gul-grønne konflikt på Jumbo-holdet skal man huske at nyde et fænomen, når man ser et. Forud for etapen var jeg ellers i tvivl om, om UAE, der gjorde akkurat som de skulle, kunne gøre det så hårdt, at Pogacar ville gøre som Gaudu, nemlig overspurte Van Aert til sidst. Det var han imidlertid ikke tæt på, og det var Matthews heller ikke. Van Aert var nemlig akkurat lige så overlegen, som Pogacar havde været det i Longwy to dage tidligere, hvor belgieren med sit udbrud havde meldt sig ud af kampen i en manøvre, der endte med at ramme Jumbo som et projektil i nakken, da de også på den etape serverede bonussekunder til Pogacar og dengang endda 10 af slagsen.

Lidt uheld ramte ellers Jumbo til sidst. Van Aert blev lukket inde bag Andreas Kron og Benjamin Thomas og tabte så meget momentum, at det for almindeligt dødelige havde været et overstået kapitel, når man spurter mod to af verdens bedste puncheurs. Heldigvis er Van Aert tilsyneladende ikke dødelig, for selvom han syntes at have tabt næsten al sin fart, da han endelig kom fri, kunne han alligevel tage sejren med så suveræn en hastighed, at Matthews nok engang må lade sig frustrere over, at han har været så uheldig at se Sagan-æraen blive afløst af Van Aert-æraen og således efterlade ham med endnu flere sekundære placeringer, end han allerede havde.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Best of the rest

Alligevel har Matthews nu grund til at være stolt af sig selv. De seneste år har han nemlig været et stykke fra det niveau, han havde, da han var bedst, men i dette løb har vi set den bedste Matthews, vi har set i efterhånden lang tid. Det er ikke uden grund, at Matthews har vundet meget få cykelløb de seneste år, men begge hans 2. pladser i dette løb er kommet i skrapt selskab bag to fænomener i finaler, der er blevet kørt så hårdt, at de stort set udelukkende er blevet domineret af klassementsryttere.

Pogacar har grund til at være knap så tilfreds. Han havde drømt om mere, men for rivalerne var det i det mindste rart at se, at han i dag virkede betydeligt mere menneskelig, end han gjorde, da han knuste Matthews på den stejlere bakke i Longwy. På disse blødere procenter kunne han trods alt ikke slå to ryttere, der har vundet massespurter, og det har Pogacar trods alt ikke - ikke endnu i hvert fald. Alligevel er det svært at være utilfreds på en dag, hvor Jumbo helt frivilligt sparede hans hold for arbejdet og forærede ham nogle ekstra sekunder til selvsamme Jumbo-holds kaptajn.

Det endte således med et opgør mellem de tre klare favoritter til den spurt, der altså blev udkommet. Det var der intet overraskende i. Det var der til gengæld i at se Andreas Kron ende som nr. 4. Nok var det velkendt, at danskeren er en glimrende puncheur, men dette var altså en Tour-etape i uhyre skrapt selskab, hvor finalen blev kørt knaldhårdt. Mens vi intet så til folk som Dylan Teuns og Maximilian Schachmann, var det den unge dansker, der var førsteudfordrer til tre absolutte verdensstjerner, og når man kaster et blik ned over dagens top 10, er det i hvert fald ikke svært at finde de to ryttere, der er de små navne.

Det andet er naturligvis Benjamin Thomas, der fortsætter det vanvittige niveauspring, han har oplevet siden skiftet til Cofidis. Normalt er det ellers ikke et skifte, man ville forvente noget positivt af, men franskmanden, der i år har vundet hele to etapeløb og taget i alt fire sejre, har nået helt nye højder i de rødhvide farver. På samme måde er det en fornøjelse at se, at Bob Jungels vitterligt er blevet konkurrencedygtig igen. Nok tog det lidt tid at komme sig efter den arterieoperation, han gennemgik sidste sommer, men siden pausen i maj har han igen givet mindelser, om den rytter, han engang var.

Foto: Sirotti.

En anden vinder var Aleksandr Vlasov. Russeren fik som bekendt knust sine podiedrømme af et styrt og en dårlig ryg, men nu kan han igen drømme om et topresultat. Ikke blot viste han igen, at han i år er blevet en god puncheur. Han må have følt sig god, at han decideret gik efter at vinde etapen. Skulle det ske, skulle han nemlig bruge et hårdt løb, og det var derfor, hvad han bestilte, da Patrick Konrad lagde et benhårdt pres. Trods sin nyvundne spurt var han naturligvis aldrig en realistisk vinder, men det var opløftende at se ham både vise fysisk og ikke mindst så megen moralsk fremgang, at han og hans hold tog teten.

Det var også glædeligt at se Alberto Bettiol fremme. Den megen sygdom har forhindret ham i at få alle de resultater, han burde have fået, når man ser på, hvor suverænt han vandt Flandern Rundt, og hvor skræmmende han var i sidste års Giro. Så god har han ikke været endnu i år, men han er åbenlyst i fremgang, og dagens bedrift i en finale, der næsten udelukkende domineredes af klassementsryttere, var endnu et skridt i genrejsningen. Nu er det bare en skam, at han ikke fik den udbrudsetape, han må have drømt om, for etapen her var en af hans største chancer for faktisk at vinde en etape.

Det var det også for Tom Pidcock. Med den fart, han viste mod slutningen af den eller slidt kiksede spurt i Longwy, havde det været interessant at se, om han kunne matche Van Aert, som han jo gjorde i to meget vigtige klassikerspurter sidste år. Det kom han imidlertid ikke til for efter en ellers meget opløftende start på løbet, var han i dag så meget uden gode ben, at han reelt aldrig kom i gang med sin spurt. Nu er det store spørgsmål så, om det for den uprøvede brite er det første tegn på træthed, eller om han bare havde en dårlig dag.

Status på Vingegaard

En dårlig dag havde Jonas Vingegaard ikke. Danskeren virkede igen helt ovenpå pedalerne på den sidste stigning, hvor han lignede en mand i fuld kontrol, og hvor han endte ganske pænt, selvom det var en afslutning, der bestemt ikke passede ham. Efter i dag er der i hvert fald ikke spor grund til at still spørgsmålstegn ved de åbenbare sejsperspektiver, der tegnede sig efter gårsdagens uhyre overbevisende duel med Pogacar på en rigtig Pogacar-etape.

Til gengæld har han så et andet hovedbrud. På UAE kører alle for Pogacar, men på Jumbo kører de for mange flere. Måske kører de ikke så meget for den svært uheldige, men dybt imponerende fighter Primoz Roglic, som de gjorde i starten, men de kører i hvert fald også for Van Aert og i dag dermed også for Vingegaards største rival. Heldigvis for danskeren er det formentlig sidste gang, at den gul-grønne konflikt bliver så tydelig, som den var det i dag. Det er nemlig svært at få øje på flere etaper, hvor Jumbo på én gang kan ende med at sætte Pogacar og Van Aert i scene, og med dagens 50 point og reelle afslutning på pointkonkurrencen må man også formode, at fokus herfra er stort set udelukkende gult. Heldigvis er der da også en ganske fin chance for, at mandskabet faktisk ender med at gå i fodsporene på Telekom med to trøjer i Paris, men dagens etape blev et åbenlyst eksempel på, hvorfor der lynhurtigt kan opstå gul-grønne dilemmaer, hvis man forsøger at gabe over for meget.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER