Tour de France-analyse: Da thyboen gjorde monsteret til menneske

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Når man i de seneste uger har læst alverdens medier, har man fået fornemmelsen af, at Touren for længst var afgjort. At det blot var et spørgsmål om tid, inden Tadej Pogacar ville levere en magtdemonstration i stil med den, han leverede på første alpeetape for et år siden. Og at han var så usårlig, at det var næsten utænkeligt at tro, at årets sejr blot ville blive den tredje i en lang, lang række.

På den ene side forstår man godt den konklusion. I marts og april viste Pogacar så skræmmende styrke, at jeg også selv forfaldt til den konklusion, at årets Tour kunne ligne en ren procession, særligt når Primoz Roglic i samme periode viste, at han ikke var det uhyre, han igennem en årrække har været. Hans soloridt i Strade Bianche var skræmmende overbevisende, og da han senere pressede Mathieu van der Poel så hårdt, at man skulle tro, at Flandern Rundt var en bjergetape og ikke et brostensløb, var der ganske rigtigt en aura af usårlighed over det slovenske fænomen.

Tour de France afgøres imidlertid hverken på grusveje eller på brosten. Verdens største løb afgøres i altovervejende grad i bjergene, og her har Pogacar faktisk aldrig vist en overlegenhed, der gjorde det selvindlysende, at han ville dominere årets Tour i så skræmmende en grad, som der blev lagt op til. I 2020 var det eksempelvis Roglic, der havde en - om end beskeden - overhånd, når de kørte mand mod mand i bjergene, og i 2021 kom hans magtdemonstration på en ganske speciel og billig baggrund på en dag, hvor alle andre kørte for andenpladsen, inden han i Pyrenæerne var langt mere menneskelig og ude af stand til at gøre de forskelle, man ville forvente.

Alligevel var Pogacar den åbenlyse favorit, da starten gik i København, men der var lagt op til et langt tættere løb, end man kunne få fornemmelsen af. Da Jonas Vingegaard så ud til at bede Primoz Roglic smide støttehjulene, så han ikke hele tiden skulle vente på sin kaptajn i Dauphiné, fornemmede man nemlig, at danskeren havde taget det skridt, der måske ville gøre Pogacar sårbar i de bjerge, hvor han trods sin alsidighed har været knap så dominerende, som resultaterne ved første øjekast kunne antyde. Med tanke på, at Vingegaard for et år siden allerede én gang havde sat sin slovenske rival, nemlig på Mont Ventoux, og kørt lige op med ham i Pyrenæerne, tegnede der sig pludselig en langt mere åben duel, der reelt kunne gå begge veje - ikke kun i teorien. Som jeg skrev i analysen af Vingegaard i optakten inden løbet:

”Argumenterne er altså til stede. Vingegaard er ikke bare en teoretisk vinderkandidat i årets Tour, men derimod en ganske reel en af slagsen. Selvfølgelig er Pogacar stadig favorit i kraft af de resultater, han har leveret både i 2020, 2021 og 2022, men der vil være sket større sensationer i cykelsporten, end hvis Vingegaard står med den gule trøje i Paris. Han var i hvert fald slet ikke så langt fra i 2021, som resultatet umiddelbart kunne antyde, og efter et Dauphiné, hvor han holdt så meget igen, at vi aldrig fik lov at se, hvor god han med endnu et års udvikling er blevet, er der grund til at håbe, at han har fundet de procent, han manglede for et år siden.”

Foto: A.S.O./Charly Lopez

Svaret på, om de procent var fundet, fik vi ikke i Tourens første uge, men vi kom tæt på. Da Vingegaard pressede Pogacar til det yderste på La Planche des Belles Filles, der på alle måder var skabt til en magtdemonstration fra den eksplosive slovener, pegede favoritbarometeret pludselig på Dannebrog. Hvis styrkeforhold var så jævnbyrdigt i Pogacar-terræn, hvordan ville det så ikke være, når vi ramte de stigninger, hvor Pogacar har set mest sårbar ud og Vingegaard omvendt mest overbevisende ud?

Svaret ville vi få i dag. Af uransagelige årsager har Col du Granon ikke være besøgt at Touren siden den 1986 var rammen om Bernard Hinaults 79. og sidste dag i den gule førertrøje, da han endegyldigt blev detroniseret på de stejle skråninger, og det var en skam. Man kan nemlig godt blive frustreret over, at de franske alpestigninger som regel er bløde og menneskelige og lidt for lette til at skabe de forskelle, man kan finde i de hidsige italienske og spanske bjerge. Derfor er det uforståeligt, at man i 35 år kørte uden om en perle, der med sin stejlhed, længde og højde ville være den hårdeste bjergafslutning i vel nærmest enhver tænkelig udgave af Touren.

Et blodbad

Derfor var det også klart, at vi ville få en masse svar på den golde alpetinde. Nok venter der legendariske målbjerge som Alpe d’Huez og Hautacam senere i løbet, men hvis ikke den tidlige placering ville føre til defensiv kørsel, var det løbets vigtigste slag, der ventede allerede på den første af de rigtige bjergetaper. Da stigningen endda blev ledsaget af en passage af Galibier fra den stejleste side, og vejrguderne magede det sådan, at der var medvind på alle de golde og tårnhøje bjerge, lå det i kortene, at det kunne blive et blodbad, hvis altså nogen turde udnytte terrænet, hvad der sjældent sker så tidligt i løbet.

Læs også

Amerikansk toprytter vil ikke gå efter Tour-klassement: Der er kun tre der kan vinde

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Den frygt for passivitet blev imidlertid hurtigt gjort til skamme. I optakten til etapen havde jeg ellers nedspillet sandsynligheden for, at Jumbo-mandskabet ville udnytte deres overtal på denne etape, der ikke for alvor var designet til en tidlig offensiv. Jo, der var et svært bjerg inden målbjerget, men med et langt faldende stykke i modvind ville et tidligt angreb være det rene selvmord, hvis ikke man havde folk ude foran. Og ville UAE ikke være kloge og stærke nok til, at de i den flade start ville sikre sig, at Jumbo i hvert fald ikke fik en mand foran?

Jo, det ville de sikkert, hvis altså vi havde talt om almindelige rytter. En sådan er Wout van Aert imidlertid ikke, så han tog sig sammen med Mathieu van der Poel, der i det mindste sagde farvel til løbet på flot vis, ganske enkelt retten til at lege forpost. Det lykkedes ganske vist for araberne at lukke ned for Tiesj Benoots talrige angreb, men Van Aert kunne ikke stoppes, og dermed var der pludselig lagt i kakkelovnen til noget langt mere dramatisk, end man ville forvente af den klassiske bjergetape.

Inden løbet var der megen snak om, at Jumbos store fordel var, at de kunne isolere Pogacar og angribe ham på skift med deres to kaptajner. Det er imidlertid en taktik, der fungerer bedre i teorien end i praksis, for i en grand tour, hvor styrkeforholdet udkrystalliseres over tre uger, er det sjældent at taktik kan overvinde fysik. Jo, strategien kan måske fungere én gang tidligt i løbet, hvor forskellene fortsat er små, men i sidste ende vil forskellene være store, det taktiske element forsvinde og bedste mand som regel vinde.

Derfor var det nærmest surrealistisk at opleve, at det lykkedes Jumbo at skabe netop den situation, der stod i alle teoretiske lærebøger, men havde mindre at gøre med virkeligheden. Knap var vi kommet i gang med løbets rigtige bjerge, inden Pogacar minsandten var fanget i præcis den Jumbo-sandwich, som det hollandske mandskab havde drømt om. Og ikke nok med det. De to Jumbo-kaptajner gik i gang med at angribe i højre og venstre med så stor en iver, at man lige måtte gnide øjnene en ekstra gang for at tjekke, at der vitterligt stadig var mere end 50 km til mål.

Foto: Sirotti.

Det blev naturligvis også hjulpet af omstændighederne. Corona har markant svækket et eller ganske velkørende UAE-mandskab, og da først Van Aert var blevet til den forpost, han krævede sin ret til at være, kunne araberne ikke gøre meget andet end at lade forspringet blive så stort som muligt og holde tropperne så samlede, at det i det mindste ville blive lidt vanskeligere at isolere den førende rytter. Det viste sig nu slet ikke at være så svært, for den ellers så flyvende Rafal Majka havde tidligt på etapen sjældent dårlige ben, og selvom Marc Soler har rejst sig, netop som det var mest påkrævet, var araberne intet match mod et skræmmende Jumbo-mandskab, hos hvem Tiesj Benoot klatrer bedre end nogensinde, Steven Kruijswijk pludselig har rejst sig efter en tid, hvor han har set temmelig pensionsmoden uden, og Sepp Kuss heldigvis har været en gevinst og ikke den nitte, han lidt for ofte kan være.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Det fangede i hvert fald Pogacar i en ganske ukomfortabel position, men måske kunne han have håndteret den bedre. Han kunne selvfølgelig have løbet den risiko at lade Roglic køre, hvilket i bagklogskabens ulideligt klare lys havde været den rigtige strategi, men det er også helt logisk, at han ikke turde løbe nogen risiko med en rytter, der i en lang periode har været verdens mest vindende etapeløbsrytter. Til gengæld stod hovmod måske pludselig forfald, da Pogacar selv tog initiativet, ikke med en vild forcering, men med et opslidende føringsarbejde, der ganske vist bragte ham ud af sin kattepine, men også betød, at han gennem det meste af Galibier helt alene agerede hjælperytter for sin værste rival, der ikke veg en tomme fra hans baghjul.

Læs også

Officielt: Dansk profil skal køre for portugisisk hold

Men sådan går det vel, når man er vant til at vinde med den allerstørste lethed. Når man er vant til altid at have syv-otte gear mere end alle andre - endda så meget, at man kan gå i udbrud på sprintetaper i et Tirreno, man alligevel ender med at vinde - tror man vel, at man kan løse alle situationer alene på sin fysiske styrke. Der blev i hvert fald brugt nogle slovenske kræfter på Galibier, og selvom han ikke nåede toppen gratis, kan Vingegaard vel ikke brokke sig over, at han fik et gratis lift af sin værste rival.

Fejlede Pogacar?

Kunne Pogacar have grebet det an anderledes? Formentlig. Det stod relativt tidligt klart, at Roglic ikke var nogen reel trussel, og i den situation havde det vel været klogere at stole på, at han kunne få sit hold tilbage. Måske var der så andre ryttere, der havde taget chancen og angrebet fra distancen, men det er tvivlsomt. Det ville indebære en gigantisk risiko med tanke på det lange modvindsstykke, og da Ineos højst overraskende ikke havde sendt en forpost ud sammen med Van Aert, var det blandt de mest oplagte klassementsryttere faktisk kun Nairo Quintana, der havde en holdkammerat ude foran. Med andre ord var risikoen for det totale anarki nok begrænset, og med tanke på den flotte etape, Soler kørte, og med de ben, Majka heldigvis endte med at finde, kunne Pogacar måske have reddet situationen ved at lege mindre supermand og stole mere på sit hold.

Om resultatet havde været anderledes, er dog nok tvivlsomt. Der var en grund til, at mit favoritbarometer tippede i fredags, for Vingegaard lignede allerede dengang løbets bedste klatrer, når vi ramte de høje bjerge. Det viste sig da også at holde stik, da danskeren iværksatte sin offensiv på et tidspunkt, hvor Pogacar ellers havde vist en vis tro på egne evner ved at sende den genfødte Majka til fronten for at lægge presset. Til gengæld kunne en mere passiv kørsel fra Pogacar med nogen sandsynlighed have betydet, at nederlaget var blevet betydeligt mindre. Der var trods alt nok ikke mange, der havde ventet, at Pogacar ville ende denne etape helt nede på en 7. plads.

Man kunne ellers kortvarigt overveje, om Jumbo havde skudt sig selv i foden, da endte med at bruge forposten Van Aert til at hente Roglic og dermed også Majka tilbage i stedet for at sikre, at Pogacar fortsat var isoleret. Det viste sig jo hurtigt, at sloveneren ikke havde fundet mange flere ben siden toppen af Galibier, og selvom det var åbenlyst, at Jumbo havde mere at vinde ved at holde Roglic inde i klassementet, burde sloveneren vel have fornemmet, at hans fysiske tilstand gjorde det til en umulighed for holdet fortsat at have to kort at spille også efter denne etape. Nu endte manøvren med i stedet at bringe Majka tilbage til feltet, men det endte jo faktisk med at være ganske glimrende for danskeren, for nu endte polakken med at skabe det hårde løb, der kun gjorde det endnu ”lettere” at køre væk til sidst, også selvom man måske fornemmede, at alt ikke var helt som ønsket hos Pogacar, da Majka pludselig begyndte at tabe markant tid til Nairo Quintana og Romain Bardet og dermed pludselig så ud til at køre mere for kontrol end for at lancere en stor offensiv, der da heller aldrig kom.

Etapens specielle forløb er måske også det, der skal give Pogacar håb. Han spillede så meget med musklerne, at han stadig kan tro på, at billedet måske vil vende, når det nu er Jumbo, der skal kontrollere løbet. Det ligner dog et spinkelt håb. Jumbo viste i dag deres skræmmende styrke, og som jeg har fremhævet flere gange, taler meget for, at Vingegaards måske største styrke er hans restitution. Udvikler det sig, som det gjorde for et år siden, vil forskellen i niveau mellem de to blot være endnu større i Pyrenæerne end i Alperne. Til gengæld ved vi også, at Pogacar ikke stiller sig tilfreds med en podieplads, og når en af feltets mest offensive skikkelser skal angribe, kan det kun blive ganske underholdende.

Malurt i Jumbo-bægeret og konkurrenternes skæbne

Til gengæld var alt ikke rosenrødt i Jumbo-lejren. Primoz Roglic må nok efter i dag for altid sande, at han aldrig får den Tour-sejr, han skulle have haft i 2020. Selvfølgelig er det meget sandsynligt, at skaderne er hovedforklaringen på dagens lidt tamme indtryk, men med tanke på det forår, han har været igennem, samt hans alder, er det svært at se en markant genrejsning for sig. Det er i hvert fald svært at se, at holdet næste sommer skulle komme til start med andre kaptajner end Vingegaard. For danskeren er det til gengæld dejligt enkelt nu. Roglics klassement er ovre, og dermed har han verdens bedste og mest loyale hjælperytter, hvis altså han skulle mangle nogen i den stjernebesatte trup.

Hvor Vingegaards sejr ikke kom ud af det blå, blev jeg til gengæld temmelig overrasket over resten af det styrkeforhold, der åbenbarede sig på denne mindeværdige dag i Alperne. Man følte sig kortvarigt hensat til 2016, da Romain Bardet og Nairo Quintana pludselig viste sig som de nærmeste forfølgere til Vingegaard. For seks år siden var det netop akkurat de to, der endte på podiets sekundære pladser, og den eneste forskel i forhold til dengang var, at Tour-kongen dengang hed Chris Froome. I dag hed han i stedet Jonas Vingegaard.

Bardets genrejsning kom dog slet ikke ud af det blå. Franskmanden viste jo allerede i Giroen, at han er en af DSMs få nyere succeshistorier, da de har sat liv i en ellers hensygnende karriere. Vi ved stadig ikke, om han kunne have taget kampen op med Jai Hindley i klassementet, men måske var hans sygdom held i uheld. Det gav ham i hvert fald mulighed for at køre klassement i Touren, og selvom han i starten så ud til at være på et lavere niveau end i maj, kan han nu måske lugte en tredje podieplads.

Læs også

Tourdirektør ønskede sig ikke Vingegaard og Evenepoel på samme hold

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

For Quintana var det derimod overraskende. Colombianeren var kommet stærkt i gang med løbet med en chokerende enkeltstart, men da han fejlede i fredags, lignede det en gentagelse af det, vi har set til hudløshed i de senere år. Her er Quintana ofte startet lovende, men hans svigtende holdbarhed har altid ført til et kollaps. Om den også gør det senere i løbet, har vi til gode at se, men det lurer i hvert fald som en overhængende risiko. Og så er det vel også lidt uklart, hvor stor glæde han havde af, at dette var etapen med de højeste tinder. Han er trods alt colombianer. Pyrenæerne ligner af to grunde således en større trussel, men hvis han så får mere hjælp fra en ellers genrejst Warren Barguil, end han gjorde i dag, kan det måske alligevel blive til et resultat.

Han var imidlertid slet ikke den eneste, der genrejstes. Det gjorde også Geraint Thomas. Nej, han er ikke tæt på at være den rytter, han var i 2018, hvor han slet og ret var i særklasse i netop disse alper, hvor han vandt to etaper på to dage, men han har nået et langt højere niveau, end jeg havde drømt om. Han har klart signaleret, at det efter nogle svære år vil være stort med endnu en podieplads, og at sejren ikke nødvendigvis har førsteprioritet, og det virker som en fornuftig disposition. Vingegaards niveau kommer han ikke i nærheden af, men med 40 km enkeltstart forude kan han tillade sig at drømme om 2. pladsen, hvis Pogacar skulle ende med at kollapse helt.

I det hele taget var det en storartet dag for Ineos. Adam Yates har altid haft det svært på denne slags bjergetaper med lange stigninger og mange højdemeter. Det havde han for så vidt også i dag, for efter dagens etape står det vel stadig helt klart, at Yates næppe nogensinde ender på et grand tour-podium. Til gengæld klarede han opgaven betydeligt bedre, end man kunne have frygtet, og nu lurer så truslen om den altid svigtende holdbarhed, der er Yates-brødrenes store udfordring. Det gør den også for Tom Pidcock, hvis begrænsninger i bjergene var åbenbare, men som forsvarede sig så flot, at der bestemt er grund til at lade de grand tour-dømme, han har, leve videre.

Foto: A.S.O./Charly Lopez

Det endte jo faktisk også som en god dag for David Gaudu. Det lignede ellers længe endnu en nedtur for den franske guldfugl, men med fabelagtigt holdarbejde kom han hjem med skindet så meget på næsen, at han kan drømme om top 5, hvis hans svigtende stabilitet holder hele vejen. Det skyldes ikke mindst Michael Storer, der bekræftede det tårnhøje niveau, han pludselig fandt sidste sommer, og Valentin Madouas, der leverede sit livs bjergridt og satte en fed streg under, hvorfor det var han betog os alle så meget i de flamske klassikere i år. Måske har Pogacar fået al opmærksomheden, men han er altså ikke den eneste, der i år har kørt stærkt både på brosten og i Tourens bjerge. Det er uhyre lovende for fremtiden!

Dagens måske største overraskelse var dog nok Alexey Lutsenko. Astanas i forvejen katastrofale sæson har set endnu mere pauver ud i en Tour, hvor holdet på hviledagen blot havde indtjent 600 euro og lå langt, langt efter B&B, der var næstsidst på Tourens præmieliste. Indtil i dag var der næppe heller nogen, der havde opdaget, at kasakkerne var med i løbet, men i dag viste kasakken, at det faktisk slet ikke er helt så ubegrundet, at han har foretaget en grand tour-satsning, jeg ellers betragtede om hovedløs. Sidste år blev han ganske træt i den tredje uge, hvad man kan frygte igen, men denne gang synes formkurven jo at have en helt anden retning grundet en sæson, der ellers er blevet ødelagt af styrt og sygdom.

Styrt har også ødelagt løbet for Aleksandr Vlasov, men han forsvarede sig nu ganske hæderligt i dag. Medmindre han rammes af den yoyokørsel, der desværre har kendetegnet hans karriere, kan han fortsat satse på en samlet top 10, hvis ryggen fortsætter med at være i bedring. Det er selvfølgelig ikke, hvad han kom efter, men i lyset af omstændighederne er en første top 10 i Touren mere end godkendt - også selvom han og Roglic så kan bruge Paris-etapen på at diskutere, hvad det kunne være blevet til, hvis ryggen var lige så intakt, som den var for halvanden uge siden i København.

Lussinger

Det gik i hvert fald meget bedre for Vlasov end Enric Mas. Spanieren var dagens helt store skuffelse, for selvom han stadig har kurs mod en samlet top 10 - særligt hvis han som vanligt bliver bedre og bedre undervejs - men efter den lovende Vuelta, det stærke forår og en positiv begyndelse på løbet følte jeg mig ret sikker på, at han havde kurs mod en stor Tour. Det var ingenlunde tilfældet i en i forvejen trist sæson for Movistar, men måske er alt håb ikke ude. Spanieren kan vel satse på sine dieselegenskaber, og med et meget stort tidstab burde han måske med offensiv kørsel kunne bringe sig lidt tættere på den top, han rettelig hører hjemme i.

Læs også

Giro-etapevinder mangler hold: - Jeg tror, min erfaring kan være værdifuld

Det har Damiano Caruso aldrig gjort, men alligevel var der efter sidste års Giro grund til at have visse forventninger. Efter en trist start lignede han også en mand i fremgang, men i dag endte det i et for en af løbets mest stabile skikkelser i et så stort kollaps, at man ikke kan undgå at tænke, at sygdom kan spille ind. I det hele taget har løbet kurs mod at blive en katastrofe for det ellers normalt succesrige Bahrain-mandskab, for med undtagelse af en genrejst Luis Leon Sanchez og en desværre udgået Jack Haig synes ingen af holdets ryttere at have fundet det niveau, man ville forvente, heller ikke Dylan Teuns, der ellers viste sig lidt frem i dag.

Også for Neilson Powless og Aurelien Paret-Peintre står det klart, at de nu kan lade klassementet sejle, men det har jo ligget i kortene hele tiden, at deres potentiale var begrænset. Det burde det til gengæld ikke have været for Louis Meintjes, der i år har virket så overbevisende, men da vi endelig ramte det terræn, hvor han burde excellere, fik han en lussing, som end ikke hans dieselmotor synes at kunne redde.

Den største lussing tilkom imidlertid ikke ham. Den blev serveret lige i ansigtet på Pogacar, der led et nederlag af en størrelse, vi nok har set, men aldrig i de løb, hvor han for alvor har ambitioner. Den aura af usårlighed, han er blevet tildelt i de seneste uger, har hele tiden været ubegrundet - i hvert fald siden svaghedstegnet på Pogacar-stigningen i fredags - men dagen i dag vil alligevel skrive sig ind i historien. For 36 år siden var det her, at Bernard Hinault endegyldigt viste sig at være menneskelig og ikke kun et urørligt monster, og i dag afslørede samme bjerg, at også Pogacar faktisk bare er et menneske. Spørgsmålet er vel snarere, om ham thyboen også er det.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER