Tour de France-analyse: Da Touren blev social

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Da jeg som barn var en - temmelig elendig - fodboldspiller, var det ofte en diskussion, om vi skulle socialt eller ej. Personligt var jeg glad for, at vi valgte den sociale tilgang, da det nok var min eneste vej til spilletid, men det var bestemt ikke alle, der traf det valg. Det har vel alle dage været den evige diskussion i diverse ungdomsklubber, om man skal vælge det ene eller det andet.

Indenfor elitesport er det dog anderledes - eller burde i hvert fald være det. Her handler det i første række om resultater, og det er bedste kort, der spilles. Sådan er det også inden for cykelsport, hvor det skam bestemt er meget normalt at fordele opgaverne og chancerne igennem året, men når det virkelig gælder, er det A-kæden, der satses på. Og der hvor det virkelig gælder, er i Tour de France!

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Derfor burde det være verdens letteste opgave at være Alpecin-sportsdirektør. Man skal ikke have set mange af Tim Merliers spurter de seneste to sæsoner for at vide, at han er en af verdens allerhurtigste sprintere. Det er ikke uden grund, at han i Giroen blev en af de få, der vandt karrierens første grand tour-massespurt, og forleden tillige blev en af de endnu færre, der vinder karrierens allerførste Tour-massespurt. Det er ganske få, der besidder så tårnhøj en klasse, at de kan brage ind på scenen med en sådan kraft, og derfor burde taktikmødet hos Alpecin kunne klares på et halvt minut med ordene: ”Alle mand for Tim!”

Sådan er det nemlig inden for elitesport - eller burde være det! Tilsyneladende opererer Roodhoft-brødrene, der ellers med stor succes har stået i spidsen for verdens bedste ProTeam, bare efter en logik, der ellers burde høre til i alverdens ungdomsklubber. Her fordeler man tilsyneladende opgaven, så alle får deres chance, og når nu Merlier allerede har vundet, må det altså være Jasper Philipsens tur nu.

Jeg anerkender, at holdet er i en penibel situation. Forud for sæsonen var der lagt op til, at Merlier skulle satse på Giroen, og at Touren kun var en eftertanke, og at Philipsen sammen med Mathieu van der Poel skulle være hovedmanden i Touren. I det lys er det måske ikke uventet, at Philipsen mildt sagt virkede mere skuffet end glad, da han i mandags fik berøvet sin chance på den første sprinteretape, hvor han fornemt afleverede sin hurtigere holdkammerat til sejr.

På den baggrund kunne det måske nok forsvares at køre tirsdagens spurt for Philipsen - om ikke andet for harmoniens skyld. Det let stigende opløb på en smal vej, hvor positionering var afgørende, lå bestemt ikke ringe til belgieren, der sidste år tog to store sejre, nemlig i en teknisk finale i BinckBank Tour, hvor han udnyttede sine eminente placeringsevner, og i en stigende finale i Vueltaen, hvor han udnyttede sine evner til at spurte op ad bakke. Da det efterfølgende stod helt klart, at Mark Cavendish var ham klart overlegen - et faktum, der syntes ret klart allerede efter årets spurter i Tyrkiet og Belgium Tour - burde det dog være ret enkelt at forklare den gode Philipsen, at det nu måtte være Merliers tur igen - i hvert fald så længe den ikke specielt holdbare supersprinter stadig har den friskhed, han ikke nødvendigvis har i den tredje uge.

Logikken så ud til at råde, da Van der Poel forud for etapen erklærede, at det skam var Merliers kort, der skulle spilles i dag. Det burde heller ikke kunne være anderledes. Én ting er hans overlegne fart. Noget andet er, at han vil næsten kunne mistænkes for selv at have designet dagens finale i Chateauroux. Det lange, brede opløb med medvind var designet til en sand powersprinter og stillede ikke specielt store krav til positioneringen, særligt da ikke hvis man havde et tog i den klasse, vi har set fra det hidtil altdominerende Alpecin-hold. Merlier har vist sig som en sand konge af disse alenlange powerspurter, og det lignede på forhånd faktisk en umulighed at se ham tabe, hvis Alpecin-maskinen fungerede så eminent, som den gjorde det på 3. og 4. etape.

Det lignede altså det nærmeste, man kommer en sikker sejr i det kaos, der kendetegner massespurt - i hvert fald indtil lilleputmentaliteten igen tog over. Det er i skrivende stund ikke lykkedes mig at finde en reaktion fra hverken Merlier eller Philipsen, men det bliver meget interessant at få afklaret, hvad der sket i tidsrummet mellem Van der Poels udmelding om, at Merlier var kaptajnen, og det øjeblik, hvor Merlier på opløbsstrækningen i Chateauroux for anden gang på tre dage trådte an for at aflevere sin langsommere holdkammerat. Havde Merlier meldt om dårlige ben? Kastede Van der Poel røgslør ud over hele cykelverdenen? Var Philipsen igen blevet sur? Eller er der hold i rygterne om, at et muligt holdskifte fra Merliers side allerede har sendt ham permanent ned i hierarkiet? Det bliver meget interessant at blive klogere på, når engang de belgiske medier får de to belgiere i tale.

Det gik ellers helt, som jeg havde forudset i gårsdagens optakt, da den korte, hurtige og befriende ustressede etape nåede sin konklusion på den lange, lige vej i Chateauroux. De to på papiret stærkeste tog, Alpecin og Deceuninck, var altdominerende og involveret i et drag race, hvor det i sidste ende blev afgørende, at Alpecin som ventet kunne drage fordel af deres større antal. Mathieu van der Poel førte belgierne frem på siden det blå tog, der heller ikke var hjulet af, at et stærkt udbrud med Greg van Avermaet og Roger Kluge havde tvunget dem til at brænde Kasper Asgreen af lidt for tidligt, og selvom Davide Ballerini er brølstærk og tog en vanvidsføring, løb han naturligvis tør for kræfter, da Van der Poel slog ud og overlod ansvaret til en frisk Jonas Rickaert. Michael Mørkøv måtte tage over en anelse for tidligt, hvis Deceuninck-drengene ikke skulle løbes over ende, og dermed blev vi for tredje gang i træk vidner til en opvisning i flot lead-out fra Alpecin, der nok engang dominerede.

Da Rickaert slog ud, var det, at Philipsen skulle have afleveret Merlier til den sikre sejr, men sådan gik det altså ikke. I stedet var det for anden gang på tre dage Merlier, der serverede etapen på et sølvfad til sin langsommere holdkammerat, og desværre blev de beslutning lige så dyr, som den var blevet det 48 timer forinden. Cavendish havde nemlig været snu og hurtig nok - den gamle næse, som ellers syntes at være forduftet, er ikke helt væk endnu - til at springe fra Mørkøvs hjul og sikre sig lidt mere læ bag sine rivaler. Derefter blev det igen et opgør mellem Philipsen og Cavendish, som det var det i forgårs og i Tyrkiet tidligere i år. Og igen blev udkommet, som det oftest har været det, nemlig at briten viste sig som den klart hurtigste.

Man kan sagtens argumentere for, at Cavendish burde være deklasseret. Han holdt hvert fald ikke sin linje, og det kan virke en anelse uforståeligt, at han slap nådigt fra juryens hårde dom - især i lyset af den fokus, der på det seneste har været på netop det aspekt af massespurterne. Det ændrer dog ikke på, at Philipsen for længst var blevet passeret af briten, og at sejren utvivlsomt gik til den bedste af de sprintere, der deltog i spurten.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I virkeligheden er det en skam. Vi så i Belgium Tour et af de mest fantastiske spurtopgør mellem Cavendish og Merlier, der spurtede side om side i en evighed, indtil briten akkurat trak det længste strå - dog formentlig fordi det den dag var ham og ikke Merlier, der havde det bedste tog. Det vidner om, at vi kunne have fået et herligt opgør mellem løbets to på papiret hurtigste, hvis blot Alpecin havde spillet det kort, der burde være det logiske. Selvfølgelig kan det belgiske ProTeam argumentere for, at en deklassering måske skulle have givet dem sejren, men det er vel ikke på den måde, man ønsker at vinde, når rivalen åbenlyst er hurtigere? I hvert fald ikke hvis man kører konkurrence og ikke socialt cykelløb.

Det skal absolut intet tage fra Cavendish, der blot gjorde det mindeværdige comeback endnu smukkere ved at tage sin tredje sejr i præcis det opløb, hvor han helt tilbage i 2008 tog den første af de 32 Tour-etapesejre. Igen i dag viste han, at hans fart atter hører til blandt de allerhøjeste i feltet, og i dag viste hans Deceuninck-tog, at de med Ballerini, som ødelagde hjulet og manglede i forgårs, bestemt har styrken til at udfordre Alpecin, selvom de antalsmæssigt er i undertal. Det fortjener i den grad en sejr.

Nu begynder den Merckx-rekord, han helst ikke snakker om, også at blive mere og mere realistisk for Cavendish, selvom man for nogle uger ville have slået en hånlatter op hver gang, de 34. etapesejr blev nævnt. Med tanke på hans klatring og holdbarhed i de seneste sæsoner har jeg stadig meget svært ved at se ham gennemføre løbet - han var ikke just tæt på at følge med gruppettoen i Andalusien tidligere i år, og da han sidst kørte Touren i 2018, faldt han prompte for tidsgrænsen - men kan han bare få rumpen med op over Alperne, får han tre chancer i løbet af den anden uge. Det er i teorien nok til at bringe ham op på 35, i hvert fald hvis Alpecins gavehumør rækker hele vejen til Paris, eller Merlier bliver lige så hurtigt træt, som han gjorde i Giroen, hvor han allerede tidligt begyndte at melde om aftagende power i spurterne.

Det kan blive endnu bedre end det. Kommer han også igennem Pyrenæerne, må han være den store favorit til at vinde den grønne trøje. Med Merlier frivilligt ude af billedet er der ingen, der nærmer sig hans topfart - i hvert fald ingen, der også har to så gode lead-out men som Ballerini og altid sublime Mørkøv - og det ser derfor ikke ud til, at det er spurterne, der står i vejen for hans anden pointtrøje. Det er derimod bjergene.

Hvem kan true ham? Philipsen har efterhånden scoret så mange point, at den grønne trøje bliver hans bedste argument for, at de også skal satse på ham, når der næste gang skal spurtes på tirsdag. Nu kan det vel ikke længere udelukkes, at pointkonkurrencen bliver endnu en stopklods for Merliers chancer, men det kan til gengæld heller ikke udelukkes, at Philipsen i givet fald ender med trøjen. Forsvinder Cavendish fra billedet, har Philipsen i hvert fald toget til at sikre sig den stabilitet, der er nøglen til enhver grøn trøje.

Mange pile peger til gengæld også på Nacer Bouhanni. Det var der ikke meget, der tydede på inden løbet, men som jeg har bemærket flere gange, kunne man allerede inden løbet se, at den iltre franskmand var uhyre velforberedt. Med den altid upåklagelige positionering og en i dag igen konkurrencedygtig Dan McLay, der er kommet sig så meget, at han afleverede sin kaptajn fornemt, har Bouhanni alle remedier til at sikre sig den grønne trøje - også selvom han måske ikke nødvendigvis vinder en etape. Farten rækker i hvert fald langt, selvom det modsat i tirsdags denne gang akkurat ikke lykkedes ham gå forbi Philipsen, der kunne lukrere på sit sublime tog.

Det lykkedes dog også for Peter Sagan at holde sig fornuftigt inde i billedet. Som altid havde positioneringskongen nemlig fundet hjulet på det bedste tog, og han sad helt perfekt placeret bag Philipsen, der meget vel kunne have trukket ham frem til en sikker podieplads. Denne gang tabte han dog højst usædvanligt en boksekamp - måske fordi han stadig er mærket af sine skader - og lod Bouhanni puffe sig væk, da McLay afleverede franskmanden helt fremme. Det kostede nogle dumme point i en finale, hvor han stadig ikke har farten til at vinde, men han synes lige nu at spurte ganske fornuftigt og stadig besidde evnen til at finde det bedste hjul. Med tanke på, at han altid bliver bedre og bedre, og fremtiden for folk som Merlier og Cavendish er tvivlsom, ser endnu en grøn trøje ikke umulig ud, selvom han lige nu i bogstaveligste forstand er bagud på point.

Det er Arnaud Demare også, men selvom en 4. plads ikke er målet for franskmanden, er han faktisk en af dagens vindere. I forvejen har FDJ nærmest ødelagt hans chancer ved at lade Ramon Sinkeldam blive hjemme, og da hans vigtigste mand, Jacopo Guarnieri, styrtede i finalen, var positioneringssvage Demare reelt prisgivet længe inden selve spurten. Derfor var det helt efter bogen, at han skulle starte sin spurt alt for langt tilbage, men han nåede heldigvis at vise, at farten rækker til mere end det pauvre udbytte, vi har set hidtil. Nu må vi til gengæld se, hvor længe det holder, da Demare ikke er kendt for sin restitutionsevne, selvom det har bedret sig markant med årene.

Det er Michael Matthews, men igen i dag måtte australieren sande, at det trods hans gode placering i pointkonkurrencen bliver svært for ham at vinde. Han mangler ganske enkelt for meget i de klassiske massespurter, både hvad angår spurt og positionering. Det samme gælder for den ellers så formstærke Sonny Colbrelli, der altid har haft det svært i positionskampen og heller ikke i dag lykkedes med at komme frem i en spurt, der nu også passede ham urimeligt dårligt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Så havde Wout van Aert større chancer. Han har trods alt én gang tidligere i år slået Caleb Ewan. Ikke på fart, men fordi han er så god i positionskampen, og da Jumbo endda lidt overraskende stillede Mike Teunissen til rådighed for ham, så det faktisk kortvarigt lovende ud. Denne gang lykkedes det ham dog slet ikke at komme frem, og da det samtidig igen blev tydeligt, at der altså er bedre boulevardsprintere end ham, blev det ikke til det stærke gensvar på den megen uheld, Jumbo havde drømt om.

I det hele taget forløb spurten på mange måder, som man kunne vente. Igen kunne både Cees Bol og Mads Pedersen lukrere på deres stærke tog til at starte deres spurt relativt langt fremme, men også denne gang blev det tydeligt, at der er hurtigere folk end dem. De kan stadig finde trøst i, at deres hold er blandt de stærkeste, og hvis Bol, der var syg i optakten, og Pedersen, der altid bliver bedre og bedre, forbedrer sig igennem løbet, kan de måske lukrere på deres gode tog til at rejse sig senere i løbet, hvor de hurtigste vil være mærket af træthed. Allerede i den næste sandsynlige spurt på tirsdag er det i hvert fald ganske sandsynligt, at hierarkiet kan have forskudt sig.

Det kræver dog, at det overhovedet bliver en spurt. For anden gang på tre dage fik en normalt dødkedelig sprinteretape et anderledes nervepirrende forløb end ventet. Selvom vi savner Caleb Ewan og er ærgerlige over, at Ben O’Connor har tabt tid, er det faktisk en gave for løbet, at Lotto og Ag2r nu hverken har de helt store klassements- eller sprinterambitioner. Da der er meget få udbrudsetaper i dette løb, betyder det, at de er friske på at gribe sprinteretaperne offensivt an, og deres fælles angreb fra start skabte en meget interessant situation, der endda kunne have kostet Mathieu van der Poel den gule trøje.

Alpecin spillede nemlig højt spil. Det var ganske logisk at sende Rickaert med i det brølstærke udbrud, der hurtigt etableredes, da han kunne agere forstyrrende kontrollant, men det var et sats, at de alene overlod det til Arkea, Qhubeka og FDJ at jagte. Udbruddet havde så megen muskelkraft, at de sagtens kunne have lånt lidt ud til værdigt trængende, uden at det havde kunnet mærkes synderligt, og derfor var der al mulig grund til at tro, at de kunne have knækket de tre jagtende sprinterhold, der nok havde nogle motorer, men slet ikke så mange som udbruddet. Hvis først de tre hold havde kastet håndklædet i ringen, havde er ikke været andre sprinterhold til at jagte, og så var Alpecin formentlig kommet til kort, hvis de mod det uhyggelige klasseudbrud alene skulle have forhindret Asgreen i at tage trøjen.

Desværre var samarbejdet for ringe, og chancen blev spildt. Ifølge Thomas de Gendt havde både Asgreen og Politt kun lov at føre af halv kraft - formentlig fordi de mest af alt tænkte på Cavendish og Sagan - og Kragh skulle åbenbart følge den lidt tvivlsomme taktik at beskytte Bol. Da Rickaert af åbenlyse grunde heller intet skulle, var det kun De Gendt, Toms Skujins, Greg van Avermaet og Georg Zimmermann, der for alvor ville det, og dermed blev chancen for en uventet udvikling på etapen forspildt. I stedet endte Van Avermaet i et nok ikke helt gennemtænkt udbrud, der kostede et hav af kræfter dagen inden en af de få etaper, han rent faktisk kan vinde.

I det mindste gjorde han forsøget, og da han først blev hentet 2,5 km fra stregen, var det et behjertet et af slagsen. Det samme kan ikke på samme siges om Alpecin. Bevares, de gik skam efter at vinde etapen, men kun på samme måde, som når lilleputholdet skifter den bedste angriber ud, fordi det nu er de andres tur. Normalt spiller man ellers ikke socialt i elitesport, men hos det belgiske hold forholder det sig åbenbart anderledes.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har jeg set, at Van der Poel bekræftet, at han endda i selve finalen stadig troede, at han var i gang med at køre lead-out for Merlier!!! Det er en interessant intern kommunikationsgang. Jeg afventer stadig en reaktion fra de to sprintere selv.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+