Tour de France-analyse: Danish Dynamite

Ni år skulle der gå. Ikke siden Nicki Sørensens dybt overraskende sejr i 2009 har der været dansk etapesejr i verdens største cykelløb, og selvom Danmark har vist sig frem på et hav af andre cykelscener, har det gjort ondt, at det ikke er lykkedes i det eneste løb, der samler interesse fra den bredere danske offentlighed og ikke kun cykelfans. Jakob Fuglsang var tæt på i 2013 og kunne måske have vundet i 2014, hvis ikke han var blevet pløjet ned af en motorcykel, men derudover har vi ikke været tæt på at bryde tørken.

Det skyldes nu ikke mangel på kvalitet. Tværtimod har Danmark længe været beriget med en stribe cykeltalenter, der langt overgår, hvad et lille land af vores størrelse kan forvente, men forskellige omstændigheder har gjort det svært. Først og fremmest var de fleste danskere i mange år engageret på et Tinkoff-hold med stjerner som Alberto Contador og Peter Sagan, der gjorde det svært at jagte personlig succes, og derudover har Fuglsang enten været låst i en hjælperrolle for primært Vincenzo Nibali eller først og fremmest haft øjne på klassementet.

I den forstand er Tinkoffs kollaps faktisk en gave for Danmark. Det har nemlig betydet, at vores store talentmasse er blevet spredt på et hav af forskellige hold uden samme klare hierarki, som der var på et af sportens allerstærkeste mandskaber, og det har givet resultat. Samtidig med at den gyldne generation er blevet modnet, er de kommet til hold uden samme stjernebesætning, og det er i høj grad forklaringen på, at Danmark nu kan høste frugten af et helt formidabelt kuld af talenter, der opnår resultater på snart sagt enhver scene og i alle terræner.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Og selvfølgelig skulle det være i 2018, at tørken blev brudt. I år er resultaterne nemlig kommet væltende i en lind strøm med en sådan hast, at det næsten måtte give pote også på den største scene. Klarest i erindringen står naturligvis Michael Valgrens store sejre i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad samt Mads Pedersens chokerende debutantandenplads i Flandern Rundt, men også Jakob Fuglsangs etapesejr i Romandiet Rundt og andenplads i Tour de Suisse samt Christopher Juuls og Søren Kraghs etapesejre i Tour de Suisse har bidraget til, at Danmark ligger solid placeret på en flot 9. plads på verdensranglisten og er i gang med den suverænt bedste sæson i mange, mange år.

I alt dette er Magnus Cort faktisk blevet glemt en smule. Den danske sprinter var ellers på alle læber, da han for to år siden vandt to etaper i Vueltaen, men siden da er han blevet overskygget af sine landsmænd. Derfor var det da også snarere Valgren og Kragh, der blev nævnt som mulige etapevindere forud for en Tour, hvor det meste fokus i Danmark ellers har handlet om Fuglsang, og på forhånd så det også svært ud for Cort at vinde en etape.

Ruten bød nemlig ikke på mange muligheder for en ryttertype som Cort. Han er nemlig ikke hurtig nok til at vinde rene massespurter, og han vinder naturligvis ikke bjergetaper. Puncheurfinalen på 5. etape kunne have været en mulighed, men den kringlede afslutning var ikke oplagt for Cort, der ikke just har brilleret i positionskampen, og derfor så det ud til, at etaperne enten var for svære eller for lette for en fyr med Corts karakteristika.

Sådan ville det i hvert fald have været under normale omstændigheder, men i løbet af det sidste års tid er der sket noget med Cort, der har undergået en markant forvandling. Det har i den grad knebet med spurterne, hvor han slet ikke har haft fordums hurtighed, men til gengæld har han klatret på et helt nyt niveau. Egentlig var de første tegn der allerede ved VM sidste år, hvor Cort imidlertid gamblede stort og satsede alt på en sejr og dermed missede det, der meget vel kunne have været en bronzemedalje, hvis han havde ventet på spurten.

Mest tydeligt blev det dog i februar. Her lagde Cort ud med at spurte sig til en andenplads på Muren i Hatta Dam i Dubai Tour, hvor det måske endda kunne været blevet til sejr, hvis ikke han - igen - havde været dårligt positioneret. Bare et par uger senere klatrede han fra langt mere klatrestærke folk, inden han overspurtede en lille gruppe på 4. etape af Tour of Oman, og dermed var scenen sat til, at Cort i år ville overvinde udfordringer, der tidligere har været for svære.

Efter en fin klassikersæson viste han det igen, da han tog mange på sengen ved at overspurte en vis Greg Van Avermaet i en rigtig puncheurfinale i Tour de Yorkshire på en bakke, der tidligere havde været alt for hård for ham. Ganske vist knækkede han senere på kongeetapen, men sejren var endnu et skridt i den udvikling, der stille og roligt har bragt Cort frem mod noget andet end det, der i første omgang fangede Cykeldanmarks interesse i Vueltaens massespurter.

Forud for årets Tour var der - når man ser bort fra 5. etape - reelt kun én chance for Cort, nemlig dagens 15. etape. Al logik sagde imidlertid, at en rute med et kategori 1-bjerg i finalen ville være får hård kost, men den side af Corts logiklærebog var tilsyneladende faldet ud under rejsen. Med fremragende kørsel i Alperne, hvor han sad med hos Fuglsang ganske længe havde indikeret, at det måske kunne lade sig gøre, men da han befandt sig i en gruppe med klassikerstjerner som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Sonny Colbrelli samt sublime klatrere som Domenico Pozzovivo, Rafal Maja, Ion Izagirre og Bauke Mollema, så det trods alt ud til, at han nok var en anelse overmatchet.

Det var han imidlertid ikke. Da gruppen ramte den afgørende stigning, sejlede Sagan - der trods alt viste en vis menneskelighed ved ikke at kunne køre med om sejren på to hårde etaper i træk - og Van Avermaet hurtigt agterud. Foran sad Cort limet til hjulet på de små spirrevipklatrere, og selvom han trods alt måtte lade en stadig mere formstærk Majka køre væk, viste han sig stærkere end folk som Izagirre, Pozzovivo og Mollema, der normalt kører med om de sjove placeringer på bjergetaper. Man kunne ellers ikke have fortænkt ham i defensiv ”følgen-med”-kørsel, hvor han satsede 100% på sin spurt, men det gjorde han bestemt ikke, da han først forsøgte at følge Majka og siden var eneste mand til at holde Mollemas hjul.

Det placerede ham i en fremragende situation. Lille Majka har ikke skyggen af chance for at holde sig fri over 20 km flad vej, og samtidig betød den hårde sidemodvind, at det var meget svært for andre at angribe. Cort var på forhånd klart den hurtigste i den otte mand store gruppe, der samledes, men han så i den grad ud til at blive afhængig af Michael Valgren. Enhver med lidt cykelindsigt ville nemlig vide, at Cort ville være umulig at slå i en spurt, og derfor var der lagt op en angrebsfest, hvor særligt Trek og Bahrain skulle udnytte, at de ligesom Astana sad med to mand.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Cort var imidlertid så meget ovenpå pedalerne, at han slet ikke fik brug for Valgren. Tværtimod var det ham selv, der svarede på alle angreb, og da gruppen knækkede, var han naturligvis med i front. I det hele taget efterlod han det indtryk, at han var mindst to niveauer over de andre, og derfor virkede hans forudsigelige spurtsejr over de sidste 10 km nærmest til at være en formalitet.

Man kan imidlertid i den grad undre sig over rivalernes taktik, for de gjorde bestemt ikke meget for at gøre det svært for Cort. Tværtimod fik Trek og Bahrain absolut intet ud af at sidde med to mand. Først splittede gruppen og eliminerede den fordel, så det overtal effektivt blev elimineret, og derefter slæbte Mollema og Izagirre gladelig Cort til stregen, hvor han blot behøvede at træde to-tre gange for at knuse dem i spurten. Kun et halvforkølet angreb fra Izagirre forsøgte at forstyrre Cort-festen, men da det mislykkedes, forærede de danskeren sejren. Om de lod sig intimidere af hans store styrke, skal jeg lade være usikkert, men man kunne have forventet, at stjerner som Izagirre og Mollema havde kørt for mere end en andenplads…

Rivalernes taktiske sammenbrud tager imidlertid intet fra Cort, der var udbruddets stærkeste mand og derfor til fulde har fortjent at være manden, der bryder den danske tørke. Dermed fortsætter Astana med to etapesejre på en weekend også deres drømmesæson, hvor på papiret halvsvage mandskaber gang på gang sætter mere etablerede stjerner til vægs. Det har været et gennemgående tema gennem hele sæsonen og fortsætter altså her, hvor de færreste vel havde forventet, at netop de skulle komme hjem som et af de mest succesrige mandskaber. Det kan godt være, at det udadtil ser ud til, at mange ting sejler en anelse, men antallet af sejre viser, at et eller andet må blive gjort rigtigt hos kasakkerne.

Etapen blev til gengæld en forspildt mulighed for mange af stjernerne, og man kan i det hele taget undre sig over prioriteringen hos flere mandskaber. Det var meget svært at se, hvordan typer som Domenico Pozzovivo og Rafal Majka skulle kunne vinde en etape som denne, og det virkede mildest talt som spild af gode kræfter at gøre forsøget. De kunne sikkert være bedre anvendt i Pyrenæerne, men deres lovende kørsel her viser trods alt, at de begge er så velkørende, at de fremstår som nogle af de mest oplagte vinderkandidater, når det fra tirsdag atter går løs i bjergerne. Også Mollema, der formentlig var på jagt efter lidt moral, synes at være kommet sig over sine rygproblemer og kan måske alligevel gentage sidste års etapesejr efter de bristede klassementsambitioner. Det ser til gengæld sværere ud for Serge Pauwels, Marc Soler og Daniel Martinez, der slet ikke kunne leve op til deres status som gode klatrere på dagens etape.

Skønne spildte kræfter var det også for Dan Martin, der intet fik ud af sit ellers storslåede angreb. Desværre var forsøget mere hjerte end hjerne, for det var svært at se, at det nogensinde skulle føre nogen vegne. Det var ellers ikke nogen dårlig ide at teste Sky, og havde han fået en mand eller to med sig, havde han måske kunnet snige sig til lidt tid, som han med lignende angreb gjorde to gange sidste år. Da først han var kommet alene afsted, og de øvrige favoritter tilbød Sky en våbenhvile, burde Martin nok have kigget på rutekortet og indset, at han i 20 km kamp på flad vej med en hård mistralvind ind i ansigtet nok ikke havde mange chancer i kamp mod motorerne Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski. Man kan kun tage hatten af for Martins offensiv og vilje til at udfordre Sky - sidste år gav det som sagt også flere gange pote - men i dag burde han noget tidligere have indset, at man trods alt skal økonomisere lidt med kræfterne, hvis man vil køre klassement i en grand tour. Simon Yates kan i hvert fald fortælle ham, at det ikke nytter noget at spille supermand.

Derfor endte etapen også uden det store drama for klassementsrytterne, der ganske vist brugte mange kræfter i en knaldhård indledning, som på tv-skærmen så betydeligt lettere ud, end den var, men som i de sidste 140 km fik sig en halv hviledag. Dermed bliver det til halvanden af slagsen, for i morgen står den atter på ro og hvile, inden det fra tirsdag går løs med det sidste og medrivende kapitel i Pyrenæerne, hvor de store spørgsmål skal besvares.

Kan Roglic og Thomas virkelig holde hele vejen til Paris? Rammer Giroen alligevel Froome og Dumoulin i nakken mod slutningen af løbet? Hvordan håndterer Sky deres luksusproblem med to kaptajner, hvoraf deres foretrukne vinder kun ligger nr. 2? Og kan Movistar rejse sig, så løbets andet supermandskab alligevel redder æren efter det, der hidtil har været en dundrende fiasko?

Tre pyrenæeretaper samt en kuperet baskisk enkeltstart vil give os svaret i den kommende uge. Bring it on!