Tour de France-analyse: De flyvende hollændere

For fire år siden lå hollandsk cykelsport i ruiner. Det var nu ikke, fordi der manglede talent at tage af, for det lille flade land er egentlig altid fortsat med at producere det ene supertalent efter det andet, og det gjorde de også i de år. Nej, forklaringen var snarere, at det gamle storhold, Rabobank, efter nogle år under navnet Belkin stille og roligt var gledet ned i hierarkiet, og trods tilgangen af en ny storsponsor i form af LottoNL nåede et lavpunkt i 2015, hvor det blot blev til seks sejre. Efterdønningerne af Amstrong-skandalen havde trukket holdet igennem sølet, og med flere års uafbrudt nedgang lignede det et mandskab på randen af et snarligt kollaps.

Heldigvis var manager Richard Plugge en resolut herre. Han trak stikket på det hidtidige strategi og indledte en genrejsning af holdet ved at starte fra scratch. Det gav allerede resultater bare knap et halvt år senere, hvor Steven Kruijswijk blot var et ærgerligt styrt fra at vinde Giroen, og med 19 sejre oplevede holdet lidt af en oprejsning efter den deroute, de havde været igennem i årene forinden.

Siden da er det trods et indtil i år beskedent budget gået slag i slag, hvor holdet bare er blevet mere og mere succesfuldt år for år. Lynhurtigt cementerede Dylan Groenewegen sig som verdens måske hurtigste sprinter, og det skulle vise sig, at Primoz Roglic, der ellers blot var hentet ind som hjælper, var et sandt fænomen, der hurtigt gjorde holdet til et af de allerbedste i ugelange etapeløb og konkurrencedygtig i grand tours. Sidste år kom Kruijswijk også tilbage på sporet med to top 5-placeringer i de lange etapeløb, og i år fik de endda koblet brostensklassikerne på deres stadig mere imponerende portefølje, da de med tilgangen af Wout van Aert havde en af de absolut stærkeste i de fleste af forårets store endagsløb.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Man kan argumentere for, at de stadig har deres mangler i de kuperede klassikere - selvom al logik siger, at Roglic sagtens kunne blande sig i dem, hvis han havde den slags interesser - men ser man bort fra den mangel, er det hollandske mandskab i dag et af de meget få, der har et absolut topnavn i alle sportens discipliner. Faktisk synes den største udfordring nu at være at give spillerum til alle holdets store navne, hvilket allerede er blevet synliggjort i denne Tour, hvor man i går måtte lade en potentiel top 10-kandidat i George Bennett føre på flad vej for Dylan Groenewegen. Og lettere er det bestemt ikke blevet af, at alle ryttere synes at blomstre op, så snart de ifører sig den gulsorte trøje, hvilket Mike Teunissen, som jeg fremhævede i gårsdagens analyse, lige nu er det mest oplagte eksempel på.

Trods holdets fantastiske udvikling må man alligevel være lidt lamslået af beundring over det, de har leveret de seneste to dage. Ikke blot har de efter dagens knusende magtdemonstration vundet to ud af to etaper, de sidder også på tre af de fire trøjer samt holdkonkurrencen. Kaptajnen Steven Kruijswijk er ubetinget den af klassementsrytterne, der er kommet bedst fra land, og i dag viste Bennett, som holdet havde regnet med at sætte af undervejs, endda, at han er en glimrende plan B, hvis ikke han fortsat må ofre sig på Groenewegens og Kruijswijks alter.

Den slags dominans er ganske vist ikke uset for et hold, der i 4 Dage ved Dunkerque vandt fem af seks etaper og tog en dobbelt sejr i klassementet, og som i det nylige ZLM Tour vandt fire af fem etaper og atter sikrede sig en samlet dobbeltsejr. Men denne gang taler vi altså ikke om et lokalt gadeløb henne på hjørnet eller et mindre 2.HC- eller 2.1-løb. Nej, vi taler om verdens største cykelløb, hvor holdet har været så suveræne, at de på 1. etape kunne vinde med en outsider, der greb en uventet chance til at sætte hele verdenseliten på plads, og på 2. etape tog en måske ikke uventet sejr, men en triumf, der blev opnået med en margin, som de færreste vel havde drømt om.

Holdløb plejer nemlig at være en knivskarp affære, der afgøres på marginaler. Sidste år var der således blot 11 sekunder mellem nr. 1 og 5 på den endnu længere tidskørsel, men modsat i går skulle der ikke noget målfoto til for at kåre Jumbo som vinderen. Bag dem var det ganske vist endnu mere tæt end sidste år, så der således blot var 12 sekunder mellem nr. 2 og 8, men i sammenligning med resten af feltet var Jumbo-drengene som på en anden planet og holdt en gennemsnitsfart, der var næsten en hel kilometer i timen højere end den, Ineos kunne holde.

Sejren er kulminationen ikke blot på den generelle genrejsning af holdet, men også på det fantastiske arbejde, holdets tidskørselsguru Mathieu Heijboer har leveret. Det er svært at sige, hvad det er, han kan, men sandheden er i hvert fald, at hollænderen synes at kunne forvandle de fleste til tempospecialist. I flere år har holdet stille og roligt etableret sig i toppen af det internationale tempohierarki, men mens det har fungeret på enkeltstarterne, har det knebet på holdløbene. Den mangel er blevet lukket i år, hvor holdet nu med sejrene i UAE Tour og Touren og 2. pladsen i Tirreno-Adriatico har været i top 2 i alle årets holdløb på WorldTour-niveau og dermed cementeret, at de nu skal regnes som de måske allerstørste specialister.

Mest imponerende var det, at sejren blev sikret trods fravær af to af holdets helt store motorer, Roglic og Jos Van Emden. Til gengæld havde de to andre i form af Tony Martin og Van Aert, og det er nærliggende at pege på netop de to som nøglen til sejr. Og samtidig er det svært ikke at fremhæve Van Aert som den formentlig væsentligste faktor, for der er efterhånden mere og mere, der peger i retning af, at Heijboer har forvandlet crossstjernen til et regulært tempofænomen.

Van Aert viste allerede, at han havde visse evner i kampen mod uret, da han helt sensationelt slog Tony Martin på en prolog i Belgium Tour for nogle år siden, men selvom han senere satsede på de belgiske mesterskaber, var det aldrig det store fokus. Han befandt sig trods alt på et lille hold uden adgang til hverken materiel eller ekspertise, og så sent som i sidste års Danmark Rundt blev han da også kun nr. 2 på enkeltstarten slået af vores egen Mads Pedersen.

Pedersen skal imidlertid nok glæde sig over, at han har sikret sig Van Aerts skalp. Heijboer skulle nemlig tilsyneladende ikke bruge mange måneder på at forvandle Van Aert til et sandt monster. Allerede i sin allerførste enkeltstart som Jumbo-rytter var han i en liga for sig og slog sågar en - ganske vist ikke helt formstærk - Tom Dumoulin med næsten et minut i årets Dauphiné. Siden knuste han al modstand i et historisk stærkt besat belgisk mesterskab, og i dag var det naturligvis ham, der førte Jumbo-mandskabet over stregen i forbindelse med den knusende magtdemonstration.

Nu skal man naturligvis ikke negligere Martin-faktoren, for selvom tyskeren ikke er det wattmonster, han var engang, er han stadig en eminent holdløbsrytter, og Heijboer har da også peget på, at Martin med sin indsigt og sans for detaljen har bidraget til at løfte hele holdet. Alligevel er sejren så overlegen, at det næsten kun kan forklares med, at Van Aert er ved at udvikle sig til et tempofænomen, hvis sande klasse vi blot er ved at få fornemmelsen af nu. Ganske vist er der lang tid til den 19. juli, men mon ikke årets enkeltstart vil give os en lidt klarere fornemmelse af, om Van Aert vitterligt er det, man må sidde med en klar fornemmelse af.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sejren var naturligvis i sig selv sød, for holdløbet er altid en af de vigtigste etaper, og den indebar endda, at Teunissen fik en ekstra dag i gult. Mindst lige så vigtigt var det imidlertid, at holdet sikrede Kruijswijk positionen som dagens klare sejrherre i klassementssammenhæng. Hollænderen, der i forvejen har fået designet en helt ideelle rute, hvor både koncentrationen af etaperne til sidst er som skabt til hans dieselmotor, og hvor bjergenes langt, opslidende karakter er ideelle for en dieselklatrer som ham, har i hvert fald sikret sig nogle tidsforskelle, han aldrig havde drømt om, da han tog flyet til Bruxelles tidligere på ugen. Og da Bennett som sagt overraskede sine holdkammerater ved at sidde med kammeraterne hjem, har holdet to helt legitime topkandidater, hvis det altså er muligt at beskytte to mand på et mandskab, der jo ikke just mangler interesser at forene.

Kruijswijk er imidlertid ikke den eneste, der kan være tilfreds. Det samme kan Ineos, der - måske hjulpet på vej af en tidlig startposition og svagere vind - med en andenplads vandt tid på næsten alle deres værste konkurrenter. Ser man alene på holdets trup, der udgøres af det ene tempofænomen efter det andet, kunne en 2. plads egentlig ligne en skuffelse, men sådan ser de næppe på det selv. I år alle holdets specialister anført af Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo og Gianni Moscon nemlig skuffet den ene gang efter den anden, senest ved de nationale mesterskaber, hvor Kwiatkowski og Moscon leverede indsatser, der grænsede sig til det halvpinlige.

Med den meget kraftige tendens gennem et helt år kunne man frygte, at holdet ligesom sidste år, hvor de trods en status som gigantfavoritter blot blev nr. 2, ville skuffe fælt, men det gjorde de slet ikke. Nuvel, holdets styrke berettigede til mere, men i lyset af sæsonens hidtidige forløb er både Thomas og Egan Bernal formentlig fint tilfredse med kun at have tabt lidt til Kruijswijk.

Det skyldes ikke mindst, at de to Ineos-kaptajner vandt mere tid end ventet på flere af deres allerværste rivaler. Mest markant er det, at Mitchelton-Scott faldt helt igennem og trods deres enorme stabilitet i holdløb endte helt uden for top 10. Ganske vist var der andre hold, der gjorde det markant ringere, men det er helt sikkert ingen trøst hos Matthew White og resten af det australske holds ledelse. De havde nemlig set dagen i dag som en stor chance for Adam Yates til at vinde tid, men nu blev han i stedet sat tilbage i forhold til en helt stribe ryttere, han burde have haft et forspring til. Og med tanke på, at specielt Michael Hepburn stort set alene er udtaget med netop denne etape for øje, er det svært at forestille sig, hvor voldsom en gravkammerstemning der er hos det australske mandskab ved aftenbordet i dag. Naturligvis er de 21 sekunder, han satte til i forhold til Thomas og Bernal formentlig uden den helt store betydning i Paris, men i en sport, hvor betydningen af momentum er stor, er det i hvert fald en kedelig indgang til de kommende to uger, der primært handler om overlevelse.

Det er det bestemt også for Movistar. Ganske vist er spanierne, der ellers vandt bronze ved VM for fire år siden, slet ikke specialister længere, nu hvor de har sagt farvel til navne som Castroviejo, Adriano Malori, Alex Dowsett og Izagirre-brødrene. Alligevel var dagens 17. plads en fæl skuffelse, og selvom tidstabet på 41 sekunder til Ineos faktisk ligger inden for det, de på forhånd havde regnet for acceptabelt, må det komme som en fæl skuffelse, at et af sportens allerstørste hold bliver slået af miniputter som Cofidis, UAE og Dimension Data, der som regel nærmer sig bunden af klassementet i holdløb.

Endnu værre gik det for Trek og Richie Porte, der i den grad må have savnet sin gamle BMC-trøje og tilstedeværelsen af folk som Rohan Dennis og Stefan Küng, der gang på gang har gjort ham til en nærmest kronisk vinder af diverse holdløb. Ganske vist vidste vi alle, at Porte og Trek ville få det vanskeligt i denne disciplin, men et tidstab på næsten et minut til Ineos tenderer at være en regulær katastrofe. Desværre er der også en helt naturlig forklaring, da Koen De Korts styrt i går og Toms Skujins’ maveproblemer betød, at holdet reelt var reduceret til seks mand, men det er formentlig en ringe trøst. Noget kunne desværre tyde på, at evigt uheldige Porte bare er ramt af en Tour-forbandelse, der synes uden ende. På den baggrund kan man næsten kun frygte, hvordan det vil gå ham på 9. etape, der som bekendt to år i træk har sendt ham på hospitalet med knækkede knogler.

Den tredje helt store taber var naturligvis Romain Bardet, der - hvis man ser bort fra Guillaume Martin, hvis Wanty-hold i forvejen var det klart bedste bud på etapens sidsteplads - endte som den ringeste klassementsrytter. Også hans tidstab var helt forventeligt, men ligesom for Porte gælder det, at en 19. plads nærmer sig det utilgivelige, specielt fordi de blev slået af så mange temposvage hold. Desværre har det slet ikke hørt i olie for Bardet i en sæson, der mest har været til skraldespanden, og man kan frygte, at denne kedelige start blot er en fortsættelse af en tendens, der ser ud til at kunne blive et tema gennem hele sæsonen for en mand, der i forvejen ikke havde sin bedste Tour i 2018 og generelt har oplevet en nedadgående tendens igennem de seneste sæsoner.

Lidt mindre ærgerlig har Emanuel Buchmann og Patrick Konrad grund til at være, men Bora-mandskabets 12. plads står med sikkerhed ikke mål med forventningerne. I forvejen var det en temmelig kontroversiel beslutning at lade den yderst formstærke Maciej Bodnar blive hjemme - formentlig skyldtes det nationale interesser, at Marcus Burghardt fik forrang - og i aften vil holdet nok overveje en ekstra gang, om det nu også var den rigtige beslutning. Heldigvis er hverken Buchmann eller Konrad jo reel kandidat til den samlede sejr, og med tanke på de forskelle, man generelt ser længere nede i top 10 mod slutningen af en grand tour, er det nok ikke dagens resultat, der vil være udslagsgivende. Det er det formentlig heller ikke for Dan Martin, der indkasserede et forventeligt tidstab, men hvis UAE-mandskab gjorde det langt bedre end i 2018, hvor der blev uddelt en gedigen øretæve til den fightende irer.

Endelig er der Vincenzo Nibali, der nok heller ikke er i flyvende humør her til aften. Ganske vist er tidstabet for Bahrain yderst begrænset, men der er ingen tvivl om, at Hajen og ikke mindst Rohan Dennis havde regnet med mere end 9. plads. I virkeligheden er det nok først og fremmest Dennis, der er ramt lidt på stoltheden, og som må være mere og mere bekymret. I hvert fald bidrog dagens etape ikke til at slette indtrykket af, at hans skifte fra en BMC- til en Merida-cykel har forvandlet ham fra tempofænomen, der nærmest ene mand kunne vinde holdløb, til en god, men ikke imponerende temporytter.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Blandt vinderne finder vi naturligvis Enric Mas, der med sin 3. plads fik det udbytte af etapen, han havde kunnet håbe på. Egentlig var det vigtigste mål for Deceuninck i dag at tage en store etapesejr på den belgiske hjemmebane, men i lyset af Jumbos helt overlegne styrke, er det nok snarere klassementet, de vil have fokus på. Og her fik Mas et forspring til flere af sine rivaler, som kan vise sig vigtigt, hvis den langsomt startende spanier som forventet får sig et lille nederlag i torsdagens første bjergfinale.

Også Rigoberto Uran kan være pænt tilfreds. Ganske vist leverede EF ikke den sensation, som deres eminente tempokørsel i år havde indikeret, men med en 6. plads sikrede han sig et vigtigt forspring i kampen om podiet. Samtidig udmærkede Alberto Bettiol sig ved at se nærmeste skræmmende stærk ud, da han krydsede stregen som første mand for amerikanerne, og dermed kunne noget tyde på, at Flandern Rundt-vinderen er en mand, man skal holde et ekstra øje med de kommende dage startende med morgendagens puncheuretape.

Andre vindere var Thibaut Pinot og Jakob Fuglsang, der naturligvis har særlig dansk interesse. Den danske fugl havde heldigvis ikke fået vingerne stækket af gårsdagens styrt og kom bedre igennem etapen, end han havde frygtet. Samtidig leverede Astana en på alle måder godkendt indsats, for selvom de - som alle andre - fik bøllebank af Kruijswijk, er der ingen tvivl om, at han gerne havde solgt etapen for et tidstab på 21 sekunder til Ineos. Endnu bedre gik det for Pinot, hvis FDJ-mandskab fortsatte deres tendens til altid at overraske positivt på holdløbet og ubetinget fremstår som en af etapens helt store vindere.

Det gør Katusha bestemt også. I de seneste to sæsoner har det ellers været lidt svært at finde ud af, om man skulle grine eller græde over det tidligere storholds kollaps, og derfor var det lidt svært at skrue forventningerne til i dag specielt højt op. Ganske vist havde holdet med Alex Dowsett og Nils Politt to store motorer, men med tanke på mandskabets generelle tendens til at skuffe, var det meget let at overse. Det schweiziske hold imponerede med deres 4. plads imidlertid stort, og man kan håbe, at det er et varsel om en form for genrejsning på dagen, hvor medierne ellers har spekuleret i holdets fremtid.

Sunweb måtte sande, at det ikke lykkedes at vinde den etape, de måske allerhelst ville sejre i, men ligesom Deceuninck og Ineos kan de nok leve med nederlaget i en situation, hvor de end ikke var tæt på. I stedte kan de formentlig finde en del opmuntring i, at Michael Matthews generelt har set langt bedre ud, end han gjorde i et skuffende Tour de Suisse, og at både Lennard Kämna og Wilco Kelderman i dag så stærke ud. Den unge tysker fortsætter dermed de fine takter fra Schweiz, og hollænderen viser, at han måske langsomt er ved at lægge sine mange skadesproblemer bag sig. Der er i hvert fald håb om, at vi nok skal få tyskerne at se, selvom tabet af Tom Dumoulin naturligvis er næsten umuligt at komme sig over.

For at få deres etapesejr er der imidlertid en hurdle, der skal overvindes. Indtil nu har Jumbo-Visma-drengene nemlig ikke givet blot den mindste antydning af, at de har tænkt sig at lade andre komme til fadet. På to dage har de i verdens største cykelløb taget en tredjedel af de sejre, det lykkedes at opnå igennem en helt 2015-sæson, og det er vel det tydeligste bevis på den fabelagtige forvandling, Plugges nye strategi har været årsag til. Og det skulle såmænd slet ikke undre, om Van Aert i morgen fuldender hattricket for de engang så fallerede, men nu igen flyvende hollændere.