Tour de France-analyse: De forspildte muligheders drama

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Konventionel cykellogik siger, at en grand tour først og fremmest vindes i bjergene og på enkeltstarterne. Fysikkens love er nemlig indrettet sådan, at man på en cykel bedst kan køre fra hinanden, hvis det går opad, og i en tidskørsel er det selvsagt et opgør mand mod mand. Sandt er det da også, at det i langt hovedparten af tilfældene er de to elementer, der afgør løbet - ikke mindst i en grand tour, hvor der over 21 etaper en masser af tid til at lade forskellen i fysik gøre forskellen. Når bjergene og enkeltstarterne får lob at gøre udslaget, vinder stærkeste mand som regel.

Sådan vil det formentlig også være i årets Tour. Et styrt til Primoz Roglic og 27 km enkeltstart var nok til at efterlade det indtryk, at ingen kommer i nærheden af Tadej Pogacar, hvis han får lov at bruge sin fænomenale fysik til at knuse rivalerne på løbets på forhånd definerede nøgleetaper. I et opgør mand mod mand er der næppe mange af feltets ryttere, der i ramme alvor tror, at de har den helt store chance for at forhindre supertalentet i at tage sin anden Tour-sejr, inden han er fyldt 23 år.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Der er imidlertid en grund til, at en grand tour ikke bare består af bjergetaper og enkeltstarter. Når man ikke er stærkeste mand, må man opsøge mulighederne, hvor de er, og det har før givet uventede udfald. Mest berømt i nyere tid er vel Oscar Pereiros vilde 30-minuttersudbrud i Touren i 2006, men mange vil også huske, hvordan David Arroyo var meget tæt på at udnytte favoritternes indbyrdes magtkamp på en regnvåd dag i L’Aquila til at vinde Giroen i 2010. I Vueltaen i 2012 havde Alberto Contador reelt tabt løbet til den stærkere Joaquim Rodriguez, indtil han greb chancen på en ellers uskyldig etape, og i 2016 vandt Vincenzo Nibali vel Giroen ved at sætte den fysisk overlegne Steven Kruijswijk under pres på en nedkørsel. I 2016 smed Chris Froome en sikker Vuelta-sejr under en blunder, da Contador og Nairo Quintana angreb på den berømte Froomigal-etape, og havde det ikke været for en hjælpende hånd fra Astana, er det også ganske sandsynligt, at Quintana havde stjålet sejren Vuelta-sejren fra Roglic i den spanske sidevind i 2019.

Historien er fyldt med eksempler på, at stærkeste mand kan blive truet, når han mindst venter det, og derfor stilles der store krav til både koncentration og årvågenhed på de dage, hvor man egentlig bare skal spare på kræfterne. Det er en lektie, Froome i den grad lærte efter blunderen i Vueltaen for fem år siden, og en af årsagerne til, at Lance Armstrong var så suveræn. Det var stort set umuligt at fange amerikaneren i et uopmærksomt øjeblik.

Mon ikke det er en lektie, Pogacar vil skrive sig bag øret efter dagens vanvittige 7. etape, der udviklede sig til et drama, de færreste kunne have forestillet sig? I de seneste dage har mange haft travlt med at diskutere, i hvilket omfang Tour-kongens sårbare hold kunne bringe ham i vanskeligheder i bjergene. UAE har ikke just imponeret hidtil, og de mange fans, der har klynget sig til håbet om lidt spænding, når nu Roglic ikke længere er kampdygtig, har klynget til håbet om, at løbets stærkeste måske kunne trues af stærkere kollektiver.

De fleste var dog nok også af den antagelse, at det først ville ske i bjergene. Det var formentlig også tilfældet for Pogacar og UAE selv, der syntes at stille til start på dagens 250 km lange maraton med opfattelsen af, at det var en etape, der bare skulle overstås med så mange intakte kræfter som muligt. Dem får de nemlig brug for i de kommende dage, når Ineos, Jumbo og Movistar begynder at lege med det overtal, de trods alt fortsat har.

Men som Froome og Roglic kan bevidne, skal man aldrig sænke paraderne. Det fandt Pogacar ud af på den hårde måde, da den angrebsfest, som skulle have ført til dannelsen af et ”klassisk” udbrud uden trusler mod klassementet, pludselig førte til en 29 mand stor gruppe, der ikke blot talte den gule trøje, Mathieu van der Poel, men også to ryttere, Wout van Aert og Vincenzo Nibali, som selv en formstærk Pogacar ikke bare kunne tillade sig at giver et kvarter. Inden araberne nåede at reagere, var forspringet allerede et minut, og pludselig var UAE-mandskabets svaghed åbenbart længe inden, nogen havde drømt om det.

De havde ellers fået alle advarsler. Van Aert angreb i ét væk fra starten af etapen, og dermed havde han tydeligt signaleret, at han og Jumbo var gået til etapen med en mere offensiv tilgang, end man kunne have ventet. Alligevel sad araberne og sov langt tilbage i feltet, og selvom det var lykkedes at neutralisere fremstødet, da Van der Poel og Van Aert første gang kom afsted sammen med blandt andre Alaphilippe, var det åbenbart ikke en øjenåbner nok til, at de var opmærksomme, da crossgiganterne igen forsøgte sig.

Pludselig var gode råd dyre. Foran sad nu to ryttere, der potentielt kunne bringe Pogacars Tour-sejr i fare, og hjælp var der intet af. De fleste hold havde en mand fremme, og i første omgang var alle rivalerne villige til at gamble og slide på UAE-mandskabet - præcis som det skulle gøres, hvis man vil gøre sig den mindste forhåbning om at true Pogacar senere i løbet. Måske blev det også hjulpet af, at ingen af de øvrige podiekandidater for alvor frygtede Nibali og Van Aert, og derfor kunne de tillade sig at tage lidt flere risici, end de måske havde gjort, hvis udbruddet også havde talt en af forhåndsfavoritterne.

Imens sad Ineos og Jumbo og godtede. Ganske vist havde briterne utvivlsomt ønsket sig at have haft et af deres tre tilbageværende esser og ikke kun Dylan van Baarle foran, men når nu de ikke selv kunne slide på UAE, var det fint, at Trek og Jumbo gjorde det. Samtidig viste de for den forsamlede offentlighed, at de er kommet til løbet for at vinde. Naturligvis kunne de selv risikere at tabe løbet, hvis Nibali og Van Aert sejlede langt væk, men i forsøget på at slå Pogacar var det den eneste rigtige risiko at tage.

Faktisk må de have haft lyst til at knibe sig lidt i armen over deres eget held. UAE havde sikkert troet, at Mark Cavendishs deltagelse i udbruddet måske kunne anspore Bora eller Arkea til at hjælpe i jagten på briten, der nu fik en helt uventet gevinst på 20 point i den indlagte spurt, men den hjælp kom aldrig. Kun et lidt meningsløst arbejde fra et Total-hold, der havde sovet i timen, blev det til, og UAE-mandskabets svaghed blev åbenbaret for alle, efterhånden som hjælperne forsvandt, og forspringet voksede med en takt, der må have gjort Pogacar mere urolig, end hans rolige ydre gav indtryk af.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Sårbarheden blev endnu mere tydelig, da de første to af dagens fem stigninger var overstået. Så snart de ramte den tredje og første af de tre finalestigninger, måtte Pogacar spejde langt efter alle andre holdkammerater end den i år alt andet end imponerende Rafal Majka. Det var nærmest en invitation til Movistar, Ineos og måske endda Jumbo, der ellers allerede havde Van Aert foran, til at bringe overtallet i spillet, ryste træet og forsøge at bringe en isoleret Pogacar i den totale defensiv i et terræn, hvor det er taktik og ikke fysik, der gør forskellen. Da Pogacar sad alene med Majka på vej op ad tredjesidste stigning, så han mere sårbar ud, end han måske vil blive på noget bjerg i fremtiden, hvor han altid vil have sin fysiske formåen som et godt våben.

Men angrebene kom aldrig. Det er ellers ikke svært at forestille sig, hvor meget tid en gruppe med stærke folk fra Jumbo, Movistar og Ineos kunne have taget, hvis de med 30 km igen var kommet væk fra Pogacar og hans ensomme hjælper, Majka. Alligevel skete der intet, og efterhånden som det resterende antal kilometer talte ned, blev muligheden for at gøre seriøs skade på den sårbare Tour-favorit kun mindre og mindre.

Heldigvis - og det er kun skrevet med ønsket om at få et spændende cykelløb og ikke som nogen personlig aversion mod Pogacar, der er en fabelagtig cykelrytter og tilsyneladende et sympatisk menneske - havde Ineos modet til at satse, selvom det kom senere, end man havde ønsket sig. Efter en sløv start på løbet viste Richard Carapaz endelig lidt af den klasse, vi alle ved, han besidder, og med den determination, han også udviste, da han senest pressede et slovensk monster i sidste års Vuelta, fik han hurtigt opbygget et forspring, der så ganske lovende ud. Foran ventede Dylan van Baarle, og selvom man stadig kan argumentere for, at mere kunne være opnået med en endnu tidligere offensiv med eksempelvis Richie Porte, var det for Ineos-ledelsen svært at være utilfredse. Nu havde de Pogacar i den skruetvinge, de ønskede sig, og de havde jo allerede én gang set, at rivalerne var iskolde nok til at overlade arbejdet til UAE.

Troede de. Knap var Carapaz kommet væk, inden vi igen blev mindet om, at Touren er den sværeste grand tour at skabe overraskelser i. Nok er sekundære placeringer også vigtige i Giroen og Vueltaen, men i intet andet løb end Touren kæmpes der så heroisk for en 7. plads, som der gøres i det største løb. Når det endda gælder podiet, er kampvilligheden naturligvis endda mangedoblet.

Det vidste Pogacar, der plejer at være en klog rytter, sikkert. I hvert fald holdt han sig i ro, og da truslen pludselig hed Carapaz og ikke bare den alt andet end formstærke Nibali eller den stadig helt uprøvede og på papiret for tunge Van Aert, var maverne pludselig ikke helt så iskolde, som de havde været tidligere. Pludselig blev Rigoberto Uran og Enric Mas bange for deres podium - og pludselig var den gunstige situation, der kunne have bragt Pogacar på glatis forduftet, og etapen endte endda med, at tidsgevinsten til Van Aert og Nibali nu endda kan blive en fordel. Deres forspring er så begrænset, at de ingenlunde er farlige på længere sigt, og nu taler meget endda for, at Van Aert i morgen kan overtage førertrøjen og dermed pludselig forvandle sit Jumbo-hold til UAEs allierede og ikke modstandere - særligt nu hvor den forslåede Roglic i dag måtte vinke definitivt farvel til drømmen om et lille mirakel, som fysikken desværre ikke tillod.

Tænk, hvad der var sket, hvis Movistar havde sendt Miguel Angel Lopez, Mas eller Alejandro Valverde med Carapaz? Tænk, hvis EF havde haft modet til at gå efter sejren med den desværre altid defensivt indstillede Rigoberto Uran eller havde taget chancen og gået efter et forspring med Sergio Higuita? I det tilfælde kunne der være startet et ragnarok, hvis konsekvenser kunne have været svære at overskue, men sådan gik det ikke. I stedet kunne Pogacar læne sig tilbage - han behøvede end ikke at bruge den stadig tilstedeværende Majka til at jagte - og nu var eneste bekymring, at han for alt i verden ikke måtte glemme at skrive Mas, Lopez, Valverde og Uran på listen over julekortmodtagere, når engang har var tilbage på hotellet.

Det har han næppe glemt. Da Carapaz blev hentet igen akkurat inden stregen, lød der et lettelsens suk, der formentlig kunne høres hele vejen til Slovenien og måske også hele vejen til Ecuador, da det gik op for Pogacar, at han nu bare er 3.13 efter Van Aert og stadig foran Nibali. Faktisk blev det eneste væsentlige udkomme af den potentielle katastrofe, at han definitivt fik skovlen under Roglic, der lynhurtigt måtte sande, at skaderne måske betyder, at han aldrig får sin Tour-sejr - i hvert fald ikke i år. Og da Jumbo dermed nu ikke længere er et potentielt vinderhold og derfor har stærkt neddroslede ambitioner, er der som sagt noget, der tyder på, at hans værste rival vil blive hans vigtigste allierede, hvis Van Aert lykkes med at erobre trøjen i morgen. Selvfølgelig blev holdet slidt inden to meget vigtige etaper, men særligt i lyset af hvor galt det kunne være gået, må Pogacar næsten føle sig som en af dagens vindere.

Desværre kan det ikke undre, at Movistar og EF ikke havde samme iskolde tilgang som Ineos, der var villige til at gamble i forsøget på at vinde. For Uran er det måske forståeligt, da colombianeren aldrig har været en reel vinderkandidat - også selvom det er svært at se, at han skulle anse sig som rival til den på papiret langt stærkere Carapaz - men for Movistar var det trist at se. Ganske vist er det slet ikke uset, at spanierne har været mere optaget af sekundære placeringer end af sejre, men man kunne have ventet, at et stort navn som Lopez, der endda er sat tilbage i klassementet, var villig til at spille lidt højere spil, end det viste sig. Man kan vel heller ikke helt sige sig fri for tanken om, at der var en lille tilbagebetaling til Carapaz, der angiveligt ikke forlod det spanske mandskab som deres allerbedste ven.

Det skulle også hurtigt vise sig, at det var sårbarheden over for rivalerne i feltet, der var mest relevant. Allerede da Trek brugte deres overtal i udbruddet til at jagte etapesejren i stedet for at arbejde målrettet for at maksimere den tidsgevinst, Nibali kunne have opnået, stod det klart, at hajen vist ikke helt troede på det mirakel, en ny Tour-sejr ville have været. Det viste sig da også i finalen, at der var god grund til at betvivle egne evner, da han end ikke kunne følge langt tungere ryttere, og dermed var han aldrig den trussel, han mest af alt var på papiret. Det kan nu heller ikke undre, når han forlod Giroen med en forslået krop efter en serie styrt og alene er kommet til Frankrig for at forberede sig til et OL - endda så meget, at han har planer om at forlade løbet før tid. I forvejen har han været så kraftigt i forfald de seneste år, at det var lidt svært at se ham skabe et comeback, der næsten ville kunne nærme sig det, vi har set fra Cavendish i de seneste dage, og når formen heller ikke er i top, må det næsten have været en befrielse for ham, at han nu ikke vandt den tid, der kunne have gjort det fristende at give klassementet et skud. Det kunne blot have kompromitteret det OL, han har talt om siden styrtet i 2016, og den bekymring slipper han nu for.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det bliver til gengæld interessant at se, hvad Van Aert nu gør. Både han og Jumbo har konsekvent afvist, at han nogensinde skulle have planer om at jagte klassementet i en grand tour, men med det gunstige udgangspunkt må det være interessant at se, hvor langt det kan bære. Han har imidlertid præcis det samme dilemma som Nibali, nemlig at han er så fokuseret på OL, at han på forhånd meldte sig ud af årets kamp om den grønne trøje. Samtidig har hans forberedelse som bekendt betydet, at han stadig mangler nogle procent. I det lys er det i forvejen ikke realistisk, at det kan blive til det helt store, og så er det måske klogest bare at give slip, når engang den gule trøje ikke er et tema længere.

Det er den imidlertid nu, og den må være Jumbos første mål i Alperne. Derefter står holdet stadig med en uhyre interessant kandidat i Jonas Vingegaard, der nu får sit livs chance for allerede i første forsøg at køre klassement i Touren. Foreløbig synes hans fysik at kunne række rigtigt langt - måske endda til podiet - men kan holdbarheden? Det er stadig mit store bekymringspunkt for en mand, der ikke just er kendt for sin stabilitet.

Vingegaards uventede chance er i hvert fald et væsentligt dansk lyspunkt på en dag, hvor det ellers er lidt svært ikke at ærgre sig over, at chancen for at åbne løbet op i den grad blev forspildt. Det var dog ikke det eneste nationale lyspunkt på en etape, hvor det blev helt tydeligt, hvor beriget med cykeltalent vi er. Da superudbruddet var etableret, stod det nemlig klart, at hele tre af gruppens bedste etapevinderkandidater havde dansk pas, nemlig Kasper Asgreen, Magnus Cort og Søren Kragh.

Desværre lykkedes det ikke. Etapen fik ellers det perfekte forløb for den danske trio, der på papiret var oppe mod to stærkere klatrere i Van der Poel og Van Aert. Alle vidste, at de to fænomener var de store favoritter, og derfor blev finalen akkurat så ukontrollerbar, som den skulle være, hvis det skulle være blevet til dansk succes. Faktisk lykkedes det endda både Kragh og Cort at udnytte kaosset til at komme væk, men desværre skete det først, da løbet allerede var kørt. Til gengæld fik i hvert fald Cort nok engang bevist, at formen er glimrende, mens Kragh stadig synes at mangle de procent, han havde sidste år.

Dem havde Asgreen til gengæld. Lidt overraskende så danskeren stærkere ud end begge de to crosskonger, da de endelig ramte muren, og selvom de to favoritter i finalen viste, at de nok alligevel havde mere at skyde med end som så, fik den danske Flandern-konge fjernet den tvivl, han måske også selv kunne have fået efter en enkeltstart, der ikke gik helt som håbet. Til gengæld fik han ikke skyggen af frihed i det ukontrollerbare kaos, men det kommer der af at ligge til klassementet og have vundet Flandern Rundt. Van der Poel og Van Aert ved jo om nogen, hvor modbydelig det danske wattmonsters dieselmotor er efter 250 km!

Lige så modbydelig var Van der Poel ikke. Nok så det undervejs ud til, at han var mere mærket, end han viste sig at være i finalen, men han var ikke det uhyre, man kunne have frygtet på baggrund af det, vi så søndag og onsdag. Det er der nok mange, der priste sig lykkelige for i en finale, hvor Mur-de-Bretagne-udgaven af Van der Poel havde været umulig at matche. Omvendt er det ikke helt uventet. I morgen kører Van der Poel nemlig for første gang en 8. etape i et etapeløb, og der er derfor ingen, der aner, hvor godt han restituerer.

Derfor havde det måske heller ikke været nødvendigt for Matej Mohoric at angribe så tidligt, men når man nu er mester i vilde soloridt, kan man jo lige så godt køre tidligt. Det slovenske talent har allerede én gang leveret en imponerende solopræstation i denne slags terræn, da han kørte fra alt og alle på sidste etape i Polen i 2019 - i øvrigt den dag, hvor Vingegaard kollapsede og udstillede den manglende holdbarhed, der kan blive den store udfordring - og derfor var han om nogen en de folk, Van der Poel og Van Aert skulle holde øje med. En bjergspurt er dog ofte en god mulighed for at snyde rivalerne, og Mohoric var snu nok til at gribe den mulighed, da Brent van Moer skabte den på første stigning. Resultatet blev endnu et fantastisk ridt og dermed et medlemskab af klubben over ryttere med sejre i alle grand tours - sejre, der i øvrigt er sikret efter hhv. 207, 244 og 249 km. Det er ikke mærkeligt, at Mohoric altid synes at overgå sine klatreevner efter 250 km i finalen af Liege-Bastogne-Liege, ligesom det ikke er mærkeligt, at det blev Bahrain, der vandt den første udbrudsetape. Hvordan skulle det næsten gå anderledes, når man ser på, hvor meget momentum, araberne har haft på det sidste?

Alligevel kan man diskutere, om Mohoric var den største slovenske vinder. Den store slovenske taber var naturligvis Roglic, men gennem det meste af dagen så det ud til, at det ville være Roglic, der kunne juble, og Pogacar, der ville gå urolig i seng. Det gør han sikkert alligevel nu, hvor hans hold måtte slides ned til sokkeholderne på en dag, hvor de skulle spare så meget på kræfterne, at de endte med at sove i timen, men med tanke på, hvor galt det kunne være gået, er det ikke mærkeligt, at lettelsens suk stadig runger ud over hele Slovenien og Ecuador.

Nu skal han bare lige huske at få skrevet Mas, Lopez, Valverde og Uran på listen over julekortmodtagere, og han kan med tilfredshed gå i seng oven på dette de forspildte muligheders drama.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+