Tour de France-analyse: Den belgiske magikers mirakel

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Jeg aner ikke, om Mark Cavendish er troede eller ej. Hvis ikke, er det et spørgsmål, om han kunne finde på at tage sit livssyn op til revision. Mirakler er mig bekendt kun noget, der hører til i den religiøse verden, og hvis den tese holder, har den lille brite al mulig grund til at kaste sig i armene på alle, der måtte plædere, at den slags vitterligt findes.

Det var nemlig et sandt cykelmirakel, vi var vidner til denne tirsdag i Bretagne. Hvis nogen den 11. oktober havde formastet sig til at spørge Mark Cavendish, om han nogensinde ville tage Tour-etapesejr nr. 31, ville vedkommende formentlig være i risiko for at blive få påklistret betegnelsen ”knald i låget”. Den dag stod Tour-historiens vel nok største sprinter nemlig foran den belgiske presse og stortudede, fordi hans karriere tilsyneladende var ovre. Af en eller anden grund havde han fået opfattelsen af, at årets sidste belgiske løb ville blive aflyst, da coronaens anden bølge ramte landet, og derfor troede han, at han netop havde kørt sit sidste cykelløb i Gent-Wevelgem, hvor han af samme grund havde kastet sig ud i et for ham sjældent udbrudsforsøg. Derfor endte det hele i et meget følelsesladet øjeblik, hvor han troede, at han stod for at skulle snige sig ud af cykelfeltet via en bagdør, der ikke burde være relevant for en af sportens største navne.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det var imidlertid med god grund, at Cavendish troede, at karrieren lakkede mod enden. Ganske vist blev de belgiske løb ikke aflyst, og han fik tre yderligere starter over de kommende 10 dage, men der var næppe nogen ved deres fulde fem, der kunne se megen sportslig berettigelse i, at briten skulle fortsætte i cykelfeltet. Efter den grimme kyssesyge, der havde ruineret hans karriere i 2018, var det nemlig blevet til to uhyre pauvre sæsoner, hvor hverken Dimension Datas eller Bahrains ellers behjertede forsøg på at genrejse ham båret blot skyggen af frugt. Faktisk var det nærmest helt tragisk at se, hvordan den engang så storslåede sprinter knap kunne gennemføre sine løb, og når han endelig skulle spurte, manglede han så megen power, at en placering i top 20 måtte betegnes som en overvældende succes.

I det lys virkede det allerede som et hovedløst sats, da den nye Bahrain-manager Rod Ellingworth hev ham til holdet i vinteren 2019. Faktisk lignede det mest af alt et spørgsmål om ren nostalgi, når manden, der stod bag britens VM-sejr i 2011, hev ham ind på holdet i et håb og at bringe ham tilbage til Touren og genoptage jagten på Eddy Merckxs rekord på 34 etapesejre i verdens største cykelløb. De fleste havde vel kun hovedrysten til overs for det projekt - særligt da han i Saudi Tour end ikke kunne holde hjul på sit tog - og jeg var næppe den eneste, der følte mig bekræftet i min hovedrysten, da Cavendish gennem hele 2020-sæsonen kørte på et niveau, der var ganske langt under det, man kan forlange af en WorldTour-rytter.

Det var Patrick Lefevere tilsyneladende enig i. Da Cavendish kom krybende tilbage til sin gamle manager på Deceuninck-holdet, var der nemlig lukket for pengekassen. Budgettet var allerede brugt, og Lefevere så ingen sportslig værdi i at bringe briten tilbage i folden. Men hvis Cavendish selv kunne skaffe lidt finansiering til en minimumsløb, kunne han da godt få en plads. Briten var jo stadig garant for masser af omtale, og derudover måtte Lefevere i den belgiske presse indrømme, at han havde ladet sig hjerte løbe over med sig. Det var først og fremmest et spørgsmål om nostalgi, der fik ham til at sige ja, da Cavendish få dage senere kom tilbage med en sponsor, der ville betale hans sølle kontrakt.

Ambitionerne var mildt sagt ikke store. Meldingerne var helt entydige. Cavendish skulle kun køre små løb. I første omgang skulle han bare arbejde for holdet, og så måtte man se, om ikke man kunne få ham så godt i gang med sine spurter igen, at han kunne vinde et eller andet lille løb undervejs. Det ville trods alt være lidt af en historie, hvis han kort efter det grådkvalte interview i Wevelgem, kunne bryde mere end tre års sejrstørke på et eller andet tidspunkt i løbet af sæsonen.

Nu er Lefevere næppe nogen gud, men hvis mirakler vitterligt er noget, der hører den religiøse verden til, er han det måske alligevel. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvordan han har udført det ene mirakel efter det andet. Ryttere kommer og går, men så snart de ifører sig den blå trøje, vinder de. Og så snart de tager den af igen, holder de som regel op med det igen.

Bare se på en anden cykellegende, Philippe Gilbert. Efter nogle pauvre år hos BMC lignede han allerede en afdanket veteran, og de fleste var begyndt at ryste på hovedet, når han stadig talte om sin ”Strive4Five”-drøm om at vinde sportens fem monumenter. Gilbert vidste imidlertid, at der var ét hold, der kunne hjælpe ham tilbage på sporet, og han kom derfor til Lefevere med et tilbud om at skifte til Deceuninck på en risikabel kontrakt, der mest var baseret på resultatbonusser. Dengang lignede det et vovet sats, men et par år senere havde Gilbert vundet to af de tre manglende monumenter, nemlig Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Det var et vanvittigt comeback, men det er vand at regne i forhold til det, Cavendish har leveret i de seneste måneder. Gilbert var aldrig i nærheden af at være nede i samme dybe hul som briten, der i flere år lignede en mand helt uden berettigelse i et professionelt cykelfelt. Det virkede mest af alt komisk og uden selvindsigt, når han stadig mente, at han kunne komme tilbage til toppen - en tro, han i øvrigt også så ud til selv at miste i det rædselsfulde 2020.

Men så kom Tour of Turkey. Pludselig havde Cavendish vundet fire etaper, og pludselig begyndte spekulationen om Merckx-rekorden atter at tage til i medierne. Alligevel var det let at holde fast i tesen om, at han var færdig på den helt store scene. Feltet i Tyrkiet var trods alt af en begrænset kaliber, og hans primære rivaler var en selv ret afdanket André Greipel og en Jasper Philipsen, der ikke havde imponeret meget i optakten, inden han vandt sidevindsløbet, Scheldeprijs.

Nej, det var ikke de tyrkiske spurter, der viste, at Cavendish var tilbage - slet ikke da han få uger senere igen viste sit fysiske forfald i Andalusien, hvor han ganske vist med lidt sygdom i kroppen var ude af stand til at gennemføre og derfor fik Lefeveres hårde ord at føle i pressen. Beviset på, at Lefevere havde skabt endnu et mirakel kom i stedet søndag d. 13. juni, mens de fleste havde blikket rettet mod kongeetapen i Tour de Suisse.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Den dag vandt Cavendish nemlig sidste etape i Belgium Tour. Det er måske ikke i sig selv et opsigtsvækkende resultat, men det var omstændighederne. Den sag slog Cavendish nemlig Tim Merlier og Caleb Ewan i et opgør på direkte fart, og når man ved, at netop de to sammen med Sam Bennett i år har været verdens hurtigste sprintere, stod det pludselig helt klart: Cavendish havde genfundet en fart, der igen gjorde ham til en af verdens allerhurtigste.

Alligevel var endnu en Tour-etapesejr stadig noget, der hørte til i mirakelkategorien. Cavendish skulle nemlig ikke køre Tour - Lefevere havde jo allerede sagt, at han næppe kunne gennemføre - og rollen som sprinter i Frankrig var helt og holdent Bennetts. I hvert fald indtil der indtraf endnu et lille mirakel, da Bennetts knæskade pludselig åbnede den ellers helt aflåste og armerede betondør, der forud for sæsonen havde forhindret Cavendish i blot at sniffe til Tour-stemningen igen.

På det tidspunkt stod det til gengæld klart, at Tour-etapesejr nr. 31 var en reel mulighed. Efter sejren i Belgien pegede alt nemlig på, at Merlier, Cavendish og Ewan stillede til start som Tourens tre hurtigste sprintere. Det var ellers ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt Cavendish var god nok til at vinde en etape hele fem år efter nr. 30. Det handlede alene om, hvorvidt supertoget med Davide Ballerini og Michael Mørkøv kunne få ham bragt i position.

I går så det pludselig igen lidt sortere ud. Alpecin-toget, der ellers altid har været temmelig rustent, viste sig med tilføjelsen af Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen til den vante duo med Jonas Rickaert og Merlier nemlig pludselig at fungere som smurt, og de satte slet og ret feltet til vægs, da de leverede deres belgiske supersprinter til sejr i gårsdagens styrtkaos. Merlier var vel i forvejen at regne som løbets hurtigste mand, og når han nu pludselig også havde det bedste tog, var etapesejr nr. 31 måske alligevel ikke så sandsynlig i dag.

I hvert fald ikke før der indtraf endnu et mirakel. Det er velkendt, at Alpecin gennem hele sæsonen har kørt et rotationsprincip, hvor Merlier og Philipsen har deltes om opgaverne, og det er planen, at det skal fortsætte i deres Tour-debut. Al logik ville bare tilsige, at det handlede om den knap så holdbare Merlier i den første uge, hvor hans fart var intakt, men Philipsen kunne komme i spil i den tredje uge, hvor han allerede sidste år viste, at han kan vinde grand tour-etaper.

Men Alpecin er åbenbart så privilegerede, at de har råd til at forære Tour-etaper væk frivilligt. Det var svært ikke at føle sig hensat til sidste års udgave, hvor Trek også helt uforståeligt fortsatte deres rotationsprincip, selvom Mads Pedersen gang på gang viste sig hurtigere end Jasper Stuyven og Edward Theuns, da det kort inden dagens etapestart kom frem, at det i dag var Philipsen, der skulle spurte. Det er i hvert fald ikke mange ProTeams - eller WorldTour-hold for den sags skyld - der har råd til at frivilligt at reducere chancen for at vinde i verdens største cykelløb.

Det øgede igen Cavendishs chancer. Efter spurterne i Belgien og Tyrkiet stod det klart, at Cavendish formentlig ville være hurtigere end Philipsen og alle andre, hvis blot han kunne sidde rigtigt i finalen. Spørgsmålet var bare, om det ville lykkes på den smalle vej, når nu Alpecin havde været så dominerende bare 24 timer forinden, og når Merlier med sine berømte meget lange spurter måtte forventes at kunne køre et lead-out af den anden verden, hvis Van der Poel og Rickaert satte dem rigtigt op.

Bedre blev det bestemt ikke af, at massespurten pludselig så ud til at løbe ud i sandet. Feltet begik den gigantiske brøler at undervurdere den nye Thomas de Gendt, nemlig Brent van Moer, der ellers så sent som i Dauphiné havde bevist, at hans motor kan skabe mirakler - præcis som den havde gjort det, indtil han blev lidt forkert i Ronde van Limburg, hvor han også havde gang i et sandt vanvidsridt. I et felt, hvor alle tog er relativt korte og små, nu hvor Caleb Ewans tog ikke længere aktuelt, var der i en modvindsfinale ingen, der turde starte for tidligt, og pludselig så det ud til, at fænomenale Van Moer ville cementere sin status om den nye De Gendt ved at svare eminent igen på Ewans ærgerlige exit.

Helt galt fik det kort efter. Davide Ballerini ødelagde sit hjul, og pludselig var det i forvejen lidt korte tog reduceret til bare Mørkøv og Cavendish. Nu virkede det ganske svært både at nå at fange Van Moer i tide og ikke mindst at positionere Cavendish ordentligt, når en af hans stadig udestående mangler er at genfinde tidligere tiders placeringsevne.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Heldigvis kom Julian Alaphilippe faldende ned som endnu et mirakel sendt fra himlen. Pludselig kom verdensmesteren stormende og overtog Ballerinis rolle med en helt afgørende føring, netop som Dries Devenyns, Mattia Cattaneo, Xandro Meurisse, Stefan Küng og Edward Theuns, der ellers alle havde taget del i den desperate jagt, var brændt af. Den føring var akkurat nok til både at holde Cavendish fremme og sørge for, at stakkels Van Moers eget lille mirakel blev knust mindre end 200 m fra stregen.

I stedet fuldendte Cavendish sit eget mirakel, som han indledte, da han på karrierens bund troppede op på Lefeveres kontor i oktober for at bedre om en minimumskontrakt. Helt som ventet viste Alpecin igen, at de lige nu har det bedste tog, ligesom Merlier leverede det suveræne lead-out, han utvivlsomt havde i benene, men lige så ventet var det, at Cavendish ville gå forbi, da det stod klart, at han sad rigtigt. Det gjorde han heldigvis, selvom tabet af Ballerini kunne være fatalt, og når man kan slå Merlier på ren fart, kan man altså også slå både Philipsen og Cees Bol, som ellers sad foran ham, da Merlier slog ud. Pludselig kulminerede et mirakel, der langsomt var blevet bygget op over otte måneder med en af nyere Tour-histories smukkeste og mest følelsesladede sejre!

Nu er det relevante spørgsmål selvfølgelig, hvor langt miraklet rækker. Cavendish er endda tilbage i grønt, og man må derfor naturligt spørge, om han kan finde de tre sejre, han mangler for at tangere Merckx’ rekord, og om han kan vinde sin anden pointtrøje. Jeg tror dog ikke, at træerne vokser ind i himlen. Når man har set Cavendish klatre de seneste år, er det svært at tro, at han kommer hele vejen til Paris. Det bør i sig selv udelukke den grønne trøje og kan også gøre det svært at vinde yderligere tre etaper i år. På den anden side: slipper han igennem Alperne, har han fire yderligere chancer, inden Pyrenæerne tårner sig op. Merckx-rekorden virker ikke længere helt umulig!

Stemningen må til gengæld være helt anderledes i Alpecin-lejren. Nok er Philipsen en god sprinter, men når man har den hurtigste i feltet, er det altså ikke klogt at satse på en langsommere mand. Allerede i Tyrkiet så vi, at Cavendish var den hurtigste af de to, og siden dengang er briten ikke blevet spor dårligere, tværtimod. Selvfølgelig betød det suveræne lead-out, at han bestemt var at regne som en af favoritterne, men mod hurtigere folk kræver en sejr også held - og det havde han ikke, da Cavendish endte med at sidde så godt placeret.

Faktisk var vi tættere på et andet mirakel end et Alpecin-hattrick. Nok har Nacer Bouhanni ikke været nede i samme dybe hul som Cavendish, men han er stadig milevidt fra den rytter, der for seks-syv år siden var en af verdens allerhurtigste med mange sejre i både Giroen og Vueltaen. Siden dengang er sejrsraten aftaget kraftigt - ikke mindst under det problematiske ophold hos Cofidis - og det er ikke noget tilfælde, at Bouhannis seneste WorldTour-sejr kom i 2018, og at han siden 2017 kun har vundet to gange på højeste niveau.

Skiftet til Arkea har imidlertid gjort ham godt. Allerede sidste år var han markant mere overbevisende end i Cofidis-tiden, og mens denne 2021-sæson har været præget af hans karantæne for farlig kørsel i Cholet tidligere i år, har det været svært ikke at bemærke, hvor velkørende han var i optakten til Touren. Han imponerende i hvert fald stort med sin holdbarhed både i Belgien og på den hårde rute ved mesterskaberne, og den gode form har han nu taget med sig til Touren. Med først en 3. og nu en 2. plads ser det pludselig ikke helt umuligt ud, at den så positioneringsstærke Bouhanni, hvis to lead-out men, Dan McLay og Clement Russo, endda begge er skadede, faktisk med lidt held kan indfri den store livsdrøm og melde sig ind i gruppen af ryttere med sejre i alle grand tours.

I det lys må Bouhanni regnes som en vinder. Det samme må Michael Matthews, der ellers ikke for alvor burde være kandidat til pointtrøjen på en rute med så mange klassiske massespurter. Nu lykkedes det ham imidlertid i at maksimere udbyttet af et af de opløb, der passede ham, og med en god spurt føjede han vigtige point til i en grøn kamp, hvis deltagere bliver færre og færre, nu hvor Merlier igen meldte sig ud i samme øjeblik, han havde tilmeldt sig - i hvert fald indtil han med en ny sejr måtte komme ind i billedet igen.

I det spil er det dog svært at komme udenom Peter Sagan. Slovakken var ganske vist overraskende dårlig i den positionskamp, han ellers mestrer, men hans spurt i det let stigende opløb var ganske imponerende. Farten rakte i hvert fald til meget mere end en 5. plads, og dermed satte han igen en fed streg under, at han i karrierens efterår stadig spurter godt, selvom når han klatrer dårligt. Udgår Cavendish, er Matthews for langsom i de flade spurter, og melder Merlier sig ud af kampen, ser det slet ikke så ringe ud for slovakken, der dog gør meget klogt i ikke at undervurdere den pludselig ganske farlige og uhyre stabile Bouhanni.

Arnaud Demare kan derimod formentlig glemme sine grønne drømme, men det er ikke helt uventet. Det har hele tiden været et sandt mysterium, hvordan FDJ har kunnet lade Ramon Sinkeldam blive hjemme. Når Demare sidste år endte som den store sejrskonge skyldtes det nemlig mere et gunstigt løbsprogram og hans eminente tog end hans egen fart, der aldrig har været blandt de allerhøjeste, men uden Sinkeldam og den ny udgåede Ignatas Konovalovas er det lokomotiv i en helt anden og meget mere tam forfatning. Når man dertil lægger, at Demare selv aldrig har været god i positionskampen og i dag da også tabte hjulet på Jacopo Guarnieri, som ellers igen i dag viste sin tårnhøje klasse på den sidste meter, er det slet ikke uventet, at han i dag var ude af position til at spurte. Det er blot en tilbagevenden til tiden, før han fik etableret sit supertog.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Et supertog har Trek også, og Jasper Stuyven viste igen, at han er en sublim lead-out man. Mads Pedersen kunne derfor ikke have ønsket sig et meget bedre oplæg, men desværre blev dagens spurt endnu en påmindelse om, at han stadig mangler den sidste fart for at slå de bedste. Til gengæld er han som bekendt også en langsom starter, og senere i løbet ser det ikke helt skævt ud, hvis Stuyven kører som i dag, og Pedersen finder samme tredjeugesform som sidste år.

Samme skæbne led Cees Bol. DSM-toget gjorde det ligesom sidste år fremragende, og det lykkedes dem at få den ellers positioneringssvage hollænder placeret i den allerbedste position bag Philipsen. Desværre manglede han selv fart, som han med en enkelt undtagelse har gjort hele året, og medmindre han pludselig skaber samme mirakel som i Paris-Nice, ser det ud til, at det kan blive svært for det ellers velfungerende tog at levere ham til sejr.

Ellers gik det, som man kunne vente. Positioneringsstærke Christophe Laporte sad som altid godt, men desværre blev han lukket i selve spurten. André Greipel var helt forventeligt for svag i positionskampen i et løb, hvor Israel SUN ikke har givet ham samme tog som tidligere i år. Danny van Poppel og Bryan Coquard betalte også prisen for et tog, der ikke er på niveau i dette løb, og Sonny Colbrelli mindede os igen om, at superform ikke kan kompensere for de manglende positioneringsevner.

I det mindste undgik han dog at skabe kontroverser og at skubbe slovenske monstre i grøften. I det hele taget var det en fornøjelse at se, at det med en langt mere sikker rute godt kan lykkes at skabe en styrfri spurtafgørelse i den første uge af Touren. Listen over skadede ryttere blev i hvert fald ikke længere i dag, og Primoz Roglic og Geraint Thomas kom sikkert igennem uden tidstab. Deres reelle forfatning kender vi dog først, når røgen har lagt sig i morgen, hvor en af løbets allervigtigste etaper venter.

Det gør den ikke for Cavendish. Hans D-dage var i går og i dag, og selv hvis han skulle styrte og udgå på morgendagens enkeltstart, vil hans 13. Tour de France for altid være at regne som en gigantisk succes. Det er svært helt at fatte, at den mand, der spurtede forbi Philipsen i dag, er den samme rytter, som for 10 måneder siden brød grædende sammen i Wevelgem i den tro, at karrierens sidste løb netop var kørt. Men det kan åbenbart betale sig at tro på mirakler - eller i hvert fald at tro på Lefevere!

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+